En lidt længere note om mursten og mæandere
_____________________________________________________________________
Noterne om mæandere og mursten er opdelt i henholdsvis brede og smalle værker (m.m.). For at de to noter kan læses uafhængigt af hinanden, er nogle emner og begreber medtaget begge steder. Hvis man har læst noten om brede mæandere, kan man gå til afsnittet om ’Smalle mæanderværker.’
INDLEDNING
Der er noget fascinerende ved de greb, som Kirkeby bruger i murstensskulpturerne. Murstenenes faste form og krav til konstruktionen begrænser værktøjskassens størrelse, men mulighederne for at danne forskellige udtryk i form, rum og lysvirkninger er alligevel omfattende.
Et af Kirkebys værktøjer er mæanderen, murforløb i lige linjer med vinkelrette knæk i ind/udtræk som gentages et antal foldninger. I en række skulpturer er mæanderen selve grundformen og det bærende element i skulpturens horisontale forløb. Herudover har en række skulpturer skjulte eller indbyggede mæanderelementer.
Hvor mæanderen er grundformen får den en stærk gennemslagskraft i skulpturens samlede udtryk, og dermed i skabelsen af associationer og referencer. Jeg kalder disse skulpturer for ’mæanderværker’ og skelner mellem to hovedformer. En gruppe har store indtræk og får dermed en markant bredde, en anden gruppe har mindre indtræk og står som forholdsvis smalle mure. De smalle er temaet for denne note.
I Kirkebys oeuvre er en smal mæander(skulptur) heller ikke bare en smal mæander. Og jo mere man ser på de forskellige værker, jo mere kommer man til at tænke på, hvordan de egentlig er forskellige, og hvad det betyder for udtryk og associationer.
I noten prøver jeg at træde et skridt tilbage i forhold til noterne om de enkelte skulpturer. Jeg prøver på et mere generelt plan at belyse mulige greb ved konstruktion af en mæander – længde, bredde, udformning af indtræk/udtræk osv. – og deres betydning i forhold til udtryk og associationer.
Herudover er der et mindre afsnit om mæandere i andre skulpturer. Jeg skelner mellem mæandere, der er skjult i skulpturer og skulpturer med mæanderelementer, der er synlige, men hvor mæanderen ikke er skulpturens horisontale grundform. Afsnittet beskriver eksempler, og diskuterer ikke (specielt) betydning i forhold til udtryk og associationer.
Mit udgangspunkt er Kirkebys skulpturer, ikke mæandere abstrakt set. Noten er baseret på skulpturer til og med primo 2021 på hjemmesiden, hvorfor ubesete skulpturer kan have andre, vigtige aspekter. Noten giver sig heller ikke ud for at udtømme emnet, og den kan ikke erstatte læsning af de enkelte noter, hvis man vil have det hele med.
Navne på skulpturer er skrevet med kursiv. Som bilag er en oversigt med grundplaner, dimensioner og fotos. Navnene giver her et link til den tilhørende note.
MÆANDERE OG METAFORER
Begrebet mæander stammer fra navnet på en flod i Lilleasien, hvis forløb slynger sig ind og ud. Vandløb og floder kan i sig selv ses som en metafor for en mæanderen som skulptur. De tager f.eks. ikke ‘en lige vej’ og aftegner forløb, der inddeler et sted i forskellige rum, som mæanderskulpturerne også gør.
Kirkeby har selv i forskellige sammenhænge kommenteret mæanderskulpturer i forhold til udtryk og metaforik[1].
Kirkeby taler f.eks., om at mæanderen ikke er en skulptur med en bestemt start eller slut, dens dele er ligestillede og den har en form for ’uendelighed’ i sin natur. Han bruger gerne udtryk fra geologi, når han skal beskrive mæandere. Knækkene taler han om som forkastninger og glideplaner. Og han taler om landskaber i bevægelse, plader, der driver fra hinanden og foldninger m.m.
I forhold til ’menneskelig geologi’ nævner han i forbindelse med Kimbrertorvet (Aars), at grundplanens mæanderforløb kan symbolisere livets generelle forløb med vekslen mellem op – og nedgange, pludselige forandringer, smerter og glæder etc. Men at forløbet også kan ses som vores måde at bringe ’orden’ og system i livet på, bringe det på en forståelig formel.
I noten forsøger jeg at belyse, hvorledes variationer i grebene kan skabe forskellige associationer i forhold til Kirkebys dobbelte ’livsmetafor’. Det skal understreges, at andre tolkninger og metaforer også er mulige. Endvidere, at det er min ’udstrækning’ af ’livsmetaforen’, og ikke Kirkebys. Men ’livsmetaforen’ er frugtbar og føder rigeligt med tanker og eftertanker for mig.
SMALLE MÆANDERVÆRKER
Generelt om smalle mæandere
Smalle mæandere er værker, hvor indtrækket er begrænset og så smalt, at det ikke fremstår som et egentligt rum, se figur 1. Jeg har afgrænset tre værker som smalle mæandere: Dronningmølle, Ribe Havemur og Münster Bushaltestelle . Det dybeste indtræk er omkring 70 cm for Dronningmølle og det smalleste knap 25 cm for Ribe Havemur.
I ’livsmetaforen’ kan de smalle mæandere ses som et liv eller en del af et liv med mindre dramatiske eller omfattende ændringer, eller som noget, der er ’lagret’ som sådan i erindringen.
Det er kendetegnende for de tre smalle mæandere, at de alle har en betydelig længde, over 40 m. Det hænger sammen med, at de udover at være skulpturer bruges til at danne skel/afgrænse forskellige rum. De lukker noget ude, og lukker noget andet ind, som Kirkeby siger om Ribe Havemur[2].
I værkerne bliver mæanderen skabt af murforskydere eller transformatorer, der vrider eller parallelforskyder forløbet med kortere eller længere ind-/udtræk mellem dem. Mæanderne har med forskyderene således indbygget en lille mæander ’i sig selv’. I ‘livsmetaforen’ kan murforskyderen f.eks. ses som små ændringer, der (alligevel) gør noget i livet eller påvirker opfattelsen af det.
Værktøjskassen er mindre for de smalle end for de brede mæandere. Den begrænsede bredde udelukker brugen af åbninger og passage gennem den lange led. De smalle mæandere er mure, man går langs med (til man finder en åbning/ende). De smalle mæandere giver heller ikke et labyrintisk udtryk som mange af de brede mæandere.
De smalle mæandere gør sig gældende på de steder, hvor de står. De har en form for dobbelthed ved på den ene side at stå som ’almindelige’ mure, der rumopdeler, og på den anden side markerer deres foldede forløb, at de er noget mere…
I sammenhæng med funktionen har værkerne desuden alle et eller flere ’påhæng’ og er fæstet til en anden bygning eller andre murværker. De egentlige mure i mæanderne er under 3½ m i højden, ’påhængene’ kan dog være højere. I alle værker er grundplanen ført igennem fra murenes bund til deres top og i en murtykkelse på 1½ sten. I de enkelte værker bruger Kirkeby ikke forskellige længder af længdemure eller tværmure, grundelementet er det samme i hele forløbet.
De lange mure
De lange mure betyder flere gentagelser af mæanderens grundform. Det skaber en tidslighed i beskuelsen og en mulighed for at miste overblik. Fra skrå synsvinkler kan man også miste fornemmelsen af ’mæanderformlen’ og opleve, at murene ’opløses’ i flader eller plader og får en slags vægtløshed. Begge dele kan give mening i forhold til ’livsmetaforen’…
Hvor man kan gå på begge sider af mæanderen (Ribe havemur og Münster Bushaltestelle), kan man opleve muren som en dobbelt mæander. Man har en fornemmelse af, at ind/udtræk på siderne ikke modsvarer hinanden, idet murforskyderen ’forsinker og skubber’ indtrækkene på de to sider. Der kan ses en ’livsmetafor’ symbolik om f.eks. to verdener, to livsforløb eller et ydre og indre liv – som har samme grundelementer, men er forskudt.
Tværmure
Jo dybere indtræk/ tværmur, jo mere udtryk får værkerne af flader, der driver og måske er på vej væk fra hinanden – mest udpræget for Dronningmølle. I ’livsmetaforen’ kan det udover at symbolisere større ændringer i livet (vel) også ses som eksempel på, at nogle oplevelser og opfattelser kan flytte sig uden at miste grundformen. Vi lever jo ikke i lukkede systemer uden påvirkninger fra omverdenen.
Jo kortere tværmur, jo fladere tegner ornamentet og mæanderen sig. Man får en fornemmelse af et hurtigere forløb, noget går stærkere her (Ribe Havemur). Det kan man jo også tolke i forhold til ’livsmetaforen’…
Indtræk
De tre værker har lange længdemure. Hvor bunden i indtrækket er kort, giver det et mere bølget og uroligt forløb af muren, der kan forstærkes af dybe tværmure. Man kan opleve det som om, at der en indre kraft i muren, som skaber uroen, eller som om murens fundament er usikkert? Metaforisk, at ændringer i livet foregår med hyppige, men små udsving. Eller at selve fundamentet for livet og dets ’orden’ ikke er (så) stabilt.
Hvis bunden i indtrækket er lang, gør det murens forløb langsommere, mere sindigt. I ’livsmetaforen’ kan det udlægges som, at der er lange perioder med stabilitet (Dronningmølle, Münster Bushaltestelle).
Forløb med vinkler (Dronningmølle) kan i relation til ’livsmetaforen’ ses som om, at livet har taget en helt anden retning og kommer ikke tilbage på det gamle spor.
Spalter
Udover at være et element i konstruktionen af murforskyderen skaber spalterne en yderligere opdeling af murenes flader, så de virker mindre bastante og massive, næsten sårbare. De skaber rytme og udsmykning som en slags polyfoni mellem mur og spalter.
Spalterne skaber også lys/skyggeeffekter. I de dybe spalter bliver skyggen stående som næsten påmalede sorte streger, når solen flytter sig. Kirkeby taler om Barnett Newman spalter eller metafysiske skygger. Han peger på, at spalterne kan også ses som en ’sti’ op eller ned[3]. I ’livsmetaforen’ kan man se spalten som mere eller mindre dybe sår (eller skader) i livet (Dronningmølle har de dybeste spalter). Det er ikke kun skyggen, der bliver her, men også andre ting, der er svære at slippe. Nogle vil måske tænke på mørke kræfter eller andre dæmoner.
Med en placering af spalter tæt på tværmurernes hjørner skaber Kirkeby desuden en kontrast imellem den fastholdte skygge i spalterne og slagskyggen fra hjørnerne, der vandrer og forandrer sig på muren. Det kan også finde en plads i ’livsmetaforen’.
Optagelse af terrænforskelle
Ribe Havemur ligger på et terræn, der skråner. Kirkeby lader her værket aftrappe gradvist med terrænet ved at optage terrænet i murens højde i delelementer af muren. Det medfører variation i højden af muren i de enkelte elementer, og der dannes skrå mure.
I forhold til ’livsmetaforen’ får jeg to associationer. Et terræn som skråner skaber tanker om, at der måske er noget i undergrunden, der stadig er i bevægelse. Er det kræfter, som forsøger at påvirke, skubbe til mæanderens system og orden? Måske glemslens usynlige kræfter? Omvendt kan man se de skrå mure som noget, der fortsætter under jorden. Er der nogle dybere erindringer, fortsætter de under terræn som noget, vi ikke kan se og sætte et omfang på?
Andre forhold – ’påhængene’
De nævnte ’påhæng’ til mæanderne er alle specifikke for de enkelte værker og steder. Og som sådan ikke variationer af et bestemt greb. Det gør dem ikke mindre interessante, men de nævnes kun her for fuldstændighedens skyld, og jeg henviser til noterne for en egentlig beskrivelse.
Ribe Havemur har i den ene ende af muren et kvadratisk rum eller ’sløjfe’, som Kirkeby kalder den. Den er ikke en ’afsnøring’ af murens forløb, fanger det snarere op og lukker det.
Münster Bushaltestelle har opbyggede bænke i indtrækkene på den ene murside. Der er mulighed for nærkontakt med værket… I midten af værket er et indtrukket læskur med murforskydere i bunden. Læskurets sider (tværmurene) er dobbeltmure med en meget dyb spalte imellem og med forskudte åbninger i vinduesstørrelse.
Dronningmølle har et specielt forløb med mæandermure i vinkler, og som er sammenbygget med søjlemure. Og værket har et trappehus med 3-sidede mure sat ind i hinanden med en passage igennem. Trappehuset kan opfattes som en slags ’skubbet mæander’ med dobbelte og forskudte tværmure.
MÆANDRERE I ’IKKE-MÆANDERERE
De brede og smalle mæanderværker ser jeg som de ’rene mæandere’. Her er mæanderen det bærende element i et horisontalt murforløb og ikke kun en ’tilføjelse’. Det er også kendetegnende, at de åbne sider er åbne i murenes fulde højde.
Men i Kirkebys oeuvre ser man også mæanderelementer i skulpturer, som har en anden grundform. Mæanderen være et usynligt element i en skulptur (set udefra) eller der være sat synlige, større eller mindre mæanderelementer ind på forskellig vis[4].
Jeg belyser fem eksempler på ’gemte eller usynlige’ mæandere, hvor mæanderen afsløres, når man tegner grundplanen. Skulpturerne har en rektangulær, horisontal grundform til fælles.
Paderborn, Jüdische Mahnmal står i det ydre på den ene side som en mur med indtræk med murstik over og på den anden side som en mur med dybe, smalle spalter. På en grundplan ligner den en sammenklemt mæander, hvor indtrækkene på spaltesiden er presset sammen til den smallest mulige bund. Det er som om, at mæanderen viser et nærmest brutalt forløb… et liv eller et folks historie, hvor sårene er dybe og gentagende.
I det ydre står Stockholm som en husagtig skulptur med søjleindgange og vinduesåbninger og som en bred passage. Ser man på grundplanen afslører den en ’à la grecque bort’. Det græske islæt skaber forbindelse til Moderna Museum, der ligger som et tempel på en klippe over skulpturen. Og mæanderen måske til livets eller kunstens ’indviklethed’.
Humlebæks grundplan er et simpelt rektangel med tre indre rum. Skulpturen har to planer. Det nederste er en søjlehal med murpiller som ydre og indre mure. I det øverste plan er der tre mure med store åbninger og syv blanke mure, der hænger sammen og danner en simpel mæanderform med lige sider og rette vinkler i skulpturen. Der foregår noget på et øvre plan…
Set udefra fremstår Herning som en firkantet kasse med en spalter på siderne i forskelligt forløb. På grundplanen ligner dens indre en ’mæanderbort’ og noget kompliceret (her sker ting og sager) en eller to mæandrer, der forskubber sig med noget labyrintisk og nærmest forvreden i formen.
Esbjerg står foran byens sygehus. Her er grundplanen det, som Kirkeby kalder en transformerknude, se figur 2. Men knudens indre mur står med sit forvredne mæanderforløb nærmest labyrintagtig og som en markant modsætning til det ydre, enkle rektangel. Man får associationer til et billede af hjernevindinger, der snor sig…
Som eksempler på skulpturer blandt flere med indbyggede mæander elementer kan nævnes Frederiksberg, Nantes, Ballerup – Egebjerggård II og Ørestaden.
Frederiksberg er næsten kvadratisk og har søjler på tre sider og en fuld mur med en murforskyder på den fjerde. Murens materialitet gør den til skulpturens bærende element og dermed også murforskyderen. Sammenlignet med en lige mur giver mæanderen en bevægelse i skulpturen og derudover fortolkningsmuligheder omkring livsforløb[5].
Nantes er rektangulær og en passage, hvori Kirkeby har indsat en ’murforskyder’ i de to lange sider. Murforskyderne betyder, at det indre rum får en lidt smallere del, og gør det indre rums passage mindre gennemskueligt. Det fremmer måske lysten til at gå ud af en af passagens to portåbninger i den ene side. I ’livsmetaforen’, tage et sidespor?
Ballerup – Egebjerggård II har en lang, horisontal, asymmetrisk grundplan. På den ene side står den som en søjlelignende mur, der skifter mellem lukkede rum med adskilte nicher/hylder og åbne rum med søjler. På den anden side har den skiftevis dybe indtræk med blank mur og udtræk med søjler for neden. Det er en form for ’ensidig mæander’, og i forhold til ’livsmetaforen’ kan man se skulpturen som to (meget forskellige) sider af en person.
Ørestaden består af to høje, adskilte mure, som er spejlvendte. Det bærende element for hver mur ser jeg som en ’gennembrudt’ transformerknude med en passage igennem på tværs. Knuden er ikke en tilføjelse eller ’afsnøring’ her[6]. Der er små mæanderelementer i enderne i et finurligt eller forvredet mønster. Det store billede ligner et ciseleringsmønster og har en lighed med Esbjergs indre mur.
AFRUNDING
En smal mæander ikke bare er en smal mæander. Jeg håber, at have vist, at i grebet ligger mange muligheder for at skabe forskelle i udtryk og tolkninger. Hertil kommer, at de smalle mæandere har en dobbelthed i sig. De står som almindelige mure, der markerer en opdeling af et rum. På den anden side gør deres foldede forløb opdelingen til noget levende ved deres bølgebevægelse. Og det udtryk er tilstede uafhængigt af, om man kender ‘livsmetaforen’ eller ej. Udover det ‘levende’ giver murenes ind- og udtræk en oplevelse af, at rummene trænger ind i hinanden, at på en måde flyder grænsen mellem rummene, eller at de forsøger få/give hinanden noget….
Hvor mæanderen ikke er den bærende grundform i et værk, er den i flere værker tilstede skjult eller i mindre dele. Her kan man se brugen af mæanderen som en ’teknisk’ udvidelse af Kirkebys greb i forhold til de rene mæandere ved, at han forvrider proportioner, laver indre mæandere, bryder en ydre form etc. Som udtryk skaber grebene en fornemmelse af tidsforløb, af at der er noget ’før- og efter’. En levendegørelse, der i sig selv kan give tanker til ‘livsmetaforen’ og livets (hårde) puls.
Torsten Karlsson, august 2021
[1] Hvor ikke andet er nævnt stammer Kirkebys udsagn i noten fra Lars Morell: Per Kirkeby. Bygningskunst. Aristo 1996.
[2] Materiale i Per Kirkebys Arkiv, Museum Jorn, Silkeborg.
[3] Per Kirkeby: Kursiv, side 249. Borgens Forlag. 2007.
[4] Som grænsetilfælde kan nævnes skulpturer, der har mure i et forløb med indtræk adskilt af søjleagtige mure, og hvor der er muret op i indtrækkene for neden med lave bænke. Opbygningen i bunden slører mæanderindtrykket for mig og med en mur over indtrækket for oven forsvinder udtrykket helt. Göteborg som eksempel.
[5] Bemærk desuden den delvise spejling af murforskyderen i søjlen mod vest.
[6] Transformerknuder kan i livsmetafor sammenhæng ses som at noget indvikler sig i stedet for at udvikle sig – eller gentager sig først.
Oversigt over skulpturer
Rækkefølge på dimensioner: Højde x længde x bredde. Målene er i meter og afrundede.
Grundplaner: Af hensyn til læsbarheden er målestoksforholdene ikke ens i tegningerne.
Link: Den tilhørende note findes ved at klikke på skulpturens navn.
De smalle mæandere
| Dronningmølle (2,2 x 80 x 1,0) |  |  |
| Münster Bushaltestelle (3,2 x 47 x 0,7) |  |  |
| Ribe Havemur (og sløjfe) (2,5 x 70 x 0,6) |  |   |
Mæandere i ‘Ikke-mæandere
| Ballerup-Egebjerggård II (7,0 x 54 x 3) |  |  |
| Esbjerg (8,0 x 6 x 2) |  |  |
| Frederiksberg (2,4 x 3 x3) |  |  |
| Herning (3 x 5 x 1) |  |  |
| Humlebæk (5 x 13,5 x 5) |  |  |
| København Ørestaden (10 x 24 x 3,2) |  |  |
| Nantes (3 x 5,6 x 2,8) |  |  |
| Paderborn (5,0 x 6,5 x 1,0) |  |  |
| Stockholm (5 x 20 x 8) |  |  |
Per Kirkeby skulpturer 