KØBENHAVN (2004) – ØRESTADEN

En mental mur mellem to verdener… eller deres forening? 

Note om Per Kirkebys bygningsskulptur i Ørestaden, København

Kort om skulpturen

I Ørestaden på Amager – den nye bydel til København – står en af Per Kirkebys bygningsskulpturer i røde mursten. Skulpturen står mellem Metroen (DR-Byen) og Amager Fælled på et smalt græsareal. Skulpturen består af to adskilte, høje mure i forlængelse af hinanden.

Per Kirkeby talte selv ved indvielsen i 2004 om den ’underlige bygning’. Han sagde om placeringen, ’at skulpturen står lige der, hvor naturen kommer strømmende ind. Hvis man kommer fra Fælleden, møder man skulpturen som et varsel om byen. Skulpturen er så mærkelig og karakteristisk, at hvis man sender børnene med Metroen, kan man sige til dem, at de skal stå af ved den mærkelige murstensting… ’[1]. Er skulpturen en alternativ metrostation? Den har i hvert fald andre rum og andre rejsemuligheder end en normal station!

Foto 1: ‘Ørestaden’ set fra nordøst

Skulpturen er stor. Den er godt 10 meter i højden og har en længde på omkring 24 meter. Skulpturens to dele står med to meter imellem hinanden, og i dens mure er der en form for dobbelt tårn og mange åbninger og spalter.  De giver skulpturen et udtryk af ’ikke færdigt arbejde’. Eller, at vi står overfor en ruin – fra et tidligere byggeri eller et fremtidigt?

Skulpturen er uden titel. Jeg tror, at den har kæle- eller øgenavne blandt de mennesker, der bor eller arbejder i området, og at de nødvendigvis ikke er flatterende. I det følgende bruger jeg stedets navn, ’Ørestaden’ om skulpturen.


Ørestaden og det sociale rum – mennesker, der flytter sig

Ørestaden er et sted, hvor man kører (rejser) til eller fra, enten fordi man arbejder eller bor her. Der er en atmosfære af kold forstad over området. Jeg oplevede, at turen hertil fra Københavns centrum med Metro gik hurtigt – for hurtigt? Pludselig er man fremme… og skal indstille sig til stedet. Er Kirkebys skulptur en markering og afgrænsning af Ørestaden som by?

Skulpturen står tæt ved Metroen og den ’overjordiske’ metrostation, DR-byen. Det er et sted, hvor man står af og på, men også kører forbi, videre mod andre stationer – væk fra byen eller ind til byen.

I princippet er der tre grupper beskuere til skulpturen: de der arbejder i området (og pendler hertil), de der bor her, og de der kører forbi på vej til andre steder. De to første grupper er vel typisk travle mennesker, som skal videre fra stationen til fods eller på cykel. Der ikke er andre bymæssige funktioner på stedet, hvor skulpturen står. Byrummet omkring skulpturen har ikke bænke e.l. og lægger ikke op til, at man skal opholde sig ret længe på stedet.

Den sidste gruppe beskuere befinder sig i Metroen, i bus/bil eller ved busstoppestedet, der er placeret tæt op ad skulpturen. Denne gruppe er måske et andet sted mentalt, har tid til at tænke, eller tænke over skulpturen… Er skulpturen et mentalt stoppested, som modsvarer det fysiske stoppested? 

Ørestaden er en ny by. Der er kommet/kommer bygninger, gader, pladser osv. og mennesker, liv, samvær… Tænker Kirkeby, at en by skal have et skel til byens omverden, og som skal vise, hvornår man er det ene eller andet sted.

Min oplevelse er, at skulpturen ’stikker ud’ mod både byen og naturen ved sin størrelse, form og farve. Udover at den ligger i et skel og danner et skel, markerer den også noget i sig selv. Ligger der et signal i, at den er anderledes end det øvrige byggeri i Ørestaden, et budskab om, at der er andre slags kulturer end Ørestadens? 

Ørestaden og det fysiske rum – kontraster, transport og ingenmandsland

Skulpturens ’store rum’ defineres på den ene side af Metroen og Ørestadens byggeri og på den anden side af en bred vej, Ørestads Boulevarden, og Fælleden med vandløb, siv, små træer og buske, se kortudsnittet. Omgivelserne er således markant opdelt mellem by, menneskeskabt kultur og natur. ’Kultursiden’ er præget af transport – tog og biler, der flytter sig i forhold til skulpturen. 

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Skulpturen står ikke et specielt idyllisk sted. Her er bart og blæsende en vinterdag, og rummet er på en måde uden grænser. Der mangler vægge på tre af siderne, og den fjerde side mod Metroens højbane består af transparente, vandret svævende ’bjælker’, der mere er en rumdeler end en væg.

Man får også en fornemmelse af, at stedet, hvor skulpturen står, er et ’restareal’, der ikke kunne bruges til noget. Gælder det også for skulpturen, at den ikke er noget i sig selv… en underlig rest, et efterladenskab, noget der er forladt? ’Det er jo ikke nogen rigtig bygning’, som Kirkeby selv siger. 

Jeg får en oplevelse af et slags ingenmandsland – vi er hverken i by eller natur. Et ingenmandsland er et farligt sted. Det varsler, at man forlader noget og er på vej til noget nyt. Her er der ingen beskyttelse, og man kan blive udsat for kontrol, prøvelser eller spørgsmål for at få lov til at komme videre – er skulpturen en slags prøvelse?

Det nære rum om skulpturen er en lille græsplæne med enkelte små træer samt et læskur ved busstoppestedet. Træerne vil med blade om sommeren givetvis gøre stedet mere indbydende, end det tager sig ud om vinteren, hvor mit besøg fandt sted. 

Skulpturen opleves forskelligt afhængig af, om man kommer fra Metroen (vinkelret på skulpturens lange side) eller Ørestads Boulevard ved Fælleden (parallelt med skulpturens lange side). Fra Metroen er oplevelsen en mur eller en form for hus, der er meget transparent. Skulpturen opfordrer med sin åbning mellem de to mure og de store åbninger i murene til at gå ind og igennem den. Men der er ikke fliser eller grusgange omkring skulpturen, som støtter denne opfordring. Er det alligevel ikke det, Kirkeby vil have os til? Eller er det et helligt sted, eller måske et minefelt?  

Går man langs vejen, oplever man skulpturen som en eller to monolitter afhængigt af vinklen. Jo mere skrå vinkel man ser skulpturen fra, desto mere får man en fornemmelse af, at den indeholder nogle lukkede rum, som ’skjuler noget’. Men man kan også se mure og åbninger bag disse rum. For mig skaber det en oplevelse af en labyrint, måske noget farligt… i hvert fald ikke gennemskueligt.  

Det er en del af oplevelsen af skulpturen, at man kan se andre mennesker eller ting bevæge sig i og omkring skulpturen. Set fra Metroen vil man f.eks. kunne se biler, cykler og fodgængere forsvinde og dukke op før, i og efter skulpturen. Det giver bevægelse til skulpturen, og gør den mindre fremmed på stedet.

Foto 2: ‘Ørestaden’ set fra sydvest

Ørestadens grundplan – mur, ornament og kompleksitet

Skulpturens to mure står i forlængelse af hinanden med en åbning på to meter imellem. Åbningen virker næsten som en slags linse, der skaber et særligt fokus i forhold til baggrunden. Men hvad er åbningen og den todelte skulptur udtryk for? Er de to dele noget som skal forenes med hinanden – der en form for ’hægter’ i skulpturernes ender… Eller er åbningen udtryk for, at skulpturen er blevet splittet ad, at en del af muren er blevet nedbrudt? Eller mangler der noget i hullet mellem murene – et tårn? Skal vi opføre vores eget tårn? 

De to deles grundplaner er næsten en spejling af hinanden. Spejlingen af grundplanen (og af skulpturens krop) forstærker oplevelsen af ’bymur’ eller en mur, der skal markere et skel. Det signalerer også, at det er underordnet, hvilken ’mur’ man vælger, hvis man skal gennem skulpturen…

Grundplan ‘Ørestaden’

Det bærende mønster i de to dele kan kaldes en gennembrudt transformerknude. Kirkeby bruger transformerknude om et forløb med frem- og tilbageløb, som lukker sig inden i sig selv (Se noten om Stenalt drivhusmur). I Ørestaden bryder forløbet igennem og fortsætter. Det er også en speciel knude med et foldet forløb i til-/fraløbet og ved, at selve knuden har gennembrudte mure.

På grundplanen ligner foldningen et ciselerings mønster sat sammen på en kompleks måde med små ornamenter eller ’mæanderforløb’, spalter (både brede og smalle), udtræk som piller samt forkastninger, hvor murenes forløb forskydes i forhold til hinanden. Man får en fornemmelse af, at muren rummer et tidsforløb, eller på en måde er levendegjort… 

Knuden danner to rum, et dobbeltrum hvoraf det ene har en åben side, mens det andet er lukket og ligner påhæftet tårnrum. Rummene har åbninger igennem og danner en passage – man skal gennem tre åbninger for at komme hele vejen… Konstruktionen skaber en labyrintvirkning, men Kirkeby har dog givet mulighed for, at man kan gå dreje af og ud af den åbne side.

’Ørestadens’ bygningskrop – åbninger og uafsluttet

På trods af dimensionerne virker skulpturen ikke massiv eller tung. De mange, store åbninger og dybe, brede spalter i murerne gør den på en måde både skrøbelig og uhyggelig. Jeg tænker uvilkårligt, ’hvor længe kan den holde’… Skal den ikke ’gøres færdig?’ Hvem gør den færdig…? Eller er det, vi ser noget, som er under nedbrydning? Af naturen? 

Udover åbningerne domineres skulpturens krop af ’tårnene’. Er formålet med tårnene at skabe et bedre forsvar? Her kan man beskytte sig (mod natur og/eller kultur) og gemme sig. Eller er formålet, at skabe en mulighed for et bedre udsyn, se ’noget mere/andet’? I tårnrummet er der højt til loftet – der er intet tag over dem, man kan se himlen – men himlen kan også se én…

Vægten i bygningskroppen ligger nederst i skulpturen. Men man føler, at skulpturen stræber opad. Dens åbninger i tre niveauer, spalter og søjler og de tårnagtige dele er med til at give dette indtryk. Er det en opfordring til at løfte vores syn på tingene, prøve at se lidt højere, lidt længere…? 

Åbningerne i skulpturen danner både porte, døre og vinduer:

Porten’ eller mellemrummet mellem de to mure danner en passage mellem to verdener. Jeg oplever at komme til en ’større’ verden eller rum, når man går fra Metroen ud mod Fælledens natur. Fra Fælleden mod Ørestaden er rummet begrænset af højbanen, der løfter sig over terrænet, og det er et mere lukket rum i flere dele.

Dørene’ ind til ’tårnene’ udgør en åbning, men også en gennemgang, der har hulepræg, med tanker om en tunnel, noget man skal igennem… for at se lyset.

Vinduerne’ i mure og i ’tårne’. Der er mange åbninger, de er lige store og rektangulære med udsmykning i karmene i form af ’murstenskiler’. De virker næsten som en slags øjenbryn. I ’enkeltmurene’ kan man se gennem vinduerne, og de står lyse, hvide, åbne… I tårnene er vinduerne forskudt i f t hinanden. Det betyder, at når man ser på skulpturen, vil nogle af vinduerne altid være mørke, lukket af en bagmur. Det betyder også, at man i tårnrummet oplever en speciel lys/ skyggedannelse, når man ser op mod himlen. Det er som om, at nogen ser på én… ’Vinduerne’ reducerer/fjerner indtrykket af skulpturen som en ’bymur’. De øger oplevelsen af et ikke færdigt byggeri eller en ruin i udvikling.

Spalterne i muren er meget markante både på grund af deres bredde og dybde, og fordi de går op i hele murens højde. Sammen med forkastninger/forskydninger i murene danner de søjlevirkninger. De skaber også en oplevelse af, at man kan skubbe de to dele af skulpturen mod hinanden og ’klikke’ dem sammen. Er det vores opgave?

Lys og skygge

Solen glimrede ved sit fravær ved mit møde med skulpturen på en mørk decemberdag.  Der var ikke lys/skyggevirkninger udover ganske lidt i tårnenes vinduer og i de dybe spalter. Skulpturens langside ligger i retning nord – syd, og der kan givetvis være en flot solnedgang mod Fælleden gennem åbningerne set fra Metroen.

Tanker og eftertanker – bindeled og forening af liv

Jeg har sammenfattet tanker og eftertanker i to overskrifter ud fra de forskellige vinkler, der er beskrevet ovenfor, og ud fra inspiration fra den musik, som jeg oplever, har en samklang med ’Ørestaden’, se afsnittet nedenfor.

Markering af kultur og natur – og deres forhold til hinanden

Skulpturen kan opleves som et symbol på en by- og/eller ’naturmur’, et filter, et skel eller som et bindeled, et varsel om at vi passerer mellem kultur og natur.  

Kirkeby taler selv om at ‘skulpturen ligger på kanten, der hvor byen holder op. Det er en sidste rest af byen, der dukker op. Det er et svagt ekko af det gamle København, der står der’ [3].

Skulpturen kan markere, at der er noget, man skal huske at aflevere eller tænke over, noget der skal tages med eller betales for, når man skal gå fra det ene sted til det andet… det fremhæves af passagen med tre åbninger.

Mod Fælleden har jeg oplevelsen af skulpturen som ’ruin’. Et billede af hvordan Ørestaden ender i det lange løb, som andre civilisationer. Naturen som en større kraft end mennesket. Når man skal i Fælleden/ naturen, gælder en anden tidsregning/- dimension… Mod Metroen har jeg oplevelsen af et byggeri, der er i gang. Et billede på menneskelig aktivitet, foretagsomhed, virketrang… et evigt byggeri.

En forening af to mennesker eller natur og kultur – brud og brudgom

Skulpturen består af to dele, der er placeret ved siden af hinanden. De ligner hinanden og er alligevel forskellige.

Jeg fik et billede af de to mure som brud og brudgom. Ørestaden som et ’bryllup’ mellem f.eks. mennesker, natur og by, mellem forskellige kræfter eller mellem det lyse og det mørke i tilværelsen. Skulpturen bliver dermed en forening af to ’verdener’, og ikke et skel, en mur imellem dem…

Jeg kan se skulpturen som et billede af to mennesker.  De står hver med deres små og store mæandrere og forkastninger som er skabt gennem livets vekslen mellem store og små op/nedture. Og det sker fortsat, er evigt gentagende. Transformerknudens forløb kan give associationer til at tingene nogle gange skal gå frem og tilbage før der sker et gennembrud. Skulpturens uigennemsigtighed kan symbolisere, at vi består af flere lag og gemmer på mere, end man kan se, noget er i mørket… 

Musik – Palestrina, katedralen og forening af to verdener…

Jeg oplever en umiddelbar samklang mellem Palestrinas renæssancemusik og ’Ørestaden’. I særlig grad hans korværk Canticum Canticorum (Sangenes sang). Det er et værk med stram struktur, tæthed, mange detaljer, intet fyld og med gentagende mønstre. Lydbilledet præges af dybe/mørke stemmer mod høje, lyse stemmer – som ’Ørestadens’ to typer vinduer … Musikken skaber for mig en stemning som er højtidelig, men varm, nydende og sammenførende, som to kurver der fletter sig ind i hinanden.

Da jeg lyttede til Sangenes sang, oplevede jeg musikken strømme gennem skulpturens ’vinduer’ som sollyset, som en slags liturgisk gudstjeneste i et åbent kirkerum. Jeg tænkte på skulpturen som en katedral. Et billede dukkede op af de fritliggende katedraler, som man kan opleve i England. Når man f.eks. skal til Ely, nordøst for Cambridge, kører man gennem et fladt, monotont landskab, hvor katedralen pludselig rejser sig, kæmpestor i forhold til omgivelserne [2].  På en måde den samme oplevelse som jeg havde med Metroen og Ørestaden. En association i forlængelse af katedral og Sangenes sang var at se de to mure som brud og brudgom, som beskrevet ovenfor. Sangenes Sang er jo en kærlighedssang. Ørestaden som kærlighed til natur og by, eller en forening mellem forskellige kræfter.

Torsten Karlsson, august 2013, marts 2014, april 2020 og marts 2021


Praktiske oplysninger

Adresse: Metrostation DR Byen, Hjørnet mellem Ørestads Boulevard/ Grønjordsvej
Parkering: man kan parkere ved DR Byen 
Adgang: under metrostationen

Musik henvisning

Palestrina: Canticum Canticorum. Hilliard Ensemble, EMI Records/Virgin Classics, 2003. Tilgængelig på Spotify. Youtube: forskellige udgaver. Søg under ‘Palestrina: Canticum Canticorum’.

Fodnoter:

[1] Se http://www.orestad.dk/kunst.
[2] Andre eksempler: Beverly, nord for Hull og Lincoln. 
[3] I Thomas Bo Jensen: per kirkeby/arkitektur. Edition Bløndal 2019

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: