En stor krop med hul ryg, en gren med gevækster – naturens store kredsløb og kræfter, en ’Kirkeby Balzac’ eller en frugtbarhedsfigur…
Note om bronzeskulptur, Louisiana Museum of Modern Art, 2020
Kort om skulpturen
Kirkebys sorte bronzeskulptur, Torso-gren, blev vist på Louisianas udstilling ’Per Kirkeby bronze’ i 2020 [1].
Skulpturen er lavet i 1988 og fylder godt med omkring 2 m i højden, 1½ m i bredden og knap 1 m i dybden. Med titlen Torso-gren introduceres en ’dobbeltdomæne’ med menneskeverden og natur. Og med ’torso’ dannes en forbindelse til kunstens verden.
Skulpturen er todelt med en bred, opret søgende form, som jeg forbinder med torsoen, og en rund, udstikkende form, som ligner en gren. ’Torso’ er rektangulær bortset fra en bule op i toppen. Forsiden buler udad med en ujævn overflade, der kan ligne en drapering. Der er fragmenter, som minder om et hoved, et ærme, en mave. Bagsiden er flad med en huling i midten som om noget af kernen er forsvundet. ’Gren’ er ikke en normal gren, den er tyk for neden og for oven, overfladen ujævn og kan ligne bark. Den har runde gevækster og fragmenter, der minder om underben og masker. Grenens vedhæftning på torsoen er tvetydig. Er den en gren, som torsoen har skudt ud, eller er de sat sammen senere, en podning?
Foto 1: Torso-gren front
Værket stod indendørs i et hvidmalet, rektangulært, lidt smalt rum. Det stod i frontal position med ’gren’ ud til siden ved den ene ende af rummets bagvæg, tæt på en åbning til et større rum i forlængelse heraf. I den anden ende af væggen stod Torso-udløber, i samme motivverden. Torso-gren var placeret, så man passerede den, hvis man ville se hele udstillingen. De fleste har nok set værket som en del af den samlede udstilling og ikke som et mål i sig selv.
Sammensætningen af ’torso’ og ’gren’ kan skabe tanker om et fantasivæsen, et sammensat væsen, der viser noget om sameksisterende paradokser. I Kirkebys konstruktion kan torsoen også ligne en stub eller stamme (natur), og grenen kan minde om en arm, et lem etc.
Med værket som ’natur’ skaber det tanker om naturens store kredsløb med liv og død, men også om naturens (andre) store kræfter, ’katastrofefænomenerne.’ Med skulpturen som noget menneskelignende får den status som et minde om noget. Måske, at mennesket også er natur med et kredsløb og katastrofer undervejs. Jeg fik også associationer til Rodin’s monument for forfatteren Balzac og kunstnerens vilkår i det hele taget. Kirkebys monument er en træt Balzac i opløsning, tidens tand har gjort sit. Man kan dog også se værket som en frugtbarhedsfigur, et urgammelt motiv, i en ny udgave, med et budskab om opløsning og død som en uadskillelig del heraf…
Foto 2: Torso-gren front set fra venstre
Torso-gren – en titel med to universer
En lidt speciel titel. Kirkeby bruger en bindestreg, ikke ’torso med gren’. Hermed sidestiller han de to begreber/fænomener og markerer, at de hænger sammen og har en relation til hinanden – torso står dog først…
’Torso’ og ’gren’ peger på to forskellige universer. ’Torso’ betegner normalt en skulptur med en krop uden lemmer og hoved (eller kun med rester eller antydninger). Det kan være et værk, som er ødelagt og dermed en rest af noget større, eller et ufuldendt værk under skabelse. Med Auguste Rodin’s værker fra omkring 1900 ’opstår’ torsoen også som et ’færdigt’ værk, en form for ’portræt’ af et menneskes krop.
Brugen af ’Torso’ i titlen knytter Kirkebys værk til kropslighed og til menneskeverdenens statuer og monumenter af personer med tilhørende kunstnere. Men også til historiens og antikkens verden med de klassiske torsoer og deres indikation af forgængelighed og ødelæggelse. Kirkebys torso er dog anonym, her er ingen navn.
Med ’gren’ er man i naturens verden. Begrebet forbinder sig med træer og buske og dermed noget, som gror op og ud. Grene skyder ud fra buske eller stammer, som et slags ’afkom’, og får næring gennem stammens rødder. Der er lang fødekæde til symbolikker og metaforer her… ’Gren’ bruges også i overført betydning om dele af familier, virksomheder, videnskaber osv. I Nudansk Ordbog nævnes i øvrigt, at ordet er beslægtet med at ’grine’ i betydningen ’gabe’, der oprindelig betegner, at noget danner en vinkel [2]. Så er der åbnet for andre associationer!
’Torso’ betyder på italiensk en stub eller en træstamme, hvor grene og gevækster er afhugget. Med den oprindelige betydning knyttes natur og kultur sammen…
Torso-gren og det sociale rum – museumsgæster (og personale)
Beskuerne til Torso-gren var i sagens natur besøgende til museet (og dets personale). Et museum er som socialt rum på en måde både et lukket og et offentligt rum. Adgang forudsætter, at man har en billet, men alle kan købe sig adgang.
Louisiana står som en institution i kultur-/museumsverdenen i Danmark og internationalt, og nærmere præsentation bør være overflødig. Museet har normalt et meget højt besøgstal på 650 – 700.000 om året, så Torso-gren er givetvis potentielt set af rigtig mange, selv i corona-året 2020.
Jeg opfatter, at museet har en stor, fast gruppe af besøgende, og mit indtryk er, at aldersfordelingen blandt gæsterne generelt er mere ligelig, end man normalt ser på kunstmuseer. Sammensætningen af besøgende afhænger dog sikkert af de konkrete særudstillinger og arrangementer i øvrigt.
Det var også en ramme for Kirkeby udstillingen, at den var i ’konkurrence’ med andre særudstillinger og museets faste udstilling. Jeg kan ikke afgøre, for hvor mange besøgende Kirkebys bronzer har været det primære mål, men mange som først og fremmest kender Kirkeby som maler har måske her benyttet anledningen til også at lære ’bronzesiden’ af kunstneren at kende.
Torso-gren stod, så man ikke kunne undgå at se den, hvis man ville se hele udstillingen. Til gengæld gætter jeg på, at værket nok kun har været et specifikt mål for en lille gruppe kendere. Mange besøgende har sikkert mere set den som en del af den samlede udstilling. Det udelukker ikke, at den kan have skabt en klar erindring hos folk med sin distinkte og let genkaldelige kontur.
Torso-gren og det fysiske rum – inden døre mod en bagvæg i et ’forrum’ blandt andre skulpturer
Torso-gren er ikke skabt specifikt til et bestemt sted, som jeg forstår det. På Louisiana stod værket indendørs – ikke i parken eller i naturen blandt ’andre’ stammer og stubbe. Kirkebys bronzer var placeret i museets vestfløj. Torso-gren stod i andet rum efter indgangen. Rummet var rektangulært, men trukket ud i midten i den side, der vendte mod det næste rum, et større kvadratisk rum med en stor loftshøjde. Her stod nogle af Kirkebys monumentale, flade skulpturer.
Rummet med Torso-gren havde hvide vægge og lofter med to forskellige loftshøjder. Det var således lidt højere i den halvdel af rummet, hvor Torso-gren stod. Gulvet var beklædt med brune og mørke klinker. Torso-gren stod op ad væggen mod det store, kvadratiske rum i højre side ved en af indgangene til dette rum. I den anden ende af væggen stod skulpturen, Torso-udløber ligeledes ved en indgang til det kvadratiske rum, se foto 3. Torso-udløber er beskrevet i en særskilt note. Mellem de to skulpturer var ophængt et stort oliemaleri, Mor og barn malet af Kirkeby i 1983 [3]. I rummet var andre skulpturer – men ikke så store som de to Torsoer, bl.a. Figur I som er beskrevet på hjemmesiden under Ribe Kunstmuseum.
Foto 3: Torso-gren set fra højre med Torso-udløber i baggrunden
Torso-gren stod på en lav, hvid plade tæt mod væggen. Man kunne få en oplevelse af, at skulpturen havde stillet sig med ’ryggen mod muren’. Og man blev ikke umiddelbart opfordret til at gå rundt om værket. Skulpturens brede side stod i en frontal position, hvor kontur og form af torsoen og grenen trådte tydeligst frem, se foto 1. Mens bagvæggen gav skulpturen og beskueren en befæstning i rummet, skabte den tætte placering til åbningen i rummet bagved en løsgørelse og en form for sårbarhed med direkte indsyn til bagsiden, når man kom herfra.
Torso-gren fyldte godt i rummet og var iøjnefaldende med sin markante størrelse og tvedelte form. Som Torso-udløber var den næsten lidt anmassende i forhold til de øvrige skulpturer. Måske fordi de to skulpturers ’udløber’ og ’gren’ gav indtryk af bevægelse (og ustyrlighed). På den anden side afbalancerede de to torsoer hinanden, så rummet ikke ’væltede’. Værkerne stod på en måde som ’vagter’ til det store udstillingsrum, og ved passage hertil fik man også en sansemæssig oplevelse af værkerne med i købet…
Den fysiske placering af skulpturen er naturligvis med til at påvirke udtryk og oplevelse af værket. En placering af Torso-gren ved et vindue mod naturen ville måske kunne give et andet udtryk og andre associationer end de her nævnte. Det er dog svært at bedømme.
Torso-gren form og udtryk – en ujævn overflade i bevægelse på en firkantet, afrundet torso med en hul ryg og en gren med gevækster
Med en højde lidt over mandshøjde virkede Torso-gren ikke specielt høj på afstand. På tæt hold følte man sig i samme ’sfære’ som skulpturen med en tydelig kropsfornemmelse. Dens massivitet og bredden på 1½ m medvirkede hertil.
Set som form står den som et todelt (næsten dobbelt) værk med en lodret søgende, bred del og en lavere, tyndere, skråtstillet del. Jeg forbinder torso med det store, brede del og gren med den tynde del. Men torsoen kan ikke siges at have en udpræget antropomorf karakter. Den har noget ’stub’ eller ’stamme’, natur over sig. Og grenen ligner heller ikke noget decideret ’natur morf’, den associerer også til noget fra en menneskekrop.
Torso-grens sortfarvede bronze gav den en skarp profil mod museets hvide bagvæg og medvirkede til at fastholde en opmærksomhed på formen/konturen. Det sorte slører også dannelse af skygger fra fragmenterne i værkets krop. Farven giver associationer til noget forkullet, nogle brændte rester.
Det var grenens ’pegen skrå’ og dens gevækster, som først fangede min opmærksomhed – måske fordi dens form og fragmenter virkede mest ’underlige’, eller fordi de skabte en umiddelbar og synlig dynamik i værket, som torsoen ikke gjorde.
Derudover bemærkede man, at når man bevægede sig rundt om værket, ændrede dens fragmenter udtryk. Det har nogle transformationer indbygget, der skaber en tvetydighed.
Sokkel/bund
I Louisianas udstilling stod skulpturen på en hvid, lav plade jf. ’fysisk rum’. Med den sorte bronze bidrog pladen til at skabe en urørlighedszone og gav en skarp aftegning af værkets bund, som kunne ligne en bønneform.
Bunden af skulpturen virker som et vandret, kirurgisk snit gennem værket. Det føder tanker om der har været noget under, som vi ikke kan eller må se (mere)? Set som ’stamme’, om rødderne er væk, har den mistet sit ’fodfæste’ og forbindelsen til andre rødder eller dybere lag (og underjordiske kræfter)?
Torsoen
Torsoens forside er tilnærmelsesvis rektangulær bortset fra, at den buler op i toppen. Tænker man i ’stamme’ terminologien, ser toppen ud som om, den er brækket af. Skyldes det ydre kræfter, en stærk storm, lynnedslag? Eller har der været indre angreb, parasitter, kræft etc.? En katastrofe eller ælde?
Formen runder udad og mest for neden samtidig med, at den hælder en smule frem ud i rummet. Overfladen er ujævn, nogle flader står ’berappet’ og ligner bark, andre er mere glatte. Man kan få associationer til draperinger, at man ser et klæde over noget. Der er tvetydigt, om overfladen er ’levende’, eller om det levende er under den i det indre.
Figurdele og fragmenter er afdæmpede (jeg mangler et bedre udtryk). Jeg bemærker især tre fragmenter. Bulen eller udvæksten i toppen som er trukket frem og kan minde om et hoved, der bøjer nedad. Den skaber også en vis ubalance i torsoen, som dog modvægtes af den tunge bund. På højre side er der et vertikalt, afrundet fragment, der kan ligne en arm eller et ærme, og som hænger sammen med bulen med noget, der kan ses som en ludende ’skulder’, se foto 1. Lidt under midten er der to større, brede buler ud med en fordybning i mellem. De kan ligne noget ’mave’. Som helhed har jeg en usikkerhed om, fragmenterne er ved at blive opslugt af formen, er under dannelse eller sat på udefra. Uanset hvad, virker det som om, at formen har svært ved at holde sammen på det stof, den er gjort af.
Bagsiden på torsoen virker mere rektangulær (bulen i toppen er ikke så tydelig). Den buler indad med en bred huling i midten i næsten hele højden, se foto 4. Overfladen er mere ujævn med større berappede strøg, der ikke ligner bark, næsten sjasket påført. Det kan virke som, at stoffet glider ned. Egentlige fragmenter og figurdele er fraværende. Den hule bagside giver associationer til, at noget er forsvundet, og rejser spørgsmål om der været noget blødt indeni? Er der nogle, som har fjernet det? Eller er det tidens tand og naturens kræfter? Er det sket gradvist eller pludseligt?
Foto 4: Torso-gren‘ set fra bagsiden
Grenen er omkring 1,80 m høj og står skråt ud fra torso. Den har en flad bagside, men er rund på de øvrige sider med front mod beskuerne. Det er på flere måder ikke en normal gren. Den er tyk for neden (her ligger tyngden), bliver smallere i midten og bliver så tykkere igen for oven, men ikke så meget som bunden. Toppen er flad, som om den er skåret af? Overfladen ligner torso med en ujævn og berappet bark, og det er også som, at der noget levende under, især i den nederste del. Den virker ikke draperet.
Frontalt og set fra højre ser man nogle kugleformede gevækster under midten og for oven, se foto 1. De kan minde om de kræftknuder, der ses på bøgetræer. En gammel skade eller noget, der er i udvikling? Set fra venstre side danner gevæksterne for neden et par underben eller støvler, mens gevæksten for oven kan give mindelser om en maske med en næse/næb, se foto 2. Det er som om, fragmenterne er på vej ud af skulpturen. Er grenen gjort af et levende grundstof? Og det er svært at se en sammenhæng mellem fragmenterne. Er de noget, der er hægtet på?
Relationen mellem torso og grenen
Torso og gren står sammen og op ad hinanden, men på en måde hver for sig som selvstændige volumener, der er limet sammen. Kontakten imellem virker ikke som naturens og træers skud med nye grene. Er grenen noget, der er sat på torsoen? En podning for at få en anden (bedre) frugt? Eller er grenen ved at løsne og udskille sig fra sin stamme?
Selvom det er uklart, hvordan forbindelsen er opstået, og hvordan den har udviklet sig, er der skabt et tidsmæssigt perspektiv, noget før og efter, som åbner for forskellige muligheder for beskuerens tolkning.
Foto 5: Torso-gren set fra venstre
Tanker og eftertanker – paradokser, naturens kræfter og kredsløb, menneskekrop og Balzac eller frugtbarhedssymbol…
Udover de associationer og tanker, der er nævnt i afsnittene ovenfor, har jeg samlet nogle betragtninger nedenfor under overskrifterne ’titel og paradokser’, ’naturens verden’ og ’menneskets verden’.
Titel og paradokser
Titlen er en dobbelttitel, hvor Kirkeby sætter to forskellige verdener, menneske og natur, sammen. Begreberne torso og gren i sig selv skaber en række associationer, jfr. afsnittet om titel. Sammensætningen kan også skabe en forestilling om værket som en fantasifigur, et sammensat ’væsen’. Afledt heraf er det nærliggende at tænke på, om det skal belyse noget om sameksisterende paradokser eller uforståelige træk i ’verdens indretning’ eller vores måde at opfatte den.
Kirkebys konstruktion af skulpturen har som nævnt en grundlæggende dobbelttydighed ved, at torsoen samtidig kan ligne en stub eller stamme, og at grenen kan ligne noget menneske (f.eks. en arm, en finger eller mandens lem). Og ’menneske/natur – paradokset’ fortsætter i fragmenterne, der ændrer udtryk i forhold til synsvinklen med ansigter, gevækster, ben osv.
En anden dobbelttydighed er værkets signal om, at under overfladen er der kræfter, som er i gang med at omdanne stoffet. Med andre ord, at samtidig med vi ser værket, er det under omdannelse til noget andet og i en usynlig proces (som måske ikke ender). Et budskab om begrænsningen af vores mulighed for at forstå tingene?… I forlængelse heraf bemærkes, at Torso-gren står sammen med Torso-udløber. Det vil de ikke gøre udenfor udstillings-sammenhæng, men her kan de vise forskellige og fælles aspekter i forhold til omdannelse og processer med en torso som motiv.
Naturens verden
Med værket set som en stub eller stamme med en tyk gren skaber det et billede af naturen og naturens store kræfter [4]. Jeg ser de ’store kræfter’ både som naturens evige kredsløb med liv og død og som naturens ’katastrofer’ i form af meteorologiske og geologiske fænomener mv. Og forlængelse heraf et budskab om mennesket som en lille brik i et større spil med andre tidshorisonter og perspektiver.
Det evige kredsløbs vækst, død og forrådnelse er billedgjort med grenens skud, stubben og den urolige overflade. Som et dødt træ i naturen står stubben med en ydre skal, mens det indre er forvitret eller rådnet væk – det kan man så få andre associationer af. ’Bag ethvert træ lurer døden’, som en tekstplanche på Louisiana citerer Kirkeby for.
Naturens ’katastrofer’ forbinder jeg især med stubben. Den ligner ikke noget mennesker har fældet, snarere noget, der er knækket af. Har træet ikke kunnet modstå en storm? Eller har der været svamp eller parasitter, som har svækket det? Eller en skovbrand – den sorte farve viser noget forkullet? Men kan også ligne størknet lava. At man står med en form for fossil, en rest og et minde om en fortid, der ligger langt tilbage, og om store kræfter i undergrunden, der måske stadig er der.
Ser man værket som en stamme (med en tyk gren), må det have været et stort og svært træ. Det giver associationer om ælde og et langt liv. Eller man kan tænke på de mange andre symboler, som træet kan forbindes med, korset, livets træ, kundskabens træ osv.
Menneskets verden
Med torsoen som krop og grenen som et menneskelignende fragment er man i en ‘menneskeverden’. Og værket får identitet som monument, stele eller statue og dermed en funktion som minde eller en påmindelse om noget, der er værd at huske i forhold til mennesker.
Med Torso-gren kan det være, at mennesket (også) er natur. At vi skabes, vokser op (ud), dør, nedbrydes og forsvinder samtidig med, at der sættes nye generationer. Og udover et fysisk, ydre plan kan det ses i et indre, mentalt eller psykologisk plan. Men Torso-gren kan også ses som billede af mennesket som en levende form for fossil, en forstening i et stof eller omverden, der omgiver os, som Tøjner nævner [5].
Skulpturen er gjort anonym, men det er måske ikke en torso af hvem som helst. Kirkeby var meget optaget af Auguste Rodin’s bronzeskulpturer. Og Torso-gren giver mig en association til Rodin’s monument for forfatteren Balzac fra 1890’erne. Det var et noget omtvistet værk i datiden med Balzac afbildet lænende bagud med et tungt hoved, stor mave og armene under en frakke eller kåbe med tomme ærmer. Kirkeby har kommenteret værket som bl.a. en på en mærkelig måde flad skulptur, en cylinder, der virker flad, stillet strå [6].
’Kirkebys Balzac’ er fra en anden og senere tid. Den er også skæv, men hælder den anden vej med mindre vom, kåben er næsten tæret væk (ærmet er der dog), hovedet hænger… Det er en træt Balzac i opløsning, tidens tand har gnavet og gnaver i. Der er en form for smerte i sammenhæng med ’forvrængningen’, som får én til at tænke på, om man læser Balzac i dag, om forsvinden og glemsel (også) er selv store kunstneres vilkår?
Andre associationer knytter sig til, at der er noget ’voksen-barn’ over den dobbelte skulptur. Eller man kan se den som en hånd med en tommelfinger, der stritter. Lægger man skulpturen ned, får man tommelfingeren op… Den hule ’ryg’ kan give tanker om elverfolk, forførelse, trolddom og ulykke. I følge overtroen kunne elverpigerne trylle sig om til træstubbe. Men man kan man få associationer til fallossymboler og frugtbarhedsskulpturer, et urgammelt motiv i en ny tolkning med et indlagt dobbeltbudskab om opløsning og død som en del af pakken.
Torsten Karlsson, april 2021
Fodnoter:
[1] Udstillingen blev vist fra 21. februar – 6. december 2020. Kurator var Poul Erik Tøjner. Skulpturen var et udlån fra Galerie Michael Werner, Märkisch Wilmersdorf, Cologne & New York. En permanent opstilling af Torso-gren(ast) findes i Franz Marc Museet syd for München.
[2] Dansk Etymologisk Ordbog. Niels Åge Nielsen, Gyldendal, 1989.
[3] Værket har nummer M652 i Ane Hejlskov Larsens værkfortegnelse: Per Kirkeby Malerier 1978-1989. Systime A/S 2015.
[4] I Kirkebys arkiv findes et utal af fotos med træstubbe, se f.eks. Ane Hejlskov Larsen (note 3). Og i Bravura (Borgens Forlag, 1981) skriver Kirkeby om motivet og en række malere, som han kalder ’stammetegnere’ (Baldung Grien, Dürer, Altdorfer, Turner m.fl.)
[5] Poul Erik Tøjner: Per Kirkeby skulptur. Forlaget Bjerggaard 2005.
[6] Per Kirkeby: Udviklingen, s. 113. Borgen 1985. Fotos af Rodin’s monument og historien bag kan findes på nettet, søg på ’Rodin Balzac’
Per Kirkeby skulpturer 