En mæander er ikke bare en mæander – de brede

En længere note om mæandere og mursten
_____________________________________________________________________

Noterne om mæandere og mursten er opdelt i henholdsvis brede og smalle værker (m.m.). For at de to noter kan læses uafhængigt af hinanden, er nogle emner og begreber medtaget begge steder. Hvis man har læst noten om de smalle mæandere, kan man gå til tredje afsnit om ’Brede mæanderværker.’

INDLEDNING

Der er noget fascinerende ved de greb, som Kirkeby bruger i murstensskulpturerne. Murstenenes faste form og krav til konstruktionen begrænser værktøjskassens størrelse, men mulighederne for at danne forskellige udtryk i form, rum og lysvirkninger er alligevel omfattende.

Et af Kirkebys værktøjer er mæanderen, murforløb i lige linjer med vinkelrette knæk i ind/udtræk som gentages i et antal foldninger. I en række skulpturer er mæanderen selve grundformen og det bærende element i skulpturens horisontale forløb. Herudover har en række andre skulpturer skjulte eller indbyggede mæanderelementer.

Hvor mæanderen er grundformen, får den en stærk gennemslagskraft i skulpturens samlede udtryk, og dermed i skabelsen af associationer og referencer. Jeg kalder disse skulpturer for ’mæanderværker’ og skelner mellem to hovedformer. En gruppe har store indtræk og får dermed en markant bredde, en anden gruppe har mindre indtræk og står som forholdsvis smalle mure. De brede er temaet for denne note.

I Kirkebys oeuvre er en bred mæander(skulptur) heller ikke bare en bred mæander. Og jo mere man ser på de forskellige værker, jo mere kommer man til at tænke på, hvordan de egentlig er forskellige, og hvad det betyder for udtryk og associationer.

I noten prøver jeg at træde et skridt tilbage i forhold til noterne om de enkelte skulpturer. Jeg prøver på et mere generelt plan at belyse mulige greb ved konstruktion af en mæander – længde, bredde, udformning af indtræk/udtræk osv. – og deres betydning i forhold til udtryk og associationer.

Mit udgangspunkt er Kirkebys skulpturer, ikke mæandere abstrakt set. Noten er baseret på skulpturer til og med primo 2021 på hjemmesiden, hvorfor ubesete skulpturer kan have andre, vigtige aspekter. Noten giver sig heller ikke ud for at udtømme emnet, og den kan ikke erstatte læsning af de enkelte noter, hvis man vil have det hele med.   

Navne på skulpturer er skrevet med kursiv. Som bilag er en oversigt med grundplaner, dimensioner og fotos. Navnene har her et link til den tilhørende note.

MÆANDERE OG METAFORER

Begrebet mæander stammer fra navnet på en flod i Lilleasien, hvis forløb slynger sig ind og ud. Vandløb og floder kan i sig selv ses som en metafor for mæanderen som skulptur. De tager f.eks. ikke en lige vej, og de tegner et forløb, der inddeler steder i forskellige rum, som mæanderskulpturerne også gør.

Kirkeby har selv i forskellige sammenhænge kommenteret mæanderskulpturer i forhold til udtryk og metaforik[1].

Kirkeby taler f.eks., om at mæanderen ikke er en skulptur med en bestemt start eller slut, dens dele er ligestillede, og den har en form for ’uendelighed’ i sin natur. Han bruger gerne udtryk fra geologi, når han skal beskrive mæandere. Knækkene taler han om som forkastninger og glideplaner. Og han taler om landskaber i bevægelse, plader, der driver fra hinanden og foldninger m.m.

I forhold til ’menneskelig geologi’ nævner han i forbindelse med Kimbrertorvet (Aars), at grundplanens mæanderforløb kan symbolisere livets generelle forløb med vekslen mellem op – og nedgange, pludselige forandringer, smerter og glæder etc. Men at forløbet også kan ses som vores måde at bringe ’orden’ og system i livet på, bringe det på en forståelig formel.

I noten forsøger jeg at belyse, hvorledes variationer i grebene kan skabe forskellige associationer i forhold til Kirkebys dobbelte ’livsmetafor’. Det skal understreges, at andre symbolikker og metaforer også er mulige. Endvidere, at det er min ’udstrækning’ af metaforens område, og ikke Kirkebys. Men ‘livsmetaforen’ er frugtbar og føder rigeligt med tanker og eftertanker for mig.

BREDE MÆANDERVÆRKER  

Brede mæanderskulpturer har indtræk, som er dybe nok til at danne et rum og ikke blot en niche i murene. Det er svært at sætte et mindste mål på dybden, men jeg har afgrænset følgende skulpturer som ’brede’: Ballerup – Egebjerggård III, Berlin – Michaelbrücke (Tårn), Frankfurt am Main, Gieβen, Kassel, København Meldahlsgade, Aars – Kimbrermuren.

Jeg bruger længdemure om murene i mæanderens længderetning og tværmure om murene på tværs af længderetningen, se figur 1:

Figur 1

Knækket på 90° og de skiftevis åbne og lukkede sider i længderetningen er centrale og grundsten i de brede mæandere. Derimod kan længde og bredde af murene varieres, og deres forløb (foldningen) kan ’forvrænges’ på forskellig måde. Der kan indsættes åbninger i de ikke åbne-sider med forskellig placering og bredde og arbejdes med højden på både mure og åbninger.

Generelt om de brede mæandere

Kirkebys brede mæandere er alle monumentale. De gør sig gældende, de steder, hvor de står som horisontale ’kolossalskulpturer’ med Michaelbrücke som en vertikal undtagelse.

De brede mæandere er ’rene mæandere’ i den forstand, at grundplanen er ført igennem fra murens bund til dens top. Indtrækkenes rum er uden tag, er åbne foroven, så man kan se himlen eller omvendt, at man er ubeskyttet ovenfra.

Det er også kendetegnende for de syv brede mæandere, at de har åbninger i en eller flere sider udover den åbne side. Det vil sige, at de står som kortere eller længere passager. Deres murtykkelse er 1½ sten. Man oplever det som, at det ’der foregår i skulpturen’ sker imellem murene, ikke inden i (så at sige). Kassel er en undtagelse med 2½ sten. Her er det som om, at der er noget inden i skulpturen, som er lukket inde… Eller som ikke skal frem, som også kan ses ud fra ‘livsmetaforen’.

De brede mæandere har nogle dobbelttydigheder. De lægger sig op ad arkitektur ved at skabe indre rum og dermed en illusion om ’noget bygning’, men de lægger også afstand ved at mangle en ubrudt facadelinje og ved, at rummene ikke er ’rigtige rum. Indtrækkenes rum giver mulighed for at finde læ og beskyttelse, uanset hvorfra vinden blæser – det kan man se noget symbolsk i… På den anden side betyder de åbne sider, at man aldrig kan være helt skjult/beskyttet… hvad der også er noget symbolsk i. Og de åbne sider giver mulighed for at følge med i, hvad der sker uden for, når man er inde i rummet. I nogle sammenhænge (afhængig af stedet) skaber det en oplevelse af en form for uorden eller uro, på trods af det faste mønster og ordenen i skulpturens ydre udtryk.

I forbindelse med Kassel taler Kirkeby om, at symmetrier skaber oplevelsesmæssige asymmetrier. En skulptur, der på planen ser simpel og systematisk ud, kan, når man går ind i den, opleves som indviklet. Det er en oplevelse, som også gælder en række af de andre mæandere.

Længde og bredde

Kirkeby har lavet skulpturer fra i princippet den mindst mulige mæander, en 2-leddet mæander som Gieβen og Meldahlsgade til Frankfurt am Main, der spænder over 21 led og over 50 m. Mæandernes bredde varierer tilsvarende mellem knap 1½ m (Meldahlsgade) og 5 m (Gieβen).

Jo kortere en mæander, jo mere skulpturagtigt bliver udtrykket (i modsætning til bygningspræget). I forhold til Kirkebys metafor om livet kan korte værker ’oversættes’ til, at vi kun får vist en kort periode eller en bestemt omstændighed i menneskelivet. Eller, at det vi ikke ser, måske er uvæsentligt, glemt eller fortrængt?

Jo længere skulptur, jo mere udtryk af mur og ’indhegning’, og det bygningsmæssige udtryk bliver svagere. Mæanderen står i et smallere ’format’. De meget lange værker som Egebjerggård III, Frankfurt og Kimbrertorvet har da også indbygget en rumopdelende funktion.

Der er desuden en tendens til, at de lange mæandere skaber en mere labyrintisk (uoverskueligt) oplevelse – på trods af gentagelsen af ind- og udtræk eller måske netop på grund af gentagelsen. Kan man ikke overskue et værk på én gang, opstår en tidslighed i beskuelsen og en mulighed for at miste overblik. I forhold til ’livsmetaforen’ kan de lange mæandere ses som et billede på en større del af livet, og her er det ovennævnte om tidsfornemmelse vel heller ikke ukendt.

For de brede mæandere gælder generelt en særlig tvetydighed, idet de fra skrå vinkler kan ligne en lukket form, mens de fra rette vinkler står både åbne og lukkede på en gang. Man kan på samme tid både se noget af det indre og ikke se noget, med mindre der er store åbninger på alle sider. Går man langs en bred mæander, oplever man også, at værket skiftevis åbner og lukker sig. I forhold til ’livsmetaforen’ tænker jeg på, at nogle af vores tildragelser i livet er kendte for andre (synlige), mens andre er skjulte og holdes hemmelige.

Jo større bredde, jo mere rum og fornemmelse af brud og dybde i indtrækkene (Kassel som eksempel), mens mindre dybde (korte tværmure) skaber en oplevelse af rummet som et ’indhak’ og indtrækket som en afvigelse (Meldahlsgade). I sammenhæng med ’livsmetaforen’ kan man tænke på et liv eller en periode med ’store ting’ kontra mindre dramatiske liv eller perioder.

Forløb med mæanderen i vinkler (Frankfurt og Kimbrertorvet) kan i et geologisk perspektiv ses som en slags sideværts forkastninger. Forløbet har et hjørne, som man skal udenom, og som giver en oplevelse af, ’at man ikke kan få lov til at blive færdig med skulpturen’, at der er mere… Samtidig får mæanderen et ’lukket’ hjørneelement. I relation til ’livsmetaforen’ kan det ses om, at livet har taget en helt anden retning og kommer ikke tilbage på det gamle spor. Og hjørnet som en ’afsnøring’, et billede af noget der er afsluttet og efterladt, måske glemt… 

Forholdet mellem murdele og foldningen

Mæanderens murdele kan alle være lige lange og danne enkle eller ’simple’ forløb, der virker meget rene i udtrykket, f.eks. Frankfurt og Aars. Man ser primært gentagelsen af foldningen og de næsten kvadratiske rum. I forhold til ’livsmetaforen’ kan man måske tænke på et liv eller en del af livet, hvor tingene følger eller opfattes som forventede, selv om det er med brud (børn flytter jo hjemmefra på et tidspunkt etc.).

Men der er også værker, hvor Kirkeby bruger forskellige dimensioner af længdemure. Et greb er at gøre længdemurene længere end tværmurene. Det gør murens forløb ’langsommere’, mere sindigt. For Meldahlsgade giver det indtrækkene et skær af ind- eller udgange. I ’livsmetaforen’ kan man se det som om, at der er lange (længere) perioder mellem hjørner eller ændringer i livet, og at ændringerne måske ikke er så dybe…

Et andet greb kan være at lave forskelle i længdemurene. I Gieβen er en mur lang og en anden kort. Det gør værket mere levende. Det smalle rum gør på en måde det store rum større og giver (mig) associationer til for- og bagrum, templer m.m. Og der ligger et billede af, at ændringer og forløb i livet ikke foregår i en fast takt, eller kan komme ud af takt, og at man opfatter det sådan (hvis metaforen skal føres helt igennem).

Kirkeby lader også tværmurene have forskellige længder. I Michaelbrücke er nogle tværmure længere end længdemurene, mens andre har samme længde. Det giver igen en mur, der er mere levende og pulserende (alt andet lige). Heri kan man lægge metaforer om, at nogle ændringer i livet er dybe eller dybere end andre, eller at der sker forskydninger til et andet plan i livet…

Kirkeby nøjes ikke med at bruge lige mure. Som en særlig variation bruger han at lave små forskydninger i murene i sig selv og opdele dem med spalter.

De små mæandere i den store mæanders forløbs-/bundmure laves med det, som Kirkeby kalder for murforskydere eller transformatorer, der vrider eller parallelforskyder forløbet, se figur 2. Det gør muren mindre bastant, men også mere ’usikker’, og den lille mæander kan ses i ’livsmetaforen’ som små ændringer, der (alligevel) skubber til livet eller opfattelsen af det.

Figur 2

Murforskyderens spalter og spalter i sig selv i længdemure skaber rytme og udsmykning i en skulptur, som en slags polyfoni med mur og spalter som to stemmer (Egebjerggård III). Murforskydere eller spalter i tværmurene gør, at skulpturen bliver sværere at gennemskue, end den egentlig er (Meldahlsgade og Michaelbrücke). Kirkeby bruger også spalter til at skabe lys/skyggeeffekter. I dybe spalter bliver skyggen stående, når solen flytter sig. Kirkeby taler om Barnett Newman spalter eller metafysiske skygger og peger på, at den kan også ses som en ’sti’ op eller ned [2].

I ’livsmetaforen’ ser jeg spalten som mere eller mindre dybe sår (eller skader) i livet. Det er ikke kun skyggen, der bliver her, men også andre ting, der er svære at slippe. Nogle vil måske tænke på mørke kræfter eller andre dæmoner.

Egebjerggård III har en særlig udgave af tværmure med to parallelle mure med murforskydere, som danner en passage, se næste afsnit.

Åbninger, passager og trapper

Udover den åbne side er der i Kirkebys brede mæandere også en åbning i mindst én af de andre sider. Antallet af sider med åbninger kan variere fra én til alle tre, og åbningernes placering i en side og deres størrelse kan gøres forskelligt[3].

Jo færre og jo mindre åbninger, jo ’mere mur’ er der i mæanderen. Kassel er her et eksempel. Det kan skabe en fornemmelse af klippevægge og kløfter, specielt hvor murene er høje. Kirkeby siger selv, at han ’elsker den form for tektonik, der opstår i kløfter’ [4]. I forhold til ’livsmetaforen’ får jeg associationer til at være fanget, lukket inde – i en livssituation eller i en opfattelse af sin situation…

Omvendt jo flere og jo større åbninger, jo ’mindre mur’ i mæanderen. Åbninger i tre sider (plus den åbne side) kan skabe et udtryk af loggia eller espalier. En form for transparent mæander, som kan give associationer til, at vi opfatter og lever et liv som et ’open system’ med andre og omverdenen. Ofte har Kirkeby en høj overbygning over åbningerne, så mæanderen står som skulptur på søjler (Frankfurt, Gieβen, Michaelbrücke). Det kan skabe associationer til at skulle bære på noget i sit liv, eller at løfte sig fra jorden mod noget højere… udover en oplevelse af ’kløft’ over én og de associationer, som er nævnt ovenfor[5].

Åbninger i mæandere skaber passager, de bliver gennemtrængelige. Ud over at man kan komme ind i skulpturen og se den inde fra, kan man gå igennem den. I forhold til ’livsmetaforen’ kan man se det som at være ’inde i sig selv’, gå gennem sit liv, mindes, reflektere eller genopleve følelser m.m.

At gå gennem en mæander medfører, at man går mellem forskellige indre rum, men det giver også en oplevelse af at være i forskellige dele af det ydre rum, som indtrækket vender ud mod (se figur 1). Det kan skabe en oplevelse af at miste orienteringen, at være udsat. Det gælder både i de mere lukkede og de helt åbne mæandere.

Når Kirkeby lægger en stor åbning i længdemurene, får man oplevelse af at gå ind og ud af en port til et rum (Kimbrer torvet, Meldahlsgade).

Med åbninger i alle tværmurene gennem mæanderen kan man få en fornemmelse af tunnel. Jo smallere åbninger, jo mere hulefornemmelse og associationer til grotter, klippehuler – være i det indre, kontakt til noget dybere. Mens brede åbninger i tværmurerne skaber en oplevelse af, at man går ’lige igennem’.

Meget brede åbninger i både længdemure og tværmure slører fornemmelsen af mæander (Gieβen). Mindre brede åbninger, hvor siderne har mere mur i hjørnerne, skaber en fornemmelse af en åben tunnel eller en ’snyde kolonnade’ (Frankfurt am Main, Michaelbrücke)[6]. Hjørnemurene fastholder indtrykket af mur og mæander.

Michaelbrücke er som en særlig finesse spærret i enderne. Det signalerer, at det ikke er en passage, man bare kommer ind i/ud af og kan gå igennem… der er et forrum og et bagrum. Og man skal skifte retning for at komme ud/ind i passagen… og sit liv? Derudover er åbningerne i tværmurene i ’for- og bagrum’ trukket op mod længdemurene, så man kan føle sig i en krog inden man kan komme videre. Det kan også overføres…

Gieβen har en kort længdemur med en smal åbning (under dørbredde), som man skal kante sig igennem for at komme ud. Som at det ikke er meningen, man skal prøve at smutte udenom passagens ’hovedvej’, men muligheden er der dog.

En anden særlig passage findes i Egebjerggård III. Her har Kirkeby har to tværmure parallelt, så de danner et smalt rum til en passage, og passagen ført op som et tårn over længdemurene. Derudover har passagens tværmure små mæandere i en ’forstærket’ udgave af murforskyderen. Spalterne i den ydre mur står i en form for harmoni med spalterne i længdemurene. I den smalle passage er man omgivet af høje, dybe spalter på begge sider. I ’livsmetaforen’ et billede på en kort periode i livet, med oplevelsen af sår på sjæl og krop? 

Ved at lægge passagen ind i mæanderen forstærker Kirkeby ’livsmetaforen’. En passage kan ses som en metafor for livets passager og overgange og skulle gå gennem noget. Overgange er farlige, usikre, man mangler sikre holdepunkter. Når man går gennem mæandernes tomme rum, kan man få denne oplevelse og jo længere værk/flere rum, jo flere (over) gange.

Et greb i forbindelse med passager, som har mindre at gøre med selve mæanderen og mere med stedet, er inddragelsen af trapper. På en række steder står mæanderskulpturerne på et skrående terræn, og hvor Kirkeby indbygger en trappe i mæanderen, som derved bliver en del af skulpturens udtryk og budskab. Eksempler herpå er Kassel, Kimbrertorvet og Michaelbrücke.  

En trappe kan ses som en form for ’vertikal forkastning’ og rummer en symbolik om, at der findes flere planer, og man skal bevæge sig mellem dem, mellem noget højere eller noget dybere. I forhold til ‘livsmetaforen’ lægger trappen derfor et lag mere oveni passagen og mæanderen. Og udover flere planer kan man også falde ned af trapper… se desuden nedenfor om terræn.

Højde og optagelse af terrænforskelle

Alle de brede mæandere er over 5 m høje med Kassel og Michaelbrücke som de højeste over 8 m.

Kassel har en fuld mur ført igennem fra bund til top. Frankfurt, Gieβen og Michaelbrücke har over store åbninger for neden en høj og fuld mur foroven. I indtrækkene skaber det en tårnfornemmelse, og det øvre mæanderforløbet står som et stærk udtryk. Det giver en oplevelse af, at der foregår noget for oven… Nogle vil måske opleve det som spøgelsesagtigt. I forhold til ‘livsmetaforen’ kan man tale om, at skulpturerne viser to livsforløb, ét ved jorden og ét i et højere luftlag.  Kirkeby selv taler om, at i den øverste del aktualiseres et højere drama…[7] Og når murenes slagskygge bevæger sig heroppe, kan det ses som en form for åbning/lukning heraf [8].

Mange af mæanderne ligger som nævnt på steder, hvor terrænet skråner. Udover ’trappeskulpturerne’ gælder det for Frankfurt (den ene side) og for Gieβen. Kirkeby lader her skulpturerne optage terrænet i murenes højde ved at holde overkanten af murene vandret. Det medfører variation i højden på murene, og der dannes skrå mure.

I forhold til ‘livsmetaforen’ får jeg to associationer. Et terræn som skråner, skaber tanker om, at der måske er noget i undergrunden, der stadig er i bevægelse. Er det kræfter, som forsøger at påvirke, skubbe til mæanderens system og orden? Er det glemslens usynlige kræfter? Omvendt kan man se de skrå mure som noget, der fortsætter under jorden, især når man går nedad gennem mæanderen. Er der nogle dybere erindringer, fortsætter de under terræn, som noget vi ikke kan se og sætte et omfang på?

AFRUNDING

Jeg håber at have belyst, at ’en mæander ikke bare er en mæander’. I Kirkebys greb ligger en mangfoldighed af muligheder for forskellige udformninger og udtryk. Og de øges yderligere, når mæanderen kombineres med andre værktøjer og udnyttes i forhold til sted og terræn.

Forskellige mæandere kan skabe forskellige billeder eller ’udsagn’ i forhold til ’livsmetaforen’. I noten er det belyst på et abstrakt niveau, på de konkrete steder og med konkrete mennesker kan billederne få ’kød og blod’ og være meget håndgribelige – ud fra min erfaring.

For mange vil mæanderen sikkert ikke være det første, man ser ved en skulptur. Måske kræver det også i nogle tilfælde (et godt) forhåndskendskab til Kirkebys oeuvre at se ’livsmetaforen’. Det er heller den eneste tolkning, der kan lægges i mæanderne, det kan læses om i noterne. Og uanset tolkninger eller ej, tror jeg, at for de fleste vil mæanderens ud- og indtræk, murernes flader eller åbninger altid skabe en eller anden form for markant sansemæssig oplevelse. 

For mig er mæanderen et af de vigtigste aftryk, som Kirkeby har givet med sine murstensskulpturer. Det er også et værktøj, som han har brugt meget. På en række steder har mæanderen trods alt ikke været løsningen og er ikke valgt som bærende grundform. Men ofte er den så tilstede ind i et andet format, en forskydning, et ud- eller indtræk, som kan give tanker til mæander og noget med livets puls, en hård puls.

Torsten Karlsson, august 2021

---

[1] Hvor ikke andet er nævnt stammer Kirkebys udsagn i noten fra Lars Morell: Per Kirkeby. Bygningskunst. Aristo 1996.  

[2] Per Kirkeby: Kursiv, side 249. Borgens Forlag. 2007.

[3] Åbningernes overligger kan også varieres mellem højere/lavere buestik eller vandrette overliggere. Det er ikke afgørende i f t mæanderens grundudtryk og udeladt her. Der henvises til de enkelte noter

[4] Per Kirkeby: Bygge i Aars, skitser til musikhus, s. 49. Vesthimmerlands Gymnasium, 1996. 

[5] Udover åbninger i ’stueplan’ har Meldahlsgade åbninger i niveauerne over. Åbningerne i vinduestørrelse tilføjer et ’husagtigt’ udtryk til mæanderen og skaber en fornemmelse af på den ene side tomhed og på den anden side åbenhed.

[6] I forhold til Frankfurt taler Kirkeby om en ’søjleskov’. 

 [7] Materiale på Frankfurt i Kirkebys Arkiv

[8] I Michaelbrücke er længdemurene forholdsvis smalle i forhold til højden. Da jeg ikke har været inde i skulpturen afholder jeg mig fra at byde på udtrykket og yderligere associationer.

Oversigt over ‘brede mæandere’

Rækkefølge på dimensioner: Højde x længde x bredde. Målene er i meter og afrundede.
Grundplaner: Af hensyn til læsbarheden er målestoksforholdene ikke ens i tegningerne.
Link: Den tilhørende note findes ved at klikke på skulpturens navn.