ESBJERG (2004)

Sfinksen, mennesket og sårbarheden… 

Note om Per Kirkebys bygningsskulptur ved Esbjerg Sygehus (Sydvestjysk Sygehus), Esbjerg 

Kort om skulpturen og navnet

Foran hovedindgangen til Esbjerg Sygehus (nuværende Sydvestjysk Sygehus) står en stor bygningsskulptur af Per Kirkeby. Skulpturen står midt i en slags rundkørsel eller vendeplads for biler, der skal til og fra sygehuset med patienter. 

Skulpturen er af røde mursten og har form som et højt, smalt hus eller tårn. Den er cirka 8 m høj, 6 m lang og 2 m bred. Skulpturen har en ydre og en indre mur. Der er et rum i rummet…

Skulpturens titel er Esbjerg. På stedet kan man ikke finde en navneplade eller oplysning om titlen. Per Kirkeby siger selv, at den hedder ’Esbjerg’, fordi den står i Esbjerg[1]. De fleste forbinder Esbjerg med havet, fiskeri, olie, barskt vejr… farer. Men stedet, hvor skulpturen står, har ikke umiddelbart en relation til disse ting. Tænker Kirkeby med titlen på, at Esbjerg er et samfund, noget som har med mennesker at gøre? Og at det er i denne sammenhæng, at skulpturen skal ses?

Skulpturens placering i en vendeplads, og det, at den er i røde sten som sygehuset, gjorde, at jeg ikke opdagede den i bil på vej til sygehusets parkeringsplads. Gående mod indgangen stod skulpturen til gengæld meget tydelig og næsten som et fremmed objekt på stedet. Som noget, der er sat for at tage imod én eller vogte over indgangen til sygehuset. 

  Foto 1 – ‘Esbjerg’ – set fra nordvest

Skulpturens sociale rum – sårbare mennesker og en ’hovedbanegård’

Det sociale rum for skulpturen sættes af sygehuset og de mennesker, der har et formål med at komme her. Det er usandsynligt, at der kommer nogen her som ikke har en relation til sygehuset. 

I den ’store kontekst’ udgør ’sygehuset’ skulpturens sociale rum. Esbjerg Sygehus er et stort sygehus. Der er mange afdelinger, det er et stort system med mange medarbejdere og patienter. Jeg får en association til, at store systemer nemt kommer til at leve deres egne liv, at menneskene bliver brikker, opsluges… uanset, at man på et sygehus har mennesker som fokus. Missionen for et sygehus er vel kort beskrevet at søge at helbrede mennesker og – hvis det ikke er muligt – at lindre smerterne ved sygdommen. I hvert fald ikke at gøre tilstanden eller prognosen værre.

I den ’lille kontekst’, skulpturens placering foran hovedindgangen oplever jeg, at det sociale rum præges af to forhold. Rummet er for det første et rum, hvor der kommer mange mennesker hver dag. Området er som en banegård med mennesker hele tiden, som kommer, går eller venter. Det er et sted med uro og bevægelse. Man er aldrig alene her. For det andet er det et rum, hvor indgangen til sygehuset i form af en sluse med svingdør fylder meget. Det virker næsten magisk, når folk forsvinder i slusen og kommer ind eller ud af sygehuset efterfølgende. Og man mærker, at der er en ’angst’ til stede hos folk – slipper man igennem…?

Jeg opfatter, at skulpturen har følgende beskuere: (1) Patienter, der skal undersøges eller behandles på sygehuset, (2) Pårørende eller besøgende til patienter, der er indlagt, (3) Personale ved sygehuset samt (4) Taxachauffører, der skal hente og bringe patienter m.fl.

Og så kan der være medarbejdere fra Regionen eller andre offentlige instanser, der skal til møde el.lign. på sygehuset. Jeg gætter på, at leverandører og håndværkere primært bruger andre indgange.

Jeg opfatter, at skulpturens primære målgrupper er patienter og personale, selvom man ikke kan se bort fra de øvrige grupper.

Patienterne kan være på vej til eller fra sygehuset. Nogle vil være ’faste’ beskuere af skulpturen, andre ser den måske kun én gang. Som patient er der forskel på at være på vej til sygehuset for at blive undersøgt, behandlet etc. og være på vej hjem fra sygehuset. I den sidste gruppe kan nogle være blevet erklæret raske, andre har måske fået forandret deres liv og nogle måske en dødsdom. Jeg tror, at for de fleste mennesker vil et ophold på sygehus under alle omstændigheder være forbundet med usikkerhed, sårbarhed og måske endda ubehag…

Personalet med kontakt til patienter er her forhåbentlig frivilligt. Det er en gruppe, som givetvis vil se skulpturen jævnligt i mange år. Det betyder, at den måde, som de ser skulpturen på, kan udvikle sig med tiden og med tiderne.

Det fysiske rum for skulpturen – en ø mellem to bygnings fløje

Skulpturen er placeret mellem to fløje af sygehuset ca. 10 m foran hovedindgangens svingdør/sluse. Selvom skulpturen er lavere end fløjene, virker den ikke klemt inde. Per Kirkeby taler selv om skulpturens placering som en ’kampanile’ – et fritstående klokketårn [2]. Den har sin egen funktion. 

Grundkort©OpenStreetMap – bidragsyderne

Pladsen, som Esbjerg står på, fungerer som en vendeplads eller rundkørsel for trafikken til/fra sygehuset. Det er en lille ellipseformet plads midt i indkørslen.  Selve arealet omkring skulpturen er belagt med grå granitskærver, mens vejarealet er af SF-sten. Jeg oplever, at skulpturen nærmest står på sin egen, nøgne eller ufrugtbare ø, og at man skal passere et ’farvand’ for at komme tæt på skulpturen. Det er som om det signaleres, at det ikke er ufarligt at ’besøge’ skulpturen …

De fysiske omgivelser om sygehuset er ikke indbydende, men heller ikke uhyggelige. De virker neutrale, lidt kolde – er man velkommen på sygehuset? Og den megen trafik på stedet giver som sagt en oplevelse af hovedbanegård…

Som sådan har skulpturen ingen byplanmæssig funktion, man kan sagtens regulere til/frakørslen til hovedindgangen uden den. Men den bryder rummet op i mindre dele.

Når man kommer til sygehuset ad indkørselsvejen fra syd (Finsensgade), oplever jeg ikke skulpturen som en forbygning til sygehuset – men måske som en alternativ indgang på grund af dens ’døråbning’ i siden mod indkørslen. 

Fra den anden side, når man går ud af sygehuset eller sidder i venterummet indenfor, rammer skulpturen én som en høj søjle, en obelisk med en spalte i midten, der deler skulpturen i to. Umiddelbart giver det mig en association om ‘legeme og sjæl’? Vil skulpturen vise os disse to dele, hvis man går nærmere…? Jeg ser ’ventepatienterne’, der har været på sygehuset, som en central målgruppe i den forbindelse. De kan se skulpturen indefra sygehuset, og nogle kan/skal se på den i lang tid…

Skulpturen stikker ikke ud i forhold til sygehusets bygninger i forhold til farve og form. Men bygninger og skulptur opleves ikke som én skulptur. Jeg oplever, at skulpturen markerer sig stærkt som sig selv – både på grund af dens udtryk, den særlige udformning af arealet omkring den og det forhold, at folk og trafikken sværmer og bevæger sig tæt omkring den i modsætning til sygehuset. Ligger der et budskab heri?  

Grundplan for skulpturen – en transformatorknude med en simpel ydre og en kompleks indre grundplan

Når man umiddelbart ser skulpturen udefra, foranlediges man til at tro, at den er en simpel firkantet bygning. Det er dog synligt, at der bag den ydre bygningskrop er noget indeni, at skulpturen består af to dele. Som man kan se på grundplanen, hænger de to dele sammen i et overordnet mønster, en transformatorknude, som Kirkeby kalder det i anden sammenhæng (se noten om Stenalt drivhusmur).

Kirkebys ‘knude’ er et forløb frem og tilbage, som lukker sig om sig selv. Man kan se ‘knuden’ som noget, der er ved at trække sig ind i sig selv eller vikle sig ud. Det skaber en fornemmelse af tidsforløb, noget ‘før og efter’. Og i Esbjerg i en særlig udgave med et foldet forløb i den indre mur.

Grundplan ‘Esbjerg

Den ydre grundplan for Esbjerg er et rektangel med to korte sider (’gavle’) og to lange sider. I de korte sider har skulpturen henholdsvis en åbning (’dør’) og en spalte. I de to lange sider er der 3 smalle åbninger, som er placeret symmetrisk på hver side. I den østlige lange side mod nord er der en bred og dyb spalte dannet ved en ‘forkastning’ i murværket. ‘Forkastningen’ binder den ydre og indre del af skulpturen sammen.

Den indre grundplan fremstår som en tydelig modsætning til den ydre, enkle plan. I den indre er spalter, forkastninger, udtræk i et slags mæanderforløb. Grundplanen trækker flere steder den indre mur ud, så de modsvarer åbningerne i den ydre grundplan – som om den indre mur forsøger at lukke åbningerne, og dermed muligheden for at se det indre og se igennem. Åbningerne bliver ’falske åbninger’, de giver alligevel ikke indblik. Den indre murs udtræk mod ydermurene betyder samtidig, at man ikke kan komme gennem det indre af skulpturen, og får det indre til at virke labyrintagtig. I en labyrint kan man som bekendt fare vild, men man kan også gemme sig… Med åbningen i den sydlige ydermur kan man ud fra grundplanen desuden få en fornemmelse af, at muren er ved at bryde igennem og ud…

Som den indre mur vrider sig, får jeg associationer til et smerteforløb eller til
en hjernemasse med hjernevindinger, der snor sig om hinanden, lidt uhyggeligt og foruroligende.

Skulpturens bygningskrop – et dobbelthus med øjne og falske åbninger

Skulpturen er en stor skulptur, men ikke i forhold til sygehuset, og ikke når man ser den på afstand. Som nævnt opdagede jeg først skulpturen, da jeg gik fra parkeringspladsen mod indgangen. På afstand virker den massiv og uigennemtrængelig. Jeg fik et billede af et forsvarsværk, en borg, et Glimmingehus uden tag. Men jo tættere man kommer, jo mindre massiv og tung virker den i takt med, at dens åbninger bliver tydeligere. Fra østsiden måske endda lidt skrøbelig. 

På mig virker dens proportioner harmoniske, men den signalerer også noget uafsluttet, afbrudt eller ’lukket ned’, da alle åbninger er tilmurede bag hulrummene. Det er vel sådan man gør, når man nedlægger et rum, standser et byggeri eller afsikrer et hus, der ikke skal benyttes…      

Esbjerg står ikke på en sokkel og har ikke noget fundament. Murstenene står direkte på underlaget af granitskærver. Det giver mig en oplevelse af, at vi står overfor en skulptur i modsætning til et hus eller et tårn, og slet ikke et sygehus eller en del af Esbjerg Sygehus. Men underlaget giver også associationer til kirkegårde og dermed kirker og gravsten…

Skulpturens fire ydre sider er udformet forskelligt og har forskellige udtryk.

Den vestlige langside.  
Den vestlige side domineres af en stor murstensflade i skulpturens midte og mod nordsiden, foto 1. Det giver oplevelse af bevægelse mod nord, mod sygehusets indgang.

I siden er der 3 åbninger for neden mod skærverne og 3 åbninger for oven tæt på skulpturens overkant. De nederste åbninger har dimensioner som ’døre’ og de øverste som ’vinduer’. De har tilfælles, at de afsluttes med en lav murstensbue, og at de er lukket af en mur bag dem (mod den indre kerne). De er ’tilmurede’ uden at være muret til. En slags falske åbninger. Man kan se ind ad dem, men ikke se igennem dem til skulpturens indre. 

’Dørene’ oplever jeg som indgange (og der er ikke kun én) til noget andet (eller mere) i skulpturens indre. De er åbne, der kræves ingen nøgle, her er fri adgang. Og udefra kan man se spalter, udtræk i den indre skulptur, der giver et indtryk af, hvad der er i det indre. Der er noget, som er synligt udad til, men også noget som er lukket, som man ikke kan se.

De tre øverste åbninger, ’vinduerne’, er placeret i linje med dørene og er lidt mindre i højden. Bag ’vinduerne’ har muren samme forløb (udtræk, spalter osv.) som bag ’dørene’. Men hvor jeg opfatter ’dørene’ som indgange, oplever jeg ’vinduerne’ som en slags øjne eller udsyn for noget indre.

Mellem ’vinduernes’ karme for oven og den indre kerne er der åbent mod himlen, og det giver solen mulighed for at danne lys og skygge på murene i ’vinduernes’ sider og på muren bag ’vinduerne’.  Og det giver oplevelsen af noget, der ser ud og ned.

Vestsiden kan minde om en kirke eller helligdom med sit nøgne, ’lukkede’ udtryk og de buede åbninger. For mig signalerer en kirkebygning, at her foregår det vigtige inden i – ikke udenfor – og at der er noget, man skal holde helligt, dyrke, passe på her…? 

Skulpturen kan fra nordvest se lidt spøgelsesagtigt ud. Jeg får let associationer til et kapel eller et mausoleum. Ligger der et dødt menneske, eller er der begravet noget her? Noget som er udskilt fra sygehuset, rummer kernen et spøgelse som er muret inde? Hvad, hvem…?

Den østlige langside. 
Den sydlige del svarer til vestsiden. Den nordlige del afsluttes af den brede og dybe spalte og en smal ’søjle’ af mursten, se foto 2. Det giver murstensfladen mellem ’døre’ og ’vinduer’ større vægt og en oplevelse af, at enden (’søjlen’) er udskilt/udstødt fra skulpturen. Spalten kan opleves som et dybt sår, men også som en port, hvor man kan dykke længere ind i det indre, men også i en sværere, mere udfordrende (labyrint) vej. Det er højden på spalten, der giver denne oplevelse.

Foto 2 – Esbjerg set fra sydøst

Den sydlige ende.
Den sydlige side, dvs. den ende, der vender mod indkørselsvejen til sygehuset har fire åbninger, foto 2. Nederst en åbning med dimension som ’sidedørene’ og over den tre åbninger op ad af samme størrelse som ’vinduerne’ på øst-/ vestsiderne. De er også lukket af en mur bag dem, men muren er trukket delvist ind i en forkastning, så åbningerne virker på én måde lukkede og samtidig som åbne… Er det Kirkebys form for ’svingdør’? Ser man den sydlige side i en skrå vinkel, kommer der lys gennem ’døren’ og det øverste ’vindue’, men ikke gennem de to midterste på grund af murfladerne i skulpturens øst-/ vestsider. 

Fra syd virker skulpturen husagtig, og det er som om, at noget har ophold i den, men den er ikke let at trænge ind i.  

Den nordlige ende.
Den østlige side afviger markant fra de andre sider, foto 1. Det er den side, der vender mod indgangen og venterummet i sygehuset. Siden fremstår som blank mur med en smal, dyb spalte i hele højden lidt forskudt for midten. Sidens udtryk minder om et tårn eller rettere en obelisk, da der ikke er andre åbninger. Den dybe spalte virker som en revne eller et sår, der ikke er helet og giver skulpturen et udtryk af skrøbelighed.

Lys og skygge – uigennemtrængelighed og klarhed

Skulpturens placering, højde, form og åbninger gør den til en lys/skyggemaskine, som nogle kalder fænomenet. Og som har en egen æstetik. 

Solen og sygehusets bygninger danner lyse og mørke flader på skulpturens murstensvægge og åbninger. I løbet af dagen ’bevæger’ disse flader sig rundt om skulpturen og skaber forskellige former mellem lys og skygge. Det gør nogle dele synlige og andre mørke og ’usynlige’. I sol står skulpturen meget tydelig og lysende i rummet mellem sygehusets fløje.

En anden markant lys/skyggevirkning fremkommer omkring vinduerne (’øjnene’) øverst i skulpturen. Sollyset, det manglende tag og ydermurene skaber nogle klare former med lys og skygge i ’vinduernes’ sider og hulrummet bag dem. Og man oplever tydeligt skyggen vandre i disse rum og forandre form, når solen stiger. 

  Foto 3 – Esbjerg – skulpturens indre

Når man står i skulpturens indre – mellem de to murstens-kroppe – har man lys fra oven gennem det ’åbne tag’ og fra siderne gennem ’vinduerne’. Hvis man ser op mod himlen, ser man lyset aftegnet som mæanderforløbet fra grundplanen! 

Højden på skulpturen og det smalle mellemrum medvirker til at forstærke oplevelsen. På de indre vægge skaber solen og de ydre ’vinduer’ nogle stærkt lysende firkanter. Det giver indtryk af en slags indre vinduer eller spotlights, operationslamper, der flytter sig over dagen. 

Den stemning, som rummet og lyset skaber virker foruroligende og forstærker labyrintfornemmelsen, men pirrer også til at gå videre på opdagelsesrejsen… 

Tanker og eftertanker – dobbeltheden, det ydre og de indre, et billede af mennesket som fænomen.

Når man ser på en skulptur som Esbjerg med dens placering, er det uundgåeligt, at mange forskellige associationer dukker op. Jeg kan sammenfatte mine indtryk i tre hovedtanker. De væver sig ind i hinanden og har mennesket som en rød tråd. 

Én hovedtanke tager udgangspunkt i, at skulpturen ligger som en slags vagt eller vogter ved indgangen til sygehuset, den er ikke kun et skilt eller en advarsel. Kirkeby siger selv, at han har forsøgt at bygge en slags sfinks. I Egypten var en sfinks et fabeldyr, der vogtede templer og pyramider. I den græske mytologi var den et væsen, der blev sendt til Theben for at straffe menneskerne der, og den dræbte alle, der ikke kunne svare på gåden: ’Hvilket dyr har først fire ben, så to ben og derefter tre’ (et menneske fra spæd til voksen og til olding med stok – Ødipus løste gåden, og ham gik det jo nok så ilde).

I forhold til Esbjerg tænker jeg det som et budskab om, at der ikke er adgang til sygehuset uden, at man har forstået, at det handler om mennesker her. Jeg tænker, at det er både et budskab til personale og til patienter. For den sidste gruppe specielt at huske eller forstå, at sygehuset typisk tager sig af det ydre, men at vi som mennesker jo består af ’flere lag’. 

I forlængelse heraf ser jeg som en anden hovedtanke skulpturen i sig selv som et billede på et menneske. De to skulpturer i én kan symbolisere, at mennesker består af noget synligt, en krop, noget mindre synligt (tydeligt) og noget, som er helt usynligt og svært tilgængeligt/ uforståeligt for os. Og at alle tre dele hænger sammen og er så stort, at det hele ikke kan komme ind i sygehuset. Indgangsslusen er ikke stor nok til at hele skulpturen/alle menneskets lag kan komme gennem den…  

På det ydre plan kan vi, som skulpturen, have åbninger, sår eller skavanker, man kan se, men ikke fjerne. I forhold til vores indre verden, personlighed, psyke, sind, sjæl – eller hvilke ord, man nu vil bruge[3] – er der noget, man kan få indtryk af udefra, og noget, som er utilgængeligt. Skulpturen ’opfører’ sig som vores psyke, den forsvarer mod omverdenen (forsøger at lukke åbningerne, mure sig inde).  Den indre grundplans mæanderforløb med murudtræk, spalter og forkastninger kan ses som et billede på lagringen af et ’sjælelivs’ forløb med en vekslen mellem gode minder/oplevelser, skarpe hjørner/sår på sjælen… Og det er noget, som ligger i flere eksemplarer, gentagelser. Som mennesker forsøger vi at få orden for os selv at placere tingene i nogle former, forklaringer, som vi kan finde tilbage til… 

Min tredje hovedtanke ser skulpturen som en kirke, en helligdom, et tempel, hvor man søger sig selv (eller ind i sig selv). Når man går gennem skulpturens nederste døre ind i helligdommen, åbner der sig to ’ting’: den indre mur og åbningen mod himlen. I det indre rum, står man meget tæt op ad den indre mur. Jeg får associationer til en ’grædemur’ og til jødernes bøn og ’bederitualer’. Åbningen mod himlen, kontakten til noget højere uden for os selv og lyset herfra kan tolkes religiøst. Og at man også fra himlen kan se mæanderen, livsforløbet…

Kirkeby siger selv, at ingen kommer til eller forlader et sygehus uden at blive påvirket af det. Han vil gerne få folk til at huske stedet, skabe en ’instinktiv’ erindring ved at lave en ’mærkelig’ skulptur, som virker i små skred…

For mig er dette skabt ved skulpturens forening af det enkle og det komplekse, en dobbelthed, som jeg oplever, giver et skarpt billede af fænomenet menneske.

Musik – Janácek: klaversonate 1.X. 1905, sårbarheden og døden

Når jeg tænker fra Esbjerg til musik, falder jeg uvilkårligt over Janácek’s Pianosonate 1.X. 1905, ‘From the street’, 2. Sats med undertitlen ’døden’. Sonaten er skrevet i anledning af et konkret drab i forbindelse med en demonstration i Tjekkiet i 1905. Det er ikke begravelsesmusik, men i mine ører en elegi, en klagesang, der rækker længere end Janáceks motiv.  

Ingen kommer til eller forlader et sygehus uden at blive påvirket af det, siger Kirkeby. I forlængelse heraf oplever jeg Esbjerg som et monument over menneskets sårbarhed, vores skrøbelighed, svaghed. Men også tanker om døden, afslutningen på livet, som en ufravigelig konsekvens af sårbarheden og måske som en brutal frarøvelse. Det vækker følelser som melankoli, vemodighed, dysterhed, sorg, smerte… m.m.

I sonaten skaber Janácek stemning og billeder ved brug af klaverets klangfarver, et primært langsomt og højtideligt tempo, en gennemgående svag lydstyrke med pludselige kraftige passager, lange pauser, simple temaer og bratte spring i toneart. Jeg oplever, at disse virkemidler danner en tragisk stemning med en følelse af melankoli, sorg, eftertænksomhed, smerte afløst af vrede, aggressivitet, desperation og afsluttende med klagende resignation, blid vemodighed…     


Torsten Karlsson, november 2013, august 2014,
revideret august 2018, september 2020 og 2021

Praktisk

Adresse: Finsensgade 35, Esbjerg
Parkering: ved sygehuset

Musikhenvisning
Janácek: Piano Sonata. 1.X.1905, ’From the Streets: Death. Leif Ove Andsnes. Erato, Warner Classics, 2000. Tilgængelig på Spotify.

En række andre indspilninger findes på CD og nettet. Den tjekkiske forfatter Milan Kundera anbefaler Alain Planès indspilning. 

Fodnoter:

[1] Citat fra Ugeavisen Esbjerg, d. 15.12.2004.
[2] Per Kirkeby: KursivBorgen 2007. Herfra stammer også de efterfølgende henvisninger til Kirkeby.
[3] Når jeg ser den indre skulptur på Esbjerg får jeg ikke associationer til indvolde, hjerte, blodårer osv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: