STOCKHOLM (2000)

Museets anneks, en indviklet mæander-passage eller et tempel

Note om bygningsskulptur af Per Kirkeby ved Moderna Museet, Stockholm

Kort om skulpturen

Ved Moderna Museet på den lille ø, Skeppsholmen i Stockholms skærgård står en af Per Kirkebys store, røde bygningsskulpturer. Skulpturen er fra 2000 og lavet til stedet. Som en ’bunden opgave’ indeholder og skjuler den delvist et pumpehus.

Skulpturen er placeret på en plads mellem Moderna Museet og havet på øens nordøst side. Pladsen skråner svagt og har en flot udsigt over skærgården. Skulpturen er rektangulær og måler 20 gange 8 meter. Skulpturens højde ligger mellem knap 4 meter og knap 5 meter, da murene optager den skrånende grund i højden.

Skulpturen ligner udefra to ’kasser’, der sat sammen i forlængelse af hinanden. Den har store murstensflader med højtsiddende åbninger på den ene side og mure med høje åbninger for neden på den anden side . Det indre rum består af to store rum, to smalle ‘pillearkader’ og to kolonnader. Rummene er sat sammen i en labyrintisk, knudret à la grecque mæander som grundplan.

Skulpturen er officielt ’uden titel’. Til Moderna Museet har Kirkeby sagt, at han ikke giver sine værker titler, men svarer (undvigende), at ’Det helliga pumphuset’ måske ikke er så dumt[1]. Denne titel fremgår dog ikke af værkets navneplade på stedet, og jeg bruger derfor ’Stockholm’.

Umiddelbart giver værket mig associationer til et anneks til museet. Indeholder det noget, der ikke var plads til i museet? Det er i hvert fald anderledes. Værket står også som en slags passage, selvom man ender ved en afsats mod vandet… Med mæander grundplanen giver det associationer om livet (og døden). Det tempelagtige ydre kan minde om en helligdom. Rummene er dog tomme, bortset fra pumpehuset. Er det hjertet, som jeg forbinder med en pumpe, som er det hellige? Men det er også en skulptur, som virker ufuldendt, og jeg har en følelse af aldrig at blive færdig med ’at komme hele vejen rundt’ om skulpturen!

Foto 1: ’Stockholm’ set fra vest

’Stockholm’ og det sociale rum – ’kunstgæster’, bådejere, ‘turgængere’ og opsøgere af udsigt…

Skeppsholmen ligger tæt på Stockholms centrum, men virker som en anden verden end den travle og menneskefyldte bymidte. Øen hørte tidligere under den svenske flåde, og flådens kontorbygninger og værksteder præger endnu området. Øen fungerer nu som en blanding af reaktive formål, kontorerhverv, kulturinstitutioner, Kunsthøjskole, Arkitektur/ designmuseum, cafeer etc. Og med Moderna Museet som dominerende på øens top og midte. På museets hjemmeside kan man læse, at institutionen er det mest besøgte kunstmuseum i Sverige, men det har givetvis ikke et bredt publikum (mit gæt).

Kirkebys skulptur indgår i museets samling af skulpturer, som ligger spredt på et område om museet. Området kaldes ikke ’skulpturpark’, men en ’Utomhussamling’. Skulpturerne er tilgængelige for museets gæster og andre, der færdes på Skeppsholmen. Kirkebys skulptur er også synlig fra skærgårdens færger og turistbåde, der sejler forbi øen, fra Djurgården i øst og fra Strandvägens promenade på fastlandet i nord. Fra disse tre positioner kan man dog ikke se enkeltheder i skulpturen og kun se den i bestemte vinkler.

Folk kommer givetvis i skulpturens rum med forskellige formål. Nogle i forbindelse med besøg eller arbejde på kunstmuseet eller Kunsthøjskolens værksted, der ligger ved siden af skulpturen. Andre kommer, fordi de har en båd ved kajen eller skal i teateret, café, fest på pladsen etc. Men her er også folk, der er ude at gå en tur langs vandet, skal med færgen eller kører forbi til/fra andre destinationer. Ud fra en enkelt dags besøg er det svært at vurdere, hvor store de enkelte grupper er og hvilke grupper, der kommer ofte/sjældent. 

Ud fra skulpturens placering i rummet ser jeg gæsterne til/fra Museet som en central gruppe. Nogle gæster vil allerede møde Kirkebys skulptur, når de parkerer ved museets indgang mod øst. Da skulpturen ikke står umiddelbart op ad museet, tror jeg, at mange først ser skulpturen fra museets udsigt over vandet mod nordøst, hvor cafeen ligger. Til gengæld står skulpturen et sted, man skal passere for at komme til vandet, f.eks. efter at have været på museet.

En anden central gruppe er de mennesker, der arbejder på museet eller kunsthøjskolens værksted. Nogle i denne gruppe har udsyn til skulpturen dagligt, og nogle bruger den sikkert som opholdssted eller passage til at komme til vandet i forbindelse med pauser etc.  

’Stockholm’ og det fysiske rum – et ’fejeblad’ med en stor bund, der skråner mod vandet

Man kommer til Skeppsholmen over en cirka 200 meter lang bro. Øen er ’dråbeformet’ og omkring en halv kilometer på begge leder. Den har en flad klippetop i midten og lave arealer med kajer langs vandet. Der er en spredt bevoksning med løvtræer, som i oktober måned står i alle efterårets farver. Jeg ser øen som et billede på Stockholm med byens mange bebyggede små og store skærgårds øer med klipper, hav og spredt bevoksning.

Kirkebys skulptur ligger på øens nordøstlige side i et rum, der på den ene led afgrænses mellem museets langside (og indgang) mod vandet og kajen langs vandet og på den anden led af en Kunsthøjskolens værkstedsbygninger og nogle tidligere flådebygninger (i dag et teater), se kortudsnittet.

Rummets bund har en rombeagtig form. Det er en forholdsvis stor bund – jeg gætter på omkring en hektar. Bunden falder jævnt fra museet mod vandet. Den gennemskæres på langs af Slupsskjulsvägen. Vejen deler bunden i en smal plads mod museet med parkeringspladser og en større plads mod vandet.

Den store plads mod vandet kan opdeles i en større mod nord, der er udlagt til parkeringspladser /festplads, og en mindre mod syd, hvor skulpturen står. Pladsen mod nord er afgrænset med granitblokke og mellemhøje løvtræer mod vejen og er belagt med brosten. Skulpturens ’plads’ er afgrænset med betonpiller og belagt med granitskærver. 

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Rummets sider. Moderna museet danner den sydvestlige side. Det er en rød fire/fem etages bygning, der ligger i et forskudt forløb langs Slupskjulsvägen, se foto 3 og 5. Det har store vinduespartier mod pladsen og en glasfacade i fuld bredde på fjerde etage, hvor cafeen er. Museets ind/udgang mod nordøst ligger overfor skulpturens sydvestlige ende.

Rummets nordøstside er vandet, en side uden ’væg’. Langs vandet løber en træ kaj/ promenade, der er afgrænset af lave betonpiller med kæder og lave bænke. Forskellige typer af mindre skibe er fortøjet til kajen. Vandet er der, men skibene afskærer oplevelsen af det åbne vand.

Rummets sydøstside udgøres af den lange side af Kunsthøjskolens værksted med en passage mellem vandet og Slupskjulsvägen. Værkstedet er en af flådens oprindelige bygninger (kanonværksted?). Det er en gul, lang to etages bygning med et tag med svag hældning, foto 2.

Foto 2: ’Stockholm’ og Kunsthøjskolens værksted set fra sydvest

Skulpturen ligger parallelt med værkstedet i en afstand på omkring femten meter. I passagen mellem de to bygninger er plantet mellemhøje løvtræer. Mellem skulpturens side mod vejen, museets indgang og værkstedet er en mindre plads, hvor der ligger spredte store granit sten, en bred, rund brønd med trælåg og en aflang kasseformet skulptur i sort diabas[2] samt forskellige byinstallationer. Mellem skulpturen og kajanlægget er der et nøgent rum med cirka syv meter til vandet, foto 3 og 5.

Foto 3: ’Stockholm’ set fra nord med museet i baggrunden

Jeg oplever den ’geometriske form’ af skulpturens rum som et ’fejeblad’. Det er domineret af den store bund og den manglende side mod vandet, en grav. Den store bund med brosten kan virke en stenørken – et farligt sted, men også et sted til meditation. Eller som en tom scene efter afslutningen af et skuespil, og hvor man har efterladt et ensomt sætstykke i form af en speciel sekskantet kran i den nordvestlige ende, og skulpturen som kulisse i den sydøstlige ende. Men jeg får også associationer til en oplagsplads, som man bruger til at lægge materiel til skibene, når de skal lastes til sejlads. Museet giver tanker om en form for menneskeskabt klippevæg, noget som er svær at bestige…

Kirkebys skulptur spiller sammen med rummet på forskellige måder. Skulpturen er ikke gemt væk, og den står heller ikke ’midt i det hele’. Men den står, så den spærrer for noget af udsigten over vandet fra museets udgang. Og den danner mindre, mere intime rum til værkstedet og til hjørnet mod museet… som ikke er så farlige.

Skulpturen hænger sammen med museet og værkstedet, men er også i kontrast til disse. Dens farve lægger sig op ad museets, og den står som en mellemgang mellem museet og vandet. I sin form, størrelse og retning i forhold til vandet lægger den sig op ad værkstedet. Herudover har den en konkret byplanfunktion ved at afskærme et pumpehus, foto 3 og 5. Pumpehuset er indbygget i skulpturen, og man opdager det (faktisk) ikke før, man er inde i skulpturen, med mindre man kommer fra vandsiden.

’Stockholms’ grundplan – et simpelt rektangel, en knudret à la grecque bort med piller som mure

I omkreds kan skulpturens grundplan ses som et rektangel eller to rektangler med en linje imellem. Tegner man murenes forløb, får grundplanen et labyrintisk udseende. Og man får en tanke om, at rummene er resultater af et forløb og ikke et afsæt for grundplanen… Forløbet har en række knæk og frem/tilbageløb i et knudret mæander forløb som en à la grecque bort uden start/slutpunkt.

På den lange led kan grundplanen ligne en geologisk foldning med lag over hinanden… et resultat af et pludseligt og usynligt tektonisk skred i undergrunden…? Arkitektonisk ligger de to rektangulære rum i forlængelse af hinanden – det ene lidt større end det andet. Facaderne åbnes mod øst af ‘pillearkader’ og mod syd af en kolonnade. De store rum adskilles af en åben kolonnade og danner et sammenhængende forløb på den lange led, som ender åbent mod nord.

’Stockholms’ grundplan

’Stockholms’ bygningskrop og udtryk – en todelt passage med forskellige udtryk og rumdannelser

Skulpturen er stor og tung. Den fylder i rummet og med en enkelhed og anonymitet i sit udtryk får den en monumental karakter. Og den er samtidig æstetisk vellykket.

Skulpturens bygningskrop kan fra vest ligne 2 ’kasser’, der er sat sammen til en vandret, lang skulptur. Skulpturens nordøstlige ende mod vandet er omkring en meter højere end den sydvestlige, og det giver skulpturens lange sider en svag rombe profil, skulpturen løfter sig… Forskellen skyldes, at rummets bund falder jævnt mod vandet, og Kirkeby har valgt at lade skulpturen optage forskellen i terrænet, og holde dens overkant vandret, foto 1.

Skulpturen er uden tag med fuldt lysindfald fra oven. Alle dens åbninger er firkantede, der er ingen buer eller bløde linjer her… Skulpturen har ikke en synlig sokkel. Den vokser eller skyder op af granitskærverne i rummets bund. Jeg oplever ikke belægningen som en form for sokkel. Skulpturen er bygget i et simpelt halvstens forbandt, og alle mure er dobbeltmuret i 1½ stens bredde.

Skulpturen er i princippet bygget over af to grundelementer:

• En mur med en stor, blank murstensflade for neden og en række firkantede, tætsiddende åbninger for oven. Åbningerne slutter en halv meter fra murens øverste kant. Åbningerne er på omkring 1 meter gange knap 1 meter. Forneden lukkes de af en sålbænk, mens overliggeren er lodrette sten. Åbningerne sidder, så man kan se ind i skulpturen, men ikke se hvad der er inden i…
• En mur med en række piller for neden og foroven en blank mur. Åbningerne mellem pillerne er fra 2 til 3 meter i højden og 75 centimeter brede. Pillerne er lidt smallere Åbningernes overliggere er mursten på højkant.
  

Skulpturens side mod nordvest består af to store murstensflader med åbninger for oven og en gavlende fra muren mod sydvest, foto 1. Mellem de to grundelementer og mellem gavlenden og grundelement mod sydvest er der to høje, smalle åbninger i fuld murhøjde– en form for (farlige) tunneller ind i skulpturen. De store murflader virker som om, at noget skal beskyttes eller holdes ude her.

Til skulpturens sydvestside mod museets indgang er brugt grundelementet med piller og firkantede ’døråbninger’ for neden og den blanke mur for oven, foto 2. Åbningerne og pillerne danner sammen med en tilsvarende indre mur en form for ’gang’, kolonnade eller porticus (en søjlebåret forhal). Står man vinkelret på muren, kan man se gennem skulpturen, men fra selv stumpe vinkler lukker de dobbelte rækker af piller for gennemsynet. 

  Foto 4: ’Stockholm’ set fra sydøst

Skulpturens ydre mur mod sydøst og Kunsthøjskolens værksteds nordvestside er sammensat af to grundelementer med piller og åbninger forneden. Imellem dem er en åbning til det indre rum på omkring 1 meters bredde som på nordsiden, foto 4. 

Muren mod museet har 5 åbninger, mens muren mod vandet har 7. I højden optager de terrænets fald mod vandet, så åbningerne og pillerne her er højst. En meter bag åbningerne og pillerne er der en blank ’bagmur’ mod de indre rum, så der dannes en form for ‘pillearkade’ eller koromgang (dog uden relikvier).

Man kan kun se gennem/ind i skulpturen tre steder, og kun hvis man ser vinkelret på murene. Ellers lukker de indre rums mure for gennemsyn – man skal ind for at finde ud af, hvad der er her…    

  Foto 5: ’Stockholm’ set fra nordøst med museet i baggrunden

Siden mod nordøst står i kontrast til de andre sider som et stort åbent hul ind til de indre rum, foto 5. Pumpehuset og et betonoverdække til den underliggende installation står frit og en halv meter over terrænet. Den venstre del af siden udgøres af ’gavlen’ til ‘pillearkaden’ mod øst, og gavlen af pumpehuset. Den højre side dannes af gavlenden af muren på nordvestsiden. Set udefra får man en tanke om, at nordøstmuren mod vandet måske er faldet ned? Og om det er ‘pillearkadens’ væg, der støtter pumpehuset eller omvendt?

Det umiddelbare udtryk af skulpturens ydre er forskelligt og afhængig af hvilken side, man møder skulpturen. Det skaber en flertydighed og en usikkerhed om, hvad der er indeni, men sender et fælles signal om, at der er noget indeni…

Bevæger man sig ind i skulpturen bliver dens udtryk ‘rum’, ikke kun mure eller kasser. Man får en oplevelse af hulhed og lukkethed – selv i det åbne rum mod vandet – og man mister det ydre billede af formen. De indre rum skabes af de ydre vægge og 5 indre vægge. De indre vægge har samme højde som ydervæggene og følger også terrænet. Man kan opdele de indre rum i de store, firkantede rum, kolonnaderne og ‘pillearkaderne’.

Kolonnaderne. Den ene kolonnade danner det sydvestlige rum mod museet, og den anden i skulpturens midte adskiller de to store rum. Kolonnaderne er snævre og lange rum på 1 meter gange 6½ meter. Siderne har form som ydermuren mod sydvest, og som rum oplever man dem som en ’spærre’ før de store rum – eller som en mulighed for at ’komme rundt’ om (udenom) de store rum.

‘Pillearkaderne’. De to arkader ligger på sydøstsiden af de store rum. Det er også snævre og dybe rum på 1 meter gange henholdsvis 7½ meter og 10 meter og lukket med en mur i den ene ende. Arkadernes indre mur har form som skulpturens ydre nordvest mur med en blank murflade og åbninger for oven. Da arkadernes åbninger sidder højt kan man kun se himlen gennem dem…

  Foto 6: Det indre rum mod sydvest set fra vest

Det mindste af de to store rum (rummet mod sydvest) er på 6 gange 7 meter med pillevægge mod sydvest og nordøst og vægge med højtsiddende åbninger mod sydøst og nordvest. Mod nordøst er der en ’hemmelig’ udgang dannet af arkadens endevæg og rummets nordvæg. De blanke, store vægge gør det til et nøgent rum. Pillerne skaber et indtryk af gitre og ’celle’ sammen med åbningerne for oven, som man kan ikke se ind/ud gennem dem. Man er alene her med sig selv og sine tanker…

Det største rum (mod nordøst) med pumpehuset er omkring 6 gange 9 meter. De indre vægge er som i det mindre rum, bortset fra den manglende mur mod nordøst. Men pumpehuset fylder i rummet med sine 2 gange 6 meter og 2½ meter i højden og sine lukkede sider, mørke materialer og betondæk. Man er ikke alene her, men kan heller ikke se, hvem man er sammen med! Der er en usikkerhed tilstede som forstærkes af den manglende mur og afsatsen … samtidig med at man står med udsigten over vandet og skærgården med den store natur.

Når man ser skulpturen udefra igen efter at have været igennem rummene, oplever jeg, at fraværet af ‘pillearkader’ på nordvestsiden (i forhold til sydøstsiden) bliver synligt, og at specielt det mindste af de store rum opleves som mindre beskyttet, og man selv måske mere sårbar, end man troede i rummet…

Lys og skygge

Skulpturens placering nordøst – sydvest betyder, at man kan opleve forskellige lys – og skyggevirkninger gennem det meste af dagen og året. Jeg var på Skeppsholmen sidst på eftermiddagen, en solrig dag i oktober, hvor solen stod (lidt for) lavt i vest. Det betød, at kun den øverste del af de indre murene var belyst – til gengæld med et skarpt, klart og hårdt lys med en flot effekt.

Den begrænsede belysning betød, at man ikke kunne se de figurer, som solen på andre tidspunkter givetvis skaber af skulpturens skygge på rummets bund i skrå vinkler og flader, der ændrer facon i løbet af dagen. Eller de andre bygningers skygger på skulpturen. Det var heller ikke muligt at opleve lysindfald og modlys i de store åbninger for neden, men man kunne fornemme mørket i selve åbningerne og en lysere flade bag åbningen.

Til gengæld var lysvirkningerne i de øvre åbninger fascinerende specielt set udefra. Med solens lys parallelt med deres mure ’forsvandt’ åbningerne, som om arkadernes ydermure bagved udfyldte åbningerne med en lysende rød mur. Fra mere skrå vinkler tegnede åbningerne sig som markerede firkanter med hårde, mørke skygger på indersiderne. 

Tanker og eftertanker – et museumsanneks, et ufuldendt værk, en slags passage, et åbent tempel

Kirkebys skulptur står i sammenhæng med et kunstmuseum og en række andre skulpturer i området.  Umiddelbart ser jeg ikke en sammenhæng med de øvrige skulpturer i ’Utomhussamlingen’. Men Stockholm ligner en bygning, og med nærheden til Moderna Museet kan man få associationer om værket som en form for anneks til museet.

Man bygger annekser for at få mere plads. Indeholder Stockholm noget, der ikke kunne være i selve museet? Eller som man ikke ville have i museet? Værket står også som det sidste kunstværk inden man forlader museets område – en epilog eller kommentar til kunst? Man skal ikke købe adgangsbillet til annekset, der er flere (og kringlede) indgange og rummene er tomme, væggene bare, man skal selv have sine værker med (= erindringer, billeder, forståelser)… hvis der skal være noget at se på og snakke om udover skulpturen selv.

Man kan også se Stockholm som et ufuldendt værk, som noget der er blevet stoppet før, det blev færdigt, og hvor der stadig mangler noget. Eller som noget der står som et fossil, der er fastholdt og stivnet på et bestemt tidspunkt på grund af en rystelse eller et skælv i dybere lag… nordvestsiden og nordsiden og de tomme rum giver mig denne fornemmelse.

Skulpturen står som en slags passage. Den har rum, man kan gå igennem og tage ophold i, men man ender ved en afsats, med mindre man drejer fra undervejs (eller går forkert). Det giver i sig selv associationer for mig om livet. Med skulpturens à la grecque grundplan sætter Kirkeby yderligere symbolik ind. En mæander kan ses som en metafor for livets forløb eller en del af det, men også hvordan vi forsøger at forklare og sætte det i en form. Stockholm indeholder en uigennemskuelighed, den indvikler sig ind, har (pludselige) døde ender og skarpe ’hjørner’, frem- og tilbageforløb, ting der ligger i lag m.m. En overførsel til erfaringer i livet er nærliggende…

Skulpturens bygningskrop kan både udefra og indefra i sig selv minde om en form for græsk tempel. Udefra med sine rene linjer, lukkede udtryk og piller, indefra med opdeling i en forhal, et helligt rum, en mellemgang og en ’baghal’. Til indtrykket af tempel hører også skulpturens placering ved vandet og det nære områdes indhegning med betonpiller, sten mv. – en opdeling i noget helligt og noget profant… Men der er væsentlige fravigelser fra et græsk forbillede: skulpturen er ikke symmetrisk, der er ikke piller på alle sider, der mangler tag, baghallen er større end det hellige rum m.m.

Jeg får tanker om, at man er mindre beskyttet her, og at der skal foregå noget andet eller dyrkes andre ’guder’ end de græske… Det ’hellige’ rum er nøgent, tomt. Her ingen altre, relikvier eller tabernakler. Er man selv offer her? Kan man tage varsler, eller skal man renses og indvies… på et mentalt plan? Baghallen er dog ikke et tomt rum. Er pumpehuset/stationen en slags helligdom – jfr. Kirkeby om titlen? Man kan ikke se det indre af pumpehuset, men ‘pumpe’ giver associationer til hjerte – livets forudsætning, symbolet på kærlighed – og dermed melder guderne sig.

Skulpturens bund danner selv en bro, en kaj eller en afsats, hvor man ender med at stå med udsigt over vandet, bølgerne, naturen og et større spil… et sted med et aspekt af skrøbelighed og utryghed… Man kan falde eller springe ned her! Venter der en båd…?

Torsten Karlsson, december 2016, oktober 2020, marts 2021 og februar 2022

Praktisk:

Adresse: Slupsskjulsvägen, Skeppsholmen  
Parkering: Parkeringsplads ved Moderna Museet 
Adgang: gratis.

Fodnoter:

[1] Citat fra Moderna Museet’s pjece om ’Utomhussamlingen’. Jeg har ikke kunnet finde korrespondance herom i Per Kirkebys Arkiv.
[2] Af Gustav Kraitz med titlen ’Närkontakt’, opstillet i 2008 i følge museets pjece om skulpturerne.