BALLERUP – EGEBJERGGAARD (1996)

Alhambra i Ballerup… en alternativ by, banerne, passagen

Note om Per Kirkebys bygningsskulpturer i Ballerup

Kort om skulpturen

I Ballerup, nærmere bestemt Egebjerg kvarteret 20 km nordvest for København, står tre bygningsskulpturer af Per Kirkeby.

Skulpturerne står omkring og parallelt med en sportshal. De er bygget i røde sten og skaber et rum og en sammenhæng med hallen. Det er skulpturer, som er meget store, godt 50 m lange, 2½ – 3 m brede og 5-7 m høje. Per Kirkeby omtaler dem selv som ’mure’ [1]

Ved den vestlige skulptur er der en plade med titlen ’Egebjerggård – Ballerup’.  Bynavnet ’Ballerup’ er sammensat af mandsnavnet ’Balli’ og -rup eller torp, der betyder udflytterby. Jeg hæfter mig ved ’udflytter’. En udflytter er vel én, der fraflytter noget, og som meget ofte vil skabe noget andet, nyt…   ’Egebjerggård’ ser jeg som en betegnelse på det kompleks, skulpturerne skaber sammen med sportshallen. Vi er på en bakke (bjerg), og hallen og skulpturerne ligger som en gård med en hovedbygning, plads og nogle længer…

Skulpturerne og de rum, som de danner med hallen, giver for mig associationer til noget sydlandsk, maurisk. Der er arabiske mure, tårne, snævre gyder, en stor plads med grus. Og skolen og de nærmeste boliger er holdt i en tæt, lav bebyggelse. Er Egebjerggård et ’Alhambra’ – som betyder det røde slot – i Ballerup?[2]  

Foto 1: Mur 1 set fra øst (med hal som baggrund)

Foto 2: Mur 2 set fra øst

Foto 3: Mur 3 set fra syd

Egebjergårds’ sociale rum – børn, ’hentere/bringere og luftere’ …

Ballerup er en forstad til København, og lokalområdet Egebjerg er et blandet område med villaer og almennyttigt byggeri. Det virker som et område, hvor man bor og pendler til/fra arbejde. Skulpturernes nærmeste omgivelser består af en sportshal, en skole, et plejecenter og et stisystem, som forbinder institutionerne med boligområdets andre dele. 

Det nære sociale rum er kendetegnet ved det, der foregår omkring en sportshal/skole. Det er ikke et sted, hvortil der kommer folk udenfor Egebjergområdet. Der kommer mange og givetvis de samme mennesker forbi skulpturerne hver dag. Jeg oplever brugerne af skulpturerne som:

  • Børn og unge på vej til/fra skole eller idræt m.v., og børn og unge som bruger området som et fysisk og socialt værested/legerum. Skulpturerne skaber rum med mulighed for udfoldelse – og fungerer som en installation – de bruges og besiddes.
  • Voksne, typisk i bil, der henter/bringer deres børn, til og fra skole, idræt etc. Skulpturerne er en del af et venterum. Gælder det også mentalt…? Skulpturerne kan ses fra P-pladserne, men skaber også en ’borgmur’, som holder de ventende ude.  ’Henternes/bringernes’ fokus er vel dagligdagens gøremål – og det kan der jo også være tanker forbundet med…
  • Beboere eller plejecenterbeboere, der går tur, lufter hund etc. eller som bruger stisystemet som forbindelse mellem områdets kvarterer. Skulpturerne indgår i et rum med afslapning og god tid. Jeg tør ikke sige, om man bruger stedet som et stoppested, fysisk og mentalt…

Brugerne kan uanset deres ærinde skabe oplevelser for andre, når man ser dem opholde sig i skulpturerne/på pladserne, passere igennem eller gå langs med dem.

’Egebjerggård’ og det fysiske rum – en sydlandsk helhed i ’Hobbitbyen’

Egebjerggård er placeret i et bykulturlandskab med tæt/lav bebyggelse. Kirkeby beskriver det som ’pylret, nusset og krøllet’ [3]. Som parcelhusmentalitet overført til socialt boligbyggeri. For mig virker boligområdet ’Hobbitagtigt’, lidt som en dansk hyggepastiche af sydlandsk landsby. Hallen og skulpturerne er på en måde en kontrast hertil og ikke en kontrast. De signalerer ikke idyl og hygge, der er ikke blomsterkummer og små træer eller buske, men der er også meget sydlandsk i deres udtryk. 

Tilsammen udgør skulpturerne, hallen og pladsen omkring dem en helhed. Man kan derfor diskutere, om skulpturerne skal opfattes som skulpturer eller ses som en arkitektonisk konstruktion sammen med hallen og pladserne. For mig er det underordnet. I det følgende bruger jeg Egebjerggård om helheden skulpturer, hal og pladser.  

Grundkort ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Egebjerggårds nære omgivelser er mod vest Egebjerg Bygade med en cykel/gangsti og nogle mindre vejtræer. Mod syd ligger et 4 etages byggeri og plejecenter i røde mursten. Det ligger tæt på området og er kun adskilt af en cykel/gangsti. Mod øst er der et åbent areal i forbindelse med en adgangsvej (Agernvej) til skolen og parkeringspladser. Egebjergskolen, et lavt 1-2 plans bygningskompleks, er nabo til skulpturerne mod nord, adskilt af en cykel/gangsti.  

Selve skulpturerne ligger åbne, og deres proportioner, form og farve hænger sammen med hallen og området mod syd. Og mindst én af dem er synlige uanset, hvorfra man kommer til området. Man kan ikke undgå dem. Skulpturernes bygningskroppe lægger op til at gå ind i og igennem dem, i højere grad end til at gå rundt om dem.

’Egebjerggårds’ grundplan – de parallelle mure og de åbne pladser

Man kan beskrive Egebjerggårds grundplan i 3 niveauer:

  • Områdets grundplan som helhed – hal, skulpturer og pladser
  • Skulpturernes ydre grundplan
  • Skulpturernes indre grundplan

Områdets grundplan – de tre pladser 
Jeg vurderer, at Egebjerggårdkomplekset er på omkring 1 Ha. Det afgrænsende vej/stisystem virker næsten som en voldgrav. De tre mure og hallen ligger parallelt i retning NV-SØ. De danner 3 pladser eller rum, der er åbne og bare, der er ikke ’skulpturer i skulpturen’. 

Den største plads ligger mellem mur 1 og mur 2. Murene ligger øst for sportshallen, mur 1 nærmest hallen. Pladsen er rektangulær med grus belægning og ligner en sydeuropæisk/arabisk plads i en landsby. Én af de pladser, hvor man på film ser børn spille bold, eller hvor én af hovedpersonerne passerer flere gange i filmen. Det er på en måde både et tiltrækkende og skræmmende sted: man kan tage pladsen i sin besiddelse, men også blive overvåget og ’overfaldet’ af andre, som gemmer sig bag de omgivende mure.

Mellem mur 1 og hallen ligger en smal plads, nærmest en gyde, som er asfalteret. Kirkeby har bevidst valgt at gøre den smal – en kedelig gade bliver interessant, når den er smal. 

Sportshallen og mur 3 danner en plads imellem sig, der skråner en lille smule mod hallen. Et nærmest dødt område. Kirkeby selv kalder den en hemmelig boldbane. Her kan børnene gemme sig og gøre (prøve) de ting, de ikke må andre steder…?

Sportshallens grundplan er et simpelt rektangel. Hallen består af selve hallen og tilhørende omklædningsrum.

Skulpturernes grundplaner  [5]
Mur 2
 (nærmest Agernhaven) består på østsiden af 4 brede, firkantede tårne med en 4-søjlet arkade nederst. Tårnene forbindes af en blank mur, der er trukket ind. Den samlede grundplan får derved en slags mæanderform. Mod vest er en lige arkade med 29 søjler og åbninger trukket ud fra tårnenes bagmure i en lige linje. Der opstår herved skiftevis åbne rum med søjler og en afblændet arkade med nicher /hylder. Nord- og sydenderne på skulpturen er lige vægge.

Mur 1’s grundplan mod øst er en spejling af mur 2’ arkade med søjler og åbninger blot forskudt, så de passer ind i hinanden som et puslespil. Grundelementet i mur 1 er ikke tårne, men en lang, smal passage midt i skulpturen med lige mure på begge sider. Murene åbner sig skiftevis mod øst og vest med fire søjler i hver åbning.  

Mur 3 er opbygget af ’tårne’ og mure som mur 2, men er markant anderledes, se grundplan princip tegningen. Der er et utal af spalter i murene, tårnene er kvadratiske, og der er en ens grundplan på de to lange sider mod vest og øst (men spejlvendt). Murene mellem tårnene er skiftevis trukket ind og ud ved hjælp en transformator, som Kirkeby kalder det element, der vender muren. I tårnenes indre grundplan er der ligeledes 4 dybe spalter, som tilsammen danner en form for dobbelt kors. Skulpturen rummer således store og små mæandere i den ydre grundplan og nogle mindre i den indre.

Grundplan princip mur 3

I modsætning til andre Kirkeby skulpturer oplever jeg ikke de ydre mæandere som ’sår eller skader’. Murens længde og det store antal spalter gør, at de på en måde virker som en naturlig måde at bryde en monoton rytme i murene, der bliver skabt en slags polyfoni med mur og spalter som to stemmer. 

Skulpturernes bygningskroppe – liggende mure med forskellige udtryk og formål

Sportshallen er en stor rektangulær klods med omklædningsrum som en lavere tilbygning mod øst. Den har fladt tag og den øverste del af hallens røde murstensvægge er beklædt med sorte plader. 

Kirkebys tre skulpturer er liggende, ’vandrette’ skulpturer, mure. De har en række fælles træk: deres længde, bredde og højde og forholdet mellem dimensionerne. Ingen af dem har tag eller fundament og alle åbninger i skulpturerne er svagt buede foroven. Men de har også meget forskellige udtryk og indgår med forskellige formål i Egebjerggårds helhed.

Mur 2 er 54 m lang, godt 3 m bred og 7 m høj. Den har ét udtryk set fra Agernhaven og et meget anderledes fra pladsen mellem mur 2 og 1. 

Set fra Agernhaven minder den om en borgmur med store (mauriske) vagttårne, foto 2. Murene står på betonfliser, den har et fundament her… De store murflader i tårnene og mellem tårnene giver den et meget bastant udtryk. Hvad skal muren beskytte: Pladsen i midten, de børn der leger her, sikre at det er en ’helle’, et fristed for dem? Tårnenes åbne 4-søjlede arkader nederst virker ikke som en port, snarere som en tunnel, man skal igennem eller udad. Man kan se børnene igennem åbningerne, men de virker langt væk – og pludselig kan et barn komme ud af et tårn, nærmest ’spyttet ud’. 

Foto 4: Mur 2 – set fra den indre plads, sydvest

Set indefra pladsen åbner borgmuren sig som en lang søjlearkade, foto 4. På en måde virker skulpturen både gennemsigtig og lukket. Søjlearkaden er trukket ud fra muren. Det står pladsens grus – ikke fliser – og lukket foroven med buestik, som danner en bølge og giver en kontrast til borgmurens lige profil. Mellem søjlerne er der huler/hylder, hvor man kan sidde (i fred, gemme sig) eller lægge noget i. Man føler sig som i det indre af en borg, hvor murene skærmer af udad til og samtidig bruges for at udnytte en begrænset plads. 

 Det indre rum i tårnenes arkader minder med deres buer om en lille søjlehal – er vi i moskeen i Cordoba? Rummene har et gulv i form af betonfliser, der er orden her… Man er på en måde i et hus og ikke et hus, det er på samme tid transparent og åbent. Ser man op i åbningerne se lys/skyggevirkninger i simple firkanter. 

Foto 5: Mur 2 det indre af tårnene

Mur 1 mellem den store plads og sportshallen virker åben set fra pladsen imod vest, og her ’vokser’ den op af gruset. Den har samme længde og bredde som mur 2, men er med sine 5 m i højden er lavere end mur 2. Den danner en kontrast til den sorte overbygning til hallen, der kan ses over og gennem murens åbninger. Den har ingen tårne og styres af tre parallelle mure: den forreste mod den store plads, en mur i midten og en mur bagerst mod gyden mellem muren og hallen. Den bagerste og midterste mur afsluttes lige høje i et vandret plan og danner en passage gennem hele skulpturens længde. Når man ser på skulpturen, fanges opmærksomheden først af den forreste murs lange søjlearkade, foto 1, men søjlerne og åbningernes form betyder også, at blikket naturligt søger op mod de øverste åbninger og mod de store lukkede murpartier.

Der er en interferens mellem formen på den midterste og bagerste mur. Den bagerste mur veksler mellem en høj, bred murstensvæg, der går fra bund til top af skulpturen, og en lav ’søjlemur’ afsluttet med en bølge som i den forreste mur. Murstensvæggen er meget tydelig gennem den forreste murs søjlearkade mod den store plads. Den midterste mur har ikke nogen væg foran bagmurens store murstensflade. Omvendt lukker den midterste mur af for bagmurens søjlerække med en lav, massiv mur, så man ikke kan se igennem skulpturen på tværs. Over den lave mur er der en række søjler, der afsluttes med en bølgetværligger i toppen. Det får skulpturen til at ligne en 2 etages søjlehal i et forskudt plan. Den forreste murs blændede søjlearkader skaber som i mur 2 er række hylder og siddepladser mod pladsen. 

Set fra hallen i en skrå retning mod pladsen får man en oplevelse af borgmur. Står man i den smalle gyde, virker muren massiv, vanskelig at trænge igennem. 

Foto 6: Mur 1 – indre rum set fra nord

Det indre rum mellem den bagerste og midterste mur er en lang gang med skiftevis åbning mod pladsen og hallen, foto 6. Den virker som en legeplads eller – hus. Der er et gulv med betonfliser, som også murene står på – som for mur 2. I det indre rum kan man gemme sig, det er en labyrint, der giver en slags tunnelvirkning. Man kan ikke se, hvad man går ind til, men omvendt giver rummene en mulighed for at skjule sig… Og man kan ikke gå direkte fra pladsen gennem skulpturen til gyden ved hallen, man skal skifte retning – og er tvunget til at flytte sig…

Mur 3 har en anden funktion end mur 1 og 2 og opleves mere som ’skulptur’. Dens to lange sider er ens, men spejlvendte, åbningerne er smalle, der er et mylder af smalle, dybe spalter fra bund til top, og der er ingen søjler. Som mur 1 kan man se den tegne sig med en skarp silhuet mod den sorte top på sportshallen, når man står foran den.

Foto 7: Mur 3 – set fra vest mod sportshallen

Dens ydre krop er nærmest en form for elementbyggeri med et modul, der er sat sammen tre gange: tårn, mur, tårn, indtrukket mur. Er det Kirkebys bud på et moderne elementbyggeri? Ser man muren på langs, danner den indtrukne mur en forkastning, et skred og en falsk oplevelse af, at skulpturen består af fire dele, der står frit med et rum imellem.

På langs ser man også en form for mæander i et lodret plan dannet af tårn, mur og et stort modrelief (indtræk) i muren mod næste tårn. Og som gentager sig…

Tårnene er lave og kvadratiske og åbningerne for neden er forholdsvis store i f t højden. Murene, der binder tårnene sammen, er bredere end tårnene, men indtrækket af muren er med til, at man oplever dem som smallere, end de egentlig er. Indtrækket danner en plads, hvor man kan sidde i skulpturen. Der er smalle spalter i både tårne og mure. Der er 6 spalter i tårnene og 1 i hver mur. Spalterne har forskellig dybde – nogle kan man se til ’bunden’ fra forskellige vinkler, andre virker næsten bundløse, med mindre man står lige foran dem. Selve åbningerne er smalle, dørlignende og afsluttes af en svag buet hvælving, der dog ikke giver associationer til øjenbryn eller kildevældsåbninger. Alle åbninger er ens. Er det et signal om, at de alle er lige gode muligheder at vælge imellem? 

De mange spalter, smalle åbninger og skulpturens dimensioner betyder, at jeg ikke oplever den som en borgmur. Selvom der ikke er tag eller døre, virker den ikke uhyggelig udefra, og heller ikke som om den er tom… der skal ikke fyldes noget i den!   

Det indre af tårnet er et lille rum, som man kan passere og komme ind/ud af pladsen mellem muren og hallen. Det er et tomt rum uden lys i siderne, man skal selv udfylde det. Men der er 4 dybe spalter i den fulde væghøjde, og de danner en slags dobbeltkors mod himlen, når man ser op mod det åbne tag. Det har en stærk virkning, og gør at jeg ikke oplever rummet som blot en passage, men som en slags prøve, der skal bestås… 

Foto 8: Mur 3 tårnets indre

Lys og skygge i Egebjerggård – skulpturer i skulpturen

Murenes længderetning er nordvest – sydøst. Det indebærer, at man kan opleve lys og skyggevirkninger gennem hele dagen. Jeg var i Egebjerggård først på eftermiddagen, hvorfor mine iagttagelser knytter sig til, at solen står i sydvest. På en solrig dag i november står solen med et skarpt, rent og hårdt lys. Der er lidt ’højslette’ over lyset og masser af skygger.   

Fælles for de tre skulpturer er, at solen skaber skulpturer på skulpturen. Og i modsætning til de røde mures rette vinkler og faste form er det skulpturer med skrå vinkler og flader (trapezformer) i sort/hvid, der ændrer form i løbet af dagen.

Mur 2 har set udefra nogle fascinerende lys/skyggevirkninger i tårnenes søjlerum. Det gør rummene transparente og dunkle på samme tid. Inde i søjlerummene med deres åbne firkanter mod himlen står ovenlyset som et modlys, der udvisker de øverste mursten, så kanterne bliver nærmest lysende hvide. 

mur 1 oplever jeg også ’skyggeskulpturer i skulpturen’ i det indre af passagen og det transparente rum, men ikke så udtalt som mur 2 – måske på grund af tidspunktet på dagen.

De dybe spalter i mur 3 virker i skarpt, direkte lys næsten som påmalede sorte striber… I det indre af tårnet er det ’dobbelte kors’ tydeligt mod himlen, og som for mur 2 danner lyset hvide vægge. Med sol i en skrå vinkel dannes der også skæve sider, så korset ligner et byzantinsk kors med en skrå bjælke, der er beregnet til at stå på…  

Tanker og eftertanker – en alternativ by, baner, passagen

Egebjerggård er stor på mange måder. Fysisk dækker det mange m2, det indeholder tre (eller fire) store skulpturer og tre pladser. Funktionsmæssigt skal det spænde over at være et fritidsområde for en by og samtidig være et kunstværk. Det skal kunne bruges af både børn, unge voksne og ældre. 

Mine tanker og eftertanker tager udgangspunkt i denne helhed, men også i de særlige forhold omkring de enkelte skulpturer.

En alternativ by 
Et perspektiv er at se Egebjerggård som en alternativ by til det, som Kirkeby kalder det ’pylrede, nussede og indpakkede byggeri’ i området. Han taler i Kursiv[4] om anomalier, det forhold at der er uventede store størrelser af et eller andet i et landskab – afvigelser fra reglen.  

Jeg får tanker til Egebjerggård som et Alhambra eller Cordoba i Ballerup. Et maurisk sted med maurisk arkitektur: arabiske mure, tårne, snævre gyder, søjlerækker, åbne pladser osv. Jeg får også en tanke om, at det ikke kun skal ses som maurisk arkitektur, men også som henvisning til maurisk kultur. Maurere var kendt for deres religiøse tolerance (kristne, jøder, muslimer levede fredeligt sammen) og for deres bidrag til udvikling af videnskab og viden.

Kursiv skriver Kirkeby desuden om ’det gode håndværk og rumdannelse’. Man kan ikke direkte læse, om han betragter Egebjerggård er en anomali i forhold til håndværk. Men han siger, at murene er lavet til at stå ude, underforstået i al slags vejr. Jeg får associationer til, at vi som mennesker også skal bruges (ude) i livet uanset knubs og løft, glæder og sorger. 

Pladserne, banerne eller skulpturerne 
Jeg tænker på, hvad kom først i Egebjerggård: pladserne eller skulpturerne? Kirkeby blev involveret i området, fordi man ønskede at skabe sammenhæng mellem den eksisterende (grimme) sportshal og det omkring liggende areal. Det centrale ved en sportshal er vel det, der foregår indeni, på banen. Det er her spillet foregår… De tre skulpturer ligner ikke sportshallen, de er ikke idrætsfaciliteter. Men de tre pladser, der dannes mellem skulpturerne indbyrdes og sportshallen er baner, pladser, rum og danner en sammenhæng med hallen. To af pladserne er grusbelagt – i modsætning til en græsplæne – de må gerne betrædes, de er nøgne/bare, udefinerede, og alle er lige her. En grusbane er i mine øjne et sted, hvor man leger, spiller eller kæmper, en arena med egne regler, et billede på livet…? Kirkeby taler i Kursiv om, at man kan ’skride i gruset’.

Bymurene og det beskyttede rum
Mur 1 og 2
 og den store plads imellem dem opfatter jeg som et rum for børn og unge. Sammen udgør murene og rummet en legeplads, en boldbane, en installation, eller hvad man nu vil kalde det. De kan også ses som et frirum i forhold til skolen og hallen med deres voksenfastlagte aktiviteter.  Skulpturerne beskytter livet på pladsen mod omverdenen (de voksne) med deres høje mure og tårne og smalle åbninger. Skal man herind, skal man gennem nogle passager, og man skal lægge noget fra sig her: bogstavelig talt skal taskerne lægges (i søjlernes nicher eller hylder) – vi er ikke i skolen eller i hallen. Og bliver livet for farligt på pladsen, kan man finde skjul i søjlegangene eller lege i gangenes mindre rum. 

Mæanderen og overgangen 
Mur 3 
og pladsen mellem den og sportshallen adskiller sig på flere måder fra den store plads og murene langs den.

Pladsen er smal og skråner. Det er ikke en boldbane, hvor man spiller almindelige boldspil. Jeg oplever det mere som et sted, hvor områdets børn og unge kan gøre deres første erfaringer med det farlige … ryge en smøg, kysse hinanden, drikke øl osv. Er det fra denne plads, at børn/unge møder muren…? For det er ikke en mur med søjler og gemmesteder, men med dobbelte mæandere, spalter og passager i tårnene, der kan opleves som en form for ’prøverum’. Åbningerne, dørene i tårnene skaber med mørke i selve tårnet og lys på den anden side en rumlig dybde og en dybde for passagen. Og der er en slags bænk eller venteplads til det bliver ’ens tur’ i form af det dybe modrelief i murene. Er det her, man bliver indviet til et andet liv? Til mæanderen og livet som voksen? 

Mæanderens forløb kan ses som et billede på vores livs vekslen mellem op/nedture eller mellem perioder med smerte, ’kant’ og glæder, harmoni. Og det er noget som er evigt gentagende, som en mæander. Men Kirkeby har gjort kors for sig og for de unge med det dobbelte kors i passagen som et slags afværgemiddel mod alt (for meget) ondt…   

Torsten Karlsson, december 2013 og august 2018

Praktisk:

Adresse: Egebjerg Bygade 37
Parkering: på vejen eller ved Nordbuen 
Adgang: ad Bygaden eller fra Agernhaven

Fodnoter:

[1] Lars Morell: ’Per Kirkeby, Bygningskunst’, 1996. Hvor andre kilder ikke er nævnt, henviser referencer til Kirkeby til denne bog.
[2]Kirkeby taler selv om inspiration fra Portugal og Castilianske byer. Der ligger også fotos på mappen i Kirkeby arkiv på Museum Jorn med sydlandske pladser.
[3] Per Kirkeby: Kursiv, Borgen 2007. Se afsnittet om Egebjerggård – Ballerup.
[4] Se note 3.
[5] Grundplaner på mur 1 og 2 lægges på efter opmåling i Egebjerggård.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: