Den flertydige mæander med eget bagrum
Note om Per Kirkebys havemur i Museumshaven, Ribe
Kort om skulpturen
Kunstmuseet i Ribe har en havemur tegnet af Per Kirkeby. Muren er opført i samarbejde med Arkitektfirmaet Jørgen Overby A/S i 2011.
Muren er en lang rødstensmur på omkring 70 meter. Den er hæftet på museet i den ene ende og slutter i et lille kvadratisk rum, en ’sløjfe’, som Kirkeby kalder den, i den anden ende mod Ribe Å. Højden varierer mellem 2 og 2½ meter, da terrænet skråner mod åen. Havemuren deler rummet i en have til museet og en passage til en bro over åen.
Foto 1: ‘Havemuren’ set fra nordøst
Man kan have forskellige holdninger til, om muren er arkitektur eller skulptur. Jeg opfatter den som begge dele. Den løser en konkret funktion i byrummet, men Kirkeby har også givet den et udtryk, som ikke er nødvendigt for funktionen, og som for mig præsenterer et indhold, der ligger udover ren æstetik. Andre kan naturligvis have en anden oplevelse.
Muren har ikke et officielt navn, men ’Havemuren’ er det navn, som Kirkeby selv bruger i sin korrespondance om muren [1]. Han nævner i korrespondancen, at muren skal skabe en have i modsætning til et anlæg… Det er ikke en ’Fælledpark’, men en ’Kongens Have’, der er målet. Kirkebys arbejdsproces er beskrevet i museets jubilæumsbog fra 2016 [2].
Ifølge ordbogen betyder ’have’ en indhegning og ’mur’ betyder at beskytte eller afgrænse. Hvad skal en indhegning af en have beskytte? Og mod hvem eller hvad? Der er mange typer haver, men en overskrift for de fleste er vel, at det er et sted, hvor man dyrker og høster noget eller et sted, hvor man kan finde fred, ro, tilflugt… Eller som Kirkeby siger, at ’man holder noget ude for at lukke noget andet ind…’ Og her spiller Havemuren en central rolle både i sig selv som skulptur og som indhegning af en speciel have, en museumshave.
Foto 2: ‘Havemuren’ set fra sydvest
Jeg oplever, at muren kan både stå som en selvstændig skulptur og ses i kombination med besøg på museet eller en gåtur på stien uden for haven.
Mine tanker og eftertanker kredser især om skulpturens mæander og dens symbolik, som kan knyttes til livet og livets forløb. Samt om dens sløjfe, som er mere end blot en start/slut for muren, men et særligt ’bagrum’ eller ’forrum’, hvor beskueren selv er på rollelisten.
’Havemuren’ og det sociale rum – museumsgæster, havens brugere, mennesker på gennemgang…
Kunstmuseet ligger i Ribes bymidte, og Havemuren afgrænser museets have mod den offentlige sti, der går fra Skt. Nicolaj Gade over Ribe Å til den sydlige del af bymidten, se kortudsnittet.
Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne
På den anden side af den offentlige sti ligger villaer, hvorfra man kan se muren, men den primære målgruppe er de mennesker, der kommer i haven eller på stien.
Havens brugere er dels gæster på museet, der går en tur i haven eller bruger museets udendørs café, dels borgere eller turister, der bruger haven som fristed eller til gennemgang.
Folk, der besøger museet, kan se muren på vej til eller fra museet, men også fra udstillingslokalerne. Min fornemmelse er, at museumsgæsterne primært ser Havemuren efter et besøg. Det vil sige efter, at man har været inde for at se og opleve kunst, fået en påvirkning, muligvis indsigt eller inspiration af større eller mindre omfang.
Ud fra mit besøg på stedet vurderer jeg museumsgæsterne som primært midaldrende eller ældre. Der er givetvis både faste brugere og engangsbesøgende (turister). Ribe tiltrækker med sin velbevarede gamle bykerne og sine museer et stort antal turister.
Man kan komme ind i Museumshaven fra den offentlige sti enten af en port i muren ved museet eller af en bred låge/mindre port i sløjfen mod åen. Jeg har ikke nogen fornemmelse af om folk, der kun bruger haven, er turister, eller om der er en fast gruppe af ’abonniner’ i Ribe. Umiddelbart oplevede jeg en større aldersspredning end i museet, bl.a. folk med børn.
Byens borgere og turister, der bruger den offentlige sti på den anden side af muren, er også en del af murens sociale rum. Jeg har heller ikke en fornemmelse af denne gruppe, men gætter på, at det hovedsagelig er folk fra byen, som bruger stien som smutvej og dermed skulpturen, bevidst eller ubevidst.
’Havemuren’ og det fysiske rum – have og passage, et skrående rum med ubalancer
Det fysiske rum for Havemuren (Museumshaven og passagen) er rektangulært, godt firs meter på langs og omkring tres meter på tværs. Det har tre adgangsveje: fra museets café, broen over åen og Sct. Nicolaj gade (gennem en åbning mellem museet og nabohuset).
Bunden i rummet skråner fra museet/gaden jævnt ned mod åen. Den falder mest i starten og flader ud midt i rummet.
Museumshaven er domineret af en stor græsplæne med spredte bede, buske og ‘småtræer’. I det nederste hjørne står en havepavillon med et tag, der ligner en hjelm. Pavillonen står åben for havens gæster, og Havemuren er synlig herfra.
Et grusstisystem i nærmest timeglas form opdeler haven i en række felter. Stisystemet bliver på den måde styrende for, hvordan man bevæger sig i rummet, og skaber forskellige synsvinkler, afstande og perspektiver.
Stien eller passagen på ydersiden af Havemuren følger derimod murens lige linje. To forskellige veje i livet…? Hver side har bænke, hvor man kan tage ophold under vejs.
Rummets korte sider udgøres af museumsbygningen og åen. Museumsbygningen er et mørkerødt, malet hus fra 1864 i rokokostil. En tidligere fabrikant villa, som blev kaldt ’Slottet’ i folkemunde (ifølge museets hjemmeside). Mens museumsbygningen lukker rummets ene ende i haven med sine femten meter i højden, gør åen rummets anden ende åben – selvom om der er høje træer og en bro over åen.
Rummets side mod vest bliver afgrænset af en mur i samme farve som museet. Den løber forskudt som det skrående terræn mod åen med en højde på omkring to en halv meter. Muren er lukket foroven af gule tagsten.
På rummets side øst for grusstien er der et bredt bed med halvhøje, bunddækkende buske og spredte høje træer. Bedet og stien er afgrænset med en svag bølgeformet kantsten.
Det nære rum om selve muren består af passagens grus og et smalt bælte ligeledes med grus på havesiden. Gruset støder op til græsplænen og et bed med blomster. Det nære rum i sløjfen består af et grusareal omkranset af træer og høje buske. På sløjfens side mod åen er placeret en bænk op ad muren.
Jeg er ikke bekendt med, om Kirkebys havemur er den første indhegning af museumshaven. Hvis der ikke har været et ’hegn’ tidligere, betyder Havemuren en voldsom omskrivning af rummet og dets funktioner. Med Havemuren kan museet bestemme, hvornår man vil lukke haven af og beskytte anlægget, og hvornår man vil holde åben for publikum. Opdelingen skaber på den ene side et lukket rum, en have (i modsætning til en park/et anlæg) med mulighed for ’fred og ro’ og beskyttelse mod omverdenen. På den anden side skaber den en gennemgang i form af en korridor eller passage, som næsten er tunnelagtig (og som har kunst på væggene = Havemuren).
Min umiddelbare oplevelse af det fysiske rum er noget menneskeskabt og – holdt, en grøn oase, hvor der fredeligt. Jeg ser beplantningen i selve museumshaven som lidt tilfældig. Den stritter lidt i flere retninger for mig, og jeg savner de(t) store skyggegivende træ(er). Det er også et rum med ubalancer: rummets opdeling i to dele (af Havemuren), sidernes forskellige højde og åbenhed. Rummet er ikke så stort, at man kan forsvinde i det, men med åen, ’floden’ kan man skabe associationer til at skulle over noget, eller føres væk…
Ser man på samspillet mellem Havemuren og rummet, er der balance i størrelsen mellem museumsbygningen og de to havemure. Til gengæld er der kontrast mellem Havemuren og museumsbygningen i stil og farve. Havemuren forlænger ikke fabrikantens ’eventyrslot’. Kirkebys værk er ikke en ’eventyrmur’. Havemuren på den modsatte side, lægger sig omvendt mere op ad museets udtryk og står mere neutral i rummet.
Mure går man langs med, ikke rundt om eller ind i. Og alligevel… de to porte opfordrer til at ’se hvad der er på den anden side’, uafhængigt af om man går i haven eller på stien.
’Havemurens’ grundplan – den dobbelte mæander, murforskyderen, spalterne og den kvadratiske sløjfe…
Mure har sædvanligvis ikke en grundplan. Det har Havemuren, og dens grundplan er vigtig i forhold til udtrykket.
Havemuren er en lang, lige mur, der i den ene ende udvider sig til et kvadratisk rum med en stor åbning i den ene side – ‘sløjfen’.
Selve muren har mæanderen som grundplan med ind- og udtræk og skarpe hjørner, som bliver gentaget fra porten ved museet til hvor sløjfen begynder. Mæanderen bliver skabt af det, som Kirkeby kalder en ‘murforskyder’ eller ‘transformator’. Den vrider eller parallel forskyder forløbet i et langt udtræk (godt tre meter) og et kort indtræk (knap en meter). Ind /udtrækket ikke er specielt dybt (kun en mursten). I det lange udtræk er der en meter fra hjørnerne en spalte på en halv stens bredde og en stens dybde. Muren slutter/starter ved sløjfen med et murfremspring på en halv meter og fyrre cm bredt.
Grundplan princip for ‘Havemurens’ mæander
Grundplan for ‘Havemurens’ sløjfe
Mæandere giver normalt mig associationer til labyrinter. Det gør Havemuren ikke. Her er den med til at fastholde en lige linje, og et større ind/udtræk på den skrående grund vil skabe en voldsom uro og ustabilitet i rummet og ødelægge ideen om en (fredelig) have.
Sløjfen er en firkant, der er delvis åben i den ene side. Dens sider er godt fire meter lange. Den ene side er en forlængelse af muren. Her er der en åbning til den mindre port. De to sider mod åen og haven har i deres indre grundplan to udtræk på knap en meters bredde og femogtyve cm i dybden. I deres ydersider er en spalte midt på siderne. Siden mod museet er en kort mur på knap en meter som sammen med murfremspringet, der afslutter den lange mur, skaber en åbning på omkring to en halv meter. Som sådan er sløjfens grundplan også en mæander blot i en forenklet form.
’Havemurens’ krop – muren, der bevæger sig, den skarpe linje og skrøbeligheden
Grundplanens ud/indtræk og spalter er ført igennem i Havemurens fulde højde. Muren er opført i et simpelt halvstens forbandt med en lys, rød sten.
Havemurens sokkel er ikke synlig. Eller man kan sige, at belægningen med grus er soklen. På en måde knytter gruset en forbindelse mellem omverdenen og havens indre. Det kan opleves som om, gruset siver ind under muren udefra. (Kan omverdenen ikke holdes ude…?) I sløjfen er hele det indre rum grusbelagt, og der er et bredt felt af grus rundt om den i samme bredde som havens stier.
Muren står på en skrånende grund, hvorfor muren enten må ’stå fast’ eller ’bevæge sig’. Kirkebys mur gør det sidste. Oversiden er forskudt i seks trapper/niveauer på hver fem stens højde i de øverste halvtreds meter fra museet. Det betyder, at Havemurens højde varierer. Selve oversiden af muren er dækket med skiffer.
Foto 3: ‘Havemuren’ set fra nord, med Kirkebys ‘Figur I’ (Madonna) ved stien
Havemurens port ved museet kan åbnes/lukkes med to gitterlåger. Denne port er åben for oven, mens porten i sløjfen er lukket med en muret ’overligger’ med lodret stillede sten. Sløjfens port eller ’dør’ er ca. en meter bred og giver sløjfen et udtryk af grotte, når man kommer ind udefra. Man har omvendt en fornemmelse af at være kommet gennem et hul, når man går ud på stien – at være ’sluppet ud’.
Man kan ikke kikke over Havemuren, og der er ingen vinduer til haven eller omverdenen. Spalterne er spalter og ikke åbne sprækker…. De store murflader danner en lukkethed om haven og om stien og skaber samtidigt deres eget udtryk…
Foto 4: ’Sløjen’ set fra nord
Umiddelbart virker Havemuren stor. Som skulptur betragtet har den en langstrakt krop, der gør den til en vandret skulptur. Muren er kantet i modsætning til museets svungne former, og dens røde farve er koldere end museets mørkerøde farve. Den trækker en skarp linje mellem haven og stien udenfor og står med sine lige linjer som en modsætning til de bløde linjer i grusstiernes forløb. Men dens ind- og udtræk kan skabe en fornemmelse af, at rummene forsøger at trænge ind i hinanden, grænsen er måske ikke helt fast…
Havemuren har også en form for skrøbelighed og mystik. Murens opløsning i flader med ud/indtræk og spalter med gentagelse af mønstret kan i en skrå synsvinkel få den til at ligne dominobrikker på højkant. De kan som bekendt vælte og vælte hinanden, specielt når de står på et skrånende underlag… Eller man kan se fladerne som noget, der fjerner sig fra hinanden, og miste fornemmelsen af murens formel. Den flyder og skaber en slags vægtløshed… Som (måske) bliver standset eller samlet op af sløjfens firkantede form.
Lys – og skyggevirkninger – metafysiske skygger og kantede skygger i bevægelse
Havemuren ligger i retningen nordøst/sydvest og har sol/ skyggedannelser i en stor del af dagen. Murens yderside mod stien bliver belyst om formiddagen, men en række store træer reducerer delvist lys – og skyggedannelsen.
På havesiden af muren kan man se lys/skyggedannelser fra sidst på formiddagen, hvor solen ’skærer’ trekanter i indtrækkenes sider. Jeg har ikke været i haven om eftermiddagen, men har en fornemmelse af, hvorledes skygger vil dannes og flytte sig i løbet af dagen og få det til at se ud som om, muren bevæger sig og dermed forstærke fornemmelsen af vægtløshed. De mange smalle og forholdsvis dybe spalter står (set fra skrå vinkler) mørke og næsten som sorte malede streger. Kirkeby taler om metafysiske skygger. De forbliver i spalten, når solen flytter sig i modsætning til slagskygger, der dannes af murens kanter, og som flytter sig med lyset.
Tanker og eftertanker – symbolik om livet og flere verdener…
Af Kirkebys noter fremgår, at han har været optaget af at skabe en have frem for et anlæg og at skabe et klart, logisk udtryk. Jeg oplever ikke, at Havemuren har referencer til den bronzeskulptur af Kirkeby, der findes i haven eller dens andre skulpturer, museet som museum eller Ribe som lokalitet.
Mine tanker og eftertanker handler især om Havemuren som et selvstændigt værk og om dens funktion i forhold til de mennesker, der bruger stedet. Tre emner om muren ’i sig selv’:
Mæanderen
Murens gentagelse af ind-/udtræk med en kort mur i indtrækket giver et bølget og uroligt forløb. Man får en fornemmelse af en levende mur og af, at vi er vidne til noget, som er i en form for bevægelse eller kan ændre sig. Eller at fundamentet er usikkert…
Mæanderen kan også ses som en metafor for livets vekslen mellem store og små op-/nedture, skarpe hjørner, lys- og skyggesider (tider). Og dens faste form at vi som mennesker forsøger at skabe forståelse og struktur i denne vekslen, sætte livets gang i en struktur, vi kan læne os op ad.
Med murforskyderne har mæanderen en lille mæander indbygget. I livsmetaforen kan det ses som små ændringer i de store ændringer. En anden effekt ligger i, at når man går på begge sider af muren, får man en fornemmelse af, at ind/udtræk ikke modsvarer hinanden, idet murforskyderne ‘forsinker og skubber’ indtrækkene på de to sider. Et symbol på to verdener, et ydre og indre liv? Som har samme grundelementer, men er forskudt…
Havemuren går et nogle skridt videre. Er dens spalter sår, som ikke helt vil heles? Eller som holder på erindringer, der skal ligge i mørke? Og det er en mæander, der i højden forløber i en trappe: et symbol på at der er flere planer, noget dybere eller højere…? Samtidig er det som nævnt en mur, som fra nogle synsvinkler giver indtryk af at have en form for skrøbelighed. Og så lige op til åen, ’floden’, dødsriget…
Thomas Bo Jensen bemærker, at mæanderen i sig selv kan ses som en metafor på en flod, en evig strøm eller uendelig bevægelse. Og som eroderer sig igennem landskabet og sætter en tydelig aftegning… [3]. Eller man kan tænke på, at vandet altid finder en vej frem, selvom den kan være kringlet!
Muren som indhegning
En have er en indhegning. Muren sætter et skel, en grænse som skaber en del af rammen om havens funktion. I en have kan man dyrke noget – så, beskære, høste osv. – eller få fred og ro, søge tilflugt… Når noget lukkes, kan noget andet få plads til at udfolde sig (lukke sig op). Hvad det kan være har vel ikke begrænsninger.
Men man kan også opfatte en mur, som noget der skal bygges videre på – som ikke er færdig. Eller skal rives ned, kravles over, at det er en tvungen beskyttelse eller et fængsel i forhold til omverdenen, friheden… etc.
Sløjfen, huset eller ’for/bagrum’
Sløjfen er ikke nødvendig for at lukke haven inde. Den har en særlig funktion, indhold og udtryk. Det er et rum – det modsatte af en mur (stavet bagfra…) med fire hjørner og er et sted, man ikke bare kan gå langs, men også tage ophold i.
Jeg oplever sløjfen som en slags sluse, et våbenhus, en entré, et ’for/bagrum’… Ikke som et borgtårn i tilknytning til muren eller som en alternativ havepavillon (til den eksisterende). Den starter eller slutter haven – man går ikke bare ind/ud af haven. Og set fra museet stopper sløjfen fornemmelsen af den ’væltende’ mur.
Jeg får flest associationer til en slags ’for/bagrum’ eller propylæer. Andre vil måske tænke på en ’hule’… med de associationer til død og genfødsel, der kan ligge heri. Et par tanker i forhold til ’for/bagrum’: rummet er lille – det er ikke en stue, man kommer ind i; døren er smallere og lavere end porten i den anden ende af muren; der er ikke ’hylder’, man kan lægge sine ting på, men to lisen søjler, der står som ‘spejle’, og man kan se sig selv fra to sider: har man forandret sig i haven? Eller skal man ’rette på tøjet og frisuren’ inden, man skal ind eller ud… gøre sig klar. På ydersiden bag hver lisen er den dybe spalte, en sti eller ’lynlås’, der deler muren i to lige store dele. Symbol på to verdener? Eller som et vejskilt der viser, at der kommer en sti? En sti, der fører lige op eller ned…?
Mine tanker om Havemuren og dens funktion i forhold til besøgende og gæster i haven og på stien kan opdeles i to:
Havemuren i sammenhæng med besøg på museet
Museumshaven indbyder til en gåtur, når man ser den fra museets vinduer. I hvert fald på en sommerdag. Jeg vil gætte på, at nogle gæster ser eller bruger den til fordøjelse af indtryk og oplevelser på museet, eller som ’landgangsbro’ til verden udenfor. Havemurens rolle i forbindelse hermed er givetvis individuel. Nogle vil måske opleve, at indhegningen, murens mæander eller sløjfe spejler eller sætter ’ord’ på noget af det, som man har set og tænkt på museet. Andre oplever måske muren som en katalysator for tanker og følelser om andre sammenhænge, hændelser etc. – de konkrete udstillinger på museet vil have betydning.
Havemuren og gæster i haven eller folk på stien
Ikke-museumsgæster i haven vil i princippet kunne se de samme udtryk i Havemuren som beskrevet under temaerne ovenfor, men naturligvis uden en kobling til værkerne i museet. Den stemning og de hensigter, man kommer med i haven, er nok afgørende for, hvilken betydning Havemuren vil få for opholdet. De nære omgivelser om muren og dens højde gør den ikke til nogen ’Grædemur’, opfatter jeg.
Jeg så først muren fra havesiden. Det gør det svært at holde disse indtryk og tolkninger ude, når man betragter muren fra stien. Men folk, der passerer Havemuren på stien udenfor haven har en tættere fysisk kontakt med primært muren (de ser kun sløjfen udefra). Jeg tror, de oplever mæanderen, det skrånende terræn og murens bevægelse stærkere. Også i forhold til selve haven: man er markant holdt ude og placeret i en korridor… Stien er et ’udsat’ sted, her kan man ikke undslippe sine egne tanker, og man vil løbe panden mod en mur, hvis man prøver…
Torsten Karlsson, august 2015, september 2020 og marts 2021
Praktisk:
Adresse: Ribe Kunstmuseum, Sct. Nikolaj Gade 10
Parkering: Gaderne eller P-pladser ved indfaldsvejene
Adgang: Museumshaven er offentlig tilgængelig
Fodnoter:
[1] Korrespondance mellem Kirkeby og Overbys tegnestue. Per Kirkeby arkivet. Herfra stammer også henvisningerne på de følgende sider.
[2] Ribe Kunstmuseum. Dagmar Warming (red.) m.fl. 2016. Artiklen er skrevet af Anette LIndbøg Karlsen.
[3] Thomas Bo Jensen: Per Kirkeby/arkitektur. Edition Bløndal 2019. s. 120.
Per Kirkeby skulpturer 