FREDERIKSBERG (2018) – GRAVMONUMENT

Et værk med søjlesider og en forskudt mur. En urnehal med kunst og dobbelttydighed  

Note om gravmonument for John Just Abildgaard Hunov og hustru Birte Christensen, Frederiksberg Ældre Kirkegård

Kort om skulpturen

Til John Hunovs og hustruens gravsted på Frederiksberg Ældre Kirkegård har Per Kirkeby lavet et gravmonument.

Hunov var kunstsamler og – debattør, galleriejer og kurator m.v. og var en markant aktør i kunstverdenen fra 1960’erne. Han betegnede sig selv ’kunstmedlever’. Hunov og Kirkeby var personlige venner, og Hunov fik Kirkeby til at tegne monumentet i 1991. Hunov døde i 2017 og Kirkeby i 2018. Gravmonumentet er opført post hum i 2018 med Hunovs børn som drivkræfter[1].

I medierne refereres værket ofte som et ’mausoleum’. I Kirkebys arkiv bruges dog ’gravmonument’ eller blot monument, som jeg derfor følger. Udover mine fotos i noten kan man finde en række gode billeder på: www.arkitekturbilleder.dk/bygning/john-hunovs-mausoleum/.

Frederiksberg Ældre Kirkegård er forholdsvis stor og omgivet af en høj mur, så omverdenen er lukket ude her. Kirkegården er parkagtig med mange gamle gravmæler og lave, stedsegrønne hække rundt om gravstederne. Monumentet står på en central hjørnegrund i kirkegårdens østlige del og er meget synlig på stedet.

Den primære målgruppe for monumentet er naturligvis Hunovs familie og venner. Men placeringen betyder, at mange kirkegårds gængere vil være beskuere. Udover pårørende til døde er der et stort antal mennesker, der bruger kirkegården til en gåtur eller som genvej, og som ikke nødvendigvis har tankerne ved begravelse, liv og død.

Monumentet fylder næsten hele gravstedet. Det er ikke indrettet til blomster eller kranse og er blottet for kristne symboler. Monumentets grundplan er kvadratisk med sider på omkring 3 m. Dets vægge er godt 2,40 m høje. To sider består af søjler, der hænger sammen med en overliggende mur, en side udgøres af en fritstående søjle, mens den sidste side er en mur bygget med en såkaldt ’murforskyder’, der parallel forskyder murens forløb. Muren har to dybe spalter og en niche med 3 krukker, hvor Hunovs kiste er nedsat ud for samt en niche med hustruens urne. På tidspunkter med lav sol danner værket nogle meget fine skygger i det indre rum, og på sommeraftener står dobbeltsøjlen givetvis som en viser i et solur og tæller timerne for Hunov og hustruen.

Jeg oplever, at Kirkeby med gravmonumentet har lavet et smukt minde og samtidig et værk, som andre besøgende kan have glæde af. Det står ikke og gemmer sig og er ’anderledes’ end andre gravmonumenter på kirkegården, men står ikke som en promovering af Hunov og hustruen. Det skaber for mig mange tanker og billeder, primært i forhold til liv og død og meningen med det hele. Dets ydre form har noget uro, ufærdigt over sig, den skaber en uklarhed ved at være både lukket og transparent – et billede på menneskets vilkår? I det indre rum kan man føle det som om, man står som de døde og ser ud på verden. Muren med ’murforskyderen’ og spalterne virker som noget privat, men kan give associationer til en urnehal – dog også med kunst – en Hunovsk urnehal for en evig kunstmedlever og hans hustru.

Foto 1: ’Gravmonument’ set fra vest (stien fra kirken)

Foto 2: ’Gravmonument’ set fra sydvest

Gravmonumentet og det fysiske rum – indhegnede rum i et indhegnet rum, fred og ro med monumentet i et knudepunkt

Frederiksberg ligger som en ø omgivet af Københavns Kommune på alle sider. Frederiksberg har en lang historie med Frederiksberg Slot og Have. Folk uden for Storkøbenhavn kender nok bedst Frederiksberg for Zoologisk Have og måske Storm P museet.

Frederiksberg Ældre Kirkegård ligger i den midterste del af Frederiksberg på hjørnet mellem Pileallé og Frederiksberg Allé. Frederiksberg Kirke ligger i den vestlige ende af kirkegården mod Frederiksberg Runddel og Haveselskabets Have.

Kirkegården er indrammet af en pudset murstensmur på omkring 2,75 m i højden. Man kan komme ind på kirkegården fra bl.a. en indgang ved kirken og en dør i muren mod Frederiksberg Allé. Kirkegården er måske omkring 1½ ha. Jeg gætter på, at den er blevet udvidet i takt med, at byen er vokset. Kirkegården er velholdt med en parkagtig, tæt bevoksning. Der er mange gamle gravmæler og gravsten i slebet granit eller marmor, kunstfærdige smediejernsgitre og mange gravsteder for kendte personer.

Hunov og hustruens gravsted ligger i kirkegårdens nordøstlige del mod Frederiksberg Allé, se kortudsnittet (der kun viser den nordlige del af kirkegården). Her står det ved krydset mellem en gennemgående sti fra kirken og en hovedsti i nordøst/sydvestlig retning tæt på en stor åbning i en indre mur på kirkegården, se også foto 2. 

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Skulpturens store rum forstået som det rum, hvori man kan se skulpturen, består af det nære rum om skulpturen, et rum langs stien fra kirken til åbningen i den indre kirkegårdsmur (der løber nord/syd) og et større rum udenfor kirkegården. Det ydre rum henfører sig til, at der mod nord, øst og syd er etageboliger med indsyn til kirkegården og monumentet. Jeg behandler ikke dette rum yderligere.

På et langt stykke af stien fra kirken kan man delvist se monumentets vestside og dets indre rum gennem åbningen i den indre kirkegårdsmur, foto 1. Jo tættere man kommer, desto mere afslører monumentet sin form og sit udtryk, så man på en måde gradvist vænner sig til monumentets tilstedeværelse.

Monumentets nære rum eller det rum, hvor man er ’sammen med’ monumentet, er omkring 30 gange 70 m og indtegnet på kortudsnittet. Rummet afgrænses mod vest og nord af kirkegårdsmur. På nordmuren mod Frederiksberg Allé er der store portlignende indtræk, foto 3, mens vestmuren er blank med mindeplader, foto 2. Mod øst lukkes rummet af lave, røde bygninger (til brug for kirkegårdens drift) og med en mur foran en del af bygningerne, foto 1. Mod syd har rummet en ’åben side’, hvor indsynet til monumentet forsvinder gradvist med afstanden på grund af bevoksningen på stedet.

Foto 3: ’Gravmonument’ set fra syd

Bunden i rummet domineres af lave, stedsegrønne hække, der indhegner de enkelte gravsteder, et stort antal flisebelagte gange, der krydser hinanden i rette vinkler, og en del forholdsvis høje buske samt større træer mod murene. De enkelte gravsteder er omkring 9 -10 m2,og enkelte af dem har smedejernsgitre i stedet for hække som indramning.

Rummet har naturligvis et ’kirkegårdspræg’. Udover det velplejede ligger de døde hver for sig i deres gravsteder (eller familievis). Kirkegårde er offentlige rum, men gravsteder opfatter de fleste vel som private. Den høje mur omkring rummet lukker af for omgivelserne, så der dannes en ydre og en indre verden, eller så ’noget andet kan lukkes ind’, som Kirkeby siger i anden sammenhæng[2]. Kirkegården ligger som en oase, selvom omverdenen ikke er helt lukket ude: med de høje etagebyggerier har man en fornemmelse af, at den står og venter på én, og trafikstøjen er sikkert altid hørbar…

For mig bliver kirkegårde aldrig hyggelige eller idylliske. De er forbundet med døde, begravelser, lig og skeletter (i højere grad end genopstandelse og liv efter døden). Der er en iboende melankoli ved kirkegårde, og som på Frederiksberg Ældre Kirkegård forstærkes af, at det ikke kun er de nye døde, der ligger her, men også mange gamle og en del af dem er kendte personligheder – der er kontinuitet, døden har en lang historie med sig.  

Som man kan se på foto 2 og 3 har monumentet sin egen hjørnegrund. Det er placeret meget synligt i et ’trafikknudepunkt’, som mange passerer (ud fra mine iagttagelser på en hverdag). Monumentet står omkring 5 m fra åbningen i muren mod vest. Op til muren er et gravsted med en bænk, der står på tværs af muren. Omkring monumentet er der mod nord og øst lave hække og på begge sider tomme gravsteder, foto 2 og 4. Bortset fra en større, sort gravsten på gravstedet mod nordøst står monumentet meget frit i forhold til omgivelserne.

Foto 4: ’Gravmonument’ set fra vest

Monumentet er bygget næsten ud til kanten af gravstedets areal, der er belagt med perlesten. Monumentet er på en måde i sig selv en form for indhegning. Man kan gå rundt om det, men de 2 hække vanskeliggør det og lægger derfor ikke op til det.

Som monument og gravsted er det ikke umiddelbart indrettet til, at man skal lægge blomster, stille kranse etc. En inskription med de dødes navne og fødsels-/dødsdatoer står på en lille plade foran. Og gravstedet og monumentet er blottet for kristne symboler – her er ingen kors, duer, palmegrene, lam m.m.

Jeg ser ikke monumentet som en port, en nødvendig tilbygning eller noget andet, der skal have en funktion for kirkegården som helhed. Det står her for Hunov og hustruen og som et kunstværk til fri afbenyttelse (og etableret udenom det kommunale system).

Gravmonumentet og det sociale rum – folk med relation til gravsteder, kirkegængere eller folk, der skyder genvej eller er på gåtur

Ser man bort fra etageboligerne, er monumentets sociale rum bestemt ud fra kirkegårdens funktion som et sted, hvor man begraver de døde og sætter gravstene (mindestene) for dem, og hvor man kommer for at mindes eller sørge. Folk kommer her også i forbindelse med kirkegang til højmesse eller andre kirkelige handlinger eller for at gå en tur, skyde genvej etc. For Frederiksberg Ældre Kirkegård er der givetvis også mennesker, der kommer for at se kendte personligheders gravsted og forhåbentlig nu også for at se Kirkebys monument til Hunov og hustruen.

Den primære målgruppe for monumentet er naturligvis Hunovs familie og venner, en gruppe for hvem monumentet og de udvalgte krukker i nichen mod nord må give personlige minder og tanker. Krukkerne er tegnet af Th. Bindesbøl, Niels Hansen Jacobsen og Salto, der alle ligger begravet på Frederiksberg ældre kirkegård. Hunov har med sit gravmonument skabt en mini udstilling med nogle af de største danske keramikere og samtidig sendt en lille hilsen til dem på stedet[3].

Foto 5: Krukkerne i John Hunovs niche

De mennesker, der kommer her for den sidste afsked med slægtninge eller venner, eller for at mindes eller sørge over døde, er sikkert optaget af tanker omkring liv og død. Men jeg fornemmede ved mit besøg, at der også var mange, som brugte kirkegården til en gåtur, for få frisk luft eller som genvej. Nogle sikkert ofte og med god tid. Og der var en bred aldersfordeling fra mødre med barnevogne til pensionister med stok. Denne gruppe har sikkert tankerne forskellige steder. Måske på hvem Hunov var, og hvorfor et gravmonument kan se ud som Kirkebys…

Gravmonumentets grundplan – kvadrat med parallel forskudt eller ’knækket’ mur og søjlesider

Værkets ydre danner en kvadratisk grundplan på omkring 3 m, se tegningen. På stedet ligger monumentet med en lille drejning mod nordvest/sydvest.

Grundplanen dannes af 5 søjler og en mur. De 2 søjler i hjørnerne mod vest er kvadratiske, mens søjlerne i midten af siderne mod nord og syd er rektangulære og står ½ sten forskudt for hinanden. Vestsidens midtersøjle er en ’dobbeltsøjle’ med 2 søjler sat sammen og forskudt med ½ sten. Det skaber en form for opdeling af det indre rum i 2 dele.

I østmuren er en ’murforskyder’, der forskyder muren med 1½ sten, og en dyb smal spalte i midten på begge sider (1½ sten dyb og ½ sten bred). Hjørnet mod syd er ½ sten bredere end det nordlige. Det betyder, at hjørnet danner et indtræk i det indre rum. De tynde streger på tegningen markerer de 2 nicher i murværket til Hunovs krukker og hustruens urne. Murens grundplan kan ligne en mæander. Et udtryk der dog ikke er markant på stedet.

‘Gravmonument’ grundplan

Søjlerne på vestsiden er ikke forbundet med en overligger og signalerer ’indgang’, mens den lukkede mur mod øst står som en bagside. Set ud fra grundplanen står muren som skulpturens bærende element og ’søjlesiderne’, som næsten påhæftede.  

Gravmonumentets bygningskrop – det ydre og det indre værk, søjler og væg sat sammen til en rumskulptur med nicher

Sokkel og materialer
På afstand har gravmonumentet ikke et synligt fundament. Monumentet står på en bund af perlesten, der danner en skarp grænse til murstenene. Det optager gravstedets grundrids og fylder som nævnt næsten pladsen ud. Det giver monumentet en særlig kraft i forhold til stedet, og får det til at virke som om, det vokser op fra undergrunden. Stenene står som en modsætning til stiforløbets fliser og grus. Det markerer et andet territorium og en mere levende bund med spil i sollys.

På tæt hold kan man se det øverste af et betonfundament, specielt på østsiden, men ikke så meget at det står som en egentlig sokkel for monumentet. Gravmonumentets mursten er en rød standardsten lagt i et simpelt halvstens forbandt med en lys/grå fuge.

Monumentets ydre krop
Gravmonumentet er lidt lavere end det er bredt. Der er en monumentalitet i dets ydre med de gentagne former. Det har intet tag, og murværket afsluttes for oven med en zinkinddækning. Siderne mod nord og syd er næsten ens og har samme udtryk, mens siderne mod vest og øst er meget forskellige.

Foto 6: ‘Gravmonument’ set fra nord

Nord- og sydsiderne ses på foto 6 (nord) og 3 (syd). Siderne består af 2 søjler, enden af østmuren og en ’overmur’. Åbningerne er omkring 2 m i højden og godt 80 cm i bredden på sydsiden og lidt smallere på nordsiden (cirka 70 cm). De har størrelse som døre og står som ind/udgange eller som store vinduer. ’Overmuren’ er knap ½ m høj og består næsten udelukkende af ’murbjælken’ over åbningerne. Den er lavet som 1½ sten på højkant. Set fra lige vinkler står monumentet som gennemsigtigt, mens det lukker sig mere i skrå vinkler. Det giver en fornemmelse af, at der er noget, man ikke kan se, som gemmer sig bag søjlerne.

Vestsiden består af søjlerne i enderne af nord- og sydsiden samt dobbeltsøjlen med de forskudte søjler i midten, foto 1. Forskydningen er især synlig fra vest ad hovedstien og i skrå vinkler. Siden har 2 store åbninger uden overmur. Åbningen mod syd er lidt større end den nordlige (knap 1 m og godt 80 cm). Man kan se en stor del af østmuren herfra, men dobbeltsøjlen spærrer, så der ikke er fuldt indsyn udefra. Åbningerne står ikke som døre, men som mellemrum mellem søjlerne, og midtersøjlen står måske som en slags ’grænsepæl’ mellem det indre rum og området udenfor[4].

I østsiden er grundplanen ført igennem fra bund til overkant, så de dybe spalter og forskydningen står meget tydeligt, men også de ubrudte, store murflader skaber blikfang, foto 7.

Foto 7: ’Gravmonument’ set fra øst.

Det indre rum
Man kan kun opleve monumentet fuldt ud ved at gå ind i det indre rum. Med dets åbninger inviterer det til det, men man (jeg) skal overvinde respekten for gravfreden, før man går ind – og det har måske også været Kirkebys/Hunovs tanke at udfordre almen dannelse.

Det indre rum er rektangulært, cirka 2,30 m gange 1,90 m. Dobbeltsøjlen mod vest markerer for mig en opdeling af rummet i en nord og syd del, som underbygges af spalten og den indre murs 2 nicher i hver sin ende, foto 4 og 8.

Foto 8: ’Gravmonumentets’ indre rum mod nord set fra vest[5].

Nichen mod nord starter cirka 1,30 m fra bunden, nichen er godt 70 cm bred, omkring 25 cm dyb og godt 30 cm høj. Her står de 3 krukker/vaser beskyttet af en armeret glasplade.

Nichen mod syd er placeret i samme højde og har samme dybde og højde, men er kun omkring 25 cm bred, foto 9. Her står hustruens urne og den er ligeledes beskyttet af en glasplade. Mellem nicherne er den dybe, indre spalte og blanke mur på omkring 80 cm i bredden.

Foto 9: ’Gravmonumentets’ indre rum mod syd set fra vest.

Bunden i det indre rum er en ’fortsættelse’ af perlestenene rundt om monumentet[6]. Med en viden om at Hunovs kiste er placeret her, bliver bunden ikke en neutral plade, men en del af monumentet.

Det indre rum betyder, at der er mulighed for at omgås monumentet både i en offentlig og en mere intim sfære. Bag søjlerne og muren kan man være alene i rummet med de afdøde, men de store åbninger og perlestenene på bunden ude og inde, giver samtidig en fornemmelse af både at være ude og inde på samme tid. Rummets størrelse aktiverer en kropsfornemmelse, der kan virke trangt og give associationer til celler. Omvendt kan man se tingene fra ’en anden side’ eller position, end når man går på kirkegården. Og det manglende tag giver en fornemmelse af at være ubeskyttet mod himlen, men også om der er noget større over én.

Samlet udtryk
Gravmonumentet er i sig selv ikke en stor skulptur. Det står markant på kirkegården uden at være egentlig monumentalt. Med et areal på omkring 9 m2 har det størrelse som et redskabsskur (der behøves ikke byggetilladelse). Dimensionerne gør det mere horisontalt end vertikalt, men det har en opad stræben med søjlerne og åbningernes lodretstillede overliggere samt spalterne. Det er den massive østmur, der udefra først fanger opmærksomheden fra de tilgængelige synsvinkler fra gangstierne (måske er det anderledes fra nogle af gravene).

Der er meget ’både og’ eller dobbeltheder i monumentets udtryk. Det kan ikke siges at være uhyggeligt, men heller ikke idyllisk eller sentimentalt. På den ene side er det en simpel og transparent skulptur med søjler og en væg, og på den anden side er den en kompliceret sag, som i forskellige vinkler bliver uigennemsigtig og ugennemskuelig. Det har en konfrontation mellem lukkethed og transparens, som hele tiden forvandler værkets udtryk for beskueren, og som danner en oplevelse af en tidslighed, et forløb.

Gravmonumentet og lys og skyggeværkets skygger på omgivelserne og figurer i det indre rum

En efterårsformiddag med gråvejr stod monumentet næsten uden lys-/skyggedannelser. Med bedre lysforhold vil man kunne se flere fine skyggedannelser.

Jeg gætter på, at monumentet i sommerhalvåret vil få ’grenskygger’ fra træerne i den vestlige del af kirkegården både på værkets ydre mure og rummet med nicherne.

Jeg tror også, at på tidspunkter med solen i østlige retninger vil muren kaste firkantede eller trapez lignende skygger på flisegangen mod vest. Tilsvarende vil muren give skygger på gravstedet mod øst, når solen er i vest. Med sol i syd vil der sikkert dannes nogle triumfbue lignede skyggedannelser på gravstedet nord for monumentet.

Ud fra fotos kan man fornemme, at monumentets ydermure i stærk sol vil stå lysende røde. Jeg tror, at søjlernes sider mod åbningerne kan stå med sorte skygger ved sol fra øst eller vest. Spalten mod øst vil nok ligne et sort bånd gennem muren ved sol fra syd.

I monumentets indre rum kan man se på foto 8, at skygger fra søjler og overmur lægger brede sorte bånd i geometriske figurer på østmuren og bunden. Ved lav sol fra syd vil figurerne flytte sig hen over dagen samtidig med, at den indre spalte står helt sort, skyggen ’fanges’ her.

Med sol fra vest gætter jeg på, at den dobbelte søjle i midten kommer til at stå som en slags solur, der lægger sin slagskygge på den indre mur og bevæger sig henover den som en tidsmaskine. Sikkert fascinerende at se.

Tanker og eftertanker – monumenter og gravmonumenter, kirkegården som rum, værket som værk samt andre tanker

Monumenter, gravmonumenter og John Hunovs og hustruens

Ordet ’gravmonumentet’ afføder i sig selv et spørgsmål om, hvad dette begreb (egentlig) dækker over, og hvordan Hunovs og hustruens monument kan tænkes ind i forhold hertil.

Efter fremmedordbogen er monument synonymt med mindesmærker, ’monere’ betyder at påminde på latin. Gravmonumenter er mindesmærker for døde, som står ved den pågældendes grav.

Det grundlæggende i begrebet mindesmærke må være, at der skal være noget at mindes, noget som har en form for evig eller langvarig værdi for andre. Og mindesmærket skal udtrykke det, der skal mindes, så det giver mening for dem, som det retter sig mod.

Hvad er det for et minde, der udfolder sig i Hunovs gravmonument? Monumentet er tegnet lang tid før Hunov døde, og der har været en dialog mellem ham og Kirkeby. Har Hunov tænkt, at man bedst bliver husket som kunstmedlever, ved at give et flot kunstværk til byen og til Frederiksberg Kommune, hvor han boede hele sit liv? Til Kristeligt Dagblad siger Hunov, at det betyder meget for ham, at det bliver flot, og på et spørgsmål fra Kirkeby om han er klar over, at det så vil blive fredet, svarer han, at det havde han også regnet med… [7]. På den måde står værket også som et varigt minde om venskabet mellem Hunov og Kirkeby. I jorden ligger kunstmedleveren, og ovenover står kunstnerens værk tegnet til vennen, som det hviler her!

Uanset hvilke hensigter der (i øvrigt) har været, opfatter jeg, at det dobbelte gravsted og de 2 nicher har været en præmis for Kirkeby og dermed også en retningsgivende funktion for værkets formgivning og udtryk.

Gravmonumentet og kirkegården

Kirkegården som fysisk og socialt rum giver en særlig ramme for monumentet, både generelt og konkret. For Frederiksberg Ældre Kirkegård er der ikke nedskrevet specifikke retningslinjer, for hvad man må og ikke må i forhold til udformningen af et gravsted/– monument[8]. Jeg tænker derfor rammerne mere principielt.  

Besøgende på kirkegården er uanset årsagen til besøget tvunget til samvær med monumentet. Den centrale gruppe er i denne sammenhæng de mennesker, der kommer her for den sidste afsked med slægtninge eller venner, eller for at mindes eller sørge over døde. Det er en sårbar gruppe, og det må være en præmis, at monumentet i bedste fald skal støtte disse mennesker – i hvert fald ikke gøre det sværere.

I forhold hertil tror jeg, at mange vil synes, at monumentet ’fører sig frem’ på kirkegården jævnfør dets placering, udfyldelsen af hele gravstedet, størrelsen i rummet osv. Monumentet er ikke bange for at stå som anderledes, og gør det ret ubeskedent… Nogle vil måske mene, at Hunov og Kirkeby har sat et ’mod-monument’, der er noget iscenesættelse her.

Jeg oplever ikke, at monumentet bryder med præmissen ovenfor. Det er ikke så radikalt i sit udtryk, at det omskriver kirkegårdsrummet til noget andet. Selvom det står som en kontrast til meget af det, der ellers er i rummet, spiller den også sammen med kirkegårdsmuren og andre bygninger som murstensværk – især set på afstand – og indramning/-hegning bruger de andre gravsteder jo også på forskellig vis. Monumentet er heller ikke umiddelbart en ’iscenesættelse af Hunov og hustruen’. Her er ingen store guldbogstaver, fine titler eller portrætter, der kan aflæses på lang afstand, som på andre gravsteder. 

Når et værk står på en kirkegård, vil det for mange beskuere nok være forbundet med tanker om død, liv, der er slut, menneskeskæbner – uanset om man har familie eller venner, der er begravet/nedsat på stedet. For nogle også tanker i ud fra en kristen sammenhæng med tro, sjæl, tilgivelse, frelse, opstandelse m.m. For andre måske tanker om hvad vi egentlig ved om disse fænomener og meningen med livet. De to afsæt udelukker ikke hinanden… Og tankerne påvirker naturligvis, hvordan man ser og ’læser’ monumentet.

Værket i sig selv og Kirkebys greb

Monumentet er et dobbeltværk på mange måder. I første række bogstaveligt ved at det både udtrykker sig gennem en ydre form og et indre rum. Og dernæst ved dobbeltheder i de enkelte ’byggeklodser’.

I den ydre form er der en ’uro’ over monumentet som om, det ikke er færdiggjort eller er ved at forfalde, opløses. Er det fordi formen er sluttet, men ikke lukket…? Eller fordi murens forskydning bare står frit…? Eller fordi midtersøjlen på vestsiden mangler forbindende overmure…?

Et andet bidrag til det dobbelte ligger i monumentets evne til at stå både lukket og transparent så noget, som man før kunne se (klart), forsvinder i andre vinkler. Et tredje bidrag er brugen af kvadratet som grundplan. Kvadratet står som symbol på, at der er orden, system i tingene, forståelse og klarhed, men som her har huller (åbninger) og som ikke hænger sammen…

Både uroen, noget ufærdigt, det uklare og hullerne i ’systemet’ afspejler vel et vilkår for mennesker i forhold til viden og sikkerhed om, hvad vi ved eller ikke ved og specielt i den særlige ramme død og begravelse udgør i denne sammenhæng. 

Med et indre rum skaber Kirkeby oplevelsen af en tættere kontakt med den afdøde end på et åbent gravsted. Derudover får man herfra et andet vue af kirkegården. Jeg får associationer til, at det er den døde, der ser ud på verden… og hvor søjlerne er tremmer i et bur, hvor Hunov og hustruen (selvvalgt) har lukket sig inde… Herfra er der ikke langt til at tænke på dobbeltheden med det ydre og indre som en symbolik på selve mennesket…

Muren mod øst er et bærende element i værket i forhold til funktionen som gravsted og har sin forskydning og dybe spalter både i den ydre og indre del samt nicherne til ægteparret Hunovs ting.

Forskydningen – den ind- eller udtrukne mur – forlænger søjlevirkningen, så monumentet ikke slutter i en plan væg. Men den markerer også, at noget er skredet og forsætter på et andet ’plan’. Tilsvarende kan spalten ses som et pludseligt stød eller slag, som har efterladt et langt sår, men hvor tingene forsætter på samme plan. At se en metafor til livet og dets gang på jord er nærliggende, men tolkningen er en privat sag.

En mur og et rum med urner giver mig associationer til et kolumbarium, en urnehal som findes i tilknytning til visse kirker (og også et flashback til gamle kriminalserier med Perry Mason eller Peter Falk). Men her er der også krukker som kunstværker i kunstværket, en Hunovsk urnehal…

Vestsidens enkeltstående søjle fungerer som en ’formopløser’, så værket ikke bliver et rigtigt hus, og som en indre rumopdeler ved at bidrage til indtrykket af, at der er 2 gravsteder i ét.  Men søjlen har også sine flertydigheder: er den en dobbeltsøjle, hvor 2 søjler er sat sammen forskudt for hinanden, eller er den én søjle, som er under omdannelse til 2…? Og man kan få associationer til, at den skal symbolisere noget: et par mennesker eller sjæl og legeme…? Udover at den kan ses som et solur, der tæller timerne for Hunov og hustruen.

Andre tanker og eftertanker

Det er nok naturligt, at når et værk står på en kirkegård, vil man som beskuer af sig selv søge at placere værket ind i referencer til andre bygningsværker med relation til kirkegårde (udover en urnehal). Mange vil måske umiddelbart forbinde monumentet med et lille kapel eller et anneks hertil. Kapeller bruges som bekendt til begravelseshandlinger. Og det skaber måske en genoplevelse af Hunovs begravelse eller hensættelsen af hustruens urne, når familien er her.

Krukkerne danner som beskrevet tidligere en lille udstilling til minde om 3 store keramikere – Hunov var kunstformidler til det sidste. Men de er også et stærkt symbol på, at her ligger en kunstelsker/samler, og at en kunstmedlever også har kunst med i døden til evigheden.

 Torsten Karlsson, januar og november 2020


Fodnoter:

[1] En række bidrag fra familien er med tak indarbejdet i noten. Hunov omtaler selv monumentet i et fødselsdagsinterview i Kristeligt Dagblad d. 23. juni 2016. Der er en artikel om monumentet i Frederiksberg Bladet, uge 31 2018. Om ’kunstmedlever’ henvises til Hunovs erindringer ”Snot og Harsk”. Lundtofte, 2007.
[2] Se note om Havemur ved Ribe Kunstmuseum.
[3] Kilde og foto: Hunovs familie.
[4] Fritstående mursøjler har Kirkeby brugt i stor stil i et sommerhus på Læsø, se Kunsthaus Bregenz: Per Kirkeby Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeichnis, 1997. Verlag der Buchhandlung Walther König, Köln.
[5] Kilde: Martin Toft Burchardi Bendtsen/Arkitekturbilleder.dk
[6] På noten fra Per Kirkeby arkivet fremgår, at der har været en plan om at lægge mursten som bund…
[7] Interview i Kristeligt Dagblad d. 23. juni 2016.
[8] Ifølge artikel om gravmonumentet i Frederiksberg Bladet, uge 31 2108.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: