PADERBORN (1993) – Jüdisches Mahnmal

En skulptur med to sider til erindring og formaning   

Note om Per Kirkebys mindesmærke over de deporterede jøder i Paderborn

Kort om mindesmærket  

I Paderborn har Per Kirkeby skabt et mindesmærke over nazisternes deportering af byens jøder. Mindesmærket er opstillet i 1993 på foranledning af bystyret i forbindelse med 55 års dagen for nedbrændingen af byens synagoge og starten på pogrom.  

Mindesmærket er opført i gule mursten og står i byens gamle bydel på et mindre bytorv, hvor synagogen tidligere lå. På stedet og i værkfortegnelserne omtales mindesmærket som ’Jüdisches Mahnmal’[1]

Et mindesmærke er en skulptur, der stiller særlige krav til placering, uforgængelighed, form og udtryk. Især er kravene store til et mindesmærke over en af verdenshistoriens mest tragiske begivenheder – nazisternes forfølgelse, deportering og mord på jøderne. 

Kirkeby har løst opgaven ved at lave en stor mur. Muren er 5 m høj, 6½ m lang og godt 1 m bred. Murens grundplan er en mæander, som et trukket sammen, så der skabes en forskellig forside og bagside. Forsiden markerer selve mindesmærket og er udformet med 3 indtrukne nicher, hvor der i 2 nicher er opsat sorte kobberplader med mindetekst og navne på de deporterede. Bagsiden består af 3 store murflader med 4 dybe spalter imellem, som er åbne foroven. Ved at bruge den gamle synagoges byzantinske stil med bl.a. gule mursten og bånd af røde mursten, skaber han en direkte reference til stedets historie. 

Mindesmærket har en enkelhed og overskuelighed over sig uden brug af symbolske klichér. Dets proportioner er harmoniske, og dets form ligger indenfor ’byrummets sfære’. Jeg oplever, at Kirkeby har skabt et monument, der viser indlevelse i situationen for de mennesker, som kommer for at mindes, og en skulptur som samtidig kan fungere på et bytorv, hvor en række mennesker har en dagligdag, og hvor der tæt på monumentet ligger et sygehus med mennesker i en sårbar situation. Jeg oplever også, at han har skabt et ’Mahnmal’, en formaning, der har et indhold, der rækker udover Paderborn og jødernes tragedie, fra fortid til fremtid, måske noget evigt.

Foto 1: Mindesmærkets forside (nordside)

Foto 2: Mindesmærkets bagside (sydside)

Mindesmærket som skulptur 

Man kan ikke se Kirkebys mindesmærke uden at tænke på, at for kunstneren må det at lave et mindesmærke være en særlig udfordring. Den tragiske baggrund for det Jüdische Mahnmal gør ikke opgaven nemmere. Derfor nogle overordnede tanker om mindesmærker til indledning. Udover jeg at synes, at problemstillingen er interessant i sig selv, kan den belyse nogle af Kirkebys løsninger. 

Det må være alment, at et mindesmærke har en anledning – at noget eller nogle har haft en betydning, som andre mener, er så vigtig, at det eller de skal huskes/mindes. Mindesmærkets funktion eller mission er at udtrykke dette minde, forankre det i billeder og henvisninger, så erindringer kan genkaldes på en meningsfuld måde for dem, som mindesmærket er tænkt til.

I denne ramme for opgaven ligger nogle begrænsninger i sig selv. Derudover må materialet og skulpturens form have en uforgængelighed. Et mindesmærke skal i princippet vare evigt – i modsætning til synagogen, der blev brændt ned… Holdbarhed og stabilitet har også været et emne mellem Kirkeby og opdragsgiverne[2]

Endvidere må et mindesmærke være en frontal skulptur. Det fordrer respekt og afstand og stiller krav til et ’forrum’ – men det betyder også, at bagsidens udformning bliver en opgave, der skal løses uden at sætte forsidens mission over styr og gerne styrke den. 

Det fysiske rum for mindesmærket – Paderborn bymidte og et aflangt, intimt torv som mindesmærket deler i to.

Paderborn ligger i Nordrhein-Westfalen mellem Dortmund og Hannover. Byen har omkring 150.000 indbyggere. Mange danskere kender sikkert kun byens ølmærke. Men i Tyskland er byen kendt for et katolsk ærkebispesæde med en stor domkirke og som en by med IT-virksomheder og universitet. Jeg kan læse mig til, at byen har haft et jødisk samfund siden middelalderen.

Det jødiske mindesmærke står i den sydøstlige del af Paderborns gamle bymidte, cirka 150 meter fra domkirken. Den gamle bymidte er præget af snævre gader, gamle (genopførte) huse og en å (Pader), der snor sig gennem byen. Der er noget ’Spitzweg’[3] over bymiljøet, som står i kontrast til de overgreb, jødeforfølgelserne præsenterer.

Mindesmærket er placeret på et mindre torv, ’An der Alten Synagoge’, tæt på hvor den oprindelige synagoge stod i 1938. Man kan komme ind i området fra 5 smalle gader, der støder til pladsen, og som er med til at skabe dens rum – se kortudsnittet.

Grundkort: OpenStreetMap – Bidragyderne

Pladsen er et aflangt nord-/sydligt rum på cirka 30 gange 90 meter (indtegnet på kortet). Rummet indrammes af bygninger med pudsede facader på 3-4 etager langs gaderne og pladsens vestlige side. I den sydlige ende skiller sygehuset ‘Sct. Vincent’ sig ud med sine 6 etager og glasfacade mod pladsen. Bygningerne omkring pladsen rummer cafeer, mindre butikker samt et plejecenter (‘Westphalenhof’) og en retsbygning (Amt- und Landgericht Paderborn) – se foto 3, 4 og 5.

På fotoene kan man se, at bunden falder jævnt mod nord og en smule mod øst. Bunden kan opdeles i tre. En nordlig del med brosten, cykelstativer, spredte træer og caféborde – og stole (på en sommerdag). En sydlig del foran sygehusets ind/udgang med en halvrund vendeplads for biler og en springvands-skulptur. 

Mindesmærket er placeret parallelt med vejen langs sygehuset og vender forsiden mod den nordlige del af pladsen. De nære omgivelser omkring mindesmærket er friholdt for ’inventar’ bortset fra et træ mod sygehuset og et skilt med beskrivelse af den historiske baggrund for mindesmærket. Der er 8 meter til den nærmeste bygning, 7 meter til gaden mod syd og 13 meter til gaden mod øst.

Foto 3: An der alten Synagoge set fra nord

Rummet virker som en modsætning til den nærliggende store Domsplatz, der er domineret af kirkens tunge (og påtrængende) volumen. ’An der Alten Synagoge’ er mindre, mere intimt og mere anonymt, og lidt speciel ved den faldende bund.

Mindesmærket kommer med sin placering og form til at fungere både som en slags rumopdeler og som et vartegn for pladsen. Mindesmærket deler rummet i to dele eller verdener med forskellige funktioner og synsoplevelser. Dets ’bagrum’ skaber et rum til sygehusets venteplads og vendeplads til på/aflæsning af folk. Den lukker dette rum af mod den øvrige del af pladsen og indskrænker ud/indsynet til sygehuset. Den øvrige, større del af ’An der Alten Synagoge’ bliver omvendt ’skånet’ for synet af den konstante kørsel til/fra sygehuset og kan bedre fungere som et bytorv med plads til daglige aktiviteter og som en mindeplads, hvor folk kan samles foran mindesmærkets forside.

Foto 4: An der Alten Synagoge set fra nordøst

Mindesmærket stikker ud i forhold til pladsens bygninger med sin form og sit udtryk. Det står lidt som et fremmedlegeme, som noget der er bragt ind eller blevet tilbage… Men det er ikke gemt væk, og det står på pladsen uden konkurrence fra andre vartegn for stedet. Jeg tror, mange ser mindesmærket som en markør for stedet. Hvis man ikke kan huske navnet på pladsen, kan man i hvert fald huske mindesmærket.

Mindesmærkets for – og bagside er som nævnt meget forskellige. Jeg oplever, at de to sider lukker sig om sig selv, at de ikke som sådan opfordrer til, at man går om på den anden side.

Foto 5: An der Alten Synagoge set fra sydvest

Mindesmærkets to sociale rum – daglige brugere af pladsen, folk der mindes og sårbare mennesker

Det centrale udgangspunkt for mindesmærket er naturligvis de mennesker, som kommer her for at mindes. Jeg tænker, at det er de deporteredes familie og venner, det jødiske samfund, men også ’almindelige’ tyskere, der har forfædre, hvis ugerninger eller manglende reaktioner, man ønsker at sone. På fotos fra stedet kan man se højtideligheder, hvor der lægges kranse og blomster ved mindesmærket. Jeg går ud fra, at disse markeringer finder sted på bestemte dage i forhold til forfølgelsen og deportationen af jøderne.

Mindesmærket står i et byrum, ikke i en mindelund, med mange daglige brugere, som har forskellige adkomster til at komme/være på ’An der Alten Synagoge’ (vi er udenfor selve turistområdet i Paderborn). Det er f.eks.:

  • Beboere, herunder beboerne på plejecentret
  • Patienter, der er indlagt eller skal behandles på sygehuset og deres pårørende
  • Folk som skal i retten
  • Brugere af butikker, cafeer og pladsen 
  • Folk, der arbejder i butikker, cafeer, sygehuset, plejecentret eller retten
  • Folk, der er under transport gennem rummet – i bil, bus, cykel eller gående

Der er mange som opholder sig i rummet i længere tid, men også en del, der er under gennemgang. Der er givetvis folk, som er faste brugere af pladsen, og folk som kommer her sjældnere. Jeg tror, at de fleste er klar over, hvad mindesmærket står for og kender den overordnede fortælling om jødeforfølgelserne. Der er sikkert stor forskel i folks personlige historie i forhold til dette emne og nazitiden og dermed hvilke tanker, de har i forbindelse hermed. For folk i sårbare eller usikre situationer som sygehusets patienter og måske tilsagte i retten må mindesmærket skabe særlige tanker, og for personalet på disse institutioner kan det minde om, at de har særlige forpligtigelser i forhold til andre mennesker og magt.  

Rummet mod hovedindgangen til sygehuset er et socialt rum, hvor der er mennesker hele tiden, som kommer, går eller venter. Det er et sted med uro og bevægelse. Man er aldrig alene her fysisk, men alligevel er det et rum uden megen samtale, der er ingen caféborde… De mennesker, der er her, kan være på vej til sygehuset for at blive undersøgt, behandlet etc. eller være på vej hjem fra sygehuset. Nogle kan være blevet erklæret raske, andre har måske fået forandret deres liv og nogle måske en dødsdom. Jeg tror, at for de fleste mennesker vil et ophold på sygehus under alle omstændigheder være forbundet med tanker om liv og død i en eller anden form.

Grundplan for mindesmærket – en sammentrukken mæander med et dobbelt udtryk

Mindesmærkets grundplan er vist nedenfor. Grundplanen tager udgangspunkt i et ornament, en mæander med lige sider og skarpe hjørner. Men det er en speciel mæander, hvor åbningerne mod syd (bagsiden) er trukket eller presset sammen til smalle, dybe spalter på en ½ murstens bredde og 3 stens dybde (cirka 85 cm). Til sammenligning er åbningerne mod nord (forsiden) på 4½ stens bredde (cirka 110 cm). Det forvandler et simpelt forløb til noget mere kompliceret. Det er som om, mindesmærket får en indre krop, og en kerne man ikke kan trænge helt ind i. Og de to sider får et meget forskellige udtryk.

Kirkeby noterer på en tegning i arkivmaterialet, at ’Wand wird zur Mauer’ og ’remplissage’ (udfyldning) bliver til ossature (struktur/ skelet)’[4].

Grundplan Paderborn – Jüdisches Mahnmal

Mindesmærkets bygningskrop – en solid dobbelt skulptur, en forside med nicher og buer, en bagside med store flader og spalter

Mindesmærket er stort som skulptur betragtet med en højde på 5 meter og en længde på over 6 meter. Det bygget i den gamle synagoges byzantinske stil med en bund i gule sandfarvede mursten og bordeauxrøde bånd. Det er en horisontal skulptur, men Kirkeby skaber en vertikal bevægelse ved hjælp af halvbuer foroven og ved at lade bredden på de røde bånd aftage i højden opad. 

Mindesmærket har en enkelhed og overskuelighed over sig. Dets proportioner er harmoniske, og dets form ligger indenfor en ’arkitektursfære’. Formerne er ikke overdimensionerede eller underlige – i hvert fald ikke på forsiden. Men dets størrelse i forhold til rummets øvrige bygninger signalerer noget, der er skaleret ned, at man står med en ’model’. Og at det, man ser, måske kun et udsnit af noget større.

Materialer og sokkel

Mindesmærketstår ikke på en sokkel og har ikke noget synligt fundament, det står direkte på pladsens brostensbelægning. Den skarpe grænse mellem pladsens blanke brosten, som reflekterer lyset, og mindesmærkets lyssugende mursten giver større tyngde til mindesmærket.

Den manglende sokkel skaber på den ene side en oplevelse af, at det ikke er en museumsgenstand, noget udstillet, man står overfor. På den anden side giver det en oplevelse af, at det er at noget, som er bragt ind i rummet og ikke opført på stedet i modsætning til rummets bygninger, jfr. også det fysiske rum.

Værket er bygget i et simpelt halvstens forbandt med grå mørtel. Terrænet falder mod nord og øst, men mindesmærket optager faldet, og dets overkant er holdt vandret. Faldet i terræn betyder, at mindesmærket har en gul bund mod brostenene på forsiden og en rød på bagsiden.

Jævnfør grundplanen er mindesmærkets for – og bagside forskellige. Både indretningen af pladsen omkring mindesmærket og mindesmærkets udformning i øvrigt markerer de to siders forskellige funktion.

Forsiden – mod nord

Mindesmærkets forside er den mest ’bygningsagtige’, se foto 1. Den kan ligne indgangen til en bygning – ganske vist med tilmurede åbninger. På afstand og set frontalt virker den lukket, massiv og tung, måske fordi man skal se op mod den på grund af det skrånende terræn. Den udstråler en form for uforgængelighed, som noget der bliver stående her. Set i mere skrå vinkler virker den mindre tung, og de 4 murpiller eller udtræk skaber en fornemmelse af rum imellem dem. På afstand bemærker man også de røde murstensbånd, der skaber en afvigelse til rummets øvrige byggeri. Jo tættere man kommer på, jo mere træder buerne for oven og de sorte kobberplader frem, og helt tæt på får man en oplevelse af at være i det indre af et rum – ikke udenfor.

Murpillerne eller -udtrækkene danner rum til nicherne, men de er også ‘fødder’ for buerne for oven. Murpillerne er næsten kvadratiske, og deres bredde på godt 80 cm bidrager til at skabe et indtryk af soliditet. De er lavet så brede, at der mellem buernes befæstning på dem kan blive et mellemrum, så man kan se gennem en spalte for oven (foto 1). De to yderste piller er forlænget på højde med buerne, så de står som ’gavle’ og skaber en harmonisk sammenhæng mellem for – og bagside.

Nicherne eller indtrækkene står i mindesmærkets fulde højde og er afskærmet af buerne øverst. Nicherne er lidt bredere end udtrækkenes dybde, hvilket medvirker til at skabe en harmoni på forsiden. I to nicher er plader med indskrifter og navne på de 300 jøder i Paderborn, der blev deporteret og myrdet. Man skal stå inde i nichen for at kunne læse teksterne. Det er Kirkebys forslag, at den sidste niche skal være tom. Han siger, ’det er den egentlige Mahnmal, for hvis der havde været flere jøder i Paderborn, havde der også stået navne der’[5].       

De runde buer genfinder man på billeder af den gamle synagoge. Buerne binder skulpturens murpiller sammen og gør disse søjleagtige, og de udvisker det mæanderudtryk, der ligger i grundplanen. Buerne er 1½ sten dybe, hvilket skaber en åbning bag dem i samme bredde, dvs. cirka 36 cm. Åbningen betyder, at lyset kan ‘falde ned’ i nicherne fra oven.

Bagsiden – mod syd

Når man ser mindesmærkets forside, forledes man til at tro, at bagsiden er en blank væg. Men bagsiden ’snyder’. Den er ganske vist ’mere mur’ end forsiden, men dens sorte, dybe spalter gør den skulpturel (se foto 2). Når man ser bagsiden fra sygehuset, virker den stor, massiv og lukket, men også til dels skrøbelig. De dybe, sorte spalter deler skulpturen op i mindre dele, som må stå ’alene’, og de åbne spalter foroven skaber en fornemmelse af, at den øverste del af muren kan knække…

De store, lodrette flader og spalterne fanger opmærksomheden først, men de røde, vandrette murstensbånd og deres aftagende højde opefter skaber en bevægelse, som giver et samspil med en egen dynamik. På stedet oplever jeg, at folk, der venter eller trækker frisk luft foran sygehuset, uvægerligt står og ser på skulpturen.

Lys og skygge – metafysiske skygger, lyssøjler og klare lysstråler

Jeg var i Paderborn på en gråvejrsdag om sommeren uden direkte sol. Men jeg gætter på, at med sol vil træerne på pladsen og en del af bygningerne omkring pladsen danne skygger på mindesmærkets murstensvægge, som i løbet af dagen vil ’bevæge’ sig på skulpturen og skabe forskellige mørke figurer specielt på sydsiden – gøre den levende.

Mindesmærket ’selv’ skaber nogle lys/skyggevirkninger med sin placering, form og materialer. I de ’lukkede’ spalter dannes en sort (metafysisk) skygge, der bliver ’hængende’ i spalten, og i de åbne spalter over ser man en lyssøjle. Som nævnt kan lyset falde ned i nicherne gennem åbningerne bag halvbuerne. På dage i sommerperioden hvor solen står højt og flytter sig fra nordøst til nordvest, tror jeg, at man kan opleve den som en klar lysstråle, en projektør på nichernes vægge.

Tanker og eftertanker – et enkelt, men manende ’Mahnmal’, dybe sår og håb

I afsnittene overfor er allerede nedfældet en række iagttagelser, associationer og tanker om mindesmærket. I dette afsnit supplerer jeg med nogle andre vinkler.

Forsiden af Jüdische Mahnmal

Per Kirkebys mindesmærke i Paderborn står for mig som en modsætning til barndommens Mindepark i Aarhus for de faldne i 1. Verdenskrig eller de store amerikanske krigsmemorials i Washington, jeg har set som voksen. Det er mindesmærker, der er placeret i fredelige omgivelser, og som udtrykker sig meget direkte figurativ/billedligt om det, de skal skabe en erindring om.

Kirkebys mindesmærke har en anden anledning, en udåd uden helte. Det står midt i byen, hvor bagtæppet er dagligdag, uro og trafik. Mindesmærket er uden symbolik til Davidsstjerner, togvogne, krematorier eller hvad man i øvrigt forbinder forfølgelserne og deportationerne med. Men værket står ikke kun som en mur til mindepladerne med navnene på de deporterede jøder. Gennem sin form udtrykker det i sig selv en række andre ’budskaber’. Jeg tænker bl.a. på, at:

  • Mindesmærket virker ’nedskaleret’, som en model af noget. Modelperspektivet frigør det på en måde fra stedet – en besked om at der er andre steder, hvor mindesmærket også kan stå som et ’Jüdische Mahnmal’?
  • Grundplanens mæanderforløb kan symbolisere livets generelle forløb med vekslen mellem op – og nedgange, pludselige forandringer, smerter og glæder etc. Den sammenpressede mæander med de dybe spalter giver billede af et særligt og nærmest brutalt forløb…
  • Mellem nichernes bagvæg og halvbuerne kan lyset fra oven falde ned over nicherne som en slags guddommelig lysstråle… eller som en påkaldelse af højere magter?

Kirkeby omtaler den tomme niche som den ’egentlige Mahnmal’. På tysk er en ’Mahner’ en person, som taler alvorsord (manende) til offentligheden. Fra fokus på fortid og minder til fremtid og adfærd…  

Jeg kender ikke personligt jøder, hvis familie har været udsat for forfølgelser og deportationer i nazitiden. Når man ser pladerne med de mange navne, kan jeg – og sikkert de fleste mennesker – danne billeder og tanker om de overgreb og myrderier på jøderne, som fandt sted. Film, TV og bøger med billeder om perioden har sørget for, at historien er fortalt og har skabt referencer hos os alle. Man skal stå i selve nicherne for at kunne læse indskrifterne og det overvældende antal navne på kobberpladerne. Her kan man føle sig alene med sine tanker, som at være i en bedeniche. Udover tanker om jødernes ulykkelige skæbne og menneskers grusomhed melder sig hos mig også tanker om proportionerne i ens egne fortrædeligheder, og om hvordan man selv ville have reageret som borger i Paderborn i nazitiden. Der er sociologer, der mener, at 80 % af os vil forholde os passive under disse omstændigheder… skræmmende.

Bagsiden af Jüdische Mahnmal

Jeg tror, at man får forskellige oplevelser af bagsiden i forhold til, om man ser den før eller efter forsiden – eller måske kun ser bagsiden. Det sidste kan nok ofte være tilfældet for mange, der er her på grund af sygehuset.

Når man ser bagsiden i forlængelse af forsiden, er det naturligt, at man søger at sætte den i sammenhæng med, hvordan man oplever forsiden. Jeg kan se bagsiden som en form for ’baggrund’ for forsiden – det vandrette forløb med de dybe, lodrette spalter giver associationer til jødernes historie. At forfølgelse og deportationer ikke kun handler om nazisterne. De sorte, dybe spalter som et billede af de store ulykker og sår, jødernes historie er fuld af, og som aldrig vil kunne læges. Men også se de åbne spalter for oven, hvor lyset står over den mørke spalte som en solopgang, som en ny begyndelse(r), et nyt håb…?[6]. Man kan også se bagsiden som en reference til værkets fysiske placering overfor sygehusets ind/udgang og de mennesker, der kommer her. ’Ingen kommer til eller forlader et sygehus uden at blive påvirket af det’… som Kirkeby skriver om skulpturen ved Esbjerg Sygehus[7].

Torsten Karlsson, november 2017 og april 2020

Praktisk:

Adresse: An der Alten Synagoge
Parkering: på pladsen og de tilstødende gader 
Offentlig transport: ca. 1½ km fra Banegården
Adgang: gratis

Fodnoter:

[1] ’Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeichnis’, Kunsthaus Bregenz 1997. ’Per Kirkeby. Bygningskunst’, Lars Morell, Aristo 1996.
[2] Breve i Kirkeby Arkivet.
[3] Kirkeby har skrevet om den tyske maler og småborgeridyllen i ’Naturens blyant’, 1978 Borgen. Carl Spitzweg var en af Hitlers yndlingsmalere.
[4] Lars Morell op. cit., side 323.
[5] Se Lars Morell op. cit., side 322.
[6] I Lars Morell, op. cit, taler Kirkeby om fænomenet som ’genopstandelsesbilleder’, men også om at bevare en ’uskyld om de symbolske betydninger i værket’.
[7] Se note om ’Esbjerg’ på bloggen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: