MÜNSTER (1997) – BUSHALTESTELLE

En mæander som buslæskur og støjmur og som en transformation af rum…


Note om bygningsskulptur af Per Kirkeby i Münster, Tyskland

kort om skulpturen

På Schlossplatz i Münster står en rød murstensskulptur med et indbygget buslæskur af Per Kirkeby. Værket var Kirkebys bidrag til byens ’Skulptur Projekte’ i 1997. Münster har hvert tiende år siden 1977 ladet et stort antal kunstnere opføre skulpturer forskellige steder i byen.  

Værket er placeret mellem tre bygninger, der danner en gård imellem sig. Bygningerne rummer nu universitet i Münster’s Germanistikafdeling. I 1997 var her et gymnasium. Værket omtales i værkfortegnelserne som Münster (1997) med undertitlen Bushaltestelle [1]. Jeg har valgt at bruge undertitlen i noten.

Kirkeby har haft et funktionelt udgangspunkt for værket nemlig at lave et støjværn mellem gymnasiets skolegård og Schlossplatz samt et buslæskur, som kunne rumme op til 50 personer. 

Han løste opgaven ved at lave en lang mæandermur med ind-/ udtræk og smalle spalter med buslæskuret i midten. Værket er 47 meter lang, 3 meter bred og 4 meter høj. Muren er hæftet på en bygning i den ene ende og slutter med en åbning til ’skolegården’ i den anden. Muren og læskuret skaber to forskellige rum for skulpturen – en ’skolegård’ og et gaderum – og med to forskellige udtryk.

Mine billeder og eftertanker kredser især om værket som en stor mæander og den symbolik, der i sig selv er indlejret heri og specielt i forhold til stedet. Selve buslæskuret står som et midlertidigt opholdssted mellem noget før og efter, et sted, hvor man skal ’vente’, og hvad det kan indebære. Med indhegningen af skolegården lukkes noget ude for, at noget andet kan lukkes ind. Der skabes en lukket verden, men også en form for scene med murens ind-/ udtræk som et fast bagtæppe. Foregår der et dagligt drama her?

Foto 1: ’Bushaltestelle’ i gaderummet set fra nordvest

Foto 2: Nordlige del af ’Bushaltestelle’ i skolegården set fra nord


Bushaltestelle og det fysiske rum – et opdelt rum: et stort, aflangt gaderum og en rektangulær skolegård 

Bushaltestelle og Kirkebys to skulpturer udfor Bio Science (se note om Schlossplatz) deler i et vist omfang fysisk og socialt rum. Jeg har valgt at bruge samme beskrivelse i begge noter. 

Münster liggeri Nordrhein-Westfalen 70 km nord for Dortmund. Byen har omkring 300.000 indbyggere, Den har et af de største universiteter (Wilhelms Universität) i Tyskland og er kendt for en smuk gammel bydel med snævre gader og mange store kirker. Kirkebys Bushaltestelle står på den østlige side af Schlossplatz i udkanten af den gamle bykerne, se kortet nedenfor. 

Grundkort: ©OpenStreetMap-Bidragyderne

Der er adgang til Schlossplatz af flere gader fra bykernen, fra stisystemet og fra indfaldsveje gennem universitetsområdet og de vestlige bydele. 

Man kan opdele rummet i tre med udgangspunkt i bundens forløb. En vestlig del som består af en bred græsplæne gennemvævet af stier og en bred forbindelsesvej langs universitetsbygningerne. Her står de to andre skulpturer af Kirkeby. Den midterste del af bunden består af stisystemet og en stor markedsplads, der er asfalteret og omgivet af halvhøje træer.

Det nære rum om Bushaltestelle kan opdeles i et ’gaderum’ og en ’skolegård’. Skolegården er dannet ved, at tre bygninger er trukket ind fra vejen, så der fremkommer en rektangulær plads. Bushaltestelle adskiller skolegården og gaderummet. 

Gaderummet er et offentligt rum, hvor Schlossplatz er en firesporet vej med cykelstier og fortove på begge sider (se foto 1 og 3). I nordlig retning drejer vejen svagt mod vest.  Jeg gætter på, at vejanlægget er omkring 30 meter bredt. Der er 3-4 etagers rødstensbygninger mod bykernen og to rækker høje træer mod pladsen. Som sådan har gaderummet derfor en væg mod pladsen, men den er delvis gennemsigtig om sommeren og givetvis helt uden blade om vinteren.

Skulpturen står på et gråt flisefortov, der adskilles fra vejbanen af en cykelsti med rød belægning. Muren er bygget sammen med en bygning i den sydlige ende, så der dannes en vinkel. Gaderummet er et ’passagerum’ med bevægelse, uro og bilkørsel i staccato tempo på grund af lysreguleringer. Man kan føle sig lidt udsat som gående eller cyklende. Som bilist kan man måske opleve at køre langs et område (pladsen mod vest), der fungerer som et parallelrum, og hvor der foregår noget andet end trafik.

Foto 3: Gaderummet set fra nord

’Skolegårdsrummet’ er ’privat’ rum for universitetets studerende og personale (se foto 2 og 4). Rummet afgrænses på 3 sider af 2-3 etagers, forholdsvis anonyme bygninger og af Bushaltestelle på den fjerde. Mellem Bushaltestelle og den nordlige fløj er der en åbning til ’gården’ på omkring 3,5 meter fra gaden. Bunden i skolegården er omtrent kvadratisk med sider på omkring 50 meter og består primært af et asfaltareal med spredte træer på mindre græsarealer. Langs Bushaltestelle er der i den ende asfalt/fliser og i den anden græs. 

Jeg oplever, at rummet domineres af bygningernes store glaspartier, masser af cykler (og cyklende), og man føler sig som i et hul. At træde ind i rummet udefra er at træde ind i en anden verden, væk fra trafikstøjen. Men hermed er der også fjernet noget at se på. Der er ikke hyggeligt eller idyllisk her. Det virker som et sted, hvor man ’lander’ (stiller sin cykel), og hvor det egentlige formål foregår i bygningerne. Der er meget bevægelse ud/ind af rummet – men ingen boldspil, slåskampe eller sjipning – lidt snak i små grupper.

Jeg tænker også på, hvorfor har der været et hul ud til vejen? Er der en forhistorie? Noget som er brudt ned tidligere? Er der en sammenhæng med den store åbne plads i midten af Schlossplatz? Eller er Bushaltestelle en genopførelse af en mur, som har været her tidligere?

Foto 4: Skolegården set fra vest

Bushaltestelle opfylder en klar en rum- og byplanmæssig funktion. Den reducerer trafikstøjen ved at skabe et lukket rum og leverer et buslæskur. Den giver sikkert en oplevelse af større tryghed i gården og lukker samtidig et hul i gadeforløbet, som måske virkede distraherende for trafikanterne. Men de to rum skaber også en mental fornemmelse af noget ’ude og inde’ og af indhegning eller indelukke. 

Jeg oplever ikke Bushaltestelle og skolegårdens rum med dets bygninger som én skulptur, selv om farve og materialer er beslægtede, og de er bygget sammen. Skulpturen eller muren er sig selv, og repræsenterer noget andet end gymnasiet/ universitet. Jeg opfatter det samme for ’trafikrummet’. 

Bushaltestelle er placeret, så man ikke kan undgå at bemærke dens ’specielle’ ud/indtræk og spalter, men uden at det virker mærkeligt. Det gælder i begge rum. Der er heller ikke nogen urørlighedszone omkring den. Man er tvunget som fodgænger til at gå langs den i trafikrummet, og i skolegården lægger bænke i muren op til, at man skal sætte sig i den. 

Man kan se Bushaltestelle fra bygningerne, og man kan ikke undgå at se, hvordan andre forholder sig til den, en speciel voyeur situation.

Bushaltestelle og det sociale rum – studerende og mennesker, der er undervejs        

Jeg opfatter, at der fire gruppe beskuere til Bushaltestelle:

  • Brugere af gaderummet: fodgængere, cyklister, bilister samt folk, der venter på bussen.
  • Brugere af ’skolegården’ og universitetslokalerne 
  • Brugere af pladsen i midten af Schlossplatz
  • ’Skulpturturister’ 

Brugerne af gaderummet kan opdeles i undergrupper, men jeg gætter på de fleste typisk er på vej til/fra arbejde eller uddannelsessted, og at de er ret ’faste’ beskuere af Bushaltestelle med de følelser, man kan have før/efter en god/dårlig/daglig dag. Mange bilister har nok fokus på at følge trafikken, men skulpturens længde og et hyppigt (gen)syn gør, at de måske har tid til at orientere sig til siderne og til skulpturen. Som gående og ventende på bussen – eller som siddende i bussen, når den holder – kommer man fysisk tæt på Bushaltestelle. Specielt som gående kan man få en fornemmelse af, at muren bevæger sig ind og ud.

Brugerne af skolerummet mv. er – så vidt jeg kan se – studerende og personale på universitets Germanistikafdeling. Bushaltestelle kan ses fra forskellige vinkler, når man er i skolegården og i lokalerne, der vender ud mod gården. Men rummets meget ’ind og ud’ trafik, fanger måske mere. Studerende og personale er givetvis faste beskuere over flere år, for personalet måske rigtig mange… De har (vel) til fælles, at de er her for at uddanne sig eller opbygge ny viden, og for de studerende (unge mennesker) at de også er i starten af et voksenliv, med de forventninger og trængsler, der er en trofast følgesvend i de år.  

Pladsen i midten af Schlossplatz bliver øjensynlig brugt til flere formål: arrangementer, koncerter, tivoli, markeder, parkering, men også som et sted til rygepauser, frisk luft, hundeluftning etc. Brugerne af pladsen omfatter derfor sikkert folk med forskellig tilknytning til stedet og med forskellige formål for at opholde sig her. Jeg skønner, at der også her er en stor gruppe ’faste’ beskuere, der ser Bushaltestelle hyppigt. De ser den på afstand, hvor man kan se den i dens fulde længde og udtryk, specielt gentagelsen af ud/indtræk og spalterne. Og de gør det sikkert på forskellige tider og med forskellige tanker og følelser.

I Skulpturprojektåret 2017 var der sidst i juni måned mange ’skulpturturister’, som lagde vejen forbi Bushaltestelle og en ny, højt ophængt, flad træpladeskulptur på gavlen mod syd af Sany (’Fallande ting’). Jeg kan ikke umiddelbart se nogen sammenhæng mellem Bushaltestelle og Sany’s skulptur’Turisterne’ var både folk fra Münster, andre tyske byer og udlændinge. Men jeg betragter ikke ’skulpturturisterne’ som en primær målgruppe for Kirkebys mur.

Bushaltestelle’s grundplan – en mæander, en murforskyder, spalter og læskuret…

Bushaltestelle er en lang, lige halvanden stensmur med et dybt indtræk i midten, som danner et rektangulært, åbent rum til buslæskuret.

Ved at anbringe læskuret i midten bliver der to ’egentlige’ mure på hver side. De to mure har en mæander som grundplan med skarpe hjørner og ind- og udtræk, som bliver gentaget fra indgangen til skolegården til gavlen, som muren er bygget på. Det er en særlig mæander. Grundelementet kan beskrives som et stykke mur med en ’murforskyder’, som Kirkeby kalder det – plantegningen viser princippet – så ind- og udtræk skifter mellem de 2 sider på muren. Der er 3 indtræk mod gaden på hver af de 2 mure. Man bemærker, at ’murforskyderen’ har 2 smalle spalter i udtrækkene og dermed danner en lille mæander i den store…[2]  

Grundplan

Buslæskuret er på omkring 20 m2. Det er dannet ved at trække muren omkring 3 m ind i skolegården – se plantegningen. Bunden i læskuret er bygget med ’murforskyderens’ grundplan. Murene i læskurets korte sider er dobbeltmure med åbne, dybe og smalle spalter på godt 2½ meter mod skolegården. En (voldsom) overdrivelse af en spalte.  Herudover har de en åbning i vindueshøjde og – størrelse, som er forskudt i dobbeltmurene.

Mæandere giver mig ofte associationer til labyrinters forløb. Det gør Bushaltestelle ikke. Jeg tænker, at hvis muren har større ind/udtræk vil det skabe en voldsom uro og ustabilitet i rummet. Men mæanderen gør muren levende, som om der foregår noget inde i muren, at der noget, som (stadig) er i bevægelse. Er det en form for modifikation eller omskrivning af rummet, som er i bedre overensstemmelse med hvad, der sker (eller burde ske) her? 

Bushaltestelle’s krop – en mur med tårne, karnapper og sorte søjler…  

Bushaltestelle er et horisontalt værk. En mur med store flader og mange smalle spalter. Det er en lang mur, og den gør sig gældende på stedet, men de høje bygninger i de to ender gør, at den ikke bliver monumental. 

Det umiddelbare udtryk af værket er forskelligt i de to rum, den skaber. Jeg oplever, at muren i gaderummet først og fremmest står som nøgen og som noget, der lukker rummet af mod østside. På afstand fanger de sorte spalter, læskurets åbning og dens høje sidemure, der står som brede tårne, først opmærksomheden. Jeg ser muren som dekorativ, men også som noget uroligt og mystisk. I skolegården virker muren mere som en del af rummet. Det er som om, at den indgår i et naturligt samspil med rummets træer og bund. Buslæskuret virker her som en tilbygning til muren – og ikke som noget farligt, der trænger sig ind i rummet.  

Bushaltestelle’s sokkel er ikke synlig. Muren starter direkte fra grunden. I gaderummet er der små, rektangulære fliser, og det virker ikke som, den er vokset nedefra her, snarere som noget som er bragt ind i rummet og placeret. I skolegården er grunden en blanding af små fliser, asfalt, brosten og græs. På grund af niveauforskel mellem rummene er muren lavere i skolegården (ca. 30 cm) end i gaderummet.

De anvendte mursten er mørkerøde med et spil af brunlige og blålige sten og ligner mursten i områdets bygninger. Både muren og læskuret er bygget i et simpelt halvstensforbandt med lys mørtel.

Bushaltestelle står på en let skrånende grund, hvorfor den enten må ’stå fast’ eller ’løfte sig’. Kirkebys mur gør det sidste, så muren er knap en ½ meter højere i den sydlige ende end i den nordlige – hvad man dog ikke umiddelbart bemærker. 

Der er ligheder, men også forskelle i bygningskroppen i henholdsvis skolegården og gaderummet.

gaderummet er grundplanens ud/indtræk og spalter ført igennem i murenes fulde højde. Der er ingen åbninger og spalterne er ’kun’ spalter. Når man går på fortovet og ser murene på kort afstand i skrå vinkler, virker udtrækkene som lange karnapper eller plader, der driver eller forskubber sig for hinanden – smukt (se foto 3). På længere afstand og i et mere vinkelret synsfelt står spalterne som sorte søjler, og man får associationer til elementbyggeri. 

Foto 5: Læskuret fra gaderummet set fra vest

Buslæskuret har form som en rektangulær, åben kasse. Åbningen er lidt højere end de to lange mure, og det flade, skrånende tag hviler på 4 jernstolper. Læskurets bagmur er en mæander, men den er ikke gennemført i fuld højde i indtrækkene, idet der i bunden er opbygget en bænk. Læskurets sidemure er omkring 70 cm højere end de lange mure mod vejen. Murene kommer til at virke som lave tårne, og da de står vinkelret på de lange mure, giver de hele Bushaltestelle et indtryk af soliditet set fra gaderummet.

Foto 6: Læskuret fra gaderummet set fra syd 

I hver af sidemurene er der en kvadratisk åbning mod skolegården. Åbningen er forskudt i siderne, så man får delvist spærret indsynet. I dag er der opsat et jerngitter i den inderste åbning, men tidligere har de været åbne. 

Foto 7: Læskurets sidemur set fra øst

skolegården står murens mæander heller ikke i fuld højde i indtrækkene, idet der i bunden er muret bænke – se fotos. Læskuret står som et udtræk i midten, så man har ikke det lange uforstyrrede synsfelt af muren, som i gaderummet. Bushaltestelle står mere som ’brugsting’ i dette rum. Læskuret virker i gårdrummet som ’et lille hus’, da man ikke kan se den store åbning, og da sidemurene har de vindueslignende åbninger. Den ’overdrevne’ dybe spalte i sidemurene giver mig associationer til et dybt sår eller mere lavpraktisk, en fejl i byggeriet, som ikke er blevet fjernet – nogen har målt forkert… 


Lys – og skyggevirkninger – metafysiske skygger og skygger i bevægelse

På dagen for mit besøg var der overskyet, hvorfor jeg ikke fik den fulde oplevelse af Bushaltestelle som lys- og skyggemaskine. Men da den ligger nord/syd, må der under bedre forhold være sol/ skyggedannelser en stor del af dagen. Siden i skolegården vil være hårdt belyst om formiddagen, selvom en nogle af de store træer vil reducere lys – og skyggedannelsen.

I gaderummet kan man sikkert se lys/skyggedannelser fra først på eftermiddagen. Jeg gætter på, at skygge vil dannes i spalterne og bliver i spalterne, som det Kirkeby kalder metafysisk skygge. Solen vil skabe en slagskygge fra hjørnerne på murene i indtrækkene. Jeg har også en fornemmelse af, at de vil flytte sig i løbet af dagen og få det til at se ud som om, muren bevæger sig og dermed forstærke fornemmelsen af noget, der flytter sig… 

Tanker og eftertanker – arkitektur og skulptur, symbolik om livet, indre kræfter, et mentalt ventested, en stor scene og et ’flow room’…

I en artikel om kunst i tyske byrum [3] fremgår, at Kirkeby har været optaget af, hvordan Bushaltestelle stiller sig i forholdet mellem arkitektur og skulptur. Artiklen citerer Kirkebys stikordsmæssige overvejelser (med min oversættelse af de mest ’utilgængelige’ tyske ord):

  • ’Mauer – kein Haus/aber doch Zweck (funktion) – Ornament
  • Halbdach – kein Haus/doch Zweck – nur Zweit
  • Mauer Halbdach/zugeschoben (sammenskubbet) /aber bleibt unabhängige Elemente =   Zweck + Zweck = Bushaltestelle/bleibt offen/noch kein Haus/noch keine Skulptur
  • Haus/Skulptur/ zusammenschmelzen/ a) Teilweise = Haus/ b) Total = Skulptur/ dazwischen steht Bushaltestelle’

For mig har værket nogle udtryk, som jeg opfatter, kræver at blive tolket som et ’billede’ – ikke kun som funktion. Og jeg er fascineret af de mange muligheder for billedmæssige transformationer, som både selve værket og de to rum giver.

Bushaltestelle som helhed – et mæanderværk, en indre kraft 

Man kan se værket som helhed – murene og læskuret, og murforskyderne – som en stor mæander med dets gentagelse af ind/udtræk og spalter. En mæander kan ses som et billede på, hvordan det at leve veksler mellem store og små op/nedture, pludselige ændringer (hjørner), lys – og skyggesider osv. Mæanderens form kan også symbolisere, at vi som mennesker forsøger at se struktur i tingene, sætte livets gang på en formel, vi kan støtte vores forståelse på og få ro. Et billede og en symbolik der gælder generelt, og for de mennesker befinder sig sammen med muren. Læg dertil, at grundplanen giver en oplevelse af, at der indeni muren er noget i bevægelse som en indre strøm, en proces, der har sin egen kraft… Men også at skyggen bliver hængende i de mange spalter, som nogle erindringer i form af sår, der ikke kan slippe.

Buslæskuret – et mentalt ventested?

Buslæskuret er et overdækket, men åbent og nøgent rum. Nogle får måske associationer til klippehuler, grotter e.l. og til død og genfødsel. Jeg tænker mere på dets funktion som et midlertidigt opholdssted mellem universitet og gaderummet, som et sted, hvor man søger beskyttelse for vejret, men også skal stå og vente… At vente kan være noget flertydigt og ikke altid behageligt. Det er som at sætte tiden i stå i en periode, men ikke tankerne, og måske kommer bussen ikke, eller den kører forbi…

Murene – et ’inde og ude’ rum

Muren skaber et støjværn mod gaden for skolegården, men sætter også et hegn eller et skel, hvor nogen er ude og andre inde. Jeg oplever, at når man er i gaderummet, fornemmer man, at der foregår noget bagved (i skolegården), som man ikke har del i. Der er en asymmetri i forhold til brugere af skolegården, der i sagens natur ved, hvad der er på den anden side af muren (folk går, cykler, venter osv., men dog ikke hvad de tænker). Som muren fungerer, har man i gaderummet en tættere fysisk og sanse mæssig kontakt med muren. Man oplever mæanderen og murens bevægelse stærkere her, og der er ingen formidlende omstændigheder i form af bænke e.l. 

Mure giver i sig selv basis for associationer – som noget der skal bygges videre på eller skal rives ned, kravles over, beskytte eller spærre inde i forhold til omverdenen, friheden… især i en tysk sammenhæng.

Skolegården – en stor scene

Når noget lukkes ude, kan det lukke op for noget andet. Bushaltestelle betyder, at gaden forsvinder ud af syne. Der skabes et særligt rum, et indelukke, som er afskærmet fra livets gang udenfor. Jeg tror, der er mange, der kan dele denne oplevelse af tiden på et universitet. Men med muren opstår der også en form for scene. Fra lokalerne ser man ikke kun muren, men også mennesker agere ’indenfor muren’. Det er et dagligt ’drama’, hvor rummet fyldes og tømmes hver time… En vekslen mellem forladthed og liv – med Bushaltestelle som fast bagtæppe! 

Gaderummet – et ’flowroom’ 
 
I gaderummet er det noget andet, som lukkes ude. Med Bushaltestelle elimineres skolegårdens aktiviteter, og rummet destilleres til aktiviteter, der handler om at komme videre og igennem.  Og murens bølgebevægelse og ind/udtræk er en del af denne oplevelse.

Står man på afstand uden for selve rummet f.eks. på pladsen i midten og iagttager det konstante flow af biler og cykler, der kører, stopper og sætter i gang igen, kan man se dette flow som en sammenhængende masse, der mekanisk strømmer forbi, eller man kan forsøge at fastholde de enkelte dele og deres forskelligheder som i et impressionistisk gademaleri… og bemærke, hvor flygtige og svære de enkelte indtryk er at huske … Mens muren bliver stående med sit udtryk.

Torsten Karlsson, september 2017 og marts 2021

Praktisk:

Adresse: Schlossplatz 34
Parkering: Parkeringsplads i midten af pladsen 
Offentlig transport: bybus  
Adgang: gratis

Fodnoter:

[1] Indtil 2012 hed pladsen ’Hindenburgplatz’. Det bruges i ’Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeichnis’, Kunsthaus Bregenz 1997. Lars Morell bruger i ’Per Kirkeby. Bygningskunst’, Aristo 1996, ’Schlossplatz’. Jeg har valgt det sidste, da jeg ikke ser nogen reference til Hindenburg i værket. 
[2] Grundelementet er omkring 3 meter lang og 75 cm bred. Det store indtræk er knap 2 meter bred og ’murforskyderen’ godt 1 meter. Spalten er cirka 40 cm dyb og godt 10 cm bred.
[3] Artikel af Florian Matzner i ’Unerwünschte Monumente’. Moderne Kunst im Stradtraum. Herausgegeben von Walter Grasskamp. Verlag Silke Schreiber.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: