HUMLEBÆK (1994) – VARTEGN FOR LOUISIANA

Varsel om noget helligt, en alternativ station eller et hjemsted for spøgelser  

Note om Per Kirkebys bygningsskulptur ved Humlebæk Station

Kort om skulpturen

I Humlebæk, 40 km nord for København, kendt for kunstmuseet Louisiana, står en bygningsskulptur i røde mursten af Per Kirkeby. Den er placeret på Humlebæk Stations perron mod Kystbanen. Skulpturen er fra 1994 og står i forlængelse af stationsbygningen. Selvom den kan opleves som et ’anneks’ til stationen, er det ikke en skulptur, man kan overse. Højden er 5 meter, bredden knap 5 meter og længden omkring 13½ meter.

Skulpturen er i Lars Morells bog om Kirkebys bygningskunst [1] benævnt Vartegn for Louisiana, Museum for moderne kunst. På stedet kan man ikke finde et skilt med titlen.

Et vartegn er et kendemærke, et symbol for noget og skal skabe en forbindelse til det, som det er vartegn for. Som skulpturen står på Humlebæk Station med godt 1 km til Louisiana, er den så et varsel om, hvad Louisiana byder på som museum, eller er skulpturen en advarsel…?

Foto 1: ‘Vartegn’ set fra sydøst

’Museum’ var oprindelig en betegnelse for et tempel for muserne – de græske gudinder for kunst. Og der er noget græsk tempel over skulpturen med dens søjler og rundbuede åbninger. 

Selv om skulpturen ligner en bygning, kan den ikke bruges til at opbevare noget i som et museum… ikke fysiske genstande i hvert fald. Siderne er åbne, og der mangler et tag. De indre rum er tomme, og der er både noget enkelt og noget indviklet over dem. Selve placeringen i forlængelse af stationsbygningen får mig til at tænke på et læskur (uden læ) eller en alternativ station, en ’skyggestation’. Station betyder på latin ’stoppested’ eller ’ventested’. Er skulpturen en ventesal eller et billetsalg til en anden form for rejse? Der er mange indgange i skulpturen fra alle verdenshjørner, og der er højt til loftet – er det en større eller højere form for rejse, man kan få her (eller på Louisiana)… i stedet for turen til København eller Helsingør?

Foto 2: ‘Vartegn’ set fra vest

’Vartegnets’ sociale rum – pendlere og museumsgæster på vej…

Det sociale rum er kendetegnet ved mennesker i en rejsesituation, som enten skal med toget eller kommer med toget. Der er på en måde nogle faste mønstre, der veksler på en station: ankomst, ventetid og afgang, samt at man bevæger sig til/væk fra stationen. Man kan også mellem togafgange/-ankomst opleve den samme stilhed på en station (perron) som på et museum. Når folk står stille og venter, kan jeg få en oplevelse af, at de på en måde står med nogle (imaginære) billeder i deres egne hoveder.

Brugerne af skulpturen er de rejsende til/fra Humlebæk Station og stationerne mod nord til Helsingør. Og givetvis også bilister, der sidder på de tilliggende P-pladser og venter på nogen, der kommer med toget eller bussen på den anden side af sporene. Fælles for beskuerne er, at de fysisk er på undervejs, er i en overgang mellem opholdssteder og tilstande. Gælder det også mentalt…?

Pendlerne med tog vil være ’faste’ brugere af skulpturen hver dag. Jeg opfatter det som en gruppe for hvem bekendtskabet med ’Vartegnet’ manifesterer sig stærkest, når der er ventetid til toget. Fungerer skulpturen som en alternativ, mental station eller et læskur…?

En anden gruppe er gæster til eller fra Louisiana. Denne gruppe har et andet perspektiv på tid (bedre tid?) og sted. Nogle gæster kommer jævnligt, andre sikkert med store tidsintervaller, nogle måske for første gang. Jeg har en formodning om, at udenlandske turister udgør en stor gruppe.

De to grupper har i sagens natur forskelligt fokus. De besøgende til/fra Louisiana kan møde skulpturen med forventninger om en tur til et museum for at få en kunstoplevelse eller kan komme fra en forhåbentlig, god oplevelse af kunst. Pendlernes fokus er dagligdagens arbejdsliv eller ’hjemmeliv’ – man tager af sted, man kommer hjem – og det kan der jo være forskellige gode og dårlige tanker forbundet med.

Brugerne kan uanset deres ærinde på stationen skabe oplevelser for andre grupper af brugere, når man ser nogle opholde sig i skulpturen, passere den eller gå langs med den. Eller for den sags skyld når toget stopper eller kører. Selve området omkring skulpturen har ikke bænke og lægger ikke op til, at man skal blive ret længe – det er ikke en opholdsstue, højst en ventesal eller et læskur.

’Vartegnet’ og det fysiske rum – stationen, sporene og toget

Man kan se skulpturen, både når man er på vej til stationen fra Humlebæk Centret og fra Strandvejen, se kortudsnittet. Og jeg oplever den som iøjefaldende uanset, hvorfra man kommer.

’Det store fysiske rum’ omkring skulpturen udgøres af stationsområdet med stationsbygning, læskure, små driftsbygninger, perronerne og sporgraven. For mig virker en sporgrav altid lidt uhyggelig. Det er som om, at der mangler en væg i rummet. I stedet er der en eroderet slugt i ’landskabet’, som man ikke kan komme over. Og i Humlebæk svinger graven i nord og forsvinder i et eller andet ukendt langt væk…

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Stationen bliver på en måde et vedhæng til sporene. Humlebæk er ikke en endestation, den er et stoppested, hvor skulpturen står som læskur uden læ… Er museet Louisiana også det?

Skulpturens nære omgivelser er selve perron arealet, stationsbygningen og som sådan også togene. Skulpturen afslutter perronen mod øst. Den er lidt gemt af vejen – holder sig for sig selv – og spiller ikke førsteviolin på stedet – men opfylder alligevel nogle byplanfunktioner ved at være både skulptur, rumdeler/ -udfylder og en bygning i sig selv. Den danner dels en passage med stationsbygningen, så folk bliver ledt mod Strandvejen og dermed til Louisiana. Derudover ’lukker’ den en parkeringsplads af mod perron området. Fra parkeringspladsen er en (lav) trappe op til skulpturen (…’templet’), se foto 1.

Skulpturen er placeret på et underlag af brosten. Den ligger åbent mod øst og vest, mens der er høje træer ved dens to sider mod nord og syd, se foto 1. Stedet er ikke idyllisk, men jeg oplever det heller ikke som farligt… Skulpturens proportioner, form og farve støder ikke i forhold til stationsbygningen. Jeg har oplevelsen af, at de forlænger hinanden.

Togene holder ved skulpturen, så nogle rejsende vil være ’tvunget’ til fysisk at gå langs med og måske også til at gå ind, gennem og ud af skulpturen. Når togene kører forbi skulpturen, giver det en særlig oplevelse af at noget ’immaterielt’, en ånd suser gennem skulpturen.

Skulpturens placering, form og krop lægger op til at gå ind i den, i højere grad end til at gå rundt om den. Og når man er kommet ind, virker dens tre indre rum dragende, som om man skal igennem…

’Vartegnets’ grundplan – rektangel med et nedre og et øvre plan

Skulpturens grundplan er et simpelt rektangel. Der er ingen spalter, udvendige murpiller eller lignende til at bryde de rette linjer. Det er som om Kirkeby med denne simplest mulige grundplan vil signalere, at budskabet ligger i de indre rum eller i selve bygningskroppen. 

Grundplan ‘Vartegn for Louisiana’

Den indre grundplan består af tre ens kvadrater, hvor hver side har tre åbninger. Jeg kan ikke gennemskue om der en symbolik i ’tre’…? Betyder det, at der er en ’middelvej’ i stedet for et enten eller?

Skulpturen har også en slags øvre grundplan. De fire ydermure starter i bunden som ’søjlevægge’ med store åbninger og fortsætter op med enten vinduer (åbninger) eller en blank murstensvæg til skulpturens øverste kant. De to indre mure er nederst søjlevægge og øverst blanke murstensvægge. Der er 7 blanke vægge i det øverste plan, og de hænger sammen og danner en simpel mæander form med lige sider og rette vinkler i skulpturen. På grundplanen er væggene indtegnet med stiplede linjer, hvor der er åbninger foroven, og med en tynd linje, hvor der er en blank væg. 

Skulpturens bygningskrop – dualitet, en bygning med transparens og uigennemsigtighed…

Skulpturen er stor. Den har form som en kasse og har en tydelig bygningskarakter, men virker ikke massiv eller tung – som bygning betragtet snarere lidt ydmyg. Lidt som Louisianas indgangsbygning, som man jo ikke umiddelbart vil forbinde med et museum på højt, internationalt niveau. Man kan føle sig snydt, hvis man ikke ved, at der skjuler sig noget bag facaden…

Skulpturen har ikke noget fundament. Den stiger op af brostenene af sig selv. Jeg opfatter også, at den er færdig med ’at vokse’! Dens proportioner er afbalancerede og signalerer noget afsluttet og fuldført. Og uanset at der ikke er tag eller vinduer og døre, virker den ikke uhyggelig på mig udefra, snarere tom, som om der skal fyldes noget i den!  

Opmærksomheden fanges først af de mange åbninger og søjler nederst – der er 24 åbninger i alt i det nederste plan. Man får en tanke om, hvorvidt det er stenene/murene eller åbningerne/lyset , der er det grundlæggende element i skulpturen. Det er, som man står med en slags ’dualkunst’, der både er dannet af noget fast, uigentrængeligt og noget som er flygtigt, uudfyldt og måske skrøbeligt… 

Men søjlerne og åbningernes form betyder også, at blikket naturligt søger op mod de øverste åbninger og de store lukkede murpartier. I skulpturens øverste langsider er der to lukkede murpartier mod øst (Strandvejen) og én mod vest (banesporene). De lukkede, øverste murstenspartier skaber med deres mæanderforløb en form for mystik om, hvad der er indeni på et øvre plan… er der noget skjult her?   

Foto 3: ‘Vartegn’ set fra sydvest

Åbningerne i skulpturen er udformet som høje, men forholdsvis smalle porte i det nederste plan og lidt lavere ’vinduer’ i det øverste plan. Begge typer af åbninger afsluttes af overliggere i bueform – øjenbryn, kildevældsåbninger? Åbningerne er ens. Er det et signal om, at de alle er lige gode muligheder at vælge imellem?

De mange åbninger betyder, at når man står vinkelret på skulpturen, kan man se lige igennem den nederste del. Men skulpturen lukker sig jo mere skrå vinkel, man ser den fra, den gemmer noget. Har den en overraskelse til os?

I det øverste plan gør de store murstensflader, at man ikke kan se igennem. Man skal ind i skulpturen for at se ud… 

Skulpturens indre rum har som ydervæggene ingen spalter, piller etc. til at bryde fladerne. Når man ser ind udefra, er der noget kirkerum over dem. Men rummene er små, og de indre ’søjlevægge’ giver oplevelsen af en slags tunnel eller labyrint. Man kan ikke se, hvad man går ind til, omvendt giver rummene en mulighed for at skjule sig… 

Foto 4: Det indre af ‘Vartegn’ set fra syd

Til gengæld kan man ikke ’skjule sig for’ eller undslippe de tre massive murflader på skulpturens øvre plan uanset, hvilket rum man befinder sig i. Det virker som om, at de omslutter én. Der er en utryghed på det øverste plan, som forplanter sig til hele rummet. På stedet fik jeg en association om, at der er et spøgelse gemt her… hvem holdes fanget her, som ikke kan slippe ud?

Foto 5: ’Vartegn’ set fra nordøst

Lys og skygge i ’Vartegnet’

Skulpturens længderetning er nordøst – sydvest. Man kan opleve lyset og skyggen vandre i åbningerne og ud af åbningerne, når solen stiger i løbet af dagen. Da jeg var på stationen midt på dagen, var der meget korte skygger og skarpt lys på de ydre flader. Det fik skulpturen til udefra at virke transparent og ’hård’. Indeni skulpturen var lyset mørkere og blødere. Jeg havde forventet, at lyset gennem åbningerne skabte ’kunstige vinduer’ på de lukkede vægge overfor, men effekten udeblev måske på grund af tidspunktet. 

Tanker og eftertanker – noget helligt, en alternativ station eller spøgelser og Sisyfos

Der er beskrevet forskellige associationer og mulige tilgange til tolkninger ovenfor. Mine eftertanker går i tre retninger, som dog hænger sammen.

Et vartegn for noget helligt…
Skulpturen kaldes et ‘vartegn for et museum for moderne kunst’. Og skulpturen kan minde om et tempel, et sted hvor man dyrker guder (for kunsten?), helligholder dem, ærer dem. I alle helligdomme er der billeder, og i nogle religioner opfatter man også selve billederne som en helligdom. Er det også sådan, at skulpturen skal ’vartegne’ kunsten på Louisiana? Eller skal den ’vartegne’ selve Louisiana og den funktion, som museet udøver som det, der er helligt…? 

Et museum viser vel noget fra fortiden og nutiden, der er værd at gemme og huske for eftertiden. I denne sammenhæng opfatter jeg dette ’noget’ som kunst, der på et tidspunkt har bragt ’orden’, sat nogle ting på plads eller givet en ny forståelse af eksistentielle fænomener.  En slags milepæle i menneskets forsøg på at forstå og formidle sin forståelse af ’verdens natur’, som den nu er og ud/indvikler sig.

Men skulpturen/ templet ligner også en græsk ruin, noget fortidigt og forgangent. Louisiana er et museum for moderne kunst, den moderne kunst bliver også fortid, ruin, går til… Kan man også indlægge dette perspektiv som et af skulpturens budskaber? En ’moderne ruin’, der viser det, der bliver tilbage…? Og er det et skelet, en tom bygning, man selv skal fylde ud? Med egne ’værker’, forståelser etc.?  

En alternativ station
Skulpturen giver som en ’alternativ station’ mulighed for en anden form for (mental eller eksistentiel) rejse end Kysttoget. I ‘Fisters klumme’ skriver Kirkeby om, at skulpturen skal spille på forestillingen om stationens hal [2]. Man kan gå ind i skulpturen af flere indgange, den har mange muligheder – men man skal træffe et valg. Åbningerne i skulpturen er åbninger, og deres buer signalerer øjne eller kilde(væld). Man kan gå ind i et rum og blive der, eller man kan gå videre til andre (de næste) rum – gå ’dybere’ ind. Rummene har noget usynligt, labyrint agtigt over sig, men også en mulighed for at gemme sig bag søjlerne og følge med i, hvad der sker udenfor fra et andet synsfelt, åbne for nye udsyn…? Kirkeby siger selv, at det er en skulptur, som han er særlig glad for. Og at han især godt kan lide ‘den måde, man bevæger sig gennem den på, der er en sådan fornemmelse af afsked og ankomst i den’ [3]. 

Spøgelse eller Sisyfos
Hvor jeg udefra oplever skulpturen som åben og indbydende, oplever jeg det indre af skulpturen anderledes. De ‘lukkede’ øvre rum skaber deres egen sfære, der som nævnt kan virke lidt spøgelsesagtig. Det er som om, at noget er muret inde, holdes fanget i det øverste plans store murstensflader. Spøgelser er dømt til at gå igen, evigt at skulle gøre nogle bestemte ting. Der er noget uhyggeligt eller i det mindste sørgeligt over deres skæbne. 

Skulpturens mæander i øverste grundplan udtrykker noget som er evigt gentagende i et fast uendeligt forløb, på samme måde som spøgelsets lod. Man kan tolke det som et billede af livet som menneske, at vi i vores liv og i ’det øverste liv’ oplever en vekslen mellem op/nedture eller harmoniske perioder og perioder med smerte, ’kanter’. De faste mønstre i grundplanen kan også symbolisere, at vi som mennesker danner nogle givne strukturer, som vi sætter tingene ind i som en forklaring pr. automatik… Eller at mennesket som virkelighedens mæander flod altid finder en vej frem, selvom den kan være snørklet.

Ud fra museets funktion tænker jeg også mæanderen som et billede på, at vi som mennesker har en Sisyfos opgave.  Vi er ’dømt’ til en evig og nogen gange svær opgave med at finde forståelser, systemer og strukturer i vores verden og liv som en del af det at (over)leve. Man kan vel sige, at vi hele tiden skal skabe nye museer eller genstande til museerne… vores egne og andres!  

Musik: Faurés cellosonate, den indre stemme, svagheden   

I skulpturens indre følte jeg mig lukket inde af de øvre, blanke murpartier og oplevede, at de nederste søjler blev til tremmer, og at åbningerne ikke var åbne… Jeg fik en stemning af fængsel, af noget trykkende, dystert og fastholdende, og en fornemmelse af magtesløshed og svaghed. Associationen om ‘vores’ Sisyfos opgave medvirkede til denne oplevelse. Selvom der også var en ’modstemme’ – i en af murfladerne i den øvre del er der åbninger og lysindfald, et vindue ud, men det sidder for højt til, at man kan komme ud af det …

Musikalsk får jeg associationer til Faurés cellosonater, specielt den første (opus 109 i D-mol) og den langsomme anden sats. At lytte til den giver mig en oplevelse af den samme stemning og følelse, som når jeg står inde i skulpturen. Celloens bedrøvede og skrøbelige lyd oplever jeg som en form for indre stemme og har en oplevelse af, at jeg kan høre ’mere end man hører’. I Faurés sonate er der desuden næsten ingen dynamik, tempoet er uændret langsomt fra start til slut, skalaforløbene er korte, og der er en begrænset variation i tonehøjden. Hvis celloen spillede alene ville stykket sikkert lyde som en ’klynken’.  Det akkompagnerende klaver giver et modspil som det åbne vindue i skulpturen. Klaverstemmen virker som noget udefra, der forsøger at råbe cellostemmen op, men forgæves oplever jeg.

 Torsten Karlsson, august 2013, april 2014,
marts og september 2020

Praktiske oplysninger
Adresse: Hal Kochs Vej 14, 3050 Humlebæk
Parkering: man kan parkere foran stationen
Adgang: fra perronen eller P-plads ved stationen 

Musikhenvisning

Fauré: Cello sonate no.1 i D mol, opus 109. Paul Tortelier og Jean Hubeau. Warner Classics, 2002. Kan høres på Spotify. Youtube: Flere muligheder er tilgængelige ved at søge under Fauré cello sonata opus 109. Jeg synes bedst om indspilninger med en ’langsom’ andante.

Fodnoter:

[1] Lars Morell: Per Kirkeby, Bygningskunst. Aristo, 1996.
[2] Per Kirkeby: Fisters klumme. Borgens Forlag, 1995.
[3] Interview i Weekendavisen d. 1. juli 2016 med Synne Rifbjerg.  

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: