FRANKFURT am MAIN (1996)

Den store mæander, den transparente rumdeler og korsgangen  

Note om Per Kirkebys bygningsskulptur til Deutsche Nationalbibliothek, Frankfurt am Main, Tyskland

Kort om skulpturen  

Til det tyske nationalbibliotek i Frankfurt am Main har Per Kirkeby lavet en bygningsskulptur til pladsen foran institutionen.

Skulpturen er opført i 1996 i forbindelse med byggeriet af biblioteket. I Kunsthaus Bregenz’ værkfortegnelse benævnes den med bynavnet [1]. For enkelhedens skyld bruger jeg Frankfurt.

Kirkebys Frankfurt er en horisontal, lav skulptur, som danner en stor vinkel mod bibliotekets hovedindgang. Den afskærmer biblioteket mod 2 stærkt trafikerede veje, som krydser i hinanden på stedet, og deler rummet i et gaderum og en biblioteksplads.

Skulpturens 2 sider er henholdsvis 36 m og 17 m lange. Skulpturen er 4,90 m høj og 2,75 m bred. Dens grundplan er en mæander, men den har store åbninger i det nederste plan og en passage igennem midten. Den har samtidig store, murede flader over åbningerne, som om den næsten står på søjler. 

Frankfurt har en umiddelbar og tiltrækkende enkelhed, men Kirkeby tilføjet nogle elementer, der sammen med stedets karakter giver et stort antal muligheder for referencer og associationer. Mine tanker handler om den specielle mæander med 90° knækket, med en verden ved jorden og én i et højere luftlag. Skulpturens passage står som en korsgang til et kloster, men også som noget, der opløser sig i det indre rum. Skulpturen knytter sig på forskellig vis til andre ting i rummet, trafikken, byens hovedkirkegård og biblioteket, og den står hele tiden som et stort, fast bagtæppe for det liv, som mennesker udfolder her.

Foto 1: ‘Frankfurt’ set fra nord med biblioteket i baggrunden

Frankfurts fysiske rum – et gaderum med trafik og bevægelse og et indre gårdrum med tomhed   

Frankfurt ligger i Midttyskland, i delstaten Hessen. I det centrale byområde bor omkring 700.000 indbyggere. I Danmark er Frankfurt nok mest kendt som Tysklands (og EU’s) finansielle centrum, som en messeby og et trafikknudepunkt samt for en stor international lufthavn. Nogle forbinder måske byen med en række kendte kulturpersoner, filosoffer og sociologer (Goethe, Frankfurter-skolen m.m.).

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Deutsche Nationalbibliothek ligger i bydelen Nordend West, godt 3 km fra hovedbanegården. Nationalbibliotekets opgave er at registrere og bevare eksemplarer af al trykt materiale på tysk og stille det til rådighed for offentligheden. Materiale kan kun benyttes i læsesalen på stedet. Det er fysisk en stor institution med et etagemeterareal på over 70.000 m2, så vidt jeg kan læse [2]. 

Som vist på kortudsnittet ligger biblioteket og skulpturen ud til et stort lysreguleret kryds mellem Adickesallé og Eckenheimer Landstraβe [3].  Adickesallé er en del af en 4 sporet ringvej om Frankfurt. Eckenheimer Landstraβe er en indfalds-vej til byens centrum, ligeledes 4 sporet og med en U-Bahn i midten. Selve området er en underlig blanding af forskellige funktioner. Ud over Deutsche Nationalbibliothek (i krydsets sydvestlige hjørne) ligger mod nordvest en busholdeplads og et biludlejningsfirma med benzintank og McDonald. Diagonalt overfor skulpturen ligger byens (meget store) hovedkirkegård med gravsted for bl.a. Schopenhauer. Kirkegården er omgivet af en høj, rød murstensmur. Mod sydøst er et etagebyggeri med boliger, cafeer og en kirke. Mellem biblioteket og etagebyggeriet ligger U-Bahn stationen ’Deutsche Nationalbibliothek’.

Når man ser rummet fra nord, er det et rum i gråt, foto 1. Bibliotekets næsten babylonske tårn falder i øjnene, men også skulpturen med sin farve og udstrækning virker meget markant, den bemærkes… Og på dage uden diset vejr givetvis endnu stærkere! Med sin gentagelse af en fast, simpel form og med fravær af vinduer, tage og andre ting, der kendetegner boliger eller arbejdssteder, virker skulpturen nok umiddelbart overraskende og gådefuld for mange. 

Min afgrænsning af skulpturens nære rum er vist med den blå streg på kortet. Rummets sider udgøres af bibliotekets nordlige facade, Adickesallé og dens nordside med busholdepladsen og hjørnet af kirkegården, Eckenheimer Landstraβe samt etageejendommene på østsiden af ’Landstraβen’ mod syd. Det bemærkes, at man kan se Frankfurt på god afstand, når man bevæger sig fra øst ad Adickesallés forlængelse langs kirkegården (Rat-Beil-Straβe) og fra nord ad Eckenheimer Landstraβe.

Det nære rum er et skævt rum. Det har høje sider i den sydlige del med bibliotekets antracitgrå bygninger på omkring 6 etager (som ligger lidt forskudt for hinanden) og det blandede, lyse etagebyggeri på 5-6 etager mod øst, foto 1 og 2. Egentlige sider er fraværende i den nordlige del. Geometrisk kan man vel beskrive rummet som et stort, deformt fejeblad. Lige uden for rummet mod nord står biludlejningsfirmaets kileformede bygning meget markant, foto 3.  
 

Foto 2: Hjørnet mellem Adickesallé og Eckenheimer 
Landstraβe set fra vest

Rummet kan deles i et gade-rum og en biblioteksplads.  Bibliotekspladsen ligger mod sydvest og er en flisebelagt plads mellem biblioteket og de 2 gader. Pladsen kan opdeles i en mindre, ydre plads og en større, indre plads. Gaderummet indeholder U-Bahn, buslommen og vejbaner med et virvar af hvide vejstriber, foto 1. En pudsig kontrast til bibliotekspladsens nøgne bund.  

Foto 3: Nordvest siden af Adickesallé set fra syd

Skulpturen bidrager til opdelingen med sin placering langs de to gader. Den står i 4 meters afstand parallelt med Adickesallé, men skævt i forhold til Eckenheimer Landstraβe. Afstanden er 6 m ved krydset og 14 m ved skulpturens sydlige ende. Skulpturens yderside danner herved en mindre, trekantet plads mellem skulpturen, Eckenheimer Landstraβe og bibliotekets hovedindgang, foto 4.

Foto 4: Skulptur og ydre plads ved Eckenheimer Landstraβe set fra sydøst

Sammen med bibliotekets nordlige ende afgrænser skulpturen en større, indre plads eller gårdrum på omkring 1.000 m2. 

Pladsen skråner svagt op fra skulpturen mod biblioteket. I sammenhæng med at Eckenheimer Landstraβe er faldende mod syd, betyder det, at den ydre plads ligger lavere end den indre plads. Den er lavest mod indgangen, hvor der 2 trin op til den indre plads. Skulpturen optager stigningen i niveauet, foto 5. Herved får skulpturen en form del, som bliver en del af dens udtryk mod øst og nordøst.

Foto 5: Skulptur op til hovedindgang set fra øst

Mod vest afsluttes pladsen med en tilsvarende sænkning med et par trin ned mod bibliotekets bygning, foto 6 og 7.

Mod den indre plads består biblioteket af 3 bygningsdele. Mod øst er en høj ’hovedbygning’, der ligner en silo eller en lagerbygning, med hovedindgangen, foto 6. Her er afstanden til skulpturen omkring 4 meter (dog 18 m til selve indgangen på grund af overbygningen). Jeg oplever ikke umiddelbart skulpturen som et indgangsparti til biblioteket, indtrykket af kolonnade er større. Mod vest er der en bygning, som i den nordlige ende har en café i stueplan og en terrasse ovenpå. Afstanden til skulpturen er her cirka 4 m i form af en åbning eller indgang fra Adickesallé. Mellem de 2 bygninger er der en lavere mellembygning. Hele komplekset har vinduer i fuldt fag i stueplans facaden mod pladsen og en overbygning udover facaden på søjler. Sammen med skulpturen danner det en form for klosterkorsgang eller fratergang rundt om den indre gård, en form for klostergård?

Foto 6: Indre plads foran biblioteket set fra nord

Skulpturen og biblioteket har korsgangen og det indre rum til fælles. Men ellers er værkernes kontraster iøjefaldende: de røde, varme mursten kontra den grå beton og det reflekterende glas, den lave skulptur kontra det høje bibliotek og skulpturens transparens kontra bygningens lukkethed (på trods af glasfacaden). Og det gamle håndværk overfor det moderne industribyggeri. Der er et tidsmæssigt perspektiv lagt ind, og jeg ser 2 værker, som lidt frastøder hinanden, men som dog har søjlegangene til fælles. 

Med pladsen og skulpturen skabes en afstand og en afskærmning mellem biblioteket og gadernes trafikstøj og den evige bevægelse af mennesker og køretøjer, foto 7. Selvom pladsen er delvis lukket, er den ikke et hyggeligt område, der er livløst, tomt, næsten ørkenagtig (på en søndag formiddag i oktober). Når man opholder sig her, kan det ligne en gårdtur i et fængsel. Det er som om, at bibliotekets grå facader flyder ud i pladsen… Man kan få en fornemmelse af, at noget er fjernet fra pladsen, og at det ikke er meningen, at man skal opholde sig her.    

Foto 7: Skulptur og indre plads set fra sydvest

På samme måde som skulpturen omskriver pladsen foran biblioteket omskriver den ’gaderummet’ udenfor. Den står også her meget tydelig med sin farve og form i kontrast til omgivelserne. 

Nogle trafikanter ser måske skulpturen som en slags ringmur, der skal beskytte biblioteket mod omverdenen (eller omvendt). Rent fysisk betyder skulpturen, at krydset lukkes mod syd og vest, den snævrer trafikrummet ind. Desuden styrer skulpturens kolonnade blikket og ’vektoriserer’ oplevelsen af rummet. Når man færdes på Adickesallé, leder den blikket mod gadens fortsættelse på den anden side af krydset. På Eckenheimer Landstraβe fra nord fører den blikket mod bibliotekets indgang – der er ingen vej udenom…

Som gående på Adickesallé kan man opleve skulpturen som en spærring, når man kommer fra øst. Den lukker rummet af (foto 4) og står ikke som en opfordring til at gå igennem eller indenom, jfr. senere om bygningskrop. Fra vest får den ikke med samme virkning på grund af et par træer og en bred åbning ind til pladsen, foto 2 og 8. Fra Eckenheimer Landstraβe tror jeg, at flere er fristet til at gå ind i skulpturen mod hovedindgangen. Passagen er kortere her og har et mål i enden – indgangen til biblioteket. Når man fra vest eller syd kommer til skulpturens hjørne i krydset og opdager, den forsætter i en ny retning, kan det give en oplevelse af, at man ikke kan (få lov til at) ‘blive færdig’ med skulpturen.

Hovedkirkegården mod nordøst fylder meget i min oplevelse af det ydre rum. Den er fysisk meget stor og ligger synlig på en opad skrående bakke.  Når man færdes i rummet, er det svært ikke at have den som et bagtæppe.  

På en måde er skulpturen udover at være et kunstværk både en rumopdeler, en opgang, en korsgang og en støjmur. Skulpturens opdeling af rummet gør de to rum mere overskuelige hver for sig, men den gør også det samlede rum vanskeligere at overskue, når man ikke umiddelbart kan se klart, hvad der er på den anden side af skulpturen.  

Frankfurt og det sociale rum – et heterogent rum, mennesker under vejs og i fordybelse

Med skulpturens placering præsenterer den sig dagligt for mange mennesker.  Selv en søndag formiddag i oktober er der stærk trafik på de to gader, og der er mennesker med U-Bahn. Gaderummet har liv, energi og fremdrift. Det repræsenterer også en tidslighed og en flygtighed, folk kommer ind og forsvinder ud. Det indre gårdrum mellem skulpturen og biblioteket er omvendt tomt og stille. Kun en enkelt efterladt flaske ved cafeen afslører, at der har været mennesker her. Men der ser måske anderledes ud til hverdag og på varme dage? 

Det sociale rum om skulpturen er samtidig heterogent. Der er biblioteket, kirkegården, lejligheder, biludlejningsfirmaet, cafeer, en kirke (på østsiden af Eckenheimer Landstraβe) og trafikområdet. Under 300 m fra biblioteket mod nordvest ligger desuden byens store handelshøjskole og mod sydøst et sygehus. 

Blandt beskuerne er der givetvis en stor gruppe faste, daglige beskuere såsom medarbejdere ved institutioner og virksomheder, beboere, studerende og trafikanter. Jeg opfatter bibliotekets brugere, kirkegårdsbesøgende og sygehusets brugere som mere aperiodiske beskuere. 

Som beskuere, der kommer tæt på skulpturen, ser jeg bibliotekets medarbejdere og brugere, trafikanter samt studerende og medarbejdere ved handelshøjskolen, der benytter U-Bahn stationen, og går frem og tilbage hertil. 

De to sidste grupper er folk under gennemgang til eller fra et sted uden for området. For trafikanternes vedkommende er de fleste sikkert på vej til/fra arbejde eller uddannelsessted, med de tanker og overvejelser, man kan have før/efter en god/dårlig dag. Mange bilister og cyklister har givetvis fokus på trafikken, men skulpturens længde og placering ved et lyskryds gør, at de ofte må have tid til at se på skulpturen. Som gående og ventende på bussen eller U-Bahn – eller som siddende i bussen eller toget, når den/det holder – er der mulighed for at beskue Frankfurt i forskellige vinkler. Og specielt de gående langs skulpturen (eller igennem den) kan desuden få en sansemæssig oplevelse af murens mæander og de skiftende åbninger. Til denne gruppe regner jeg ’handelshøjskolefolket’.

Medarbejdere og brugere ved biblioteket er en anden gruppe, som er tæt på skulpturen, når de kommer til eller går fra institutionen ad hovedindgangen. Eller ved pauser, hvor den indre gård, cafeen i det nordvestlige hjørne og skulpturen sikkert i vist omfang fungerer som et frirum. Pladsen i sig selv opfordrer ikke til ophold (biblioteket har også andre pladser). Der er måske en parallel til en klostergård, hvor aktiviteterne primært foregår i korsgangene. Skulpturen, folk og trafikken omkring den er desuden synlig fra de rum på biblioteket, der vender ud mod pladsen.

Jeg gætter på, at brugerne er en meget forskellig gruppe, der omfatter både studerende, forskere og ’almindelige’ mennesker med et særligt emne, de vil undersøge på biblioteket. Det er svært at sætte en overskrift for denne gruppe, men ’fordybelse’ er måske betegnende. De er her efter materialer, man ikke kan få andre steder… 

I forhold til medarbejderne tænker jeg på bibliotekets opgave med at bevare og beskytte en kulturarv og stille (unikt) materiale til rådighed for interesserede. Er medarbejderne en slags vogtere af hellige skrifter? Mange er sandsynligvis beskuere af skulpturen i mange år og under forskellige omstændigheder.

Frankfurts grundplan – to grundplaner, en stor mæander i vinkel og en passage

Frankfurts grundplan er vist nedenfor. Tegningen er baseret på materiale fra Per Kirkebys Arkiv, Museum Jorn. Grundplanen er en vinkelmur, en form for sideværts forkastning, udformet som en mæander med lige sider og vinkelrette hjørner. Det er en lang mur, samlet over 50 m og med 20 ’indre rum’. Man kan ikke sige, at den har et bestemt start- eller slutpunkt. Den lange side er på godt 36 m mod Adickesallé og den korte 17 m mod Eckenheimer Landstraβe.

Grundplan for ‘Frankfurt’

Mæanderens grundplan er bygget op af kvadrater på 2,75 m i ydre mål. Man kan tale om 2 grundplaner, en for oven og en for neden. 

Murforløbet for neden har store åbninger i de 3 mure. Der bliver herved et langt, smalt ’indre rum’ som passage gennem skulpturen. Åbningerne udvisker næsten indtrykket af mæander, som dog bliver fastholdt af de forholdsvis brede hjørner. Murforløbet for oven er helt lukket, her er den ’rigtige’ mæander.  Murens hjørne i vinklen står som en slags ’murvender’ eller ’90° transformator’ med et mere lukket indre rum uden åben side.  

De indre rum er rektangulære (ca. 2 m gange 2,40 m). Det betyder, at man udefra ser skiftevis en bred og en smal mur, når man står vinkelret på skulpturens lange sider.

En grundplan med mæander giver mig ofte associationer til en labyrint. Det gør Frankfurt i mindre grad, men den er svær at overskue på én gang på grund af længden og de gentagne foldninger.

Frankfurts bygningskrop – en stram og enkel kolonnade med en indre kerne af opløsning

Frankfurt er en stor, horisontal skulptur. Med sine foldede mure, åbninger og proportioner står den åbenlyst som en ’ikke-bygning’. I værkfortegnelsen taler man om en lang, foldet ’portmur’, se fodnote 1. For mig giver dens form associationer til en kolonnade eller en loggia, som Kirkeby selv taler om [4]. Det er dog en kolonnade, der knækker i en vinkel, og som har meget tykke søjler og en høj, lukket overdel… der er noget tunnel over den.

Foto 8: Skulpturen set fra nordvest

Skulpturen tager sig forskellig ud afhængig af synsvinklen. Fra spidse vinkler står den lukket som en mur, da dens brede hjørner blænder åbningerne og de indre rum af, foto 8. Man kan få en fornemmelse af nogle lukkede rum, der ’skjuler noget’. Fra rette eller stumpe vinkler står den mere transparent, rummene åbner sig, og skulpturen virker mindre bastant, foto 9.

Uanset vinklen er Frankfurt tydelig på lang afstand, næsten rødt lysende – selv på en gråvejrsdag. Gentagelsen af mæanderens faste grundelement gør den monumental og markant. Samtidig skjuler den noget af det ’klumpede’ ved Deutsche Nationalbibliotheks bygning (efter min mening).

Foto 9: Skulpturen set fra nord

Førstehåndsindtrykket af skulpturen er de mange store åbninger. Eller måske snarere hjørnerne – der er et utal af hjørner eller søjler. Kirkeby taler selv om en ’søjleskov’ (se note 4). Først bagefter ser man de store murflader for oven. Fladerne og åbningerne er omtrent lige høje. Det er en tung mur, søjlerne skal bære… De høje, lukkede murflader er med til at ’strække’ skulpturen ud, men medvirker også til at give den mindre bygningspræg.  

Jeg tror, at mange ved første øjekast vil opleve Frankfurt som (lidt) uhyggelig af de samme årsager og svær at ’oversætte’. Måske også se den som noget, der er under opførsel. Omvendt vil en stor del af skulpturens faste beskuere sikkert opleve den som dekorativ op mod Deutsche Bibliotheks grå og anonyme udtryk. Og selvom den skiller sig ud fra områdets byggeri, er skulpturen ikke som sådan ’underliggjort’, den har en attraktiv stramhed og enkelhed. 

Materialer og sokkel
I lighed med biblioteket har Frankfurt ikke en sokkel eller noget synligt fundament. Den står direkte på pladsens flisebelægning. Mod Eckenheimer Landstraβe står skulpturen som nævnt tidligere ned i den indre plads’ bund i forbindelse med niveauforskellen til den ydre, trekantede plads, foto 5. Den neutraliserer på en måde (eventuelle) kræfter i undergrunden.

Grænsen er skarp mellem pladsens beton, som reflekterer sollyset, og de lyssugende mursten. Hvor den manglende sokkel signalerer, at skulpturen er på lige fod med de øvrige dele i rummet, markerer nedfældede lamper i åbningerne, at den er ’kunst’, noget særligt (der skal oplyses).  Skulpturen er bygget i et simpelt halvstens forbandt med en lys mørtel. Murstenene er lys røde, og murene er 1½ sten tykke.

Skulpturens krop
Man kan definere Frankfurts grundelement som en rektangulær mur med en stor åbning for neden. Det er nøgen mur uden ind/udtræk eller spalter. Muren har en højde på knap 5 m, en bredde på 2,75 m og en tykkelse på omkring 40 cm, foto 5.

Den firkantede åbning er 1,33 m bred og mellem 2,30 m og 2,50 m høj. Åbningen er på en måde for stor til at være en dør og for lille til at være en port[5]. Åbningens overligger er lavet af svagt, skråt stillede sten på højkant. Den store, glatte mur over åbningen er omkring 2,40 m høj. Grundelementerne er sat sammen til mæanderen med åbne rum, som skiftevis vender mod den indre plads og mod gaderne. Rummene har ingen tag og er tomme. De mange rum og passagen igennem dem giver skulpturen et ydre og indre ’virkningselement’ med en offentlig sfære og en (mere) intim uanset skulpturens transparens. 

Skulpturen er så høj, at man ikke kan se over den fra pladsen, hvorimod man udefra fra nord tydeligt kan se de øverste etager af biblioteket. Det forhold, at skulpturen er vandret for oven, giver association til en borgmur, men murene er for lave til at yde beskyttelse, og deres åbninger for store…

Går man langs skulpturen udvendig, oplever man et skifte mellem mur, hul, mur, hul osv. På trods af den transparens, som de store åbninger skaber, har jeg en fornemmelse af usikkerhed, at noget gemmer sig eller, at der sker noget uventet i rummene. Mæanderens knæk rummer en indre kerne af uro, noget som opløses konstant.  

Foto 10: Den indre passage set fra vest

Når man ser ind i passagen gennem værket fra en af enderne, står man med en stærk fornemmelse af en lang, endeløs ’tunnel’ (foto 10 og 11) eller af dominobrikker på ben. Tunnelbilledet skabes af passagens længde, åbningernes og hjørnernes bredde og de høje, lukkede murflader over.

Jeg tror, at for mange betyder tunnelbilledet, at man ikke uden videre går ind i det. Det er svært at overskue på én gang. Det gentagende, enkle udtryk gør det muligt at miste overblikket, og der kan gemme sig noget bag hjørnesøjlerne… Men når man går ind, oplever man det som om, at man er gået ud, fordi der mangler en væg. Jeg får en fornemmelse af at være skiftevis i gaderummet og pladsens rum, men også af at være alene og lidt beklemt – hvor det gælder om at komme videre… Og når man kommer ud af rummet i enden, er man i en anden verden. 

Foto 11: Passagen set fra syd, bibliotekets indgang

Lys – og skyggevirkninger

Under mit besøg var solen fraværende, og der lå en tung dis over det meste af området og skulpturen. På nogle af fotografierne kan man dog fornemme nogle af de lys – skyggevirkningerne, som dannes på grund af de vinkelrette hjørner og manglende tag på skulpturen. 

I de indre rum står ’søjlerne’ som mørke, brede streger ved side- og modlys, og i spidse vinkler kan de store åbninger fremstå som sorte, lukkede firkanter. En klassisk spænding mellem lys og mørke i porte og åbninger til huler. 
 

Tanker og eftertanker – noget om livet (mæander og passage), samspil og modspil med omgivelserne 

Mine tanker og eftertanker spreder sig over flere temaer, hvoraf nogle supplerer hinanden, mens andre er modstridende. Jeg har samlet dem under 5 overskrifter.

Skulpturen som en udvidelse af mæanderen

Nogle tanker knytter sig til skulpturens specielle mæander – uafhængig af dens fysiske placering og det sociale rum. En mæander kan generelt ses som et billede på livets vekslen mellem op – og nedture, mellem pludselige hændelser og dagligdag og som noget, der er stadigt gentagende uden man kan sætte et slutpunkt. Men også som noget der kan symbolisere, at vi som mennesker forsøger at skabe forståelse, orden og sætte livet på en formel, vi kan støtte os til. Frankfurts mæander udvider dette billede på forskellig måde.

Knækket på 90° kan ses som et udtryk for, at nogle gange tager tilværelsen et uventet ryk i en helt anden retning … Og knækkets hjørnerum, en form for ‘afsnøring’, kan ses som et billede af noget, der er afsluttet, lukket af og måske glemt.

Mæanderens indtræk er næsten kvadratiske og meget enkle. Der er mange af dem. Det skaber en fornemmelse af en regelmæssighed, at et forløb, der ganske vist er foldet, men på en måde i en forventet form.

De to grundplaner for neden og for oven kan symbolisere, at livet har flere planer, en jordnær, fysisk og en mental eller sjælelig i en anden sfære på et højere plan – bogstaveligt løftet fra jorden på søjler. Og et plan, som er mere lukket, og som lever sit eget liv…?

Den transparente mæander for neden kan vise, at vi lever i et ’open system’ med andre. Vi kan ikke slippe af med omverdenen og dens påvirkning (og omvendt). Her er måske et budskab til bibliotekets personale, store systemer har det med at lukke sig om sig selv!

Passagen 

Man kan kun opleve skulpturen fuldt ud ved at gå igennem den. Og samtidig bliver man herved selv en del af skulpturen… Der er to typer passager. De korte på tværs, ind/ud af den indre plads eller gaderummet og den lange gennem længderetningen. De tværgående passager er de ‘rigtige’ portåbninger, hvor man passerer mellem forskellige rum, slipper ud eller kommer ind.

For passagen i længderetningen har jeg forskellige oplevelser afhængig af, hvor jeg er i forhold til passagen. Udenfor på en vis afstand står passagen som en tunnel, jfr. om skulpturens krop. Det skaber associationer til, at man skal ind i et bjerg eller under vand, noget med at skulle i et dyb og i usikkerhed, og der er andre kræfter på spil her!

Når jeg står i enderne, kan jeg få en oplevelse af at se krypter eller klosterkorsgange. Nærheden til kirkegården og bibliotekets funktion har nok også indflydelse. Jeg får associationer til processioner og kirkemusik eller nyere musik (f.eks. Tavener, Pärt, Vasks). Musik med et behersket udtryk, en fast, enkel form uden brug af megen dynamik og skift i tempo. Musik, der skaber en stemning af ærefrygt og ærbødighed… 

Går jeg ind i skulpturen opløses dette billede delvist. Der er anderledes inde, end man opfatter udefra. En umiddelbar følelse er som nævnt skiftevis at være en del af pladsen og en del af gaderne, men der foregår samtidigt noget foroven i en anden modus, man ikke helt kan følge med i… Måske en fornemmelse af at være inde i sig selv, gå gennem sig selv eller være i en overgang fra et sted til et andet. Overgange er farlige, usikre og man mangler holdepunkter.

Samspil og ’opsamling ’af det fysiske rum

Jeg ser et særligt samspil mellem skulpturen og andre elementer i det fysiske rum. I det fysiske rum er forskellige ’funktioner’ til stede, som skulpturen knytter til sig med sin form og sit udtryk. Gaderummet med trafikkens bevægelse, ’stop – go’ og ryk og med en tidslighed og flygtighed har et sidestykke i skulpturens foldning og passage. Kirkegården med død, evig hvile, sjæleliv og en anden verden har et modsvar i skulpturens øverste plan, hvor andre dramaer foregår, og hvor der er åbent mod himlen, det uendelige. Biblioteket som et sted, hvor man registrerer og samler dokumentation af (noget af) det, som mennesker har dannet viden og erkendelser om. Det har et sidestykke i mæanderen, som et billede på livets forløb.  

Skulpturens samspil og modspil med biblioteket

Skulpturen ligger i bibliotekets del af rummet. Skulptur og bibliotek står tæt på hinanden i enderne og skaber sammen en indre og ydre plads og en samlet ’korsgang’. Der er en synergi, hvor skulpturen bidrager til at synliggøre bibliotekets mission. Men der er også nogle iøjefaldende kontraster og sammenstød, hvor skulpturen har sin ’egen dagsorden’. 

Skulpturens støtte til bibliotekets mission ligger i dens bidrag til at skabe et klosteragtigt rum. ’Kloster’ betyder på latin ’aflukke’, og når noget lukkes ude, kan noget andet lukkes ind. Mere ro, fred og muligheden for fordybelse (i de ’hellige skrifter’)? Man kan også se mæanderen og passagen som en metafor for processer i forhold til at danne viden og erkendelse: ‘tingene’ går op og ned, har skarpe hjørner og kan opleves som tunnelagtigt, usikkert og farligt.

Nogle kontraster er tidligere beskrevet: skulpturens horisontale dimension, passagen, der ikke er til ophold, åbenheden i forhold til omverdenen, de tomme rum (kun egne tanker) osv. Skulpturen ligger udenfor biblioteket og dets funktion…

Gaderummet – skel, ’inde og ude’ og muren som bagtæppe

Muren skaber et støjværn mod gaderne for biblioteket, men sætter også et hegn eller et skel, hvor nogen er ude og andre inde. Som trafikant i gaderummet, kan man få en opfattelse af, at der må være noget bag muren, man ikke kan se. Der er en asymmetri i forhold til folk på pladsen eller i biblioteket, der kan se, hvad der foregår gennem åbningerne (folk går, cykler, venter osv.). Til gengæld oplever man som trafikant måske mæanderen stærkere, når man kører forbi. 

Står man på afstand f.eks. på nordsiden af gaderummet eller ved indgangen til kirkegården, kan man mod muren se et konstant og flygtigt flow af biler, U-Bahn og cykler, der kører, stopper og sætter i gang og forsvinder ud af rummet og dets verden… Imens muren med dens udtryk og symbolik bliver stående som en fast baggrund og et holdepunkt i rummet og verden.

Torsten Karlsson, februar 2018 og januar 2022

Praktisk:

Adresse: Adickesallee 26
Parkering: gaderne i området
Offentlig transport: U-Bahn station Deutsche Nationalbibliothek 
Adgang: gratis

Fodnoter:

[1] Kunsthaus Bregenz: Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeignis.1997. Bemærk: Fortegnelsens mål for bredde og højde er forkert.
[2] Wikipedia og materiale i Per Kirkebys Arkiv. I bibliotekets forhal findes et større værk af Baselitz, som jeg dog ikke har set.
[3] Eric Adickes var en tysk filosof, der bl.a. havde Kant som speciale.  Eckenheim er en bydel i Frankfurt.
[4] Noter i arkivets materiale. Han bruger også her ’stakit’ om udtrykket.
[5] Forskellen i højden fremkommer ved, at højden på skulpturen og åbningerne optager niveauforskellen i terrænet på østsiden, jfr. ovenfor under fysisk rum.