BERLIN – MICHAELBRÜCKE (1997)

Et højt, fladt tårn med en passage gennem en mæander på en skrående bund   

Note om Per Kirkebys Tårn ved Michaelbrücke, Berlin  

Kort om skulpturen   

I forbindelse med byggeriet af et kraftvarmværk i det centrale Berlin har Per Kirkeby opført to store bygningskulpturer, et tårn og en mur.

Kirkebys værker er opstillet i 1997 på bestilling af Bewag, Berlins forsyningsselskab. I dag drives kraftvarmværket af Vattenfall, og Kirkebys tårn og mur er ikke mere tilgængelige for offentligheden. Tårnet kan ses på tæt hold fra den nærliggende Michaelbrücke, mens muren kun kan ses på længere afstand. Derfor omhandler noten kun tårnet og med de begrænsninger, som den manglende mulighed for at ’røre’ skulpturen giver.  

I Kunsthaus Bregenz’ værkfortegnelse bruges ’Turm’ som titel, hvorfor jeg har valgt oversættelsen ’Tårn’.[1]

Kirkebys Tårn er en høj, flad skulptur med profil som en retvinklet trapez. Profilen skyldes, at det optager faldet i stedets skrånende bund mod Spree, floden gennem Berlin. Tårnet er omkring 2 meter bredt, mellem 8 og 10 m højt og knap 8 m langt. Tårnets grundplan er en mæander, men en speciel mæander med forskydninger og sammentrækninger som geologiske foldninger på højkant. Det har samtidig store åbninger i siderne for neden, så det næsten står på søjler, og der dannes en indre passage gennem skulpturen.

Tårnets nærerum er et lille, indrammet ingenmandsland mellem kraftvarmværket og Michaelbrücke. Som en del af skulpturens udtryk indgår, at man har udstyret rummets skrånende bund med et utal af stier, mure og trapper. 

Tårnet har en umiddelbar enkelhed i sit udtryk, men samtidig nogle fascinerende dobbeltheder, der giver det en sofistikeret kompleksitet. Kirkeby har brugt nogle greb for at nå disse udtryk, som er betagende i sig selv. Skulpturen rummer for mig et utal af muligheder for referencer og tankerækker. Lige fra hvad et tårn er, til en mental transformation og rituelle processioner. Jeg ser passagenmæanderen og trappens symbolik som en kerne i skulpturen. Og med menneskers verden forneden og en højere, lukket ’åndens’ verden foroven.

Foto 1: Tårnet set fra nord

Foto 2: Tårnet set fra sydøst

Det fysiske rum for Tårnet – Kraftvarmværket, Spree og et menneskeskabt, indhegnet ingenmandsland uden sider med en skrående bund, trapper og brosten

Kraftvarmværket, Heizkraftwerk Mitte (HKW fremover) ligger i Friedrichshains sydvestlige del på sydsiden af Spree. Fra Kirkebys skulptur er der knap 1½ km til Alexanderplatz og 300 meter til U/S-Bahnstationen Jannowitzbrücke. Se kortudsnittet.

HKW ligger i det gamle Østberlin og udenfor ’Turist-Berlin’. I området er en blanding af ældre boliger og småerhverv – og HKW. HKW er et stort, firkantet anlæg med store og høje bygninger og skorstene. På fotos oven fra kan det minde om en borg [2]. Værket producerer på gas, så her er ingen store kullagre, kraner eller skibe med kul, og der er næsten lydløst…

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Samtidig med Kirkebys værker blev 2 andre skulpturer opstillet. I dag er der 5 skulpturer på HKW. Ingen af de øvrige skulpturer er synlige fra Tårnet.

Som man kan se på kortet, kan man komme til Tårnet via Michaelkirchstraβe, fra Spree (på en weekend ser man turistbåde) og ad en sti langs Spree, som dog stopper og er afspærret på HKW’s område.

Tårnet og Kirkebys mur er tydelige, når man står på Jannowitzbrücke Station. Og Tårnet må også kunne ses fra nogle af de højhuse, der ligger på den nordlige side af Spree. 

Skulpturen står på et lille, åbent græsareal på østsiden af HKW tæt ved Spree, Michaelkirchstrabe og Michaelbrücke. Rummet for skulpturen ser jeg som det nære område omkring den og et område langs Spree på grund af den åbne side mod nord – se det indrammede udsnit af kortet.

OMrådet langs Spree kan ses på foto 3 og 4. På nordsiden er rummet afgrænset af et højt bygningsanlæg langs floden, hvor der kører tog ovenpå. Vestsiden dannes af Jannowitzbrücke. Mod øst lukkes rummet af Michaelbrücke. Broens vejanlæg ’forsvinder’ i et ’hul’ gennem jernbanebygningen på nordsiden. Kirkebys lange mur danner sydsiden. Den står 6 -7 meter fra bredden med en sti foran.

Det nære område omkring Tårnet kan man kun iagttage fra Michaelkirchstraβe og broen. Det er svært at beskrive i præcist i ord. Der er især mange ting i spil i rummets bund, men først de 4 sider.

Foto 3: Spree mod Jannowitzbrücke

På foto 5 kan man se siden mod vest, syd og øst. Vestsiden dannes af en HKW-bygning med glasfacade (som skulpturen kan spejle sig i) med en grav foran og med hegn langs kanten. Siden afsluttes mod Spree med en gitterlåge. Sydsiden er et gitterhegn, der løber mellem HKW og Michaelkirchstraβe. Mod øst danner Michaelkirchsstaβe med hegn og gelænder siden. Der er en lille trappe ned til skulpturen. Siden afsluttes af Michaelbrücke med rækværk foroven og fundamentet til broen som en trekantet mur forneden. Mod nord har man Spree med lave buske ud mod vandet. Rummet har som sådan kun én ’lukket’ side – mod vest.

Foto 4: HKW fra Jannowitzbrückestation mod syd

Rummets bund. Bunden er et græsareal indrammet af et brostensbelagt stisystem tæt på bundens yderkanter. Den falder samlet set omkring 4 meter mod Spree, men i flere niveauer, og den skråner i forskellige retninger samtidig med, at der er et ’utal’ af trapper og støttemure. 

Den sydlige del ses på foto 5. Langs stien løber en lav mur med bred trappe i midten, som skiller to forholdsvis flade niveauer af bunden, og muren er ført videre på et stykke af østsiden.

På den nordlige del løber stien ca. 5 meter fra bredden med et rækværk og en udsigtsplatform mod floden (foto 6). Stien har her to trapper, der fører den ned i niveau, så den kan fortsætte under Michaelbrücke. Langs den nederste trappe er en mur, som holder på skråningen. Langs broen fører en trappe op til vejen.

Foto 5: Skulpturens rum set fra nord

På bundens midterste del står Tårnet trukket op mod rummets nordlige ende sammen med et par tekniske installationer. Tårnet står ca. 8 meter fra broen og 5 meter fra Spree i en huling med et fald fra de 3 sider på mellem 1½ – 2½ meter. 

Mine umiddelbare associationer om det nære rum er, at det ligner noget, man ikke har kunnet bruge, et ingenmandsland. Det er specielt ved, at det mangler 3 sider, at bunden falder kraftigt, at det er indrammet ind med stier, samt at der er et hul ud/ind af rummet under broen. Man kan opleve, at undergrunden har været ’levende’ her, og at mennesker har forsøgt at ’håndtere’ det med mure, trapper og stier. 

Foto 6: Tårnet set fra øst

Rummet er ikke et idyllisk sted, snarere et rum med en indbygget utryghed. Der er en risiko for, at man kan skride her; der er huller ind i rummet, og man er lukket inde – uanset om der ikke var hegn langs området.   

Skulpturen har ikke en egentlig byplanmæssig funktion. Den iscenesætter rummet ved at gå i højden på en lille plads. Og gør det forskelligt fra forskellige positioner. Fra vejen og broen tager den blikket fra HKW og omskriver området fra ’ingenmandsland’ til noget ’beboet’, men uden at fjerne følelsen af utryghed. 

Tårnet er bygget i samme sten som HKW og gentager former/bygningstræk fra HKW, så de forbinder sig til hinanden. Hertil kommer, at Tårnet skyder sig ud mod bredden. Det giver et indtryk af energi og kraft. Er Tårnet en afdeling eller filial til HKW? Omvendt står de to værker skarpt adskilt fysisk. Tårnets klare afgrænsning og dets smalle og vertikale dimensioner står i kontrast til HKW’s uoverskuelige udstrækning og store dimensioner. Tårnet står ikke som propylæer eller port til HKW eller som repoussoir. 

Ser man skulpturen fra nordsiden, ser man slægtskabet med Kirkebys mur langs floden. Skulpturerne bruger samme mursten og har mæanderforløb mv. Men hvor muren løber øst/vest, spærrer og lukker HKW af mod Spree, står Tårnet nord/syd og signalerer noget med at komme til eller fra… i stedet for langs med. 

Da Tårnet blev opført, kunne man gå rundt om og ind i skulpturen, stå i den og gå igennem. Den opfordrer til det med de store åbninger og den indre passage. På den anden side er den lukket i enderne, man går ikke bare lige ind her… 

Med indhegningen af skulpturen kan man se den på afstand og oppefra, men ikke fra dens bund og ikke indeni. Den manglende mulighed for at komme i skulpturens nærhed gør det svært at vurdere, om beliggenheden (delvis) under niveau med broen har betydning. Jeg tror, man kan se og høre togene på banen på den anden side af Spree, men kan ikke afgøre, om man kan høre biler, der kører over broen – og om de giver en oplevelse af, at noget (måske livet) kører forbi…

Det sociale rum for Tårnet – daglige brugere af området, medarbejdere ved HKW  

Det nære område om skulpturen er en blanding af bolig og erhverv. Der er mennesker, der bor her, og nogle har arbejde her. På en almindelig lørdag formiddag i september var Michaelkirchstraβe uddød, ingen mennesker, ingen trafik. Jeg gætter på, at til andre tider er der trods alt mennesker tilstede, f.eks.:

·        Medarbejdere ved HKW og i virksomheder i jernbanebygningen på Sprees nordside

·        Folk som bruger Michaelbrücke på vej til/fra arbejde eller uddannelse i bil, på cykel
eller til fods.

·        Folk som står af/på Jannowitzbrücke Station eller som bruger banen til/fra stationen.

·        Folk som går eller løber en tur langs Spree

·        Turister i havnerundfart

·        Besøgende hos HKW

Bortset fra ’medarbejdere’ vil de øvrige beskuere være i området under gennemgang til noget andet. Og bortset fra de to sidste grupper vil de øvrige typisk være faste, måske daglige beskuere. Det gælder specielt de medarbejdere hos HWK, som arbejder i bygningerne ud til Tårnet. Jeg formoder, at de daglige beskuere ser skulpturen under forskellige forhold og med forskellige forudsætninger – men de har til fælles, at skulpturen er svær at undgå…

Grundplan for Tårnet – mæander i to plan med forskydninger, spalter som små mæandere og en indre passage

Tårnets grundplan er vist nedenfor. Jeg brugt tegningsmateriale fra arkivet i stedet for målinger på stedet. Grundplanens udgangspunkt er en mæander med lige sider og vinkelrette hjørner. Grundplanen danner 5 indre ’mæanderrum’, hvor 3 vender mod Michaelkirchstrabe og 2 mod HKW. I princippet kan man tale om en mæander i to planer, en i Tårnets bund og en over åbningerne. Mæanderen i bunden har mange åbninger i forløbet. Det udvisker næsten mæanderudtrykket og danner et åbent indre rum i skulpturens længde. Den øverste mæander er til gengæld ubrudt i sit forløb.

Grundplan Tårn

Men det er også en speciel mæander på andre måder. På tegningen kan man se at de 3 midterste rum er forskudte/forkastede i forhold til enderummene. De er dels bredere (ca. 2,60 m mod 1,85 m), og dels er de længere (1,14 m mod 0,76 m) målt i det indre af rummene. Enderummene har desuden 1 ydre og 2 indre spalter eller smalle indtræk. De danner en lille mæander i den store!

Når jeg ser en grundplan med mæander, får jeg ofte associationer til labyrinter. Det gør jeg også for Tårnets vedkommende, men mindre udpræget. Indtrykket af passage og genvej gennem mæanderen er stærkere. Selvom det er en passage med forhindringer…

Tårnets bygningskrop – en monumental høj, flad kasse med åbne sider og en passage eller en hul skulptur på søjler med en tung overkrop

Tårnet er en flad, trapezformet kasse på højkant. Det har en klar frontal orientering med de lange sider mod øst og vest. Som skulptur virker den stor med en højde på mellem 8 og godt 10 meter og en længde på omkring 8 meter. Jeg ser den som en vertikal skulptur, og det underbygges både af mæanderens ind/udadgående forløb (som en geologisk foldning på højkant) og af åbningerne forneden. I nogle positioner, hvor man ser skulpturen med den skrånende bund, kan man få en fornemmelse af, at den bevæger sig. Den har nogle indbyggede dobbeltheder eller konfrontationer i forhold til at være åben eller lukket og i forhold til at være tung eller let. Det er de store lukkede flader og åbningerne forneden, som skaber dobbelthederne. Nogle vil måske se den som en skulptur på søjler, som løfter sig fra jorden med en tung overbygning. 

Tårnets udtryk er afhængig af verdenshjørnet, vinklen og afstanden. Når man bevæger sig langs skulpturen, oplever man på en måde, at den udvikler sig fra noget ’prunkløst’ til noget (mere) sofistikeret…

Fra syd i en spids vinkel (når man kommer ad Michaelkirchstraβe), kan man indtil 15 meters afstand se skulpturen stå lukket uden indre rum og åbninger for neden – de er skjult af det faldende terræn. Her fanger de store nøgne murflader for oven og spalten i enden først opmærksomheden (foto 2). 

Fra Nord når man kommer ad Michaelbrücke kan man i spidse vinkler og på afstand se skulpturen i ’fuld figur’, både åbningerne og indtrækkenes dannelse af rum (foto1). Fra mindre spidse eller lodrette vinkler og på tæt hold åbner skulpturen sig mere, indtrækkene bliver dybe og skulpturen transparent for neden. Trappen, det indre rum og baggrunden bliver her en del af udtrykket (foto 5). 

Tårnets højde og de enkle virkemidler giver skulpturen et monumentalt udtryk. Der er både noget anonymt og markant over den. Det anonyme knytter sig til anvendelsen af sten og former fra HKW. Det markante ligger i de uproportionelle flader og åbninger, men uden at elementerne virker helt underlige i den måde, de er sat sammen. 

Materialer og sokkel. 
Trappen, som Tårnet står på, virker som en sokkel. Den ville ikke være her uden skulpturen. Trappen sender et signal om passage, at ’vi skal et sted hen’, at det ikke er et sted til ophold.

Trappen ses bedst på foto 1 og 6. Den er lavet af beton og skaber med sin farve og overflade en skarp grænse til skulpturen. Der er en form for distance mellem skulptur og sokkel. Den har samme længde som Tårnet, men er bredere, cirka 4,20 meter, så man kan gå langs med skulpturen på begge sider. Alligevel oplever jeg Tårnet som stor i forhold til trappen og dermed til dels skrøbelig. Trappen er designet, så den har 2 trin, hvor skulpturen har mure og et større vandret gulv, hvor skulpturen har ‘indre/ydre’ rum. 

Tårnet er bygget i et halvstensforbandt med en lys mørtel. Der er brugt en tysk Wittmunder klinke, som virker brun-blålig, mørk og hård – næsten som glaseret fra nogle positioner [3]

Langsiden mod øst. 
Alle skulpturens sider følger grundplanen i højden uden yderligere figurer eller fragmenter, bortset fra at murene ‘lukkes’. De lange sider optager faldet/stigningen i terrænet med den retvinklede trapezform – som om skulpturen har erobret naturen… 

Østsiden (foto 1 og 6) har øverst de store, ubrudte, glatte murflader. For neden har de 2 brede mure 2 åbninger med 4 smalle mure, der ligner søjler. Den indtrukne mur i midten har en åbning i bunden mod vest. Åbningerne har bredde som døre, men højde som porte. De er afsluttet for oven af lodretstillede mursten. Åbningernes højde optager forskellen i terrænhøjden, og alle de øverste kanter flugter med hinanden. Det gælder både de indre og ydre åbninger. Det betyder, at deres højde varierer mellem lidt under 2,50 meter og 3 meter, og jeg gætter, på at det giver en helt særlig virkning i rummet.

Den smalle side mod syd eller nord. 
Skulpturens sider mod syd og nord er rektangulære mure på omkring 1,85 meters bredde (se foto 2 og 5). De smalle murflader brydes i midten af en gennemgående spalte på en ½ mursten i bredden (13 cm med fuge) og en hel sten i dybden. På grund af terrænets fald og skulpturens optagelse af faldet står især den nederste side som søjleagtig og lidt skrøbelig på grund af højden. 

Det indre af skulpturen. 
Det indre af skulpturen består af 5 mindre rum, der hænger sammen til et langt rum på grund af åbningerne i de indre mure (foto 6). De mindre rum er rektangulære på tværs af det store rums længderetning. Rummene er tomme, og man kan se fra den ene ende til den anden, men alle rum har kroge og hjørner. De to enderum skiller sig ud ved at have to lukkede sider med to spalter mod henholdsvis nord og syd (se grundplanen). 

Man kan kun opleve Tårnet fuldt ud ved at gå ind og gennem det. Ud fra mine erfaringer med andre af Kirkebys skulpturer gætter jeg på, at der kan være en kerne af ’overraskelse og usikkerhed’. Nogle eksempler: Går man ind i skulpturen gennem ‘døråbningen’ i en af murene, kan man – når man er kommet ind – opleve det som om, at man i stedet for er gået ud, fordi det rum, man kommer ind i, mangler en væg. Går man fra det nederste rum op ad trapperne, kan man få en fornemmelse af at gå gennem en tunnel, som bliver lavere, fordi åbningerne bliver lavere, og omvendt den anden vej. Man får måske også fornemmelsen af ’at være sluppet ud’, når man træder ud ad siden fra det øverste eller nederste indre rum… 

I skulpturens indre rum kan man muligvis få en oplevelse af at stå i bunden af en høj, smal skakt og at være alene, overladt til selv og at skulle vælge vej ud eller gennem skulpturen.

Lys og skygge – metafysiske spalter, dybdeskabende skygger og spejlende mursten

Ser man Tårnet fra sydøst om formiddagen på en sensommerdag med skarp, direkte sol står de smalle udvendige spalter med sorte, næsten påmalede striber – som om skyggen forsvinder i spalterne, en metafysisk skygge. Og de nedre ’søjlerum’ står mørke og uigennemsigtige. 

Ser man skulpturen fra nordøst mod solen, oplever man de indtrukne rums sydsider som sorte mure. Det gør indtrækket dybere og fremhæver murene mod øst. Samtidig bliver skulpturen mindre flad og mere levende, se foto 1. Med direkte sol står de mørke mursten hårde og glinsende, næsten spejlende (foto 6). I løbet af dagen vil solen sikkert skabe andre skygger, der måske tegner mere trekantede skygger og lysende felter for oven. 

Det er svært at afgøre hvilke lys/skyggeeffekter, man kan opleve inde i skulpturen på grund af vinklerne. Ud fra min erfaring med andre skulpturer vil man i de indre rum givetvis kunne se solen som modlys foroven, der får de øverste kanter til at stå lysende hvide og som en skarp projektør på de modstående sider.  

Tanker og eftertanker – dobbeltheder, et tårn, et forsvarsværk, en transformation, et helligt sted, en passage gennem mæanderens og trappens symbolik – menneskeverden og åndens verden

Den begrænsede adgang til skulpturen, betyder, at man som beskuer får amputeret sin sanseoplevelse. Men den manglende nærhed gør også skulpturen til en anden skulptur. Den kommer på en måde til at stå i sin egen virkelighed og med en (utiltænkt) urørlighedszone. Og fra at være en 360° skulptur bliver den en 180° skulptur, en form for ‘hautrelief’ med elementer, der er frigjort fra baggrunden. Skulpturen bliver mere et ’billede’. En anden følge er, at man gør sig tanker om, hvordan der er på den anden side og indeni… Nogle forestillinger, som man kan tvivle om, er rigtige eller forkerte, og som dermed bidrager til at øge den usikkerhed eller dobbelthed, som skulpturen i forvejen indeholder… 

Dobbeltheden er omvendt en del af fascinationen ved skulpturen. Jeg oplever, at det, man tror ud fra det første indtryk, viser sig at være mere sofistikeret og måske uigennemskueligt. Eksempler på dobbeltheder – Tårnet er både: 

·         en åben og lukket skulptur, den har rum, der alligevel ikke er rum

·         en mæander og ikke en mæander – siderne har store åbninger

·         en passage og ikke en passage – der er forhindringer  

Med titlen på skulpturen, Tårnet, skaber Kirkeby også nogle spørgsmål og associationer. For det første er skulpturen i det hele taget et tårn? Den er placeret lavt og ligner med sin smalle kasseform ikke umiddelbart andre tårne som fyrtårne, udsigtstårne eller kirketårne. Skal man se den som en kampanile, et fritstående klokketårn, og er HKW katedralen? Eller er den med sin skrå bund en parafrase af det skæve tårn i Pisa (den mest berømte kampanile)? For det andet, et tårn kan være noget, man kan komme op i for at få et bedre udsyn, et overblik (og indblik?) eller som noget, hvor man stiger op mod himlen og de højere luftlag. Det giver titlen mere (og en anden) mening. Og med sin indre trappe giver skulpturen jo en fysisk mulighed for at komme op… 

Tårnet kan ses i et samspil med Kirkebys mur langs Spree og Michaelbrücke, og det skaber associationer til et forsvarsværk omkring et slot eller en borg. Er Tårnet et bidrag til at holde noget ude, som man ikke vil have ind eller holde noget inde, som man ikke vil have ud – nogle stærke kræfter eller noget værdifuldt…?  

Tårnet forbinder sig som nævnt til HKW’s fysiske fremtoning. Gælder det også i forhold til HKW’s formål og funktion (i overført forstand)? HKW transformerer gas til lys og varme. Man kan tale om, at det ’overvinder’ nogle bindinger i naturkræfterne eller frisætter kræfterne til energi (der kan bruges til noget). Kan man tænke passagen gennem Tårnet som en transformation, at noget her kan omdannes, frisættes eller overvindes…? Tanken er ikke fjern for mig.

At det er store ting, der skal foregå i relation til Tårnet, bliver signaleret gennem valg af sted og stedets udformning. Skulpturen står tæt ved bredden af en flod, et symbol på passagen til Hades og døden…? Pladsen er opbygget med forskellige niveauer og trapper, og den og skulpturen er indrammet af et bredt brostensbelagt felt. Der er lagt en beskyttelseszone, og vil man ind til skulpturen, skal man passere dette felt. Er det en advarsel om, at man overskrider en grænse og er på vej ind i anden verden? Et særligt sted… et helligt sted eller et farligt sted? 

Skulpturen, der står på dette særlige sted, rummer en passage. Der er to ind/udgange og et forløb imellem – den er ikke beregnet til ophold. En passage forbinder jeg med et forløb eller en overgang mellem en ’tilstand’ til en anden. Tårnets opadstræbende sider og ’søjlegange’ giver tanker til processioner og rituelle formål. Jeg tror, at man kan opleve en form for sakral stemning eller følelse af noget uendeligt i skulpturens ’indre’. De lukkede ender signaler at ’man kan ikke bare gå ind’. Og de indre rum er åbne rum, som gør, at man ikke kommer helt ’ind’. De er desuden tomme… Nogle har taget inventaret, eller det har aldrig været her, man skal selv fylde det ud…  

Men det er en speciel passage på flere måder. I det ydre har den højde som et tårn, det er høje tanker, man kan tænke her… Og passagen har en mæander som grundplan med mæanderens reference til livets forløb, op – og nedture, pludselige åbninger eller barrierer, bratte ændringer, uventede ryk, men også til vores tilbøjelighed til at bruge mæanderen som en formel og forklaring på livet. Det er (igen) i en speciel udgave med forskydninger og sammentrækninger … som en særlig understregning af, at grundmønsteret for os alle er måske ens, men alligevel forskelligt i detaljen. Med skulpturens højde, en åben mæander forneden og en lukket foroven oplever jeg et signal om to verdener: én hvor menneskene færdes og én, hvor noget andet hersker, et højere luftlag, en ånd etc., som er uigennemskuelig for os… Passagen er også speciel ved at være bygget over og integreret med en trappe. En håndfast symbolik om forbindelsesled mellem forskellige planer, føre op til noget højere eller ned til en underverden, eller en landgangsbro.  

Men man kan også bare nyde skulpturen og solens reflekser i stenene og lys- og skyggevirkningerne, som hele tiden skaber nye dybder i skulpturen.

Torsten Karlsson, december 2017

Praktisk:

Adresse: Michaelkirchstrabe 
Parkering: på gaden 
Offentlig transport: ca. 300 m fra Jannowitzbrücke U/S-Bahnstation
Adgang: gratis fra Michaelkirchstrabe

Fodnoter:

[1] Kunsthaus Bregenz: Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeignis.1997. Bemærk: Fortegnelsens mål for bredde og højde er forkert.
[2] Set på Vattenfalls hjemmeside: http://www. https://corporate.vattenfall.de/uber-uns/engagement-regionales/wir-in-berlin/besichtigungen-in-berlin/
[3] Bewags pressemeddelelse 16.5.1997. Arkivmateriale på Per Kirkebys arkiv, Museum Jorn.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: