København (1996) – Meldahlsgade

Byporte med mæander og overbygning

Note om Per Kirkebys bygningsskulpturer i Meldahlsgade, København V

Kort om skulpturen

I Meldahlsgade mellem Hovedbanegården og Vesterport står to ens murstensskulpturer af Per Kirkeby. Skulpturerne står i hver sin ende af gaden ved indfaldsvejene, ’Ved Vesterport’ og ’Vesterbrogade.’

Kunsthaus Bregenz’ værkfortegnelse benævner skulpturerne ’København (1996) [1]. Jeg har valgt at tilføje det mere stedsspecifikke Meldahlsgade i noten [2].

De to røde murstenskulpturer har en højde på omkring 5 meter, en bredde på 1,3 meter og en længde på 5,3 meter. Deres grundplan er en mæander med to forskudte led. Tværmurene er små mæandere i sig selv med dybe, smalle spalter. Skulpturerne er i to plan med store åbninger i bunden og vindueslignende åbninger over. De er omgivet af høje kontorbygninger i beton, stål og glas, der rager markant over skulpturerne. På trods af deres beskedne størrelse i forhold til omgivelserne laver de ravage i bybilledet med deres form og farve. Det fremgår også af de indlæg om skulpturen, som jeg kan finde på nettet.

De to skulpturer vender de brede sider med åbningerne mod indfaldsgaderne og står som en form for byporte. Porte sender et signal om et skel og en passage mellem forskellige verdener, og i Kirkebys udgave med indbygget symbolik om livet og livets vilkår, men også om nye muligheder, tro eller måske indespærring. En anden tilgang kan være at se skulpturerne som billeder på alternative kontor-/butiksbygninger i en forenklet fremstilling.

Foto 1: Skulptur ved Vesterport set fra sydøst

Meldahlsgades sociale og fysiske rum – mennesker undervejs og på arbejde 

Selve Meldahlsgade er en gade/ gågade, som forbinder de to indfaldsveje til centrum, ’Ved Vesterport’ og ’Vesterbrogade’. Skulpturerne er synlige i et forholdsvist stort rum langs vejene, se kortudsnittet. Der kommer mange mennesker forbi skulpturerne hver dag, og der er nok mange ’faste’ brugere. Nogle arbejder i områdets servicevirksomheder, banker, cafeer, butikker etc., andre er på vej til/fra destinationer i andre dele af København – gående eller kørende. Skulpturerne ligger på tværs af indfaldsgadernes kørselsretning, så beskuerne møder skulpturerne som en slags byporte. Nogle beskuere ser endda begge værker, hvis de skal gennem Meldahlsgade.

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

De nære omgivelser/rum for skulpturerne er et fliseareal. Der er ingen træer eller buske. Måske var det oprindeligt tanken, at skulpturerne skulle have et frirum omkring sig, men der er temmelig mange cykler parkeret op ad dem, som derfor lukker dem inde og vanskeliggør, at man kan gå gennem dem.  

Omgivelser og skulptur udgør ikke én skulptur, tværtimod. Skulpturerne er med deres farve og størrelse en markant kontrast til omgivelsernes dominerende byggeri. Er de en form for alternative kontorhuse? Når man kommer ad Vesterbrogade fra Hovedbanegården, bemærker man, at skulpturens åbninger på en måde ligner vinduerne i den bagvedliggende bankbygning.

Går man ad Meldahlsgade, ser man skulpturerne som en monolit, en søjle, foto 2. Da Meldahlsgade krummer en smule betyder det, at skulpturerne opleves bredere og større, når man kommer nærmere – de vokser. Og man får en fornemmelse af, at der er et lukket rum i skulpturerne, som ’skjuler noget’.

Når man ser gennem skulpturernes åbninger mod trafikken på indfaldsgaderne, får man en oplevelse af biler, cykler og mennesker, der bevæger sig i forhold til skulpturerne. Det giver liv til og i skulpturerne og en kontrast til Meldahlsgades næsten mennesketomme rum.

Foto 2: Skulptur mod Vesterport set fra syd.  

Meldahlsgades grundplan – symmetri og gentagelse, den dobbelte mæander  

De to skulpturer har samme grundplan. Grundplanen er en toleddet mæander med en lang længdemur og en kort tværmur. Man kan også se skulpturen som 3 rektangulære søjler med 2 forskudte mure imellem sig, som er åbne forneden. Skulpturen har som sådan ikke et bestemt start- eller slutsted.  

Den overordnede mæander er simpel, men de dybe spalter i tværmurene danner en ‘lille mæander’ i (den store) mæander og er en slags gentagelse af grundplanen i et sammenpresset form. Det gør skulpturen sværere at gennemskue, end den egentlig er.

I den ‘store mæander’ er tværmurene kortere end længdemurene. Det giver fornemmelse af ind/udgang frem for rum.

Grundplan ’Meldahlsgade’

Meldahlsgades murstenskrop – porte med overbygning af åbninger  

Skulpturerne har ikke et synligt fundament, de vokser så at sige op af fliserne. Men jeg oplever også, at de er færdige med ’at vokse’! Deres proportioner er afbalancerede og signalerer noget afsluttet og fuldført. Skulpturerne har ikke noget tag, og på trods af de tomme åbninger virker de ikke uhyggelige. 

Vægten i bygningskroppen ligger i skulpturernes øvre plan. De står solidt, men de store åbninger mellem tværmurene gør nederste del lettere end de store murstenspartier for oven. Konstruktionen og tætheden betyder konkret, at blikket naturligt søger op og væk fra flisearealet.

Foto 3: Skulptur ved Vesterbrogade set fra nordøst

Åbningerne i skulpturerne er udformet som porte og vinduer. Portene står som en manglende mur forneden mellem tværmurene. Der er ikke muret hjørner ind som markerer portene i sig selv. Man har en oplevelse af at komme ud, hvor portene er trukket ind i mæanderen, og af at komme ind, hvor portene er trukket ud i mæanderen. Portene kan også ses som ’butiksvinduer’ på samme måde som facadevinduerne i de bagvedliggende bygninger. 

Portenes overbygninger har fire ‘vinduer’ fordelt i to rækker. Den nederste række vinduer er højere end den øverste række. Virkningen heraf er, at blikket ledes op ad, og denne virkning forstærkes af spalter i tværmurene. De fire vinduer kan også ses som et stort dannebrogsvindue. Fra nogle synsvinkler træder vinduerne igennem som 2 store kors.

Spalterne i enderne og indtrækkene er meget markante både på grund af deres bredde og dybde, og fordi de går op i hele murens højde. Spalterne skaber et udtryk af søjler af forskellig bredde. De indre spalter giver desuden en fornemmelse af et større rum, men også af at de lange (forløbs)mure på måde er påhæftet tværmurene. 

Skulpturernes lange sider danner et udtryk, der meget transparent, en nærmest let og elegant konstruktion. Men ‘vinduerne’ og det åbne rum bag dem skaber på den anden side en oplevelse af tomhed, som om skulpturerne er ‘alene i verden’. Ser man skulpturerne skråt fra en af enderne, får de et mere massivt og kompakt udtryk, idet nogle af de øverste åbninger skjules af tværmurene. Nogle vil måske opleve udtrykket som fængselsagtigt.

Lys og skygge – todeling, synlighed og usynlighed 

Når solen rammer skulpturerne, står de meget tydelige og lysende med de røde mursten. De kan ses i forhold til de omkringliggende glasfacade bygninger. Samtidig betyder mæanderformen, at der er skygge på skulpturernes inderside. Det giver en oplevelse af forskydning/forkastning. 

De to skulpturer får sol på forskellige tidspunkter af dagen og skaber lys – skyggeeffekter henholdsvis morgen og aften. Skulpturerne afløser på den måde hinanden. Og man kan givetvis tydeligt opleve skyggen vandre i den enkelte skulpturs åbninger, når solen stiger i løbet af dagen og den særlige skygge, der opstår, når lys fra oven og siden ophæver hinanden i vinduernes sider. 

Tanker og eftertanker – mæanderbyporte eller alternativt kontorbyggeri…

De to skulpturer retter sig primært mod indfaldsgaderne som en form for byporte. Porte sender et signal om et skel og en passage mellem forskellige verdener, her f.eks. arbejdsliv, privatliv. Og med dobbeltportene markeres en ind- og en udgang.

Med mæanderen som grundplan tilfører Kirkeby yderligere perspektiver. Mæanderen kan ses som et billede på livets forløb med vekslen mellem pludselige op-/nedgange, brud og tilbagevenden til en ny ’normalitet’. I de smalle, dybe spalter bliver skyggen stående som noget, der ikke forsvinder (som nogle ar i livet). Sat i sammenhæng med porten kan mæanderen og spalterne ses som et varsel om, at man har ’livets vilkår’ med sig, selvom man går ind i ’en anden verden’. Overbygningen til portene kan symbolisere, at man også har et andet plan med sig, eller at der er ’noget’ på et andet plan. Dens vinduer kan give en association til øjne eller mulighed for at se ting i et andet lys eller om håb. ’Sprosserne’ danner et kors, der kan skabe referencer til tro og kristendom, og med sollys gennem åbningerne måske et guddommeligt lys. Andre ser måske i stedet et gitter, et fængsel eller et bur, hvor noget farligt holdes indespærret…

En anden tilgang kan være at se skulpturerne som billeder på alternative kontor-/ butiksbygninger i en forenklet fremstilling. En moderne Meldahl? En slags huse, hvor det manglende tag signalerer, at der er højt til loftet. Eller huse, der viser, at et arbejdssted handler om at finde rum og nicher, have øje for åbninger ud ad til og være opmærksom på, hvor der er lys eller mørke i tiden, fortolket på en eller anden vis…

Torsten Karlsson, juli 2013, april/september 2020, marts 2021 og marts 2022

Praktiske oplysninger
Adresse: Meldahlsgade, 1613 København V
Parkering: offentlige parkeringspladser i området
Adgang: fra Vesterport eller Vesterbrogade

Fodnoter:

[1] Kunsthaus Bregenz: Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur. Werkverzeichnis. 1997.
[2] Meldahl var en historicistisk arkitekt i det 19. århundrede, der benyttede sig af fortidens stilarter. Så hans holdninger som arkitekt må siges at være i modsætning til det byggeri, der præger den gade, som bærer hans navn. Meldahl afsluttede bl.a. byggeriet af Marmorkirken og stod for restaureringen af Frederiksborg Slot. Kilde: Wikipedia.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: