AARS (1995) – Kimbrertorvet

En passage med livets grundplan

Note om Per Kirkebys bygningsskulptur på Kimbrertorvet, Aars

Kort om skulpturen

På Kimbrertorvet i Aars står en markant bygningsskulptur af Per Kirkeby i røde mursten.

Skulpturen er 34 m lang og 5 m høj. Den bygger på en mæander, en foldet mur, som grundplan, og er lagt i en vinkel, der opdeler torvet i to mindre pladser. Skulpturen optager en forskel i terrænet mellem de to pladser, og med en indlagt trappe danner den en forbindelse mellem pladserne.

I Kunsthaus Bregenz’ værkfortegnelse[1] benævnes den med by og årstal for opførelsen, mens ’Kimbrertorvet’ (eller –muren) er det navn, der almindeligvis bruges om skulpturen.

Kimbrerne var et germansk folkeslag, der udvandrede fra det nordlige Europa mod Romerriget, og som først slog de romerske hære for til sidst at blive udslettet af romere i selve Norditalien. I dansk national forståelse er der vel noget helteagtigt over kimbrerne, og de bliver brugt om mange ting, der kommer fra Himmerland.

Jeg kan ikke finde en direkte forbindelse fra overleveringen om ’kimbrerne’ til skulpturens funktion, form og udtryk. Mine tanker og eftertanker går derfor især på skulpturens mæander og dens symbolik i forhold til livet og livets forløb, som den kan sige noget om på flere måder med dens store vinkel, trapper og passager.

Foto 1: ’Kimbrertorvet’ – øvre plads set fra sydvest

’Kimbrertorvet’ og det sociale rum – gennemgang, mennesker på vej…

Kimbrertorvet er placeret midt i Aars by på en plads, der ligger mellem strøggaden, Himmerlandsgade, og den parallelle trafikgade, Søndergade, se kortudsnittet.  Pladsen har to niveauer, som skulpturen adskiller og forbinder. På begge pladser bruges til parkering. På den lavest beliggende – og største plads – er der desuden mulighed for forskellige torveaktiviteter. Pladsen har enkelte bænke, men jeg oplever ikke, at den opfordrer til, at man skal tage ophold her til daglig.

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

De mennesker, der kommer på torvet (på en hverdag), tror jeg typisk, er bilister, der parkerer i forbindelse med et ærinde i byen. Jeg forbinder pladsens sociale rum med gennemgang, mennesker på vej til/fra noget i byen. Der er givetvis mange, der er faste brugere af torvets P-mulighed, og som derfor også ofte kan se skulpturen.

Skulpturen kan skabe oplevelser for folk, når man parkerer på én af pladserne, skal passere den (igennem dens åbninger mellem pladserne), gå langs med den på vej til/fra strøget, og når man ser andre gå gennem dens åbninger (ind/ud).


’Kimbrertorvets’ fysiske rum – torv, parkering og modsætninger

Selve Kimbrertorvet er ’bykultur’. Rummets gulv har fliser og brosten i forskellige farver i et simpelt mønster. Der er nogle mindre træer (p.t.), som vil få en anden funktion i rummet og for skulpturen, hvis de vokser sig højere end skulpturen.

Rummets sider er 3-4 etagers bygninger. På den ene side af pladsen ligger de tæt på skulpturen, men ellers kan torvet virke som et åbent sår mellem de to gader, som det knytter sammen. Min fornemmelse af passage har muligvis noget at gøre med rummets dimensioner, dets sider og de to niveauer i højden.

Størrelsesmæssigt virker skulpturen ikke dominerende, selvom der er noget monumentalt over den. Jeg opfatter, at den spiller sammen med rummets øvrige røde bygninger – men også at den ’modspiller’ med sit fravær af vinduer, tage og andre ting, der kendetegner bygninger, som mennesker bebor eller bruger til at arbejde i. Det kan man ikke i skulpturen…

Foto 2: ’Kimbrertorvet’ – nedre plads set fra øst

Skulpturen forbinder torvets to niveauer ved hjælp af trapper inde i skulpturens enkelte rum, foto 2. Herved optager den forskellen i niveau mellem de to pladser og løser et byplanmæssigt problem.

Med trappen får skulpturen samtidig ’foræret’ en formdel, der indgår som en del af skulpturens udtryk og budskab. På en måde er skulpturen udover et kunstværk både en rumadskiller, en trappeopgang og et byhus i sig selv. Skulpturens opdeling af torvet løser et ‘vægproblem’ og gør de to pladsers rum mere overskuelige hver for sig. Men den gør også det samlede rum vanskeligere at overskue ved, at man ikke umiddelbart kan se, hvad der er på den anden side af skulpturen set fra de fleste retninger.

Skulpturen har sammenhæng med mur af granit, som optager pladsens niveauforskel i den del, der er nærmest Himmerlandsgade, foto 3. Sammen skaber de en linje fra Andelskassens bygning på Søndergade til Himmerlandsgade. Det giver pladsen en retning, men også et abrupt udtryk, idet to mure har forskellig højde og form og er forskudte i forhold til hinanden. Jeg får et billede af en fjeldvæg over for en menneskeskabt mur (skulpturen). Eller af en væg, man ikke kan komme over og igennem, og som man kan falde ned ad i modsætning til en mur, som har åbninger, trapper og rum…

Foto 3: ’Kimbrertorvet’ og granitmuren set fra syd

Man kan parkere tæt op ad skulpturen på begge pladser. Og man kan se skulpturen tydeligt, når man sidder i bil på pladsen. Står man på pladsen, synes jeg, at skulpturen ’opfordrer’ til at gå igennem den – medvirkende hertil er åbningernes størrelse, trapperne og mønstrene i flisebelægningen.

’Kimbrertorvets’ grundplan – en stor mæander og en skjult labyrint…

Skulpturen er bygget som en vinkel med en lang side gennem torvet og en kort side langs Søndergade. Geologisk kan man måske betegne den som en sideværts forkastning. Det er en fortløbende mur, der er formet som et ornament – en mæander med lige sider og vinkelrette hjørner. Det er en stor mæander. Ydermurene i mæanderens længde- og tværretning er alle lige lange, omkring 3,4 m (14 sten). Det betyder, at indersiderne er lidt smallere (11 sten), hvorfor man ser skiftevis en bred og en smal mur, når man står vinkelret på skulpturens lange sider.

Grundplan ‘Kimbrertorvet

Murens åbne rum betyder, at når man går langs med skulpturen, oplever man, at der er noget, som skiftevis åbner og lukker sig, en oplevelse af at befinde sig i en labyrint, som ikke er der alligevel. Når man kommer til hjørnet, lukker skulpturen sig med et ‘blindt rum’. Med skulpturens fortsættelse i vinklen kan man få en fornemmelse af, ‘at man (overraskende) ikke er færdig med skulpturen, at der er mere…’

’Kimbrertorvets’ bygningskrop – et simpelt ydre med en skjult kompleksitet 

Skulpturen står ikke på et synligt fundament. Torvet udgør et (stort) fundament. Skulpturen gror op af pladsen. Den er bygget i lyse, røde mursten lagt i et halvstens forbandt med lys mørtel. Murene er 1½ sten i tykkelse, det, der foregår i skulpturen, sker i rummene…

Skulpturen er stor, horisontal og udstråler soliditet. Men virker alligevel ikke massiv eller tung på grund af de store åbninger i murene mod de to pladser. Åbningerne fortsætter i mindre rum med synlige trapper, som føjer en yderligere bevægelse til skulpturen.

Når man står/sidder på den østlige, nederste og største plads virker skulpturen meget enkel og stram disciplineret. Ser man vinkelret på murene, står den transparent, mens man i et skråt perspektiv ser nogle lukkede rum, som ligesom ’skjuler noget’, se foto 2 og 3. Man tænker uvilkårligt, hvad gemmer sig her?

Skulpturens mure står glatte uden relieffer eller spalter. Vægten i skulpturen ligger for oven, over åbningerne. Der er en form for misforhold mellem den overliggende murs højde og åbningens, så åbningens hjørner virker som søjler, der skal bære noget…[2]

Skulpturen er så høj, at man ikke kan se over den. Murenes øverste flade er vandret (følger ikke det skrå terræn). Det betyder, at tværmurene bliver skrå. Set fra den nedre plads får man associationer til en assyrisk borgmur, men der er ikke voldgrave eller skydeskår, og murene er for lave til at yde beskyttelse, og deres åbninger for store… Skulpturen er uegnet til forsvar, men man kan forsvinde eller gemme sig i den.

Skulpturen har to typer åbninger:  mæanderens indtræk med dannelse af et ’indre rum’ og hullet/åbningen i selve murene.

Åbningerne i murene har en størrelse, så de opleves som porte. Der er høje porte i murene på den store, nederste plads og lavere porte på den mindre, øverste plads. Ligger der også noget symbolsk heri? Portene er lavet, så deres overliggere flugter med hinanden – det bidrager til oplevelsen af tunnel/labyrint.

Står man på den øverste plads, giver de lavere porte en oplevelse af, at skulpturen består af små rum, man kan gå ind i. Men når man er gået ind, oplever man det som om, at man er gået ud, fordi rummet mangler en endevæg. Og når man kommer ud af rummet nedenfor trapperne, overraskes man over, at man står på en større og mere lys plads eller verden…

I skulpturens indre rum har man en oplevelse af at være alene, og at man selv skal komme videre, finde vej… En oplevelse, der skabes ved hjælp af trapperne, manglen på åbninger i sidemurerne og portenes størrelse/form (og på trods af, at der ikke er tag over skulpturen). Trapperne er omkring 3 m brede, så der er plads til at man let kan passere andre eller gå ved siden af hinanden. Kirkeby peger selv på, at trapperne også kan bruges til at sidde på, og man kan få en fornemmelse af ‘loge’ i rummene, se note 2 (og måske teater?). En anden association, som Thomas Bo Jensen nævner, er at se trapperne som talus-kegler, det vil sige materiale, der er gledet ned fra den øverste plads. Så er der en sammenhæng med granitten.

Kommer man fra den nederste plads op ad trapperne, har man en fornemmelse af at være kommet gennem et hul, når man træder ud på den øverste plads. Der er noget ’sluppet ud’ over oplevelsen.   

Lys – og skyggevirkninger

På dagen(e) for mit besøg var solen fraværende. Jeg gætter på, at der i de indre rum vil tegnes nogle store og skarpe sort-hvide slagskygger, der forøger oplevelsen af ’labyrint’.

Tanker og eftertanker – noget om livet på flere måder…

Mine tanker og eftertanker er især fokuseret på symboler og associationer til livet og livets forløb:

  • Grundplanens mæander kan ses som et billede på livets vekslen mellem store og små op/nedture, mellem ’lige forløb og skarpe kanter’, mellem lys- og skyggesider (tider). Og det hele er noget, som er evigt gentagende, uendeligt uden en bestemt start og slut. Mæanderens faste form kan også symbolisere, at vi som mennesker forsøger at skabe forståelse, orden og struktur i tingene, sætte livet på en formel, et ornament, vi kan forklare og støtte os til[3]. Eller ses som at mennesket i lighed med floden (den oprindelige mæander) altid finder en vej frem, selvom vejen kan ende med at være kringlet. Man kan se mæanderen som en menneskelig ‘geologi’, og her står den med torvets hårde ’naturfjeldvæg’ som en modsætning …
  • Mæanderens store vinkel kan i relation til ‘livsmetaforen’ ses som, at livet har taget en helt anden retning og ikke kommet tilbage på ‘det gamle spor’. Og det lukkede hjørne som en ‘afsnøring’, noget der er efterladt og måske glemt.
  • Mæanderens rum og indtræk er meget regulære og enkle i udtrykket. Der er en form for regelmæssighed i foldningen, som man kan ses om et livsforløb, hvor tingene næsten følger en plan for op- og nedture.
  • Værket står på et terræn som skråner. Muren har en risiko for at skride. Det kan give tanker om, at der måske stadig er noget i undergrunden, der er i bevægelse. Noget som forsøger at påvirke mæanderens orden og system? I et andet perspektiv kan man se de skrå mure, som noget der fortsætter under jorden, især når man går ned ad trapperne. Er der nogle dybere erindringer, der fortsætter under niveau, som ikke er synlige… for ikke at tale om ubevidste.
  • Skulpturens passager (som der er mange af) kan i livsmetaforen ses om udtryk for at gå gennem sit eget liv eller være inde i sig selv og skulle fra et sted til et andet. Eller de kan ses som overgange mellem forskellige verdener symboliseret af de to pladser. Passager er farlige, man er på usikker grund. Og indgangene er enkle uden anvisninger om hvad der er indeni. Her skal der træffes et valg – skal man ind eller ud af en af portene – og passagen en trappe…
  • Trapper kan tolkes som symboler på, at livet eller vi har flere planer, både noget dybere/højere. Med i billedet hører, at trapper kan være mere eller mindre stejle, og man kan falde ned af dem… Men også at der et ceremonielt element indlejret i trapper, de forbinder sig til særlige begivenheder, markeringer og stemninger. Og for nogle måske til rituelle handlinger, hvad foregår der på den øverste plads…?
  • Oplevelsen af labyrint. Jeg får associationer til, at man kan fare vild i livet, sidde fast i livet, eller det kan være vanskeligt at finde rundt i, man skal forstå eller løse gåden/finde formlen… 

Musik – Beethoven: Piano sonate, op. 106 ’Hammerklavier’, at være et menneske, mørke sider og lyse sider.

Mit udgangspunkt for musik og Kimbrertorvet er billedet af mæanderen m.v. som livets (dobbelte) grundplan: både en beskrivelse af livets forløb og af de håndgreb, strukturer og systemer, vi danner til at leve det – ornamentet, trapper, rum, åbninger…

Billedet af livets grundplan oplever jeg, når jeg hører de to sidste satser i Beethovens pianosonate, op. 106.  (3 og 4). Sonaten og de to satser er store som Kirkebys skulptur. 

Tredje sats er sonatens langsomme. Den virker som en lang monolog, en indre samtale. Satsen har en stemning, som jeg forbinder med mismod, opgivelse og smerte. Den veksler mellem det dystre, mørke, stille og noget næsten skrigende, anråbende, såret. Beethoven bruger bl.a. et konstant, langsomt tempo, en begrænset variation i (svag) styrke, temaer, som ’ikke gøres færdige’, og et stort skifte i tonearter.

Fjerde sats starter med samme stemning som tredje for derefter skifte til en stemning, der er modsat den tredje sats: Energisk, insisterende, intens, selvsikker… bortset fra korte stille passager af en mere meditativ karakter.  Musikalsk bruges et hurtigt tempo og kraftig styrke, og formmæssigt er sonaten en trestemmig fuga.

Jeg foretrækker en indspilning af Vilhelm Kempff. Kempff fortæller i sine erindringer, at Sibelius bad ham spille noget af sonaten få måneder før sin død, og at han, da Kempff var færdig, sagde ’Du spillede den ikke som en pianist, du spillede som et menneske[4].’

Torsten Karlsson, juli 2013, august 2014, oktober 2020, marts og juli 2021

Praktiske oplysninger

Adresse: Kimbrertorvet, 9600 Aars
Parkering: offentlig parkering på torvet
Adgang: gennem torvet

Musikhenvisning: Beethoven: the 32 piano sonatas, Vilhelm Kempff, 2008 (op.106 er indspillet i 1964). Tilgængelig på Spotify.

Fodnoter:

[1] Kunsthaus Bregenz: Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeichnis.
[2] I ’per kirkeby/arkitektur. Edition Bløndal, 2019’, side 232 fremhæver Thomas Bo Jensen, at værket indeholder flere arketypiske træk fra arkitekturhistorien, såsom søjler, nicher, porte og gentagelsen af fag på fag.
[3] Et billede Kirkeby brugte ved indvielse i 1995 ifølge Lars Morell: Per Kirkeby. Bygningskunst, Aristo 1996. side 8 (op.cit. Løgstør Dagblad).
[4] Citat fra omslag til DG cd. udgave 2008

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: