THØGER LARSEN (2016)

Et værk om et menneske… og en vogter over et dansk-norsk samarbejde

Note om bronzeskulptur af Per Kirkeby i Lysebu, Oslo

Kort om skulpturen

Foto 2: ’Thøger Larsen’ set fra vest

Thøger Larsen og det fysiske rum – på fjeldet, ’gårdspladsen’ og plænen

Lysebu ligger tolv km nordvest for Oslo centrum. Man er nord for Holme Kollen, højt over byen i den yderste bebyggelse før Nordmarken og fjeldet udenfor Oslo. Det er et område med nåleskov og stejle fjeldsider. Fra skulpturen kan man dog ikke se udover byen og fjorden.

Man kommer til Lysebu ned ad en stejl skovvej. Vejen ender her, det er et sted, hvor man kan være sig selv (nok). Thøger Larsen står på en græsplæne i form som en ’gårdsplads på omkring 30 gange 40 m. ’Gårdspladsen’ er omgivet af en toetagers, sort træbygning mod nord, som rummer hovedindgangen og en lavere liggende bygning mod syd, foto 1, 3 og 4. Mod vest er der bevoksning og en stejl fjeldside.

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Græsplænen har form som en halvcirkel og skulpturen står i midten godt ti meter skråt ud for hovedindgangen. Plænen virker som en ’grøn ø’ på stedet, omgivet af vejen og en sti langs hovedbygningen. Her er der også en bænk ud for skulpturen. Plænen skaber en slags urørlighedszone omkring Thøger Larsen, som forstærkes af skulpturens sorte bronze. Det kan give tanker om et gravsted. Da skulpturens form og fragmenter også er tydelige fra stien og vejen, kræver en beskuelse dog ikke nærhed.

Skulpturen har ikke en rummæssig funktion udover, at den bryder pladsens nøgenhed. Nogle vil måske opfatte værket som anmassende på grund af størrelsen og den uro, som dens fragmenter skaber. Men den er sort som Lysebu’s bygninger, og det kan give en association om, at den er taget ud af én af dem…

Thøger Larsen og det sociale rum – dansk-norsk samarbejde og hotelgæster

Beskuerne af Kirkebys værk har en tilknytning til Lysebu. Jeg gætter på, at der ikke kommer turister for at se Thøger Larsen, eller at de lokale beboere i området opsøger Lysebu med dette formål. Lysebu benyttes til aktiviteter i det dansk-norske samarbejde, der også tilbyder ophold for stipendiater på stedet. Herudover drives Lysebu som kursus- og konferencecenter uden sammenhæng med ’samarbejdet’. Dertil kommer naturligvis personalet på Lysebu.

Uafhængig af formålet med at opholde sig på stedet vil man – udover ved ankomst og afgang – være beskuer til Thøger Larsen hver gang man passerer mellem bygningerne. Men realistisk set er det nok kun gruppen af beskuere i forbindelse med ’samarbejdet’, der har et kendskab til Thøger Larsen og vel typisk hans digte/sange, hans biografi er nok mere tvivlsom. På stedet er der ikke særskilt materiale om skulpturen, hvad naturligvis ikke udelukker, at der i forbindelse med arrangementer kan finde omtale af sted – når nu der er en skulptur af manden.

Thøger Larsen og volumen, form og udtryk – et dyr eller fragmenter i en bunke

Når man kommer fra Lysebuveien er mit første, umiddelbare indtryk, at skulpturen ligner et stort, liggende dyr med en lang bagkrop. Eller i sammenhæng med stedet (fjeldet) noget materiale fra naturen, der er skyllet ned ved tøbrud eller et kraftigt regnskyl, og lagt sig, hvor bunden flader ud. På tættere hold overskygges formen af fragmenterne og deres collageagtige opstilling.

Værkets sokkel er en stor, rektangulær, flad og glatslebet sort granitblok. Den ligger næsten ud i ét med terrænet, så Thøger Larsen kun løfter sig svagt fra jorden og naturen. Soklen signalerer, at værket ikke har rod i undergrunden, men er bragt ind i rummet. Den sætter en skarp grænse mellem sokkel og værk, og jeg får associationer til et bord, en gravsten, et låg til en kiste eller selve hullet til en grav…

Skulpturens volumen er tung og massiv med mange store og svære fragmenter, der er samlet som en aflang ’bunke’ med en lidt højere ’stabel’ i midten, lidt forskudt mod nordsiden. Set fra syd virker ’stablen’ som noget, der er lagt ovenpå ’bunken’, foto 1. Hovedudtrykket er dog en horisontal organisering med en fornemmelse af, at fragmenterne ligger på et (mere) levende grundmateriale mod soklen.

Jeg ser fragmenterne som dele af noget større og primært ’døde ting’, men ikke noget, som er ved at blive nedbrudt eller forvitre. Man får indtrykket af, at de ligger i en tilfældig orden som noget, der lige er blevet efterladt og uden noget, der rigtigt holder dem sammen. Fragmenternes placering i forskellige retninger kan skabe et indtryk af, at de er skredet ud i forhold til tidligere. Det skaber bevægelse og dynamik og giver en oplevelse af noget dramatisk, noget ’før og efter’ og af en skrøbelighed – som om fragmenterne kan falde af, og skulpturen opløses.

Skulpturens fire sider har fragmenter til fælles, men er også væsentligt forskellige i udtrykket.

På den lange side mod sydvest (ud mod vejen) lægger man især mærke til de tykke, korte og runde fragmenter, foto 3. De kan ligne træstammer, søjlestykker eller cylindre m.m. De har barkagtige eller rillede overflader og ligger tilfældigt i forhold til hinanden, som om der har været store kræfter på spil her. De er i hvert fald tunge at bakse med for én mand. Vægten ligger i de tre fragmenter ved stablen. De holder hinanden sammen, men man har ikke fornemmelsen af, at de indgår i et samspil med hinanden, og konstruktionen virker usikker. Den øverste, synlige del af stablen har tre flade, fragmenter lagt ovenpå hinanden – i modsætning til resten af sidens ’uorden’. Fragmenterne kan minde om tykke planker, flade sten, store bøger etc. – de er mere bearbejdet end de runde fragmenter, men også ’ubestemmelige’.

Foto 3: ’Thøger Larsen’ set fra sydvest

Den anden lange side mod nordøst (mod hovedbygningen) består især af mindre, flade og bearbejdede fragmenter, foto 4. Den høje stabel er det ene af to dominerende elementer. Dens flade fragmenter ligger skrå, ustabilt og som om, de maser hinanden. De flyder lidt udover hinanden og har et lodret fragment stillet op ad dem. Man kommer til at tænke på, om de er lagt på denne måde, eller om det er noget, som er sket i en løbende proces. Det andet element, der falder i øjnene, er de tre glatte fragmenter, som ligger ovenpå hinanden til højre for stablen. De har forskellig størrelse og der er et hulrum under dem. Det ser ud til, at de holdes oppe af et lodret fragment til højre. Det giver et udtryk af skrøbelighed og en ’midlertidig løsning’ (der har ikke været tid til at finde en anden placering…).

Foto 4: ’Thøger Larsen’ set fra nordøst

På den korte side mod sydøst falder de to rundede, vandret placerede fragmenter i øjnene, foto 5. Den øverste, høje har en glat overflade, som om den er bearbejdet af menneskehænder. Der er ’skåret’ en trekant af den, som er sunket ned i et hulrum under den. Det ligner ikke en lagkage (der er ikke skåret ind til midten), men kan give associationer til en søjlefod, hvor der er knækket et stykke af. Det nederste fragment er drejet i forhold til skulpturens hovedlinje. Det er fladere med en kantet eller barket overflade på den lodrette del. Det kan minde om en stub, en malerpalet eller en urskive. 

Foto 5: Thøger Larsen set fra sydøst

Den korte side mod nordvest (foto 2 og 6) har et rundt fragment som fragmentet mod sydøst. Her flydt ud til en størknet form, der ligner en stor pote. Eller er det selve grundmaterialet, der løber ud og bare stivner? På den højre side stikker en af de runde fragmenter fra sydvestsiden op (foto 2), mens der på venstre side ’vokser’ et kvadratisk fragment ud af grundmaterialet, en knækket bjælke?

Foto 6: ’Thøger Larsen’ set fra nordvest

Tanker og eftertanker – mennesket og det dansk-norske samarbejde

Værket og mennesket Thøger Larsen

Kirkeby har kaldt værket Thøger Larsen, ikke Monument over Thøger Larsen. Der er heller ikke sat Thøger Larsens leveår eller tekster om eller af ham på skulpturen. Den obligatoriske buste mangler også, selvom man ikke kan være sikker på om der har været en buste på stablen… (der med lidt god vilje kan ligne en sokkel).  

Ny Carlsbergfondet ser værket som en hyldest fra Kirkeby til digteren Thøger Larsen. Jeg ser mere værket som nogle udsagn om mennesket Thøger Larsen. Det behøver heller ikke at være i modstrid til en hyldest… Uanset udgangspunkt opstår der et spørgsmål hvilken viden om Thøger Larsen, der er nødvendig for, at en læsning af skulpturen kan bringes ud over det, man kan se og sanse i forhold til form og fragmenter. Skulpturen ligner jo ikke umiddelbart noget, der har sammenhæng med ’Danmark, nu blunder…’ og ’Du danske sommer…’ Jeg oplever, at en overordnet biografisk viden om hans liv og arbejde løfter nogle betydninger, der måske ville komme naturligt, hvis værket stod i tilknytning til Lemvig og Thøger Larsens mindestue, jfr. indledningen.  

Thøger Larsen levede fra 1875 til 1928 og boede hele sit liv i Lemvig og egnen omkring byen [3]. Han var ikke kun lyriker, men nærmest et ’altmuligmenneske’. Han skrev prosaværker, lavede tegninger, malede, var redaktør af det lokale dagblad, oversatte udenlandsk litteratur, herunder Edda’en, studerede græsk mytologi og astronomi, lavede store kikkerter, reparerede ure m.m. I hans bevarede arbejdsværelse var et mylder af ting, som han var i gang med, da han døde, opfatter jeg.

Kirkebys værk ’breder sig ud’ som Thøger Larsens interesser og virke. Værkets fragmenter afspejler eller symboliserer mere eller mindre direkte de interesser og emner, som optog ham. Den ’rodede’ opstilling læser jeg som, at han havde gang i mange ting på samme tid. Og som om at det er blevet afbrudt, er ufærdigt. Var der så mange ting i gang, at det var tæt på at vælte for ham? Er det et univers uden ’retning’ eller er det bogen, det skrevne ord, som de stablede, flade fragmenter associerer til? Men jeg ser også værket som et smerteligt billede af et engageret og driftigt menneske, der dør allerede som 53-årig af sukkersyge. Sukkersyge var uhelbredeligt på det tidspunkt, og Thøger Larsen må have vidst, at han levede på lånt tid…

De enkelte fragmenter kan i sig selv tillægges forskellig symbolik og betydning. Og sammen med en læsning af Thøger Larsens tekster kan de sikkert løfte flere betydninger og måske danne et indre portræt af manden – en opgave, som jeg dog afstår fra.

Værket og det dansk-norske samarbejde

Man kan diskutere om Thøger Larsen giver identitet til Lysebu som hjemsted for Fondet for dansk-norsk samarbejde. Men med navnet ’Thøger Larsen’ og dermed referencen til ’sommersangene’ får Lysebu tilført et element fra den danske side af samarbejdet og en slags balance i forhold til den smukke norsk natur på stedet. Og måske bliver der også sunget en af sangene…

Endvidere modtager Thøger Larsen én, når man kommer til Lysebu, men tager også afsked med én, når man forlader stedet. Værkets associationer til et liggende dyr, og dens form og kontur kan på afstand minde om en sfinks. Det er dog en sfinks, der vender væk fra indkørslen til Lysebu, som om den vogter over udgangen i stedet for indgangen. Vogter Thøger Larsen over det dansk-norske samarbejde? At man ikke må forlade Lysebu uden at huske på samarbejdet? Jeg tænker på, at det sproglige slægtskab er en vigtig del af den dansk-norske samhørighed, og at Thøger Larsen og digtere i det hele taget har en central betydning her – en slags vogtere af den kulturelle samhørighed og samarbejde.

November 2022, Torsten Karlsson

Praktiske oplysninger:
Adresse: Lysebuveien 12, 0790 Oslo
Parkering: ved hotellet
Adgang: offentlig

---

[1] Donationen er omtalt på fondets hjemmeside: ny-carlsbergfondet.dk/da/kirkeby-skulptur-pryder-lysebu. Her kan man også læse en kort beskrivelse af det dansk-norske samarbejde og dets historie.  På Lysebu findes også et maleri af Kirkeby.

[2] Ud fra samtaler med Lars Morell, jeg har ikke noteret datoer.

[3] Kilde: ’Thøger Larsen – biografi’, af Ellen Damgaard på Lemvig Museums hjemmeside, lemvigmuseum.dk. Heri er også fine uddrag af hans tekster.