KASSEL (1992)

En skulptur på spidsen, en kort mæander med høje skakter

Note om Per Kirkebys bygningsskulptur i Kassel

Kort om skulpturen

Til Kassel har Per Kirkeby lavet en stor bygningsskulptur, der står i udkanten af den centrale bymidte ved kunstudstillingsbygningen, Documenta Halle. Skulpturen er fra 1992 og opført i forbindelse med indvielsen af Documenta Halle. På stedet bruger man titlen ’Raumskulptur’ om skulpturen. Kunsthaus Bregenz’ værkfortegnelse bruger bynavnet om skulpturen, hvad jeg har fastholdt i noten [1].

Kirkebys skulptur står mellem Documenta Halle og et vejkryds. Den er synlig i et stort område, der består af et ’byrum’ og et ’parkrum’. Byrummet indeholder både høje bygninger, gader i buede forløb, store P-pladser og spredte træer. Dets bund skåner nedad mod en stejl kant, hvor parken starter. Parkrummet er en del af et meget stort grønt område i Kassel, en flod eng med græs, buske, spredte træer og enkelte bygninger. Skulpturens nære rum ligner noget, man ikke har kunnet udnytte til Documenta Halle. Skulpturen står på en trekant med fliser og skærver, hvor bunden falder mod vejkrydset.   Med nærheden til Documenta Halle opfatter jeg folk på vej hertil/-fra som en hovedmålgruppe.

Skulpturen måler omkring 11 gange 4 m og har en højde på 8½ m, hvor den er højest. Skulpturen har en simpel grundplan og en simpel ’vertikalitet’. Grundplanen er en kort mæander med lige sider og vinkelrette hjørner, som danner 3 rektangulære, åbne rum. Rummene er store, høje skakter, som er forbundet med hinanden gennem åbninger på størrelse med døre. Fornemmelsen af ’dør’ skaber et indtryk af åbninger til rum snarere end til en passage. Fra byrummet kan skulpturen ligne 2 tårne, mens den fra parkrummet er mere ubestemmelig, nærmest som bagsiden af en kulisse.

Kirkeby har lavet en meget enkel skulptur, men en skulptur, som kan skabe mange og komplekse associationer og oplevelser. Mæanderen, rummene og åbningerne kan relatere sig til det ’at leve’ og det at være i livet med tilværelsens vekslen mellem ud- og indsving. Skulpturen giver også en oplevelse af, at der findes både noget jordnært og noget overjordisk, og af at man skal passere gennem rum for at komme videre (i livet). Men skulpturen kan også ses som en kommentar til kunsthaller og det at erfare kunst. Og selve stedet bidrager med associationer i forhold til risikoen for at falde ned, trafikken med sin energi og flygtighed og kontrasten til parkens naturens ydre ro og stilhed. 

Foto 1: ‘Kassel’ set fra nord

Foto 2: ‘Kassel’ set fra sydvest

Kassel og det fysiske rum – et skrånende byrum med gader og trafik, en kant og et parkrum med en flad bund, græs og høje træer

Kassel ligger i den tyske delstat Hessen mellem Frankfurt og Hannover. Byen har omkring 200.000 indbyggere. Den er statsforvaltnings center for den nordlige del af Hessen, og den tyske arbejds- og socialdomstol er placeret her. I kunstkredse er byen kendt for sine Documenta-udstillinger af moderne kunst, hvor internationale kunstnere med 5 års mellemrum indbydes til at udstille værker. En række af værkerne står som permanente skulpturer forskellige steder i byen [2]. Historisk er Kassel brødrene Grimms hjemby og kendt for bjergparken Wilhelmshöhe fra det 17. århundrede. Uanset byens funktioner og kulturelle tilbud giver dens størrelse, rummene i byen og det sociale liv ikke mig en oplevelse af storby. Der er en ‘provinsby tæthed’ tilstede her.

Kirkebys skulptur står i bykernen, 1 km syd for hovedbanegården, i et område der afgrænses af en bred gennemkørselsvej gennem byen (Steinweg) mod nord og den store bypark, Karls Aue mod syd, se kortudsnittet.

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Skulpturen står i forlængelse af Documenta Halle (fremover blot ’Halle’) ved krydset mellem gaderne Du-Ry-Straβe og An der Karlsaue. ’Halle’ fungerer som en udstillingsinstitution med vekslende udstillinger og arrangementer. Den har et areal på godt 2000 m2 og er bygget i glas, stål og beton. Bygningen står med store, nøgne flader både udvendig og indvendig, foto 3. Bygningen har form som en ’banan’ og følger gadeforløbet af Du-Ry-Straβe. Kirkebys skulptur daterer sig til bygningens opførelse og ibrugtagning i 1992 i forbindelse med den 9. udstillingsrunde, Documenta IX.

Foto 3: ‘Kassel’ og Documenta Halle set fra øst

Skulpturens ’store rum’ forstået som det rum, hvori man kan se skulpturen, er markeret på kortudsnittet med en sort linje. Rummet har amøbeform med en øst – vest retning. Men det et svært at afgrænse præcist, idet indsynet til skulpturen afhænger af årstiden og blade på træerne. Man kan dele rummet op i et ’byrum’ med 3 dele og et ’parkrum’. Rummene har forskellig geografi og funktion.

Den vestlige del af byrummet omkring Du-Ry-Straβe har ’Halle’ og Staatstheater som sider, foto 3 og 4. Bygningerne er høje, og ’Halle’ kan næsten virke som en forhøjelse af en klippe mod parken mod syd.  Gaderummets forløb giver det præg af en klippekløft med terrænets fald mod krydset, hvor skulpturen står. Bunden er fliser og asfalt med enkelte træer. Trafikken på gaden er hovedsagelig biler til/fra et større parkeringsanlæg under Friederichsplatz. Hovedindgang til ’Halle’ ligger ud til denne plads. Skulpturen er synlig fra dele af teatret og fra et stort vinduesparti i ’Halle’.

Foto 4: Staatstheater set fra syd

Byrummet mod nord og øst afgrænses af Du-Ry-Straβe med teatrets indgangsparti i vestsiden, en parkeringsplads med en statsforvaltnings institution mod øst og An der Karlsaue med en lille trekantet plads med bænke op ved krydset, foto 5. Denne plads spejler på sin vis skulpturens plads. Bunden i dette rum er næsten flad med spredte træer, buske og store asfaltarealer. Rummet ender mod syd i stejl, bevokset skråning ned til parken Karlsaue. 

Foto 5: Skulpturens rum mod nord og øst. Set fra ‘Kassel’.

Mod sydvest danner An der Karlsaue et rum for sig selv med skråningen mod parken som den ene side og en stejl skråning op mod ’Halle’ og skulpturen på den anden side. Her er også en sti, der fører forbi skulpturen og bygningen, se foto 2. Gadeforløbet buer svagt og falder forholdsvist stejlt ned til parken.

Fra selve parken kan man se skulpturen i visse vinkler og i en afstand, som jeg ikke umiddelbart kan fastlægge. Karls Aue er et stort grønt område midt i Kassel og er efter et bykort at dømme omkring 5-6 km langt og 2-3 km bredt. Floden Fulda løber igennem det (’Aue’ betyder flod eng). Bunden er flad med græs, spredte træer og buske og med stisystemer. 300 m fra skulpturen mod syd ligger en større bygning (’Orangeri’) med café og et astronomisk museum. Skråningen fra parken mod An der Karlsaue er op til 20-25 m høj det højeste sted.

Samlet set foregår der flere funktioner i rummet og på samme tid: trafikafvikling, parkering, rekreative og kulturelle aktiviteter (i hvert fald deres opstart/afslutning). De mest markante indtryk for mig er ’Halles’ udtryk og forløb, kontrasten mellem den grønne, stille park med natur og det egentlige byrum med beton, asfalt, uro og menneskelig aktivitet.

Der er flere ting, der giver utryghed eller følelsen af udsathed i rummet: kanten mod parken (’bunden falder ud’), gadernes fald og sving (terrænet er i bevægelse, man glider ned), samt gadekrydset med en linjeføring, som er svær at overskue – her er risiko for at støde sammen.  Også den store parkeringsplads med de mange efterladte biler som døde ting, og fornemmelsen i parken af at være nede i bunden af noget med naturens liv og død omkring sig er en del af stemningen i rummet, og det er svært kun at beskrive den helt kort.

Skulpturens nære rum er spidsen af den odde lignende grund, som ’Halle’ ligger på. Skulpturen ligger på et stykke af grunden, som ligner noget, man ikke har kunnet bruge. Arealet er trekantet med spidsen mod krydset mellem Du-Ry-Straβe og An der Karlsaue. Det er omkring 25 m lang og ca. 10 m bred øverst mod ’Halle’. Terrænet falder forholdsvis kraftigt mod øst og i selve spidsen også mod syd, foto 6. Skulpturen står 10-12 m fra ’Halle’ med en lille P-plads med skærver imellem, foto 1.

Skulpturen står skrå i forhold til Du-Ry-Straβe i en afstand på mellem 3 og 4 m. Bunden består her af skærver og fliser. Mellem selve krydset og skulpturen er der ca. 9 m belagt med brosten. Her står også 5-6 trafikskilte tæt på skulpturen, foto 6. Hvor An der Karlsaue løber ned til parken, er der et smalt fortov i brosten og en betonmur med rækværk foroven, der løfter sig mod ’Halle’. På grund af rummets spidse form står mur og skulptur helt tæt for neden mod krydset, mens der er 2 m afstand foroven. Man kan således ikke uden besvær gå hele vejen rundt om skulpturen, og det er som om, at Kassel er presset ned mod hjørnet og kanten.

Foto 6: ‘Kassel’ set fra øst

Udover en rustfri stålplade med Kirkebys navn og titlen ’Raumskulptur’ er der opsat en plade med navne på bl.a. de håndværkere, der opførte skulpturen og med rammerne omkring opførelsen.

Placeringen er med til at give en indholdsmæssig vægt til skulpturen i rummet. Man kan ikke være her uden at være sammen med skulpturen. Den skaber sit eget rum omkring sig. Den har ikke en byplanmæssig funktion som sådan, men med dens placering står den dog som et fixpunkt eller ’stopskilt’, når man kommer fra vest ad Du-Ry-Straβe. Og som gående på Du-Ry-Straβe kan dens åbninger i enderne opfordre til at gå igennem, fra oven forudsætter det dog, at man forlader de ’trygge’ fliser. Fra neden er opfordringen mere direkte med en trappe i skulpturen, der hænger sammen med fortovets brosten.  

Skulpturen gør noget ved rummet. For det første markerer den et brud på åbenheden i rummet, selvom dens proportioner ikke er stødende i forhold til den øvrige arkitektur. For både kørende og gående skaber skulpturens længde en form for tidslighed. For det andet bringer den en ’underliggørelse’ ind i rummet, specielt når man kommer fra syd. Den rejser sig som noget stort på kanten til byrummet, og dens funktion kan man ikke umiddelbart afkode. For det tredje skaber den en form for udvidelse af ’Halle’. Den står som et anneks eller et kapel (’Halle’ som katedralen) ved institutionens bagside eller som en propylæer, hvis man kommer fra øst, f.eks. P-pladsen. Men med dens farve, materialer og udtryk står den også som en kontrast til ’Halle’, som en markering af en anden verden eller i hvert fald et andet perspektiv. En nødvendig tilbygning til ’Halle’ for at få det hele med…?

Kassel og det sociale rum – brugere af ’Halle’, P- pladser og parken samt folk undervejs til/fra noget

Skulpturen præsenterer sig dagligt for mange mennesker.

For beskuerne i parkrummet står skulpturen på afstand. Herfra er farven og form tydelig, mens det er sværere at få hold på detaljer i skulpturen. Ud fra mit besøg opfatter jeg, at parken bruges til rekreative formål, gennemgang til og fra bymidten og af besøgende til Orangeriets café og dets astronomiske museum.

Beskuere i byrummet har mulighed for at komme tæt på skulpturen, opleve dens størrelse og udtryk og endda gå igennem den. Når man bevæger sig ad gaderne, åbner og lukker skulpturen sig og fra nogle steder transformerer den sig til tårne, huse etc.

I byrummet består beskuerne primært af folk i bevægelse, bilister, cyklister eller gående som er under vejs til eller fra et sted i eller uden for området. En undtagelse er besøgende på ’’Halle’ og personalet på teatret, idet man begge steder fra visse lokaler kan se skulpturen. Muligvis er der også personale på statsforvaltningen, der kan se skulpturen i vinterhalvåret.

Ved mit besøg en fredag eftermiddag var der en del kørende trafik, primært i forbindelse med parkeringsanlæggene. I selve myldretiden eller i forbindelse med teaterforestillinger er der givetvis mere trafik. De fleste bilister og cyklister har givetvis fokus på trafikken og det specielle vejkryds, men da skulpturen er synlig over en vis afstand, tror jeg, at folk ikke kan undgå at se den og opleve, at den ændrer udtryk.

Gående kan gå igennem skulpturen. De kan få en sansemæssig oplevelse af skulpturens indre rum og blive en del af skulpturens udtryk for andre beskuere.

Der er uden tvivl mange faste, daglige brugere i skulpturens rum, men også mange der kommer her med mellemrum for at gå i byen, i teatret eller i ’Halle’. Hertil kommer ’kunstturister’, der opsøger byens skulpturer (der er en rute, hvor Kassel er med), og naturligvis især i årene med Documenta udstilling, der kan trække over 800.000 besøgende[3] fra mange lande.

Jeg ser de besøgende til ’Halle’ og kunstmuseerne i bymidten som en særlig gruppe for skulpturen. Og tænker dem som en gruppe, der ’går med kunst i hovedet’, og som derfor har en særlig opmærksomhed på skulpturen og dens udtryk, hvad enten de er på vej til eller fra et museum – og muligvis har de en personlig relation til Kirkebys værk.

Kassels grundplan – en kort, simpel mæander med tværgående åbninger

Skulpturens grundplan er en kort og simpel mæander med lige sider og vinkelrette hjørner, som danner 3 lige store rektangulære, åbne rum.

Kassel’ grundplan

Grundplanen har 4 smalle åbninger (ca. 1 m i bredden) som skaber passage og syn gennem skulpturen. Der bliver herved på en måde et langt, smalt ’indre rum’ på tværs af de 3 rektangulære rum, og som næsten udvisker indtrykket af mæander, når man står i en af åbningerne, se også foto 7.

Kirkeby siger selv om grundplanen, at ’jo mere klart man arbejder med symmetriske mekanismer, jo rigere bliver den oplevelsesmæssige asymmetri af tingene. Set i plan er den simpel, når man går ind i den, oplever man den som indviklet’ [4]

Kassels bygningskrop, form og udtryk – høje, massive og nøgne mure i åbne skakter med ’døre’ i mellem

Det umiddelbare indtryk
Kassel
er en horisontal skulptur og en stor skulptur uden at virke overdimensioneret i forhold til rummets størrelse og øvrige bygninger. Men den syner tung og massiv både på afstand og tæt på.

På afstand er det umiddelbart de store og høje mure, der fanger min opmærksomhed. Fra vest og nord ad Du-Ry-Straβe får jeg umiddelbart associationer til 2 tætliggende tårne fra den tidlige middelalder, en bevidst anakronisme? Fra syd ad An der Karlsaue står skulpturen mere som en foldet mur, mens den fra samme gade fra øst nærmest ligner et smalt hus eller tårn. Uanset hvorfra man ser den, er den tydelig på lang afstand på grund af størrelsen og de røde sten – selv på en gråvejrsdag.

De store, blanke murflader giver skulpturen en nøgenhed og en lukkethed, som om det vigtige er indeni, og at det ikke er noget, som skal vises frem offentligt. De forholdsvis små åbninger underbygger indtrykket af noget, som ikke uden videre er tilgængeligt, og giver skulpturen et lidt uhyggeligt udtryk set fra enderne. Gentagelsen af de store mure giver skulpturen både et enkelt og lidt barsk udtryk. Den har en egen strenghed i form og udtryk og vrider sig ikke som ’Halle’ efter rummet. Den er ikke anonym her og har sin egen monumentalitet uden at virke ’underlig’.

Sokkel og materialer
Kassel
har ikke noget synligt fundament. Skulpturen starter på grundens granitskærver, mod øst brostenene i fortovet. Mod An der Karlsaue kan plateauet ses som en form for sokkel. Skulpturen står så at sige både i rummets ’virkelighed’ og som noget, der er hævet fra omgivelserne, en anden ’virkelighed’.  Skulpturen ligner ikke noget, der er vokset op af undergrunden. Den virker nærmere som placeret eller strandet her. Murstenene er røde, lagt i et simpelt halvstens forbandt med en lys fuge. Murene er tykke, 2½ sten. Det kan fra nogle vinkler skabe et indtryk af, at der er noget inden, som er usynligt, skjult.

Skulpturens krop
Skulpturen er knap 11 m lang, 4 m bred og mellem 8 og 8½ m høj. Højden varierer, da skulpturen optager faldet i terrænet mod krydset og parken, således at skulpturens overkant er holdt vandret.

Skulpturen er skabt af 7 mure sat sammen til mæanderen med 2 åbne rum mod Du-Ry-Straβe og 1 åbent rum mod An der Karlsaue. Rummene er knap 3,40 m i dybden og godt 2,70 i bredden. De har højt til loftet, man er den lille her, og der er ingen tag eller noget på væggene. Der er både noget ’tårnagtigt’ eller ‘klippevægsagtigt’ ved at stå i rummene (på grund af højden) og noget ’læskursagtigt’ (som følge af den åbne side). Går man langs skulpturen på Du-Ry-Straβe, oplever man et skifte mellem rum, mur og rum.

Åbningerne
Rummene står i forbindelse med hinanden gennem åbningerne i midten af tværmurene. De 4 åbninger er omkring 1 m brede og deres højde varierer mellem knap 2½ m på vestsiden mod ’Halle’ og knap 3 m på østsiden mod krydset. Dvs. at terrænets niveaufald er indarbejdet, så åbningernes øverste kant står vandret gennem skulpturen. Åbningernes overkant afsluttes af en svag bue dannet af en enkelt sten på højkant.

Åbningerne skaber som nævnt en oplevelse af et rum på langs eller snarere en gang mellem rum. Fornemmelsen af tunnel eller passage, der forbinder noget i enderne står mindre stærkt for mig, foto 7. Åbningerne skaber ikke en transparens i skulpturen, måske på grund af murtykkelsen, der kommer noget ‘kælder’ over udtrykket.

Jeg tror, at for mange betyder åbningernes dørstørrelse, at man ikke uden videre går ind. Men går man ind, opleves det (overraskende) som om, man er gået ud, fordi der mangler en væg i siden – som om at rummene opløses, ikke kan fastholdes – man kommer i forskellige dele af det omgivende rum afhængigt af, hvor indtrækket vender mod.

Foto 7: ‘Kassels’ passage set fra øst

Kassel – lys og skygge med mørke, brede bånd og underbuer

En sommereftermiddag uden sol og med gråvejr var skyggeeffekter nærmest fraværende. Jeg har derfor alene ud fra omgivelserne og skulpturen prøvet at gætte på mulige lys/skyggefænomener.

Skulpturen vil givetvis midt på dagen blive dækket af skygger fra de høje træer langs skråningen mod parken. Muligvis også af skygger fra træerne på nordsiden af Du-Ry-Straβe på sene sommeraftner med solnedgang i nordvest.

Midt og sidst på dagen må skulpturen selv kaste lange skygger på gaderne. Afhængig af hvor højt solen står, vil skyggebilledet være en mere eller mindre skævvinklet spejling af skulpturens profil.

På tidspunkter, hvor de ydre mure står i et skarpt, direkte lys, virker skulpturen sikkert næsten lysende hvid og uden glød. I skulpturen kan skygger fra overkanten lægge sig i store sorte felter på den modstående mur når solen står lavt. Og bevæge sig i skulpturen i forskellige aftegninger. Jeg gætter også på, at når man går gennem åbningerne med sol fra sydlige retninger, bliver der i skulpturen en flot vekslen mellem 2 rum, som er belyst, og 1 rum som ligger i mørke – eventuelt med en lidt uhyggelig effekt. Måske kan gadebelysningen skabe samme effekt om aftenen, når der er mørkt?

Tanker og eftertanker – noget om livet (mæanderen), samspil og modspil med Documenta Halle og med omgivelserne

Skulpturen i sig selv – mæanderen, rummene, åbningerne og bunden

Der er noget fascinerende ved skulpturen i sig selv, og den måde Kirkeby har brugt de greb, som han har til rådighed: grundplan, rum (mure), åbninger og bund. Han bruger dem til at skabe en meget enkel skulptur, men en skulptur, som kan skabe komplekse associationer og oplevelser. For mig er det også interessant at se, hvordan små forskelle i disse greb kan betyde store forskelle i forhold til, hvordan en skulptur opleves (sammenlign f.eks. Kassel med Frankfurt og Aars Kimbrermuren).

Grundplanens mæander er skulpturens krumtap med en stærk gennemslagskraft. Til den knytter i sig selv nogle forståelser og tolkninger. Min oplevelse er, at de øvrige greb samt skulpturens fysiske placering og relation til ’Halle’ også forstærker og tilføjer yderligere associationer og forståelser til disse ’basisreferencer’.

En mæander kan generelt ses som et billede på hvordan tilværelsen, det at leve i bred forstand, veksler mellem op – og nedture, mellem pludselige forandringer og dagligdag, og at det er noget, der er stadigt gentagende uden start og slut. Men den kan også ses som en måde, vi som mennesker forsøger at beskrive vores erkendelser om tilværelsen på for at skabe forståelse, orden eller have et system, vi kan støtte os til. Kassels mæander er regulær uden dele, der er trukket sammen eller trukket ud. Den er er ikke lang – er det kun et udsnit vi ser og skal se? Eller har der været mere tidligere, som er forsvundet, måske faldet ned over kanten? Til gengæld er det dybe indtræk og store mure – en metafor for store ændringer i livet? Mæanderen har også en særlig tvetydighed, fra skrå vinkler ligner den en lukket form, mens den bliver delvis åben og transparent set i lige vinkler…

Rummenes og murenes store, rene flader giver skulpturen en nøgenhed og en lukkethed, eller en ’forladthed’ som om at noget er taget ned… er det vigtige indeni i de ikke synlige rum. Men rummene er høje og åbne for oven, så man kan se himlen (og noget større) og få associationer om at være ubeskyttet. På en måde er der 2 planer i rummene, et jordnært, hvor man befinder sig fysisk og kan sanse rummet, og et andet øverst, som man ikke kan fornemme på samme måde, og som har noget æterisk eller overjordisk over sig. Man føler sig på bunden af en skakt eller en kløft, der er en vis utryghed. Rummene er dog kun delvist lukkede – de er åbne i den ene side – man ikke er alene, omverdenen er (alligevel) altid tilstede!

Åbningerne og det tværgående rum gennem mæanderen. Kirkeby har valgt åbninger, der giver (mig) en oplevelse af at være døre til det næste rum – ikke bare en almindelig passage. Han skaber en oplevelse af, at man ikke kommer (bare) uden videre til et endemål. I forlængelse af metaforen om livet kan man se det som at gå gennem sit eget liv, genopleve nogle ting.

Terrænet eller bunden i skulpturen er faldende/stigende med en lille trappe forneden. Skulpturen skal holde sig fast her for ikke at skride… Er der noget i undergrunden, som stadig er i bevægelse? Som forsøger at skubbe til mæanderens system og orden? Og man går jo op eller ned til templer, mindesmærker eller kældre, celler, underverdner, og hvad de kan associere til. Eller i mæander-metaforen, at man bevæger sig mellem flere planer i livet, noget højere, noget dybere.

Skulpturen optager terrænfaldet i murens top, så murene er skrå. Det er næsten som om murene fortsætter under jorden, noget man især kan opleve, når man går ned gennem skulpturen. Er det nogle dybere erindringer, der ligger gemt? Og som ikke er synlige, ubevidste?

Skulpturens samspil og modspil med Documenta Halle

 Der er flere ting, som knytter skulpturen og ’Halle’ sammen, men også nogle, som gør dem til modsætninger.

De deler grunden mellem Friederichsplatz og gadekrydset. Skulpturen følger ’Halles’ hovedakse, så den står i nogle synsvinkler som et anneks til ’Halle’, og dermed som om den skal løse en funktion i forhold til ’Halle’. Jeg får nogle umiddelbare associationer til kapel og katedral, og så kan man jo tænke videre i disse baner… Skulpturen og ’Halle’ er også fælles om at have rum med åbninger, der mere fungerer som ind-/udgange end som passager. Og overordnet handler både skulptur og kunsthallen om kunst, menneskelige erkendelser eller bekendelser. Er skulpturen en ’brugsanvisning’ til kunst og Kunsthalle? Kassel har form som en kile op mod ’Halle’ – skal den få institutionen til at løfte sig, give lyd fra sig…? Og den står som en propylæer, når man kommer fra P-pladsen eller parken.

Skulpturen kan også ses som en kommentar til kunst og kunstudstillinger generelt. I forhold hertil markerer den sig med sine forskelle til kunsthallen. Kassel er altid åben, og dens indgang er beskeden – ikke pompøs som ’Halles’… Den er lavet af mursten, møjsommeligt bygget op i modsætning til kunsthallens beton, der næsten står som bjergsider. Den har en streng geometrisk form ikke kunsthallens organiske, med en rød og ikke en anonym grå farve, rummene er åbne, høje skakter, og der er ikke kunst på væggene. Man skal selv udfylde dem, og man bliver en del af værket, når man går ind i det. Som om der ikke er nogle givne, nemme løsninger…

Skulpturen og placeringen (udover relationen til Documenta Halle)

Skulpturen ændrer det fysiske rum, men et samvær med skulpturen er også et samvær med en fysisk ramme, der som et bagtæppe er med til at give oplevelser og associationer særlige perspektiver.

Skulpturen ordner stedet, den spidse grund for enden af kunsthallen. Fra et stykke jord, der var til rest eller et hul i byrummet, giver den stedet en identitet, det bliver ’noget’, man kan benævne. Men den fastholder stedets ’gudsforladte’ karakter med sine store, tomme vægge og fravær af ’byhygge’ med blomster, bænke etc. Kirkeby taler selv om en ’ingentingsbygning’, som ikke fører nogen steder hen [5].

Skulpturen ordner også det fysiske rum ved at markere et skel mellem by og park. Kassel står som en form for bymur mellem de 2 områder, og det er en speciel bymur, den er foldet, og porten er på langs af muren ikke lige igennem.

En del af skulpturens bagtæppe er den store kontrast mellem de 2 rum, mellem natur og kultur. Man bliver mindet om deres sameksistens, når man bevæger sig omkring skulpturen, men også om den store forskel i rummenes terræn. På den ene side plateauet, der skåner, med en risiko for at skride, falde ud over kanten og på den anden side bunden, kløften eller hullet, hvor ’man ikke kan komme op fra’.    

Set fra syd og parkrummet hæver skulpturen sig over omgivelserne som en ophøjet genstand. Den etablerer en anden verden og står næsten som en ’kolossalstatue’. Herfra ser den dog hul ud, hvad der punkterer associationer til en tysk, national ’denkmal’, den ligner snarere bagsiden af en kulisse… Det passer med teatret på den anden side. 

I forhold til byrummet ligger skulpturen i et sted, hvor der er et socialt liv med trafik, hvor folk kører forbi, standser, møder andre trafikanter, parkerer osv. Det giver en ramme med bevægelse og energi, men skaber også tanker om sammenstød, ulykker og om tidslighed og flygtighed…

  Torsten Karlsson, august 2019

Praktisk:

Adresse: Du-Ry-Straβe
Parkering: i området
Offentlig transport: 10 min til fods fra banegården

Fodnoter:

[1] Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeignis, Kunsthaus Bregenz 1997. [2] Det hører med til Kassels forhistorie, at Kirkeby deltog i Documenta VII (1982) med en murstensskulptur i parken, som efterfølgende blev fjernet på grund af funderingsproblemer ifølge http://www.documenta-historie.de. Udover Kassel er Kirkeby repræsenteret med oliemalerier i byens museum for moderne kunst, Neue Gallerie.
[3] Kilde: www.german.travel.dk
[4] Lars Morell: Per Kirkeby, Bygningskunst. Aristo, 1996.
[5] Lars Morell op.cit. side 98

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: