En tung port med skæve søjler og en øjeformet spalte. En helvedesport, en stub, en åbning til jordens indre eller et indre portræt.
Note om bronzeskulptur af Per Kirkeby i Galerie Neue Meister (Albertinum), Dresden
Kort om skulpturen
Tor I eller Port I er fra 1987. Noten tager afsæt i den udgave, der står i skulptursalen til Galerie Neue Meister i Dresden. Der findes en Port II i samme serie med flere ligheder, men også mange forskelle i udtrykket. Jeg inddrager ikke Port II i beskrivelsen og analysen her, men henviser til noten på bloggen.
Tor I er i sortpatineret bronze. Den er stor, 220 cm høj, 150 cm bred og 75 cm dyb. Værket ligner et rektangel på højkant, en tyk ’port’ som på forsiden har to søjleformer med en lang, øjeformet spalte imellem. Bagsiden er forholdsvis flad og anonym. Overfladen er på alle fire sider ujævn, lidt bulet og levende under. Tor I er en tung skulptur, men har også en egen elegance og en vis skrøbelighed. Den dybe spalte i midten giver samtidig en fornemmelse af hulhed. Værket står centralt placeret midt i skulpturhallen, tæt på en ydervæg, og er meget synlig også på afstand.
Titlen Tor I åbner i sig selv for referencer og associationer om to verdener og passager, og skulpturens form og spalte føjer deres særlige perspektiver hertil. Men titlen kan også relateres til andre kunstnere, f.eks. Rodin og hans Helvedesport, og man kan se Kirkebys værk som en transformation heraf.
Mit umiddelbare indtryk af Tor I er en stub, en rest efter et væltet eller fældet træ. Det skaber påmindelser om altings forgængelighed, liv og død, men også om et minde, stubben som træets monument og om noget, der var engang og dets dybe rødder. Den store spalte kan give associationer til kvindens skød, men tillige et åbent sår og smerte eller til en åbning til jordens indre med død og genfødsel eller barndommens eventyrfortællinger.
Foto 1: ’Tor I’ forside
Tor I og det fysiske rum – skulpturhallen, bagvæggen og blandt andre skulpturer
Albertinum ligger i Dresdens centrale bydel, Altstadt, på sydsiden af Elben tæt ved byens berømte Frauenkirche. Selve bygningen er fra 1880’erne i oprindelig nyklassicistisk stil. Den rummer Galerie Neue Meister og en skulptursamling i flere etager, hvor Tor I står i stueplan med indgang fra en stor adkomsthal. Selve malerisamlingen rummer værker fra Friedrich til Gerhard Richter og mange malere, som Kirkeby har skrevet om i sine essays.
Udstillingsrummet med Tor I er stort, rektangulært, åbent og halagtigt. Jeg gætter på, at det er omkring tusind m2. Det har hvælvede lofter på søjler i to rækker, væggene er hvide med store vinduer og gulvet belagt med store, gullige sandstensklinker. Der er opstillet bænke rundt om i rummet. Skulpturerne er en blanding af ’klassiske’ og abstrakte værker, se foto 2 og 3. Jeg gætter på, at som for Tor I er ingen værkerne lavet specifik til stedet, og det virker ikke som om, at der er sammenhæng mellem værkerne. Antallet af skulpturer er uoverskueligt, og man får en oplevelse af, at man er på et lager eller en skulpturkirkegård. Det lægger på en måde op til, at man er her for at finde et bestemt værk.
Foto 2: Skulpturhallen og ’Tor I’ set fra højre side
Tor I står centralt placeret ca. tyve meter fra indgangen midtvejs i hallen. Værket står ikke ved den ’naturlige’ vej midt gennem rummet, men ud til siden i to meters afstand fra en ydervæg. Med sin størrelse, sorte farve og profil danner den en skarp kontur mod den hvide væg og er synlig også på afstand. I væggen bag skulpturen er der et stort vindue ind til adkomsthallen, foto 1. De nærmeste skulpturer står i god afstand og generer ikke umiddelbart det frontale indsyn til Tor I. En stor træskulptur af Tony Cragg, ’Ever after’, kan dog distrahere ved indsyn fra siden, foto 3.
Foto 3: Skulpturhallen, ’Tor I’ set fra venstre og Tony Cragg’s ’Ever after’
Med dens placering i rummet kan man fantasere over, om Tor I har en rolle i forhold til de andre skulpturer. Den er ikke ’ude i blandt dem’, er den reserveret? Eller vil den bare ikke blande sig? Måske holde øje med de andre?
Tor I og det sociale rum – museumsgæster, museer og skulpturer i konkurrence
Albertinum er et offentligt museum, men der skal betales entré, så på en måde er det både et offentligt og et lukket rum. Jeg ser det som et museum med hovedvægt på den faste udstilling frem for særudstillinger. Og opfatter malerierne som den største attraktion. Jeg vurderer også ud fra værkerne, at de besøgende primært er tyskere og nok udenbys. Antallet af besøgende var dog begrænset på en hverdag i september, måske tilfældigt, men kan hænge sammen med, at Albertinum er i konkurrence med et stort antal andre (spændende) museer i Dresden.
Der var kun få gæster i skulpturhallen. Jeg tror, at mange kun kommer her ’fordi man nu er her’ og sikkert ikke for at se Kirkebys Tor I. De besøgende, der når ind til midten af rummet eller længere, vil til gengæld få øje på værket af de årsager, som er nævnt under Det fysiske rum, men også på grund af den store spalte i værket. Tor I skaber nogle umiddelbare billeder, der (forhåbentlig) kan lokke besøgende til at tage den nærmere i øjesyn.
Tor I, fysisk form og udtryk – en stub, en stor og tung port, et sætstykke og en port i porten
Tor I er en tung skulptur, men har også en egen elegance og skrøbelighed. Den dybe, brede spalte i midten giver samtidig en fornemmelse af hulhed, og en usikkerhed om hullet kun er en hulning.
På afstand er det umiddelbare indtryk en stub af to sammenvoksede træer eller to kæmpeknogler på højkant, som støtter sig til hinanden og er vokset sammen om en bred, dyb spalte imellem. På tættere hold og i skrå vinkler ser man tydeligere en forskel mellem de to ’knogler’ eller søjler. Den højre søjle virker labil, mens den venstre er mere statuarisk, som Tøjner påpeger[1]. Spalten fortsætter bag den højre søjle og danner en skygge i værket, foto 4. Det er som om, at søjlerne vrider sig i forhold til hinanden, og at der er en smerte indlejret i formen.
Foto 4: ’Tor I’ set skråt fra venstre
Tor I’ har sin egen sokkel med i rummet, og skulptur og sokkel flyder sammen. Soklen er under ti cm i højden, rektangulær og skærer et stykke af skulpturen af. Det skaber en association om, at værket er bragt ind i rummet og ikke ’vokset’ op her.
Værket har form som et rektangel på højkant, en ’port’ som er tyk og med skævheder. I den højre søjle skrider materialet ud for neden og i den venstre søjle er der en tragtformet udposning for oven, foto 1 og 4. Man kan være i tvivl om toppen er skåret af og afrundet, eller om dens kontur skyldes tidens tand. Forskellen mellem de to søjler giver tanker om en tidsforskel i et udviklingsforløb.
Overfladen er på alle de fire sider ujævn, rå som om den er naturskabt, bark på et gammelt træ eksempelvis. Man får en fornemmelse af en proces, at der er bevægelse under overfladen, opløsning eller vækst. Det står i modsætning til den hårde metaloverflade.
Skulpturen ’er forsiden’. Bagsiden/siden mod muren er forholdsvis flad, spalten og søjlerne kan ikke ses på bagsiden, foto 5. Det er som om, værket har sin egen væg med, som den kan støtte sig opad og være sikker på at være beskyttet bagfra. Den frontale fremstilling får værket til at præsentere sig som et billede og skaber tanker om værket som et sætstykke, en kulisse, en konstrueret virkelighed. ’Sætstykker’ er et udtryk som Kirkeby bruger i forbindelse med Friedrichs malerier[2].
Foto 5: ’Tor I’ bagside
Spalten er en øjenfanger og et dominerende element. Den er lang og bred og starter ved skulpturens top og slutter ved dens sokkel. Den er lukket i bunden og bredest og dybest i skulpturens midte, hvor den fortsætter under højre søjle, foto 4 og 6. Det er uklart ud fra skulpturen, hvordan spalten er opstået. I forlængelse af associationen om en stub kan den ses som skrabet eller hugget ud (en menneskelig bearbejdning) eller som resultat af en forrådnelsesproces, en svaghed i kernen (og som er på vej i højre søjle)? Men spalten kan også skyldes en stor krængning, spaltning af de to søjler? Eller et pludseligt brud, en sprængning? Spalten står som en port i porten, som en åbning, der er lukket af. Er der et rum bagved, en passage, en klippehule…?[3]
Foto 6: ’Tor I’ forside set skråt fra højre
Tanker og eftertanker – Porte og passager, Helvedesporten og dobbeltheder, forgængelighed og minder, skød og det hule træ…et indre portræt?
Titlen – Tor I eller port
Kirkebys titel åbner i sig selv for referencer og associationer uafhængig af værket som sådan, men Tor I sætter sine egne perspektiver på…
En port betegner sædvanligvis en (stor) dør mellem to rum. Den afgrænser eller adskiller to ’verdener’ eller holder noget ude eller inde… Der ligger også en passage eller gennemgang i begrebet port, en bevægelse, som ikke sker af sig selv, og som kan give sår og skrammer. Med Tor I kan man ikke se, om porten er lukket, eller ved at åbne eller lukke, men porten er tung og skæv og kræver gode kræfter (eller særlige evner) at få op eller i… Spalten kan også ses som porten. Den har form som et nåleøje, som kan give associationer til kameler og måske til kristendom og Jesus’ ord om de rige.
Med nummereringen ’I’ skaber Kirkeby en forestilling om, at der er flere porte. Som betragter kommer man til at tænke på, at der er flere gennemgange og flere porte, der skal åbnes eller lukkes for at komme frem (eksempelvis).
Der er andre kunstnere, der har lavet porte som skulpturer. For Kirkeby er Rodins ikoniske Helvedesporten et vigtigt værk. Det er beskrevet i Tøjner (fodnote 1) og Kirkebys egne essays [4]. Man kan se Tor I som en transformation af Helvedesporten. Begge værker har to indrammende søjler og et indtrukket midterparti. I Kirkebys værk er de mange fragmenter og figurer i Rodins værk brudt ned og forsvundet (tidens nedbrydningsproces), søjlerne er tilbage, men er også i en form for omdannelse eller opløsning.
Efter temperament kan man så forlænge den ’interskulpturelle’ reference til kristendommens fortælling om nedstigningen til dødsriget eller til Dantes ’Guddommelige komedie’ med hans beskrivelse af helvede, skærsilden osv.
Skulpturens form og udtryk (i sig selv)
Jeg ser Tor I som et æstetisk værk i sig selv, som ikke nødvendigvis skal indlægges referencer og betydning(er). Et værk som har en gådefuldhed i sit udtryk, og hvor Kirkeby ’leger’ med en række dobbeltheder.
Værket er på engang både nonfigurativ og figurativt. Det sidste på grund af elementernes naturlighed, der er noget livagtigt over dem. Fra forsiden ligner det en rund skulptur med de søjleagtige elementer, men værket er flad på bagsiden. Man kan ikke afgøre, om de to søjler er ved at vokse sammen eller er ved at spaltes (mere). Værket er både tungt på grund af søjlernes højde og drøjde og skrøbelig på grund af deres udposning og udskriden. Der er massivitet og hulhed til stede på samme tid osv.
Er dobbeltheden et greb for at afkoble vores ’automatopfattelser’ og skabe en tøven mellem det, vi ser og dannelsen af meninger og betydninger? Få os til at tvivle på det vi tror vi ser?
Stub og spalte, et indre portræt
I Kirkebys arkiv er der et stort antal fotos med stubbe og træer, og han har skrevet om stubbe og stammer i sine essays [5]. Og uagtet dobbelthederne er det svært at slippe det første indtryk af ’stub’, og de mange associationer, der er knyttet til fænomenet.
På den ene side står stubben som en rest efter et træ, som er fældet eller ikke har modstået en storm eller naturkræfter, der var større end det selv. En slags træets ruin, en påmindelse om altings forgængelighed, liv og død og den historie og de fænomener, der ligger bag. Og der er ikke langt til associationer om os som mennesker.
På den anden side er stubben den del af træet, som stormen ikke kunne vælte. Et minde over noget, der var engang med dybe rødder, og som stadig har rødder til undergrunden, noget dybere og usynligt…
Kirkebys stub er en stor stub. Det har været et stort træ, som har været gammelt og ’set’ meget gennem tiderne og må have samlet erfaring. Som den kan fortælle…
Spalten indfører sammen med den udflydende søjle associationer om et ’før og efter’. Andre associationer handler om kvindens skød. Heri er der noget erotisk, men også noget der handler om at føde, et nyt liv, en videreførelse af slægt og gener m.m.
En tredje association er at se spalten som et åbent sår, en forblødning og årsag til lidelse og smerte. Er det et gammelt sår, der er rippet op i?
Der er heller ikke langt til associationer om et hult træ med spalten som en åbning til jordens indre eller underverdenen. At dø, forsvinde kan symboliseres ved at begive sig ned i underjordiske huler, gange etc. for at genopstå, genfødes efterfølgende. Og det hule træ figurerer i eventyrerne – Fyrtøjet og Alice i Eventyrland med overnaturlige fænomener eller trækken på underbevidstheden.
I forlængelse heraf giver skulpturens størrelse og firkantede kontur associationer til et stort spejl eller maleri. Er Tor I et indre portræt eller spejlbillede? Det skaber andre og for de fleste mere personlige minder, tanker eller følelser…
December 2022, Torsten Karlsson
Praktisk:
Adresse: Zschirnerplatz 2, 01067 Dresden
Fodnoter:
[1] Poul Erik Tøjner: Per Kirkeby skulptur, 2005. Bjerggaard.
[2] Se noten om ’Göppingen’ på bloggen.
[3] Tøjner beskriver i [1], side 77-78, bl.a. elementerne i Tor I som geologiske forekomster, klippespalter, huler, åbninger til jordens indre. Søjlefragmenterne rummer en markering af den proces, der har ført til deres form. Deres fremtoning peger på et synligt forfald, en langsom sedimentering. De ser ud som om, de har stået et stykke tid og mistet en del af deres stoflige rejsning – ’lidt tunge i røven’, flydt ud forneden.
Han finder, at der ikke er tvivl om, at omdrejningspunktet for skulpturen er en særlig begivenhed, der ligger udover det naturlige forfald, nemlig hullet, spalten i midten. Noget der har sat en eller anden forskel, en forskel som betragteren må forholde sig til. Fortabelse? Mørkets hjerte? Eller bare blikkets hjem?
[4] F.eks. Per Kirkeby: Udviklingen. Borgens forlag, 1985. Der henvises til nettet for billeder af Rodins værk.
[5] Per Kirkeby: Bravura. Borgens forlag, 1981.
Per Kirkeby skulpturer 