OPSTANDELSE (1999) – FREJLEV KIRKE

Et stort minde, en åben grav, et stejlt bjerg

Note om bronzeskulptur af Per Kirkeby på Frejlev Kirkegård ved Aalborg

Kort om skulpturen

Ved Frejlev Kirke står en stor, sort bronzeskulptur af Per Kirkeby. Skulpturen er opstillet i forbindelse med ibrugtagning af et ’anneks’ øst for den gamle kirkegård og selve kirken. Kirkeby har kaldt sin skulptur for Opstandelse. Udover skulpturen har han lavet glasmalerier til kirkens korvinduer og et alterbord i bronze[1].

Kirkeby har skrevet om Opstandelse i to mindre essays. Han siger, at titlen brugte han i sin arbejdsproces, men at den ikke skulle være offentlig. Skulpturen og dens ’mening’ skulle gerne være noget, man fornemmer og føler, frem for at læse sig til. Jeg refererer essayene i næste afsnit. Jeg forholder mig i noten som sådan ikke direkte til Kirkebys udsagn, men skriver om hvad jeg ser og får af tanker.

Opstandelse er firkantet, massiv og tung og er iøjnefaldende med sine 3 m i højden, 2 m i bredden og 1 m i dybden. Den er opstanden i betydningen opretstående. Den har forskellige motiver på for- og bagside. På forsiden mod kirken er den øverste del muragtig med et lille hul i midten. Nederst er ’sten og brokker’ stablet op i en kegle. Bagsiden mod øst ligner øverst en berappet mur, den nederste del har små afsatser og kan minde om et stiliseret bjerg, som dem renæssancens kunstnere malede.

Selve kirkegården er ikke et stor, og skulpturen fylder meget i rummet. Den vækker opmærksomhed. Den er placeret i en lige linje øst for kirken. Med belægning og bevoksning er markeret, at den har sit eget rum i forhold til kirken.

Skulpturen ses af de mennesker, der kommer på kirkegården ved begravelser; for at besøge en grav; som led i kirkegang eller for at gå en tur etc. De to første grupper er de centrale for Opstandelse, og hvor tankerne sikkert vil vedrøre liv og død, tro og mening og uvished.

Med Opstandelse har Kirkeby sat en skulptur, der med sin form og symbolik har referencer til to centrale budskaber i kristendommen. Forsidens motiv giver direkte associationer til den tomme grav og Jesu opstandelse, det evige liv. Bagsidens motiv kan give tanker til åbenbaringen på ’Forklarelsens bjerg’, hvor Gud ’bekræfter’, at Jesus er Messias, Guds søn. Herudover har Kirkeby ved at arbejde med tidspunktet i motiverne og ved at omskrive motiverne skabt en række andre associationer eller meninger… Og med de berappede ’mure’ og hullets form som et lille vindue står Opstandelse også som en slags henvisning til selve kirken.

Foto 1: ’Opstandelse’ set fra vest (forside)

Per Kirkeby om Opstandelse

Kirkeby har i 2007 i to mindre essays redegjort for nogle af sine tanker om Opstandelse[2].

Først og fremmest vil han gerne dele æren med menighedsrådene ved kirken. Om processen siger han således, at skulpturen er ’det dristigste resultat af samlivet mellem ham og menighedsrådene. En lang og til tider sej proces’. Og at det i sidste ende handlede om den tillid, der opstår, når alle er overbevist om, man har fat i det rigtige og ’at der ikke er stukket noget under stolesæderne. Selv om man ikke umiddelbart forstår det’ – både hvad angår kunstneren og rådene.

Med hensyn til det fysiske udtryk skriver han, at en skulptur er en ting med en bestemt form, men at man ikke kan skabe kunst ved (blot) at illustrere en fortælling. Med ’faste oversættelser’ får man ringe kunst.

Kirkeby mener, at kirkegårdens mysterium er opstandelsens. Han taler om, at ’det er kirkegårdens store symbolske kraft’, og at det, der rummer denne kraft, er selve kirkebygningen (i hvert fald på landet). Derfor er det nødvendigt, når man udvider kirkegården som i Frejlev, med en kraftfuld form (skulptur) som et ekko af kirkebygningen.

Kirkeby vil hellere have, at man fornemmer dette ekko og læser med kroppen (følelserne), end at man læser en forklaring på et skilt. Han vil, at skulpturen og dens mening sniger sig ind på én, bliver noget, man føler i stedet for noget, man tror at vide. På samme måde som man ikke tænker så meget over, hvorfor der står gravsten på en kirkegård, men inderst inde godt ved det.

Om titlen siger han derfor, at skulpturen hed Opstandelse i hans hoved i tilblivelses-processen, men at ‘det skulle egentlig ikke være sluppet ud’. Han brugte den på grund af hulen i væggen og de bortvæltede sten. Og peger på, at ’bjerghulen og erosionskeglen er naturens nedbrydning som fører til opstandelse af nye bjerge. En grav er altid en opstandelse’.

Opstandelse og det sociale rum – mennesker, der har mistet, og som mindes

En kirkegård er det sted, hvor man begraver de døde eller nedsætter deres urner og rejser gravstene (mindestene) for dem. Det sætter nogle rammer for, hvordan en skulptur kan se ud her, og hvad den kan indeholde af motiver/figurer/signaler.

Skulpturens sociale rum skabes af mennesker, der kommer på Frejlev Kirkegaard ved begravelser; for at besøge en grav; som led i kirkegang eller for at gå en tur, lufte hunden, skyde genvej etc. De to første grupper omfatter en bred kreds, mens kirkegængere og ’luftere’ er en snævrere, mere lokal kreds.

Jeg opfatter de to første grupper som den primære målgruppe for skulpturen. Det er mennesker, der er her for at tage en sidste afsked med slægtninge eller venner, eller for at mindes eller sørge over døde. Det må være et naturligt krav, at Opstandelse skal støtte, hjælpe, gøre noget lettere for disse mennesker – i hvert fald ikke det modsatte.

For de fleste vil det at tage afsked eller at mindes være forbundet med tanker om den dødes liv og det, de efterlader. For mange også tanker i en kristen sammenhæng om tro, tilgivelse, frelse, opstandelse og liv efter døden. For andre måske tanker om hvad vi ved om disse fænomener og meningen med livet. De to afsæt udelukker ikke hinanden… Og heller ikke fornemmelser af tvivl og at være på usikker grund. 

Opstandelse og det fysiske rum – en kirkegård og et eget rum

Skulpturen står tæt på en jordvold, der hegner kirkegården ind, og udgør en anderledes form for kirkegårdsmur. Kirkegården er ikke et stor, og man oplever, at skulpturen fylder temmelig meget i rummet. Den vækker opmærksomhed… og opstandelse?

Opstandelse er placeret omkring 50 m fra kirkebygningen i en lige akse med kirkens længderetning, se kortudsnittet. Når man står med ryggen til kirken, ser man skulpturen mod øst, mod solopgangen. Der ligger en slags ’dobbeltopstandelse’ i denne placering.

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragyderne

Skulpturens sorte bronze danner en kontrast til den (næsten) hvide kirke. Der ligger heri et signal om, at skulpturen har en selvstændig funktion, sin egen målgruppe. Denne markering af en egen funktion med et eget rum underbygges af skulpturens nære omgivelser:

  • en belægning af brosten, der indrammer skulpturen, og afgrænser den i forhold til omgivelserne,
  • nogle bænke, der er placeret, så man kan sidde og se på skulpturen, samt
  • nogle plantede træer omkring den, der skaber en nærhed til ’naturområdet’ lige udenfor.

Ved begravelseshandlinger på kirkegården kan man ikke undgå Opstandelse. Man er tvunget til at gå mod skulpturen ad en allé, der er indrammet af lave hække. Man bliver ført mod skulpturen.

Man kan gå rundt om Opstandelse, men det er min umiddelbare oplevelse, at skulpturen og rummet omkring den signalerer, at man skal standse ved forsiden. Skulpturens form markerer en port eller mur, som naturligt opholder én, og som man skal passere…  og det forstærkes af de plantede træer omkring skulpturen.

Til gengæld oplever jeg, at når man har set skulpturens forside et stykke tid, ’kræver’ det hul, som skulpturen har i midten, at man går om på bagsiden og ser, ’hvad der er på den anden side’. …

Opstandelse og skulpturens fysiske form – en stor mindesten, en grav, en bjergside  

Umiddelbart virker Opstandelse stor i forhold til sine omgivelser. På grund af skulpturens firkantede form er den første association, jeg får, at der er tale om en stor ’gravsten’ eller en mindesten, hvor bogstaver og tal er udvisket af vind og vejr. Men den kan også give associationer til en udendørs altertavle set i forhold til stedet og formen.

Skulpturens sokkel er til gengæld lille – nærmest ikke synlig. Den stopper ikke skulpturen, eller løfter den fra grunden. Skulpturen vokser nærmest op af jorden, som den er opstået her.

Opstandelse er massiv og tung. På afstand kan man se nogle fragmenter i skulpturen, men ikke i detaljer før 25 – 30 meter fra den. Der er fragmenter på begge de to store flader, der har en klar funktion som for- og bagside, når man kommer fra kirken.

Forsiden – den vestvendte side, mod kirken:

  • Siden består af to dele. Den øverste del er muragtig med et hul eller en åbning i midten. Den nederste del, hvor vægten i skulpturen ligger, har form af ’sten og brokker’ i en kegleopstabling, der kan minde om en talluskegle. Men her er det ikke natursten, det er menneskeskabte sten. De træder ud af skulpturen mod beskueren. Det er svært at se, om de er lagt op til eller er skubbet ud af hullet – om keglen lægger op til en opstigning eller en nedstigning. Eller begge dele!

  • Selve hullet er det andet markante træk ved forsiden. Det er placeret lidt højere end midten. Hullet er lukket. Det ligner ikke umiddelbart en åbning til en hule eller grotte. Man får fornemmelsen af ’nåleøje’ … Hullet er omgivet af en ujævn overflade, der minder om en gammel grov, pudset kampestensmur – man får association til en kirke. Denne oplevelse underbygges af, at hullet kan minde om et romansk kirkevindue. Er det et vindue, et symbol på lys, tro eller håb? Noget man kan søge mod, når man leder …? Eller et hul, man kan komme eller skal igennem, forsvinde i.

Bagsiden – den østvendte side:

  • Den øverste del af bagsiden har udseende som en berappet mur (uden antydning af hullets indvendige side). Den nederste del er flertydig. På en måde ligner den starten til et fundament med en form for trin i sig. Det kan virke menneskeskabt, solidt og stabilt, selvom det ikke er helt færdigt. På anden vis minder den nederste del også om en konstrueret eller stiliseret Golgata eller ’Forklarelsens bjerg’, som renæssancens kunstnere malede dem.
  • Går man væk fra skulpturen mod øst, står den som en sort mur med den hvide kirke i baggrunden. Den ’læner’ sig på en måde op ad kirken.    

Siderne – nord- og sydsiden

  • Den ene side har en bule ud med bagsidens ’fundament’. Sidernes overflade ligner ’kirkemuren’ på forsiden af skulpturen.

Foto 2: ’Opstandelse’ set fra øst (bagside)


Tanker og eftertanker

Med Opstandelse har Kirkeby sat en skulptur, der med sin form og symbolik har referencer til grundtanker i kristendommen. Det er på en måde både en simpel og en kompleks skulptur. Den giver mulighed for nogle umiddelbare tolkninger, men også for flere ’læsninger’, hvis man har kendskab til Det Nye Testamente eller går dybere i behandling af motiver og udtryk. Her kan jeg opleve, at ’meningerne sniger’ sig ind på mig, og der opstår en forløsende stemning, specielt med religiøs musik som bagtæppe, f.eks. Pĕteris Vasks’ Dona nobis pacem.

Med de forskellige motiver for skulpturens for- og bagside opfatter jeg, at Kirkeby har valgt to centrale budskaber i den kristne tro.

Forsidens motiv giver de fleste besøgende på en kirkegård umiddelbare associationer til den tomme grav og Jesu opstandelse Påskedag. Og kristendommens budskab om, at døden ikke er endegyldig, at Jesu opstandelse fører til alles opstandelse og det evige liv.

Kirkebys valg af tidspunkt for ’afbildning’ af den tomme grav afføder i sig selv nogle tanker. Det er efter åbningen af graven, hullet er åbent, men der er ingen engle eller Maria Magdalena (m.fl.). Har de været her allerede? Eller er de ikke kommet endnu? Er vi de første, der ser miraklet? Er vi ikke kun tilskuere, men vidner? Og vi får bekræftet budskabet hver gang, vi kommer her… En stærk effekt, som mange af de klassiske afbildninger af den tomme grav med engle og hellige kvinder ikke opnår.

Bagsidens motiv kan ses som ’Forklarelsens bjerg’. I Det Nye Testamente er det beretningen om en Gudsåbenbaring, hvor Gud ’bekræfter’, at Jesus er Messias, Guds søn og er Gud og menneske. I Bellinis maleri ’Forklarelsen’ er åbenbaringen vist med et miniaturebjerg, hvor Jesus, Moses og Elias står på toppen af bjerget under bevidningen, og hvor tre apostle ligger under dem og forsøger at dække øjnene[3].

Kirkeby leger igen med tidspunktet. Hans skulptur omfatter ikke personerne. Det afføder (igen) tanker om, vi er før eller efter åbenbaringen? Og hvor personerne er? Men det skaber også fokus på bjerget i sig selv som forbindelsesled fra Jorden til Himlen og Gud[4].

De to motiver kan ses hver for sig, men hænger også sammen. På vej ned ad bjerget forbød Jesus apostlene at fortælle om, hvad de havde set, før han var genopstanden. Så ’bagsiden’ er på en måde ’forside’.

Udover valg af tidspunkt i motiverne har Kirkeby også omskrevet dem i forhold til de klassiske illustrationer af hændelserne. Det gælder især forsiden, hvor motivet næsten er ’forvrænget’ uden at de enkelte dele i øvrigt er gjort sære eller abstrakte. Klippen ligner en mur; hullet er meget lille og ligner et vindue; der har ikke kun været én sten foran åbningen, men en hel dynge; stenene danner en trappe, men den er stejl, næsten ufremkommelig. Det kan skabe en tvivl om det er ’den tomme grav’ man ser. Men giver så andre associationer – f.eks. til en kirke, til at nogle har gravet ud for at lede efter den afdøde, til at trappen ikke kun er til opstandelse, men også til opstigning[5].

For bagsidens vedkommende har Kirkeby gjort bjerget betydelig mere stejlt end Bellini. Bellinis bjerg stiger jævnt op ad, Kirkeby har ’afsatser’, man kan falde ned fra, og den øverste del er lodret og nærmest umulig at komme op ad – med mindre man er en gud…

Titlen i sig selv giver associationer. Kirkeby taler om Opstandelse ikke ’Opstandelsen’. Ligger der heri et signal om, at skulpturen beskæftiger sig med noget, der sker nu, hele tiden? Udover budskabet ovenfor tænker jeg på, at de døde/begravede på en kirkegård (gen)opstår som et minde for de besøgende. Eller at der er beredt en trappe til os, når vi dør. Den er stejl og skæv som selve livet, men den er der. Man skal gennem et hul ind i mørket – for at se lyset på den anden side mod øst…

Man kan også få den tanke, at Opstandelse står som en slags vejviser, der med sin mur og (romanske) vindue peger på kirken (Kirkebys ekko), som et sted, hvor man kan finde åndelig trøst, støtte, hjælp i en svær tid med usikkerhed og tvivl.

Torsten Karlsson, juli 2013 og december 2020

Praktiske oplysninger
Adresse: Verdisvej 4/Nibevej 298, 9200 Aalborg
Parkering: man kan parkere foran kirken
Adgang: gennem kirkegården


[1] Poul Erik Tøjner har i ’Per Kirkeby. Skulpturer’. Forlaget Bjerggaard, 2005 en udførlig beskrivelse af værkerne i Frejlev Kirke og af Opstandelse. Skulpturen er endvidere omtalt i Hans Jørgen Frederiksen: ’Kunst & Religion. Fra Byzans til Per Kirkeby’. Aarhus Universitetsforlag 2013 samt i Louisiana Revy 60. Årgang, nr. 2,2020 af Helle Brøns.
[2] Per Kirkeby: Kursiv. Borgens Forlag, 2007, side 163-168.
[3] Per Kirkeby har skrevet om Giovanni Bellinis maleri af motivet (’Trasfigurazione’, 1455) i ’Bellini’. Edition Bløndal, 1999. Min kilde er Frederiksen (note 1), side 91-92.
[4] I Bellinis maleri står Jesus, Moses og Elias i øvrigt nærmest i selve himlen, idet Bellini har lagt en lav horisont.
[5] Som Poul Erik Tøjner (note 1) også bemærker.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: