OPERA RELIEFFER (2004) – KØBENHAVN

Kunst i kunsten: Jason og vores rejse

Note om Per Kirkebys bronzerelieffer i Operaen, København

Reliefferne, Jason, Thorvaldsen og opera.

I Operaen på Holmen hænger fire bronzerelieffer af Per Kirkeby. Reliefferne hænger i Lobbyen på væggen mod selve operasalen. De hænger adskilt fra hinanden, og man kan ikke se alle reliefferne på én gang. Reliefferne er store, næsten 3 m høje, 1½ m brede og knap ½ m dybe. 

Reliefferne har ikke nogen titel, der kan bruges som nøgle til associationer og tolkninger. Men ifølge Poul Erik Tøjner[1]  har Kirkeby selv nævnt, at benene (og fødderne) af Thorvaldsens statue af Jason indgår i et af reliefferne.  Fødder indgår som et gennemgående motiv i alle fire relieffer, så det er nærliggende at se fødderne som et symbol på Jason og fortællingerne om ham som et muligt, gennemgående perspektiv.

Man kan naturligvis ikke gå ud fra, at de mennesker, som kommer i Operaen, umiddelbart har viden om, at Jason er en inspiration for Kirkeby eller vil associere til Jason, når de ser reliefferne. Andre nøgler til tolkninger kan tage afsæt i, at vi er i en Opera, i ’fødder’ eller i menneskelivet generelt. I Kirkebys fire relieffer findes der motivdele til disse nøgler. De forskellige nøgler og perspektiver udelukker ikke hinanden, og jeg prøver at kombinere dem indbyrdes. Fremfor at være referencer til symbolik og myter kan reliefferne dog også blot nydes som værker, der fremstår med en egen æstetik gennem de tydelige og flotte fragmenter [2].

I noten bruger jeg ’Operaen’ som benævnelse for stedet/ bygningen og ’opera’ om selve kunstarten. 

Foto 1: Relief IV

Jason, Thorvaldsen og opera  

Hvad har Jason med Operaen og opera (som kunstart) at gøre? Hvorfor tænker Kirkeby på ham, hans ben/fødder og hvorfor på Thorvaldsens Jason? Har Jason en association til stedet, til opera som kunstart eller til den oplevelse, som operaen skal skabe for gæsterne?

Jeg kender ikke Kirkebys forhold til opera som udøvende kunstart og til Operaen i København. Jeg ved således ikke, om der er noget helt konkret, som giver Kirkeby associationer til Jason og Thorvaldsen. Men jeg kan finde en række ’fødselshjælpere’ til dem begge[3].

Der er mange historier om den græske sagnfigur Jason og hans heltegerninger. Det mest kendte sagn handler om Jasons rejse til Kolchis, der af grækerne blev opfattet som ’verdens ende’. Her skulle Jason hente ’det gyldne skind’, så han kunne blive konge i sit hjemland, Jolkos. Nogle associationer, der for mig kæder den græske oldtid og Jason sammen med Operaen:

  • Operaens placering – er vi ved ’verdens ende’? Der er (mentalt) langt fra Københavns city til Holmen, og man skal som Jason passere et hav, et Bosporus undervejs.
  • Operaens udseende – fra byen virker Operaen meget stor og monumental i sit udtryk. Billedet til et tempel (for musik), en katedral eller en anden form for (græsk) helligdom er ikke langt væk.
  • Den fysiske form og placering af reliefferne – relieffer har slægtskab med den form for friser, som grækerne brugte til at illustrere deres historier og sagn på f.eks. templernes indgangspartier.
  • Figurer, forløb og drama i opera – Jason som figur og sagnet om hans rejse har fællesskab med mange af operaens figurer og dramaer (og livets). Fortællingen om personen Jason handler om storhed, mod, held, forelskelse, men også om fristelser, svaghed, ulykke og fald. Når man læser sagnet om Jasons rejse, er min oplevelse, at rejsen og alle hans opgaver, prøvelser og udfordringer er selve formålet med fortællingen. Og association til at se livet (og operaen) som en rejse, man skal deltage i, er nærliggende…

Hvorfor er det så Jasons ben og fødder, som Kirkeby drager frem? Der kan være flere bud. Bl.a. starter historien om Jason med hans fødder. Jason mister en sandal ved passagen af en flod på vej til den nuværende (onde) konge af Jolkos, men fortsætter alligevel. Fødder kan ses som symboler på det ’fundament’, vi står på, og det er dem, som bringer os frem og rundt om i vores rejse, liv; man får foden indenfor (i ens eget liv). Fødder og bevægelse og at der har været noget før og kommer noget efter hænger sammen.

Man kan også tage udgangspunkt i, at fødder og bjælker vises sammen på reliefferne. I følge en af myterne om Jason døde han ved, at stævnen på hans skib, Argo, faldt sammen og ned over ham (og dækkede åbenbart ikke fødderne…). Vil Kirkeby vise, at Jason ikke døde med støvlerne på, at hans død ikke var en heltedød, men et uheld (eller dårlig vedligeholdelse), som også almindelige mennesker kan dø af. At når det kommer til stykket var Jason blot et menneske – og måske også omvendt.

Når Kirkeby kun viser ben/ fødder og ikke hele kroppen kan selvfølgelig også (bare) skyldes, at han finder det overflødigt eller begrænsende for det oplevelses-/ fortolkningsrum, han gerne vil skabe.

I Kirkebys udsagn om at det er Thorvaldsens Jason, kan jeg se to fortolkninger. Den ene er, at reliefferne på en måde er ’kunst i en anden kunst (opera)’, men uden at indgå som en del af forestillingen eller selve værket. Det må være en særlig situation at være i som kunstner. Ved at bruge en anden kunstners værk, Thorvaldsens Jason, skaber Kirkeby en parallel situation til sine relieffer. Det forlyder, at Thorvaldsen ikke brød sig om ’sin Jason’[4]. Om det samme gælder for Kirkebys forhold til reliefferne må være usagt!

Et andet udgangspunkt kan være Thorvaldsen selv, Danmarks berømte søn, billedhuggeren, der vendte hjem til stor hyldest fra mange år i Italien. Jeg har billedet fra skolens historiebog for mig med Thorvaldsen, der i en båd lægger til ved kajen ved modtagelsen i København: her har man elementerne rejsen, havet, havnen, kulturpersonlighederne… 

 
Eller et tredje udgangspunkt, det, som vel mange forbinder Thorvaldsen med, hans museum med noget som er fortid, et mausoleum?… Er det sådan, Operaen har risiko for at ende?  

Opera, livet, fødderne…

Ser man på andre nøgler til tolkninger af reliefferne, kan man tage afsæt i, at vi er i en Opera, i ’fødderne’ som et gennemgående motiv eller i menneskelivet generelt.

Ud fra den måde, som reliefferne hænger på væggen til operasalen, kan man få associationer til gobeliner eller vægtæpper. I operasalen er fortæppet det første, man møder, når man ser mod scenen før forestillingen. Er reliefferne en slags fortæpper, og hvad betyder det:

  • Har Kirkeby trukket operasalen ud i lobbyen og startet ’forestillingen’ før tid? Er scenen blevet til salen, som gæsterne træder ind i og sidder i? Og er vi så blevet en del af operaen og dens fiktive verden som aktører og dermed en del af illusionen?
  • Eller er det her i lobbyen, at forestillingen, det vigtige foregår – dvs. i livet blandt almindelige mennesker, ikke i operaens fiktive verden. Er der byttet om på rollerne mellem operasangerne og publikum? Fødderne, der går igen på alle reliefferne, er det operasangerne, som står som tilskuere til vores liv skjult bag fortæppet. Er det derfor, at vi ikke ser resten af kroppen?
    Reliefferne kan da tolkes som billeder på hændelser og dramaer i vores liv. Dette perspektiv støttes af, at bjælker går igen på alle billeder. Bjælker kan ses som symbol på livet, og der sker noget forskelligt med bjælkerne undervejs i reliefferne.[5]

Fra relieffer til opera eller omvendt?

Grundlæggende kan man tage udgangspunkt i, at enten skal reliefferne lede os ind til en opera, som vi skal se og høre, eller at opera som kunst skal lede os ind i reliefferne. Jeg finder ikke, at der er den store forskel. Til gengæld kan jeg ikke finde tegn i reliefferne på, at de skulle være en guide til opera som kunstart om dens udtryk, form og virkemidler.

Reliefferne og det sociale rum – operagæster og forventninger

Reliefferne er placeret indendørs op ad operasalen. Reliefferne lægger sig således mere op af operaerne (kunsten) end bygningen… Jeg ved ikke, om Kirkeby har fået en bunden opgave i forhold til relieffernes placering, men i princippet kan Operaen jo fungere uden reliefferne.

Reliefferne er i Operaens lobby. De mennesker, som kommer her, kommer som brugere og gæster, der skal se og høre opera e.l. Gæsterne er vel normalt lidt spændte på det, de skal se og høre, og der er givetvis en vis ’orienteringsangst’ til stede i forhold til rummet, selvom mange sikkert har været i Operaen før. Gæsterne og dermed beskuerne af reliefferne er typisk et veluddannet udsnit af befolkningen og vel med kendskab til Jason på gymnasieniveau.

Reliefferne og det fysiske rum – et dominerende forrum med konkurrence om opmærksomhed  

Lobbyen er i mange henseender et stort forrum til operasalen med højt til loftet, store fritstående trapper, markante lamper og store vinduespartier. Det er ikke indrettet som et opholdsrum med stole, borde og sofaer etc. Lobbyen ligger rundt om salen i en bueform med indgangen til salen i midten. På lobbyens anden side ud mod vandet er der vinduespartier med frit udsyn til Københavns city, Amalienborg m.m.

Reliefferne hænger på den konkave væg mod operasalen og fylder væggens højde fra gulvet til en bue ud fra væggen, der markerer starten på den øverste del af væggen, som fortsætter til rummets loft.

Reliefferne hænger to og to på hver side af indgangen til salen. Omgivelser, rummet og reliefferne udgør som sådan ikke en fælles skulptur. Reliefferne er udsmykning på operasalens vægge. De virker lidt klemt inde mellem den øvre, buede væg og gulvet og er i konkurrence med selve lobbyrummet om gæsternes opmærksomhed.

Reliefferne hænger adskilte, men hvis man får øje på et relief, vil man også opdage det, der hænger nærmest.

Det nære rum, vægge og gulve om de enkelte relieffer er glatte og kontraster med relieffernes mere rå, ufærdige udtryk. Selvom reliefferne er forarbejdede, giver de et indtryk af ’ikke færdigt arbejde’ – her er noget man selv skal gøre færdigt… jfr. betragtningerne om perspektiver.

Reliefferne udgør ikke en sammenhængende ’frise’ i klassisk forstand, men de danner en struktur rundt om den store åbning i midten af væggen. Udover at det vil virke meget massivt og forvirrende, hvis reliefferne hang lige ved siden af hinanden, kan man få den tanke, at det er meningen, at man selv skal udfylde mellemrummene med egne ’relieffer’?

Ud fra Jason perspektivet opfatter jeg, at man kan indlægge hans rejseforløb i relieffernes rækkefølge fra det første relief til venstre (ved garderoben) til det sidste på højre side (ved baren).  At se alle relieffer og i rækkefølge er dog ikke nødvendigt for at kunne få en oplevelse i forhold til de enkelte relieffer, og jeg opfatter ikke reliefferne samlet som nødvendigvis én sammenhængende fortælling. 

Gæsterne kan se reliefferne før forestillingen og i pauserne. Som gæst vil man typisk kun kunne se en eller to af reliefferne, med mindre man går rundt om operasalens væg – og udsynet til reliefferne vil/kan være begrænset af andre gæster, når der er mange gæster i lobbyen. Det sætter nogle krav til, at de enkelte relieffer skal kunne tale for sig selv.  

Som lyset falder i rummet, når det er overskyet eller mørkt, skal man stå lige ud for reliefferne for at få et klart indtryk af form og udtryk. Det er muligvis meget anderledes, når der er sollys i rummet – jeg gætter på, at reliefferne så virker mere lysende og fremtrædende. Men også i kunstig belysning er motivdelene klare op til 7-9 meter fra reliefferne.

Relieffernes fysiske form, udtryk samt tanker og eftertanker – de gennemgående motivdele

Fælles for relieffernes form og udtryk er materialet (bronze), farven (gul), form (rektangel), størrelsen og brugen af gennemgående motiv/figurdele (fødder, platforme, bjælker).

Reliefferne er massive, men de virker ikke tunge. Det er kun forsiden, som er synlig og indeholder figurer. Jeg synes ikke, at en tolkning af reliefferne som mindeplader eller døre/ porte giver mening. Relieffernes størrelse og figurerne modsiger dette.

Der er tre gennemgående motivdele i reliefferne:

  • Fødderne – som ikke har sko eller sandaler på … og der er heller ikke sømhuller i nogen af dem. Jeg får ikke associationer til en Jesus….
  • Plateauer, scener, fundamenter, stengærder – repræsenterer platforme, hvor man kan stå sikkert, men hvor man kan også falde ned fra eller skal kravle op…
  • Bjælker eller brædder – menneskebearbejdet træ, et traditionelt symbol på et liv. Der er korte liv, brede (store) liv, smalle liv osv. Hvor der er flere bjælker, kan de symbolisere flere liv, eller at det enkelte liv jo består af ’flere liv’ samtidigt.

Relief I (ved garderoben på venstre side): pæle og bjælker

Relieffet domineres af 3 figurdele – pæle, bjælker og fødder/ben i tilnærmelsesvis naturlige dimensioner. De runde pæle er af forskellig længde, er samlet/ordnet og hælder mod relieffets højre side med 3 flade bjælker af forskellig størrelse klemt lidt inde. En af pælene har en kølleagtig form. Der er noget drivtømmer, årer, tømmerflåde over delene. Pæle og bjælker er lavet af mennesker, en opera er lavet af mennesker, et menneskeliv laves af mennesker.

Foto 2: Relief I

Et par ben med to bare fødder står på nogle flade sten, et fundament, en scene? Det er nogle store, solide fødder og de vender tæerne mod os. Man får oplevelsen af, at inde bag pæle og bjælker står en person, der kikker ud på os. Figurerne er formet, så de træder ud mod beskueren. Vægten i relieffet, oplever jeg, ligger i de to midterste bjælker, der deler relieffet og er omgivet af pælene. 

I et Jason perspektiv giver pæle (og bjælker for den sags skyld) associationer til sagnet om byggeri af skibet Argo, der skulle bruges til at komme til Kolchis for at hente det gyldne skind.

Ser man vores liv som en rejse og en bjælke som symbol på ’et liv’ og flere bjælker, som de forskellige dele et liv indeholder – eller andres liv, vi skal leve sammen med – kan man i et overført perspektiv fortolke, at vi skal have livet (bjælkerne) sat sammen til vores rejse gennem livet.  De skal sættes sammen, så de kan holde os ’flydende’, at vi ikke drukner eller synker, når vi skal frem på vores tur/færd.

Relief II (ved indgangen til venstre): de fastholdte bjælker

Dette relief domineres af en vandret bjælke og en skrå bjælke, der ’holdes fast’ af en slags klo, klemme eller sten.

Relieffet er delt op i tre dele. Øverst nogle kiler eller flade sten, hvor der løber vand/en flod under. I midten et slags plateau, en ø, en platform, en høj, en scene – noget der er hævet over de to andre flader. Bjælkerne er på en måde sunket ind i materialet. Platformens niveau falder mod bunden af relieffet, hvor et par fødder står på en slags kant, men under en gren med afhuggede grene eller et dyr? Fødderne bliver holdt fast, falder over ’dyret’ og man får opfattelsen af, at kroppen til fødderne også er overdækket, sunket ned – ikke kun skjult. 

Foto 3: Relief II (uskarpt, beklager)

I Jasonperspektivet lander vores helt på en ø, Lemnos, hvor han bliver opholdt under vejs til Kolchis, fristet af kvinderne på øen. Fristelser er noget, som kan opholde os, vi kan lande på en ø i overført betydning. Og der er afgrunde, man kan falde i, når man skal gennem livet, noget ’dyrisk’, der kan spænde ben og som er uden for vores kontrol…

Relief III (ved indgangen til højre): klipper og skær

Relieffet er opdelt i 5 zoner på tværs. Det domineres af de tværgående, liggende elementer i relieffet og har et meget uroligt udtryk.

Foto 4: Relief III

Den øverste zone i relieffet er en stor bjælke med en sten, en halv træstub eller platform, og motivet tynger relieffet ned ad. En bjælke i midten mellem ’skær, tænder eller kiler’, der giver relieffet en bevægelse mod højre. Man har oplevelsen af, at denne bjælke flyder og skal passere skær, klipper, bølger el.lign. i forskellige former, størrelse og retning. Nederst stikker fødderne ud igen, og de er i dette relief placeret på et par store flade sten. Feltet over fødderne hænger sammen med de nederste klipper med nogle utydelige figurer, jeg ikke kan aflæse. Jeg opfatter ikke feltet som ’motivbærende’, men som ’dekoration’ eller overgang.

I fortællingen om Jason skal Bosporus Strædet passeres, men klipperne i strædet åbner og lukker sig tilfældigt, enten kommer man igennem eller også drukner man. Efter Jasons passage (med list) er Hellespont åben for eftertiden.

Relieffet kan tolkes som, at livet leves i et farefuldt farvand. Vi (bjælken) vil møde skær, modgang under vejs i livet, som har form af nogle ’enten eller’, men som vi skal passere og åbne (løse) for at komme videre – med eller uden afsæt i Jason.  

Relief IV (til højre længst væk fra indgangen): sejrsplateau og dragen

Fra et æstetisk synspunkt synes jeg, at det er det smukkeste relief, se foto 1.

Der er 4 tværgående zoner i relieffet. Nederst en slange eller drage, der vrider sig på langs eller sover? En fare, der er forbi eller lurer? Øverst svæver en platform med enkelte pæle og bjælker på tværs (ikke opad eller skrå), de ligger pænt, er stablet oven på hinanden i modsætning til relief I. Er platformen noget, som vi skal bestige, komme op på? En ’sejrsskammel’? Men også noget, som vi kan risikere at falde ned fra? Derefter to korte bjælker, der sejler/flyder rundt i et bælte over to fødder. Fødderne har meget tydelige tæer, og det er, som de står på et plateau eller træder ud af en mur. De virker tættere på os end fødderne i relief III.

Grækernes Jason skulle besejre en drage for at få det gyldne skind. Han slog den ikke ihjel, men fik den til at sove, så den lever vel stadig? Vi har alle nogle ydre eller indre drager, vi skal besejre ’for at vi kan tage gevinsten hjem’, få ro, styr på, komme op… Men som for Jason, der kommer nye udfordringer, fristelser, kampe eller afgrunde, vi kan falde i… og nogle dele af vores liv eller andre liv (de svømmende bjælker) kommer ikke op, bliver ikke ’landet’. 

Torsten Karlsson, juli 2013 med enkelte tilføjelser december 2020

Praktiske oplysninger:

Adresse: Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Adgang: I forbindelse med forestillinger eller særlig aftale
Parkering: ved Operaen

Fodnoter:

[1] Poul Erik Tøjner: Per Kirkeby skulptur, s. 145. Forlaget Bjerggaard, 2005.
[2] Tøjner i Louisiana Revy nr. 2.: Per Kirkeby bronze, 2020.
[3] Kilde om myterne om Jason: Græske guder og helte, Leo Hjortsø, Politikkens forlag.
[4] Jfr. Poul Erik Tøjner [1], side 146.
[5] ’Fortæppe’ har også et andet pudsigt link til de gamle grækere og Jason. I det Kongelige Teaters gamle scene har (havde?) fortæppet et billede af Akropolis (helligdommen) og nogle statuer – hvorfor ikke også i den nye Opera?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: