En stele – fra Justitsministeriets undergrund, en påmindelse, med lov (og fortid) er land bygget
Note om Per Kirkebys bronzeskulptur til Justits- og Sikkerhedsministeriet, Den Haag, Holland
Kort om skulpturen
Til det hollandske Justits- og Sikkerhedsministerium [1] i Den Haag har Per Kirkeby lavet en bronzeskulptur, som står ved indgangen til ministeriet.
Skulpturen er opstillet i 2013. Jeg har ikke kunnet finde en officiel titel, hvorfor jeg bruger Uden titel eller Den Haag’ [2].
Justitsministeriet ligger i det centrale Den Haag på en gågade mellem hovedbanegården og byens centrum. Kirkebys skulptur står med siden til gaden i et mindre, indhegnet gårdrum. Den passeres hver dag af mange mennesker på gaden og mange har udsigt til den fra kontorer og cafeer, men den henvender sig primært til folk, der skal i ministeriet.
Skulpturen er en stor, sort og kasseformet stele. Den er omkring 5 m høj med en bred side på ca. 2 m og en smal på 1½ m. Den har en forside med et stort hul og fragmenter i bronzen, som ligner stolpestumper, firkantede sten og flade plader. Bagsiden har nogle ’hylder’ på midten. De smalle sider gentager fragmenter fra forsiden. Toppen af skulpturen danner en brudflade og her er en slags ’stilleben’, som ligner støvler, en hat e.l.
For mig giver skulpturen en ret håndfast oplevelse af et tværsnit af en arkæologisk udgravning. Og den umiddelbare tanke, at den viser, hvad der er under Justitsministeriet. Jeg får tanker om, at vi og specielt jura bygger på fortid, som vi søger ned og tilbage til. Men også om at fortiden i sin natur rummer forfald og opløsning, som gør tingene sværere at skelne og forstå. Med skulpturens placering står den som en påmindelse herom til alle, der skal ind/ud af ministeriet – den står, så ingen kan snige sig udenom!
Foto 1: Den Haag set fra sydvest
Den Haags fysiske rum – en gågade, et indre, skævt gårdrum som et hul med høje sider og gittermur
Justits- og Sikkerhedsministeriet ligger på gågaden Turfmarkt, omkring 300 m fra hovedbanegården, se kortudsnittet. Gaden løber sydvest/nordøst og har høje bygninger på begge sider. Det er nyere byggeri med meget glas og varierede facadefarver. Der er storbyformat over området med tårnlignende højhuse. Foto 2 giver et vist indtryk af gaden. Justitsministeriet er fysisk stort, men uden et markant udtryk mod gaden. Jeg opdagede kun stedet på grund af det lille gårdrum foran indgangen, der danner et brud i gadeforløbet, og en række flag langs med gaden.
Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne
Skulpturen står i dette gårdrum og tæt på Turfmarkt. Afgrænsningen af hvad man kan kalde skulpturens rum er vist med den blå linje på kortet.
Foto 3 og 4 giver et indtryk af gårdrummet. Rummets sider udgøres af en gittermur mod Turfmarkt og bygningernes facader. Gittermuren er brugt som afgrænsning, da den fastlægger det rum, hvor man har mulighed for at se hele skulpturen.
Det er et skævt rum og ikke noget stort rum. Dets lange sider er omkring 20-25 meter, og jeg skønner arealet til at være omkring 350 – 400 m2. Jeg gætter på, at rummet primært er tænkt som en sikkerhedsmæssig funktion. Man har skabt en afstand til gaden, og med en port kan man spærre indgangen til ministeriet af. Udformningen af stiforløbet i rummet styrker denne synsvinkel, og man bliver i øvrigt videoovervåget. For Kirkeby må denne ramme have været en præmis.
Foto 2: Turfmarkt set fra nordøst
Gårdrummets bund er trapezformet med høje sider på tre ledder og den lavere, delvis åbne gittermur mod gaden. Gittermuren er omkring 3,5 m høj med en dobbeltport omtrent i midten som den eneste adgang til rummet fra gaden.
De øvrige sider i rummet består af en glasfacade mod nordøst, hvor ministeriets forhal og indgang ligger, en bygning med grå stenfacade på omkring 20 etager og en bygning i røde sten mod sydvest. I bundens spidse hjørne ligger indgangen til ministeriet (man skal presses op i en krog her).
Foto 3: Justitsministeriets gård set fra vest
Rummets bund består af granitfliser lagt i et stiforløb rundt i rummet med en ’hovedsti’ fra porten til indgangen, se foto 5. Stierne løber mellem små bede anlagt som forhøjninger med bevoksning og mindre træer. En lille grøn ø eller oase i stenørkenen… For mig dominerer fliserne dog, og giver området et lidt koldt udtryk. Udtrykket ændrer sig givetvis, når beplantningen er groet op. Man kan få en association til små gravhøje, når man ser forhøjningerne. Og i en dansk sammenhæng måske til Wiedewelts store mindelund, som nok ikke er Kirkeby ubekendt.
Foto 4: Justitsministeriets gårdrum set fra nordvest
Skulpturens nære omgivelser kan ses på foto 1 og 5. Fra skulpturen er der omkring 3 meter til gittermuren, 2 meter til hovedstien og 6 meter til ministeriets glasfacade. Skulpturen står for sig selv midt i en ’sidesti’ til ’hovedstien’. Den har ikke meget ’Lebensraum’ omkring sig, og der er ikke bænke til at sidde på og ’tænke skulptur’. Placeringen på stien og det forhold, at skulpturen står parallelt med stien, lægger også op til, at man går rundt om den og ser i hvert fald 3 sider. I modsat retning trækker, at den mørke bronze giver den en form for urørlighedszone.
Jeg oplever ikke, at skulpturen har en egentlig rummæssig funktion. Den deler ikke rummet op eller omskriver rummet til noget andet, men den fanger fokus, når man er på vej til/fra indgangen. Den er ikke gemt væk, men heller ikke i vejen. Man kan ikke komme ind/ud af ministeriet uden at passere skulpturen – selvom man skal træde til side (fra hovedstien), hvis man vil helt tæt på den. Og skulpturen er så stor, at man også på hovedstien ikke kan undgå at føle, man passerer den på nært hold.
Foto 5. Stiforløb i gårdrum og skulpturens bagside set fra nordøst
Skulptur og omgivelser virker ikke som én skulptur. Form, farve og udtryk er kontraster. Det er som om, at det skal markeres, at skulpturen er uden for og på afstand af ministeriet …
Et par andre tanker om det fysiske rum. På trods af det lille haveanlæg, som opbløder og gør rummet mere organisk, (hvis man kan sige det) føler jeg at stå i bunden af et hul og være indespærret bag gitter og mure og opleve en form for utryghed.
Skulpturen er stor, nærmest monumental med sin højde og bredde. Men den står ikke som et monument. Det har at gøre med dens udtryk, men også med placeringen og udformningen af anlægget. Et monument ville vel stå på én af de små høje(?). En anden placering tættere på indgangen til ministeriet eller til gårdrummet ville måske give associationer til at se skulpturen som en port eller vogter – hvad Kirkeby ikke har ønsket eller fået lov til (?).
Den Haag og det sociale rum – mennesker under vejs, ministeriets medarbejdere og besøgende
Den Haag ligger i den østlige del af Holland, cirka 60 km fra Amsterdam. I selve byområdet bor omkring 700.000 mennesker. I Danmark er byen vel mest kendt som Hollands regeringsby (Amsterdam er hovedstad) og for en række internationale folkeretsinstitutioner som f.eks. Den internationale Domstol. Herudover findes flere store universiteter/ læreanstalter og andre hollandske nationale kulturinstitutioner. I toget til/fra byen bemærker jeg et stort antal pendlere.
Skulpturen er til daglig synlig for mange mennesker. Turfmarkt er en central gågade mellem hovedbanegården og byens forretningscentrum, og (i hvert fald på hverdage) er her konstant mennesker i dagtimerne. Det er en blanding af kontorfolk, studerende og folk på vej gennem byen og måske turister. Der er også mennesker i de mange små og store cafeer/spisesteder ud mod gaden. Gaderummet har en puls og energi, men også en flygtighed, folk er under gennemgang.
Det lille gårdrum mellem ministeriets bygninger er omvendt mere stille. Skulpturen står i ’fred og ro’ og møder kun de mennesker, som har et ærinde i ministeriet (jeg så ikke nogen gå ind for at kikke på skulpturen). Ud over medarbejdere, som vælger hovedindgangen i stedet for personaleindgangen, opfatter jeg det som borgere (og deres bisiddere), der har en sag i ministeriet, og repræsentanter fra andre ministerier eller organisationer, som har en opgave med ministeriet.
På en måde er forhallen inde i ministeriet også en del af skulpturens nære rum. Her venter man til, man bliver kaldt til et kontor eller hentet, og man kan i mellemtiden se skulpturen (sammen med de bevæbnede vagter på stedet).
Beskuere af Den Haag omfatter således folk under gennemgang på Turfmarkt, i cafeer og spisesteder på gadens nordside, i kontorerne og lejlighederne på nordsiden samt Justitsministeriets besøgende og personale. Den sidste gruppe må ses som de primære beskuere. De øvrige gruppers udsyn og sanse mæssige oplevelse af skulpturen er begrænset af gitteret, bevoksningen i rummet, og mange vil kun kunne se skulpturen fra siden.
Personale og besøgende må ses i forhold til, hvad Justits- og sikkerhedsministeriets opgaver er. Så vidt jeg kan læse på ministeriets hjemmeside svarer dets opgaver nogenlunde til det danske Justitsministerium med lovkontor, politi, retsvæsen, kriminalforsorg m.v., men derudover også opgaver med integration og immigration.
Personalet og mange besøgende er sandsynligvis beskuere af skulpturen i mange år og under forskellige omstændigheder. Folk færdes ’husvant’ i gårdrummet.
Det er svært at vurdere hvor mange ansatte, der passerer Den Haag eller som bruger rummet til pauser til dagligt. Det var ikke til ophold på en meget blæsende og småkold dag som ved mit besøg. Som beskuere er ministeriets ansatte givetvis forskellige steder i livet arbejdsmæssigt og privat. Deres opgaver på stedet vil også være forskellige, men vel med den fællesnævner, at det overordnet handler om opgaver i forbindelse med love og regler, som griber ind i borgeres rettigheder og friheder i civilsamfundet. I yderste konsekvens omfatter ministeriets myndighedsområde anvendelse af magt og frihedsberøvelse. ’Justitia’ er den romerske gudinde for retfærdighed – ikke at forglemme.
Borgerne og deres repræsentanter må være på stedet i denne kontekst. Og dermed i en som udgangspunkt sårbar situation med mange følelser på spil. Så vidt jeg kunne se var en stor andel med anden etnisk herkomst.
Besøgende fra andre organisationer (eller ministeriets eksterne afdelinger) har til gengæld sikkert mange forskellige grunde til at komme her. Fælles er nok noget med jura og sikkerhed, nærmere kan jeg ikke komme det.
Den Haags fysiske form og udtryk – en stor kasseformet stele, fragmenter fra civilisation, hullet, siderne i bunden af et hul
Den Haag er en stor og sort. Det første indtryk man får, er en forholdsvis flad, kasseformet stele, der står på højkant med noget ’krimskrams’ på toppen. Grundformen er en kasse med 2 brede og 2 smalle sider, men Den Haag er skæv og snævrer ind i toppen på bagsiden, og materialet skrider ud for neden.
Kommer man ad Turfmarkt fra centrum, kan man se dens kontur på afstand bag gitteret til gårdrummet. Fra banegården dukker den først op, når man er ved Justitsministeriet. Man bliver (lidt) overvældet af dens pludselige opdukken, dens størrelse, og hvor tæt den står på gaden. På Turfmarkt er det en ’overskåret’ skulptur, man ser; man skal i gårdrummet for at få det fulde indtryk, se foto 3.
Skulpturen står direkte på gårdrummets flisebelægning uden en særskilt sokkel. Man kan se det udskredne materiale i bunden som en slags sokkel eller som fødder, skulpturen selv har med. Det løfter ikke skulpturen til en udstillet genstand, og det giver en oplevelse af, at Den Haag hører til i rummet, men dog ikke som noget, der er vokset op af fliserne.
Skulpturens udtryk har noget tungt og bastant over sig – den har drøjde i højde og bredde – men også en skrøbelighed og forgængelighed. Det er en vertikal skulptur, men den stræber ikke op ad qua dens form og fragmenter. Formen afsluttes for oven af noget, der ikke kun er en top, men en markering af en brudflade. Fragmenterne har en retning, der trækker ned mod jorden.
Den Haag har en klar forside med det store hul. Bagsiden er mere kun ’materiale’, men står dog ikke uden billeddannelse. Mange af Kirkebys kasseformede bronzeskulpturer virker ’portagtige’. Det gør Den Haag ikke på mig på grund af de markante, udtrædende fragmenter og selve placeringen.
Forsiden – mod sydvest. Det store hul og fragmenterne over hullet fanger opmærksomheden først. De giver en vis uro på siden, se foto 1. En modsat virkning ligger i, at Kirkeby kun har inddraget få og forenklede fragmenter. Man kan dele siden op i 4. Den øverste del med ’stilleben’ ovenpå kassen, se foto 6, ligner menneskeskabte ting som støvler, krukker, en hat, men de er ikke tydelige fra positioner på jorden.
Foto 6: Skulpturens top se fra sydvest
Under toppen er der en flade med store, groft berappede spartelstrøg, se foto 7. De har en vertikal orientering og ligner store skæl, barkflader eller størknede mudderplader. Den midterste del over hullet har fragmenter som minder om stolpestykker på ca. 30 – 50 cm. De virker bearbejdede, ikke som råt træ med bark. Fragmenterne er ikke stablet eller ligger i en ’ordnet’ bevægelse, noget har flyttet rundt på dem. De glider ud under skallerne på en glat bund. Jeg kan ikke afgøre, om de peger op eller ned…
Foto 7: Forsidens øverste dele set fra sydvest
I den nederste del af skulpturen findes det store hul omgivet af stenfragmenter på begge sider, se foto 1. Hullet er skævt placeret på siden med en bred væg på den ene side og en smal på den anden. Det har en dybde på omkring 60 cm, er ca. 120 cm bred og over 2 m i højden. Det har en flad bagvæg, og i den ene side er ’stenmateriale’ gledet ud i hullet og er med til at give en hulevirkning. Jeg har en tvetydig fornemmelse i forhold til, om hullet er dannet ved, at der er slået hul ind, eller om der er noget, som er gledet ud på et tidspunkt, en stor sten eller noget, som er rådnet, nedbrudt. Og er det den oprindelige form, vi ser? Vi er efterladt med en usikkerhed. Stenfragmenterne i siderne ligner for mig nogle råt tilhuggede sten, ikke natursten eller klipper. Det gør, at hullet ikke minder om en grav. Stenene fremstår, som om de er ved at falde ud af skulpturen og på vej ud i omgivelserne.
Bagsiden – mod nordøst og justitsministeriet, se foto 5. Bagsiden indeholder i forhold til forsiden kun få fragmenter, og selvom overfladen er ’ulden’, får man ikke et indtryk af bevægelse i materialet. Kirkebys ’stilleben’ på toppen er også mere tydelig på grund af den mindre urolige flade, der kun har et smalt berappet lag mod toppen. ’Hylderne’, ’afsatserne’ eller ’trapperne’ i midten fanger min opmærksomhed først. Der er 3 ’hylder’ placeret i skulpturens midte fra 1½ til 2½ m fra foden. Sammen skaber de et indtræk opad på 30-40 cm i forhold til bunden. Jeg ser dem mere som ’hylder’ end som trin – de er svære at gå på. I kraftigt regnvejr giver de måske en spændende kaskade effekt. ’Hylderne’ skærer skulpturen igennem og lukker for ’dynamikker’, især når man står frontalt mod siden. Hylderne kan ligne tilhuggede sten, men også mærker efter spadestik.
Den smalle side mod nordvest og Turfmarkt. Siden er delt igennem på langs med en glat overflade mod forsiden og grove spartelstrøg/mudderflader mod bagsiden og toppen. Siden mod sydøst mod gårdrummet, se foto 8, er tilsvarende delt lodret. Forsiden fortsætter med fragmenter af sten og stolper trukket ud i en kant, mens bagsiden videreføres med en glat overflade med en smal berapning for oven.
Ser man på motivdelene i formen og fragmenterne, er der noget civilisation, noget som har haft tilknytning til mennesker: efterladenskaberne på toppen, stolperesterne, stenene og/eller spadeaftryk, men i en ramme af noget natur, måske jord. Et indtryk, der forstærkes, hvis man ser skulpturens negativform for sig. Den tager sig ud for mig som et rektangulært hul, hvor der er gravet ind i den ene side (bagsiden) og med en bule ud i den anden side (forsiden), som om man er stødt på en stor sten… Viser skulpturen siderne i et gravet hul, hvor vi står på bunden? En arkæologisk udgravning i et bysamfund med forskellige lag? Et indtryk, der får næring ved fraværet af en opsamlende struktur i forsidens fragmenter.
Foto 8: Forside og smal side mod sydøst
Lys – og skyggevirkninger
Under mit besøg var solen fraværende, og det kan være svært at danne sig en klar fornemmelse af lys – skyggevirkningerne på grund af de høje bygninger og glasfacaderne. Man kan dog fornemme den klassiske spænding mellem lys og mørke i åbningen til hullet, som bidrager til en ’mystik’ om, hvad der gemmer sig her, se foto 1 og 8. Og man kan ane, hvordan sidelys vil få de enkelte fragmenter til at stå skarpere i profil, se foto 7.
Tanker og eftertanker – van Gogh, under Justitsministeriet, en påmindelse, med lov (og fortid) er land bygget [3]
Min første og umiddelbare sanseoplevelse ved mødet med Den Haag var en form for ubehag eller frustration. Måske en sammenhæng med dens placering bag mur og gitter, at dens størrelse og tyngde virker lammende, at dens sorte farve er i stærk kontrast til rummets øvrige farver, at fragmenterne roder og det store hul er for stort osv.
Oplevelsen fortog sig, da jeg så nærmere på skulpturens detaljer, og den afløstes af fornemmelsen af at se på siderne i en slags arkæologisk udgravning, noget menneskeligt geologi. Næsten som at befinde sig i bunden af et hul som et sidestykke til gårdrummets hul og høje sider, men hvor man i stedet har gravet sig ned under Justitsministeriets fundament.
I et generelt perspektiv viser skulpturen/’udgravningen’ undergrundens indhold (forsiden) på et bestemt tidspunkt, men skulpturen markerer også, at der er ’noget før og efter’. Støvlerne m.v. på toppen kan ses som en reference til van Gogh og hollandsk stilleben tradition. Van Gogh malede et stort antal billeder med slidte sko og støvler. Der er symbolik og associationer her i sig selv. Men støvlerne m.v. sender også et signal om, at nogen har været på stedet, og når de ligger her stadig, er det måske fordi, man ikke er færdige med at grave, at der er pause (eller bare er glemt)? Tilsvarende kan bagsiden vise, at der er et forløb i gravningens dybde, jfr. afsnittet om fysisk udtryk.
Ser man på de enkelte fragmenter, giver hullet associationer til en hule, men også til en stor sten som kan være faldet ud af materialet (og fjernet). Til huller og huler knytter sig megen symbolik om meditation, død, dødsriget osv., som jeg ikke kan relatere til dette sted og beskuernes situation. Jeg tænker mere på, at huleåbninger og huller – når man står udenfor – kan give en form for sugende fornemmelse mod dem (’man skal lige kikke ind’), men også en utryghed ved at føle sig set på af nogen indefra, som man ikke selv kan se.
Stolpestykkerne ligner noget, som har været længere, noget som er væltet, de skrider fra hinanden. Mindre prosaiske beskuere end jeg vil måske se en symbolik med stumper af liv, som falder fra hinanden og glider væk. Stenene giver nogle umiddelbare tanker om fundament og soliditet qua deres form og stabling, men der er svage punkter, nogle smuldrer, falder ud – der er noget opløsning, noget er ved at forsvinde. For begge typer fragmenter kan man ikke afgøre, om man ser resultatet af et dramatisk forløb eller en langsom, løbende, kontinuerlig proces. Tænker man i arkæologi, kan man vel heller ikke lade være med at tænke på, hvor er potteskårene og/eller knogleresterne…? Er fraværet et budskab om, at vi er i en anden sfære?
Ser man på fragmenterne under ét og samspillet mellem dem, opleves det ikke tilfældigt ud fra en tidsmæssig vinkel, at stenene og hullet er i bunden, og at stolperne ligger over. Der ligger også heri en udsigelse om, at der er dybere og højere lag, og at man ikke ud fra det første lag kan slutte sig til, hvad der befinder sig dybere eller længere inde. Der er også en særlig overgang mellem lagene, hvor de øvre lag presser de nedre. Pladerne foroven er på vej ned i ’stolpelaget’, der omvendt trykker på ’stenlaget’ og måske har en andel i hullets form. Trykket ovenfra kan ses som et fælles vilkår uden, at det kan sættes på formel.
Vender man tilbage til udgangspunktet med skulpturen som en udgravning af fundamentet under Justitsministeriet, tænker jeg også skulpturen som et udsagn om, at vi bygger oven på en fortid, og en fortid som vi søger ned i! Her er ting i forfald, noget der mangler/faldet ud, materialer der opløses i deres omgivelser og usynlige kræfter, der er på spil, og som udfordrer vores mulighed for at se, hvad vi ser, og forstå det, vi ser og rammerne for det. Og man kan konstatere, at vi alligevel ikke undlader at forsøge at gøre det… og specielt i en juridisk verden, hvor man bygger på præcedens og tidligere afgørelser.
Kirkebys skulptur/ ’udgravning’ står for mig ikke som en anvisning af ministeriets funktion, men viser noget om dets rammer. Det gælder både med hensyn til tolkning af skulpturens fragmenter og de tanker, der kan indlægges med hensyn til øjebliksbillede og proces, forfald og uklarhed. Skulpturen får en funktion som en form for påmindelse til dens beskuere (personale og borgere) om dette grundlag. Og det er noget, som skal værnes om med mur og hegn, og som alle skal møde, før de kommer ind i ministeriet…
Torsten Karlsson, august 2018 og december 2020
Praktisk:
Adresse: Turftmarkt 147
Parkering: se Google maps
Offentlig transport: 5 min til fods fra banegården
Adgang: porten er sandsynligvis lukket i weekender mv.
Fodnoter:
[1] På hollandsk: Ministerie van Justitie en Veiligheid.
[2] Ifølge Lars Morell brugte Kirkeby selv ’Stilleben’ under arbejdet.
[3] Starten af forordet til Jydske Lov let omskrevet
Per Kirkeby skulpturer 