UDEN TITEL (1995) – PRIVAT EJE

En skulptur man ikke kan holde på afstand – port og grotte, stammer og liv, spejl og selvportræt

 Note om bronzeskulptur af Per Kirkeby i et privat hjem

Kort om skulpturen

I trapperummet i en ældre, stor, privat bolig står en sort bronzeskulptur af Per Kirkeby. Skulpturen er fra 1995 og er lavet specifikt til stedet. Her er den placeret i en niche over en trapperepos. Efter ønske fra ejerne nævnes beliggenheden ikke i noten.

Kirkeby har ikke givet skulpturen navn. Skulpturen er 193 centimeter høj, 83 centimeter bred og 25 centimeter dyb og næsten rektangulær. Med placeringen i nichen vender den kun den ene side mod beskuerne. Til gengæld er sidens fragmenter og udtryk tydelige. Der er en bund med to lodrette fragmenter (’stammer’) og en huling imellem, og over denne bund ligger tre korte, runde bjælker eller bånd placeret vandret og parallelt.

Jeg opfatter den som en skulptur, der både har noget natur i bred forstand og noget menneskeskabt/ -styret i sig. Den viser også på samme tid et øjebliksbillede og en udviklingsproces. Derudover ser jeg nogle konkrete udsigelser, som notens overskrift løfter lidt af sløret af.

Foto 1: ’Uden titel’ set frontalt

Det fysiske rum – et trapperum med en halvsvings trappe og en indbygget niche

Skulpturen er placeret i husets hall og trapperum, som man kommer direkte ind i udefra. Rummet er hvidmalet, er omkring 30-40 kvadratmeter i grundplan og med en højde på godt ti meter. Hall’en domineres af en halvsvings trappe (180 grader trappe) med to reposer, der forbinder stue og første sal. Trappen er mellem halvanden og to meter bred, og trinnene består af tykke, brede fyrretræsplanker. Den starter ved hall’ens højre sidevæg, løber langs bagvæggen og slutter i rummets venstre sidevæg.

Skulpturen står i en indmuret, halvbuet niche i trappens bagvæg over den øverste repos. Så vidt jeg har forstået, er nichen fra husets opførelse. Nichen er trukket op til hjørnet mod den venstre sidevæg. Nichens bund er placeret cirka tyve centimeter over et trappegelænder, der løber langs bagvæggen. Nichen er godt 2½ meter høj, lidt over en meter bred og en halv meter dyb i en halvrund form. Skulpturen fylder således ikke hullet helt ud. Trappen ender på første sal i en fordelingsgang, der er åben mod trappeforløbet, og som har store vinduer mod syd, der giver lysindfald på skulpturen.

Foto 2: ’Uden titel’ og niche set fra oven

Rummets hvide farve giver på samme tid en renhed og en kølighed. Jeg oplever umiddelbart rummet som domineret af trappeforløbet på bagvæggen og selve bagvæggen. Denne del af trappen har et langt forløb, og rummet under trappen er lukket med en hvid træbeklædning. Bagvæggen over trappen er trapezformet og virker meget høj i rummet. På væggen hænger en serie med seks nonfigurative, mindre billeder i en lyseblå farvenuance. Hvor trapperummet er regulært og kasseformet i sin ydre ramme, er dets indre rum et ’skævt’ rum på grund af trappens forløb og det lukkede rum under den.

Trapper giver i sig selv associationer: man kan falde ned af trapper, de kan føre én op eller ned, de kan ses som magtsymboler (’man stiger ned til folket…’), og formen kan minde om landgangsbroer, tårntrapper osv. Halvsvings trappen her betyder, at man ikke kan se, hvor den slutter, og hvad der er ovenpå eller nedenunder – afhængigt af om man står på første sal eller i stuen. Der skabes en usikkerhed, noget hemmeligt… som fungerer som bagtæppe for skulpturen.

Nichens placering i bagvæggens ene side mod venstre sidevæg betyder, at man ser direkte mod skulpturen, når man går ned ad trappen ovenfra. I nichen har oprindeligt stået et spejl, så man har stået ’overfor sig selv’, når man har gået ned. Nedefra kan man se nichen og skulpturen i skråt frøperspektiv, når man står midt i rummet. Ved passage af skulpturen kan man ikke undgå et komme fysisk tæt på den. For nogle måske tættere end vores bekvemmelighedszone. Og på vej op ad trappen må man vende ryggen til skulpturen…

Foto 3: ’Uden titel’ set fra højre side

Det sociale rum – et privat hjem  

Den ’sociale ramme’ om skulpturen er en privat bolig, et hjem – ikke et museum, en arbejdsplads eller et offentligt sted. Jeg opfatter derfor beboerne som de primære beskuere og som ’målgruppe’ for Kirkebys skulptur. Som begreb betegner ordet et ’hjem’ vel et sted, der tilgodeser nogle basale menneskelige behov, men også noget mere eller større, ens ’verden’. Med trapperummets placering gætter jeg på, at beboerne ser skulpturen flere gange dagligt, på forskellige tider og situationer – alene eller sammen med andre.

Fysisk form og udtryk – en stor, rektangulær, flad og sort skulptur med tre lodrette og tre vandrette elementer

Skulpturen virker som en stor skulptur i forhold til rummet, selvom det er en skulptur, der kun vender den ene side mod beskuerne. På afstand står skulpturen som en rektangulær, sort, ujævn plade. Jo tættere man kommer på, eller jo mere skrå vinkel man betragter den fra, jo mere tydeligt træder tre runde tværbjælker frem. Det bliver også tydeligt, at skulpturen ikke er flad, men kegleformet og tykkest forneden – som en form for fod (for at den kan stå selv?).

Med placeringen i nichen står skulpturen ikke på en sokkel. På den anden side står den heller ikke på gulvet, men er løftet op i højde med et maleri. Sammenholdt med at nichen er højere end skulpturen, giver det et indtryk af, at huset ikke er født med skulpturen, at den er (med) bragt ind (af nogen)…

Skulpturens udtryk dannes af to dele. En form for ’bund’ med to, buede lodrette fragmenter (’stammer’ eller ’bakkekamme’) og en udhuling imellem. Udhulingen er tyve til tredive centimeter bred og op til tyve centimeter dyb. Det venstre, lodrette fragment er lidt bredere end det højre. Hulingen er gennemgående fra skulpturens top lidt til højre for midten til dens bund. Der er noget ’erosion’ over hulingen, som noget er vasket eller skyllet væk, og dens overflade er næsten glat. I modsætning hertil er de lodrette fragmenters overflade ujævn, ru og med større eller mindre buler, som om der er liv under overfladen.

Den anden del består af nogle runde fragmenter (’bjælker’, ’stolper’ eller ’bånd’), der er lagt vandret over hulingen mellem de lodrette fragmenter. I skulpturens øverste del er der to, tykke bjælker med femten til tyve centimeters mellemrum. I den nederste del er et bjælkefragment synligt, men det ser ud som om, det er ved at forsvinde ind i hulingen og de lodrette fragmenter. En bjælke/et bånd i midten kan kun anes aftegnet i udhulingens bund. Bjælkerne/båndene virker glatte, delvis bearbejdede og påsat eller hægtet fast i de lodrette fragmenter. Den vandrette opsætning ser næsten ud som om, den er foretaget med et vaterpas, noget menneskeskabt. Kontrasten til ’bunden’ giver en oplevelse af, at bjælkerne er fra en anden sfære.

Man kan være i tvivl om, skulpturen er et udsnit af et større billede. De lodrette fragmenter og hulingen stopper ikke ved kanterne – har Kirkeby skåret et motiv ud af et større billede? Har han forstørret eller formindsket gengivelsen?  

Vægten i skulpturen ligger i den øverste halvdel omkring de to tæt liggende bjælker/bånd. På trods af den flade form virker skulpturen tung. Den har en egen tyngde, massivitet med placeringen i nichen op mod den venstre væg. Den er ikke noget, man flytter rundt med. Med sin rektangulære form på højkant kan den minde om en port, en dør, en stele, et spejl eller andre volumener med lodret form. Skulpturens proportioner, de lodrette fragmenter og hulingen i bunden giver en vis stræben opad, som dog afbalanceres af de tre vandrette bjælker, så der i stedet skabes en særlig dynamik mellem modsatrettede kræfter.

Med placeringen på trappens øverste repos med lysindfald fra vinduerne er lys/skyggevirkninger meget tydelige. De bløde kanter giver bløde skygger og får huling og fragmenter til at fremtræde forskelligt afhængig af synsvinklen, se fotos.

Hulingen, overfladens buler i de lodrette fragmenter og bjælkernes/båndenes holden sammen på tingene giver et indtryk af, at der er en ’tidslighed’ gemt i skulpturen, at man ser et øjebliksbillede, at der er noget før, og at noget kommer efter…

Tanker og eftertanker – dobbeltheder, en dør og en grotte, et vandløb og natur, stammer og liv, spejl og selvportræt…

Skulpturen er skabt til stedet og dets beboere. Jeg går ud fra, at begge dele har indgået som inspiration for Kirkeby. Det er ikke min hensigt at gætte på, hvad der konkret har inspireret Kirkeby. Mine tanker og eftertanker tager alene udgangspunkt i, hvad jeg ser, hvilket naturligvis ikke udelukker andre forståelser.

Generelt ser jeg en række dobbeltheder i skulpturen.

For det første har den både elementer af noget natur og noget menneskeskabt. Der er ’natur’ i form af stammer/bakkekamme og huling – natur, som noget der er skabt af og underlagt kræfter uden for menneskets rækkevidde (eller rationalitet). Men der er tegn på menneskelig aktivitet i form af de (ikke fuldt) bearbejdede bjælker/bånd og deres placering i forhold til hinanden – noget som virker bevidst.

For det andet er skulpturen på en måde både en del af huset i sin ’indmuring’, og på den anden side bryder den med huset og rummets klassiske stil. Skulpturen glider ikke bare anonymt ind. Den fylder i rummet og fanger blikket med sin placering og størrelse og sin kontrast med farve og form. Den er med til at skabe en asymmetri i rummet ved fraværet af en tilsvarende niche i rummets anden side. Og der er en form for strid mellem skulpturen og trappen om opmærksomheden i rummet.

For det tredje viser den en tilstand/situation på et givet tidspunkt, men i sit udtryk peger den samtidig også på, at der er et tidsforløb, en forudgående proces, som vi kun kan se resultatet af og gøre tanker om. Er det noget, som har udviklet sig pludseligt, dramatisk eller i en langvarig, rolig proces? Og måske er der en fremtidig proces. Man kan opleve skulpturens udtryk som om, at der er noget tilstede, som samtidig er fraværende endnu. Der ligger et ’forudgreb’… Tidsfaktoren forstærkes af den måde, man bruger rummet på. En trappe er ikke et sted, hvor man tager ophold, her flytter man sig…

Endvidere er skulpturen på samme tid en skulptur, et rumskabende værk og et relief, en plade med en klar frontal orientering. Man kan ikke gå rundt om den, og dens placering i nichen i hjørnet indskrænker beskuernes synsfelt! Med denne placering har den så at sige et stort ’privat’ rum bag sig og en egen integritet eller urørlighedszone.

Fire mere konkrete billeder, som ikke i sig selv udelukker hinanden.

Jeg tror, at mange som jeg vil få associationer til en dør, en port. Skulpturens flade firkantede form og placeringen i væggen lægger op til det, både når man står i hall’en og i trappefordelings gangen. Med nichens indad buede form som bagvæg skaber skulpturen indtryk af en dør ind til/ud fra en grotte, et hemmeligt rum til noget dybere, som er skjult for os. Og det er en særlig dør. Den spærrer kun noget af ind/udgangen, men ikke hele hullet. Den er heller ikke intakt, der er en dyb huling, spalte i den, som om den er ved at gå i stykker, eller at nogen har forsøgt at bryde igennem. Har nogen prøvet at udbedre døren eller afsikre adgangen med bjælkerne på tværs? Er det noget farligt eller vigtigt, der holdes skjult eller indespærret…?

En anden association, der inddrager mere af skulpturens form og fragmenter, går i retning af billedet af et vandløb, en bæk (hulingen) med siderne som brinker og bjælkerne som spange, små broer lagt over. Bjælkerne ligger som overgange mellem to sider på samme måde, som trappen er en overgang. Man kan så tænke videre i psykologiske baner og indlægge tolkninger på, hvad hulingen (åen) er, hvorfor der er spange og flere af dem. Og gør deres runde form ikke, at det er farligt at bruge dem? Man kan skride ud, falde? En spang er gået til allerede, opsuget af bunden, stoffet, naturen… Et alternativ kan være at se hele formen som en lodret bro, en særlig stige, som fører op i stedet for over…

 Et tredje afsæt er at se skulpturens lodrette fragmenter som stammer. Man kan se stammerne som symboler for et menneskes forskellige liv eller for forskellige mennesker i det hele taget. Og det er liv/mennesker, som har nogle indre, stærke drivkræfter med den uro, der er under overfladen. De tre bjælker, som ligger over og er smeltet ned i stammerne, holder sammen på de to liv eller mennesker? Eller lægger de bånd på noget? Nogle bjælker eller bånd er under opløsning, andre ser nye ud – hvorfor holder de ikke? Kommer nye bånd til af sig selv…?

Når man går ned ad trappen fra første sal, går man direkte mod nichen og skulpturen. I nichen stod som nævnt tidligere et spejl eller udtrykt mere billedligt: et ’evigt opdateret selvportræt’. Har Kirkeby skabt et nyt spejl, et nyt selvportræt? Det er et anderledes spejl, det er sort, og spejlbilledet forandrer sig ikke, men indtrykket gør måske. Er det – med en lettere omskrivning af Kierkegaard – den samme, der kikker ud, som kikker ind? Jeg kan se skulpturen fungere som et indre, mentalt eller psykologisk spejl/selvportræt. Fragmenterne, deres forskellige sfærer og deres samspil kan tillægges betydninger afhængig af den enkelte beskuer. Og betydninger, der kan ændre sig med tiden og situationen – vi har alle en ’open ended’ relation med spejle, selvportrætter og identitet.

Torsten Karlsson, august 2016

Praktisk

Kontakt til ejerne kan formidles ved henvendelse til mig på torstendanmark@gmail.com