TYMPANON (2015) – LØGUMKLOSTER

Fragmenter på Golgata

Note om bronzerelief af Per Kirkeby på Løgumkloster Kirke 

Kort om værket

Til indgangen på Løgumkloster Kirke har Per Kirkeby skabt et relief i sortpatineret bronze i form af et rundbuet tympanon. Det er opsat i forbindelse med en restaurering af kirken i 2014 -15.

Værket har ikke en titel. I en pjece om kirken omtales det som relief eller tympanon[1]. Tympanon betyder på græsk ’tromme’. En tromme forbinder jeg med noget, som man bruger, når man ønsker at bekendtgøre noget (vigtigt), som alle skal høre… Og her er det en stortromme med en bredde på 2 meter og en højde på 130 centimeter.

Relieffets placering betyder, at det får en religiøs funktion og kirkegængere som målgruppe. Kirkeby benytter fortællingen om korsfæstelsen som motiv, men vælger at anskueliggøre den ved hjælp af få udvalgte fragmenter fra Golgata. Det gør, at han samtidig skaber mulighed for, at andre ’mindre’ fortællinger og eftertanker kan få plads hos os som beskuere.  

Foto 1: Tympanon set fra nord

Relieffet og det sociale rum – kirkegængere til højmesse eller kirkelige handlinger

Det ’store’ sociale rum for kirken og relieffet er Løgumkloster, et mindre bysamfund med omkring 3500 indbyggere. Byen har sin oprindelse i et cistercienserkloster fra middelalderen, og kirken er den oprindelige klosterkirke. Man mener, at ’Løgum’ er afledt af munkenes latinske navn for klosteret: ’Locus Dei’ – ’Guds sted’. Også i dag har byen et betydeligt kirkeligt islæt med Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, refugium og højskole, kirkemusikskole m.v.

Det ‘nære’ sociale rum om relieffet dannes af deltagerne i kirkegang eller kulturelle aktiviteter, folk, der kommer for at besøge en grav eller for at gå en tur, skyde genvej over kirkegården etc. Der kommer (sikkert) også en del turister for at se kirken og den del af klosteret, som stadig er bevaret.

Jeg opfatter relieffets primære beskuere og ’brugere’ som de kirkegængere, der skal deltage i højmesse eller kirkelige handlinger i kirken, idet indgangen, hvor relieffet er placeret, kun er åbent i kirketiden. Når man som kirkegænger skal ind og ud af kirken, kan man ikke undgå at passere relieffet. På den anden side står man ikke stille ved relieffet i lang tid – man er på vej ind eller ud. Det kræver, at relieffets udtryk skal kunne fanges hurtigt.

Nogle af relieffets beskuere kommer her givetvis ofte, mens andre kommer mere sjældent. For den sidste gruppes vedkommende vel typisk i forbindelse med dåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser. Jeg tror dog, at alle voksne kirkegængerne kender hovedtrækkene i fortællingen om korsfæstelsen og har forudsætninger for at tilegne sig relieffets budskaber. Men også, at beskuerne vil møde relieffet i forskellige følelsesmæssige situationer afhængig af omstændighederne.

Relieffet og det fysiske rum – kirken, kirkegården og indgangsportalens forhal

Geografisk er vi i det indre af Sønderjylland. Når man kommer fra Haderslev, kører man gennem et fladt lavland med landbrug. På en tidlig forårsmorgen gør disen landskabet sløret, og Løgumkloster dukker op som en ø af ’havet’.

Kirken er placeret centralt i byen. Kirken og det oprindelige klosters sydfløj udgør et fælles bygningskompleks. Desuden støder Uddannelses- og videnscentret, samt Refugiet op til Kirken/klostret.

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Med relieffets placering er dets nære omgivelser naturligvis præget af den afdæmpede og særlige atmosfære, der kendetegner rum, som har religiøse funktioner.

Kirken har en stor kirkegård mod nord og øst med brede grusbelagte stier. Ved indgangsportalen med relieffet på kirkens nordside går stierne langs med kirken og lodret mod kirkens indgang. På en måde gentages det horisontale og vertikale arrangement i Kirkebys relief, se under ’form og udtryk’. 

Selve klosterkirken er af røde teglsten og bygget som et græsk kors med korte arme. Kirken har sideskibe og høje gavle i de fire verdenshjørner. Stilmæssigt har den en blanding af romansk rundbuede og gotisk spidsede vinduer. Kirken er høj – det er ikke en landsbykirke, der trykker sig mod jorden – og skabt til munkenes liturgiske korsang. Jeg tror, at de fleste vil blive betaget af kirkens indre rum, dens udstyr og varme, røde tegl. 

Foto 2: Klosterkirken set fra nord 

Nordgavlen med indgangsportalen et langt kamtakket forløb, som trækker den mod jorden. Jeg får associationer til Grundtvigs Kirken. I midten er der to symmetrisk højt placerede smalle vinduer, som er udsmykket med glasmalerier af Kirkeby. Glasmalerierne er dog svære at se udefra.

Indgangsportalen med relieffet befinder sig på bagvæggen i en lille forhal. Forhallen er godt en meter dyb og vel tre meter høj. Den er åben udadtil med en romansk bue, som danner en tragt indad. Man er i læ her, men også lidt klemt inde i selskab med relieffet. Udover relieffet har forhallens bagvæg en massiv egetræsdør med brede jernbeslag. Døren er omgivet af slanke indbyggede granitsøjler på siderne og en tung granitbjælke over. Døren virker lav i forhold til relieffets høje halvcirkel.

Granitbjælken bærer en nyere inskription fra 2015 fra en salme af Jens Rosendal (se foto 1): TAK AT HUSET HER BLEV BYGGET SOM EN SANG OM PARADIS SOM ET SKABERGLIMT NEDRYKKET I VORT LAVLANDS TÅGEDIS. Jeg oplever inskriptionen som indgangsord til kirken og ikke som en undertekst til relieffet. Det har noget at gøre med relieffets udtryk og motiver, jfr. nedenfor.

Når man ser indgangsportalen på afstand, virker relieffet som en naturlig, mørk udfyldning af halvcirklen over døren. Jeg oplever, at det er som om, at relieffet gør indgangen til kirken større og højere. Skal man ind i kirken, fanger den sorte bronze opmærksomheden og i kombination med den forholdsvis lave dør, får det én til at se op…  

Det er lidt tankevækkende, at menighedens indgangsportal i dag var i klostrets tid cistercienser munkenes dødeport…

Relieffets form og udtryk – et tympanon med en collage af fragmenter

Kirkebys tympanon er er synligt fra en afstand på fyrre meter, og man kan se fragmenter fra tyve meters afstand. Selve motiverne er helt tydelige, når man er fire meter fra døren.

Relieffets har form som en halvcirkel, godt og vel – næsten som en hestesko. Jeg opfatter, at formen er givet med indgangsportalens runde bue og været en fast ramme for Kirkeby. Den runde halvbue giver umiddelbare associationer til solens gang på himlen og dens evige gentagelse. Og tanker om der er en anden halvcirkel under med et andet relief…?

Teknisk set er værket et basrelief med forhøjede figurer/ fragmenter i forhold til en flade. Fragmenterne fremtræder dog ikke specielt høje. Vægten i relieffet ligger i midten med et lodret bjælkefragment pålagt nogle tykke striber, som løber ud over bjælkens bund langs en stub eller klippeblok. Bjælken bryder foroven en ring af kiler. Kilerne ligger som en kant langs halvcirklen og lukker relieffet. Det giver en opad stræben i relieffet (mod himlen). Herudover er der fragmenter i den venstre side, der kan man minde om et klæde med draperinger (skjuler det noget?). Og i de to nederste hjørner ligger én henholdsvis to løse kiler oven på fladen.

Kirkeby udtaler selv, at fragmenterne viser kilefødder (kilerne der støtter Jesus kors), et træ, der er fældet, brættet på korset og Jesus blod, der løber.

Relieffets overflade er forholdsvis glat. Jeg oplever ikke fragmenterne som noget, der er under dannelse eller opløsning. De står alle skarpe mod relieffets bund.

Jeg ser umiddelbart de forholdsvis få fragmenter som naturlige gengivelser og deres proportioner som indbyrdes i balance med undtagelse af blodsporet, der står eksponeret og meget detaljeret gengivet. Kilerne kan man også se som mursten, der er sat på højkant. De er placeret omhyggeligt – som en stabling for at skabe orden og pænhed? Kilerne giver kontrast til den røde murstensbue om relieffet, og danner en ramme om de øvrige fragmenter samtidig med, at de fungerer som en afskæring af billedet .

Kirkebys relief kan virke som en collage af enkeltmotiver, der er ordnet vertikalt og horisontalt. Det buede felt udelukker en diagonal komposition. Det vertikale og horisontale i relieffet sender også et symbol om liv og død… Den bevægelse, der er i relieffet, skabes af blodsporet og er ret markant. Sporet er tykt, næsten som et tov, og det løber lodret/vandret med et pludseligt knæk på 90°.     

Lys og skygge

Den sortpatinerede bronze opsuger lyset udefra og får relieffet til at stå som en modsætning til de røde mursten. På grund af forhallen er det til gengæld begrænset, hvor meget lys fra siden der når relieffet, og som kan skabe skygger og overgange mellem lys og mørke. Måske har årstiden og det disede vejr betydning for min oplevelse…  

Tanker og eftertanker – den store fortælling og ’de mindre’

Kirkebys relief viser ikke den lidende Jesus på korset, som krucifikset i kirkens korbue gør. Men relieffet står som et dørskilt til selve kirken, og der er mangler ikke lidelse i værket.

De få, men tydelige fragmenter i relieffet gør referencen til en kristen motivverden let genkendelig. Jeg tror, at alle, der kommer her, vil forbinde værket med evangeliernes fortælling om korsfæstelsen. Kirkeby udnytter, at vores forforståelse vil udfylde resten af helheden. Relieffet har også kirkens indre som bagvæg, og det medtager vi vel ubevidst som en del af værket og i forståelsen af det.

Selvom relieffets reference til korsfæstelsens dramatiske historie er klar, viser Kirkeby andre vinkler af fortællingen end den umiddelbare fortælling i Det nye Testamente. Som om han (også) vil have os til at tænke i andre baner…   

Jeg har en oplevelse af, at fragmenterne ligger tilfældigt (bortset fra blodsporet og rundkredsen med kiler). Jeg får en tanke om at denne tilfældighed kan symbolisere, at vi måske ikke (helt) har forstået fortællingen om korsfæstelsen, ikke har fået orden på alt. At den rækker længere, end vi kan erkende…

Selve blodsporet har Kirkeby eksponeret i tykkelse og detaljer og i et særligt lodret/vandret løb. Det giver tanker om en ofring eller en slagtning – som om, at Jesus er ikke bare korsfæstet…   

Men fragmenternes klarhed og spredning skaber for mig også tanker om, at der er andre, ’mindre’ fortællinger om kristendom og menneskelivet udover den ’store’ fortælling. En mulighed for at søge fordybelse og påmindelser …

Man kan tage afsæt i, at fragmenterne viser Golgata efter selve korsfæstelsen, men at det konkrete tidspunkt er ubestemt. Det er overladt det til os selv at tænke på, om Jesus stadig hænger på korset (den del af bjælken vi ikke kan se), om han er taget ned, ligger i graven, er opstanden osv. Om blodet er størknet eller løber stadigt? Om bjælken står op eller ligger ned? Om klædet er Jesus’ lændeklæde, eller et klæde som soldaterne, der spottede ham, ikke ville have? Eller om det er Josef fra Arimatæa’s liglagen? (Disciplen, der sørgede for at Jesus blev lagt i en grav). Og det er vel naturligt, at disse tanker har følgesvende og eftertanker om tro, mennesker og verdens natur…

Et andet udgangspunkt er at se relieffet som en collage med fragmenter, der henviser til forskellige steder og tider i fortællingen. Stubben kan være fra træet, som bjælken blev lavet af, klædet som forhænget i Templet, der blev sønderrevet eller Pilatus’ håndklæde, de løse kiler som stykker af klipperne, der revnede, da Jesus udåndede…

Eller man kan tænke på fragmenternes symbolik. F.eks. klippen, som bringer mennesket nærmere Gud, og som har rødder til dybet og dødsriget. Stubben som symbol på døden og det afsluttede synlige liv. Den lodrette bjælke/korset – det himmelvendte som stræber mod evigheden. Blodet og liv, kærlighed, nadveren m.v. Kilerne som noget der skal holde noget fast, og som får det til at give lyd fra sig, som Kirkeby skriver et sted[2]. Eller murstens-kanten som et skel eller et fundament, som noget man bygger på…

Lægger jeg de religiøse briller fra mig, kan jeg også se et helt anderledes billede. Når man står i forhallen, ser man se på relieffet fra et frøperspektiv, men relieffet viser fragmenterne set fra oven. Er relieffet et billede, der viser et fund, som en forsker har gjort i felten? Som viser det, der er tilbage fra en fortid, hvor resten er væk… et sluttet fund. Som Kirkeby måske vil kalde det[3].

Torsten Karlsson, april 2016

Praktisk:

Adresse: Slotgade 11, 6240 Løgumkloster
Parkering: Parkeringsplads ved kirken
Adgang: fri – se hjemmeside for kirkens åbningstid.

Fodnoter:

[1] Jens Kristian Krarup: Løgumkloster Kirke. Levende kulturarv. 2015. Henvisninger om kirken refererer til denne pjece.
[2] Per Kirkeby: Kursiv, Borgens forlag 2007, side 93.
[3] Per Kirkeby: Udviklingen, Borgens forlag 1985. Side 117 om Rodins fragmenter.