Et slags essay
Ordet sokkel kommer fra latin ’socculus’ og betyder en lavhælet sko eller sandal. Der er ikke mange af Per Kirkebys skulpturer, der har sko eller sokkel. De fleste står med ’bare fødder’ på fliser, skærver eller græs. Kunsten er bragt ned på jorden… og i kontakt med jorden.
En sokkel må ikke forveksles med et fundament. Et fundament er en konstruktion, der skal sikre, at skulpturen bliver stående. Med mindre der er tale om et mobile, er det sjældent, at man kan undvære en form for fundament. Derimod behøver man teknisk set ikke en sokkel. Jeg betragter derfor valg eller fravalg af sokkel og soklens udformning som et ’kunstnerisk’ valg. Men hvorfor så et fravalg? Og hvad betyder det for skulpturens udtryk og tolkning? Denne note præsenterer nogle af mine iagttagelser, tanker og refleksioner om disse spørgsmål. Noten er ikke en udtømmende afhandling og giver sig ikke ud for at være objektiv – altså ’et slags essay’.
Først en relevant indvending. Giver det overhovedet mening at forbinde Kirkebys skulpturer med sokler? Man kan godt forestille sig hans mindre murstenssteler eller –monoliter på sokkel, men er det ikke vanskeligt at forestille sig de store skulpturer med indre rum, mæanderforløb eller passager på en sokkel? Tilsvarende i forhold til Kirkebys flade bronzeskulpturer, hvor skulpturen ikke kun indeholder en eller flere figurer, men ’optager’ omgivelserne og rummet i selve skulpturen (f.eks. Herakles og Laokoon).
Men på den anden side er de manglende sokler et (fra)valg. Størrelsen af en skulptur og opfattelsen af dens omgivelser udelukker ikke i sig selv sokler. Desuden finder jeg, at en række af mine betragtninger også er relevante, selv om man tilslutter sig indvendingen.
Hvis spørgsmålet om sokkel er et arbejdsfelt for kunstneren, hvad har han/hun så at arbejde med i dette felt? Grundlæggende er en sokkel forbindelsesleddet mellem skulpturen og gulvet eller bunden i det rum, som skulpturen er placeret i. Soklens basale virkemiddel er at skille skulpturen fra rummets bund ved at løfte den op i rummet. Man kan tale om, at soklen skaber en slags forlening med en anden virkelighed. Det kan gøres på forskellig vis. Sokler kan have mange forskellige former, de kan være små eller store, være høje eller lave, være lavet i forskellige materialer, være neutrale eller indeholde tekst eller figurer osv. Skulpturens verden er rig på eksempler.
Ser man på det centrale valg om en skulptur skal have en sokkel eller ej, er til/fravalget af sokkel ikke kun et til/fravalg af nogle af disse virkemidler, men også af betydninger i forhold til skulpturens indhold og budskaber. I min forståelse må til/fravalget af sokkel støtte skulpturens indhold, eller i hvert fald ikke modsige det.
Med valg af ’ingen sokkel’ oplever jeg, at der sendes nogle generelle signaler om værkernes indhold og mulige tolkninger… På samme måde som Kirkebys valg af f.eks. mursten og halvstens forbandt som grundelementer indeholder nogle betydninger, som er fælles for alle bygningsskulpturer. Det udelukker ikke, at fravær af sokler kan indeholde flere og flertydige signaler på samme måde, som skulpturerne ofte gør.
På et konkret plan opfatter jeg ’fravær af sokler’ som primært et budskab om rummets bund og undergrund samt om forholdet mellem skulpturen og rummet. På et mere overordnet plan får fravalg af sokler mig til at tænke på et budskab om, hvad kunst er eller bør være…
Først noget om det sidste, hvordan en manglende sokkel kan sige noget om opfattelsen af ’hvad kunst er’. Eller mere præcist nogle mulige udsigelser om kunst, når den ikke står på en sokkel.
At skulpturen skal ned på jorden og ikke stå på en piedestal kan opleves som et modspil til en opfattelse af kunst som noget fint og ophøjet. Eller som en selvransagende holdning hos kunstneren. Men det åbner også for en mere ultimativ fortolkning, at skulpturen (kun) er soklen, og det ovenover skulpturen er selve værket (og en andens, højere magts…).
En sokkel beskytter skulpturen mod påkørsel og vejrlig og holder mennesker på afstand. Hvis man undlader soklen, gør man kunsten sårbar, skrøbelig… menneskelig? At udelade en sokkel kan også ses som en markering af, at kunst ikke er en død ting på en kiste (sokkel), eller som noget der er sat op på en hylde til andre (bedre) tider. Eller en form for tilkendegivelse af, at skulpturen ikke kan fjernes fra dens underlag, jorden, og de kræfter, der er på spil i undergrunden. En forlængelse af tankerækken er at se skulpturen og kunsten som noget, der ikke er færdigt med at vokse… Men også en markering af, at skulpturen (kunsten) er en del af verdens natur, er naturlig i verden, og hvad deraf følger om livets og dødens cyklus.
Fravær af sokler kan desuden udtrykke, at skulpturen er renset for overflødige dele og står for et minimalistisk perspektiv på kunst, et budskab om at skulpturen og kunsten kun skal vise essensen, vise os til det helligste, af med skoene…
Ser man soklen som en parallel til maleriets ramme, der afgrænser maleriet i forhold til omgivelserne, kan man sige, at når Kirkeby fjerner soklen (rammen), udvider han kunstens område til at omfatte hele rummet, ikke kun skulpturen. Som byplanarkitektur eller videnskabens arbejde med åbne systemer.
Uden sokkel møder skulpturen selv bunden af rummet. At der ikke er behov for en tydelig sokkel, kan opfattes som et signal om bundens karakter og om skulpturens. Man kan opfatte fraværet af sokkel som om, at hele bunden skal ses som én stor, flad sokkel. Man kan også tolke det som om, at bunden er så solid, at man kan bygge eller placere værker direkte på den – bunden set som et grundfjeld. Det kan signalere, at skulpturen er en form for varde, en vejviser, og at vi er i et terræn med få faste kendemærker og skilte… og hvad det indebærer af associationer. Et andet signal kan være, at der ikke er gemt noget under skulpturen… den står ikke på nogen kasse med hemmeligheder. Men den manglende sokkel kan også blot være et signal om, at skulpturen ikke er en bygning, et hus, men en skulptur, kunst.
I stedet for at se den manglende sokkel som noget, der ikke er behov for, kan man se det som udtryk for, at der foregår noget mellem undergrund og skulptur. En udlægning kan være, at når vi ikke kan se soklen af skulpturen, er det fordi, soklen er sunket i jorden – og resten af skulpturen er måske også ved at blive opslugt af undergrunden, naturen eller andre stærke, skjulte kræfter. Eller vi står over for en ruin eller et fossil som med tiden er blevet dækket delvist til. Vi skal blot udgrave rundt om skulpturen for at få soklen fri…
I modsætning til en synkende skulptur, kan man vende tingene på hovedet og tolke det som om, at skulpturen er ved at gro op eller bryde igennem. Den starter under jorden, og vi kan kun se noget af den. Vi ved ikke, om den skjuler en grotte, en kælder eller har forbindelse til stærkere kræfter i undergrunden. Denne oplevelse kan man have både for bronze- og bygningsskulpturerne.
Hæver vi os over undergrunden og rummets bund og ser på soklens betydning for skulpturens samspil med rummet, kan sokler bruges til at fremhæve skulpturen i rummet, gøre opmærksom på dens eksistens, men også til at skabe en bestemt relation mellem skulptur og beskuer ved at påvirke beskuerens position til skulpturen. Der er stor forskel på at være på niveau med en skulptur og skulle se op til en skulptur. Fraværet af sokkel kan være et signal om, at vi som beskuere står på niveau med skulpturen, er på samme scene og er en del af dens fortælling…
En fraværende sokkel indebærer også, at der sendes signaler om, at skulpturen er ligestillet med de øvrige elementer i rummet, at skulpturen skal ses som en del af rummets verden – ikke udenfor, under eller over. En skulptur kan lægge sig op af nogle af rummets øvrige dele (og andre skulpturer) ved at optage figurer, farver eller former osv., men også markere et sammenstød ved at være i kontrast til disse elementer. I kontrastsituationen støtter en manglende sokkel en oplevelse af skulpturen som noget, der er anbragt her, som nogen har sat ind i rummet, et fremmedlegeme…
Fravær af sokler sender også et signal om, at det er skulpturen og samspillet med rummet, der siger det, der skal siges! At der ikke er behov for en sokkel, der løfter eller gentager indhold/budskaber. Skulpturen behøver ikke vokse ud af soklen eller have en sokkel, der er udformet som en skibsstævn, en klippe, et tårn osv., eller som er fyldt med relieffer, tavler, figurer etc. for at understrege eller forklare forhold i skulpturen.
Disse generelle signaler og betydninger kan naturligvis ikke indlægges i alle skulpturer, hvor soklen er fraværende. Og de signaler, som manglende sokler sender, kan også forstærkes, dæmpes eller overtages af andre virkemidler omkring skulpturen. Med hensyn til det sidste gælder det specielt underlaget, der umiddelbart omgiver en skulptur. Hvor belægningen om skulpturen er anderledes end i rummets øvrige bund – hvor skulpturen står som på et tæppe – kan den overtage nogle af soklens funktioner, f.eks. fremhæve skulpturen i rummet, ’optage – frastøde’ omgivelser, forstærke indhold og tolkninger, give skulpturen retning osv.
Torsten Karlsson, maj 2015
Bilag:
Udvalgte eksempler på skulpturer uden sokkel:
- Farum – hvor bunden skråner
- Humlebæk (Vartegn for Louisiana) – bunden har en særlig funktion
- Esbjerg, Nakskov og Wanås – underlaget markerer skulpturen i forhold til det øvrige rum
- Ikast (Huset) og Aalborg (Amtsgården) – uskarp grænse mellem hvad der er skulptur og sokkel
- Ballerup (Egebjerggaard) – skulptur og rum som én skulptur
- København (Monument for Niels Bohr) – hvad gemmer sig under skulpturen?
Og for fuldstændighedens skyld – nogle eksempler på skulpturer med sokkel:
- Inventory – mæanderforløb i soklen
- Skulptur til København – lille sokkel, men løftet
- Laokoon – neutral sokkel som et ’gråt hav’
- Gentofte Hovedbibliotek (bronzer) – murstenssokler
- Jason balken og Nasen – bygning som sokkel
Per Kirkeby skulpturer 