TORSO-UDLØBER (1988)

Træstub med nye skud, naturens evige kredsløb, søjlestumper eller et monument i en menneskeverden

Note om bronzeskulptur, Louisiana Museum of Modern Art, 2020

Kort om skulpturen  

På Louisianas udstilling, ’Per Kirkeby bronze’ i 2020 var opstillet en af hans sort patinerede skulpturer fra 1988, Torso-udløber[1].

Skulpturen er 2,20 m høj og har en diameter på omkring 1,50 m for neden. Med titlen Torso-udløber indikeres dobbelthed og en forening af to forskellige dimensioner. Med ’torso’ knyttes an til menneskekroppen, men også til antikken og kunst. ’Udløber’ bruges typisk i naturens verden om nye skud, bjergkæder etc.

Svarende til titlen har skulpturen en opret søgende ’stamme’ og tre lavere fragmenter, der ’skrider’ ud for neden. Jeg forbinder umiddelbart torso med det høje fragment og udløberen eller udløberne med de lave. Torsoen har en stor huling for oven og virker som om den er skåret af i toppen. Udløberne ligner små udgaver af torsoen, som de hænger sammen med. Overfladen på skulpturen er bulet, med udvækster og ’trykskader’, som om der sker noget under overfladen.

Værket stod indendørs i et hvidmalet, rektangulært, men lidt smalt rum sammen med andre værker. Værket stod med udløberne i frontal position og ved en bagvægs ene ende, hvor der var en åbning til et større rum bag ved. I den anden ende stod Torso-gren, i samme motivverden, og imellem dem hang et Kirkeby maleri ’Mor og barn’.

Louisiana har normalt er meget højt antal besøgende, og jeg gætter på, at det har der også været til ’Per Kirkeby Bronze’. Torso-udløber var placeret, så den var sikker på beskuere, hvis man ville se hele udstillingen. For de fleste har nok set værket som en del af den samlede udstilling – ikke som et formål i sig selv.

Værket skaber referencer og associationer til natur. Det kan minde om en høj træstub med nye skud ved roden, et vidnesbyrd om naturens evige kredsløb med liv og død. Hertil kommer de associationer træet i sig selv rummer. Skulpturens form kan også skabe billeder af lava, der er brudt op og størknet som en form for fossil, et andet minde. Set fra nogle vinkler ligner værket en søjlestump med søjlerester ved foden. Men titlen og værkets ’menneskefragmenter’ skaber tanker til en menneskeverden, et monument om vores egen forgængelighed, tidslighed samtidig med at der vokser nye generationer op. Eller et billede på hvad der sker med menneskers følelser, drømme m.m.

Foto 1: Torso-udløber front set fra højre

Foto 2: Torso-udløber front set fra venstre

Torso-udløber som titel – dobbeltheder og forskellige universer

En lidt speciel titel med en bindestreg – ikke ’torso med udløber’. Der ligger to dobbeltheder i titlen: en markering af dels at begreberne/fænomenerne er sidestillede, og dels at de hænger sammen, men torso står dog først…

Ordene i sig selv peger på to forskellige universer.

’Torso’ betegner normalt en skulptur med en krop uden lemmer og hoved (eller kun med rester eller antydninger). Det kan være et værk, som er ødelagt og dermed en rest af noget større eller et ufuldendt værk, et værk som er under skabelse. Med Auguste Rodin’s værker fra omkring 1900 ’opstår’ torsoen også som et ’færdigt’ værk.

Ordet ’torso’ knytter Kirkebys værk til menneskeverdenen med statuer og monumenter af personer og udover Rodin også til historiens og antikkens verden med de klassiske torsoer. De indikerer en skrøbelighed, men også at noget bliver tilbage (alligevel) som et minde.

Ordet ’udløber’ bruges i naturens verden. En plante kan sætte nye skud ved hjælp af udløbere, en bjergkæde kan have en udløber. Men begrebet bruges også i overført betydning om en hændelse, der er afledt af en anden hændelse, f.eks. kan en retssag have en udløber.

Torso er italiensk og den oprindelige betydning knytter natur og kultur sammen, idet torso betegnede en stub eller en træstamme, hvor grene og gevækster var afhugget…

Torso-udløber og det sociale rum – museumsgæster og personale

Beskuerne til Torso-udløber var i sagens natur besøgende til museet (og dets personale). Et museum er som socialt rum på en måde både et lukket og et offentligt rum. Adgang forudsætter, at man har en billet, men alle kan købe sig adgang.

Louisiana står som en institution i kultur/museumsverdenen i Danmark og internationalt, og nærmere præsentation bør være overflødigt. Museet har normalt et meget højt besøgstal på 650 – 700.000 om året, så Torso-udløber er givetvis potentielt set af rigtig mange, selv i corona-året 2020.

Jeg opfatter, at museet har en stor, fast gruppe af besøgende, og mit indtryk er, at aldersfordelingen blandt gæsterne generelt er mere ligelig, end man normalt ser på kunstmuseer. Sammensætningen af besøgende afhænger dog sikkert af de konkrete særudstillinger og arrangementer i øvrigt.

Det var også en ramme for Kirkeby udstillingen, at den var i ’konkurrence’ med andre særudstillinger og museets faste udstilling. Jeg kan ikke afgøre, for hvor mange besøgende Kirkebys bronzer har været det primære mål, men mange som først og fremmest kender Kirkeby som maler har måske her benyttet anledningen til også at lære ’bronzesiden’ af kunstneren at kende.

Torso-udløber stod, så man ikke kunne undgå at se den, hvis man ville se hele udstillingen. Til gengæld var værket givetvis kun et specifikt mål for en lille gruppe kendere e.l. De fleste vil nok mere have set den som en del af den samlede udstilling (mit gæt).

Torso-udløber og det fysiske rum – mod bagvæggen i et ’forrum’ blandt andre skulpturer

Torso-udløber er ikke specifikt skabt til Louisiana eller til et bestemt sted, som jeg forstår det. Andre placeringer kan derfor betyde andre associationer end de nævnte her.

På Louisiana stod værket indendørs – ikke i parken eller i naturen blandt andre stammer og stubbe. Kirkebys bronzer var placeret i museets vestfløj. Torso-udløber stod i det andet rum efter indgangsrummet til fløjen. Rummet var rektangulært, men trukket ud i midten i den side, der vendte mod det næste rum, et større kvadratisk rum med en stor loftshøjde. Her stod nogle mere monumentale, flade skulpturer.

Rummet med Torso-udløber havde hvide vægge og lofter. Det var lidt højere i den halvdel af rummet, hvor værket stod. Gulvet var beklædt med brune og mørke klinker. Torso-udløber stod op ad væggen mod det store rum ud til siden mod en af indgangene til dette rum. I den anden ende af væggen stod værket Torso-gren ligeledes ved en indgang til det kvadratiske rum, se foto 3. Mellem de to skulpturer var ophængt et stort oliemaleri, Mor og barn malet af Kirkeby i 1983[2]. I rummet var andre skulpturer – men ikke så store som Torso-udløber og Torso-gren, bl.a. Figur I som er beskrevet på bloggen under Ribe Kunstmuseum.

Torso-udløber stod på en lav, hvid plade, der gav skulpturens bund en synlig og skarp afgrænsning i forhold til gulvet. Med en placering tæt mod væggen blev man ikke opfordret til at gå rundt om værket. Placeringen gav udløberne en frontal position, hvor profilen trådte frem. Bagvæggen gav skulpturen ’noget at holde sig til’ fremfor en mere svævende fri position. Jeg oplevede, at det gjorde dens udtryk stærkere, men kan ikke sige præcist hvorfor.

Torso-udløber fyldte godt i rummet og var iøjnefaldende med sin form og størrelse. Dens større bevægelser i materialet end hovedparten af de øvrige skulpturer gjorde den næsten lidt anmassende. På den anden side afbalanceredes den af Torso-gren, og de to værker stod på en måde som ’vagter’ til det store udstillingsrum, så man ved passage også fik en sansemæssig oplevelse af form og materiale.

Foto 3: Torso-gren front

Torso-udløbers form og udtryk – en høj afskåret torso med udhuling og en udløber i tre mindre gevækster. En bulet, hærget overflade med bevægelse under ’huden’.  

Med en højde lidt over mandshøjde stod Torso-udløber i samme ’sfære’ som beskueren, og aktiverede en kropsfornemmelse på tæt hold. På afstand virkede værket ikke specielt højt, men den fyldte meget i rummet med over 1½ m i omfang for neden og med dens tydelige billedaspekter.

Det er en klar todelt skulptur med en lodret søgende ’stamme’ eller ’stub’ og tre lavere fragmenter, der ’skrider’ ud for neden. Umiddelbart forbinder man torso med det lodrette fragment og udløberen eller udløberne med de lave.

Det er udløberens blækspruttearme eller lignende gevækster, som først fanger opmærksomheden – måske fordi de ’gentages’ og er mere synligt dynamiske. På en måde demonterer udløberen torsoens lodrette op-ned bevægelse og skaber en ’underlig gørelse’ af værkets udtryk med noget uafsluttet…

På Louisianas udstilling stod skulpturen på en hvid, lav plade jf. overfor. Sammen med den mørke bronze skabte den en urørlighedszone, og man fik en skarp aftegning af værkets bund.

Bundens profil skabes primært af udløberen og kan ligne poter eller fingre, men den giver også associationer til en amøbeagtig form og dermed til, at ukontrollable kræfter er på spil. Bunden af skulpturen er skåret af i et vandret snit. Det giver tanker om, hvad der kan være skåret af, om værket har været højere? Og hvad har der været under, som vi ikke kan se (mere)? Er rødderne væk, har værket mistet sit ’fodfæste’ og forbindelsen til dybere, underjordiske kræfter?

Selve torsoen ser rund ud frontalt, men er mere kantet set fra siden, se foto 4.  Toppen af den virker som afskåret – ikke knækket eller brækket. Den har en stor hulning for oven på frontsiden, så siderne med lidt god vilje ligner benstumper. Hulningen skaber også en fornemmelse af, at torsoen har et hul i toppen og af nedbrydning eller opløsning. På bagsiden nederst er en bule, som kan ligne et ansigt i profil, foto 4. Men ellers er der kun få fragmenter, som minder om knogler eller muskler i torsoen (i modsætning til Torso-gren).

Foto 4: Torso-udløber‘ set fra højre

Udløberen er 3-delt, eller der er 3 udløbere. De har lidt forskellig højde, men alle under 1 m. Ligger der et signal om, at der stadig er vækst i dem? Den lidt udflydende bund og det, at udløberne står lidt skrå, kan også ses som udtryk for, at de glider væk. Hver for sig kan de ligne små udgaver af torsoen, men med væsentlige forskelle. To af dem er runde for oven, den højeste er flad med en ’indbule’ (?). Man kan også få associationer til amputerede eller misdannede gevækster og lemmer, finde antydninger af ansigtsformer og den højeste har en lang spalte, der udover en revne i et træ kan ligne en skede, foto 1 eller 4.

De 3 udløbere og torsoen hænger sammen. Skulpturen er ikke en collage. Derimod er det uklart, hvordan forbindelsen er opstået, og hvad den består i. Er torsoen en kerne? Er udløberne skudt ud eller op fra torsoen? Er det afhuggede grene fra torsoen, der skyder ud igen? Eller er udløberne noget, der er sat på torsoen, noget der skal støtte den? Eller er det dele, der er ved at løsne og udskille sig fra torsoen, blive sig selv? Det kan se ud som de er på vej væk fra torsoen og op. Uanset svaret indlægger relationen et tidsmæssigt element, noget før og efter, og med associationer til opbygning og opløsning.

Udover at hænge sammen fysisk ligner overfladen på torsoen og udløberne hinanden. Store dele af overfladen er bulet, ligner bark, men den har også dele, der ser hærgede og knudrede ud med udvækster, tryk og ar som efter skader. Det giver en fornemmelse af bevægelse under overfladen, noget levende eller en omdannelse som måske er på vej ud eller indad i skulpturen.

Tanker og eftertanker – natur og det store kredsløb, søjler, menneske og stele

Med sin volumen, form og overflade skaber Torso-udløber en række forholdsvis konkrete billedaspekter, hvortil der nemt lægger sig andre associationer, som igen føder nye associationer.

Natur – træstub, lava, drypsten og det store kredsløb

Associationer til natur står markant for mig. Det er natur, som naturens kræfter selv har gjort noget ved, men også natur, som har været i forbindelse med mennesker – der er foretaget afskæringer og måske andre påvirkninger.

Værket kan minde om en høj træstub med nye skud ved roden. Det sidste er noget som de fleste, der har fældet træer, kender til. En stub er den sidste rest af et træ, som er gået til grunde og nu er ved at rådne og gå i opløsning, en naturens ’ruin’. Et vidnesbyrd om noget som har været stort, men som har en tidslighed og er forgængeligt. Og skulpturen står som et monument for naturens evige kredsløb med død og liv som hinandens forudsætninger[3]. ’Bag ethvert træ lurer døden’, som en tekstplanche på Louisiana citerer Kirkeby for.

Desuden giver træet i sig selv en række symbolske referencer til f.eks. kors og tro, noget fallisk og frugtbarhed, udvikling og modning, stamtræ etc. Referencer som det knækkede og rådnende træ uden rødder og med de nye skud så kan lægge andre associationer oveni.

Skulpturen er sort og formen har et amorft tilsnit. Man kan få en association til, at den kan være noget lava, der er brudt op gennem undergrunden og er størknet som værket. At man som beskuer står med en form for fossil, en rest og et minde om en fortid, der ligger langt tilbage, og om store kræfter under os i et andet og ’større’ spil. Og at man som menneske er en meget lille brik i jordens udvikling…

En anden geologisk association. Jeg har ikke været i drypstenshuler, men udløberne og deres lidt tilspidsede form giver mig associationer til drypstenssøjler, de opad voksende stalagmitter, et fascinerede fænomen, men også en lidt skræmmende effekt. Så er man med skulpturen under jorden på en anden færd, en opdagelsesrejse i nogle dybere lag, måske i ens egne drypstenshuler og stalagmitter…

Søjler

Kirkeby taler selv om, at de nederste dele af de store træers stammer for ham skaber associationer til steler og søjlestumper (se note 3). Set fra venstre side kan man få en oplevelse værket som en søjlestump, som rester af noget menneskeskabt, der er blevet ødelagt (og brændt af). Søjlen er skredet lidt ud for neden, og ved søjlefoden ligger rester fra den øverste del (udløberne). Mine associationer forlænges til, hvad det var før… templer og antikkens historie, mytologi m.m., men også til civilisationer som er bukket under. Der er et stort lager at tage fra i forbindelse hermed.

Menneske, stele og monument

Titlen, skulpturens menneskefragmenter og levende overflade, udløberne som ’børn’ skaber tanker og eftertanker om en menneskeverden. Men jeg tror også, at mange kan genkende, at man pludselig tror, at man kan se et ansigt eller noget andet menneskeligt i en træstamme.

Som en statue af noget menneskeligt får Torso-udløber status som monument, stele eller statue – eller hvad man vil bruge om en afbildning af mennesker i 3 dimensioner.

Stele og monument relaterer til noget, der er vigtigt at mindes, huske på. Med Torso-udløber kan det være noget om menneskets forgængelighed, tidslighed, opløsning samtidig med at der bliver sat nye skud, nye generationer. Og der kan lægges flere planer, noget ydre fysisk/biologisk, men også noget indre, mentalt og sjæleligt som følelser, drømme, bekymringer osv. Omstændighederne, og hvor man er i livet, er afgørende for enkelte beskuer.

  Torsten Karlsson, oktober 2020


[1] Udstillingen blev vist fra 21. februar – 6. december 2020. Kurator var Poul Erik Tøjner. Skulpturen var et udlån fra Galerie Michael Werner, Märkisch Wilmersdorf, Cologne & New York. Kirkebys bronzeskulptur Port II har en fast placering i Louisianas park og er omtalt andet steds på bloggen.
[2] Værket har nummer M652 i Ane Hejlskov Larsens værkfortegnelse: Per Kirkeby Malerier 1978-1989. Systime A/S 2015.
[3] I Kirkebys arkiv findes et utal af fotos med træstubbe, se f.eks. Ane Hejlskov Larsen (note 2). Og i Bravura (Borgens Forlag, 1981) skriver Kirkeby om motivet og en række malere, som han kalder ’stammetegnere’ (Baldung Grien, Dürer, Altdorfer, Turner m.fl.)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: