To flader og en dyb spalte, naturens store kredsløb og et dobbelt (tydigt) hoved
Note om gravskulptur på Bispebjerg Kirkegård, København
Kort om skulpturen
Per Kirkebys gravsted ligger på Bispebjerg Kirkegård i det nordvestlige København. På gravstedet står en af hans egne, sorte bronze-skulpturer, Læsø-hoved III. Skulpturen ’erstatter’ en gravsten og har Kirkebys navn og årstal indføjet i soklen.
Skulpturen er oprindeligt skabt i 1983 og indgik i en serie med fire værker[1]. På gravstedet er titlen ikke brugt, og i noten har jeg valgt at bruge ’gravskulptur’ ud fra værkets ’funktion’ og størrelse.
I sin barndom har Kirkeby boet på Bispebjerg tæt ved Grundtvigs Kirken. Kirken ligger kun 200 meter fra Bispebjerg Kirkegård. Selve kirkegården er stor, næsten som en bydel i sig selv. En stor del af kirkegården ligner en park med høje træer og buske. Kirkebys gravsted er uden pynt og kristen symbolik. Skulpturens størrelse, bevoksningen og hækkene omkring gravstederne gør, at den ikke dominerer kirkegårdens rum.
Gravskulpturen er 114 cm i højden og 60 cm på det bredeste sted. Den står på en lille, lav granitsokkel. Bronzen er gråsort af at stå ude. Overfladen har grove spartelstrøg, som gør den ru og levende, og det virker som om, noget søger at trænge ud indefra. Skulpturens fire sider har forskellige udtryk. Skulpturens front har en dyb og smal spalte i hele højden. ’Bagsiden’ mod hækken er rund, mens de to andre sider står mere som flader.
Foto 1: Gravskulptur set fra nord
Med sin æstetik og referencer står gravskulpturen som et fint og smukt minde om Kirkeby. Ikke kun for Kirkebys familie og venner, men også for andre, der besøger gravsteder i denne del af kirkegården.
Man får en umiddelbar oplevelse af, at skulpturen forbinder sig med natur og specielt træstubbe, og i forlængelse heraf den store sammenhæng, mennesket indgår i med naturens evige kredsløb, fødsel og død. Men værkets form og henvisning til ’hoved’ leder også til tanker om en buste på et gravsted. Skulpturens to flader kan ses som siderne af et dobbelt hoved og en association til Janus, romernes gud for afslutning og begyndelse… Eller man kan se hovedet som et indre, sjæleligt selvportræt af Kirkeby…
Den store spalte giver også tanker til en hule, et sted man kan gå ind i. At begive sig ind i mørke huler kan symbolisere at dø, og vende tilbage at blive genfødt, genopstå… i det mindste som minde.
Foto 2: Gravskulptur set fra vest
Bispebjerg Kirkegård og Kirkebys gravsted – de dødes bydel, fred og ro og et nøgent gravsted
Bispebjerg er en bydel i den nordvestlige del af København, godt 6 km fra centrum. Bydelen er et udpræget boligområde med mange etageboliger. Herudover fylder Bispebjerg Hospital meget i området. Folk uden for Storkøbenhavn kender nok primært Bispebjerg for Jensen-Klints Grundvigs Kirke og Utterslev Mose. Per Kirkeby har i mange af sine bøger beskæftiget sig med kirken og byggeriet på Bispebjerg[2]. Til gengæld har jeg ikke fundet omtale af kirkegården i hans bøger (jeg har ikke læst alle), men han har naturligvis kendt den og sikkert gået igennem til og fra mosen i sin barndom.
Kirkegården ligger midt i bydelen ud til Frederiksborgvej omkring 200 m vest for kirken . Mod nord grænser kirkegården op til mosen. Kirkegården er stor, ca. 43 hektar, en hel ’bydel’ for de døde. Den er etableret omkring år 1900 og rummer udover almindelige gravpladser og fællesgrave en række særlige gravpladser for religiøse og nationale mindretal. En lang række kendte personer er begravet på kirkegården.
Kirkegården er opdelt i afdelinger, som hovedsagelig ligger i et rektangulært system, en slags ’moderne’ byplan. En stor del af kirkegården står med høje træer og buske. Mod Frederiksborgvej er kirkegården indrammet af en høj murstensmur. Kirkegården gennem-skæres af en bred allé (Poppelallé) fra Bispebjerg Torv til Utterslev Mose. Der er flere indgange. Hovedindgangen ligger ud til Frederiksborgvej, og det er den nærmeste vej til Kirkebys gravsted, der ligger i den østlige del af kirkegården tæt ved krematoriet (i Afdeling A [3]). Kortet nedenfor viser gravstedets placering, men ikke hele kirkegården.
Grundkort: ©OpenStreetMap- bidragsyderne
Afdeling A er opdelt i mindre, rektangulære underafdelinger afgrænset af stier (kan ikke ses på kortet). De enkelte underafdelinger opdeles af gennemgående hække på omkring 1 meters højde. Gravstederne er anlagt på hver side af hækkene. Mellem underafdelingerne og langs stierne er græsarealer, træer, buske og bede. Området er fladt, og der er ikke store gravsten eller monumenter i umiddelbar nærhed af Kirkebys gravsted. Gravskulpturens størrelse, de høje træer/buske og hække betyder, at skulpturen ikke er specielt synlig i området bortset fra vestsiden. Skulpturen iscenesætter ikke et større rum, den fører sig ikke frem her.
Selve gravstedet ligger på et hjørne, der er adskilt fra hovedstien med et bed med lavt bunddække. Gravstedet vender mod vest, er omkring 6 – 8 m2 og afgrænset af en nedgravet murstenskant. Der er en lav hæk på 30 – 40 cm til nabogravstedet mod syd. Fra gravstedet kan man se Friis og Molkte’s krematorie med et åbent areal foran, foto 1.
Gravskulpturen står omkring 30 cm fra hækken – ’med ryggen mod muren’ – og fronten mod vest. Gravstedets bund er tilsået med græs, og på en efterårsdag samles her visne blade, foto 3. Stedet er uden de sædvanlige små buske på gravsteder, og en decideret kristen symbolik er som nævnt fraværende. Hvilket jo ikke fratager stedet fra at skabe andre billeder og forståelser…
Foto 3: Gravskulptur og – sted set fra sydvest
Kirkegården ligger som en oase på Bispebjerg. Og der er vel noget symbolsk i, at ’bjerge’ i religiøs sammenhæng kan ses som hjemsted for mødet mellem Gud og mennesker.
Der er orden og velholdt på Bispebjerg Kirkegård. Lidt et paradoks, at kirkegården er fyldt med døde, men her er ingen død natur, træer i forfald eller rådnende planter. Som på andre kirkegårde er der også noget dobbelttydigt i, at kirkegårde virker åbne og lukkede på samme tid. De er offentlige rum, men gravstederne er private domæner, selvom der ikke er skilte med ’adgang forbudt’.
Kirkebys ’domæne’ er bart. Det er næsten som et sløjfet gravsted, hvor man ikke har fået fjernet skulpturen/gravstenen endnu. Eller som om Kirkeby vil være helt alene her, i fred. Det er som en helle indrammet af murstenskanten… Desuden er stedet, så vidt jeg kan se, skyggefuldt det meste af dagen, måske med mulighed for aftensol og solnedgang i sommermånederne.
For mig er der en indlejret melankoli ved kirkegårde, som på Bispebjerg forstærkes af størrelsen og mange tomme gravsteder. Kirkegårde og gravsteder er metaforiske rum, der på den ene side skaber billeder om død, opløsning og det bagefter og på den anden side billeder af, at de døde lever endnu – skabt af de minder, der kaldes frem (en genopstandelse) ved mødet med gravstene eller – skulpturer.
Bispebjerg Kirkegårds og gravskulpturens sociale rum – Kirkebys familie og venner samt folk, der besøger gravsteder i Afdeling A.
Den primære målgruppe for gravskulpturen er naturligvis Kirkebys familie og venner, en gruppe for hvem værket har personlige minder og tanker, bl.a. i sammenhæng med at det tidligere har stået ved Kirkebys bolig med de andre ’hoveder’.
Ser man bort fra kirkegårdens personale, er gravskulpturens sociale rum givet ud fra stedets funktion som gravplads. Her begraver eller bisætter man de døde og sætter gravstene (mindestene) for dem og kommer for at mindes eller sørge. I forbindelse hermed er mange sikkert optaget af tanker omkring døden og det, der er før og efter den.
En del folk bruger også kirkegårdens alleer som forbindelsesveje i området. Og der er givetvis også mennesker, der kommer for at se kendte personers gravsted og fremover måske også Kirkebys.
Ved mit besøg på en hverdag fik jeg ikke fornemmelsen af, at der var mange, som søgte ind på kirkegårdens afdeling A for at gå en tur eller for at få frisk luft. Måske tilfældigt.
Gravskulpturens form og udtryk – en høj stub, flader med buler og liv, en smal, dyb, udhulet spalte
Gravskulpturen er ikke en specielt stor skulptur. Det er en vertikal skulptur, og jeg skønner, at den med soklen er omkring 150 – 160 cm høj, dvs. under mandshøjde. Bronzen har været sort patineret, men på grund af opstilling udendørs er den irret og står nu mere gråsort. Naturen har været på arbejde…
Gravskulpturen står på en mindre kasseformet sokkel i grå, slebet granit. Jeg skønner, at soklen er omkring 50 cm høj og 50 gange 70 cm i fladen. Skulpturen fylder således næsten soklen ud. Kirkebys navn og årstal er påført. Soklen optager gravstedets form og forbinder på denne måde gravskulpturen med stedets formål. Modsætningsvis løfter den også skulpturen fra jorden og forlener den med en anden (over- jordisk) virkelighed. Dog ikke så meget, at skulpturen kommer til at stå på en piedestal.
Brugen af en synlig sokkel giver indtryk af, at skulpturen er bragt ind i rummet, ikke vokset op af undergrunden. Og den bearbejdede sokkel signalerer, at skulpturen står på et menneske -skabt fundament – i modsætning til skulpturens mere ’rå’, naturagtige umiddelbare udtryk.
Foto 4: Gravskulpturen set fra øst
Når man kommer fra kirkegårdens hovedindgang, ser man først gravskulpturen ’bagfra’, dens østside, foto 4. Fra stisystemet er kun den øverste ½ m synlig på grund af hækkene mellem gravstederne. Man får en fornemmelse af en stub eller ’søjlestump’, noget rundt fra denne vinkel. For oven er der en ’bule’ mod nord og en svagere forhøjning mod syd. Overfladen virker næsten ’sjappet’, som om den er blød, og den har en svag huling midt på siden, som om den skrider lidt sammen.
Fra gravskulpturens nordside, foto 1, ser man umiddelbart 2 parallelle flader forskudt i forhold til hinanden med et rum imellem. Den forreste flade er skæv og snævrer ind forneden, så fladen hælder mod vest. Det giver et lidt skrøbeligt eller usikkert udtryk, som om noget er i bevægelse, et fald.
Overfladen virker spartlet med grove strøg. Det giver et lidt bulet, sjusket eller ufærdigt udtryk eller udtrykt mere poetisk: noget rå og levende… Den ru, mørke overflade opsuger lyset og giver værket tyngde. I midten af den forreste flade er der en bule ud i bronzen. Det ligner noget indefra, der forsøger at trænge ud eller noget i materialet, der er hårdere end det øvrige. Den bagerste flade har en lodret side med 2 mindre buler i midten og i bunden. Bag gravskulpturen mod syd står et løvtræ med samme overflade i barken som skulpturen. Det giver en fornemmelse af, at skulpturen forbinder sig med naturen og specielt løvtræer.
Foto 5: Gravskulptur set fra vest
Vestsiden er gravskulpturens frontale side mod stien langs gravstedet, foto 5. Man bemærker spalten i midten i hele skulpturens højde. Den viser, at skulpturen mangler en fast, indre kerne, er hul. Det giver siden en U – profil. Desuden er de asymmetriske sider iøjnefaldende. Den nordlige side er tyndere end den sydlige. Den sydlige er især tykkere i midten med udbulningen og nedefter, den står ligesom med en fod. Siden er også mere ’knortet’ end den nordlige, men begge sider har en grov overflade.
Hulningen er ikke en ’negativform’ af den ydre form. Spalten eller hullet er smallest i midten og bredest for oven og nederst. Jeg skønner, at bredden varierer mellem 5 og 15 cm. Hulningen runder indad, og man får indtryk af, at den er skabt af en indre opløsning eller nedbrydning og ikke en ydre påvirkning. Med lys fra skrå vinkler ligger spalten i skygge og står på afstand som en mørk, sort tyk streg. Der samler sig blade i spalten, så skulpturen deltager på en måde i naturens kredsløb.
Foto 6: Gravskulptur set fra sydvest
Ser man gravskulpturen direkte fra syd,fremstår den som en enkelt flade. I skrå retninger kan man også se noget af den nordlige flade og med spalten imellem, foto 6. Den sydlige flade er lidt lavere end den nordlige, hvorfor denne flade stikker lidt op over. På den sydlige del kan man også se en udbuling forneden mod hækken. Svarende til den ydre form på vest siden er kanten her knortet eller knogleagtig. Overfladen er grov spartlet med svage, men tydelige udhulinger foroven og forneden i skulpturens højderetning.
——
Skulpturen skaber primært udtryk gennem sin form og overflade, egentlige fragmenter er sparsomme. Det er markant, at den ændrer udtryk fra side til side, og naturligvis især når man bevæger sig om til skulpturens front og den åbne spalte. Spalten gør, at gravskulpturen både har massivitet og lethed.
Jeg oplever, at skulpturen også ændrer udtryk på anden måde. Det første indtryk af skulpturen er noget naturrelateret. Den kan minde om en høj træstub. Her er Kirkeby i en gammel tradition med stenskulpturer på gravsteder, der viser træstammer eller ’trætorsoer’. Stubbe er den sidste rest af træer, der har været større og levende, som nu er gået til og er ved at forrådne med kernen som det. Men skulpturens form er kantet, og de store udbulinger kan fra visse retninger også minde om knogler, der stikker frem under en hud eller noget stof…
Tanker og eftertanker – kirkegårde og gravsteder, naturens store kredsløb, Læsø Hoved III og hulen
Gravskulpturen står som et smukt værk med sin egen enkle æstetik, og det kan med sine umiddelbare referencer tale til både Kirkebys familie og venner og de øvrige besøgende på kirkegården.
Udover de tanker og associationer, der er beskrevet ovenfor, har jeg samlet nogle yderligere indfald og refleksioner nedenfor.
Kirkegård og gravsted
En kirkegård og et gravsted er en særlig ramme for en skulptur, generelt og konkret. Grav-skulpturen skal på den ene side være en minde skaber for familie og venner til den afdøde. Og på den anden side ikke støde andre med gravsted på kirkegården, der også bliver beskuere til skulpturen. Den bør ikke gøre det sværere at komme her, end det er i forvejen. Jeg opfatter, at Kirkebys gravskulptur overholder denne præmis. Dens størrelse, udtryk og placering er heller ikke en ’iscenesættelse af Kirkeby’ på bekostning af stedets funktion.
En kirkegård vil for mange være forbundet med tanker om død, liv, der er slut, og menneskeskæbner. For nogle også tanker med et kristent udgangspunkt om tro, sjæl, tilgivelse, frelse, opstandelse m.m. For andre måske tanker om hvad vi egentlig ved om disse fænomener og om meningen med livet. De to afsæt udelukker ikke hinanden… Det er tanker, der naturligvis har indflydelse på, hvordan man ser og ’læser’ gravskulpturen. Og om man finder en form for ’svar’ eller i hvert fald en kommentar i skulpturen.
Gravskulptur og naturens store kredsløb
For mig siger skulpturen noget om den store sammenhæng, vi indgår i som mennesker. At vi er en del af naturens evige kredsløb med fødsel og død og deres gensidige afhængighed af hinanden. Gravskulpturen rummer denne dobbelthed. Man kan se den som en stub, den sidste rest af et dødt træ, der er ved at forsvinde og blive ét med omgivelserne. Og der er noget paradoksalt i, at det, der først forvitrer, er det indre, kernen, ikke den ydre form… Men man kan også se skulpturen som et frø, der er ved at åbne sig – før spiren sendes op – noget som er ved at bryde ud, fødes, blive til noget… måske et nyt træ.
I begge perspektiver ligger billedet af en proces. Man kan fornemme på skulpturen, at der har været noget før, og at der sker noget efter. Der er en bevægelse under overfladen og i formen. Men der er også noget ’før og efter’ i forhold til, at ’stubben’ må være fjernet fra dets oprindelige sted, den er uden sine rødder, har mistet fodfæste og forbindelse til dybere lag…
Værket som ’Læsø – hoved III’, Janus og udforskning af motiv
Gravskulpturen er som nævnt (se fodnote 1) skabt som Læsø-hoved III og indgik i en serie på 4 hoveder. Jeg opfatter, at titlen henviser til, at den er skabt på øen. Herved er der en reference til det sted, hvor Kirkeby havde sommerhus og atelier og dermed givetvis mange minder for familie og venner [4].
Det er ikke unaturligt, at et værks titel ikke står på en gravskulptur. Og der skal jo ikke være titel, hvis skulpturen er en buste af Kirkeby.
Buster af personer er en klassisk skulptur til gravsteder. Traditionelt (vel) et mindesmærke for den pågældende person, en påmindelse om hvad vi kan takke ham eller hende for, eller hvad vedkommende skal minde os om… Man kan sige, at Kirkebys værk med den umiddelbare association til naturens store kredsløb taler ind i denne tradition.
Skulpturens to flader kan ses som sider til et hoved eller snarere et dobbelt hoved. Det giver en reference til den romerske gud Janus. Han var romernes gud for afslutning og begyndelse, og Janus betyder på latin ’portåbning eller gennemgang’. Det knytter tingene sammen… Det er selvfølgelig også muligt at se skulpturen som et indre, ’sjæleligt’ portræt af Kirkeby. Udlægningen heraf må overlades til familie og venner.
Uden sammenhæng med gravstedet tænker jeg, at Kirkeby i sit arbejde med skulpturen har skubbet motivet. Stubben har nok været anledningen, det første motiv, som så har udviklet sig i takt med, at ideer og associationer har budt sig til. Det er også muligt at tænke skulpturen ind i en udforskning af busten som skulptur. Den indgår i en serie af ’hoveder’ med fælles, men også forskellige udtryk. Herudover får jeg en association til Francis Bacons malerier med ansigtsdele sat sammen på ’mystiske’ måder. Jeg ser malerierne som en undersøgelse af, hvor meget man kan omforme et hoved og stadig se det som et (bestemt) menneske.
Spalten eller hulen
Den store spalte er et markant træk ved skulpturen. Udover at se den som noget, der åbner sig, kan man se den som et åbent sår, der ikke vil hele… Det er også en spalte, hvor man kan have fornemmelsen af ikke at kunne se helt ind i bunden. Måske vil aftensolen om sommeren nå ind og oplyse den…?
Men det er også muligt, at den er en hule, og at der kan være noget gemt i den, eller der kan komme noget frem inde fra. Eller at det er et sted, man kan komme ind i. At begive sig ind i underjordiske huler, mørke steder etc. symboliserer også at dø, ligesom at vende tilbage herfra er en allegori for genfødsel, opstandelse!
Torsten Karlsson, februar 2020
Fodnoter:
[1] Poul Erik Tøjner: Per Kirkeby skulptur. Forlaget Bjerggaard, 2005.
[2] Se f.eks. Per Kirkeby: Håndbog. Borgens Forlag, 1991.
[3] Gravsted A-27-52.
[4] De små legetøjsisbjørne på soklen, som børnebørnene vel har sat her, giver en reference til et andet sted, der betød meget for Kirkeby, nemlig Grønland. Asterix figurernes betydning kan jeg kun gætte på, men der var noget med en trylledrik og uovervindelighed?
Per Kirkeby skulpturer 