Hvordan ser man verden fra omverdenen…
Note om bronzeskulptur af Per Kirkeby i Udenrigsministeriets gård, Asiatisk Plads, København
Kort om skulpturen
I Udenrigsministeriet står en stor, flad skulptur i sortpatineret bronze af Per Kirkeby. Skulpturen er fra 1997 og placeret inde i selve ministeriet. Kirkeby har kaldt sit værk for ’Skulptur til København’.
I 2020 var værket med i Louisianas udstilling af Kirkebys bronzer[1]. I noten er også brugt fotos herfra, men teksten vedrører alene ministeriet.
Titlen i sig selv er speciel. Den angiver, at det er en skulptur, noget der er skabt af mennesker, og at værket er sendt/afleveret til nogen (’København’). Det forudsætter en afsender, som Kirkeby undlader at nævne og overlader til beskueren at tænke over…
Skulptur til København står i en indre, mindre atriumgård mellem to af ministeriets bygninger. Rummets vægge har forskellig højde, og stedet virker som om, man er i bunden af en skakt. Kirkebys værk står midt i rummet og fylder godt op. Man er altid i skulpturens selskab her, og den stopper én ved indgangen som en slags port/dør nummer 2.
Med placeringen inde i ministeriet er embedsmændene, der arbejder her, der så godt som alene er beskuere til Kirkebys skulptur.
Skulpturen er høj og fylder meget med sine 4 m i højden, 2 m i bredden og knap 1 m i dybden i den lille gård. Værket har form som en stor port. Den firkantede form brydes dog for oven af et hak eller en top og for neden flyder formen ud i en kegle, som et fundament i selve bronzen. De to brede sider har en urolig overflade, bulet med tydelige spartelstrøg. Egentlige større fragmenter og figurer nærmest fraværende.
Mine umiddelbare tanker og associationer på stedet var, at skulpturen lignede et tårn på en ubåd, som er dukket op i et vandhul i ismasserne for at orientere sig[2]. Eller som en form for trojansk hest, nogen har bragt ind i ministeriet. Mine eftertanker kredser også om skulpturen som en gave eller intern post i ministeriet eller som en form for port/passage til en anden verden uden for København. Der er en mangetydighed i skulpturen, som giver mulighed for flere udlægninger.
Foto 1: ’Skulptur til København’ set fra vest
Skulptur til København – titlen
Med titlen angiver Kirkeby, at det er en skulptur, og at den er sendt/afleveret til nogen (’København’).
Brugen af ordet ’skulptur’ i titlen virker umiddelbart underligt – som om nogen kunne være i tvivl om, at det er en skulptur og ikke et bygningselement eller en diplomatmappe… Med brugen af ’skulptur’ opfatter jeg, at der angives et særligt perspektiv for beskuerne, og det åbner for flere tolkninger.
At ’noget er sendt’, forudsætter en modtager og en afsender. Modtageren ’København’ kan vanskeligt være byen København. Skulpturen står i et ’lukket rum’, det indre af Udenrigsministeriet, hvorfor jeg forbinder modtageren med ’hovedkvarteret, førerbunkeren’ (Udenrigsministeriet kan udefra ligne en bunker). Kan ’København’ være en jargon, som medarbejdere i udlandet bruger om hovedkontoret i hovedstaden? Afsenderen er ikke navngivet, men man kan ’lege’, at afsenderne er repræsentationerne/ medarbejderne i udlandet, den store omverden…
Skulptur til København og det sociale rum – ministeriets medarbejdere. Mennesker, der arbejder med omverdenen
Den overordnede kontekst for skulpturen er det politiske system, den danske regering og den del heraf, der tager sig af danske interesser i forhold til omverdenen og udlandet. Tidligere talte man vel om ’diplomatiet’. Udenrigsministeriet er en gammel institution, og det har stadig nogle egne, gammeldags, franske titler til (nogle) embedsmænd.
Udenrigsministeriet er en stor organisation og har mange medarbejdere udenfor København i en række udenlandske repræsentationer. Det er givetvis en hierarkisk organisation, og jeg gætter på en kultur, hvor ’dem og os’ kan fylde meget (ud fra min erfaring med geografisk spredte organisationer). Jeg tænker også, at repræsentationernes indsamling og behandling af oplysninger om, hvad der sker i udlandet, er en vigtig ramme for at løse ministeriets opgaver.
Skulpturens konkrete, sociale ramme er Udenrigsministeriets hovedkontor i København med de mennesker, der arbejder her, og de samarbejdsparter, der kommer til møder etc. Jeg opfatter det politiske system og embedsmændene som den primære målgruppe for Kirkebys skulptur. Denne målgruppe ser skulpturen dagligt eller i hvert fald hyppigt i forbindelse med ministeriets aktiviteter.
Skulptur til København og det fysiske rum – siloer og en grå atriumgård i et abrupt rum
Udenrigsministeriet ligger midt i København på Christianshavn mellem den nordlige kaj på øen og Strandgade. Her er udsigt til vand og forhåbentlig udsyn til omverdenen.
Ministeriets bygninger er tegnet af arkitekterne Jørn Nielsen og Halldor Gunnløgsson og består af flere parallelt liggende bygninger. Bygningerne ligger nordvest/sydøst med gavle mod vandet og Strandgade. De har lange sider mod Torvegade, indre gårde i ministeriet og Asiatisk Plads.
Gavlene ligner siloer eller pakhuse. Siderne er bygget med søjler (pilastre), der minder om høje tremmer, og har små vinduer. Man får et indtryk af, at ingen skal se, hvad der foregår inde i Udenrigsministeriet og omvendt.
Skulptur til København står i en indre atriumgård ved en mellemgang mellem to af kontorbygningerne, tæt ved selve indgangen til ministeriet.
Foto 2: Indgang til atriumgård med ’Skulptur til København’
Man kan se skulpturen fra mellemgangen, men ikke i fuld størrelse. Atriumgårdens rum er rektangulært ca. 15 m gange 6-7 m. Gårdens gulv består af mindre flisesten omkranset af et bed med natursten, foto 1. Væggene er dels mellemgangen og et ’caféområde’ overfor, der begge har glas mod gården, og dels to kontorbygninger med ’søjler’ og små vinduer. Rummets vægge har derfor forskellig højde – kontorbygningerne er meget højde (6 – 7 etager), mens mellemgangen og caféområdet kun er 1 etage. I gården har jeg en oplevelse af, at kontorbygningerne virker ’påtrængende’, og at gårdens loft bliver underligt diffust, både lavt og højt på samme tid.
Atriumgården danner ikke afsæt for bygningens grundplan. Det er som om, at den ’kunne ikke undgås’. Den bliver det indre af en kasse. Det er ikke et sted, hvor man kan gemme sig (man er synlig som i en fængselsgård), sollyset kan ikke nå helt ned i gården (bortset fra højsommeren gætter jeg på), og farverne er holdt i grå nuancer. Man kan føle sig klemt her og opleve det som en ø eller et hul mellem bjerge, selvom der er opsat blomsterkummer og caféborde. Gården ser ud til at fungere som et sted, hvor man trækker frisk luft, ryger, holder pauser, drikker kaffe, men den bruges også i forbindelse med receptioner og sammenkomster, har jeg fået oplyst.
Skulptur til København står midt i rummet og fylder godt op. Man er altid i selskab med skulpturen i atriumgården. Den har ikke nogen funktion arkitektonisk. Skulpturen er højere end indgangsdøren og ‘mellembygningerne’. Den stopper én, når man kommer ind ad dørene, som en slags port/dør nummer 2. Og jeg oplever, at skulpturen ’opfordrer’ til, at man går rundt om den for at se, hvad der er på den anden side. Man kan ikke se den fulde skulptur fra nogen af indgangene eller de store vinduespartier i mellemgangene. Man skal enten ind i gården eller se skulpturen ovenfra fra kontorerne, for at hele skulpturen er synlig. I de øverste etager ser man kun toppen af skulpturen, men man ved vel som medarbejder, at der er noget under toppen…
Rummets vægge og skulpturen skaber kontrast til hinanden i materialer og form. De er ikke én skulptur … Skulptur til København står som et fremmed element i Udenrigs-ministeriet, næsten som materiale fra en fremmed planet (omverdenen?).
Skulptur til København, den fysiske form og udtryk – en flad kasse med aftryk og deforme kanter
Skulptur til København er høj, stor og massiv. Men den virker ikke tung. Det, at den er meget flad, gør den spinkel og lidt skrøbelig. Den kan ligne en fritstående væg eller en port med sin rektangulære form.
Det virker bevidst, at den er gjort højere end de to lave ’mellembygninger’, som om den skal kunne kikke ud over dem. Den firkantede kasseform brydes for oven af et hak eller en top og for neden af to bredere flader, der danner en form for fundament i selve bronzen. Er den øverste kant skudt op eller sunket – har tidens tand arbejdet, brækket noget af?
Skulpturens to smalle sider har ikke fragmenter og virker som om, at de er skåret ud af noget. Med den lange side på højkant stræber skulpturen opad, og på nordsiden næsten som den er trukket op af jorden.
Skulpturen står på en lav sokkel af beton, som er svagt hævet over fliserne. Jeg oplever det som et signal om, at skulpturen er noget, der er placeret her, bragt ind i rummet udefra. Og den brede bund på skulpturen gør, at den står solidt her… den vælter ikke.
Jeg opfatter ikke de to brede sider som forside eller bagside. Skulpturens side mod nord – den brede side mod mellemgangen – har en ujævn overflade, ulden med tydelige spartelstrøg. Bortset fra skulpturens bund er egentlige fragmenter og figurer fraværende, se foto 3. Overfladen er ’urolig’, som om der er liv under den. Der er fordybninger og forhøjninger i materialet, som flyder ud og bliver utydelige. Som bølger eller sort lavamasse, der er forstenet i et tilfældigt øjeblik i en ulæselig form. I bunden af skulpturen kan man ane nogle lodrette, tykke fragmenter, der flyder ud som en kegle. En form for aflejring af masse fra pladen ovenover? Der er nogle mindre ’indhak’ eller kanter i det ene hjørne – er det klippekanter eller menneskeskabte trin? Noget, som ikke er blevet dækket af flydende masse endnu, eller er det kanter, som er ved at blive dannet?
Foto 3: ’Skulptur til København’, nordside (Louisiana 2020)
Skulpturens side mod syd – den brede side mod caféområdet – er mere glat i sine spartelstrøg end nordsidens, foto 4. Der kan anes en form for aflang fordybning, åbning i midten, og bunden er udformet som en udtrukket kant, en slags klippekant. Balancerer skulpturen på denne side på afgrundens rand? Skærmer den os af mod afgrunden? Eller er det en klippevæg med en afsats?
Foto 4: ’Skulptur til København’, sydside (Louisiana 2020)
De to brede sider er således meget forskellige. Kun materialet, de smalle sider og toppen forener dem. Skal de ses hver for sig, eller viser de to sider af samme sag? Eller viser de forskellige stadier i et udviklingsforløb, og hvad er så start/slut?
Lys og skygge – den delte skulptur
På en sensommerdag i september med høj sol blev det øverste af skulpturen kraftigt belyst og dannede en aftegning på fliserne, mens den nederste del lå i skygge fra bygningerne. Den sorte, patinerede overflade stod lysende ’varmgrå’, hvor solen ramte skulpturen. Jeg oplevede ikke voldsomme lys – skyggevirkninger i fragmenterne, men der blev dannet nogle vandrette liner gennem og ud ad skulpturen, som todelte den. Jeg fik associationer til nogle af den tyske maler C. D. Friedrichs naturbilleder med en lav, vandret horisont uden brydende, stabiliserende perspektiv…
Tanker og eftertanker – ubådstårn, trojansk hest, verden set fra omverdenen, hav og bjerge, den indre dør…
Overordnet oplever jeg en kontrast mellem firkanten, kassen som symbol på en ramme, et system, en orden (eller et forsøg på at lave en – der er hak i formen, bunden skrider ud…) og de uldne strøg, de utydelige og usammenhængende fragmenter i pladens overflade. Som et forsøg på at bringe system i noget, der ikke kan bringes system i…
Med afsæt i skulpturens form og rummet får man nogle umiddelbare associationer om et ubådstårn i overfladen af et ishav eller en form for trojansk hest, noget der pludselig dukker op eller er bragt ind og stillet.
En anden association tager afsæt i titlen: Skulptur til København. Ordet ’skulptur’ betyder at ’udhugge eller udskære’, altså at fjerne noget. Skulpturen er firkantet, som om den er skåret ud af noget andet. Er den et hjørne eller noget af midten af det større? Der kan også være hugget noget af det stykke, der er ’udskåret’. Vi ved ikke, hvad der er skåret af, og hvad resterne eller spånerne er… Er det ikke den samme situation, som når ’København ’får materiale fra repræsentationerne ude i verden? Man kan vel sige, at Udenrigsministeriets repræsentationer har til opgave at lave ’skulpturer’ til København. De skal iagttage eller ’opfatte’, hvad der foregår på stedet og forklare eller ’sammenfatte’ det til en beskrivelse, en forklaring til ’København’. Jeg tror, det er en vanskelig opgave (en kunst?) at skulle løse i fremmede kulturer til en instans, der sidder langt væk. Illustrerer skulpturen noget om grundlaget for samspillet mellem ’dem og os’ og om mulighederne for at misforstå hinanden…
I forlængelse heraf kan man opfatte skulpturen som meningsfuld set fra en ambassade i udlandet, men som underlige rester, utydelige hieroglyffer i København – sort tale og hvor rammen (afgrænsningen af systemet, verden) er usikker (flosser i toppen, flyder ud, forfalder i bunden). Alternativt kan man se skulpturen som en slags diplomatpost med statshemmeligheder, der er krypteret og kun kan afkodes af medarbejderne i ministeriet …
Kirkeby har ikke kaldt skulpturen en ’gave’ til eller ’tillykke til’ København. Men man kan forestille sig, at skulpturen i stedet for intern post fra repræsentationerne er en gave fra dem. En skulptur, der viser noget fra andre lande. Jeg får nogle associationer til hav og bjerge, når jeg ser de to brede sider af skulpturen. Er det natur til København, til stenørkenen?
Skulpturens nordlige side kan ses som et hav med skvulpende bølger og klippestykker – som noget uendeligt, dybt og hvor det er svært at finde kendemærker. Sydsiden kan ses som en klippevæg med en afsats. Afsatsen er smal og svær at stå på, og væggen er hård, uigennemtrængelig, glat med kun en antydning af en åbning…
Man kan naturligvis også videretolke naturassociationerne som billeder på eksistentielle menneskelige temaer, der gælder uafhængig af, om man befinder sig i København, Tokyo eller Moskva.
Skulpturen står som en indre dør i gården efter døren fra mellemgangen/caféområdet på samme måde som de dobbelte dørsluser, man skal igennem for at komme ind i ministeriet. Og den er anderledes – massiv og fritstående – i modsætning til ministeriets gennemsigtige, hængslede døre af glas. Den har også en anden form/kontur, er højere og er ’udsmykket’, så den må være en passage til noget særligt. Er den en indgang eller udgang til en anden verden, ikke himlen eller helvede, men omverdenen? Viser inskriptionerne eller billederne i pladen, hvad den åbner til? Noget som på en gang er vanskeligt at trænge igennem og vanskelig at beskrive og fastholde, og som udvikler sig – når man står i København?
Torsten Karlsson, september 2014 og november 2020
Fodnoter:
[1] Louisiana Museum of Modern Art: Per Kirkeby – Bronze. Februar – December 2020. Skulpturen var stillet til rådighed af Galerie Michael Werner, Märkisch Wilmersdorf, Cologne & New York.
[2] Den samme association havde min vært fra ministeriet
Per Kirkeby skulpturer 