STUTTGART (1987)

Den ultimative monolit – en demokrati ’denkmal’, ’en tumling’ eller en ‘Speer- rest’

Note om bygningsskulptur af Per Kirkeby i Stuttgart

Kort om skulpturen

I centrum af Stuttgart har Per Kirkeby lavet en stor stele til delstatsparlamentet i Baden-Württemberg. Skulpturen er fra 1987, i røde sten og ’uden titel’. Værkfortegnelsen og min note bruger bynavnet [1].

Skulpturen var en del af udsmykningen ved en ombygning af delstatsparlamentet, hvortil Kirkeby også har bidraget med 7 store oliemalerier. Stuttgart måler næsten 13 m i højden og er 3½ gange 3 m i bredden. Det mest iøjnefaldende ved skulpturen er 6 smalle, høje og tætstillede mursøjler på forsiden. De har kun en smal åbning bagved, og konstruktionen skaber nogle meget markante lys/ og skyggeeffekter, næsten som skulpturen er malet med sorte striber.

Skulpturens rum er meget stort. Det kan opdeles i et parkrum, et gaderum og et ’plateaurum’. Skulpturen står i det sidste rum, der ligger 4-5 m over gadeniveau ved parlamentets kontorbygning. Stuttgart står 5 m fra bygningen og står meget synlig med sin højde og røde farve, men dens placering på plateauet betyder også, at nærheden til skulpturen er for en mere eksklusiv gruppe. Og det er sandsynligvis primært politikere, embedsmænd og folk fra interesseorganisationer.        

Kirkeby selv taler om den som ’en skulptur, der hele tiden sætter spørgsmålstegn ved sig selv’[2]. De fleste vil nok ikke tillægge skulpturen en æstetisk appeal. Der er noget klodset og pirrende over den. Det passer ind i min første association om en tysknational denkmal. Skulpturen forbinder sig som disse til stedet, her som et budskab om demokrati, folkestyre. Der er også noget ved skulpturen, som leder tanken mod bygningsværker til tekniske installationer. Og den fritstående placering kan skabe billeder af kampaniler eller klokketårne, de bruges også, når der er fare på færde… Men dens udtryk har derudover noget Albert Speer arkitektur over sig, er det en rest herfra, en særlig denkmal?

Foto 1: ’Stuttgart’ set fra nordøst

Foto 2: ’Stuttgart’ set fra sydvest

Stuttgart og det fysiske rum – et stort rum i 3 dele, den hævede terrasse med parlamentets kontorbygning og skulpturen

Stuttgart er en storby med omkring 600.000 indbyggere i et byområde på næsten 6 mio. mennesker. Byen er nok mest kendt som hovedsæde for store industriforetagender som f.eks. Mercedes-Benz, Porsche og Bosch.

Kirkebys skulptur står i byens centrum omkring ½ km fra hovedbanegården. Den står foran en bygning, der rummer kontorer og mødelokaler for delstatsparlamentets medlemmer (Haus der Abgeordneten). Bygningen og skulpturen vender ud mod en 4-sporet trafikgade (Konrad-Adenauer-Straβe), der skærer gennem byen i nordøst-/sydvestlig retning, se kortudsnittet. De står hævet 4-5 m over gaden på et smalt, langt plateau, der danner en terrasse, som også fungerer som en gennemgang for fodgængere. Skulpturen står statelig her med sin højde på 13 m.

Skulpturens rum er stort. Rummet, hvor man kan se den, er antydet med den røde linje på kortudsnittet. Man kan inddele det i et ’parkrum’, et ’gaderum’ og et ’terrasse/plateaurum’ med Konrad-Adenauer-Straβe som en midterakse.

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Mod vest ligger parkrummet med parken, operahuset, parlamentets samlingslokaler og Neues Schloss. Det er vanskeligt at afgøre fra hvor langt inde i parken, man kan se skulpturen, da bevoksning og bygninger kan afskære udsynet. Jeg har afgrænset rummet ved bygningerne langs parkens vestside.

Foto 3: Park- og gaderum set fra ’Stuttgart’

I midten ligger gaderummet, som mod nord og syd har store hullet ud af rummet. Vejen er bred og meget trafikeret. Den bidrager til at både at skabe en flygtighed og en usikkerhed i rummet.

Mod øst er terrasserummets sider afgrænset af facaderne på en række offentlige institutioner: kunstmuseum, historisk museum, musikhøjskole, parlamentets kontorbygning, delstatsbibliotek mv. og siderne på en smal sidegade, Ulrichstraβe. Skulpturen står, så den kan ses fra nord langs med disse bygninger gennem store åbninger i de bygningsfløje, der vender gavlen mod Konrad-Adenauer-Straβe.

Bunden er flad i de 3 rum. I parkrummet er der græs, vandbassiner, grusstier, P-pladser, vejbaner mm med høje træer langs gaderne. Terrasserummets bund udgøres af fliser.

På afstand virker rummets form som en dalsænkning med østsiden som en slags bjergside. Man har også en fornemmelse af, at stedet har været en del af parken til slottet og på et tidspunkt er blevet inddraget til de andre formål, idet parken fortsætter i den nordlige ende ud i et meget stort grønt område.

Der er nogle ubalancer i rummet. Dels gør Konrad-Adenauer-Straβe’s forsættelse ud af rummet, at rummet forsvinder – også bogstaveligt med en tunnelåbning i vejbanen mod syd. Dels er der nogle kontraster i arkitekturen med østsidens (og delstatsparlamentets samlingslokale) moderne byggeri og vestsiden med slottets og operaens ældre byggeri.

Skulpturens nære rum ligger i terrasse/plateaurummets sydøstlige hjørne. Her ender terrassen i et hjørne, der fortsætter langs sydsiden af parlamentets kontorbygning langs Ulrichstraβe. Det nære rum er vist på kortudsnittet som et skraveret ’L’. Det er omkring 30 m langt og 10 bred og opleves smalt og højt.

Det indre af ’L’et’ vender mod delstatsparlamentets facade af glas/sandsten, se foto 4. I stueplan er facaden trukket ind med søjler foran – det giver (lidt) en oplevelse af at være i en kiste. Fra bygningens indre mur er der 12 m til skulpturen og fra søjlerne 5 m. Facadens glas spejler omgivelserne og gør, at man ikke kan se ind i bygningen. Man kan have fornemmelsen af at nogle, der ikke er synlige, iagttager én, når man står på terrassen. Fra bygningen kan man kun se skulpturens bagside og kun i fuld højde, hvis man står ved vinduerne, skønner jeg. I bygningen er der 7 store malerier af Kirkeby, hvis udtryk jeg dog ikke forbinder med murstensskulpturens [3].

Foto 4: Delstatsparlamentets kontorbygning set fra nord (med spejlbillede af ’Stuttgart’)

Mod syd skråner terrassen ned til gadeniveau (Ulrichstraβe) med et nybyggeri til delstatsbiblioteket på den anden side af vejen. Der er normalt en gangbro over Ulrichstraβe fra hjørnet i forlængelse af kontorbygningen. Den er nedtaget i forbindelse med nybyggeriet, men ud fra tidligere fotografier kan man se, at broen skaber en ’håndfast’ forskydning af rummet forbi bagsiden af Stuttgart.

Foto 5: ’Stuttgart’ set fra sydøst, Ulrichstraβe

Mod vest afsluttes terrassen af et rækværk med glas, og en stenmur danner adskillelsen og højdeforskellen til Konrad-Adenauer-Straβe. På gadens side mod terrassen står en række høje træer. De høje træer, det smalle rum og placeringen over gadeniveau virker afskærmende og giver en fornemmelse af at være i et beskyttet rum. Skulpturen står tæt på kanten, ca. 2 m, så dens forside er synlig i fuld højde fra gaden. Herfra i frøperspektiv kan den minde om et fyrtårn og uden blade på træerne, kan terrassen ligne en klippeø. Bunden af terrassen og omkring skulpturen er store stenfliser, lidt en stenørken eller en form for ’kulturfjeld’.  

Foto 6: ’Stuttgart’ set fra syd

Skulpturen har ikke en byplanmæssig funktion, men er et brud på et ellers nøgent rum og sætter et ’fixpunkt’, når man kommer ind i rummet, og den skaber en opdeling af rummet. Jeg kan ikke afgøre om Kirkeby har haft en fastlagt ramme for skulpturen, men i et materiale fra Stuttgart nævner man (og Kirkeby har klammet det ind), at en skulptur kunne udgøre en signalværdi for bygningen og byrummet og få en yderligere kvalitet til at opstå i forhold til den sammenhæng og ånd, som bygningen indgår i [4].

Med sin størrelse, form og røde farve står skulpturen som en kontrast til delstatspar-lamentets kontorbygning. De udfordrer hinanden, men skulpturen kan også ses som en markering af bygningen. Skulpturen har en ’hat’ som bygningen og står tæt på bygningen, næsten som et haut relief, hvorfor man heller ikke kan undlade at tænke på, om der er en forbindelse imellem dem. Er den en teknisk installation, som har en funktion for bygningen?    

Skulpturen står med bagsiden mod parlamentets kontorbygning og med siden til ’færdselsretningen’ på terrassen. Der ligger en opfordring til at gå om på forsiden, og gør man det, kommer man i et mindre rum, hvor man har en stor bagvæg og er tættere på ’afgrunden’ og livet, der kører forbi på Konrad-Adenauer-Straβe.

Stuttgart og det sociale rum – brugere af parken og institutioner omkring den, folk undervejs til noget og især politikere og embedsmænd i det lokale folkestyre

Den store sociale ramme om skulpturen er byen Stuttgart. Som besøgende fornemmer man umiddelbart karakteren af en stor by med meget trafik, et byrum med store dimensioner og tilstedeværelsen af mange mennesker.  

Man kan beskrive beskuerne til ’Stuttgart’ efter deres placering i det fysiske rum.

På en søndag eftermiddag var der tomt i plateau/terrasserummet og næsten helt stille bortset fra trafikstøjen. Jeg gætter på, at til hverdag færdes her hovedsagelig politikere og embedsmænd samt folk, der skal til møde i kontorbygningen. Måske også personale og studerende ved musikhøjskolen under gennemgang og i fremtiden sikkert personale og brugere til delstatsbiblioteket. Med skulpturens placering må den første gruppe betragtes som de primære beskuere. Det er en gruppe, som kommer her fast, på vej til eller fra kontorbygningen eller under pauser etc. De kan desuden se skulpturen helt eller delvist fra en række af lokalerne. Politikkerne er her som led i et lokalt folkestyre og skal træffe beslutninger, der varetager borgernes ve og vel i bred forstand. Og embedsmændene er her (forhåbentlig) for at hjælpe med denne opgave.

Beskuerne fra gaderummet er ’fjernbeskuere’ til skulpturen og typisk i undervejs til et sted uden for rummet. Selv en søndag eftermiddag i oktober var der stærk biltrafik på Konrad-Adenauer-Straβe. Det giver energi og bevægelse i området som helhed, men også en flygtighed og måske en følelse af utryghed. Jeg tror, at der er en stor gruppe trafikanter, som fast kører forbi skulpturen til/fra arbejde eller uddannelse eller til andre gøremål i regionen. Hvor tydeligt de opfatter skulpturen er uvist, men dens samspil eller modspil med parlamentets kontorbygning skaber en form for forstærkelse af dens tilstedeværelse. Og nogle gange sidder man sikkert i kø på gaden med tid til at fundere mere over Stuttgart. Fodgængerne på gadens østside har i hvert fald denne mulighed, specielt når træerne står nøgne uden blade. En del af de gående er givetvis besøgende til museerne, der kun kommer her én gang eller med mellemrum[5] – og som nok undres over Kirkebys skulptur… eller måske ligefrem finder den lidt uhyggelig med dens placering over gadeniveau og dens højde.

Beskuere af skulpturen fra parkrummet kan være folk, der bruger området som park eller til gennemgang fra byens centrale gågadeområde til institutionerne på terrassen eller til boligområdet bagved. Hertil kommer brugerne af operahuset og de andre bygninger i rummets yderkant. På en varm søndag eftermiddag var der mange mennesker i selve parken. Set i forhold til det begrænsede antal boliger, der er i området, man må formode, at mange brugere kommer fra andre dele af byen. I parkrummet er man på afstand af skulpturens forside, og med blade på træerne man kan man ikke se dens mursøjler specielt tydeligt med mindre man står tæt på Konrad-Adenauer-Straβe. Blandt brugerne er der givetvis en stor gruppe faste brugere uden, at jeg kan give en nærmere beskrivelse. En særlig gruppe er politikere og deres embedsmænd, da delstatsparlamentets plenum ligger i parken lige over for skulpturen. Dens forside er derfor synlig her for denne gruppe. Det kan betyde, at de også ’tænker’ forsiden ind bevidst eller ubevidst, når de er på terrassen eller kontorbygningen med dens bagside. Uanset hvor ’de er’, kan de ikke undgå skulpturen!

Stuttgarts grundplan – et simpelt rektangel…

Skulpturens grundplan er det simplest mulige rektangel uden ud – eller indtræk i murene og næsten kvadratisk. På tegningen er markeret indtrækkene i skulpturens volumen mod øst (bagside) og vest (forside) mellem 2 og 3 m over bunden. 

Grundplan ’Stuttgart’

Stuttgarts bygningskrop, form og udtryk – en høj monolit med smalle mursøjler og spalter  

Stuttgart er i sit udgangspunkt en vertikal skulptur, en høj monolit eller stele. Den stræber op ad, og det underbygges af de høje, smalle søjler på forsiden, men den har også markante vandrette indtræk. Skulpturen ligner en (lidt) deform æske stillet på højkant. Med en højde på over 4 etager er det ikke en skulptur, man overser på stedet. Den virker umiddelbart massiv, men fra nord eller syd kan den også fremstå mere åben og skrøbelig med en høj spalte på over 8 m bag søjlerne – man ser ikke kun skulpturen, man ser i gennem den, foto 7.

Foto 7: ’Stuttgart’ set fra sydvest

På afstand er det umiddelbart højden, de smalle mursøjler og åbningerne, der fanger min opmærksomhed. Og så at den virker ude af proportion til rummets dimensioner og bygninger – der er noget ’brutalt’ og en slags tomhed over den.

Jeg får nogle umiddelbare associationer til tårne, kampaniler, obelisker (uden pyramidespids) eller kolossal skulpturer fra andre tidsperioder. Men den kan også minde om et bygningsværk, der har en eller anden teknisk funktion. På den anden side gentager den de lodrette liner og søjlerne i parlamentets kontorbygning, og dens deformitet punkterer delvist indtrykket af et funktionelt formål. 

Sokkel og materialer
Stuttgart har ikke nogen sokkel eller synligt fundament. Set fra gadeniveau kan man opleve plateauet som en form for fundament. Skulpturen står direkte på terrassens bund af store betonfliser. Flisebunden gør, at skulpturen ikke ser ud som noget, der er vokset op nedefra. Murstenenes farve er mørk rosé og stenene er lagt i et simpelt halvstensforbandt med en lys mørtel.

Skulpturens krop
Skulpturen består af forsiden med mursøjlerne, der vender mod gaden, bagsiden mod kontorbygningen og 2 ens sider mod nordøst og sydvest. På tæt hold kan man se, at skulpturen har en del sprængningsskader.

Forsiden består af 3 dele og ligner næsten en tempelfront. Nederst en blank væg med en højde på 2,25 m. Herfra kommer et indtræk på 2½ murstens dybde svarende til godt 60 cm, hvorpå de 6 mursøjler står. Søjlerne er 1 sten x 1½ sten (ca. 25 x 36 cm) og 8½ m høje. De står med ½ stens (ca. 12 cm) mellemrum til bagvæggen og med 1 sten imellem hinanden. Søjlerne virker som ’rent udtryk’, de skal/kan ikke bære noget og er ’upraktisk’ smalle og høje. Man kan få det indtryk, at de er hugget ud og ikke muret op. Øverst afsluttes forsiden af en blank væg på ca. 2 m i højden, som rager ½ sten udover søjlerne.

Bagsiden har for neden en blank væg, der er 2,80 m høj. Herefter et indtræk på 1½ sten og en blank væg resten af skulpturens højde.

Siderne mod nordøst og sydvest har en asymmetrisk profil med forsidens og bagsidens indtræk i forskellig højde. Mod forsiden står mursøjlen med åbningen som en tynd gennemsigtig stribe og med ’kasketskygge’ over, se foto 7.

Stuttgart – et solur, lys og skygge med stærke kontraster og sorte (malede) ’søjler’

På en solrig efterårsdag med lav sol i sydvest står skulpturen med fine skyggedannelser og lysvirkninger. Skulpturen selv bliver dækket af skygger fra de høje træer langs gaderummet om eftermiddagen og fra parlamentets kontorbygning om formiddagen.  

Med sol i østlige og vestlige retninger kaster skulpturen lange skygger på fliserne og kontorbygningen – næsten som et solur. Afhængig af solens placering er skyggebilledet en mere eller mindre direkte eksakt spejling af skulpturen. Kontorbygningens glasfacade virker også som et spejl og gengiver et tydeligt billede af skulpturen, foto 4.  

De sider, der står i skarpt, direkte sollys, bliver næsten glødende. Hvorimod sider i skygge bliver meget mørke, og hvor skulpturens kanter danner nogle meget skarpe overgange, foto 5. Med skråt lys fra siden står forsidens åbninger med markante sorte lodrette bånd som næsten malede søjler, og hvor mellemrummet mellem søjlerne nærmest forsvinder, foto 8. Der er noget bur over værket herfra, som om noget skal holdes indespærret. Set fra nord – eller sydsiden ser man til gengæld i samme belysning skulpturen stå med en klar blå stribe bag søjlerne, foto 1 eller 7.   

Foto 8: ’Stuttgart’ set fra vest 

Tanker og eftertanker … en tumling, en demokrati denkmal, en kampanile eller en ‘Speer- rest’

Kirkeby har kommenteret Stuttgart i Lars Morell (fodnote 2). Han siger her, at selv om skulpturen står foran den politiske magts centrum i Baden-Württemberg, er den ikke et magtsymbol. Dens kejtethed underminerer det, den er for tumpet, en tumling… Han omtaler den som en skulptur, man ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med. Den har mange umuligheder: højden, de lange søjler, der står frit, ’hatten’ for oven, der går lidt ud over. Og han siger direkte, at ’skulpturen sætter hele tiden spørgsmålstegn ved sig selv’. Det betyder dog ikke, at han ikke har det godt med den ‘store nytteløse klods’, hvis hans udsagn i Efterskrift står til troende [8].

Prosaiske sjæle vil måske se en lighed med en brødrister på højkant eller kølergitteret til en Porsche, vi er i Stuttgart… For mig giver den hævede placering og skulpturens størrelse associationer til tyske ’nationale denkmäler’ (mindesmærker). En ’denkmal’ bruges om en stor (kolossal) skulptur, som opstilles på steder, der ønskes givet et nationalt og historisk budskab, som skulpturen skal underbygge.

Kirkebys ’denkmal’ er ikke en forherligelse af en national helt eller historisk begivenhed. Hvis man skal forbinde den med stedet, tænker jeg på parlamentets tilstedeværelse og dermed demokratiet og på skulpturen som en form for billede på folkestyret, jfr. oplægget fra delstaten. Der bliver (vel) også nogen gange noget ’tumpet’ over demokratiets processer og resultater… I relation hertil forbinder jeg skulpturens forside med en stor mikrofon, så politikerne kan høre, hvad der foregår ude i befolkningen? Eller som folk kan tale i. Men mikrofoner kan også bruges til overvågning.

Skulpturens ’ståen frit’ i forhold til kontorbygningen skaber derudover associationer til en kampanile, et fritstående klokketårn til en kirke. Et klokketårn bruges vel til at kalde folk til samling med et eller andet (kirkeligt) formål, ringe solen ned, men også når der er fare på færde… 

Uanset Kirkebys udsagn om skulpturen og magtsymbolik er det dog svært at slippe associationer til nationalsocialistisk arkitektur og en uhyggelig periode i tysk historie. Lars Morell kalder skulpturen en ultimativ monolit (Kirkebys næstsidste), men også en ’Albert Speer skulptur’ qua dens ligheder med Speers værker[6]. Hertil kommer, at skulpturens store parkrum og nære rum med den ophøjede terrasse kan give billeder af en balkon eller en tribune, hvorfra en diktator (Fører) modtager folkets hyldest eller inspicerer marcherende soldater og kampvogne, raketter osv.

Konkret kan skulpturen give associationer til det øverste af Werner March’s og Speers ‘Glockenturm’ til Berlins olympiske stadium [7], som også har en række smalle søjler indbygget i tårnet (som dog er 75 m højt). Derudover står dette tårn på en tribune i lighed med Stuttgart med skrå mure. Glockenturm blev også kaldt for ’Führerturm’, da der ved tårnets fod var en ’Führerstand’, hvorfra Hitler hilste masserne. Et tårn, der står på denne måde, samler opmærksomheden i rummet og en person, der står ved dets fod, vil på en måde blive ’forlænget’ mod himlen eller ses som modtager af budskaber fra oven…

Men Stuttgart er dog ikke en parafrase af Speers værk. Den kan ses som en rest eller en ruin fra Glockenturm og dermed også som et minde om en periode, som er slut, og som man har lagt bag sig, men ikke skal glemme. En anden slags ‘Denkmal’.

Torsten Karlsson, november 2018, juli 2021 og marts 2022

Praktisk: Adresse: Konrad-Adenauer-Straβe
Parkering: under Staatsgalerie eller gaderne bagved
Offentlig transport: ½ km fra Hbf Stuttgart
Adgang: gratis

Fodnoter:

[1] Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeignis, Kunsthaus Bregenz 1997. [2] Lars Morell: Per Kirkeby, Bygningskunst. Aristo 1996.
[3] Set i Ane Hejlskov Larsen: Per Kirkeby, Malerier 1978 – 1989, Systime, 2015.
[4] Materiale i Kirkeby Arkivet, Museum Jorn. Min tolkning af teksten.
[5] Staatsgalerie kan anbefales. Det har en interessant fast samling med stor brede også af nyere, international kunst.
[6] Samtale med Lars d. 1. oktober 2018
[7] Kilde: https//de.wikipedia.org/wiki/Glockenturm_Berlin
[8] Per Kirkeby: Efterskrift. Borgens Forlag, 1988, afsnit XIV.