WANÅS (1994) – Skåne

Pavillonen, kirkekoret eller inde i sit selv

Note om bygningsskulptur af Per Kirkeby i Wanås Skulpturpark, Knislinge, Skåne
 

Kort om skulpturen

I Wanås Skulpturpark[1] står en rød bygningsskulptur af Per Kirkeby. Skulpturen indgår sammen med godt 60 andre skulpturer i en fast, udendørs udstilling, hvor skulpturerne er placeret på forskellige pladser i en stor park. I midten af parken ligger Wanås Slot omgivet af en bred voldgrav. Det meste af parken er åben løvskov. 

Kirkebys skulptur er placeret i parkens østlige del i en lysning i skoven, der hænger sammen med slottet. Skulpturen er forholdsvis stor med en længde på 10 m, en bredde på 5 m og en højde på næsten 7 m. Den ligner umiddelbart en bygning med sine buede, lukkede sidemure og transparente endevægge. Med sin form og mursten som materiale adskiller den sig i øvrigt markant fra de øvrige skulpturer i parken.

Kirkeby har kaldt sin skulptur for ’Wanås’ som stedet og slottet. Man kan se (skimte) slottet fra skulpturen og omvendt. Jeg fik en umiddelbar tanke om, at skulpturen var et alternativt slot eller en del af slottet, dets have-/lysthus. Har Kirkeby tænkt, at ethvert slot har et lysthus i haven…? En anden mulighed er, at Kirkeby med titlen vil signalere, at skulpturen er et symbol på selve skulpturparken som en mulighed for en oplevelse og for at gøre sig tanker…? Hvad jeg oplever, at i hvert fald Kirkebys skulptur gør.

Foto 1: ’Wanås’ set fra sydvest

Foto 2: ’Wanås’ set fra nordvest


’Wanås’ og det sociale rum – kunstgæster, faste beboere og personale og konkurrence

Wanås ligger i det nordlige Skåne, tæt på Småland, mellem Hässleholm og Kristianstad i et landbrugs- og skovområde. Det er et sted, man kører til/efter – man kommer ikke ’bare forbi’. Jeg har ikke nogen fornemmelse af, om man i Sverige forbinder noget specielt med området. I danske turistbrochurer skriver man om områdets betydning i de dansk-svenske krige i det 17. århundrede og snaphanerne…

De konkrete brugere af skulpturparken og dermed Kirkebys skulptur opfatter jeg som ’kunstbesøgende’ og som slottets medarbejdere/beboere. Man betaler for at komme ind i parken, og de besøgende har vel qua villigheden til at betale en interesse i kunst og kulturoplevelser. Og sikkert ikke alene på grund af Kirkebys skulptur, der er andre skulpturer og andre tilbud om kunst og kultur på området.

På en solrig sommerdag var gæsterne i parken ægtepar uden børn og bedsteforældre med større børnebørn…, men også børnefamilier brugte området. Jeg gætter på, at der er ’faste’ brugere, der ser og bruger parken med jævne mellemrum, måske i forhold til hvilke særudstillinger der er.

Kirkebys Wanås ligger, så man ikke kan undgå at se den, hvis man følger den sti, den ligger nærmest. Men der er flere stier gennem parken, og Kirkeby har ikke automatisk beskuere til sin skulptur. Den vejledning, som udleveres til gæster, indeholder ikke en visuel præsentation af de enkelte skulpturer, der kan bruges som grundlag for at vælge til/fra blandt skulpturerne.

’Wanås’ og det fysiske rum – kilen i skoven, spidsen og forbindelsen til slottet

Skulpturparken er en del af ’større rum’, der udgøres af Wanås Slot (et hvidkalket firlænget slot i 2 stokværk), nogle tidligere avlsbygninger, som nu bruges til udstillinger m.v. og selve parken/skoven, som er bevokset med primært løvtræer.

Jeg oplever ikke, at der er en fælles overskrift på parkens værker eller nogen synergi imellem dem. De er fælles om at være ikke-naturalistiske, men der er forskelle i materialer og formsprog, og nogle skulpturer tenderer underholdning efter min opfattelse.

Det nære rum for skulpturen udgøres af en åben plads, en lysning i form af en lang, smal kile eller trekant ind i skoven fra slottet, se kortudsnittet. Skulpturen ligger ud mod en sti, som drejer forbi den og fortsætter videre ind i skoven til andre skulpturer. Lysningen og Wanås dukker pludselig op, uanset hvilken retning man kommer fra ad stien.

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Lysningens ’gulv’ består af græs, der er klippet kort omkring selve skulpturen. Siderne i kilen udgøres af høje løvtræer (noget højere end skulpturen), så Wanås er den lille her… Afstanden til træerne og skoven er ca. 15-20 m.

Skulpturen ligger tæt på kilens spids. Man kan føle sig fanget i spidsen, trængt op i en krog, som er svær at undslippe (som verden, livet?).  Spidsen ender desuden i en kort, stejl skråning mod et vådt område i skoven. Man kan få fornemmelsen af, udover at være fanget i spidsen, at man kan risikere at falde ned i en form for hul, til noget ukendt, et helvede …?  

I den brede ende er kilen åben mod slottet og voldgraven omkring slottet. Området er bevokset med selvsåede træer, så man kun kan se det øverste af slottet. I 1994 da skulpturen blev opført kunne man tydeligt se skulpturen fra slottet og omvendt[2]… og holde øje med hinanden?

Kirkeby siger selv[3], at selvom skulpturen står i natur, markerer den noget, som er menneskeskabt. Jeg oplever Wanås som en skulptur, der skabt af mennesker i en menneskebehandlet natur. Jeg får et billede af de første menneskers rydning af skov, lysningen er ikke noget, naturen har dannet. Kilen er på en måde et øksehug i skoven. Der er noget brutalt over dens indgreb… men også en oplevelse af, at menneskets indgreb skaber en plads med frodigt græs, lys, varme og luft, en ’idyl’. At kilen får skoven til at fremstå som lysningens modsætning med sine visne blade, bar jord, mørke, skygger og kølighed under bøgetræerne.

På en måde forener skulpturen skoven og lysningen med sine lukkede sider og transparente endemure. Men jeg har ikke oplevelsen af, at skulpturen og rummet er ’én skulptur’, eller at skulpturen er et forvarsel, en vogter eller passage til noget ’naturnatur’. Skulpturens indre rum fylder mest i min oplevelse. Her kan man opholde sig afskærmet, men alligevel med ud- /indsigt til/fra omverdenen udenfor.

Jeg tror, at de fleste gæster bliver tilskyndet til at gå ind i, gennem og rundt om skulpturen (i hvert fald ad en af siderne). De åbne ender, lyset og det indre rums ’bænke’ vækker nysgerrighed. Og rigtig mange har syntes, at de skulle ridse deres navne i murstenene…

’Wanås’ grundplan – en nød, en båd, en ark…

Skulpturens overordnede form er forholdsvis simpel: to aflange, konkave mure, som er forbundet i enderne af to lige ’søjlemure’, se tegningen over grundplanen. Skulpturen ligger, så vidt jeg kan vurdere, i længderetningen øst – vest som en landsbykirke.

Grundplan ‘Wanås’

I de konkave mures ydervægge er der fire dybe, smalle spalter eller ‘modrelieffer’. Mønstret med mur – spalte – mur –osv. danner en form for buet ’mæanderforløb’. Den buede form gav udfordringer i forhold til murstenenes længde, kan man læse på Kirkebys korrespondance med den tilknyttede ingeniør [4]. Søjlemurene består af to smalle murpiller, der skaber tre lige store åbninger/ ’døre’ ind til skulpturens indre rum, se også foto 1 og 2.

I det indre rum har de konkave mure et påhæng/udtræk i form af en mur på to murstens bredde i det meste af rummets længde. I muren er lavet søjler (lisener) med nicher imellem fra en afstand på ca. 50 cm fra jorden til murens afslutning mod himlen. De indvendige søjlers placering modsvarer placeringen af spalterne på den udvendige side. En form for modreaktion?

Grundplanen kan ligne en nød, et agern – hvad skal modnes, spire? Eller måske et skib, en redningsbåd, en ark… Hvor skal den føre os hen? Hvad skal den sejle med? Hvad skal den redde os fra?

Skulpturens grundplan, dimensioner og placering i f t stien betyder, at man fra nogle vinkler kan se personer opholde sig i skulpturen og forsvinde fra andre vinkler. Man kan gemme sig i skulpturen … For gæster, som er på vej mod skulpturen, opbygger det en slags forventning/nysgerrighed om, ’hvad der foregår’ inde i skulpturen.

Wanås bygningskrop  

Wanås er en forholdsvis stor skulptur, men ser ikke stor ud på grund af de højere træer omkring den.Skulpturen virker ’færdig’, ikke som en ruin – den hviler på stedet. Nogle mennesker vil måske få associationer til en moderne kirke eller til et mausoleum (for slægten på slottet?). Der er en egen ro over den ’rundede’ skulptur, der kan virke blød, som en kontrast til kilens ’hug’ ind i naturen.

Skulpturen har ikke noget fundament. Den rejser sig fra et underlag af skærver, som også udgør gulvet i det indre rum. Vægten i skulpturen, oplever jeg, ligger i de lange, høje konkave mure. De giver skulpturen en form for vandret stræben efter at lukke sig om sig selv… der er ikke noget katedral i skulpturen.

De konkave mures ydervægge virker – når man står tæt på – som meget høje, og de rejser sig som klippevægge i rummet. De har (lukkede) spalter, men ingen døre eller vinduer, man kan ikke se ind, ud eller over. De beskytter og lukker ude på samme tid. Er Wanås et fængsel, står vi ved en ringmur?

Den konkave form og spalterne kan også opleves som et udtryk for, at Wanås udvikler sig, bliver større eller skrumper, at den ikke er færdig med at blive skulptur …?  Man kan se spalterne som et budskab om, at når noget udvikler sig – eller hvis det vil udvikle sig – opstår der sprækker, sår, åbninger… med risiko for at sprænges?

Udtrækket i de konkave mures indervægge har fire søjler (lisener) og tre nicher imellem dem. De starter fra den gennemgående mur i bunden til væggens afslutning øverst. Søjler og nicher er knap 1 m brede og ½ m dybe, og det er som om, at Kirkeby vil have os til at sidde i dem.

Foto 3: ’Wanås’ indre side mod nord

Søjlemurenes søjler er knap 40 cm brede og bygget sammen for oven med to murstensbuer, så der bliver en høj ’døråbning’ på ca. 3½ m mod gulvet og en mindre ’vinduesåbning’ mod loftet. ’Dørene’ er åbne, der er fri adgang, man behøver ikke en nøgle for at komme ind, men man skal vælge, hvilken af de tre døre man vil ind af… Set indefra kan man opleve søjlemurene som gitre. Hvem eller hvad skal holdes fanget eller holdes ude her?

Søjlerne kan også ligne en form for dobbeltkors. De buede overliggere er med til at understrege indtrykket af noget kirkerelateret, dørene løfter sig… Samme oplevelse har man, når man ser skulpturen fra bunden af skråningen ved kilens spids.

De åbne søjlemure betyder, at man kan se direkte gennem skulpturen, når man ser vinkelret på murene. Jeg får ikke en tunnel- eller passageoplevelse. Det er som om, at skulpturen samler og lukker sig om det indre rum. Tilsvarende gælder, når man ser mod søjlemurene i skæve vinkler. 

Der er ikke noget tag over skulpturen. Her er ikke beskyttelse mod noget fra oven, eller omvendt, at der er fri adgang til noget fra oven.

Rummets form og højde og det åbne loft gør, at man kan føle sig lille, når man sidder i nicherne – som til eksamen. Det er som om, at man kan gemme sig, men alligevel ikke.

Lys og skygge i Wanås – spotlight, skyggefigurer

En sommerdag med høj sol fra syd er en række ’lys – skygge effekter’ meget tydelige.

Skulpturen danner selv en skygge på det omkringliggende græs, men ikke på en måde, så man oplever skyggen som en dobbeltskulptur. Mest markant er søjlemurenes skygger, der mest ligner et gitter og forstærker et indtryk af, at man holdes ’fanget’ i skulpturens rum, når man befinder sig her.

Skulpturens rum har et særligt lys. Det er ikke en lavloftet dagligstue, man befinder sig i. Det manglende tag, de åbne endemure og belægningen med skærver giver solen mulighed for at skabe et kraftigt lys i rummet. Det er næsten som om, man bliver spotlightet i midten af rummet. Her har solen magten, og man undslipper den ikke.

På skulpturens indvendige mure danner solen hårdt og skarpt lys på de direkte belyste vægge og et blødt og dæmpet lys på skyggesiderne. I de smalle nicher danner lisenerne en kantet skygge, som forandrer sig i løbet af dagen. Og man kan sidde i skyggen eller i solen her…

I de konkave mures udvendige, smalle, men dybe spalter forsvinder sollyset, så der bliver mørkt i spalterne og murene kommer til at stå med sorte, lodrette striber i solsiden. Man kan få associationer til en fjeldside med dybe sprækker, der kun får lys én gang i døgnet, og hvor der ikke vokser noget, en form for ar på fjeldet. Men spalterne kan også give et indtryk af, at den konkave mur ikke er én mur, men fem skaller, der er sat sammen.

Tanker og eftertanker – pavillonen, det rituelle rum og det indre selv

Jeg oplever, at Wanås efterlader mange aftryk. Mine tanker kredser om de modsætninger, som jeg oplever omkring skulpturen. Modsætningerne mellem lysningen og skoven, mellem det menneskeskabte og naturen, mellem det massive i forhold til det transparente og mellem lys og skygge. Og de kredser om skulpturens plan, form og dens særlige indre rum.

Jeg tænker på mæanderforløbet, som findes i én form på de konkave mures yderside (dybe, smalle spalter) og i en anden form på skulpturens inderside (brede nicher). Mæanderen kan tolkes som et billede på livets evige vekslen mellem store og små op/nedture eller dets ’lige forløb og skarpe hjørner’.  

Tre eftertanker skal uddybes yderligere under ’overskrifterne’: lysthuset, det rituelle rum og det indre selv.

Jeg kan ikke slippe et (simpelt) billedet af Wanås som et lysthus, en pavillon eller slottets gloriette. Som de mere berømte glorietter har den jo åbne endesider. I modsætning til slottet ligger det tæt på eller i naturen. Det har ikke slottets beskyttende voldgrave, man kan gå lige ind, men man kan også gemme sig her.

Der er noget med ’hemmeligheder’ ved pavilloner i slotsparker…  og man ved det på slottet, man kan se lysthuset fra slottet. Det er ikke kun for at prale, man har en gloriette. Det er stedet, man kan trække sig tilbage til, når man vil på afstand af eller være fri for det, der foregår i hverdagens ’verden’. Det er stedet, hvor de unge elskende mødes eller greven/grevinden mødes med sin elskerinde/ elsker. Det er her, hvor de sammensvorne sætter hinanden stævne osv… Det er muligvis mig, der har læst for mange franske historiske romaner! Vivant Denon har ikke levet forgæves.

Wanås som en rituel bygning. Specielt skulpturens indre rum leder tanken hen på rituelle rum som i f.eks. kirker, klostre, (sol)templer, mausoleer …  Og der er frit udsyn til Himlen og noget højere i Wanås.

Det indre rum kan give mig tanker om koret i en kirke. Søljemuren kan ses som et alter med sine kors og i den anden ende som et korgitter mod kirkens skib. Nicherne i rummet som korets bænke. Som igen skaber tanker om et bryllup, hvem skal føres sammen, forenes i Wanås? Skulpturparken har forsøgt at forene natur og kultur, men for den enkelte gæst kan det vel være situationsbestemt, hvad man skal have ’forenet’.

Jeg får også associationer til klostrenes kapitelsale, hvor munkene sidder langs væggen til bøn, læsning, oplæsning og bekendelse af synder mv. Er vi alle i livet en slags munke/ nonner? Apropos, at nogle munkeordner i den indre indretning af deres klostre stræbte efter en slags overjordisk enkelhed, der kun byggede på lys og skygge som ’udsmykning’… som Wanås?

En tredje tanke er oplevelsen af at være i sit eget indre rum.  Når man befinder sig i Wanås, kan man få en følelse af at forsvinde i en anden verden, at komme i et indre rum, at være i sig selv eller sit selv. De massive, buede mure og de transparente endevægge kan give mig en følelse af at være tilstede som noget immaterielt eller i en slags fostertilstand. I Wanås nøddeform skal noget udvikles eller udvikle sig til noget… Men der er også en følelse af fortabthed. Man fylder ikke meget i Wanås rum, når man sidder i én af nicherne. Og man er heller ikke alene her. De tomme nicher er ikke tomme, men fyldt med lys/skyggeeffekter, som om der er en slags ’ånd’ tilstede i rummet. En påmindelse om, at naturen altid er tilstede? Eller hvor små vi er som mennesker i den store sammenhæng?

Musik – Ligeti: Atmosphères, at være i en anden verden eller i en femte dimension

Jeg tror ikke, at jeg vil bruge Wanås som omslag til en CD med Ligetis ’Atmosphères’. Men oplevelsen af at komme i ’et andet rum’ og stemningen af at forsvinde ind i sig selv giver mig associationer til Ligetis ’Atmosphères’.

’Atmosphères’ er uden traditionel melodi, rytme og harmoni og med tætte passager med kontrapunktform. Jeg oplever den som musik fra en immateriel, anden dimension med sine ’musikflader’, der flyder rundt som lydtåger i et slags kæmperum. Lyde, som er berøvet et tidsforløb, som nogle gange er tæt på, andre gange langt væk, nogle gang smertende, andre gange afslappende. I bevægelse og ubevægelig på samme tid.

Torsten Karlsson, august 2014 og oktober 2020

Praktiske oplysninger

Adresse: Wanås Slot, 289 21Knislinge, Skåne
Parkering: offentlig parkeringsplads ved parken
Adgang: fra parkeringspladsen. Der opkræves entré

Musikhenvisning

Ligety: Atmospherès, DG 2012 med Wiener Philharmonikerne, Claudio Abbado. Tilgængelig på Spotify.
Youtube: Mange indspilninger, nogle ledsaget af billeder fra ’rumrejser’

Fodnoter:

[1] Det officielle navn er Wanås Konst i dag.
[2] Lars Morell: Per Kirkeby, Bygningskunst, Aristo, 1996.
[3] Se note 2
[4] Materiale i Kirkebys arkiv, Museum Jorn.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: