Villa Medicis have i Rotterdam, en grotte, et tårn eller et låg over noget
Note om bygningsskulptur af Per Kirkeby ved Museum Boijmans Van Beuningen, Rotterdam
Kort om skulpturen
I skulpturhaven til Museum Boijmans Van Beuningen i Rotterdam står en Per Kirkeby bygningsskulptur i mørke, brunrøde mursten. Skulpturen er fra 1987 og er ’uden titel’. Jeg bruger bynavnet, som værkfortegnelsen gør (og ikke museets navn)[1].
Museets skulpturhave ligger på bagsiden af museet og grænser op til en større, offentlig parkområde. Det er en lille have, og antallet af skulpturer er også begrænset. Haven er indkredset af museet og brede kanaler og er åben udadtil på 2 sider. Kirkebys skulptur ligger i et hjørne for sig selv. Den kan beskues af museets besøgende, men også på afstand af brugerne af parken op til skulpturhaven.
Rotterdam er en horisontal skulptur, der måler 3,70 m gange 3,70 m og 1,50 m i højden. Den består af 3 dele. En bund i form af en kvadratisk ’kasse’ uden hjørner – en form for græsk kors – 4 hjørnesøjler og 4 kraftige halvbuer anbragt ovenpå bunden, hvor de danner et kvadrat med et åbent rum i midten. Hver for sig er delenes udtryk ’rene’, sat sammen virker de uproportionale, og deres udtryk bliver gådefuldt uden umiddelbare bygningsmæssige paralleller.
Der er stor forskel på at se skulpturen udefra og fra rummet i dens midte. At kravle gennem en af buerne er som at kravle ind gennem hullet til en grotte eller hule. Men at stå i det indre rum giver også en fornemmelse af at være i et lavt ’borgtårn’.
Mange vil måske se Rotterdam som grænsende til grim. Og den har i hvert fald en indbygget modstand mod nemme fortolkninger. Mine tanker og eftertanker kommer vidt omkring, fra Villa Medici (Velásquez’ maleri var en inspiration for Kirkeby), til grotter og tårne og de uforenelige dele som noget eksistentielt. Men også at den kan være et låg med håndtag over noget, der skal holdes på plads på en blød undergrund…
Foto 1: ‘Rotterdam’ set fra nordvest
Skulpturen og det fysiske rum – skulpturhaven og parkområdet, en kasse og et ’glemt’ hjørne med Rotterdam
Rotterdam ligger i den sydlige del af Holland. I byområdet bor omkring 1,2 millioner mennesker Jeg gætter på, at de fleste ikke-hollændere kender byen som en stor havneby (Europas største) og måske også for tyskernes udbombning under den Anden Verdenskrig. Museum Boijmans Van Beuningen ligger cirka 1,5 km fra Hovedbanegården i tilknytning til et større parkområde, hvor der er placeret flere andre museer. Skulpturhaven ligger på museets bagside i forbindelse med parkområdet.
Selve museet er en stor, to etages bygning i brunrøde mursten med flere fløje og et lavt, valmet tag. Dets linjer er enkle, og udefra virker bygningen klassisk, monumental og harmonisk. Kirkeby betegner den selv som en ’vidunderlig bygning’[2].
Det rum, hvori Rotterdam er synlig, består dels af museets skulpturhave og dels af den nordlige del af parkområdet, se det indrammede areal i kortudsnittet. Rummets to dele er adskilt af en kanal imellem dem, i alt er det omkring 100 gange 150 meter (skønner jeg)[3]. Det er et rum, der opleves både som grønt og frodigt, men også med meget vand (og spejlinger) og med ’højt til loftet’.
Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne
Rummets nordlige side dannes af museets bygning med de to fløje ud i haven. Den vestlige fløj er en café med store panoramavinduer, foto 2. Mod øst afgrænser en kanal rummet, og en række popler og piletræer på den anden side af kanalen danner en slags sidevæg, foto 3.
Foto 2: ‘Rotterdam’ set fra sydøst med cafeen i baggrunden
Foto 3: Rotterdam set fra sydvest
Den sydlige ende er åben og på den anden side af kanalen er en halvcirkel formet udposning af kanalen, foto 4. Her er høje, parallelle hække og alléer med træer, som tager udsynet til skulpturen undtagen i den øverste del af området. Mod vest danner en høj hæk rummets side i selve skulpturhaven, mens der er åbent på den anden side af kanalen. På afstand ligger et sygehus, hvor man givetvis også har udsigt til museets have fra de øverste etager.
Foto 4: ‘Rotterdam set fra øst
Bunden i selve skulpturhaven er som udgangspunkt flad, men er opdelt i forskellige niveauer adskilt af svage skråninger på knap 1 meters højde. Bunden er svagt faldende mod kanalerne. Bunden består af et stisystem, græsplæner, et bassin med springvand, blomsterbede og spredte skulpturer. Der er rester af gamle, naturalistiske skulpturer og nonfigurative (moderne) skulpturer med Claes Oldenburgs ’Skruebue’ som den mest markante og placeret ud for cafeens vinduer mod syd. Jeg fornemmer ikke, at der fra museets side er tilstræbt en særlig sammenhæng i valget af skulpturerne.
Der er en særlig ubalance i rummet med de åbne sider mod vest og syd – som om rummet opløses – og med de lukkede, høje sider mod nord og øst og det smalle rum langs museets fløj. Man kan få association til at være i et hjørne af en stor kasse.
Udover at vise skulpturer ser jeg skulpturhavens funktion som at give mulighed for at trække frisk luft under eller efter et besøg på museet. Haven er anlagt og specielt kanalerne/vandanlæggene signalerer en kultivering af natur, en menneskelig overtagelse, skabelse af orden og beherskelse af omgivelserne. Fra museet fremstår skulpturhaven med gennemgående linjer mod sydøst som hænger sammen med anlægget på den anden side af den tværgående kanal. Set fra skulpturens placering virker haven mere uoverskuelig med forskelle i bygningsfremspring, skråninger på tværs, høje hække, der spærrer for udsynet m.v.
Rotterdam står i skulpturhavens sydøstlige hjørne 20 meter fra museet uden for havens hovedakse. Der er adgang til skulpturen fra nord af en bred trappe i mursten med 2 lave mure i siderne. En ikke særlig velholdt asfalteret sti fører til skulpturen, foto 5. I skulpturens nære rum er der mod øst et aflukke til kompost ud mod kanalen og poppeltræerne, mod syd ligger den tværgående kanal i cirka 4 meters afstand fra skulpturen og mod nord en græsklædt skråning op til museets sydfløj. Den lavere placering betyder, at kommer man fra nord, skjuler skråningen skulpturens nederste del, så tøndehvælvene står lidt ’svævende’.
Foto 5: ‘Rotterdam’ set fra vest
Selve skulpturhaven er ikke uhyggelig, men der er en vis melankoli ved skulpturens nære rum. Kirkebys skulptur er ikke gemt væk, man kan se den fra cafeen og mange af museets lokaler, og i modsætning til Oldenburgs skulptur kan den ikke ’gennemskues’ på afstand. Men den ligger lidt som i det glemte hjørne, det hjørne, hvor ingen (ellers) kommer. Og det er et sted, hvor man kan få en fornemmelse af at være fanget i et aflukke og ikke kan komme længere. Der er også en fare for at falde i vandet her… Men også en mulighed for at være i skjul og beskyttet af, at andre ikke kan komme ind og dermed opleve en anden form for frihed… i selskab med skulpturen.
Selvom Rotterdam ikke er stor i forhold til hele rummet, omskriver den det på forskellige måder. Lavpraktisk skaber den et lille aflukke mod hjørnet, hvor kanalerne mødes. Og skulpturen udgør en stor havebænk med mulighed for udsigt i 4 forskellige retninger i fred for ’hovedtrafikken’ rundt om bassinet foran cafeen. Skulpturen har mursten til fælles med museet, men dens udtryk lægger sig mere op ad trappen ned til skulpturen ved murstenenes farve, størrelse og trappens murede sider. De sidste er skulpturelle i sig selv, uden en egentlig funktion og uden at danne et ’helt rum’. Skulpturen og murene virker begge ufærdige eller som ruiner, de mangler noget. Trappens referencer om op/ned til noget overføres til skulpturen. En anden form for slægtskab kan måske tænkes til de opstillede rester af nogle gamle skulpturer, noget fra en anden tid, der er gået i stykker, men som man gerne vil bevare? Eller et budskab om at også kunst kan forgå?
Skulpturen og det sociale rum – museumsgæster med ’kunst i hovedet’ og parkens brugere
Den ’sociale ramme’ om skulpturen er Museum Boijmans Van Beuningen som institution. Museet rummer en ypperlig samling af nogle af verdenskunstens mesterværker fra næsten alle perioder. Hertil kommer museets særudstillinger, som virker til at være på et højt niveau med både gamle mestre og moderne kunst.
De potentielle beskuere til skulpturen omfatter primært museumsgæsterne og gæsterne i parken mod syd, men også museets personale og brugerne af P-pladsen mod øst er en del af skulpturens brugere. Jeg koncentrerer mig om de to førstnævnte grupper i det følgende.
Jeg gætter på, at de besøgende på Boijmans Van Beuningen er dels lokale, faste brugere som kommer her med jævne mellemrum – måske afhængig af de konkrete særudstillinger – dels ’kunstturister’ som er her på grund af samlingen (nok ikke skulpturhaven). På dagen for mit besøg dominerede den ældre aldersgruppe (ikke uventet), men jeg kan ikke vurdere fordelingen mellem lokale og ikke-lokale besøgende.
Som besøgende er man beskuer til skulpturhaven og Kirkebys skulptur fra en del af udstillingsrummene og fra cafeen. Og selvom man ikke er i berøringsafstand til skulpturen, tror jeg, at dens specielle form og udtryk gør, at den bliver bemærket.
På en hverdag i juni var der ikke mange, der gik ud i haven. Jeg gætter på, at museumsgæsterne primært bruger haven og dermed skulpturerne efter et besøg i museet. Det vil sige efter, at man har kunst i ’hovedet’, og måske har fået nogle nye indtryk eller forståelser. Nogle gæster kommer her med skulpturerne som mål, andre går sikkert kun i skulpturhaven for at få frisk luft eller ryge.
Kirkebys skulptur er i konkurrence med stedets andre skulpturer, og den står ikke som den første skulptur, når man kommer fra museet. Men haven er ikke stor, og det er næsten umuligt ikke at blive beskuer til skulpturen på forholdsvis kort afstand. Når man bevæger sig rundt i haven, kan man også se den fra forskellige vinkler. At mærke den kræver dog, at man bevæger sig ud af komfortzonen omkring museet og ned ad trappen til dens ’kamphjørne’.
Gæster i parken sydøst for skulpturhaven kan se skulpturen, når de befinder sig i parkens nordlige ende. Ved mit besøg var der både grupper og enkeltpersoner. Jeg gætter på, at der er tale om beboere og folk, der arbejder i området op til parken, eller er gæster fra andre museer under gennemgang. Begge grupper kan komme her for at få frisk luft, ryge eller nyde haven og blandt de mere faste brugere måske også nogle for at se skulpturer med de refleksioner, det kan afstedkomme. Der er bænke mod museet og der var folk som benyttede dem, foto 4.
Skulpturens grundplan – et kvadrat med indtrukne hjørner eller et græsk kors
Skulpturens grundplan kan beskrives som et kvadrat, hvor man har skåret en vinkel af hvert hjørne, så der dannes et indtrukket hjørne. Man kan også se grundplanen som et slags græsk kors med fire lige lange (tykke) arme. Skulpturen måler knap 4 meter på hvert led, og ’afskæringerne’ i hjørnerne er på knap 1 meter.
Man kan beskrive grundplanen som en mæander i en sluttet kreds, men den øvrige del af skulpturen modarbejder mæander oplevelsen, og når man står tæt på skulpturen, er fornemmelsen af korsformen meget stærkere.
Grundplan ’Rotterdam’ (med halvbuer skraveret)
Skulpturens bygningskrop, form og udtryk – en mystisk sammensætning af en flad kasse, halve søjler og store rundbuer om et tomt rum
Skulpturen er stor som skulptur betragtet, dog ikke i forhold til museet, eller når man ser den på afstand. Den er proportioneret, så den ikke får karakter af en bygning og har sin egen monumentalitet gennem gentagelsen af nogle enkle elementer i en simpel struktur. Den er på en måde nem at overskue, men svær at gennemskue…
Det er en horisontal skulptur, der er dobbelt så bred, som den er høj, og den virker tung, ikke som noget, man kan flytte med. Man kan se over den, den spærrer ikke for udsigten i haven, men forsøger måske nærmere at fastholde beskuerens blik.
På afstand er det umiddelbart de store buer, deres ’gentagelse’ og opstilling, der fanger mig. På nært hold bliver man mere optaget af det rum, som de danner i midten. Rummet er på en måde både utilgængeligt og fuldt gennemskuelig – og der er ikke noget inventar.
Skulpturen står ikke på en sokkel og har ikke noget synligt fundament, den står direkte på stiens mørke asfalt. Denne bund og skulpturens store, lave kasse mod bunden gør, at jeg ikke oplever den som noget, der er vokset op af jorden, eller som et geologisk lag, der er skudt op ved en hævning af undergrunden… Selvom man ikke kan afvise, at der er liv under overfladen, som måske giver næring til buernes bevægelse (’svup, svup’, som Kirkeby siger, se note 2).
Murstenene er brune med rødlige og violette nuancer. De er lidt mindre end dansk standard og lagt i et simpelt halvstensforbandt med en lys mørtel. Herved adskiller skulpturen sig fra museet, der er bygget i sten af forskellig højde og et forbandt med et særligt mønster.
Jeg ser skulpturens krop som sammensat af tre grundelementer: halvbuerne, ’kassen’ og hjørnesøjlerne, som danner fæste for buerne. Elementerne er sat sammen til en symmetrisk skulptur, der spejler sig om skulpturens midte. Det giver skulpturen en egen indre styrke – den holder sammen på sig selv… grundelementerne danner samtidig en øvre og nedre del eller sagt på anden måde: en jordnær, hvor tingene har fodfæste og en højere liggende, hvor der både er transparens og bevægelse (der er noget ’bølge’ over buerne).
’Kassen’ er syv sten høj svarende til godt 40 cm. ’Kassens’ vandrette flade er muret i en spiral, som starter i midten. Mønstret kan give associationer til et eller andet kultisk formål, når man står i midten af skulpturen.
Foto 6: ‘Kassens’ spiralmønster
Hjørnesøjlerne er knap 70 cm høje og godt 50 cm bredde. De er bygget sammen med kassen og fungerer som en del af buernes fødder, men er adskilt fra disse for oven med en smal spalte. Det får dem til at virke som om, de skulle have været højere, og de er med til at ’komplicere’ skulpturens udtryk.
Halvbuerne er bygget med 4 kopper på højkant (murstenens korte side). De 4 sten giver buen en højde på godt 40 cm, og den har en bredde på det samme mål. Buerne er flade, der er ingen arkivolter, som suger beskueren ind [4]. Buen har et frit spænd på 70 cm, så man kan kravle under den ind på midten af kassen.
Både på afstand og tæt hold virker buerne som overdimensionerede i forhold til åbningens bredde på knap 1,20 m. Der er en dynamik i dem i modsætning til kassens fasthed. Det er som om, de er skabt til noget større … Og der er noget næsten muskuløst over dem.
De 4 buer opleves som noget, der danner en gruppe. De deler støttepiller parvis og er sat op på tværs af hinanden, så de danner et indre rum på kassens overflade, men de danner også en form for mønster med hinanden og forstærker skulpturens kvadratiske udtryk.
Der er stor forskel på at se skulpturen udefra og fra det indre rum mellem buerne. At kravle gennem en af buerne er som at kravle ind gennem hullet til en grotte eller hule. Men at stå i det indre rum giver mig også en fornemmelse af at stå på toppen af et lavt ’borgtårn’ eller en boksering. Fornemmelsen af ’borg’ underbygges måske af kanalerne, der kan give associationer til en slags voldgrave. Rummet er åbent mod himlen, men skulpturens lave højde giver ikke en følelse af kontakt med det uendelige…
Halvbuerne skaber et billede af porte eller indgange. Man kan også få en association til, at de har været dybere og sammenbygget til et krydshvælv over rummet. Og de kan give et romansk udtryk af kirker eller kælder under store bygninger… eller associationer om hestesko, håndtag til noget man kan løfte i, buer under en bro, åbninger til ovne etc.
Der er en pudsig tunnelvirkning, når man kikker vinkelret gennem dem, foto 7. I andre vinkler lukker de for hinanden og danner et mere lukket og ugennemskueligt rum i skulpturens midte, foto 1 eller 3.
Foto 7: ‘Rotterdam’ set fra syd
Man kan sidde på skulpturen, selvom den har en ubekvem rygstøtte.
Skulpturens samlede udtryk er svær at beskrive i ’bygningstermer’ eller omsætte i paralleller til andre former for bygningsværker. Det er hverken en uhyggelig eller idyllisk skulptur, den er snarere ’underlig’. Dens elementer er hver for sig simple, men sat sammen i et rumligt arrangement skaber de en ’underliggørelse’ og et gådefuldt univers. Og der er en spænding mellem kassen og buerne, og mellem lukkethed og transparens, som skaber følelse af usikkerhed og uro.
Skulpturen – lys og skygge med mørke bånd og lange buer(?)
På en overskyet sommerdag kaster skulpturen ikke selv skygge på grunden omkring den. Med sol gætter jeg på, at træerne mod øst og museet mod nord i løbet af dagen vil danne forskellige mørke figurer på skulpturen og gøre den mere levende og skabe spændinger mellem lys og mørke.
Halvbuerne fungerer også som ’lys- og skyggemaskiner’ på forskellig vis. Med solen højt på himlen dannes der i visse vinkler brede mørke bånd under buerne, foto 4, som indrammer det indre rum og bliver en streg, man skal overskride, hvis man vil kravle ind i rummet.
Jeg gætter også på, at med lav sol vil tøndehvælvene danne lange buer med skygger på skulpturen og jorden. Og på en måde ændrer dens udtryk sig til noget mere polyformt.
Tanker og eftertanker … Velázquez’ Villa Medicis have i Rotterdam, en ruin, eksistentielle modsætninger, en grotte, et tårn eller låg over noget – svup, svup…
Kirkeby har selv kommenteret tilblivelsen af Rotterdam i Efterbilleder og i en pjece fra Boijmans Van Beuningen ved skulpturens færdiggørelse [5]. Her fortæller han, at han først så stedet fra den nordlige del af parkområdet, og han taler om en solbadende pige i skulpturhaven, som skaber erotiske billeder med svulmende former. Og om en ubevidst inspiration (eller erindring) fra et maleri af Velázquez af Villa Medicis have i Rom i forhold til valg af sted og brugen af de store rundbuer. På Velázquez’ maleri ser man netop en række popler bag en høj mur med en rundbuet indgang til en grotte [6]. Er det Kirkebys version af dette billede? Vi er på et museum med de alle de store mestre.
Der er noget umiddelbart noget ’ruin’ over skulpturen eller i hvert fald, at den må have været en del af et større anlæg – nærheden til trappen, voldgravene (kanalerne) og de gamle ødelagte skulpturer forstærker indtrykket. Hvad det har været, må man gætte på. Også om der stadig gemmer sig noget under den!
Med placeringen i haveanlægget til et kunstmuseum tænker man også uvilkårligt på, om skulptur og museum forbinder sig med hinanden. I Boijmans Van Beuningen’s opdrag til Kirkeby lå, at man ønskede en skulptur af mursten, som kunne gå i en dialog med museets murstensarkitektur. Jeg opfatter ikke skulpturen som ’et vartegn for museet’. Jeg ser snarere, at skulpturen med sit komplekse udtryk er med til at give et billede på kunst som noget, der udfordrer vores forforståelse af, hvordan ting skal ses og tolkes, skabe nye vinkler.
Et væsentligt element er her den række modsætninger og dobbeltheder, der findes i forbindelse med skulpturens rum og skulpturen selv. De virker foruroligende, men også fascinerende og de avler associationer. Nogle eksempler.
I forhold til skulpturens rum og placering står den både offentlig og ’privat’, og den står både alene og sammen med trappen. Museets skulpturhave er forbeholdt museets gæster, og skulpturen står på et hjørne, hvor man er uden for hovedstisystemet og kan opfatte sig som alene. Men det er et sted, som samtidigt er meget synlig fra museets lokaler og for folk uden for haven i den offentlige park mod syd. Skulpturen har sit eget hjørne, men for at komme hertil skal man ned af trappen, som i materialer og udtryk knytter sig til skulpturen – og som man kan falde ned ad (ligesom kanalerne).
I skulpturen ligger der en modsætning i den umage sammensætning af rundbuer, kassen og søjlerne. Hver for sig har de en egen æstetisk dimension og fyldt med referencer som kors og tro, solopgang/-nedgang og grotte/hule, stræben mod himlen etc. Sat sammen opstår en underlig skulptur med overdimensionering og uproportionalitet grænsende til grim og med en stor modstand mod umiddelbare (nemme) fortolkninger. Man kan få en oplevelse af, at ’tvangsægteskabet’ mellem de ’uforenelige dele’ i sig selv står som et billede af et eksistentielt vilkår, som noget der skal vise en symbiose. Eller at det er tanken at overlade beskuerne/gæsterne fra museet til stedets stemning (og indtrykkene fra museet) frem for at lede efter betydninger og tolkninger i skulpturens udtryk?
Men udtrykket er også med til at skabe et incitament til at ’forbinde sig med skulpturen’, sætte sig på dens ’bænke’ eller kravle op og ind i det midterste rum gennem et af hullerne (med korset som bund). Her er en anden oplevelse end ved den ydre beskuelse. Der er både noget grotte og noget tårn til stede på samme tid, og jeg finder, at skulpturen skaber oplevelse af forskellige planer, af noget ved jorden og noget højere, med ’udsigt til indsigt’ til noget dybere eller højere…
Det er et lille tårn, men fornemmelsen af at være hævet fra jorden og at se ud over verden omkring én er til stede. At stå på toppen af kassen giver en oplevelse af forsvarsværk, og ikke offerplads, som jeg umiddelbart troede. Man er ikke usårlig her, men føler sig beskyttet til alle sider af tykke mure.
Fornemmelsen af grotte eller hule skaber billeder af gemmested, kælder, livmoder, underverden, dødsriget og måske genopstandelse og kristne trosbegreber for nogle. Korset som bund og trappen forstærker disse billeder. Associationen til grotte kan også ses i relation til kildevæld. Murede rundbuer ser man ofte i forbindelse med kilder, som folk tillægger en særlig betydning som f.eks. helbredende.
En anden (uvilkårlig) tanke knytter sig til, om der er noget i den store ’kasse’? Er der gemt noget her til senere brug? Er der noget, som skal holdes lukket inde her? Eller er den forholdsvis lave, flade kasse et låg over noget? Og skal tøndehvælvene ovenpå holde låget fast? Skyldes det, at der er underjordiske kræfter, der skal holdes på plads (’svup, svup’)?
Uanset hvad man får af billeder og associationer, kan skulpturen i hvert fald bruges som bænk, hvor man kan sidde og bearbejde noget eller blot nyde at se ud i haven og verden og selv vælge en af de 4 retninger.
September 2018, oktober 2020, maj 2022 og marts 2023
Torsten Karlsson
Praktisk:
Adresse: Museum Boijman Van Beuningen, Museumspark 18
Parkering: tjek Google Maps
Offentlig transport: 15 min til fods fra banegården
Adgang: museumsentré
[1] Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeignis, Kunsthaus Bregenz 1997. Det bemærkes, at højdemål er forkert i bogen.
[2] Lars Morell: Per Kirkeby, Bygningskunst, Aristo 1996.
[3] Man kan diskutere om en parkeringsplads der ligger øst for haven også er en del af rummet – jeg tror man fra visse vinkler kan se skulpturen tydeligt herfra.
[4] På Læsø (Prøvemarken) står en forprøve på tøndehvælvet med arkivolter. Kirkeby siger, at han ikke har brugt det i Rotterdam, fordi det ville blive for dekorativt og for interessant med lyset og skyggerne.
[5] Per Kirkeby. Kat. Rotterdam 1987 og Per Kirkeby. Efterbilleder, Borgens Forlag 1988.
[6] Maleriet kan ses ved opslag på nettet
Per Kirkeby skulpturer 