NAKSKOV (1992)

En tæt, trykket pavillon, et forsvarsanlæg eller det lokale DNA

Note om bygningsskulptur af Per Kirkeby på hjørnet af Jernbanegade og Bredgade, Nakskov  

Kort om skulpturen

I Nakskovs bymidte står en af Per Kirkebys røde bygningsskulpturer. Skulpturen er placeret i en mindre, smal park på hjørnet mellem Jernbanegade og Bredgade.

I Kunsthaus Bregenz’ værkfortegnelse og Lars Morells bog om Kirkebys bygningsskulpturer omtales skulpturen som ’Nakskov’ [1].  

Skulpturens grundplan er kvadratisk med sider på 5½ meter, og den er godt 2½ meter høj. Med sin frie beliggenhed i parken, sine kraftige murstensbuer og søjler ligner den ved første øjekast en ’overvægtig havepavillon’. Og den skiller sig markant ud fra både de øvrige monumenter i parken og murstensbygningerne i området.

Kirkeby skriver på sine tegninger til skulpturen: ’lukket, tættere, kraftfuld, men trykket’. Det er som at læse en personbeskrivelse, og der også noget antropomorft ved skulpturen. Men jeg opfatter også, at den har en lokal stedlighed og kan knytte an til noget af Nakskovs forhistorie, selvopfattelse og ’DNA’.  

Når man ser vinkelret på skulpturen, står den som en transparent og gennemsigtig helhed, der holdes sammen af kasseformen. Men set i skrå vinkler er det som om, at den ydre form opløses, og man får en oplevelse af dybde, flere lag, og at skulpturen rummer gemte, dybere og skjulte ’fortællinger’.

Foto 1: ’Nakskov’ og rum set fra syd

Foto 2: ’Nakskovs’ indre

 ’Nakskov’ og det fysiske rum – det grønne anlæg, kilen, uorden, en rest af volden? 

Byen Nakskov ligger på Lolland (en ø) som nogen opfatter som et hjørne af Danmark, selvom der kun er 2 – 2½ time i bil til København og Odense. Nakskov er en provinsby og en stationsby. Og stationen er en endestation eller en startstation, alt efter hvordan man ser det. Derudover er Nakskov en gammel købstad. Der er knap 13.000 indbyggere i dag, men byen har i tidligere tider har været en af de større byer i Danmark. De fleste kender historien om industriens tilbagegang på Lolland, og med kommunalreformen i 00’erne ophørte Nakskov også som en selvstændig kommune.  

Skulpturen ligger lige uden for den ældste del af Nakskov. På en måde ligger den midt i Nakskov og samtidig udenfor. Når man kommer til det grønne område fra den gamle del af byen – med toppede brosten og middelalderpræg – er det som at blive lukket ud gennem en slags ’hul’. Og man møder dels et mere åbent rum og dels et lidt ’rodet’ rum, hvor stationen står iøjnefaldende og monumentalt i den nordlige ende, foto 1 og 3.  Det ’rodede’ handler om rummets form og de ting, der er i rummet. Det er ikke fordi, der ikke er rent og velholdt her. 

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Selve rummets sider afgrænses af den imposante jernbanestation (sammenbygget med posthuset) mod nord og en række patricer villaer mod øst, hvor én af dem er lokalhistorisk arkiv (se foto 3 og 4). Rækken af villaer brydes af Danagade. Der er nyere etageboliger mod syd og sydvest og samt Stenoskolen med en gymnastiksal(?) og lav legeplads mur mod vest. 

Alle bygninger er forholdsvis lave (2-3 etager), nogle vender gavlene mod anlægget, andre siderne, nogle er smukke og harmoniske, andre lidt mindre… Man oplever det som om, at ’tiden/udviklingen’ har været inde over området, lidt ublidt vil nogen måske mene.

Rummet har form som en kile med den brede ende mod jernbanestationen og den smalle mod ’hullet’ i den gamle bydel. Terræn mæssigt falder bunden jævnt mod den sydlige ende. Rummet er delt op i to dele af Bredgade, der løber på tværs i øst – vestlig retning. På rummets yderside mod villaerne løber Jernbanegade. Skulpturen står på hjørnet ud mod Bredgade og Jernbanegade.

Foto 3: Jernbanestationen og ‘Granitborgmesteren’ set fra syd

Det er min oplevelse, at til/frakørsel i gaderne giver uro og udsathed omkring skulpturens sider mod syd og øst. Til gengæld virker det som om, at der omkring skulpturens sider mod nordvest (parkens græsplæne), er mere ro, færre forstyrrelser. Måske tiltrækker det folk til at se på, gå ind i, sætte sig i skulpturen, som Kirkeby forestiller sig [2]?

Selve parkanlægget er udlagt med græs og store/ mellemstore træer, en flagstang i midten og et ’anlæg i anlægget’ med stedsegrønne hække ved det nordlige forløb af Jernbanegade. Stedet er ’bykultur’, passet og plejet. Det er ikke så stort, så det er en egentlig park, det ligger som et ingenmandsland. Jeg kan ikke finde et navn for området på bykortet over Nakskov, men i andet materiale omtales det som ’Jernbaneanlægget’. 

Foto 4: Rummet set fra nord

Det er svært at afgøre, om området er resultat af et vejgennembrud, eller om det er noget, som har fået lov til at blive liggende fra tidligere tider. Men jeg får en association til rester fra et fæstningsanlæg, noget fra en gammel vold eller voldgrav. Står vi i et forhistorisk rum?

Associationen styrkes af et mindesmærke for Nakskovs belejring under Svenskekrigen i 1659. Mindesmærket står i den sydlige del af anlægget og har form af en stele med fire kanoner omkring soklen.

’Nakskov’ er trukket 3-5 meter ind fra Bredgade og Jernbanegade. Arealet omkring selve skulpturen er belagt med ral ud til fortovene. Den belyses fra lamper i jorden på to af siderne. Det er givetvis bevidst, at skulpturen ikke står midt på græsplænen [3]. Når man går eller kører forbi den og drejer om hjørnet, ser man skulpturen tæt på i forskellige vinkler, hvor den åbner og lukker sig.

Skulpturen har som sådan ingen byplanfunktion. Den gentager en række formelementer og den røde farve fra de øvrige bygninger i rummet. Det giver den en ’stedlighed’, uden at de nære omgivelser og skulpturen bliver én skulptur. Men jeg opfatter, at der ligger et særligt perspektiv i, at ’Nakskov’ ligger på en line med krigsmindesmærket mod syd og en granitskulptur af byens første folkevalgte borgmester mod nord.

’Nakskov’ og det sociale rum – lokale, trafikanter, beboere og medarbejdere

Det grønne anlæg, hvor skulpturen ligger, opfatter jeg umiddelbart som et ’åndehul’. Det er muligvis også et samlingssted, hvor man højtideligholder særlige begivenheder – flagstangen midt i anlægget har vel et formål? En søndag eftermiddag i marts er det et stille og fredeligt sted, men det er nok ikke typisk for en hverdag.

Skulpturen ligger, så man ikke kan undgå at se den, hvis man kommer ad Jernbanegade, Danagade eller Bredgade. De primære beskuere af ’Nakskov’ opfatter jeg som borgere i Nakskov, selvom der givetvis også kommer turister forbi. Beskuerne stifter bekendtskab med skulpturen som trafikanter (bilister, cyklister, fodgængere), der til daglig skal til/fra arbejde eller stationen, som beboere omkring det grønne område og som medarbejdere på virksomheder og institutioner, der grænser op til området. 

Jeg skønner, at der er mange ’faste brugere’, som ser og bruger skulpturen dagligt, bevidst eller ubevidst. Trafikanterne i en overgang undervejs mellem hjem og arbejde/ uddannelsessted. Beboere og medarbejdere har et længere ophold med skulpturen. Det gælder bl.a. for personale og børn i den katolske Stenoskole, som ligger tæt på parken og skulpturen.

’Nakskovs’ grundplan – en nedre og øvre, kvadrater, dobbelt helix, gitter …

Skulpturens ydre grundplan er et kvadrat. Hver af siderne er dannet af fire piller eller søjlemure med tre åbninger. Søjlemurerne er uden spalter eller relieffer ud mod beskuerne, og som sådan er der ikke en start eller slut på skulpturen.  

’Nakskov’ grundplan

Den indre grundplan består af ni mindre kvadrater dannet mellem de tolv ydre søjlemure og fire indre søjler i midten. De indre søjler og de ydre søjler er forbundet med hinanden med lave mure, som danner et korsmønster. Kernen, det midterste kvadrat mellem de fire indre søjler, er lukket for neden af de lave mure på alle sider, mens de øvrige kvadrater er åbne på en eller to af siderne. Der er ikke samme adgang til alle…

Set udefra oplever man ikke ’Nakskovs’ grundplan som en mæanderform. Det lukkede, kvadratiske udtryk er mere markant. Men når man står inde i skulpturen, danner de mange lave mure flere af den slags mæandere, som Kirkeby kalder dobbelt helix’er. En dobbelt helix opstår, når to mæandere griber ind i hinanden som to spiraler. Er det tiden, der har afsat spor… og spor, som krydser hinanden i skulpturens indre? 

Nakskov’ har i princippet også en øvre grundplan. I skulpturens top er alle kvadraterne muret sammen og danner et gitter eller net set ovenfra (fra lejlighederne og skolen). Det ydre gitter og de indre dobbelt helix’er giver to meget forskellige udtryk. Gitteret som et fast, lukket system, dobbelt helix’erne som mere åbne, flydende, gribende ind i hinanden… Jeg har ikke set skulpturen fra oven, men bedømt nedefra tror jeg, at gitteret kan give associationer til middelalderens fangehuller.  

’Nakskovs’ bygningskrop – en flad, kvadratisk havepavillon med indre celler…  

’Nakskov’ er en forholdsvis stor skulptur, men den virker ikke umiddelbart monumental. Fra skrå vinkler oplever jeg den som tæt og kompakt, mens man i en ret vinkel kan se igennem den som om, at den er transparent … Men man fornemmer også, at siderne danner et indre rum, der sammen med de brede søjlemure giver indtryk af, at der er noget inden i, man ikke kan se… Hvad er gemt her, noget hemmeligt, helligt eller farligt? 

Foto 5: ‘Nakskov’ set fra vest

Skulpturens store åbninger opfordrer til at gå rundt om den og ind i den. Nogle vil måske også benytte dens lave, indvendige mure til at sidde på og børnene til at lege skjul…

Hvor skulpturen på afstand kan opleves som noget, der er trukket ud, en harmonika, oplever jeg den modsat tættere på, som noget, der har trukket sig sammen om sig selv eller slået ’ring (kvadrat) om noget’, som moskusokser, der skal forsvare sig mod ulvene …

Skulpturen står på et ’tæppe’ af ral på niveau med græsarealet, så man kan ikke se selve fundamentet. Skulpturen er både udskilt fra omgivelserne og fastholdt på line med de andre ting i rummet. Tæppet af ral er ’menneske lagt’ og giver en fornemmelse af at træde ud af anlægget og ind i et særligt rum. Rallet sætter sollyset i spil ved delvist at opsuge det og delvist at reflektere det.  

Foto 6: ‘Nakskov’ set fra nord

Vægten i skulpturen ligger for mig i de robuste, brede søjlemure samt rundbuerne over åbningerne. Skulpturen er knap halv så høj, som den er bred. Det gør ’Nakskov’ til en horisontal skulptur, lidt ’duknakket’ siger Kirkeby selv [4]. Dens lave ydersider og de bueformede åbninger fastholder beskuerens blik mod skulpturens indre. 

De fire ydersider er ens. Hjørnesøjlerne er omkring 60 cm gange 60 cm. De to midterste søjlemure er omkring 70 cm gange 50 cm og åbningerne imellem søjlerne er knap 1 meter. Åbningerne oplever jeg som store døre eller små porte. De afsluttes for oven af de nævnte murstensbuer, der er fæstet til søjlemurene ved i et indstik. Søjlerne spidser på den måde til opad, og buerne kan virke som ’åg’ på søjlerne. Murenes forbandt er (så vidt jeg kan afklare) en slags blokforbandt med skifte mellem hele og halve sten, et skifte der giver en større styrke. Det virker som om, at Kirkeby har valgt en halv sten som grund modul.

De fire indre søjlemure er opført som søjler i korsform af hensyn til vedhæftningen af de øverste buer. Skulpturen ’bærer’ på sin vis rundt på mange kors…

De ydre og indre søjlemure danner med de forbundne buer og dobbeltkorsets lave mure i fællesskab den indre bygningskrop, se foto 2. De opløser den ydre kasseform i de ni mindre rum. De ni rum virker som små celler med associationer til en kælder eller en krypt, og man ikke kan overskue dem alle, ligegyldigt hvor man står. Og der er trangt på cellernes 1½ m2 med de tykke søjlemure, de lave, brede bundmure og de kraftige buer for oven. Der er lidt noget klaustrofobisk og labyrintagtigt i ’Nakskov’.

Ser man på tværs gennem skulpturen, oplever man et fascinerende og smukt syn med krydsende buer, zigzag mønstre i de lave mure, åbninger, der skifter størrelse, og forskellige lys/skyggefigurer. Sidder man på de lave mure giver det en oplevelse af, at der bliver ’højere til loftet’, mindre trangt, og man kan se flere lysvirkninger, specielt fra ovenlyset. 

Med de lave indre mure kan man ikke uden videre gå gennem skulpturen. Murene er dog ikke højere end, at man kan forcere dem, selvom det virker som om, at de skal skærme kernen af, at der er noget her, man ikke kan nå ind til eller skal værne om. Har murene altid været lave? Er de rester af noget, der har været højere? Eller er de en slags ornamenter, som er lagt ovenpå en flad grundflade?

Der er ikke noget tag over skulpturen. Buerne mellem de tolv søjler danner med sit gitter kun delvis beskyttelse mod noget fra oven – der er åbent opad. Man kan også vende det om og spørge om søjlemurerne og buerne har båret noget, der forsvundet eller om de skal bære noget, som kommer? Er der flere etager, noget ovenover …? 


Lys og skygge i ’Nakskov’ – en indre lys/skyggemaskine

I skarp eftermiddagssol står ’Nakskov’ på lang afstand næsten på sanselig, rød og brændende i det lille anlæg.  På kortere afstand og set fra syd bliver de ydre mure hårdt belyst mod vest og belyst med blødt lys mod syd. Der dannes lange, mørke spidsvinklede skygger i skulpturens indre som om, der er noget levende – og lidt uhyggeligt. Set fra nord står skulpturen helt neutral og meget blødt belyst, nærmest uden skygger.

Med skulpturens søjlemure, buer og åbninger danner solen mange lys/skyggevirkninger, når man står inde i selve skulpturen. Ovenlyset bliver tydeligt, hvidt og hårdt, når det rammer de indre sider og ’bundmurenes’ overside. Der opstår omvendt et blødt og dæmpet lys på de søjlemure, der er i skyggesiden. I marts måned oplever jeg ikke, at ovenlyset danner særlig markante lyseffekter i skakterne – måske spiller murenes begrænsede højde også ind her. 

Når solen står lavt i marts, kaster både bygningerne mod vest og de omkringliggende høje træer skygger på ’Nakskov’, og på nogle tidspunkter ligger den sikkert helt i skygge. Skulpturen kaster også selv skygge i området som en lukket kasse.

Tanker og eftertanker – forsvarsanlæg, lokalt spejl eller lokalt DNA

Mine tanker og eftertanker har flere retninger og forskellige niveauer. Måske har det noget at gøre med de beskrevne mange dobbeltheder i skulpturen og rummet eller Kirkebys egne kommentarer til ’Nakskov’. 

En umiddelbar tanke er at opfatte skulpturen som en form for byinstallation, som har en funktion (symbolsk, mentalt) på grund af sin beliggenhed og det omgivende rum. Skulpturen ligger midt i Nakskov, men også udenfor Nakskov (bykernen), her kommer man ind og ud af bykernen. Er Nakskov en form for byport? I så fald en dobbeltport mod øst og syd. Eller en slags propylæer, en forbygning til noget helligt (bykernen?), søjlemurerne kan give mindelser om et tempel. Men selvom porten/ forbygningen ser transparent ud er den svær at komme ind/ud igennem… Eller er ’Nakskov’ en fæstning, hvor man kan forsvare sig til alle sider? Dens udtryk med brede, tykke søjlemure og store åbninger giver mig associationer til forsvarsanlæg fra slutningen af det nittende århundrede, hvor kanonerne står inden døre og trækkes uden for ved affyring [5]

En anden refleksion er, at se Nakskov i sammenhæng med de to andre skulpturer/monumenter i det grønne område. Placeringen på den samme akse forbinder dem, men de tre skulpturer har meget forskellige udtryk. Monumenterne for Svenskekrigen og for den første folkevalgte borgmester har vel temaet ’mindesmærke’ til fælles? Hvad skal de minde os om, hvad vil de have, vi skal huske? Mindesmærket for Svenskekrigen handler om belejringen i 1659, og er fortællingen om byens overgivelse på grund af mangel på ammunition, om kongens svigt af byen eller prioritering af København i stedet [6]. Ikke et minde om en sejr… men om et nederlag eller svigt, om at ’her er man overladt til at klare sig selv’? Et ikke lægt sår…? Mindesmærket blev rejst 250 år efter krigen i 1909. I dette år afholdt man mange steder i landet mindefester i anledning 250-året for Stormen på København, og også en markering i f t datidens politiske situation efter systemskiftet i 1901. I Nakskov resulterer det i et mindesmærke for byen selv, tankevækkende, men naturligt med den baggrund.

Monumentet for borgmesteren kan vel opfattes som en fejring eller påmindelse om at værne om en lokal frihed og demokrati, retten for folket til selv at bestemme (i Nakskov). Og ikke uden sammenhæng med det første monument…

Hvad skal Nakskov i denne sammenhæng være: et minde eller påmindelse om noget? Er det byens ånd, det der holder byen sammen, kendetegner byen som et lokalsamfund, at være borger, menneske her? Og hvad vil det så sige? 

Kirkeby skriver i ’Fisters klumme’ om provinsbyen og provinsialisme som et særligt fænomen (ikke negativt), at den sætter en ramme for kunsten, som kræver anonymitet og stedlighed og om at skabe noget indlysende på en fortrolig måde. Hvilket ikke må forveksles med at ville vise anekdoter om stedet, som Kirkeby i øvrigt siger, at han ikke kendte [7].

Jeg tolker ’fortrolig’ som bl.a. at fange noget lokal ‘selvforståelse’ i en eller anden forstand. Eller med andre ord få hånd om noget af det lokale DNA. Jeg ser en sammenhæng her til grundplanens dobbelte helix. Et DNA er jo opbygget i en snoet helix-form. Jeg fortolker ’stedlighed’ som, at det er Nakskov, Kirkeby taler om – ikke provinsbyer generelt.

Når jeg tænker på skulpturen som et billede på (noget om) Nakskov som lokalsamfund, byens DNA, kollektive eller fælles bevidsthed, ser jeg skulpturens ydre, dens trækken og trykken sig sammen som et ’værnen’ om sig selv… og måske også som noget, der er svært at bryde ud af…? Jeg ser Nakskovs grundplan, kvadratet og kvadraterne i kvadratet som symbol på, at her hersker helhed, orden, tingene er sat i system (i forhold til hinanden) – ikke kun overordnet, men også i de enkelte dele… Men også, at det, som man tror, umiddelbart er transparent, viser sig at være sværere at gennemskue, er mere komplekst, er dybere – og mere spændende. Og endelig kan jeg se skulpturens indre, de mange mæandere, der snor sig med hinanden, som symbol på tidens og livets op/nedgange i Nakskov, og hvor lag lægges på lag, der griber ind i hinanden. Jeg ser en del af et billede af et lokalsamfund, men især af mennesker og af noget, der rækker udover Nakskov.

Torsten Karlsson, marts 2015 og januar 2019

Praktisk:
Adresse: Hjørnet mellem Jernbanegade og Bredgade 
Parkering: Gaderne i området. 
Adgang: Skulpturen står i et offentligt område    

Fodnoter:

[1] Lars Morell: Per Kirkeby, Bygningskunst, Aristo1996. Kunsthaus Bregenz: Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeichnis, 1997.
[2] Fra korrespondance mellem Kirkeby og Nakskovs lokalgruppe.
[3] Per Kirkeby i ’Bygningskunst’.
[4] op. Cit. Bygningskunst.
[5] F.eks. nogle af anlæggene ved Vest Volden i København.
[6] Kilde: Wikipedia.
[7] Per Kirkeby: Fisters klumme, s. 99, Borgen 1995

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: