Noget enkelt og komplekst på samme tid – kommentar til ’museum og kunst’, geologi og tektonik, stubben, et alter…
Note om bygningsskulptur af Per Kirkeby på Museum Jorn, 2018
Kort om skulpturen
Museum Jorn viste i efteråret 2018 en retrospektiv udstilling med 18 af Kirkebys bygningsskulpturer og en række af hans arkitektoniske projekter. Én af skulpturerne var et værk, som Kirkeby oprindeligt skabte til en udstilling i Münster, Tyskland i 1986/87.
Det oprindelige ’koncept’ var, at skulpturen skulle nedbrydes og fjernes efter udstillingen i Münster, således at kun fotos og tegninger blev bevaret. Den samme præmis er brugt i relation til Museum Jorn, hvorfor skulpturen således ikke er tilgængelig mere (indtil videre). Jeg indsat et afsnit om skulpturens ’forhistorie’ i Münster, bl.a. fordi Kirkeby i samme periode havde lavet 2 andre, blivende skulpturer i byen, som har betydning, når man (som jeg) ser værket fra Landesmuseum.
Som Museum Jorn har jeg i noten fastholdt skulpturens benævnelse i Kunsthaus Bregenz’ værkfortegnelse[1], dog forkortet til Landesmuseum.
Skulpturen var muret i gullige mursten og var Kirkebys første værk i den farve. Det var et lille kvadratisk tårn med en bred ramme forneden i buestik. Tårnet stod som en blank mur som en lukket ’black-box’. Buestikkene var med en lav højde, således at åbningen mod gulvet lignede smalle sprækker. Skulpturens dimensioner var omkring 1,80 m i bredden og godt 2,60 m i højden[2].
På Museum Jorn var skulpturen placeret i et mindre, kvadratisk hjørnerum. Rummet var både en mellemgang mellem 2 større udstillingslokaler og en form for et ’inderste rum’, idet det ikke havde vinduer. Skulpturen stod i midten eksponeret med spots som gav den en slags urørlighedszone. Udover mine fotos kan man finde en 3-D-visning af rummet på: https://artlandapp.com/3dshow-per-kirkeby-machines-light-shadow/
Skulpturen skabte for mig en bred vifte af associationer. På mange måder stod den som en kommentar til ’Museum’ og ’kunst’. Dens form og udtryk kunne give tanker om en sokkel til en anden skulptur (den ’rigtige’). Dens midlertidige karakter kunne virke som en form for ’modmonument’ til museets værkers ’krav’ om udødelighed og brugen af mursten indendørs som en særlig skrøbelighed eller ’anatopisme’… Der var også noget geologi eller menneskelig tektonik over dens foldninger og en masse, der var skubbet op i midten… Buestikkene kunne lede tankerne hen på rødder og stubbe, træer der er fældet og døde m.m. og underjordiske kræfter… Eller en fornemmelse af noget religiøst med dens ’alteragtige’ fremtoning og for mig en forbindelse til byrumsskulpturerne i Münster med deres mere eller mindre bevidste kommentar til uhyggelige hændelser i byens fortid.
Foto 1: ’Landesmuseum’ set fra sydøst
Landesmuseum og det fysiske rum på Museum Jorn – et kvadratisk hjørnerum, en huleagtig passage i mørke
Særudstillingen for Kirkebys skulpturer og arkitektur var placeret i museets vestfløj. Udstillingslokalerne lå i en vinkel, og Landesmuseum var placeret i vinklens hjørne, i et rum, der dannede en mellemgang eller passage mellem vinklens sider. Fra indgangen til særudstillingen passerede man bl.a. Nantes og London før skulpturen fra Münster. Den var således ikke den første skulptur, man mødte. Men selvom den var i konkurrence med særudstillingens andre skulpturer, var det umuligt ikke at blive beskuer til Landesmuseum, hvis man ville se hele udstillingen.
Hjørnerummet var kvadratisk på mellem 20 – 25 m2. Væggene var hvide med lukkede døre på 2 sider og store åbninger mod øst og syd. Åbningen fra særudstillingens indgang var placeret i rummets hjørne, og man kunne ikke se skulpturen, før man var i åbningen. Omvendt kunne man se ind i et stort lokale, hvor et stort antal mindre skulpturer var opstillet. Hjørnerummet havde ingen vinduer og kunne virke huleagtigt, som om man var i et ’inderste rum’. Langs 2 vægge var ophængt udstillingsmontre med materialer, og der var skitser til skulpturen på væggene. Gulvet var lavet af brune endetræ stykker.
Landesmuseum stod midt i rummet. Med sin gule farve var den en markant kontrast til det hvide rum. Den var eksponeret med kunstigt ovenlys (spots), som gjorde, at man fik en meget sanselig oplevelse, men som også var med til at skabe en form for urørlighedszone omkring den. Med sin kvadratiske grundplan optog skulpturen rummets form uden som sådan at ’lægge sig op ad’ rummet.
Med rummets størrelse kom man umiddelbart tæt på skulpturen. Man kunne ikke se over den, og den havde ikke en klar frontside – der lå en opfordring til at gå rundt om den.
Landesmuseum og det sociale rum – kunst- og arkitekturinteresserede
(Som London og Nantes)
Den ’sociale ramme’ om skulpturen var Museum Jorn. I en dansk sammenhæng opfatter jeg museet som en ’institution’, og det behøver (vel) ikke en nærmere præsentation. Museets særudstilling med Kirkebys murstensskulpturer og arkitektur havde som potentielle beskuere dels gæster, som kom på grund af selve særudstillingen og dels gæster, som var her for at se Jorns værker og som fik Kirkeby med som ’bonus’.
På mine besøg dominerede den ældre aldersgruppe (ikke uventet). Jeg kan ikke vurdere fordelingen mellem de 2 grupper, men har en fornemmelse af, at ’særudstillingsgæsterne’ udover kunstinteresserede omfattede besøgende med interesse for arkitektur, bygningskunst og godt håndværk (der var bl.a. en gruppe pensionerede murere). Og at der var en stor gruppe lokale kunstinteresserede, som nok er faste gæster på museet.
Landesmuseum’s grundplan – kvadrater i kvadrat
Skulpturen havde en kvadratisk grundplan, og kvadratet gik igen som grundelement i skulpturens ’tårn’ og buestikkenes befæstningspiller. Det var en ’ren form’ uden ind- og udtræk og dens symmetri udelukkede en bestemt start/slutside.
Grundplan ’Landesmuseum’
Landesmuseum’s bygningskrop – en kvadratisk ramme af lave buestik og et lille, lukket tårn – noget enkelt og komplekst på samme tid
Praktisk anlagte beskuerne kunne måske opfatte skulpturen som en 4-sidet bænk med et højt ryglæn, så man var fri for at gnubbe sig op ad hinandens nakker som på andre udstillinger. Men jeg tror, at de fleste har ment, at det umiddelbare indtryk af skulpturen var tvetydigt. Skulpturen havde på samme tid noget både enkelt og komplekst over sig. Dens fragmenter var enkle, men sammensætningen og proportionerne var usædvanlige. Det ’underliggjorde’ skulpturen, og fratog den anonymitet – den var til at huske.
Dens form signalerede noget tårn, stele eller monolit med en slags fod. Kirkeby indbyggede både et vertikalt og et horisontalt element, men skulpturen stod primært som en vertikal volumen. Den virkede på den ene side tæt og massiv som 2 elementer, der var smeltet sammen, og på den anden side som noget sårbart med en vis skrøbelighed på grund af de svævende buestik. Buestikkene indlejrede en form for bevægelse i skulpturen, som om den stadig var under dannelse og havde kræfter, der kunne overvinde tyngdekraften, og få resten af skulpturen til at hæve eller synke. Man fik en fornemmelse af tidslighed og proces, men ikke af selve processen.
Skulpturen stod uden synlig sokkel, men givetvis på en plade for at skåne trægulvet. Den løftede sig i hvert fald en smule fra gulvet. Den manglende sokkel gjorde, at skulpturen bragte sig selv i spil som sokkel. Man kunne opfatte buestikkene som sokkel eller et stillads for det lille tårn eller se skulpturen som helhed som en sokkel, hvor den egentlige skulptur manglede, var fjernet eller glemt… Skulpturens mursten var sandfarvede, bleggule, der var en vis sarthed over dem, og de var lagt i et simpelt halvstensforbandt med lys mørtel.
Skulpturens ene grundelement, det lille tårn, var godt 1 m bredt og lidt over 2 m højt målt fra buestikkene. Det stod med blanke mure som en ’black-box’, hvor man ikke kunne se, hvad der var inden i (som at stå overfor et menneske…). Var der noget, som skulle passes på, beskyttes, noget helligt? Eller var der en trappe indeni til toppen?
Foto 2: ’Landesmuseum’ set fra syd
De 4 buestik, der var sat sammen som en kvadratisk ramme om tårnet, var omkring 2 m lange, knap ½ m høje og 35 cm brede. Buerne skabte et modspil eller opbrud i forhold til skulpturens øvrige lige linjer. Den enkelte bue var 1½ sten høj (som bredden) med et frit spænd på ca. 80 cm i en højde på 10 cm. Den lave højde i spændet gjorde åbningerne til sprækker eller kildevældsbuer. Man kunne ikke se dybt under buerne, der var ikke passage til det indre rum, som jo måtte være der… eller se om der var nogen, som så ud på én!
Landesmuseum og Münster [3].
Skulpturen var skabt til en udstilling på Münster Landes-Museum i 1986/87 og til et bestemt rum på dette museum. Den ramme, skulpturen indgik i her, var på flere måder anderledes end på Museum Jorn. I skulpturens forhistorie/-tid er nogle bidrag til ’forklaringer’, som er interessante at have med. Kirkeby havde desuden i samme år lavet 2 ’udeskulpturer’ i Münsters byrum (Schlossplatz) som mange beskuere dengang naturligt ville forbinde med museumsskulpturen på en eller anden måde. Det samme gælder for mig i dag
Münster Landes-Museum er et delstatsmuseum for kunst og kultur og rummer værker fra middelalderen til i dag. Kirkebys udstilling viste tegninger og skitser og skulle herudover have vist en bronzetorso. Af tekniske årsager måtte dette opgives, i stedet kom murstensskulpturen ind – så at sige på afbud. Det var bestemt, at skulpturen skulle stå i museets indre atriumgård. Dette rum står i en historistisk stil med sandfarvede sten. Det er et kvadratisk rum, som er åbent med søjlerundgange i tre etager.
Jeg vurderer atriumgården til at være noget større end hjørnerummet på Museum Jorn. Kirkeby diskuterede med sig selv, om skulpturen var for lille og for minimalistisk. Men som skulpturen stod midt i rummet, må den have ført sig frem her, og den havde heller ikke konkurrence fra andre skulpturer i Kirkebys udstilling [4]. Samtidig fungerer rummet ikke som en passage, og man kunne se skulpturen ovenfra. Kirkeby siger selv, at netop i kraft af at være for lille udstrålede den krav på hele rummet og skaffede sig luft omkring sig [3].
Kirkebys byrumsskulpturer på Schlossplatz er et vertikalt lille tårn med indbuede buestik og omvendte ’trappeforløb’ i murværket samt en stor, horisontal, flad skulptur med lange buestik i siderne og en grundplan med antydning af et græsk kors (tykke, korte arme), se note på bloggen.
Det lå i rammen til Kirkeby, at skulpturen til Landesmuseum ikke skulle være ’didaktisk’ i forhold til disse skulpturer. Kirkeby lavede en skulptur, som kun udtryksmæssig kombinerede det vertikale og horisontale. Museumsskulpturen tager mere udgangspunkt i atriumrummets form, kontur og farve og komprimerer det til en grundform, et ’urvolume’ (se fodnote 2). På trods heraf betyder gentagelsen af udtrykkene, at det som beskuer er svært ikke at forbinde skulpturerne med hinanden.
Historisk set knytter en særlig fortælling sig til Münster, idet en yderligtgående sekt, Wiedertäuferne (gendøberne), her dannede deres eget samfund i en kort periode i 1500-tallet, før det blev brutalt opløst af den katolske kirke. Kirkeby var optaget af sektens historie og dramaet omkring dens tre ledere, der blev pint til døde, og hvis lig til skræk og advarsel blev sat i jernbure og hængt op i byens Skt. Lamberti kirkes tårn. Her hænger stadig en kopi af de tre gamle bure[5].
Tanker og eftertanker – kommentar til ’museum og kunst’ som begreb, geologi og tektonik, stubben, et alter?
Museum Jorn skrev i deres opslag ved skulpturen, ’at den skaber en bred vifte af associationer’ og nævnte: Fæstningsarkitektur, industriskorstene, gravmæler, tårne mm. Jeg kommer også langt omkring i mine tanker og eftertanker. De består både af meget enkle og mere sofistikerede associationer – på samme måde som skulpturen får simple fragmenter til at danne et komplekst udtryk.
Skulpturen som en kommentar til ’museum’ og ’kunst’
Skulpturen stod som en slags kommentar til museum og kunst som begreber på flere måder.
Skulpturens form og udtryk i sig selv. F.eks. det tidligere nævnte om skulpturen som en sokkel/ piedestal til en anden skulptur (der manglede af en eller anden årsag…) eller skulpturen som en anderledes bænk, hvor man kunne se frem/tilbage på værkerne uden andre i nakken. Men man kunne også se det lille tårn som en kasse, en ’black-box’, der rummede noget, man ikke kunne se med det blotte øje – det virkelig interessante her på stedet? Eller buestikkenes lave åbninger som et signal om at der var noget under eller noget mere indeni. Og endvidere naturligvis skulpturens brug af kvadrater – i sig selv en symbolik på at noget var bragt i orden, i system – ikke bare gemt – noget med museets eksistensberettigelse.
Skulpturen som en midlertidig skulptur. Den var ikke kun på besøg, men forsvandt rent fysisk efter udstillingen. Den kom herved til at stå som noget ’dødeligt’ eller som en form for ’mod-monument’ i forhold til museets egne værker. Et museums værker er (vel) kendetegnet ved at være noget, der er værd at gemme og vise også i fremtiden – om ikke andet, så som milepæle i menneskers erkendelser/bekendelser. Der var også en symbolik i, at skulpturen var her ikke som hjemløs, flygtning eller gæst fra Münster… Den var her snarere som noget genopstanden! Og det kunne man også indlægge betydninger i.
Skulpturen som et indendørs fremmedelement, en ’anatopisme’. Ting lavet af mursten kræver normalt ikke i sig selv beskyttelse med vejrliget. Var Kirkebys skulptur særlig skrøbelig? Eller særlig forfængelig? I byrummet står murstensværker mere anonymt og som ting, folk omgås og passerer i forbindelse med daglige gøremål. På museet stod skulpturen som en udstillingsting, som folk kom for at se på. Her var den genstand for fortolkning eller for en æstetisk oplevelse – hvad enten den ydede modstand eller ej mod dette fænomen. Det gjorde på en måde de indendørs murstensskulpturer mere sårbare – og sendte nogle signaler, om hvad det vil sige at være kunst…?
Skulpturens stof og kunst. Med mursten og mørtel som sit stof viste skulpturen en synlig proces. Som beskuer kunne man se, at den var skabt ud fra mange små dele, der var menneskeskabte. En form for kommentar til at skabe kunst – at det sker ved at stykke små dele sammen til en helhed?
Jeg kom også til at tænke på, om man selv har ’museer’ – fysiske eller mentale. Et museum med ting, man gemmer på og viser frem (og som andre tolker på). Er der også her nogle midlertidige ’værker’, noget der genopstår eller fremmedelementer m.m.?
Skulpturen som geologi og tektonik og en nøgle til udstillingen?
Man behøver ikke være geolog for at se noget tektonik i skulpturen. Buestikkene kunne lede tanken hen på foldninger i undergrunden og tårnet som en horst, der var presset op. Eller som en gul lavamasse, der skød op gennem et svagt punkt i overfladen. Man kan ikke afgøre, hvor i processen. Eller hvorvidt det var noget, der skete pludseligt eller som en glidende udvikling… Var det et hidsigt grundstof, der var skubbet op eller en mere træg masse. Udover at kunne symbolisere naturen og dens store processer lå der også en henvisning til uvished som et vilkår. Og efter temperament kunne man se det som menneskelig tektonik… Eller forbinde det med udstillingen, se tektonikken som anvisning på hvad man kunne risikere på udstillingen, at noget skyder op, sætter sig i bevægelse…
Stubben
Selvom skulpturen var udført i menneskeskabte mursten, gav den mig også associationer til stubben af et træ. Det var kombinationen af det lave tårn og buestikkene, som dannede billeder til et fældet/væltet træ, hvor en høj stub stod tilbage med tykke rødder, som et bøgetræ eller egetræ. Der var noget trolddoms agtigt ved rødderne og det rum, de skabte – forestillinger om under jorden
– var der nogle skjulte eller ukendte kræfter, der gemte sig her. Men væltede eller fældede træer signalerer jo også tingenes forgængelighed, noget om liv og mest død.
Religiøst eller kultisk
I forlængelse heraf kunne man få associationer til nogle religiøse eller kultiske udtryk.
Selve hjørnerummet med det huleagtige mørke gav en fornemmelse af, at man var i et ’inderste rum’ – på trods af passage funktionen. Skulpturens placering i midten med en urørlighedszone og dens størrelse gav udtryk af noget ’alter agtigt’. En opfattelse som styrkedes af den iboende symbolik med det lodrette som det himmelvendte og det vandrette som det menneskelige. Symbolikken var endda forenet i kvadrater, 4-tallets budskab om helhed og orden. Man kunne så tænke på, hvad var det for en gud, der dyrkedes her… ’Black boksen’ i form af tårnet gav ingen svar.
————–
Når man har set skulpturerne på Schlossplatz i Münster, var det svært at holde associationer, hvor de indgik helt ude af tankerne. F.eks. som at tårnet var anbragt på offerpladsen, og jeg tænkte på, om det var en kommentar til byen Münster om den underlige dyrkning af en uhyggelig fortid (symboliseret ved jernburene på kirken). Altså, at Kirkeby fik noget didaktisk med alligevel.
Den lukkede form og hjørnevederlagene, der lignede ben, kunne give mindelser til en sarkofag med en ganske vist speciel, høj kiste. Buerne ’talte ind i’ Kirkebys tanker om Michelangelos buede sokkel og udsmykning af Medici’ernes kapel i Firenze, som han nævner i forbindelse med Schlossplatz.
Men hans egne ord om den lodrette skulptur på Schlossplatz (tårnet) som en ’mystisk og overudviklet skulptur blottet for alle betydninger af anvendelighed’, ville mange måske syntes også havde passet på skulpturen fra Landesmuseum.
Marts 2019, september 2020 og marts 2023
Torsten Karlsson
Fodnoter:
[1] Kunsthaus Bregenz: Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeichnis. 1997. Verlag der Buchhandlung Walther König, Museum Jorn, Galleri Susanne Ottesen: Per Kirkeby. The Complete Bricks. Vol. 1. The Installations.
[2] Målene er beregnet ud fra størrelsen på en dansk standardmursten og ikke opmålinger på stedet.
[3] Oplysningerne om skulpturen og udstillingen på Münster Landes-Museum baserer sig på en beskrivelse i ’Skulptur. Projekte in Münster 1987, Kat. Köln 1987’ samt Kirkebys bemærkninger i Efterskrift, Borgens Forlag 1988 afsnit X . I ’The Complete Bricks’ kan man finde fotos fra udstillingen.
[4] Jeg har ikke oplysninger, der kan belyse, om den havde nogen forbindelse til de øvrige værker.
[5] Kirkeby i Lars Morell: Per Kirkeby. Bygningskunst, 1996, og i kataloget til ’Skulptur. Projekte in Münster 1987’.
Per Kirkeby skulpturer 