LÆSØ (2018) – ØSTERBY HAVN VINDUESTÅRNET

Det knudrede tårn på et forpjusket sted og tankemylder

Note om Per Kirkebys murstensskulptur ved Østerby Havn på Læsø

Kort om skulpturen  

For Læsø Kunsthal har Per Kirkeby lavet en rød bygningsskulptur til Østerby Havn. Skulpturen er opført i 2018. Kunsthallen kalder skulpturen Vinduestårnet, som jeg derfor fastholdt i noten[1].

Tårnet er Kirkebys sidste murstensværk og færdiggjort posthumt. Kirkeby var på projekttidspunktet svækket og dårligt seende, hvorfor Kirkebys faste samarbejdspartner Myko (Arne Fremmich) har udført det nødvendige tegnearbejde. 

Kirkeby havde en lang historie med Læsø. Han havde sommerhus og atelier på øen i mange år, og ved sommerhuset er en række bygningsskulpturer opstillet i den såkaldte Prøvemark [2]. Endvidere har han tegnet sommerhus for Fremmich og hans hustru på øen.

Vinduestårnet står på en sidevej til Østerby Havns hovedgade tæt på lystbådehavnen. Det er placeret på hjørnet af en legeplads ved et vejkryds. Værket er synligt i et stort område, der næsten er uden sider og med en flad bund – himlen er høj her. Der er en blanding af forskellige funktioner på stedet og ingen arkitektonisk helhed. Stedet virker rodet, og som om det er lidt tilfældigt, hvad der er ‘landet’ her.

Foto 1: ’Vinduestårnet’ set fra sydvest (2020, Finn Sørensen).

Beskuere til skulpturen er lokale beboere, folk der arbejder her, turister og sejlere. Det er primært i sommertiden, Vinduestårnet har gæster. Brugerne af legepladsen og besøgende på den nærliggende kunsthal er dem, der kommer i egentlig nærkontakt med værket.

Vinduestårnet er knap 6½ m højt med en bredde på godt 1,50 m gange knap 1,70 m. Skulpturens grundplan ligner det inderste af en labyrint med en mur, der vender indad. Det gør værket uigennemsigtigt, og giver det en form for ’indre kerne’.

Højden gør værket tårnagtigt, mens bredden gør den mere til en form for stele eller monument. De 4 ydermure er forskellige, murene mod øst og vest har dør-/vindueslignende åbninger, der afblændes delvist af den indre mur. Mod syd er en blank mur, mens den nordlige mur har en bred spalte i hele højden. Samlet set er der en simpel uskyldighed, men også en skrøbelighed i skulpturens udtryk.

Vinduestårnet kaster skygge på bunden i rummet som et solur og skaber forskellige lys- og skyggeeffekter med sine åbninger.

Foto 2: ’Vinduestårnet’ set fra nord (havnen)

Vinduestårnet er ikke en skulptur med en udstråling og et udtryk, der slår én umiddelbart.  Men værket tilbyder noget andet, der kan fascinere. For mig udvikler skulpturen sig fra noget enkelt til noget indviklet, når man går rundt om den. Og skaber associationer i mange retninger fra labyrint, yang og yin, drivende former til alternativt fyrtårn, varde, transformatorstation og legeplads udstyr. Læsø Kunsthal omtaler den som ’et Mayatempel’ med henvisning til grundplanen og peger på, at den som Kirkebys sidste værk slutter en ring tilbage til de første Mayainspirerende udendørs murstensværker.

Vinduestårnet og det fysiske rum – et stort, amøbeformet rum med en legeplads og en lav horisont

Læsø er på omkring 120 km², 21 km lang og 12 km bred. Øen er flad, og en stor del ligger som naturområde. Der er godt 1800 indbyggere, men i turistsæsonen betydeligt flere. Øen har store sommerhusområder, lystbådehavne og mange endagsturister. De fleste ikke-lokale forbinder nok Læsø med sydesalt, hummere, uldstrik og tangtage.

Kirkebys skulptur står i Østerby Havn, der ligger på øens nordlige kyst mod øst. Byen har knap 300 indbyggere. Der er både fiskeri- og lystbådehavn, men også fiskeindustri og serviceindustri til fiskeriet, detailhandel, restauranter, hotel samt en kunsthal.

Vinduestårnet er placeret på Smedievej, som løber parallelt med havnen, se kortudsnittet. Skulpturen ligger ud til vejen på hjørnet af en græsplæne med en legeplads. Man kan komme til stedet af Smedievej fra øst- eller vestsiden, fra havnen af en forbindelsesvej eller af en sti fra et område med boliger syd for vejen. Vinduestårnet står omkring 100 m fra den byens centrale gade, Østerby Havnegade, og er synlig herfra. Men det står alligevel lidt af vejen på et sted, der virker som en sidegade, og som om man allerede er på vej ud af byen.

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Man kan se skulpturen fra er et stort område. Jeg har afstået fra at markere rummets ydergrænser og kun vist mulighederne for indsyn og de sider, som bygningerne skaber. Rummet er nærmest amøbe formet med Smedievej som en korridor gennem i øst-vestlig retning. Vinduestårnet er synligt på hele vejens forløb.

Nord for vejen og skulpturen er der indsyn fra restauranten mod vest. Her er lokaler, som vender mod legepladsen og Vinduestårnet. Man kan også se skulpturen fra lystbådehavneområdet og givetvis fra det åbne hav (foto 6). Mod øst ligger Søværnets Kystrednings station på Læsø og et værft, og som man kan se på foto 3 et gittermastetårn, der er noget højere end Kirkebys skulptur.  Mod øst ligger Læsø Kunsthal og en restaurant ud til Havnegade.

Foto 3: ’Vinduestårnet’ set fra Østerby Havnegade

Syd for vejen er der mod øst en marineservice (med en pudsig overbygning som et tårn, foto 4), en butik med brugskunst m.m. med udendørs udstilling og en lagerbygning med oplag uden for. Mellem bygningerne ligger på afstand et område med spredt beboelse og lave træer og ud til Havnegade en købmand.

Samlet set er det et rum med lave sider, og siderne mangler i en stor del af rummet. Det er et rum med en næsten flad bund uden bevoksning. Der er en lav horisont og himlen er stor, der er højt til loftet.

Uden høje sider får bunden en særlig vægt. Vejanlæggets grå beton og legepladsens sparsomme græs (næsten også gråt) dominerer.

Det er et rum med en blanding af funktioner med en overvægt af erhverv. Ud fra en hverdag i juni virker det ikke som om, Smedievej fungerer som en gennemkørselsvej. Man får indtrykket af et område, der ligger lidt nøgent med noget planløst eller rodet og uensartet over sig, at det er lidt tilfældigt, hvad der ligger her… Det er ikke uhyggeligt, snarere ucharmerende og med et lidt kedeligt præg over sig. Man har også en fornemmelse af, at tiden står stille her, men ikke på en romantisk, rørende måde eller med et strejf af historisk vemod. Der er snarere noget ’opgivende’ over det.

Vinduestårnets nære rum dannes af området ved brugskunst butikken, Kystredningstjenesten og den sydøstlige del af legepladsen. Det er et åbent område, hvor skulpturen står frit med luft omkring sig og med plads til ’at føre sig frem’. Det nærmeste redskab på legepladsen er en dobbeltgynge, og ud til vejen står en gadelygte, en blomsterkumme og et affaldsstativ. Der er ikke opstillet bænke, hvorfra man kan nyde skulpturen. Der er heller ikke anlagt en sti eller anvist en for/bagside til skulpturen. Sammen med det umiddelbare indtryk man får af skulpturen, tilskynder det (forhåbentlig) folk til at gå rundt om den.

Vinduestårnet konkurrerer ikke med legepladsens inventar, og dets form og farve markerer sig som modsætninger til resten af rummets udtryk. Og det forbinder sig ikke med andre bygninger på stedet. Man kan sige, på den ene side står Vinduestårnet noget ensomt og ’forvist’ på stedet og skal klare sig selv, og på den anden side giver det åbne rum den en mulighed for at gøre noget ved rummet, skabe nogle andre billeder og forestillinger, der ikke var tilgængelige før. Der er nævnt nogle muligheder under ’Tanker og eftertanker’.

Vinduestårnet og det sociale rum – de lokale indbyggere og sæsonturister og – sejlere. Brugerne af legepladsen og besøgende i Kunsthallen som nære beskuere

På en eftermiddag midt i juni måned var der næsten ingen mennesker på Smedievej og i området omkring skulpturen. Jeg gætter på, at beskuere til Vinduestårnet kan være de lokale beboere og folk, der arbejder på Smedievej, sommerhusbesøgende, turister og sejlere. Der er givetvis kun et lille antal mennesker, der kommer her dagligt/hyppigt hele året, skulpturen har fred en stor del af tiden og især i vinterhalvåret. Det er svært at byde på, hvor mange engangsbesøgende, der kommer i rummet, og jeg tror ikke, at der kommer folk kun for at se Kirkebys skulptur.

Man kan dele beskuerne op i ’beskuere på afstand’, ’beskuere i nærrummet’ og ’beskuere tæt på’.

Beskuere på afstand omfatter folk på Havnegade, der passerer Smedievej på vej til/fra havnen, folk i sejlbåde eller folk i lystbådehavnen, der går tur her e.l. og beboere i husene mod syd. På afstand kan man se skulpturens kontur, måske 2 sider og nogle af de lys/skyggeeffekter, som åbningerne skaber.

De ’nære beskuere’ har herudover en direkte fornemmelse af størrelse og formens detaljer. Gruppen omfatter personale ved områdets virksomheder, kunder hertil samt trafikanter, der f.eks. bruger Smedievej som genvej ind/ud af Østerby Havn.

Som ’tætte beskuere’ med en mere eller mindre fysisk nærkontakt til skulpturen ser jeg legepladsbrugerne, børn og deres forældre, samt ’skulptur opsøgere’. Den sidste gruppe kan være folk, der (måske tilfældigt) får øje på og bliver nysgerrige efter at se skulpturen og/eller besøgende i Kunsthallen, for hvem skulpturen er en del af besøget her. Kunsthallen har skiftende udstillinger og står desuden for en litteraturfestival på Læsø.

Grupperne udelukker ikke hinanden. Skulpturen har som udgangspunkt flere målgrupper eller sociale rum, den tilbyder noget forskelligt afhængig af afstand og naturligvis afhængig af beskuerens egne referencer og erfaringer. Skulpturen står også både som baggrund for det sociale liv på stedet, og for nogle beskuere skaber den måske også en indadvendt oplevelse i forlængelse af museet.

Uanset hvad, er den ikke fritaget for at blive fortolket i et offentligt rum. Nogen har i hvert fald taget den til sig som opstander til blomsterkrukker (foto 4). Eller er det for at holde mågerne væk? Den undgår nok heller ikke folkeviddets øgenavne af forskellig karakter…

 Vinduestårnets grundplan – en transformerknude, en labyrintstart   

Vinduestårnets grundrids er næsten kvadratisk med et mål på 167 gange 155 cm. Med den indre mur ligner grundplanen det indre af en labyrint eller to vinkler sat sammen, hvor den ene er lidt større end den anden. Konstruktionen og dimensionerne svarer til den løsning, Kirkeby har brugt til enderne på Drivhusmuren i Stenalt, se bloggen. I ’Backsteinskulptur’ kaldes denne konstruktion en ’transformerknude’[3]. En mur, der vendes og føres i modsat retning og derefter tilbage i den oprindelige retning.

Grundplan ’Vinduestårnet’

Murene er i 1½-sten svarende til en bredde på 35 cm. De er uden ud- og indtræk i murværket eller andre særlige udsmykninger. Jeg tror, de fleste kan gennemskue grundplanens princip uden at skulle tegne. Grundplanen er på én gang både simpel og kompleks. Udover at den betyder, at skulpturen ikke umiddelbart er gennemsigtig, er den i sig selv befordrende for forskellige associationer med labyrinten som den mest umiddelbare.

Vinduestårnets bygningskrop, form og udtryk – et vertikalt værk med mange åbninger, en blank mur, en stor spalte og noget som lukker sig om sig selv 

Sokkel og materialer

Tårnet er opført i et simpelt halvstens forbandt med en lys, rød standard mursten og lyse fuger. Åbningerne og toppen har metalinddækninger. Inddækningen af åbningerne medvirker til at give Vinduestårnet et præg af bygning. Til gengæld trækker bundens synlige og brede cementfundament i retning af skulptur… Fundamentet er cirka 20 cm bredere end skulpturen og gør, at den står med en skarp grænse til bunden. Det hæver kun skulpturen med omkring 10 cm fra jorden og således ikke til en anden ’virkelighed’, men fratager dog skulpturen udtrykket af at være vokset op af undergrunden.

Vinduestårnets krop

Skulpturen er omkring 6,40 høj beregnet ud fra antal skifter. Det er et lille tårn, lavere end et 2-planshus, og uden tag står det som et udkigstårn eller en stor stele. Grundplanens transformerknude er ført igennem i tårnets fulde højde, men de 4 mure er forskellige[4].

Østmuren er kendetegnet ved at have mange åbninger, 4 i alt (foto 4). Åbningerne er lige store 50 cm høje og cirka 70 cm bredde. Den horisontale form får dem til at ligne kældervinduer eller huller til luger. Åbningerne afsluttes af en række lodrette sten og er placeret i midten af muren. Den nederste åbning er kun 60 cm over fundamentet, og ellers er der omkring 90 cm imellem åbningerne. Muren kan give tanker til en stige (med langt mellem trinnene).

Foto 4: ’Vinduestårnet’ set fra øst

Vestmuren har 3 åbninger og en høj åbning i bunden. Den høje åbning er knap 2,10 m og cirka 70 cm bred, en høj smal dør, der giver vest muren et søjleagtigt udtryk eller som en form for skildvagthus. Åbningerne har samme bredde, men er lidt højere end østmurens (godt 60 cm), og de sidder med en afstand på 55 cm over hinanden. ’Døren’ giver skulpturen en frontal orientering mod vest – det er her, man kan ’gå ind i tårnet’. Hvis man kommer fra øst – hvad jeg tror de fleste gør – skal man forbi skulpturen, så ’døren’ står som en bagdør…

Foto 5: ’Vinduestårnet’ set fra vest

I både øst- og vest muren bliver åbningerne afblændede af den indre mur, når man ser fra nordlige, skrå synsvinkler (foto 1 og 5). Omvendt får man fra sydlige og lige vinkler en fornemmelse af rum bag den indre mur, og man kan gennem visse af skulpturens åbninger se ud på den anden side, delvist hjulpet af den forskudte placering af åbningerne i højden på de 2 sider (foto 4). De er både åbne og lukkede på samme tid…

Sydmuren står som en helt blank mur (foto 6), mens nordmuren har en dyb åbning på 24 cm bredde i skulpturens fulde højde (foto 2). Åbningen er næsten for bred til at være en spalte og for smal til at være en dør. Den ’uskyldighed’, man kan tillægge østsiden, er væk her. På afstand ligner spalten et dybt sår, og med den høje, smalle, 1½ sten brede ’søjle’ mod øst giver den siden et præg af skrøbelighed. På tæt hold kan man se formen på åbningerne mod øst og deres side og bund, men man kan ikke se ud gennem dem.

 Foto 6: ’Vinduestårnet’ set fra syd

Det indre rum

Regnet fra den indvendige skalmur er skulpturens indre rum cirka 95 gange 80 cm. Den indre mur danner et U-formet rum på en murstens bredde eller 24 cm med fuge i hele skulpturens højde. Det er et snævret og nærmest utilgængeligt rum for (de fleste) voksne. Det er som om skulpturen lukker sig om sig selv, vil skjule sit indre, der signalerer labyrint.

Foto 7: ’Vinduestårnets’ indre rum

Samlet udtryk

På afstand virker Vinduestårnet som et simpelt tårn bortset fra nordsiden. Jo tættere man kommer, jo mindre falder dets udtryk til gengæld sammen med velkendte forme for tårne. Det er primært ’vinduesåbningernes’ antal, dimensioner og placering, den brede dybe spalte etc. Man får samtidig et indtryk af skrøbelighed, ikke kun på nordsiden, men generelt på grund af forholdet mellem højde og bredde.

Sidernes forskellighed giver forskellige udtryk i forhold til åben og lukkethed mellem øst/vest siderne og nord/syd. En anden dobbelthed er en oplevelse af både hulhed og massivitet på samme tid, det er som om, skulpturen har en kerne og alligevel ikke.

Skulpturen står for mig hverken som hyggelig eller uhyggelig, eller som dekorativ eller grim. Den står lidt som i sin egen verden. Der er noget ’dukkehustårn’ eller stele over den. Godt 6 m er ikke højt for et tårn.

Lys og skygge – soluret og de lysende åbninger

Tårnets åbne placering, højde og åbninger er med til at skabe forskellige lys- og skyggeeffekter.

Afstanden er for stor til, at der er bygninger eller inventar, som kaster skygge på Vinduestårnet. På en sommerformiddag uden sol er der heller ikke skygge fra skulpturen på legepladsen eller vejen. Men med sol vil man sikkert kunne opleve, at værket står som et solur og viser tidens gang og livets tidslighed…(se foto 1). Jeg tror også, at i sollys vil ydermurene stå lysende røde på skift med den modsatte mur som mørk.

Uafhængig af solen danner spalten på nordsiden på afstand en bred sort streg som på tættere hold opløses i striber på indersiden af sydmuren på grund af lysindfaldet fra åbningerne mod øst og vest.

Disse åbninger tillader lyset at skinne igennem og ses som større eller mindre, lysende, lodrette rektangler på den modsatte side, mens deres bagmur står som mørk (foto 4).

Stikker man hovedet ind i skulpturen fra den store åbning kan man på den indre mur i midten se sorte og hvide bånd og åbningen for oven som et lysende hul. Båndene flytter sig sikkert i løbet af dagen ligesom deres tykkelse ændrer sig (foto 7).

Tanker og eftertanker – mangfoldighedens skulptur og transformerknuden. Den tvetydige krop, den centrale placering i rummet, legeplads relationen og forbindelsen til Mayalandet

Vinduestårnet er ikke en skulptur, som har en udstråling og et udtryk, der slår én umiddelbart.  Dens volumen og form har ikke en monumental karakter og en æstetisk elegance, som man uundgåelig bliver fascineret af. Nogle vil måske betegne værket som lidt harmløst, grænsende til anonymt. Men værket har andre tilbud, som fascinerer mig.

Skulpturen i sig selv, transformerknuden og skulpturens krop

Der er noget fascinerende ved skulpturen i sig selv og den transformation, der sker, når man går rundt om skulpturen. Den udvikler sig fra noget, som ser enkelt og simpelt ud til noget, der indvikler sig, og som skaber et mylder af associationer. Det er næsten som den kerne i midten, man ikke kan komme helt ind til…

Grundplanens transformerknude giver en række mere eller mindre umiddelbare associationer med tilhørende referencer. Skulpturens krop og værkets placering forstærker disse associationer og tilføjer yderligere associationer og forståelser.

Mange vil nok forbinde grundplanen med en labyrint, noget som man kan fare vild i, blive fanget i (ikke mindst ens egne tanker…). Men labyrinten er også et symbol på solen og liv, død og forplantning.

Transformerknuden kan også minde om et yang og yin tegn, symbol på mand og kvinde, lys og mørke. … eller en symbolik for livet i almindelighed? 

En tredje mulighed er at se grundplanen som 2 former, der driver mod eller fra hinanden. Læsø er ung geologisk, men mere personlige tolkninger kan jo også indlægges. Eller grundplanen kan ses som noget, der er i gang udefra med at lukke sig om sig selv, beskytte sig mod omverdenen. Eller som en kerne, der udvikler sig indefra, en spire måske… Under alle omstændigheder har skulpturen en bevægelse i sig, og man kan gætte på, om det er starten elle afslutningen man kan se? Eller om processen stadig er i gang…?

Skulpturens krop og udtryk er vanskeligt at placere i et kendt ’format’, der er en indbygget tvetydighed.

Man kan ikke sige, at Vinduestårnet er et (rigtigt) tårn. Det har ikke et funktionelt formål. Med placeringen på en ø og udsigten til havet får man tanker om et fyrtårn, men det har ikke ’vinduer’ mod vandet. Er det fyrtårn for noget andet eller andre? På et andet plan, hvad man ikke kan udelukke…

Det er heller ikke specielt højt, selvom ’døren’ og ’vinduerne’ kan skabe indtryk af flere etager. Og det er skrøbeligt med den dybe spalte og den smalle mur mod nord. Åbningerne er underlige som vinduer, nærmest luger, og de kan ligne en udvendig stige… ud af rummet? Og i nogle vinkler er de helt afblændede, som om skulpturen er et værk, der er nedlagt, ikke skal bruges mere…

Men skulpturen er heller ikke en (rigtig) stele. Det ikke sædvanligt med en stele med en synlig hulhed og bygningslignende åbninger. Det skaber usikkerhed om dets levetid og ’evighed’ som monument.

Placeringen betyder måske også, at skulpturen materielt opleves mindre som et fysisk, bestemt objekt og mere som en form – hvis man kan sige det på den måde.

Skulpturen og det store rum

Skulpturen står i udkanten af legepladsen, men placeringen er tæt på midten af det samlede rum. På en måde bliver skulpturen et samlende punkt for rummet, og noget der kan tilføre det en (ny) identitet?

Det er ikke en nem opgave for en lille skulptur. Rummet er ikke det mest charmerende sted på Læsø, og som nævnt lidt forpjusket med et indtryk af ‘tilfældighed’.  

Men selv mindre skulpturer ændrer rummet omkring sig. Tårnet med skygge står som en slags solur, der hakker uendeligheden op i mindre dele og indfører en tidslighed på stedet. Herudover oplever jeg, at tårnets højde og de ikke-sædvanlige elementer i formen for et tårn har en rumpåvirkning med en ’pæn’ rækkevidde. Det er svært at afgøre, hvor meget det omfatter af hele rummet, og det er en individuel oplevelse om stedet bliver til pladsen med Vinduestårnet eller kun Smedievej.

Værkets form og beliggenhed ved en vej giver associationer til forskellige former for objekter… F.eks. en varde, et landemærke, der markerer en rute, hvor terrænet er vanskeligt eller uoverskueligt. Er skulpturen et tilbud til os om at vise vej? På vores egne personlige, utilgængelige eller snørklede stier. Rummer den post til os som varder i de arktiske egne? Her blev varder brugt til at lægge notater i om opdagelser m.m. Man tog de andres notater, og efterlod en kopi til andre sammen med sine egne noter. Det var en måde at sikre oplysninger, hvis folk skulle forsvinde senere…

Et andet objekt, der hører til ved en vej er transformatorstationen. Kirkeby var meget optaget af disse bygningsværker og omtaler en konkret station på Læsø i en af sine bøger[5]. I transformatorstationer sker det vigtige i det indre, skjult for beskuerne. Men det er noget med at omdanne noget farligt (højspændt) til noget brugeligt. Associationer til menneskers sfære ligger lige for…

Det er mere jordnært at se skulpturen som en opstander til diverse brugskunst (blomsterkrukker?). Det hører jo til vindueskarme og sender signaler om mennesker og beboelse, men også om hygge og geskæftighed.

Skulpturen og legepladsen

Vinduestårnet forbinder sig på nogle måder med legepladsen. Placeringen i hjørnet til legepladsen giver værket rollen som en port eller kontrolpost. Skal man godkendes, før man får lov at passere og komme ind?

Eller man kan se tårnet som et vagttårn i hjørnet, hvorfra man har overblik over legepladsen og ’fangerne’. Vagttårne giver også associationer til tårne ved indsejling til havne eller grænser, hvor man holder øje med, at der ikke kommer fjendtlige skibe eller tropper ind. Men tårnets placering giver også tanker om en skakbrik. Tårnet er spillets hjørnebrik og den stærkeste efter dronningen. Det er et stort tårn her, et stort spil!

På en legeplads er det naturligt at se tårnet som en del af legepladsens inventar. Vinduestårnet kan kun børn komme ind i og gemme sig. Skulpturen har et ydre offentligt rum, hvor alle har adgang og et indre rum kun for børn… Børneverdenen er fyldt med tårne, eventyr, prinsesser, men også uhyrer og fangerum. Der er tårne af klodser, som børn laver og som jo kan vælte… specielt når nogle klodser er taget ud (vinduerne). Men der er også mulighed for at bruge tårnet til at spille bold op ad, den store åbning som det sted, hvor man står og tæller til 10, når man leger tagfat eller kan gemme sig i gemmeleg. Den lave åbning mod øst er i børnehøjde, og deres form kan give tanker om en luge i en iskiosk med en væg til baglokalet.

Et Mayatempel på Læsø

Jon Eirik Lundberg omtaler i Læsø Kunsthals lille bog om Vinduestårnet værket som ’et Mayatempel på Læsø’[6].

Lundberg peger på, at grundplanens ornament ligner symbolet på mayaernes hovedgud Quetzalcuatl, en fjerklædt slange. Guden var ifølge myten med til at skabe mennesket, men var bl.a. også gud for visdom, intelligens og orden samt død og genopstandelse[7].

Kirkeby var i 1971 på rejse i Mayalandet, hvor han så mayaernes tempelbyggeri og brug af ornamentik på murene. En inspiration som han brugte i de første udendørs murstensværker

Lundberg peger på, at Vinduestårnet som Kirkebys sidste murstensværk dermed slutter en ring til de første værker af mursten og naturligvis på ornamentets betydning og muligheder for tolkning.

Og med skulpturen som et tempel kan man så se krukkerne som offergaver – i stedet for som dekorationer i vindueskarme… 

November 2019, marts 2021, juli og september 2022

Torsten Karlsson

Praktisk:
Adresse: Smedievejen, Østerby Havn 
Parkering: ved skulpturen
Offentlig transport: bus fra Vesterø Havn

Fodnoter:

[1]Jon Eirik Lundberg: Et Mayatempel på Læsø. Læsø Kunsthals Forlag, 2018.
[2] Se Læsø Prøvemarken på bloggen.
[3] Kunsthaus Bregenz: Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeichnis, 1997.
[4] Vinduestårnets krop har visse ligheder med Drivhusmuren i Stenalt, men også væsentlige forskelle i forhold til tårnets højde, antal og størrelse af åbninger og deres placering.
[5] Per Kirkeby: Håndbog. Borgen 1991 s. 21.
[6] Se note. Maya referencen er Arne Fremmich ikke bekendt med.
[7] Thomas Bo Jensen refererer i ’per kirkeby/arkitektur’, Edition Bløndal, 2019. Side 208 også til Mayaguden, og at Kirkeby opfattede tårnet som et symbol på solens bane og en tidsmåler.