Transformatortårnet, museumskunsten, varden
Note om Per Kirkebys bygningsskulptur, stele hos Galleri Susanne Ottesen, København
Kort om skulpturen
Hos Galleri Susanne Ottesen opstillede Per Kirkeby i 2015 en monolit eller stele i røde mursten. Skulpturen blev herefter nedtaget, men har siden været vist på Tate Modern i London i 2017 på en særudstilling. Her var den dateret til 1984. I fodnote 1 er der web-adresser til de 2 galleriers foto af stelen.
Skulpturen var (næsten) en kopi af en skulptur på Læsø ved Kirkebys atelier, og herfra stammer titlen. På Læsø indgår den sammen med en række andre skulpturer i et område, som Kirkeby kaldte ’Prøvemarken’. Stelen hører sammen med to andre steler, og Kirkeby[2] taler om, at de indrammer og holder et lille areal med krat på plads. I værkfortegnelser [3] identificeres den som ’Læsø V’. Se i øvrigt den særskilte note om ’Prøvemarken’ på bloggen.
Skulpturen havde en dobbelthed. Man kunne opleve den som enkel i sit udtryk, men med en mangetydighed i sit indhold og betydninger. Mine tanker og eftertanker kredsede især om transformatortårne, museumskunst og varder…
Foto 1: Stelens side med spalte (Galleri Susanne Ottesen)
Foto 2: Stelens ’smalle’ side (Galleri Susanne Ottesen)
Stelen og det sociale rum – kunstmuseum, museumsgæster
Jeg har undladt at skrive noget i forhold til det sociale rum. Jeg har ikke nok viden om de besøgende på galleriet og kan kun gætte om gæsterne på Tate. Det skal blot nævnes, at den fysiske placering af skulpturen i et museum eller galleri naturligvis er afgørende for, om den får mange eller få beskuere… Som den stod ved indgangen hos Susanne Ottesen, kunne gæsterne ikke ’snyde sig’ uden om stelen, her havde den automatisk beskuere som udstillingens første værk.
Stelen og det fysiske rum – et klinisk udstillingsrum
Skulpturen stod hos Susanne Ottesen i sit eget rum, der også fungerede som en passage eller indgang til resten af galleriet. Man kunne ikke se den fra andre rum, og tilsvarende var galleriets andre rum og skulpturer ikke synlige herfra.
Rummet var rektangulært, forholdsvis smalt med højt til loftet og med dagslys fra store vinduer på to af siderne og hvide vægge på de to øvrige vægge. I det ene hjørne var der en åbning til galleriets øvrige rum. På gulvet lå store, mørke klinker i et skråt mønster i forhold til væggene. Stelen stod på en måde, så mønstret pegede på den, foto 1. Stelen spejlede (næsten) rummet med sin rektangulære form og højde. Rummet virkede klinisk, det var renset for forstyrrende elementer og symboler. Stelen stod som en kontrast med sin røde farve, flot og skarpt eksponeret. Den stod en meter fra bagvæggen. Man kom tæt på stelen, når den skulle passeres, og man var den lille her i forhold til skulpturens 2½ meter. Man kunne gå rundt om den og se den i forskellige vinkler.
Jeg fik nogle umiddelbare associationer til skulpturen som en form for (lukket) port til rummet bag væggen eller en slags varde, en vejviser som fortæller, at man var på rette vej.
Stelens grundplan – et kvadrat med et indtræk
Stelens grundplan var meget simpel. Den var rektangulær og dimensionerne svarede til 3½ og 2½ sten. I den ene lange side var der et indtræk, en spalte på en stens dybde og en halv stens bredde. Så man grundplanen for oven kunne den ligne en tyk klampe. Og indtrækket dannede en mindre form for mæander.
Grundplan ’Stele’, Læsø V
Stelens bygningskrop – vertikal, massiv og spalten
Skulpturen var en vertikal skulptur. Som monolit var den bastant og massiv at se på, men den var samtidig åben, overskuelig og enkel, og man havde en fornemmelse af, at man havde ’fat i det hele’ på én gang… Jeg havde en oplevelse af ’skulptur’, ikke en rå murstensvæg eller en udsmykning.
Opmærksomheden blev først tiltrukket af den lange side med den dybe spalte. Og her mod den øverste del, som havde en forkastning/et indtræk i skulpturens bredde. Spalten og indtrækket gjorde, at man oplevede, at skulpturen stræbte opad.
Skulpturen var uden sokkel. Den stod med ‘to fødder’ på de bare fliser, og jeg oplevede ikke, at den voksede op af fliserne…
Alle skulpturens sider var lige høje og skulpturen afsluttedes med en vandret, rektangulær flade. Der var brugt røde sten et simpelt ½ stens forbandt. Sidernes begrænsede størrelse gjorde, at de enkelte sten stod meget tydeligt, og at man så et næsten ornamentalt mønster i deres forbandt.
Stelen i Prøvemarken har gule sten blandet med røde på den øverste del, se foto 3. Det giver et lidt andet udtryk, når farveforskelle spiller ind.
Foto 3: Læsø V på Prøvemarken
Skulpturens ene lange side med spalten stod som forside. Sidens indtræk for oven var på en halv sten syv skifter til toppen. Øverst afsluttedes spalten med en overdækning på en halv stens bredde. Det betød, at noget af spalten ’forsvandt’ op i luften, og noget var lukket for oven. Så man siden i en ret vinkel, kunne man få en oplevelse af spalten som en ’trykskade’, hvor noget hårdere havde presset muren ind. Eller spalten havde indeholdt noget blødere materiale, som tidens tand havde opløst, forvitret. De to ’mure’ omkring spalten kunne også ligne to søjler, som stod tæt på hinanden. Jeg oplevede ikke spalten som en indgang. Snarere som en sti opad eller som det indre af et rør, hvor der kunne komme røg eller magma opad, som Kirkeby taler om [4]. Så var der jo noget under, nogle stærke naturkræfter…
Skulpturens anden lange side, ’bagsiden’ havde et indtræk på en halv sten i otte stens højde. Herover var der en blank mur i resten af skulpturens højde. Set fra en skrå vinkel var der noget skorsten over denne side. Gamle, murede skorstene har ofte en bredere bund for neden.
Når man kom ind i rummet, så man først skulpturens ene smalle side, og den anden smalle side så man, når man forlod rummet. De to smalle sider havde blanke mure og snævrede til opad på grund af indtrækkene i de to brede sider, foto 2. Skulpturen gik fra 2½ sten til 1½ sten i bredden. Jeg oplevede, at set fra siden stræbte skulpturen ikke kun opad, den pegede opad, og der var en fornemmelse af ustabilitet eller skrøbelighed.
Stelen og lys og skygge – et åbent spørgsmål
Jeg besøgte galleriet en overskyet forårsdag, hvor stelen ikke kunne ’slikke’ solskin. Det gjorde det svært at vurdere, om sollysets indfald og solens gang kunne skabe lys – og skyggeeffekter indendørs i skulpturen og rummet. Jeg kunne ikke vurdere, hvilke virkninger man kunne opnå med kunstigt lys, heller ikke om den særlige skyggevirkning, som Kirkeby benævner en ’metafysisk skygge’, kunne skabes i spalten.
Tanker og eftertanker – transformatortårnet, museumskunsten, varden…
Jeg oplevede, at Stelen ganske vist havde en enkelhed i sit udtryk og form, men skabte en flertydighed af betydninger. Jeg har udvalgt et par enkelte betydninger, og har ikke forsøgt at finde sammenhænge med den anden Kirkeby skulptur hos Susanne Ottesen (Kubus), selvom muligheden ikke kan udelukkes.
Stelen er en skulpturtype, som Kirkeby omtaler som en monolit, en lukket, uigennemtrængelig klump. Han nævner i ’Håndbog’, at en vigtig inspiration for hans monolitter er de gamle, murede transformatortårne langs vejene. Disse simple tårne beskriver han som gådefulde og lukkede, men at de har en naturlighed og en selvindlysende anonymitet[5].
Man kunne se inspirationen fra tårnene, men det virkede næsten som om, at Kirkeby med sin stele havde åbnet et transformatortårn og ville vise, hvad der var inden i… For ganske vist er transformatortårne lukkede, men man ved jo, at de ikke er massive – at der er noget inden i. De fleste af os kan ikke forklare, hvad det er, og hvordan det virker, men ved, at resultatet er en transformation af højspænding til strøm, som man kan bruge. Der er noget metaforisk ved det elektrotekniske fagsprog her: transformere, høj spænding, kraft, stærk strøm… Var det det, som stelen skulle vise, men på et andet plan, hvor der var tale om en større kraft, der kom nedefra, steg op – noget naturskabt eller overjordisk, sjæleligt? Associationen til spalten med den metafysiske skygge var nærliggende. Og kun en enkelt sten forhindrede den i at bryde igennem?
At lukke ting op og vise hvad der er inden i, er noget man gør på museer. Jeg opfatter et museum som et sted, der viser noget fra fortiden og nutiden, der er værd at gemme og huske for eftertiden. I sammenhæng med kunst ser jeg det som noget, der på et tidspunkt har bragt ’orden i’ eller givet en ny forståelse af eksistentielle problemer. En slags milepæle i menneskets forsøg på at forstå og formidle sin forståelse af ’verdens natur’, som den ud- eller indvikler sig.
Med afsæt i at ’stele’ betyder en ’flad mindesten’, kunne jeg se Stelens translokation fra Læsø til et museum/galleri, som at den havde bestået en ’eksamen’ for, hvad der var værd at gemme. På et museum og et galleri må den så finde sig i at blive ‘begloet’, selv dens inderste dele…
Skulpturen som varde, den bestod jo af sten lagt på sten, som varder i naturen. Vil den stå i et museum eller i en udstilling, som en form for pejlemærke eller holdepunkt? Noget man kunne være sikker på, på et sted, hvor det måske ikke var nemt at finde retning og holde kursen. Hvad man jo så kunne tolke på i andre planer… Men stelen var i sig selv en form for varde eller vejskilt med dens spalte som et spor, en sti op eller ned…
Torsten Karlsson, marts 2015 og september 2020
Fodnoter:
[1] Se http://www.tate.org.uk/art/artworks/kirkeby-stele-ls-v-t14916 og http://www.susanneottesen.dk/exhibitions/past/2015/198
[2] Lars Morell: Per Kirkeby, Bygningskunst, Aristo 1996.
[3] Per Kirkeby, Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeichnis. Kunsthaus Bregenz, 1997. red.: Herbert Abrell, Lars Morell, Rudolf Sagmeister.
Per Kirkeby. The complete Bricks. Vol. 1. The Installations. Verlag der Buchhandlung Walther König, Museum Jorn, Silkeborg, Galleri Susanne Ottesen, Copenhagen.2019.
[4] Lars Morell: Per Kirkeby, Bygningskunst.
[5] Per Kirkeby: Håndbog, s. 53. Borgen, 1991.
Per Kirkeby skulpturer 