KIEL (1986)

Et kors på en platform – et kompas, en sarkofag, Golgata, en overmaling…

Note om bygningsskulptur af Per Kirkeby ved Kieler Kunsthalle, Kiel

Kort om skulpturen

I skulpturparken til Kunsthalle zu Kiel står en Per Kirkeby bygningsskulptur i mørke, brunrøde mursten. Skulpturen er fra 1986. I Kunsthaus Bregenz’ værkfortegnelse og her i noten benævnes skulpturen Kiel [1].

Skulpturparken ligger på toppen af en lille bakke mellem kunstmuseet og en bypark med udsigt over Kiels havn. Det er en lille skulpturpark med under ti skulpturer.

Skulpturen består grundlæggende af to vandret liggende dele: en kvadratisk ’kasse’ uden hjørner – et kasseformet kors – og et smalt græsk kors i form af fire buestik, som ligger ovenpå kassen. Det er en flad skulptur, der måler godt 5 gange 5 meter i bredden og knap 1 meter i højden. Kiel var en del af en serie på 3 skulpturer med samme udgangspunkt, men med variationer i de enkelte elementer. Se noterne om London og Aars, Korsbænken.

Det er samspillet mellem de to dele i skulpturen og dens placering på bakken, der skaber et stort antal forskellige billeder og tanker for mig – lige fra et ædende insekt, et kompas, et ludospil, et låg med bøjler til en offerplads, en sarkofag, korset på Golgata og en overmaling. Som om at de mange fortolkninger er et mål i sig selv med Kiel.

  Foto 1: ’Kiel’ set fra nord med Schlossgarten i baggrunden

Kiel og det sociale rum – ’kunstgæster’ og parkens andre brugere…

Byen Kiel er en by på knap en kvart million mennesker og er delstatshovedstad i Slesvig-Holsten. Byen er nok mest kendt i Danmark som flådebase og skibsværtsby før og under anden verdenskrig, hvorunder den blev mere eller mindre ud bombet[2]. Havnen, færger og maritime virksomheder fylder stadigvæk meget i bybilledet; men byen har også store butikscentre, universitet og offentlige institutioner. Jeg fornemmer på den ene side en by, der fungerer som port til omverdenen og på den anden side en administrations by med en mere rolig puls…

Kunsthalle ligger nordøst for centrum og tæt på havnefronten ved fjorden, se kortudsnittet nedenfor. Jeg opfatter Kunsthalle som et regionalt/lokalt museum. Her er især tysk kunst, men også både ældre og nutidige danske og norske kunstnere, bl.a. Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard.

Grundkort: © OpenStreetMap- bidragsyderne

Kunsthalle’s skulpturpark er etableret i forbindelse med en udvidelse af museet i midten af 1980’erne. Parken ligger mellem museet og den nordlige ende af en bypark, ’Schlossgarten’, foto 1. Den er offentlig tilgængelig, hvorfor beskuerne til Kiel er både museumsgæster og gæster, som bruger eller går gennem parken.

Jeg gætter på, at gæsterne på Kunsthalle i høj grad er ’faste brugere’ og nordtyskere. Jeg gætter også på, at museumsgæsterne primært bruger parken og skulpturerne efter et besøg i museet. Det vil sige efter, at man har set kunst, og måske har fået nogle nye indtryk eller forståelser. Nogle gæster går sikkert kun i skulpturparken for at få frisk luft eller se ud over havnen og fjorden, hvad dog ikke fritager dem for at se Kiel, der står som den første skulptur, når man kommer fra Kunsthalle.

Som sådan er det ikke en smuk udsigt fra parken. Den er domineret af flådeværftet på den anden side af vandet og dets kraner, men der er vand og liv på havnen, som man ikke kan lade være med at blive fanget af.

Jeg formoder, at parkens gæster, der ikke kommer fra Kunsthalle, består af beboere og folk, der arbejder i området, eller er gæster fra andre museer i nærheden f.eks. Zoologisk Museum og Medicinsk Museum, se foto 2. Begge grupper kan komme her for at se ud over vandet, slå sig ned for at ryge en cigaret etc. eller for at gå igennem til ’Kiellinie’, der er en promenade langs kajen og fjorden. Jeg har ikke noget bud på hvilke grupper, der bruger parken og dermed Kiel mest.

Kiel og det fysiske rum – skulpturparken, en flad bakketop med skråninger

Kieler Kunsthalle ligger på Düsternbrooker Weg, der løber fra centrum parallelt med fjorden omkring hundrede meter fra vandet. Museet og skulpturparken ligger på toppen af en bakke, der starter ved udkanten af centrum. Mellem Kunsthalle og fjorden/ havnen ligger bygninger og et broanlæg til fodgængere og cyklister over vejen, foto 3.

Museet er en to etages bygning i grå sten (muschelkalk på tysk) med et lavt, valmet tag. Dets linjer er enkle, og udefra virker bygningen anonym og massiv.  

Foto 2: Schlossgarten set fra nord og ’Kiel’

Skulpturparkens fysiske rum kan beskrives som en omtrent firkantet, flad bakketop på omkring 70 gange 30 meter – vist med den sorte streg på kortudsnittet. 

På OpenStreetMap’s grundkort er stisystemet ikke indtegnet helt korrekt. Den flade bakketop ender i forholdsvise stejle skråninger mod øst (fjorden) og syd (centrum). Mod vest har bakken en lav skråning mod Schlossgarten. Mod nord ender bakketoppen i en flad skråning op mod museumsbygningens (høje) endemur.

Foto 3: Udsigt fra skulpturparken mod øst

Bunden i skulpturparken består af græs, en række større linde- og kastanjetræer, et stisystem med grus, som forbinder Kunsthalle med Schlossgarten, og som fører til et højt monument i det sydøstlige hjørne. Monumentet er til minde om 1. Verdenskrig og står på en udsigtsplatform, som vender mod fjorden og centrum. Der er også opstillet et par bænke langs skråningen på østsiden mod vandet. Skulpturerne i skulpturparken er nonfigurative og i forskellige materialer. Jeg opfatter ikke, at der er en forbindelse mellem skulpturerne. Nørgaards skulptur, ’Manden’ står tættest på Kiel i en afstand på cirka ti meter uden at virke som en del af Kiels nære rum. Kiel står, hvor stien fra Kunsthalle deler sig og fører til de øvrige skulpturer og ud i Schlossgarten. Stien er ført tæt på Kiel (en halv meters afstand) – som om man skal se skulpturen, Kirkeby har sørget for at have kunder…

Der er en særlig ubalance i rummet med de manglende sider mod øst og syd – som om rummet pludselig forsvinder – og med den høje mur på museet mod nord, der står som en klippevæg. Man kan få association til at være på en stor bjergafsats og opleve, at man ikke kan komme herfra. På en novemberdag uden blade på træerne har stedet en egen tristhed… en fornemmelse af mindelund melder sig hos mig.

Kiel står i den øverste del af skulpturparken. Alligevel oplever jeg det som om, at den står midt i det hele. Det er den, som fanger øjet med sin store platform og buestik på trods af dens begrænsede højde. Den omdanner på en måde omgivelserne, så de indgår i dens ’sfære’. Men uden at de andre skulpturer mister deres identitet.

Kiels grundplan – et kvadrat uden hjørner med udtræk i midten eller et græsk kors

Skulpturens grundplan kan beskrives som et kvadrat, hvor hjørnerne er skåret af i en ret vinkel. Med god vilje kan man også se grundplanen som et slags græsk kors med fire lige lange (meget tykke) arme anbragt vinkelret på hinanden. Skulpturen måler godt 5 meter på hvert led, og indtrækkene i hjørnerne er på knap ½ meter (to mursten). På midten af hver side er et udtræk med ½ sten, hvor det øverste kors har sit vedhæftning.

Grundplan ’Kiel’

Jeg oplever ikke grundplanen som en mæander. Kvadratets udtryk som ’firkant’ er for stærk. Når man står tæt på skulpturen, giver grundplanen mig en umiddelbar association til en spilleplade, se næste afsnit om bygningskrop, form og udtryk.

Kiels bygningskrop, form og udtryk – et buestik kors og en flad kasse

Grundlæggende består skulpturen af to dele: den store flade kasse uden hjørner, som danner bunden, og det smalt kors af buestik på toppen med støttepiller i bundens fire sider. De to dele har meget forskellige udtryk og er ikke sat sammen, så de danner en organisk helhed. Værket er dog symmetrisk skulptur, hvilket giver det en egen indre styrke, så det holder sammen på sig selv…

Det umiddelbare indtryk er en horisontal, flad skulptur: den er 5 gange så bred som den er høj. Man kan se over den uden problemer, den spærrer ikke for udsigten, men forsøger måske nærmere at udpege den i fire forskellige retninger. Dette udtryk er ens uafhængigt af, om man ser skulpturen på vej fra museet eller fra Schlossgarten.

Skulpturen ligger tungt på græsset, den er ikke noget, man flytter med, og er uden sokkel. Dens store, lave flade gør, at jeg ikke oplever den som noget, der er vokset op af jorden, eller som et geologisk lag, der skudt op ved en slags forkastning i undergrunden. Selvom man ikke kan afvise, at der er liv under overfladen, eller at ‘kassen’ er dukket op ved at jorden er skyllet væk.

Som nævnt sætter skulpturen sig på parkens rum. Udover størrelsen skabes dette indtryk af det uproportionale forhold mellem højde og bredde, det øverste kors’ buebevægelse og især kontrasten mellem skulpturens to forskellige former.

I forhold til omgivelserne kan man se et slægtskab mellem bygningselementer i dens nabo, Zoologisk Museum (se foto 2 til højre) og skulpturen. Tydeligst for buernes vedkommende. Jeg er uvis på denne bygnings funktion i 1986, og om der kan være tænkt en forbindelse ind.

Foto 4: ’Kiel’ set fra vest

’Kassen’ mod græsset er muret i et simpelt halvstens-forbandt. De lodrette sider er syv sten høje svarende til knap 50 centimeter. Anden og sjette sten fra neden er trukket ind med omkring tre centimeter. Indtrækkene gør ’kassen’ lidt mindre tung, og får den til at ligne en form for låg. Midten af siderne ’brydes’ af det øverste kors’ støttepille, der er 1½ sten bred med den halve sten i udtræk. ’Kassens’ vandrette flade er muret i et mosaikmønster med 2 sten lagt skiftevis på tværs af hinanden. Mønstret kan give associationer til Maya-tiden, kultiske formål eller spillebræt, foto 5.

Det øverste kors’ 4 buestik er ens. De er 1½ sten tykke svarende til knap 40 centimeter. Buerne har et frit spænd på 33 skifter eller godt 2 meter og hæver sig kun 13 centimeter over ’kassen’. De samles af en lav pille i midten.

Foto 5: Buestik, vedhæftning og mønster

Buestikkene ligner et kors, der er lagt ned eller som hæver sig fra midten. Jeg ser korset som svævende, men det hægter sig også fast til den store ’kasse’ under. Man kan opleve korset som noget 2- dimensionalt, der er blevet 3-dimensionalt. Og armene giver et billede af port-overliggere, kildevælds buer eller halvåbne øjne med smalle, åbne rum under sig. Ofte giver buestik mig associationer til huler, men her hvor de underliggende mursten skaber en glat og bar overflade, får jeg ikke det indtryk.

På tæt hold virker buerne/korsets arme og pillerne som kraftige, som om de har nogle kræfter, der bliver holdt på plads… og der er noget naturstridigt i, at buerne kan hæve sig fra overfladen og overvinde det tomme rum…

Man kan få den tanke, at skulpturen skaber et fundament, en ’scene’, og at udover buestik korset hører der mere til – at beskuerne skal optræde som skulpturelementer? Man kan sidde på skulpturen, og man kan gå op på den, stå i et af felterne eller bruge buestikkene som en slags bro eller balancebom. Og ’scenen’ er speciel ved, at buerne virker som en omvendt indhegning, der er spærret indad, men ikke udad.

En anden tanke: ’kassen’ og korset er i princippet hver for sig en skulptur. Hvorfor er de sat sammen? Et tvangsægteskab mellem to meget forskellige former og udtryk? Er der en symbiose mellem dem, eller er der noget helt tredje på spil?

Kiel – lys og skygge

Solen var fraværende ved mit besøg i november. På mine fotos ser man dog under buestikkene et sort felt, der skaber fornemmelsen af en spænding mellem lys og mørke…

Jeg gætter også på, at der på en solskinsdag vil skabes forskellige skygger med det buede kors. Fra andre ’buestik skulpturer’ er min erfaring, at fra forskellige vinkler får armenes skygge forskellig tykkelse i form af ’tynde og tykke’ arme. Og der kommer et ’sort/hvidt liv’ i skulpturen, når skyggerne bevæger sig med solen.

Tanker og eftertanker – det ædende insekt, kompasset, spillebrættet, låget, sarkofagen eller kenotafet, Golgata, offerpladsen, overmalingen… de mange muligheder.

Det er samspillet mellem de to dele i skulpturen og dens placering på bakken, der primært giver mig billeder og tanker. Og det skaber mange billeder, som fører meget forskellige steder hen. Nogle er simple, andre mere komplekse. Det kan virke som om, at mange betydninger er mål i sig selv med Kiel.

Jeg tror, at mange mennesker som en første, umiddelbar indskydelse ser skulpturens øverste kors som et stort insekt, der ligger på en firkantet kasse, en edderkop for eksempel. Den bevæger sig ikke, det kan se ud som om, at den har hægtet sig fast på det brede kors og er i gang med at æde eller trænge ind fra midten… Hvilke overførte betydninger, det kan afstedkomme, er nok individuelt. Og måske afhængig af om man er på vej ind eller ud af museet. 

Skulpturen kan også give associationer til et ludobræt. Et særligt spil ganske vist, udendørs og kun med plads til en brik i hvert hjørne – her sætter man alt på spil. (Kan man også blive slået hjem?) Tæt ved Kirkebys skulptur ligger i øvrigt en stor terning i granit af Karl Prantl (uden seksere)[3]…

En anden uvilkårlig tanke: er noget i den store ’kasse’? Er der gemt noget her til senere brug, eller er der noget, som skal holdes indespærret? Er den flade kasse et låg over noget i undergrunden? Og skal korset ovenpå spænde låget fast som lukkebøjlerne til henkogningsglas? Skyldes det, at der er indre kræfter, der skal holdes på plads? Er der adgang til undergrunden, dødsriget på dette sted? Vi er jo på en bakke, en slags ’klippe’.

’Kassen’ kan også ses som en kiste og buestik korset ovenpå som en afbildning den afdøde… hvem det så end er! Skulpturparken giver jo tanker om en mindelund. Det kan være en sarkofag eller en kenotaf, et gravmæle for en afdød, der ikke er begravet her. En tom grav, men markering af at den afdødes ånd er tilstede her?

De græske ligebenede kors leder også tankerne hen på et kompas. Et instrument til at finde vej og vise retning. I forbindelse med andre skulpturer taler Kirkeby om triangulerings kors, som på et kort fastsætter et punkt, så man lettere kan se ’alt andet’ og tegne landskabet[4]. Og her er der endda to kors… så tingene gøres rigtigt tydeligt! Har det en symbolsk sammenhæng med museet, at kunst kan vise vej eller vise nye veje? 

Kiel står, så man kan se ud over (en del af) fjorden. Jeg opfatter ikke, at placeringen er valgt på grund af udsigten. Den er bedre fra udsigtspladsen i parkens hjørne eller tættere på skråningen. Men måske er ’indsigten’ bedre her.  Skulpturen kan i hvert fald bruges som bænk, man kan sidde alene eller sammen med andre og bearbejde noget – jfr. betydningen af bænk, som et sted hvor man bearbejder noget. Det kan være indtryk fra museet eller dagens gang, der skal bearbejdes og sættes på plads.

Eller man kan se skulpturens øverste kors som en form for ’overmaling’ af det nederste, brede kors. Overmaling af andres billeder har Kirkeby brugt i perioder. I skulpturen er det nederste kors stadig tydeligt, og det øverste har samme grundform. Jeg tænker det øverste kors som en omskrivning, en anden måde at sige det samme på (som med det nederste), hvad det så end er… eller et forsøg på at finde det indre væsen, det basale indhold i selve formen. 

Kombinationen af kors og bakketop (klipper) giver mig tanker til Golgata og korsfæstelsen. Er buestikkene korset før korsfæstelsen eller efter nedtagningen? Er det korset, som ligger ned, eller er det den døde Jesus , der ligger på klippen? Buestikkene skaber en association til rigor mortis. Den flade del af skulpturen kan minde om en stiliseret klippe med kant, som man ser på gamle, religiøse billeder af Golgata. Et symbol på en afgrund, fald og dødelighed…?

Uafhængig af en kristen udlægning af skulpturen giver kombinationen af bakketop og en platform associationer til noget kultisk. ’Mayamønstret’ i den store flade, buestikkenes ’overnaturlige’ evner til at ophæve tyngdekraften og det samlende punkt i midten lægger op til at se skulpturen som en offerplads. Det er en stor offerplads Kirkeby har skabt her.  Det må være store guder, som skal formildes eller vigtige varsler, der skal tages…

Torsten Karlsson, december 2016, marts 2019 og april 2022

Praktisk:

Adresse: Düsternbrooker Weg 1
Parkering: Parkeringsplads ved Kunsthalle
Adgang: Parken er gratis.

Fodnoter:

[1] Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeignis, Kunsthaus Bregenz 1997.
[2] Mindre kendt er måske, at det var her, den tyske novemberrevolution startede i 1918.
[3] En pudsighed: på tysk hedder ludo ’Mensch-ärgre-dich-nicht’. 
[4] Se note til ’Havebænk Djursland’.
[5] I ’Udviklingen’, 1985, Borgens Forlag har Kirkeby gjort sig tanker om overmalinger.