GIEβEN (1996)

En passage i kanten af skoven med en trykket mæander, referencer til studieliv og forfald

Note om Per Kirkebys bygningsskulptur i Gieβen, Tyskland

Kort om skulpturen

Til Justus Liebig Universität i Gieβen har Per Kirkeby lavet en markant bygningsskulptur. Skulpturen er opført i 1996 og står mellem to områder af universitet et par kilometer fra byens centrum. Kunsthaus Bregenz’ værkfortegnelse bruger bynavnet om skulpturen, og det har jeg fastholdt i noten [1].

Gieβen står som en passage på en såkaldt ’Kunstweg’ tæt på kanten af en mindre skov. Skulpturen står så den kan ses fra veje, parkeringspladser og bygninger i et åbent område op til skoven. I den mere lukkede skov er Gieβen kun synlig på nært hold. Her gennemskæres rummet af mange stier igennem og rundt om skulpturen. Der vokser høje bøgetræer ind over den. Skovbunden og ’Kunstweg’ skråner mod kanten af skoven til den ene side og ender i et parkområde mod universitetets bygninger på den anden side. Selve skoven leder tanken hen på noget, man har ladet blive stående, et helligt område etc.

Beskuere til skulpturen er først og fremmest studerende undervejs til/fra undervisning mellem områderne. Det er unge, voksne mennesker under uddannelse til et fag og en levevej. Men det er også en gruppe, der er ved at etablere sig i livet med de forventninger og trængsler, der følger med i de år. 

Gieβen er cirka 7 m lang, 5 m bred og godt 6 m høj. Skulpturens grundplan er en simpel mæander med 2 rum, der er trykket, så der dannes et stort og et lille rum. Skulpturen har 4 brede mure med store åbninger og 1 smal mur med en lille åbning. Sat sammen danner de store åbninger 3 porte til en passage gennem skulpturens 2 rum. Over åbningerne ligger en blank, høj mur på næsten samme højde som åbningerne. Set fra nogle retninger står skulpturen som et simpelt og tungt værk, i andre retninger mere spinkel og næsten skrøbelig.  

Kirkeby har lavet en passage som ikke bare er en passage mellem 2 universitetsområder, men også et værk, der på en unik måde spiller på vores (mine) forestillinger om stedet, skoven, dets mystik og skjulte, større kræfter. Udover mæanderens udsagn om livets op- og nedture rummer den en række dobbeltheder som åbenhed og lukkethed, øvre og nedre planer, for- og bagrum. På en måde står den også som en kommentar til universitet og studietid. Desuden skaber den en association om, at tingene forfalder over tiden, men den står som noget, man ikke kan se, hvad var før, snarere som et billede af ruin som et begreb.  

Foto 1: ’Gieβen’ set fra sydøst

Foto 2: ’Gieβen’ set fra sydvest

Gieβen og det fysiske rum – det åbne land og den lukkede skov, ’ Kunstweg’ og et sted med udsathed og associationer til helligdomme og ruiner

Byen Gieβen ligger i den tyske delstat Hessen 50 km nordøst for Frankfurt. Gieβen har omkring 75.000 indbyggere og er (i Tyskland) kendt for Justus Liebig Universitetet fra 1600-tallet med knap 30.000 studerende. Herudover fungerer den som et regionalt handelscenter og har en del værktøjs- og elektronisk industri.

Kirkebys skulptur står mellem 2 universitetsområder, Philosophikum I og II, cirka 2½ km øst for byens banegård og centrum. Hele området er afgrænset af en ringvej omkring byen mod øst, et åbent engareal mod syd, et psykiatrisk sygehus mod nord og selve byen mod vest. Området er forholdsvist fladt.

Skulpturen er placeret i en lille skov, der ligger op til hjørnet mellem Rathenaustraβe og Otto-Behaghel-Straβe, se kortudsnittet. Hjørnet er midtpunkt for adgangen til/fra området. Skulpturen står som en passage over en sti, der er anlagt som en ’Kunstweg’ i campusområdet, og som forbinder Philosophikum I og II for gående og cyklende. ’Kunstweg’ havde 12 værker i 1994, da Kirkeby blev bedt om at bidrage med en skulptur til overgangen mellem de to dele af området. Alle skulpturer er lavet til de konkrete steder eller udvalgt i forhold til dem. I korrespondancen med universitetet fremgår det i øvrigt, at Kirkeby ikke er imponeret over universitetsbygningerne og finder de fleste skulpturer dårlige…[2]

Cirka 40 m fra Gieβen mod nordvest står en stor metalskulptur af Claus Bury og 50 m mod sydøst ligger en mindre, flad stenskulptur af Karl Prantl [3].  Med blade på træerne er skulpturerne ikke synlige fra Kirkebys skulptur, de har hver deres rum.

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Skulpturens ’store rum’, forstået som det rum, hvori man kan se skulpturen, er markeret på kortudsnittet med en sort linje. Rummet har form som en stor tragt i en sydøst-nordvestlig retning. Man kan dele rummet op i en vestlig og en østlig del.

Den vestlige del er åbent område, hvor man kan se skulpturens farve og kontur, men ikke mæanderformen og andre detaljer. Det er svært at fastlægge ydergrænserne for rummet præcist. I 2019 ligger der en byggeplads mod nord; Rathenaustraβe og noget af den åbne eng mod syd (langs bækken, Klingelbach, er der en række træer, der tager indsynet); mod vest Otto-Behaghel-Straβe med en cykel/gangsti, parkeringspladser med ’Kunstweg’ og bygningerne til Philosophikum I. Aktiviteterne i rummet omfatter både trafik, parkering, undervisning og kulturelle tilbud (= ’Kunstweg’).

Den østlige del er en del af et lille skovområde og mere lukket. Rummet svarer til skulpturens nære rum. Det har form som en tragt i tragten på omkring 50 – 60 m i længden. Kortet svarer ikke helt til virkeligheden, idet stierne deler sig i flere stier end de 2 viste (bl.a. genveje), og ’Kunstweg’ er p.t. (2019) afspærret, så man ikke kan køre gennem Gieβen.

Skoven består af høje bøgetræer med lav underskov mod syd, mens den er mere åben mod vest. Det er ikke nogen troldeskov, men heller ikke en ’holdt’ park. Bunden skråner let mod vest og består af græs, visne blade etc. Der er en ’geologi’ i undergrunden, men det er ikke voldsomme kræfter, der er på spil. Stien gennem skulpturen er omkring 3 m bred, så modkørende/-gående kan passere hinanden. Stien kan ses som en aktiv del af skulpturen med sit fald eller stigning. Der er opsat gadelamper og rækværk af træ langs noget af stierne. Det bidrager til at mindske indtrykket af ’skov’, og underbygger områdets funktion som en overgang mellem universitetets områder. Men ’skoven’ er også med til at skærme Philosophikum II fra det øvrige byggeri, og den lille skov munder her ud i et grønt areal med bænke og opholdspladser – ikke parkeringspladser. Skulpturens rum fungerer som et gennemgangsrum, man gør ikke ophold ved skulpturen, stierne er slidte og med genveje.   

Overordnet set er det ’store rum’ karakteriseret ved kontrasten mellem den vestlige dels ’bykultur’ og åbenhed og den østlige dels ’naturkultur’ og lukkethed. Kommer man ad Rathenaustraβe bevæger man sig i et skel mellem skov og det åbne land. Men også byggepladsen fylder i 2019 meget med dens udgravninger og synlige, fysiske aktivitet og til-/frakørsel af lastbiler.  

Skulpturens nære rum er hverken udpræget uhyggeligt eller idyllisk. Men man oplever en uro eller udsathed, når man skal passere grænsen til skoven, hvad enten man skal ud i det åbne rum eller ind i den mere lukkede skov. Måske en medfødt erindring eller en refleks om, at der er risiko for farer disse steder. Skovens størrelse minder mere om en lund end en skov, og man kan få en tanke om, at det er noget, man har ladet blive stående, undladt at fælde og få associationer til et helligt eller kultisk område. Gieβen kan godt ’tale’ ind i denne forståelse, jf. senere. Men træernes tæthed om skulpturen kan også signalere, at de er vokset op senere end skulpturen, og at skulpturen kan ses som en ruin, noget der er blevet tilbage af noget større.

Uanset forhistorie står skulpturen som et menneskeskabt element i naturen. Den står som et værk på skellet mellem skov og det åbne land og skaber forestillinger om at have en funktion, der dog ikke umiddelbart kan afkodes. Men man kan da gå igennem Gieβen og gemme sig bag dens mure i skjul for andre…

Gieβen og det sociale rum – folk med tilknytning til universitetet, studerende undervejs til/fra noget (og i livet)

Kirkebys skulptur står i Gieβen, men jeg opfatter ikke byen som inspiration for værket. Det gælder heller ikke Justus Liebig Universität (Liebig var professor i landbrug), eller de fagområder, der ligger i området (social science, kultur, sprog, psykologi mv.). Men universitets sociale miljø udgør uundgåeligt en generel ramme.

De mennesker, der kommer i skulpturens store rum, tror jeg næsten udelukkende har tilknytning til universitetet. Det gælder for trafikken til/fra området på Rathenhaustraβe og Otto-Behaghel-Straβe, for folk, der parkerer i den vestlige del og naturligvis brugerne af bygningerne i Philosophikum I og II. Jeg vurderer, at der ikke kommer mange borgere fra Gieβen eller ’kunstturister’ for at se kunsten på ’Kunstweg’.

Brugere og beskuere af skulpturen i det nære rum er først og fremmest studerende undervejs til/fra Philosophikum I og II eller mellem områderne. Jeg gætter på, at lærerne er lidt mere stationære i forhold til deres institutter m.v. På en sommerdag i juni så jeg udelukkende studerende passere Gieβen. Der var kun et lille antal, men ud fra sliddet på stierne, må området være flittigt benyttet på andre tidspunkter.

Studerende ser jeg som unge voksne mennesker under uddannelse til et fag og en levevej, der også indebærer en socialisering/identitetsdannelse. Men det er også en gruppe, der er ved at etablere sig med partner, venner, interesser osv. med de forventninger og trængsler, der er en fast følgesvend i de år. 

Nogle af dem omgås sikkert Kirkebys værk i flere år, så det bliver en del af en dagligdag. Det udelukker ikke skabelsen af personlige relationer til værket eller ’indadvendte’ oplevelser, men jeg gætter på, at kun få gør ophold her (men undtagelse af de enkelte der bruger den til graffiti). At køre eller gå gennem skulpturen giver under alle omstændigheder en sanse mæssig oplevelse, hvis man ikke er optaget af at nå den næste forelæsning til tiden… Og man bliver ved sin passage en del af skulpturens udtryk for andre, der skal forbi skulpturen – når stien altså ikke er afspærret.

Gieβens grundplan – en kort, sammentrykket mæander med porte til en passage

Skulpturens grundplan er en simpel mæander med lige sider og vinkelrette hjørner. I princippet er det den mindste mæander, man kan tegne. Den danner 2 rektangulære rum og i den ydre form et rektangel. Mæanderen er ikke ’ligesidet’, idet en side er kortere end de andre – den har en sammentrykket foldning, så grundplanen ligner et kantet ’S’.

’Gieβens’ grundplan

De lange sider har store åbninger, som skaber en bred passage og gennemsyn på langs af skulpturen i retningen nordvest/sydøst. Grundplanen har ikke en start eller slut, men de 2 indre rums forskellige størrelse giver associationer til for- og bagrum og templer.

Gieβens bygningskrop – en tunnel på en skrånende bund som på samme tid er åben og lukket, tung og spinkel, enkel og kompliceret

Sokkel og materialer
Gieβen
har ikke noget synligt fundament. Skulpturen står på stien og den slidte skovbund. Det høje græs omkring den og den skrånende grund skaber en fornemmelse af, at skulpturen vokser op af bunden. Man får også et billede af, at de indre hjørner vil samle blade om efteråret, så skulpturen indgår i naturens ’virkelighed’. Murstenene er røde med et lidt blåligt skær, lagt i et simpelt halvstens forbandt med en lys fuge.

Skulpturens krop
Gieβen er sat sammen af 4 brede mure med store og høje åbninger og en smal mur på med en snæver, høj åbning, foto 1 og 2.

Hjørnerne på murene er omkring 1 m brede og ligner tykke ben. De store åbninger er på godt 3 m i bredden, mens den snævre åbning er på omkring ½ m. Over åbningen i murene ligger et lavt buestik på 1½ sten og herover en blank, høj mur. Murene lukkes for oven med en metalafdækning.

Højden på murene og åbningerne varierer, idet skulpturen optager et fald i terrænet. Det betyder en forskel mellem 5,85 m mod sydøst og knap 6,15 m mod nordvest og for åbningerne mellem 3,10 m og knap 3,40 m. Det betyder også, at murernes og åbningernes overkanter står vandrette, og at ’overmurenes’ højde er den samme (ca. 2,90 m fra buestikkets fod) for alle mure.

Sat sammen til den foldede eller sammentrykkede mæander bliver skulpturen en horisontal skulptur, som er lidt længere (ca. 7 m), end den er høj. De store åbninger i murene står som porte og passage gennem skulpturen. Den smalle åbning i den korte mur vender mod stien ud fra Rathenaustraβe. Åbningen er høj, men for smal til at ligne en dør.

Rummene
Overmurene og hjørnerne skaber en rumfornemmelse, når man går ind i skulpturen, men der er højt til loftet, intet tag og intet på væggene. Og rumfornemmelsen opløses i det kvadratiske rum på grund af den manglende, store side mod syd og de store åbninger.

Det lille, rektangulære rum har en indvendig bredde på knap 1,70 m, og hjørnet med den smalle åbning virker som krog. Man kan føle sig trængt og trykket i rummet, og man kan kun klemme sig ud gennem den smalle åbning… foto 3.

Foto: ’Gieβen’ set fra nord

Samlet udtryk
Gieβen
er en stor skulptur uden at virke overdimensioneret i forhold til rummets størrelse. Den indeholder en række dobbeltheder, hvoraf de mest iøjnefaldende er de store, blanke murflader for oven og de store åbninger for neden. Skulpturen har forskellige udtryk afhængigt af, hvor man står som beskuer.

Fra nordvest eller sydøst i ’Kunstweg’ retning står skulpturen som et simpelt og lidt tungt værk, foto 1 eller 4. Den står markant og ligner et afsluttet værk, men som et fremmedelement i forhold til naturen. Herfra fanger specielt buestikkene min opmærksomhed, og skulpturen giver associationer til en portind-/udgang til en indre gård. Rummene mellem portene virker lukkede og skaber sammen med den høje overmur en oplevelse af et rum på langs af skulpturen, en tunnel eller en passage. I sammenhæng hermed virker buestikkene som et signal om, at man skal sætte farten ned (man skal under noget), og det smalle rum opleves som et forrum/bagrum afhængigt af, hvor man kommer fra. Jeg har ikke cyklet gennem skulpturen, det kan være en anden oplevelse – måske mere som en arkade.

Foto 4: ’Gieβen’ set fra nordvest

Set fra syd/sydvest eller nord/nordøst har skulpturen et andet udtryk. Dens rum opløses, og skulpturen virker mere spinkel og transparent, næsten skrøbelig og yndefuld fra nogle retninger, foto 2, 3 eller 5. Årsagen er, at man kan se åbninger i forskellige sider på en gang, og at de høje 1½ stens brede ender træder frem. At den korte murside med den smalle sprække bliver synlig, er også med til at gøre udtrykket mere kompliceret, lidt underlig. Og fra visse vinkler får skulpturen et præg af ruin, en rest af noget større og en forladthed, der skaber en kerne af usikkerhed.

Foto 5 : ’Gieβen’ set fra nordøst

Gieβen lys og skyggei skovens skygge med et hvidt hul i passagen

En sommerformiddag med lav sol i øst og en let dis stod skulpturen næsten fuldstændig i skygge af de høje træer. Enkelte steder hvor solen kunne trænge gennem bladene opstod hvide pletter på skulpturen og på skovbunden. ’Pletterne’ flytter sig sikkert i løbet dagen og ændrer form.

Tidspunktet betød også, at skulpturen ikke kastede skygge på skovbunden, muligvis vil man opleve denne effekt senere på dagen eller om aftenen med sol i vest, men jeg har svært ved at bedømme, om træerne er så høje, at de vil holde solen væk hele dagen.

Til gengæld er det markant, hvordan lyset skaber et hvidt hul, når man ser gennem skulpturens passage – det gælder især fra sydøst. Men også i andre retninger er lyset tilstede bag skovkantens buske og bevoksning som et modlys, der stiller skulpturens kontur skarpt.

De opsatte lamper på stien kan måske omvendt skabe en oplevelse af noget ruin og uhygge, når de er tændt i mørket?

Tanker og eftertanker – skoven som en ramme med ’forforståelser’, den særlige mæander og rummenes dobbelthed, en passage og porte for studenter

Skulpturen og det fysiske rum

Skulpturens placering er ikke tilfældig, og det fysiske rum er i sig selv med til at skabe nogle ’forforståelser’ eller referencer, som man bevidst eller ubevidst medtager, når man ser og læser skulpturen.

Specielt skoven giver mig associationer, som påvirker oplevelsen af skulpturen. Med skulpturen placerer Kirkeby noget menneskeskabt i skoven, der trænger ind på skovens enemærker, hvor der gælder særlige regler. Der er en grundforståelse af noget hemmelighedsfuldt og farligt ved skove. Det er et sted for skovguder, dæmoner, alfer etc. Men det kan også være et sted med helligdomme og forbindelse med usynlige kræfter.

Med skoven som ramme sættes også en større dagsorden med naturen og dens kræfter, den evige cyklus med liv og død, og noget mennesket ikke er herre over. Skove er stedet for ruiner, og dette sted er ikke en undtagelse, her er ikke ryddet for at gøre plads til skulpturen, og træerne vokser henover den… Se mere om ’ruin’ nedenfor. 

Skulpturen står ikke bare på en skovbund, den er placeret på et terræn, som skråner, skulpturen skal holde sig fast… Dens foldninger skyldes måske en bevægelse i undergrunden, og der er muligvis stadig noget, der er i bevægelse…

Kommer man fra sydøst skal man desuden træffe et valg om man vil gå/køre igennem skulpturen eller om man vil udenom den… men undgå at se den kan man ikke!

Skulpturen i sig selv: mæanderen, rummene og bunden

Jeg er (nok ikke overraskende) fascineret af skulpturen i sig selv og Kirkebys brug af grundplan, rum (mure) og bund. Han sætter dem sammen til en tilsyneladende meget enkel skulptur, men en skulptur med mange dobbeltheder og associationsmuligheder.

Til mæanderen knytter der sig nogle generelle tolkninger og til Gieβen nogle særlige qua denne mæanders specielle form og skulpturens placering.

Mæanderen kan generelt ses som et billede på, hvordan det at leve i bred forstand veksler mellem pludselige forandringer og dagligdag, mellem med- og modgang. Og at dette mønster er noget, der bliver ved at gentage sig. Men mæanderen kan også ses som en måde, mennesker søger at beskrive erkendelser om tilværelsen på for at skabe forståelse, kontrol eller have et system at søge støtte i.

Gieβen står i en skov, og dens mæander kan desuden ses som en metafor for naturen, som en måde at opfange og illustrere de kræfter, der er på spil her. Naturens forløb i ryk og liv og død.

Gieβens mæander har en særlig form ved trykkede foldning, som et budskab om at ændringer og forløb ikke foregår i en fast takt, eller kan komme ud af takt. Og foldningen skaber en oplevelse af et forrum/bagrum eller i hvert fald, at man skal igennem noget først før… Mæanderen er også speciel ved, at man på grund af de store åbninger ikke oplever den tydeligt for neden i skulpturen. Den ’rigtige’ mæander udfolder sig i ’overmurene’, man skal se op for mærke den. Den ligger på et højere plan eller som en form for erindring…?

De 2 indre rum har en dobbelthed med deres åbenhed for neden og lukkethed for oven. De nedre, åbne rum lader én ubeskyttet, men giver også mulighed for at følge med i, hvad der sker uden for. De lukkede, øvre rum skaber et andet plan uden for ens kontrol. De er åbne for oven, så man kan se himlen (og noget større), og omvendt er man ubeskyttet ovenfra. I det smalle rum har man en tragtfornemmelse, mens man i det brede rum mere har fornemmelse af en høj stue eller lille sal. Og så er de begge tomme, som om noget er blevet fjernet …

Terrænet eller bunden i skulpturen er en del af ’Kunstweg’ og forbinder derfor skulpturen med de øvrige værker i området. At vejen er faldende/stigende betyder, at cyklister mærker en fysisk ændring, når de skal passere igennem Gieβen: man får mere fart på ned ad og skal trampe hårdere op ad.

Portene og passagerne

Åbningerne og det tværgående rum gennem skulpturens længderetning er en del af Kirkebys greb. Man ser ikke kun skulpturen, man ser igennem den, selvom den fra visse vinkler kan næsten se lukket ud.

Åbningerne danner en passage som sammen med stien skaber associationer i sig selv. Åbningerne står som portind-/udgange som om, der er en indre gård, noget mere end det man umiddelbart kan se fra udefra… Skulpturen har ikke kun én port, men 3, hvilket trækker symbolik ind om ’lykkens gang’ eller de 3 prøver i alle eventyr. De 2 rum, som dannes herved, giver som nævnt en fornemmelse af for- og bagrum eller af, at man ikke uden videre lukkes igennem.

Stien gennem passagen fører som en vej fra og til noget. Konkret knytter den de 2 universitetsområder sammen og ligeledes værkerne på ’Kunstweg’. På en måde bliver Gieβen port til skulpturerne, en form for ’overskrift’, der siger (måske også) noget om, hvad kunst er…

Man kan stå udenfor skulpturen og se på passagen, men man kan også gå ind i eller igennem den, komme ind i værkets indre og blive en del af det. Det skaber en stærkere personliggørelse af dens udtryk og referencer for mig, udover at passagen gennem skulpturen opleves som en indsnævring af synsfeltet, som udsigten fra et lukket rum. Og tilmed bliver man en del af værket for andre beskuere eller brugere af passagen.

Passage og studietid – en erindrende mission

Det gælder også, når man ser passagen og stien som et billede på passager i livet. I forhold til placeringen her f.eks. tiden som studerende. Universitetet som en overgang fra ung til voksen, fra ’i lære til udlært’ osv. Man er i passagen sammen med andre, og der er også nogle, der tager den modsatte vej eller vælger åbningerne ud i siden i stedet for passagens… Eller snyder udenom ad de hjemmelavede stier rundt om passagen. Lægger man hertil mæanderen og overmurene, kan man danne flere lag af tolkninger og for de fleste nok med nogle personlige erindringer.

Philosophikum III?

I sammenhæng med universitet kan man se skulpturen som en kommentar til stedet eller en form for Philosophikum III. Jeg ser ikke Gieβen forbinde sig med fagene på de 2 universitetsområder, men snarere overskriften ’filosofi’. At filosofere betyder ’at tænke, spekulere’, og det er noget af det, skulpturen har i sig med dens forskellige planer (åbne og lukkede), tidslighed, det hældende terræn, porte, rum m.m. …

Ruinen som begreb

Det er svært at fraskrive sig skulpturens association til ruin. Der er en række bidrag til billedet af ruin, jf. de tidligere afsnit. Men ikke til ruinen af en bestemt bygning, skulpturen er på en måde så meget ruin, at man ikke kan se, hvad den har været før… Det er en ’reference’ til ruin, der står som skulptur. På en måde står den som Göppingen som et slags sætstykke eller et monument for ruinen som begreb [4].

Jeg får associationer til, at ting og tanker ’forfalder med tiden’, de forsvinder ikke helt, men indgår i vores virkelighed og forståelse af verden og på en måde, som vi måske ikke er bevidst om eller har fået fordrejet til noget uigenkendeligt… Erindring er sammensat af hukommelse og glemsel under medvirken af god portion sentimentalitet.  
 

Torsten Karlsson, oktober 2019

Praktisk:

Adresse: Kunstweg der Justus Liebig Universität, 
Parkering: ved Philosofikum I
Offentlig transport: 10 min med taxa banegården

Fodnoter:

[1] Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeignis, Kunsthaus Bregenz 1997.

[2] Brevveksling med Marcel Baumgartner d. 15.12.1994. Materiale på Per Kirkeby arkivet

[3] For billeder og yderligere information om skulpturerne på ’Kunstweg’ se Wikipedia under ’Gießener_Kunstweg ’. I Kiel står Kirkeby også sammen med en skulptur af Karl Prantl (se note på bloggen).

[4] Se note om Göppingen på bloggen i 2018

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: