GÖPPINGEN (1992)

’Platzverführung’ – en helle på hellen, et sætstykke, ydre og indre passager

Note om bygningsskulptur af Per Kirkeby i Göppingen

Kort om skulpturen

Til Göppingen har Per Kirkeby lavet en stor bygningsskulptur til en trafikø lige udenfor bykernen. Skulpturen fra 1992 er opført i røde sten og er ’uden titel’. Værkfortegnelsen og min note bruger bynavnet om skulpturen [1].

Göppingen ligger i den sydvestlige del af Tyskland ca. 40 km fra Stuttgart. Skulpturen var en del af et større skulpturprojekt, ’Platzverführung’, i det offentlige rum i byer omkring Stuttgart. Den er efterfølgende erhvervet af byen med bidrag fra også private donorer (så vidt jeg kan afklare).

Trafikøen ligger i et byrum, hvor 5 veje mødes. Vejanlægget er markant med en stor asfaltbund, krydsende veje og trafik, der standser og kører. Men også en række store platantræer langs rummets nordlige del er med til at præge rummet. Kirkebys skulptur fylder næsten hele trafikøen, og ingen kan opholde sig her uden at være i selskab med skulpturen. I byrummet kommer trafikanter og fodgængere undervejs til forskellige destinationer, herunder folk på vej til/fra en nærliggende kirke og kirkegård, parkgængere og hundeluftere.

Skulpturen er en horisontal skulptur på 14 m gange 5 m med 3,25 m i højden, hvor den er højest. På afstand kan den minde om en søjlehal eller klostergang, der løfter sig i den ene ende. Der er noget monumentalt og klassicistisk over den på grund af dens placering og enkelhed. Den består af et næsten kvadratisk ’porthus’ og en lang, meget smal ’kolonnade’. ’Porthuset’ fungerer som en passage for fodgængere på trafikøen med 2 store åbninger. ’Kolonnaden’ er hæftet på ’porthuset’ i den ene ende og lukket i den anden. Den skaber retning i skulpturen, og med 6 høje åbninger i de lange sider tilbyder den ophold i en tunnelagtig passage, der ender blindt.

Jeg tror, at de fleste ser Göppingen som en vellykket, æstetisk tiltalende, forførelse af pladsen. Derudover kan man tolke den på forskellige måder. Byrummets gaderum sætter i sig selv en række tanker i gang med trafikøen som en helle og skulpturen næsten som en slags helle på hellen. Göppingen har noget ’ruin’ over sig. Kirkeby taler om den med afsæt i Caspar David Friederichs malerier som et sætstykke, en ultimativ romantisk ruin [2]. Er det en moderne Friederich vi står overfor, hvor naturen er indtaget af menneskene, og hvor skulpturen viser naturens kræfter? Skulpturens 2 dele er næsten skulpturer hver for sig, og de giver mulighed for oplevelser af forskellige indre passager. ’Porthuset’ er som at træde fra et rum til et andet, byportagtigt. ’Kolonnaden’ er som at være i en kælder, i et aflukke alene med sig selv uden lys i enden – med en fornemmelse af utryghed, mens andre og livet kører forbi udenfor.

Foto 1: ‘Göppingen’ set fra øst

Foto 2: ‘Göppingen’ set fra nordøst

Göppingen og det fysiske rum – et rum med veje og trafik, store træer og en helle

Göppingen har omkring 40.000 indbyggere. Fra Stuttgart kommer man hertil gennem stejle vinmarker og lave bjergområder. Byen er sikkert ukendt for de fleste danskere, men for dem, der har leget med modeljernbane som barn, kan bemærkes, at  Märklin ligger i Göppingen. Den centrale og gamle bydel er præget af lavt, nyere etagebyggeri (sikkert efterkrigstids byggeri), og gaderne er anlagt i et kvadratisk mønster.

Kirkebys skulptur står lige udenfor bykernen, 1 km nord for banegården, på en trekantet trafikø hvor 3 gader krydser hinanden (se kortudsnittet) [3]. Så vidt jeg kan læse mig til, ligger området op til den gamle bymur, og der har måske været en byport her(?).

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Det rum, hvor skulpturen er synlig, er markeret på kortudsnittet med en blå linje. Rummet har lidt amøbeform med en øst-vestlig hovedretning. Det er organisk, idet længden på indsynet til skulpturen er afhængig af årstiden og forekomsten af blade på træerne langs gaderne. Terrænet hælder lidt, det stiger fra syd mod nord og fra øst mod vest. Set fra nord kan det næsten virke som om, at rummet falder ud over en kant mod syd.

Rummet er domineret af det store vejanlæg med asfalt og af store, gamle platantræer i på nordsiden. Gadernes diagonale linjer, drej og kryds skaber i sig selv en uro og spænding, som trafikken forstærker ved tilgang af nye ’aktører’ hele tiden…. Omvendt skaber de gamle træers store kroner og den tætte bevoksning en intimitet med en egen lukkethed, men også tanker om stedet i en fortid var skov og natur.  

Når man kommer fra bykernen, er der en stor kontrast fra en ret anonym bygningsmasse og brede, grå gågader til skulpturens rum med træer, grønt og mange gader med biltrafik. Og midt i det hele trafikøen. Rummets sider har forskellige former og udtryk. Den position, man ser rummet fra, giver derfor forskellige oplevelser med nogle interessante modsætninger.

Rummets nordlige ende omkring Mörikestraβe har store træer på begge sider, foto 3. Da gaden drejer, kan det opleves som om, rummet spidser til og lukker sig som en skovvej. Jeg får associationer til Cèzannes ’Vejen til Chantilly’, hvor træernes løv næsten bliver til et ’fast stof og danner et lukket rum’, som Kirkeby skriver i Bravura [4]. Gadens drejning betyder også, at når man kommer fra nord, dukker skulpturen op pludseligt. Bag træerne mod øst ligger en park med byens ’Stadthalle’ (der ikke kan ses fra skulpturen). Bag træerne mod vest ligger et smalt parkareal med enkelte skulpturer og et mindre traktørsted (et navn med ’Brunnen’, oprindelig måske en kilde?) og bagved igen Obenhofen Kirche med kirkegård.

Foto 3: Mörikestraβe set fra syd (trafikøen)

Blumenstraβe i den østlige ende er en bred boulevard lignende gade, og som på afstand ender i et byområde med etagebyggeri. Gaden drejer ind i krydset, hvorfor skulpturen også herfra (uventet) ’dukker op’, se foto 4.

Foto 4: Blumenstraβe set fra vest (trafikøen)

I rummets sydside mellem Theodor- Heuss-Straβe og Mörikestraβe ligger et skateboard anlæg (der nok ikke var her i 1992), se foto 1 og 5. Set fra nord er den sydlige side (mere) åben på grund af hældningen mod syd, og der er langt perspektiv over byen. Langs Mörikestraβe er der et 2 etages boligbyggeri.

 Foto 5: Skulpturens rum set fra nord

I rummets vestlige ende langs Friederich-Ebert-Straβe fortsætter parkanlægget foran kirken og kirkegården og med lave 2-etagers bygninger mod syd. Friederich-Ebert- Straβe drejer og har lidt tunnelpræg som den nordlige del af Mörikestraβe, så rummet ’forsvinder’. Det lille parkanlæg har store platantræer, men også en åben græsplæne med flere og store skulpturer (anbragt efter Kirkebys skulptur). 

Skulpturens nære rum, trafikøen eller hellen, er placeret midt i krydset, se foto 2 og 6. Placeringen er med til at give en indholdsmæssig vægt til skulpturen. Øen har form som en ligebenet trekant med en spids vinkel mod nord. Den måler ca. 25 m x 25 m x 27 m og skråner nord/syd. Skulpturen står trukket lidt mod vestsiden og skrå mod nordøst med under 2 meters afstand til den nordlige spids og den sydlige side. En 3 m bred flisegang fører gennem skulpturen og deler sig på øst så den skaber en lille plads. Den øvrige del af bunden består af græsplæne. Øen har også 2 store ahorntræer(?) og et utal af trafikskilte.

Foto 6: Göppingen og trafikøen set fra sydøst

For Kirkeby har størrelsen og udformningen af skulpturen naturligvis været begrænset af de funktioner, som rummet skal kunne løse. Det gælder f.eks. en effektiv og sikker afvikling af den kørende og gående trafik. Præmisserne har (vel) konkret været, at fodgængere og trafikanter fortsat har skullet kunne orientere sig til siderne i rummet, men at Göppingen ikke skulle være en slags ’trafikregulerings skulptur’. 

Skulpturen er et brud på åbenheden i rummet, og fjerner billedet af øen som et ingenmandsland. Til gengæld synliggør den for trafikanterne med sin volumen og farve, at man kommer til et sted, hvor ’der sker noget’. Den får måske folk til at sætte farten ned.  For både trafikanter og fodgængere skaber det, at man skal passere en lang skulptur, en form for en tidslighed. Med skulpturens mange store åbninger kan man også se igennem den og stadig orientere sig. Det fungerede fint på en søndag formiddag, men det er selvfølgelig svært at vurdere, om det også gør i myldretid.  

Göppingens proportioner er afpasset til rummet, og dens udtryk er ikke stødende i forhold til den øvrige arkitektur. Men den forstyrrer ved, at den ligger som strandet her, som noget der er sat ind, og det omfatter måske også øen selv. Øen og skulpturen hænger sammen ved bunden med fliser og de store træer, der vokser tæt op ad skulpturen og næsten trænger ind i den. Man kan ikke være på øen uden at være sammen med skulpturen… Øens træer knytter stedet til parken og dermed til kirken og kirkegården og måske for nogle en særlig stemning.

Som skulpturen er placeret, skal man som fodgænger igennem dens ’porthus’ for at passere gadenettet. Jeg så ikke nogen gå ind i ’kolonnaden, men det er umuligt ikke at blive fristet til at se ind i den.

Göppingen og det sociale rum – brugere af parken og folk undervejs til noget

Med skulpturens placering præsenterer den sig givetvis dagligt for mange mennesker. På en søndag formiddag i oktober var der trafik i gaderummet, dog ikke voldsom, og der var kun enkelte mennesker i parken.

Beskuere af skulpturen fra set parkrummet kan være brugere af kirken, kirkegården, området ved skateboardbanen og selve parken. Hertil kommer beboere, der kan se skulpturen fra lejlighederne langs Friederich-Ebert-Straβe. Jeg formoder, at en del af parkrummets brugere kommer fra et større byområde, da der ikke ser ud til at være andre større grønne områder i tilknytning til bymidten. Til gengæld kommer folk her nok ikke for at se skulpturer. I parkrummet er man på afstand af skulpturen, men man kan se åbningerne åbne/lukke sig afhængig af synsvinkel og ens egen bevægelse i forhold til skulpturen. Blandt beskuerne er der givetvis en stor gruppe faste, daglige brugere af området, uden at jeg kan give en nærmere beskrivelse – hundeluftere og folk, der var ude for at trække frisk luft, var i overtal i oktober. På andre årstider eller tidspunkter på dagen kan det lille traktørsted og skateboardbanen måske tiltrække andre grupper.

Beskuere fra gaderummet er folk under vejs til eller fra et sted uden for området. Jeg gætter på at de kørende trafikanter til dagligt er på vej til/fra arbejde eller uddannelsessted – med de tanker og overvejelser, man kan have før/efter en god/dårlig dag. Mange bilister og cyklister har givetvis fokus på trafikken, men skulpturens placering, størrelse og udtryk betyder, at de ikke kan undgå at se den. Og kan opleve de samme fænomener som beskuerne i parkrummet.

Gående som skal passere Mörikestraβes nordside til/fra byen eller andre områder kommer helt nær på og ind i skulpturen. De kan få en sanse mæssig oplevelse af skulpturens indre rum og modsætningen til offentlige rum og samtidig blive en del af skulpturen for andre beskuere. Der var folk, som gik gennem skulpturen søndag formiddag, men det er generelt svært at vurdere antal, og om det er særlige grupper, der passerer her.  

Göppingens grundplan – to forskellige rektangler eller et antoniuskors

Skulpturens grundplan er forholdsvis simpel uden ’krummelurer’, ind- og udtræk mv. Det er 2 rektangler sat sammen, så de danner et slags antoniuskors (eller tau-kors). Rektanglerne repræsenter yderpunkterne i firkanternes geometri: det ene er næsten kvadratisk (4,50 x 5,00 m), det andet langt og smalt (1,72 x 9,50 m). Kirkeby siger selv, at der skulle være en naturlig passage med plads til en tvillingebarnevogn [5].  Man kan også se grundplanen som bestående af små rektangulære kasser (søjlerne) med/uden korte vinkler sat op i et ’T’. I det smalle rektangel er der en lav mur mellem søjlerne på langsiderne.   

Grundplan Göppingen

Göppingens bygningskrop, form og udtryk – en et ’porthus’ sat sammen med en ’kolonnade’ (begge med korrektioner)

Göppingen er en horisontal skulptur, der er 4 gange så lang, som den er høj. Det horisontale underbygges af åbningernes svagt buede buestik. Den er stor som skulptur betragtet, uden at den virker overdimensioneret i forhold til rummets størrelse og øvrige udstyr. På afstand er det umiddelbart de mange søjler, smalle åbninger og fraværet af egentlige mure, der fanger min opmærksomhed. Det giver umiddelbare associationer til en form for søjlehal. Men dimensioneringen af åbninger og søjler gør også, at den i nogle vinkler kan virke som lukket med et indre rum og i andre vinkler stå helt gennemsigtig…

De mange søjler og åbninger giver skulpturen en nøgenhed og en vis skrøbelighed. Gentagelsen  af den samme, simple form gør den enkel og stram i udtrykket. Sammen med at skulpturen løfter sig i dens sydlige ende med en tempellignende front (på bakken ’over byen’), giver det skulpturen en egen monumentalitet og klassicistisk udtryk, se foto 7. Dens umiddelbare enkelhed skaber en ’hvilen i sig selv’ over den, og selv om den står meget markant i rummet, er det som om, at den alligevel kun ’fører sig tilbageholdende frem’.

Foto 7: Göppingen set fra syd


Sokkel og materialer
Göppingen
har ikke nogen sokkel eller synligt fundament. Skulpturen står direkte på trafikøens bund af fliser og græs. Oplevelsen af at skulpturen og trafikøen hænger sammen og placeret her sammen, gør at jeg ikke ser skulpturen som noget, der er vokset op af undergrunden. Murstenenes farve er mørk rosé. De er lagt i et simpelt halvstens forbandt med en lys mørtel.

Skulpturens krop
Skulpturen er 14 m lang, 5 m bred og 3,25 m høj. Det er nærliggende at se skulpturens krop som sammensat af et næsten kvadratisk ’porthus’ og en lang, smal rektangulær ’kolonnade’ – en stue og en gang.

’Porthuset’ er 4,50 m x 5 m og ’kolonnaden’ 9,50 m x godt 1,70 m. ’Kolonnaden’ er sat midt på ’porthuset’, hvor de er fælles om 2 søjler. Terrænet falder omkring 40 cm fra nord til syd, som skulpturen optager i sidemurene, således at overkanten står vandret. Niveaufaldet er indarbejdet i skulpturens bund, så åbningernes øverste kant er fastholdt. Skulpturen er uden tag og ’inventar’, der er højt til loftet og mure og rum står rå og ubeskyttede.  

’Porthuset’ fungerer som gennemgang for fodgængerne. Bunden i ’porthuset’ er cementfliser. Det forbinder skulpturen med fortovet på det øvrige vejanlæg. Og i vådt vejr vil de måske være mere spejlende end på en solskinsdag, hvor de næsten er lyssugende. Set fra øst eller vest gør den store portlignede åbning at denne del af skulpturen minder om en byport eller den form for bygning, som man kører/går igennem ind/ud fra en indre gård til et slot, et boligkompleks, fængsel etc., se foto 1. Åbningen er 3 m bred og 2,70 m høj i 1½ stens buestik, mens hjørnesøjlerne er 74 cm, se foto 8. ’Der skal være plads til folk med en høj hat’, siger Kirkeby i Lars Morells bog (fodnote 2).

Foto 8: Det indre af ‘Porthuset’

På sydsiden er åbningerne 1 m brede og ca. 2,90 høje med 1 stens buestik og søjlerne er ½ m brede. De 2 forskellige sider giver skulpturen en dobbelthed. Skulpturen er ikke kun port eller passage, jf. foto 7.

’Kolonnaden’ har ikke en trafikal funktion. Men den giver ’porthuset’ forankring og stabilisering, og giver beskuerne mulighed for andre oplevelser. Den er ikke en rigtig kolonnade, da de lange sider har en høj kant for neden. Så denne del af skulpturen har også en tvetydighed indbygget. Vest-/østsiderne er ens og de 5 søjler er ½ m gange 36 cm (se foto 2). Mellem søjlerne er åbningerne 1 m brede, og højden 2,20 m. Åbningernes dimensioner giver dem en udseende af store vinduer. Mod nord afsluttes kolonnaden af en blank mur som er 1,72 m bred og knap 3 m høj (se foto 2 og 9) , mens sydsiden har en åbning mod ’Porthuset’ på ca. 2,80 m i højden.

 Foto 9: ‘Kolonnaden’ set fra ‘Porthuset’

Bunden i ’kolonnaden’ er ral – det giver markering af at man forlader ’porthuset’ og kommer ind i en anden bygning, men også om man alligevel ikke er inde… ral er ikke normalt i bygninger.

’Kolonnaden’ giver associationer til en klostergang, men det er her en smal og trang af slagsen og den ender blindt. Til gengæld kan man sidde mellem søjlerne og se på omgivelserne.

Göppingen – lys og skygge med mørke, brede bånd og mørke underbuer

På en solrig efterårsdag med lav formiddagssol i sydøst fungerer skulpturen og træerne på trafikøen som en stor ’lys-/skygge-maskine’, og jeg gætter på, at maskinen er i ’drift’ hele dagen.

Skulpturen må selv finde sig i at blive dækket af skygger fra primært de 2 høje træer på trafikøen. Som vist på billederne (foto 2) er det især ’Kolonnaden’, der får skygge og bliver næsten mørklagt i den indre del.

Med sol i østlige og vestlige retninger kaster skulpturen lange skygger af søjlerne på grunden udenfor. Afhængig af solens placering er skyggebilledet en mere eller mindre skævvinklet gengivelse af skulpturen.

Hvor de ydre mure står i skarpt, direkte lys fra solen bliver skulpturen næsten lysende hvid og uden glød. Ydre mure i indirekte lys og indre mure med blødere lys får til gengæld en glød og varme, lidt fascinerende.

I skulpturen lægger skygger sig i brede, sorte bånd fra buestikkene over søjlerne og søjlerne skaber brede bånd på flisebunden. De danner sammen nogle trapez lignende figurer, se foto 9. Set mod nord lukker det næsten af for, at man kan se ind i ’Kolonnaden’. I skyggesiden står søjlerne med sorte, brede bånd, og på buestikkenes underside ligger der en tilsvarende skygge.

Tanker og eftertanker …  en helle på en helle, sætstykket og dobbelt passager

En helle på en helle

Skulpturens gaderum sætter i sig selv en række tanker i gang. De krydsende gader, trafikanter, der mødes her i et kort øjeblik, folk, der skifter retning, faren for sammenstød med andre… Der er en energi og bevægelse her, men også uro og flygtighed, som ikke kan fastholdes… Og midt i det hele står trafikøen som et fast punkt og en helle. Den tilbyder folk til fods en hjælp til at komme over gaderne uden at blive kørt over. Det er en opdeling af deres vej med en trædesten og et sted, hvor man kan vente på fri bane. At komme her er ikke et mål i sig selv, men et middel til at komme videre – man er beskyttet på hellen, men ikke i fritaget for at skulle videre. Har vi ikke (alle) vores personlige trafikøer? Fysiske steder som fungerer som fristeder eller heller? Eller mentale mellemstationer til at hjælpe os videre …? Jeg kan se skulpturen som en slags ’helle på hellen’.

Sætstykket og den ultimative romantiske ruin

Jeg tror mange umiddelbart forbinder skulpturen med noget ruinagtigt’, at det man ser i dag, er resterne af noget, der har været en bygning til et eller andet formål. En ruin indfører udover fornemmelsen af forfald og tingenes forsvinden, en oplevelse af tidslighed, forhistorie og tanker om verdens gang. Denne oplevelse forstærkes også af omgivelserne, beliggenheden på bakken, de gamle træer, den høje, tætte bevoksning og deres tunneldannelse.

Kirkeby siger selv, at Göppingen kan ses som den ultimative romantiske ruin, ikke på grund af fornemmelsen af forfald, men på grund af fornemmelsen af sætstykke. Han henviser til Caspar David Friederichs malerier, hvor ruiner virker helt syntetiske (se fodnote 2). Jeg udlægger det som, at Friederich på sine billeder ikke gengiver en konkret ruin, men et billede af ’ruinen’, som svarer til  forestillingen om ruiner. Overført til Göppingen betyder det vel, at skulpturen ikke forestiller noget, som har ligget her og blevet til en ruin, men at den kan ses som billedet på en ruin sat ind som en del af det samlede motiv.

Jeg tænker, om det er en moderne udgave af et Friederich maleri, vi står overfor i Göppingen? Er naturen blevet transformeret til et vejkryds? Er Friederichs sublime og uforklarlige natur blevet indtaget af menneskene? Og er skulpturen med dens billede af en ruin et sætstykke, der skal påminde os om, at de store kræfter i naturen er der endnu og er uimodståelige? Men andre læsninger er også mulige!

’Porthus’ og ’kolonnade’ – den dobbelte skulptur med flere muligheder

Göppingen
har et specielt volumen med sammensætningen af de 2 forskellige ’kasser’. Det usædvanlige hænger sammen med de valgte dimensioner. Det er også lidt på hovedet, at det er det store ’porthus’, der er indgangen, mens ’kolonnaden’ er det lukkede (hellige?) rum. Og at den virker som en form for tilbygning, som en forankring af ’porthuset’. Sammen danner de et abrupt  antoniuskors, som nogen måske vil tillægge en religiøs betydning.

Skulpturens 2 dele er næsten skulpturer hver for sig, og giver muligheder for oplevelser af de indre passager, men meget forskelligt.

’Porthuset’ virker for mig som en markering af, at man forlader ét rum og skal træde ind i et andet, lidt som en byport. Her er man i et ’offentligt rum’, hvor man er meget synlig, og som ikke er et sted til ophold, der er ingen bænke, og flisernes ’gangformat’ opfordrer til bevæge sig.

’Kolonnaden’ er nærmest modsat en smal gyde, der med de lave mure i siderne, ral som bund og en endevæg fastholder én i samme rum i et aflukke eller en blindgyde, man ikke kan komme igennem, men er ’nødt til’ at gå tilbage samme vej.

Udefra ligner den en klostergang, men der ikke er plads til processioner og bønner her. ’Kolonnaden’ er tunnel- eller huleagtig og det skaber en association til undergrund, kældre, huler, og at forsvinde for at gemme sig, sunde sig eller klare tankerne. Der er plads til at man kan sidde mellem søjlerne med livet, der kører forbi udenfor og tænke, sanse eller rense hovedet…

Når man bevæger sig igennem ’kolonnaden’ kan man føle sig alene, selvom man ved, at man er synlig fra det øvrige gaderum. Og i bevægelsen gennem rummet åbner og lukker siderne sig i ryk, som virker overraskende og som giver en fornemmelse af utryghed.

Jeg tænker på, om jeg har nogle mentale ’porthuse’ og ’kolonnader’. Nogle ’mind sets’, der fungerer som passager mellem forskellige tilstande og nogle, der altid ender som mentale blindgyder eller huler man gemmer sig i…?


– o –

Skulpturen Göppingen er til Göppingen. Man kan gætte på hvilken relation og hvilke associationer, skulpturen skaber for borgerne i byen. Når man er på stedet, får man en fornemmelse af, at folk omgås den som en naturlig del af gaderummet, og den står velholdt uden graffiti og uhumske efterladenskaber. Kirkeby har en forkærlighed for provinsen på afstand fra metropolerne, og jeg opfatter, at han er i sit es her i Göppingen med en ægte ’Platzverführung’.   

Torsten Karlsson, oktober 2018

Praktisk:

Adresse: Theodor- Heuss-Straβe
Parkering: gaderne i området
Offentlig transport: 10 min til fods fra banegården
Adgang: gratis

Fodnoter:

[1] Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeignis, Kunsthaus Bregenz 1997.

[2] Lars Morell: Per Kirkeby, Bygningskunst. Aristo 1996

[3] M h t gadenavne: Mörike, var en tysk forfatter i det 19. århundrede, Ebert og Heuss var de første tyske præsidenter i h h v Weimarrepublikken og Forbundsstaten. Jeg ser ikke nogen sammenhænge mellem disse personer og skulpturens form og udtryk.

[4] Per Kirkeby: Bravura, s.135. Borgen 1981.

[5] Lars Morell, se note 2

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: