Fra det enkle til det indviklede – en ’Tor’, et sætstykke, et skolesymbol, en åben passage fra labyrintens kerne
Note om Per Kirkebys skulptur i Hellersdorf, Berlin
Kort om skulpturen
I forbindelse med byggeriet af en erhvervsskole indenfor sundhed/ medicin i den nordøstlige del af Berlin lavede Per Kirkeby en skulptur ved skolens indgang [1].
Skulpturen er opført i 2002 og er uden titel. Skolen blev i 2013 navngivet Rahel-Hirsch-Schule efter en tysk-jødisk læge og forsker. Da dette ikke har indgået i rammen for Kirkeby, har jeg valgt at bruge bydelens navn, Hellersdorf som reference for skulpturen.
Skulpturen er lavet ved at sætte to vinkelbyggede mure sammen mod hinandens indre hjørner med en forskydning imellem. Den får herved et ydre udtryk som et lille tårn på grund af højden på omkring 7 m og en bredde på godt 4 m. Den måde, de to vinkelmure er sat sammen, skaber samtidig en smal, indre passage. Ser man på grundplanen, kan det ligne starten på en labyrint. Skulpturens krop består af ens sider med 2 store åbninger over hinanden, der får den enkelte side til at ligne et stort ’a’ eller et ’h’ med en overligger.
Skulpturen står på en lille, trekantet, øde plads med et uplejet græsareal i midten indrammet af gader. Skolen deler forplads med en tværgående passage gennem Hellersdorf’s østlige bymidte. Skulpturen står både på en skolegård og en gade, og dens beskuere er primært borgere i bydelen og elever/personale på skolen.
Der er mange ting, der fascinerer ved skulpturen. Kirkeby har med enkle midler gjort en simpel konstruktion indviklet med mange tolkningsmuligheder. F.eks. rummer den på samme tid en række dobbeltheder som tårn/passage, åben/lukkethed, og den ændrer udtryk i forhold til afstand og rum. Den står både som en ’Tor’ og som et sætstykke på en scene eller som et vartegn for ‘skole’. De forskudte vinkelmure skaber også en fornemmelse af tidslighed, der for mig skaber tanker om tilværelsens passager og labyrintiske karakter i almindelighed.
Foto 1: ’Hellersdorf’ set mod nordøst
Det fysiske rum for Hellersdorf – Peter-Weiss-Gasse, en trekantet plads og et øde bylandskab
Hellersdorf ligger i det nordøstlige Berlin, ca. 15 km fra Alexanderplatz. Bydelen ligger i det gamle Østberlin op til delstaten Brandenburg. Kirkebys skulptur står i ’Hellersdorf Mitte’ ca. 300 m fra U-Bahnstation Hellersdorf.
Hellersdorf Mitte ligner et område, der er opbygget efter en nyere byplan med en form for overordnet idé. Jeg har ikke kunnet afklare, om bydelen blev total ødelagt under 2. Verdenskrig. Peter-Weiss-Gasse med skulpturen ligger i Mitte’s østlige del, og gaden skærer denne del igennem diagonalt – som en planlagt passage eller genvej, se kortudsnittet. Bygningerne i området er nyere etagebyggeri i 3-4 etagers højde opført i pudset beton, dog bortset fra Rahel-Hirsch-Schule i gule mursten. Der er en blanding af boliger, butikker og serviceerhverv. Udover Rahel-Hirsch-Schule ligger Alice-Salomon-Hochschule, en socialpædagogisk faghøjskole ved starten af Peter-Weiss-Gasse.
Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne
Hellersdorf står frit og midt på Peter-Weiss-Gasse i gadens nordøstlige ende cirka 5-6 m foran indgangen til skolen. Som man kan se på kortet, står skulpturen i en lille trekantet plads. Pladsens korte sider er cirka 70 – 80 m og den lange side omkring 90 m. Rummet har nærmest form som et lagkagestykke eller en trækile. Man kan komme til pladsen ad 3 gader [2]. Peter-Weiss-Gasse starter ved pladsen foran U-Bahnstationen og bliver til en gågade foran Rahel-Hirsch-Schule. Lyonel-Feininger-Straβe og Janusz-Korczak-Straβe er trafikgader og sidstnævnte med bybusser. Gaderne krydser hinanden i trekantens spidser, så skulpturen kan ses af trafikanter eller gående fra mange forskellige vinkler.
Foto 2: ’Hellersdorf’ med Janusz-Korczak-Straβe i baggrunden
Pladsens Nordside langs Janusz-Korczak-Straβe kan ses på foto 2 taget fra indgangen til Rahel-Hirsch-Schule. Her er et hvidt 4-etagesbyggeri med butikker og cafeer i stueplan og lejligheder i de øvrige etager. I spidsen mod nordøst åbner der sig til en lille plads uden for selve skulpturens rum. Sydsiden dannes af Rahel-Hirsch-Schule i 3 etager med en indtrukken indgang i midten, foto 3.
På vestsiden langs Lyonel-Feininger-Straβe ligger i den nordlige ende et gråt 4- etageboligbyggeri. Den sydlige ende står åben mod et indkøbscenter med et græsareal foran og etageboligernes ’bag-gård’. Man kan få et vist indtryk heraf på foto 4.
Foto 3: Rahel-Hirsch-Schule med indgang
Bunden i skulpturens rum består af et uplejet græsareal i midten med enkelte træer og buske mod gaderne mod nord og øst. På ældre fotos ser området dog mere ’holdt’ ud. Peter-Weiss-Gasse/skolens forplads er flisebelagt med brosten i kanterne og er omkring 12 m bred. Det er en belægning, der starter fra pladsen foran U-Bahnstationen. Skulpturen har sin egen bund/ plads af små brosten (foto 2).
Jeg oplever rummet som specielt ved dets trekantede form, den delvis manglende vestside og den ’uordentlige’ bund i midten. Det har på en måde både noget intimt og noget afvisende over sig. Der er også en speciel relation mellem skolen og Peter-Weiss-Gasse. Skolens indgang er uden en trappe – man går ind i niveau med gaden. På en underlig måde er man både på skolens grund (skolegården) og udenfor (gaden).
Foto 4: ’Hellersdorf’s’ rum mod sydvest, Peter-Weiss-Gasse
De 3 gader i skulpturens rum fungerer som ’trafikafviklere’ til og fra bymidten. Peter-Weis-Gasse som en genvej, der formaliserer vores iboende trang til at ’skyde tværs over’… Det trekantede græsareal ser ikke ud til at have en egentlig funktion, og det er svært at spille bold her, der er noget ingenmandsland over det. Det skaber en forestilling om, at man ikke er blevet færdig her – der mangler bede, bænke, stier osv. Det samme gælder det grønne område uden for skulpturens rum mod vest op til rundkørslen ved Kokoschkastraβe (se kortet). Lægger man hertil bygningernes meget anonyme og ’upersonlige’ præg er den samlede virkning for mig, at byrummet virker som et øde landskab. Der er en tomhed, noget fortabt her, som skaber et koldt udtryk, og som virker lidt uvenligt og utrygt.
Den dominerende retning i skulpturens rum er Peter-Weiss-Gasse’s gadeforløb nordøst/ sydvest. Det er et forløb, som ‘snyder’ med pladser undervejs, og som Kirkebys skulptur også omskriver. Fra begge ender af Peter-Weiss-Gasse kan man se Hellersdorf tydeligt. Den bryder det frie syn gennem gaden, gør på en måde genvejen vanskeligere… og indfører en opdeling ved, at man ikke kan overskue hele rummet på én gang. Den står som en tydelig spærring med sin farve og form i kontrast til omgivelserne, ubeskyttet og modig. Peter-Weiss-Gasse er en bred korridor, og som skulpturen står midt i gaden, kan man få associationer til en byport.
Ved Rahel-Hirsch-Schule står den røde skulptur som noget, der bragt ind i rummet. Det er som om, at der skabes en tidslig dimension ved, at skolen og skulpturen er lavet i forskellige mursten... Man kan også se skulpturen som et skilt, der markerer ’at her er skolen’. Afstanden til skolens indgang er for stor til, at jeg ser skulpturen som propylæer. Men med sine vinkelmure forsøger den at fange folk ind og få dem til at gå igennem sig. Jeg tror, at den kan være et naturligt samlingssted for eleverne. Den kan være et sted, hvor man kan læne sig op ad noget og ikke stå helt ubeskyttet eller måske skjule sig, være uden for andres åsyn og alligevel i nærheden.
Det sociale rum for Hellersdorf – medarbejdere og elever ved Rahel–Hirsch–Schule, folk undervejs og beboere
Det ’store’ sociale rum om skulpturen er forstad med nyere bebyggelse. Som skulpturens nære, sociale rum ser jeg fem grupper beskuere:
- Medarbejdere og elever ved Rahel-Hirsch-Schule.
- Folk under gennemgang til eller fra centrum eller U-Bahn stationen
- Beboerne på pladsen med udsigt til skulpturen.
- Medarbejdere og kunder i butikker og cafeer på Janusz-Korczak-Straβe
- Folk på vejene omkring pladsen: fodgængere, cyklister, bilister samt folk, der er i eller venter på bussen
På en søndag formiddag i september var området om ’Hellersdorf’ næsten dødt. Der var enkelte mennesker, der brugte Peter-Weiss-Gasse til gennemgang. Jeg vurderer, at der i dagligdagen er mere liv her, og at der i de 5 grupper er en stor del faste, daglige beskuere til skulpturen og givetvis i mange år.
Elever og personale ved Rahel-Hirsch-Schule. Er en gruppe, som er tæt på skulpturen, når man kommer til eller går fra skolen og bruger indgangen fra Peter-Weiss-Gasse. Eller ved pauser i undervisningen, jfr. ovenfor. Desuden er skulpturen – og folk omkring den – synlig fra de skolelokaler, der vender mod Peter-Weiss-Gasse. Jeg ser eleverne som en gruppe, der kommer for at få en uddannelse, et fag, som de skal virke i fremover. Her er det inden for sundhed og medicin, og det handler vel om viden om både ’legeme og sjæl’. Jeg ser også eleverne som mennesker i starten af et voksenliv, med de forventninger og den usikkerhed, der ledsager denne (overgangs)periode. Og det kan ikke undgå at være en ramme, som også påvirker personalet ved skolen.
Folk under gennemgang til eller fra centrum eller U-Bahn station. Jeg gætter på, de fleste er på vej til/fra arbejde eller uddannelsessted, med de forskellige tanker og overvejelser, man kan have før/efter en god/dårlig eller almindelig dag. Folk på vej til/fra centrum har nok fokus på, hvad de skal handle ind/har købt ind, selvom det jo ikke udelukker andre tanker og følelser.
Beboere på pladsen med lejlighed i skulpturens nære rum vil kunne se den på afstand. Nogle vil også kunne se den, når den er ’befolket’ med mennesker, der bevæger sig i eller omkring skulpturen. Jeg har ikke grundlag for at vurdere sammensætningen af de mennesker, der bor ud til pladsen, og derfor heller ikke om der er særlige forhold for deres rolle som beskuere.
De samme forhold gør sig gældende for medarbejdere og kunder i butikker og cafeer på Janusz-Korczak-Straβe samt for folk på vejene omkring pladsen i en eller anden form for transport. For den sidste gruppe måske med den forskel, at mange bilister og cyklister givetvis har fokus på at følge trafikken, mens gående og ventende på bussen – eller som siddende i bussen – har bedre muligheder og er mere tiltrukket af at se sig omkring og se Hellersdorf fra forskellige vinkler!
Grundplan for Hellersdorf – 2 rette vinkler og starten på en labyrint
Hellersdorfs grundplan og dens placering i forhold til verdenshjørnerne er vist nedenfor.
Grundplan ‘Hellersdorf’
Grundplanens udgangspunkt er 2 ens rette vinkelmure, der er sat forskudt ind i hinanden. Vinkelmurene har 2 lige lange ben på 3 m i de ydre mål. De er ½ m bredde, og deres indre mål er derfor 2½ m. I hvert ben er der en åbning på 1 meter i midten. Vinkelmurene er placeret med en afstand på 75 cm til hinanden. Skulpturen får herved en ydre omkreds på 4,25 meter, mens det indre rum bliver 3,25 m gange 75 cm.
Vinkelmurenes grundplan er simpel. Der er ingen ind- eller udtræk, pilastre eller spalter osv. Men sat sammen skaber det en mere kompleks grundplan – i hvert fald afføder den flere associationer. For eksempel skaber den en oplevelse af bevægelse, af noget der drejer rundt om sig selv. Kirkeby taler selv om ’et smukt spil med uregelmæssig symmetri [3]’. Eller man kan se 2 former, der driver fra eller mod hinanden.
Hellersdorfs bygningskrop – ’bogstavmure’, 2 kroppe i et samspil om et ydre tårn og en indre smal, kort passage med åbne sider…
Hellersdorf er en vertikal skulptur, men har et horisontalt tilsnit med de 2 adskilte bygningskroppe, der forskyder sig for hinanden. Som skulptur virker den stor, lidt tung med tykke ’ben’ uden at være monstrøs. Det er ikke en skulptur, som vælter uden videre. Samtidig er den transparent set fra nogle retninger og bygningsagtig, lukket fra andre. Man kan få den tanke, at Kirkeby har villet undersøge ’hvad sker der, hvis man skubber murene mod hinanden, men ikke helt tæt sammen’?
Min opmærksomhed fanges først af de tomme åbninger, deres størrelse og proportioner i forhold til hinanden. Siderne kan give associationer til et design af et stort ’A’ eller et stort ’H’ med en tværbjælke foroven. Skal man lære alfabetet forfra her, noget grundlæggende…? Ser man på skulpturen som helhed, giver den associationer til tårne, f.eks. en kampanile uden tag. Andre vil måske få mere prosaiske billeder som et offentligt pissoir, et sted med en afskærmning, så man ikke kan se det, folk gør bag den (men man ved det).
Hellersdorf står som en æstetisk skulptur. Den er enkel, stram og harmonisk uden pynt. Den har sin egen identitet, og selvom den skiller sig ud fra områdets byggeri, er skulpturen ikke som sådan ’underlig’. Den står flot (som jo også betyder at ’komme fri’) og signalerer både noget færdigt og noget, som man kan bygge videre på.
Materialer og sokkel
Skulpturen har ikke en sokkel eller noget synligt fundament. Den står direkte på den lille brostensplads, og der er en skarp grænse mellem pladsens blanke brosten, som reflekterer lyset, og de mere lyssugende mursten. Den manglende sokkel markerer, at skulpturen ikke er noget udstillet, at den er en del af og på lige fod med de øvrige dele i rummet. Specielt Rahel-Hirsch-Schule, der også står uden synlig sokkel.
Skulpturen er bygget i et simpelt halvstensforbandt med en grå mørtel. Murstenene ligner danske rød-blå-flammede sten.
Foto 5: ’Hellersdorf’ set fra sydvest
Skulpturens krop
Skulpturens grundelement er en mur med en højde på knap 7 m, en bredde på 3 m og en dybde på omkring ½ m (foto 5). Den dør lignende åbning i midten for neden er 1 meter bred og knap 3 m høj. Den vindueslignende åbning 1 m over ’døren’ er 1 m gange knap 2 m. Tæller man højden i antal mursten, virker det som, at Kirkeby i det lodrette plan har brugt moduler à 12 sten. De 2 åbningers overliggere er vandrette og lavet af svagt, skråt stillede sten på højkant. Skulpturen har ikke store, nøgne murflader, men fladerne er omvendt for brede til at være søjler eller piller. Siderne forbinder den til Rahel-Hirsch-Schule med skolens høje glasfacader og murpiller i bunden og vinduer over (foto 3 eller 6).
Grundelementerne er sat sammen parvist til vinkel-mure, der er forskudt og modsat vinklet i forhold til hinanden, så der dannes en rektangulær skulptur med 2 brede spalter mod nordøst og sydvest. Murenes åbninger afblændes herved delvist af den anden vinkels mure, så man ikke har fuldt gennemsyn. Der skabes desuden et indre rum og en passage. Det giver skulpturen både nogle ydre og indre ’virkningselementer’ og forskellige sfærer – en offentlig og en (mere) intim.
Foto 6: ’Hellersdorf’ set fra nord
Skulpturen, åbningerne og det indre rum præsenterer sig forskelligt afhængig af den vinkel, man ser fra. Ser man vinkelret mod en side (foto 5), er åbningerne fremtrædende, og det indre rum virker beskedent. Set i en 45º vinkel mod et ydre hjørne (foto 6) domineres indtrykket af de mange åbninger og sidemurene (’vingerne’), som giver skulpturen bevægelse. Også her ser det indre rum lille ud. Ser man derimod skulpturen fra 45º vinkel mod en ende mur (foto 7), virker det indre rum større, og åbningerne lukkes. Skulpturen er nærmest både et rum og et ’ikke-rum’. Man får en fornemmelse af, at den umiddelbare overskuelighed viser sig alligevel ikke at være til stede…
Det indre rum – passagen.
Man kan kun opleve Hellersdorf fuldt ud ved at gå ind og gennem skulpturen. Dens størrelse og udtryk opfordrer til respekt og afstand, den er ikke noget, man uden videre går ind i. Det kræver et tilløb… Og når man er kommet ind, får skulpturen en anden identitet i form af et rektangulært, smalt, kort rum. Det er ikke en klostercelle beregnet til længere ophold, men en passage uden inventar. Jeg bemærker især 3 effekter, når man er i det indre rum.
Foto 7: ’Hellersdorf’ set fra øst
Den første er, at rummet kan virke labyrintisk med sine forskudte sider og åbninger og usikkerheden om, hvad der er den ’rigtige’ indgang/udgang. En anden effekt er, at rummet virker større, end det egentlig er – måske skaber åbningerne for neden denne virkning? For det tredje lægger man mærke til det manglende tag, og at det ’myldrer’ med åbninger for oven (foto 8). I stedet for 2 åbninger i hver side kan man pludselig se mange åbninger. De øverste åbninger danner lysende firkanter, når man ser op (smukt), og det modvirker oplevelsen af at stå en høj, smal skakt og føle sig alene med himlen.
Foto 8: Det indre rum set fra vest
Lys og skygge – en skulptur med lysende åbninger
Skulpturen er med sin åbne placering og de rødlige sten meget tydelig i rummet – også på lang afstand. En tydelighed, der vokser jo mere, skulpturen belyses af solen, og jeg gætter på, at den på nogle tidspunkter vil stå lysende, næsten brændende rød.
En sensommerformiddag med en uskarp, lav sol i øst står skulpturen i skygge med et ydre udtryk, der er meget ’afdæmpet’ og nærmest renset for lysvirkninger. Murstensfladerne virker grålige, matte og lys absorberende. Åbningerne står som høje, lysende rektangler med skygge på overkanternes underside. En højere og skarpere sol vil sikkert danne skrå felter med hvidt lys over skulpturens øverste del både på yder- og indersiderne [4].
I det indre af skulpturen står murværket mere hvidt og lysende, og åbningerne ses som store lysende firkanter uden afblændinger. Og måske kan der dannes transparente flader med hvide felter på de indre mure, når solen er stærkere og står i syd eller vest?
Tanker og eftertanker – fra det enkle til det indviklede, en ’Tor’, et sætstykke, et symbol på skole, en passage med labyrintens kerne…
Der er mange ting, der gør Hellersdorf fascinerende.
Det er både elegant og betagende, at Kirkeby med nogle enkle midler kan gøre to simple, tunge (og lidt kedelige) vinkelmure til en indviklet skulptur med en visuel og intellektuel uigennemskuelighed, der giver mange muligheder for tolkning.
Skulpturen rummer en dobbelthed, der på engang virker skræmmende og tiltrækkende. Udover de fysiske dualiteter (2 mure, 2 vinkler, 2 åbninger osv.) har skulpturen række udtryksmæssige dobbeltheder, der viser sig som nogle ’både-og’ og ikke ’enten-eller’. Skulpturen er f.eks. på samme tid én skulptur og to skulpturer, den er både et tårn og en passage, åbningerne er både åbne og delvist afblændede, det indre rum er både et rum og et ’ikke – rum’ osv. Det skaber en mangel på faste holdepunkter og åbner for flere perspektiver.
Man kan også tryllebindes af, hvordan skulpturens udtryk og betydning transformeres i forhold til rum og afstand. Det er som om, at skulpturen giver forskellige ’svar’ på forskellige rum. Ser man skulpturen på afstand fra pladsen ved U-Bahn stationen gennem Peter-Weiss-Gasse’ langstrakte korridor, virker den for mig som en ’Hellersdorfer Tor’. Det er ikke en byport eller et sejrs-/frihedsmonument i klassisk forstand. Men den står midt på gaden, ikke på græsplænen, og set på afstand står den som et holdepunkt, en rød varde i det lidt øde, kolde bylandskab. Eller den kan ses som en spærring, et checkpoint, noget man skal passere (og godkendes) for at komme videre… endnu et ’både-og’.
Står man tættere på – i kanten af skulpturens nære fysiske rum – bliver Peter-Weiss-Gasse udover en passage også et mindre rum og en forplads eller skolegård til skolen. Jeg kan se pladsen som en form for scene med skulpturen som et sætstykke eller en fritstående kulisse og skolen som et bagtæppe. En stor scene og en stor kulisse. Jeg tænker på en kulisse som noget, der skal repræsentere noget fra virkeligheden, men som ikke er virkeligheden. Det er normalt en forsimplet udgave i en anden dimension. Jeg får billeder af skuespillere, der synger i vinduer eller som kommer ud af underlige åbninger… På en skolehverdag må der være mange aktører, som udfylder scenen og mange tilskuere på skolen, i lejligheder, busser etc. Om det er en tragedie eller en komedie, man ser opført afhænger sikkert af den enkelte situation og tilskuer…
Ser man skulpturen tæt ved skolens indgang, forbinder den sig med skolen, jf. afsnittet om det fysiske rum. Gælder det også i forhold til skolens formål og funktion? Jeg kan i hvert fald se skulpturen som et vartegn for skolen eller et symbol på ’skole’. Ikke kun i forhold til en sundheds/medicin-skole, men ligeså meget i forhold til en ’livets skole’. Når man er tættere på skulpturen, bliver det tydeligere, at den består af 2 dele, og den giver associationer til kroppe. Udover det umiddelbare ’budskab’ om passage ser jeg således referencer til dobbelthederne krop og sjæl, yin og yang, noget ydre (synligt) og noget indre (mere usynligt), samt at noget simpelt måske er mere kompliceret, end man troede, osv…
Hvis en passage er en overgang mellem forskellige ’verdener’, er Kirkebys passage en kort, smal overgang. Her går man én ad gangen, og man går ikke langt. Med sine ’vinger’ eller vinkelmure forsøger den at fange folk ind og få dem til at gå igennem sig. Man kan ikke bare lige gå igennem, men skal ’dreje til/fra’. Passagen er tom, men man er ikke alene. Dens store åbninger foroven lukker højere kræfter ind, og med åbningerne forneden er man synlig for andre mennesker udenfor. Som en første og ubevidst reaktion mærker de fleste nok en indre usikkerhed: ’tør jeg gå igennem, hvad er der på den anden side’? Når man er inde, opdager man særlig skønhed ved, at åbningernes afblænding forsvinder, så lyset står ubrudt, jfr. det fysiske rum og lys/skygge. Og det er vel tilladt at overføre disse tanker til andre sfærer…
Endvidere er det fascinerende, at Kirkeby med vinkelmurene og deres forskudte placering skaber en oplevelse af tidslighed og bevægelse, af en dynamik i skulpturen, der igen sætter gang i andre tankebaner. For mig med associationer til livet som menneske.
Man kan se de 2 vinkelmure ’geologisk’ som den form for tektonik, der opstår i kløfter. Er der kræfter her, som har skubbet murene fra hinanden, måske i et uventet ryk? Eller ser man 2 elementer, der tiltrækker hinanden, som er ved at blive ført sammen? Er der noget, som gør ‘kløften’ større eller mindre? Metaforer til hændelser i menneskets liv ligger lige for… I alle tilfælde skabes en forestilling om ’et før og efter’, og at man kun ser et øjebliksbillede, men ikke den proces som ligger under, og som måske ikke er slut eller aldrig slutter.
Endelig er der associationen til labyrinter. Når man ser grundplanen og står i den fysiske skulptur, får jeg tanker om en labyrint. Jeg har også labyrint fornemmelsen af ’at være sluppet ud’, når man forlader det indre rum… Har Kirkeby lavet starten, det inde i midten, kernen af labyrinten? Skal vi selv fortsætte? Labyrinter giver mig associationer til at fare vild, være (for)tabt, miste holdepunkt eller bygge og blive fanget i sin egen labyrint af tanker og forestillinger…
Torsten Karlsson, januar 2018
Praktisk:
Adresse: Peter-Weiss-Gasse 8
Parkering: gaderne i området
Offentlig transport: ca. 300 m fra Hellersdorf U-Bahnstation (U-Bahn 5, Hönow)
Adgang: gratis
Fodnoter:
[1] På tysk bruges betegnelsen ’Oberstufenzentrum’. Det omfatter så vidt jeg forstår, en bl.a. en faggrundskole, en overbygningsskole og et erhvervsgymnasium. Dvs. den svarer ikke helt til danske erhvervsskoler.
[2] Peter Weiss og Lyonel Feininger var tyske kulturpersonligheder, mens Januzc Korczak var en polsk, børnelæge. Fælles for dem er, at de som Rahel Hirsch blev forfulgt under nazisterne og Korcsak henrettet.
[3] Materiale i Per Kirkeby arkivet.
[4] Kan ses på andres billeder af Hellersdorf. Man kan søge på nettet med ’Hellersdorf-Berlin Per Kirkeby’.
Per Kirkeby skulpturer 