AMSTERDAM (1990)

Et legehus, en passage, en allegori, et mentalt pakhus eller et dødehus…?

Note om bygningsskulptur af Per Kirkeby i Zeeburg Oostelijk Haven, Amsterdam, Holland.

Kort om skulpturen

Per Kirkebys bygningsskulptur i Amsterdam står i et byfornyet havneområde øst for bymidten. Skulpturen er opført i 1990. I Morells bog om Kirkebys bygningskunst [1] omtales skulpturen som ’Amsterdam’. Ud fra skulpturens placering og form opfatter jeg alene benævnelsen som en måde at identificere skulpturen på.

Skulpturen står i et smalt grønt område mellem nogle nyere boligblokke. Området grænser op til en række tidligere pakhuse på en kaj langs vandet. Mellem pakhusene er en bred og høj åbning til havnekajen og vandet. Det er område, hvor der primært kommer folk, der bor her.

Skulpturen er forholdsvis stor. Den er 6,30 m lang, 4,20 m bred og 6,00 m høj. ’Amsterdam’ er anderledes end mange af Kirkebys andre skulpturer. Den er mere uharmonisk med to parallelle, høje mure med fire buestik imellem. Den adskiller sig også ved, at der er brugt 2 forskellige farver mursten. Hertil kommer, at der i tilknytning til skulpturen er en lille dam, som Kirkeby også har tegnet. Dammen kalder han ’skulpturens skygge’.

Foto 1: ’Amsterdam’ set fra sydøst mod havnen

Med sin form adskiller den sig ved første øjekast fra de øvrige bygninger i området. Skulpturen ligger i et ’børne-land’ (græsplæne) mellem boligblokkene, og man kan få associationer til et stort legehus til børnene. Man kan også opleve skulpturen som noget, der er under opbygning, at de høje mure er startet med at vokse, og at resten af skulpturen ikke er fulgt med endnu, en allegori for et ’ungeland’ og pubertet? Men skulpturens store, høje åbning har også en lighed med åbningen mellem de to pakhuse mod havnen. Er skulpturen en form for passage eller propylæer til åbningen mod vandet, omverdenen, andre liv, andre tanker…? Eller er den et dødehus, her hvor der tidligere lå et slagtehus?

Foto 2: ’Amsterdam’ set fra nord

’Amsterdam’ og det fysiske rum – det renoverede boligområde, plænen, vandet og åbningen mellem pakhusene

Kirkebys skulptur ligger i byområdet Zeeburg Oostelijk Haven 3½ km fra centrum af Amsterdam. Skulpturen står i områdets sydlige del på en langstrakt ø. Omkring øen er der en smal kanal mod syd og et bredt havnebassin mod nord. Øen er forbundet med det øvrige område med 4 broer. Skulpturen står i den midterste del af øen i et lille, grønt anlæg mellem Cruquiusweg og den sydlige kanal, se kortudsnittet. Det grønne anlæg er udlagt med græs og lav bevoksning, buske etc.   

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

I korrespondancen mellem Kirkeby og Amsterdams Bystyre omtaler man selve området som ’Slagtehusgrunden’. Ordet ’Slagtehus’ går dog ikke igen på kortene over området, men i den lokale befolkning er der stadig nogle, som husker områdets fortid [2]

Skulpturen ligger i den nordlige del af det grønne anlæg. Nord for skulpturen ligger de renoverede pakhuse med den brede, høje åbning mod havnen, foto 3. Pakhusene er i fem etager og bygget af røde mursten. Åbningen imellem dem er på omkring 15 m i bredden. Næsten som en kløft i et bjerglandskab. Når man går langs de høje pakhuse, kan man opleve åbningen som en form for befrielse af rummet, som om noget er brudt ud af det.

Det grønne anlæg ligger som et ingenmandsland mellem boligblokkene. Dets plæne skråner mod nord svagt op mod pakhusene og åbningen mellem dem. Plænen gennemskæres her af Cruquiusweg, som er en gang- og cykelsti parallelt med pakhusene, ca. fire meter fra skulpturen. På stien er placeret bænke, som vender mod syd med udsyn til skulpturen.

Foto 3: ’Amsterdam’ set fra syd

Det grønne anlæg er syd for skulpturen opdelt af en lav hæk, hvor der bagved ligger en lille legeplads med legeredskaber i stærke farver [3].  På den anden side af legepladsen står en malet, mindre transformatorstation, og en større gitterkonstruktion i stålrør, hvis funktion jeg ikke umiddelbart kan udlede, foto 4. Skulpturens rum ender på en måde lidt ’diffust’ i denne retning.

Rummets sider mod øst og vest dannes af boligblokkene med (gå)adgangsveje og en række høje løvtræer og lave hække langs blokkene. Rummets ’vægge’ – pakhusene og etageboligerne – er noget højere end skulpturen, så ’Amsterdam’ er den lille her… Afstanden fra skulpturen til boligblokkene er mellem 30 – 40 m, så den står ikke og ’gnubber sig’ op ad dem, foto 5. 

Foto 4: ‘Amsterdam’ og område set fra nord

Skulpturen står med ’fødderne i vand’. Dens vestlige mur starter i en lille, kunstig dam, der har en halv S-form. Man kan således ikke gå hele vejen rundt udenom skulpturen, foto 1. Dammen har fliser langs kanten og slutter af med en lav mur mod vest. I ’Backsteinskulptur’ nævnes, at dammen er tegnet af Kirkeby som en skygge af skulpturen [4].  Det er en speciel skygge, den er ikke firkantet som skulpturen, og med sin form ligner den nærmest en flod. Men skulpturen kan spejle sig i vandet, og vand ændrer sig jo til is, når det bliver frostvejr, så man kan gå på og i dens skygge…  

Foto 5: ‘Amsterdam’ og område set fra nordvest

Rummet som skulpturen står i er uregelmæssigt på flere måder. ’Gulv og loft’ er stort i forhold til siderne. Det gør, at skulpturen står meget synligt, som en slags ’helle’ eller ’varde’ i rummet, som om nogen har været her før og vil vise vej… Rummets vægge er af forskellig højde og med den store åbning mod nord (til kajen og vandet). Man kan få en oplevelse af, at man ikke kan holde nogen fanget i dette rum, eller at man vil blive suget ud af det gennem den store åbning. (Jeg kunne heller ikke lade være med at gå igennem for at se, hvad der var på den anden side…). Man kan også opleve, at skulpturen, som har sin langside i retning mod den store åbning, er på vej ud den vej. Skulpturen har ikke en byplanmæssig funktion, men spiller sammen med pakhusene med sin placering, form og materialer, se senere. 

Jeg tror ikke, at mange voksne føler sig tilskyndet til at gå ind i eller gennem skulpturen. Den ligger åbent på en plæne, hvor man er synlig for andre, og der er ikke en sti eller fliser hen til den bortset fra kanten langs dammen.

’Amsterdam’ og det sociale rum – de faste beboere, voksne og børn

 Jeg oplever byen Amsterdam som en kontrast mellem på den ene side en storby med hurtig ’puls’, mange mennesker, trafikmylder og stor kontakt til omverdenen og på den anden side en ’museumsby ’med stille kanaler, gamle huse, fred og ro, hvor tiden nærmest er gået i stå.

I den del af Zeeburg Oostelijk Haven hvor Kirkebys skulptur ligger, ser ud til at være et sted, hvor folk bor og ikke arbejder. Der er ikke butikker eller institutioner i området. Og udover beboerne og deres eventuelle gæster tror jeg ikke, at der kommer andre mennesker. På en lørdag eftermiddag i november var her utroligt stille. Muligvis er her anderledes en sommerdag med sol og klart vejr.

De primære brugere af det grønne område og dermed af Kirkebys skulptur opfatter jeg derfor som voksne, børn og unge med bopæl i området. Det er beboere, som ser skulpturen, når de færdes på Cruquiusweg forbi skulpturen. Jeg gætter på, at det sker typisk i forbindelse med, at de skal til/fra arbejde eller uddannelsessted – og med de tanker man gør sig i den forbindelse. Der er også beboere, som har udsyn til skulpturen fra lejlighederne, der vender ud mod det grønne område med skulpturen. Og der er naturligvis beboere, som bruger det grønne område til at få luft, ryge en cigaret, vende en tanke…? En stor gruppe, tror jeg, kan være mindre og mellemstore børn, der bruger området til leg, boldspil mv. samt unge, der bruger det som mødested (til at male graffiti) etc.

’Amsterdams’ grundplan – en firkant, et venteværelse…

Skulpturens overordnede grundplan er et forholdsvis simpelt rektangel med en lang side og en kort side. Med sin firkantede grundplan signaler skulpturen, at den har sat en ramme, bragt orden eller struktur ’i eller om noget’. 

Grundplan ‘Amsterdam’

I langsidernes ydervægge er der fire udtræk i muren som en slags ydre pilastre eller neogotiske stræbepiller. Mønstret med mur – udtræk – mur – osv. danner et ornament på grundmuren i en svag form for ’mæanderforløb’. De korte ender har en enkelt søjle i midten, der skaber to lige store åbninger/ ’døre’ ind til skulpturens indre rum.

Det indre rums grundplan er kendetegnet ved, at langsiderne har en lav ’bænk’ eller hylde på to murstens bredde i rummets længde. Det gør, at grundplanen kan give associationer et forhus, et venteværelse, et omklædningsrum.

Skulpturens grundplan, dimensioner og placering i forhold til stien betyder, at man fra nogle vinkler kan se, hvis andre mennesker opholder sig i skulpturen og se dem forsvinde fra andre vinkler. Man kan gemme sig i skulpturen … når man går på stien, opbygger det en form for spænding – ’er der nogen inde i skulpturen’? Og folk i skulpturen bliver selv en del af værket.

 ’Amsterdams’ bygningskrop – modsætninger, åbningen, nicherne

Amsterdam’ er en forholdsvis stor skulptur, men ser ikke stor ud på grund af den store plæne og de højere etageboliger.

Det første man bemærker ved skulpturen, er modsætningen mellem de massive og høje langsider og de åbne og lave ender. Man kan næsten opleve de høje langsider som forvoksede ’legemsdele’, uden at resten af ’kroppen’ (enderne) er fulgt med. Som en torso? Medvirkende til dette indtryk er, at stræbepillerne på ydersiden kun er muret ca. 2½ m op, og at der er en farveforskel mellem murstenene i den øverste og nederste del af murene. Man får en fornemmelse af noget større, der ikke er færdigt (endnu?). Hvad fik murene til at vokse? Hvad var de før? Hvorfor er enderne ikke vokset…?

Sokkel 
Skulpturen har ikke nogen synlig sokkel. Den rejser sig fra græsunderlaget på tre sider og fra dammen på den fjerde side. Et signal om at vi er i samme ’virkelighedssfære’ som omgivelserne? Hvor skulpturen set fra øst virker bastant på græsplænen, betyder vandoverfladen og skulpturens spejling, at noget af fornemmelsen af tyngde opløses, når man ser skulpturen fra en vestlig retning, foto 1.

Høje langsider
De høje langsider virker tæt på som meget høje, og de rejser sig som klippevægge i rummet. De artikulerer sig kun gennem de lave, smalle stræbepiller og farveforskellen, foto 5. Ude fra virker stræbepillerne som ren dekoration, de virker for ubetydelige til at skulle støtte indre konstruktioner. Manglen på åbninger betyder, at man ikke kan se ind, ud eller over. Murene beskytter og lukker ude på samme tid.

Lave ender
Skulpturens ender er som åbne gavle med 2 åbninger adskilt af en midtersøjle, der er hægtet til langsiderne med murstensbuer. Over buerne er siderne åbne, foto 4.

Midtersøjlen er knap ½ m bred, de 2 ’døråbninger’ er på ca. 2½ m i højden og godt 1 m i bredden. Set udefra er de buede overliggere med til at give indtryk af noget kirkerelateret, dørene løfter sig som øjenbryn.  Og ’dørene’ er åbne, der er fri adgang, man behøver ikke en nøgle for at komme ind, men man skal vælge, hvilken dør man vil ind af…

Der er ikke noget tag over skulpturen. Der er et stort ovenlysvindue mod himlen uden beskyttelse, eller omvendt at der er fri adgang til noget fra oven. Det giver en oplevelse af slugt eller kløft – ikke et hus, tårn etc.

Den åbne ende og det manglende tag betyder, at man udefra kan se direkte gennem skulpturen, når man ser i nordlig eller sydlig retning. Det giver en særlig tunnel- eller passageoplevelse.  Ser man i en afstand på ca. 10 m gennem skulpturen mod åbningen i pakhusene, kan man få skulpturens høje sider til at falde sammen med pakhusenes åbning, foto 6. Er skulpturen en slags indgang hertil, forvarsel om eller parafrase af åbningen mod vandet? En åbning, som skulpturen har bearbejdet, sat i system og gjort mindre farlig? Eller en form for venteværelse, propylæer – en forbygning til den store åbning? [5] Skulpturen har jo murstensfacade, buede åbninger og pilastre som pakhusene. 

Foto 6: ‘Amsterdam’ set fra syd

Det indre rum
Det indre rum i skulpturen har et gulv af asfalt. På hylderne eller bænkene langs væggene i hver side er fire pilastre, en i hver ende og to som opdeler ’bænkene’, så der dannes tre indtræk eller brede nicher, foto 7. De indvendige pilastres placering modsvarer placeringen af stræbepillerne på den udvendige side… En indre mæander, en form for modreaktion?

Foto 7: Indre ‘Amsterdam’ set fra nordvest

De tre nicher er på omkring 1,30 m i længden. Er de hylder eller bænke? De er i hvert fald ikke højsæder eller tronstole, de er ydmyge og ubekvemme. Pilastrene afsluttes for oven med en (lang) bue mellem de to langsider i samme højde som buerne mellem søjlerne i endevæggene. Det betyder, at der i endevæggene er to typer af buer mellem langsiderne: en dobbeltbue som støtter sig på søjlen i midten og en bue parallelt med, som kun støtter sig på de to pilastre i væggene.

For mig indebærer det, at åbningen i endevæggen står som tredimensional med en tragt udad, og at den nærmest tilskynder én til at skulle ud… det modsatte af indgangen til en kirke.

Inde i rummet bevirker søjlerne og buerne over rummet, at det opleves som en grotte. Er der noget som gemmer sig her, eller som holdes fanget? Er det et gemmested? Eller er det et skatkammer, hvor hylderne er tomme? Rummets form, højde og det åbne loft gør, at man kan føle sig lille, når man sidder i nicherne – som i et venteværelse, en forbygning – et sted man venter eller skal lægge noget fra sig…

Lys og skygge i ’Amsterdam’ – blød og hård?

På en regnfuld efterårsdag i november var ’lys – skygge effekter’ fraværende, men ud fra skulpturens placering og krop kan man gætte på mulige virkninger.

Skulpturen kan selv danne en skygge på græsset og dammen i form af store skæve firkanter eller trapezer, og enderne kan måske skaber skygger, der ligner en dobbeltdør.

I skulpturens indre rum vil solen givetvis danne hårdt og skarpt lys, hvor den direkte belyser væggene og et blødt og dæmpet lys på sider i skygge. De høje sidemure vil sikkert stå med store skygger af den modstående sidemur, og i en periode omkring middag må åbningen mod syd lukke et kraftigt sollys ind – næsten som en projektørbelysning. I skulpturens dybe nicher kan søjlerne kaste en kantet skygge, som vil forandre form og størrelse, når solen flytter sig i løbet af dagen. 

Tanker og eftertanker – legehuset, propylæer, allegorien, det mentale pakhus… dødehuset

Jeg har beskrevet 4 eftertanker, som det fysiske rum (pakhusene, dammen, plænen…) og skulpturen selv (væggene, modsætningerne, åbningen, grotten, nicherne…) sætter i spil for mig set i forhold til det sociale rum. Ingen af mine associationer indeholder dog alle brikker i skulpturens puslespil.

’Amsterdam’ som et ’legehus’ og en mindesten.

En meget jordnær tolkning er at se ’Amsterdam’ som et ’legehus’. Græsplæner mellem boligblokke er børneland. Det er her, børnene kan lege, og hvor forældrene tror, at de kan se, hvad børnene laver. Kirkeby siger selv[6], ’at den bedste leg foregår, hvor der ikke er andet end en mur, man kan spille bold op ad, uden at der er nogen, der bliver tossede’. Skulpturen har muren til boldspil, den er så høj, at bolden ikke let ryger over, og muren har indtil flere målstolper (pilastrene). 

Man kan gemme sig i skulpturens indre, lege det er en grotte, et slot osv. – bruge sin fantasi. Nogle af de større børn har sikkert også kravlet op på buerne og balanceret over det indre rum. Og de høje mure er et effektivt værn mod de voksnes blikke fra blokkene. Dammen, vandet, virker tiltrækkende for alle børn. De fleste har som barn prøvet at smide sten eller pinde i vandet, leget med skibe, soppet om sommeren og gledet på isen om vinteren.

I forlængelse af legehus tolkningen kan man se skulpturen som mindesten om barndommen for voksne. Det, at se børn lege, kalder givetvis egne erindringer og måske eftertanker frem hos voksne – der går/cykler forbi, sidder på bænkene over for skulpturen eller ser ud ad vinduerne i lejlighederne…  

’Amsterdam’ som passage/parafrase og allegori for pubertet

Legehustolkningen inddrager ikke pakhusene og den store åbning. Man kan opfatte åbningen mellem pakhusene som en stor port, en passage mellem to tilstande, fra noget kendt til noget nyt, fra noget mindre til noget større eller mere. Man kan endda indlægge en dobbeltpassage, hvis man tænker på dammen som en flod, der skal passeres.

At være ung er også en ’passage’ mellem barn og voksen og en tilstand af u-udvokset – som ’Amsterdam’. Jeg kan se skulpturen som et mødested for de ældre børn og unge i området. Et sted, hvor man ikke kan ses, og hvor man kan være i fred for voksne, er også ’ungeland’. I skulpturens indre rum kan man dyrke sine egne guder, drikke den første øl, ryge cigaretter, kysse hinanden osv. – aflægge noget af barndommen og afprøve noget af voksenlivet.  Skulpturen kan i dette perspektiv ses som et symbol på en passage eller som en parafrase, en propylæer til ’den store passage’. Inde i skulpturen kan man ikke se hjem på grund af de høje mure, men kun ’ud i verden’ der venter forude gennem den store åbning i pakhusene. Set fra sydvest kan man, som dammen er udformet, opleve, at skulpturen nærmest af sig selv flyder mod denne åbning…

En anden mulighed i tilknytning til unge er at se selve skulpturen som en ’allegori’ for pubertet. Der er noget forvokset og ikke udvokset over skulpturens form, der er noget som er under opbygning. Det indre rums signaler om venteværelse eller omklædningsrum… Mæanderne – symboler på livets op/nedture – har kun svage former, den øverste mur er blank og uden mærker. Og skulpturen spejler sig i vandet som en (anden narcissistisk) teenager… 

Man kan vel heller ikke udelukke, at voksne får erindringer til denne periode af deres liv, når de står overfor eller inde i ’Amsterdam’.  Eller, der er også passager i livet som voksen, hvor der er propylæer…

Det mentale pakhus eller den alternative transformatorstation.

Det er naturligt at tænke på, hvad er et ’pakhus’ i forbindelse med ’Amsterdam’. Skulpturens placering ved de gamle pakhuse, dens genbrug af former fra pakhusene, åbningen, vandet etc. tilsiger dette. Et pakhus’ funktion er vel opbevaring, men også omladning og omveksling af varer. Er skulpturen et ’mentalt pakhus’, som kan bruges til at lægge tanker fra sig (på hylderne), omveksle tanker – få noget andet med ud end det, man kom ind med? Fører dammen/ floden tankerne væk eller symboliserer den en mulighed for at komme videre…?

Den samme association kan bruges på skulpturen i forhold til transformatorstationen, der står i plænens anden ende. 

Et kapel, et dødehus eller et slagtehus

Dammen ligner ikke en normal dam, den slynger sig som et stykke flod. Der er heller ikke en lyrisk, romantisk stemning ved den, snarere får man en fornemmelse af dødsflod, noget der skal føres bort… Fornemmelsen får næring af stedets fortid som slagtehus og skulpturens indre rum med ventepladser og buer, man kan hænge kroppe i. Hvis floden er ’skulpturens spejl’ bliver skulpturen så et dødehus, et kapel eller et slagtehus? Associationen er i hvert fald åben for følsomme sjæle.

Torsten Karlsson, december 2014 og januar/april 2019


Praktisk:

Adresse: Hjørnet mellem Cruguiusweg og Hildo Kropplein
Parkering: Gaderne i området. 
Adgang: Skulpturen står i et gågade område.

Fodnoter:

[1] Lars Morell: Per Kirkeby, Bygningskunst, Aristo 1996.
[2] Materiale i Per Kirkebys arkiv og oplysning fra lokal beboer til Steen Egholm, jan. 2019. [3] Legeredskaberne er kommet til, efter at skulpturen blev opstillet (og efter 1996). De skærmer lidt af for transformatorstationen, der var meget markant i det oprindelige rum og som indgik i Kirkebys tanker om skulpturens placering.
[4] Per Kirkeby, Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeichnis. Kunsthaus Bregenz, 1997. Red.: Herbert Abrell, Lars Morell, Rudolf Sagmeister.
[5] I det antikke Grækenland blev propylæer brugt til at understrege stedets/templets betydning, og i propylæer til Akropolis var der en rampe til at føre offerdyr ind i templet – tankevækkende i f t ’Amsterdam’…
[6] Se note 1

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: