ARNHEM – OTTERLO (1988)

En ‘dum’ kasse på søjler i en lysning, et mausoleum, et okkult rum m.m. 

Note om bygningsskulptur af Per Kirkeby ved Museum Kröller-Müller, Arnhem, Holland

Kort om skulpturen

I skulpturparken ved Kröller-Müller Museet står en rødbrun bygningsskulptur af Per Kirkeby. I Kunsthaus Bregenz’ værkfortegnelse bruges Arnhem-Otterlo om skulpturen, jeg nøjes her med ’Arnhem[1]. Skulpturen er fra 1988 og skabt i forbindelse med museets 50. års jubilæum.

Skulpturparken rummer 180 skulpturer og består af et egentligt ’parkområde’ omkring museet og et mere fritvoksende ’skovområde’ uden om. Kirkebys skulptur er placeret i skovområdet i en lille lysning, der ligger trukket væk fra en bred gangsti. Jeg tror, at placeringen indskrænker antallet af beskuere til en eksklusiv kreds af skulptur-interesserede eller meget nysgerrige forbipasserende… Selvom den med sin form og mursten som materiale adskiller sig fra de øvrige skulpturer i parken.

Skulpturen er 6 m lang, omkring 2,75 m bred og knap 4,50 m høj. Det er en stor kasse med dybe spalter, der er anbragt på en række lave, brede søjler. Søjlerne danner et åbent rum under kassen. I skulpturens indre rum er der et ’loftsrum’ over søjlerne. Der er ikke en trappe op til rummet. Men i ‘loftsrummet’ er lave trapper op ad kassens ydermure ud fra gennemgående murbjælke på langs af rummet.

Arnhem er en af de skulpturer, som man ved første øjekast nok synes ser for underlig ud. Men det er en skulptur som til gengæld kan føde mange associationer, når man går i dybden med den. Noget af det, som fascinerer mig, er Kirkebys håndtering af parkens fysiske rum, som indlejrer en række betydninger i skulpturen. Men også den underlige sammensætning af skulpturens dele, som giver en række dobbeltheder. Jeg oplever en stærk stemning af mausoleum, katafalk og kiste, død og opstandelse, men også noget okkult og en tunnel med en indre labyrint.   

Jeg beklager de lidt slørede billeder, som skyldtes en let sommerdis og de høje, skyggende træer. 


Foto 1: ’Arnhem’ set fra sydvest

Foto 2: ’Arnhems’ indre ‘loftsrum’

Arnhem og det fysiske rum – museumsskov, andre skulpturer, lysningen og naturens katedral 

Kröller-Müller Museet ligger i det østlige Holland omkring 80 km øst for Amsterdam. Museet ligger i en stor nationalpark, Het Nationale Park De Hoge Veluwe, 4 km syd for Otterlo og 20 km nord for Arnhem. 

Museet er et sted, man kører til/efter. Man kommer ikke ’bare forbi’. Ud fra besøgstallene lader det til, at det gør mange. Der er omkring 400.000 gæster årligt til museet alene. De fleste danskere (over en vis alder) forbinder nok mest Arnhem og Otterlo med 2. Verdenskrig og Montgomerys mislykkede forsøg på at etablere et brohoved med faldskærmstropper bag tyskernes linjer. 

Man kommer til museet gennem nationalparken i bil, bus eller på cykel. Parken er på størrelse med det halve af Samsø og domineres af hede, krat, ege – og nåletræer i et fladt terræn. Adgangsvejen er med til at skabe en forventning om et museum, som hænger sammen med natur.   

Kröller-Müller Museet har en stor van Gogh samling og pæn samling af moderne mestre, specielt Mondrian. På en lørdag i juni var der mange mennesker, herunder en stor del udlændinge. Museet er bygget i 1 plan med store vinduespartier mod skoven og skulpturparken, og giver mig associationer til Louisiana. 

Skulpturparken er stor. Den er på 25 hektarer og rummer over 180 skulpturer. Den består af 2 dele: et parkagtigt område tættest på museumsbygningen mod vest og et skovlignende område i den østlige del, se kortudsnittet. Skulpturparken er bundet sammen af et stort stisystem. I parkområdet deler mange skulpturer samme rum, og de er ikke lavet til stedet. Stisystemet er finmasket her, og til de sultne og tørstige gæster er der også en café og pavilloner.

Grundkort: © OpenStreetMap-bidragsyderne

Kirkebys skulptur står i skovområdet. Her er stisystemet mere grovmasket, skulpturerne er store og har hver deres ’sal’, og de er lavet til stedet. 

Området ligger som fri natur med høje nåletræer og tæt underskov af buske og lavere løvtræer m.m. Stierne er grusstier, og hele skulptur-parken er hegnet ind, hvilket mindsker oplevelsen af at være i (en rigtig) skov. Det er en ’museumsskov’, og jeg undgår ikke en følelse af, at de menneskeskabte skulpturer kan virke lidt anmassende i et ikke-byrum.

Kirkeby er i ’fint’ selskab med en række verdenskendte kunstnere som Moore, Weiner, Dubuffet, LeWitt, Christo. Jeg oplever ikke, at der er en fælles overskrift på parkens værker eller en synergi imellem dem. De er fælles om at være ikke-naturalistiske, men der er store forskelle i materialer og formsprog. 

Arnhem er ’gemt’ længst væk i en lille lysning i skovområdets østlige del, så man kommer ikke til skulpturen uden at skulle forbi mange andre skulpturer. Den ligger på et af de mest ’skovede’ steder og lidt væk fra den nærmeste hovedsti – som om den har noget at skjule eller gerne vil være privat og i fred… Der er 2 skovstier, der fører de 30 m fra hovedstien til lysningen, og fra lysningen er der ’bagvej’ til stien langs hegnet omkring området. Stierne og lysningen bruges ikke til gennemgang, så vidt jeg kan se – man går ned og vender og måske rundt om skulpturen – hvis man i det hele taget opdager den. Foto 3 viser skulpturen set fra hovedstien.

Foto 3: ’Arnhem’ set fra nordvest

Det nære rum for skulpturen, lysningen, ligger lidt lavere end stien og er næsten cirkulært med en diameter på 20 m. Rummet er afgrænset af spredte høje nåletræer og lave løvtræer/krat, se foto 1. Nåletræerne giver en særlig ramme for skulpturen med deres lodrette (lige) stammer og deres højde. De skaber læ og skygge, og de begrænser i sammenhæng med lysningens størrelse rummet (’luften’) omkring skulpturen. Det er ikke en troldeskov med forgrenede træer og træer, som i sig selv er levende væsener. Der er noget ’naturens katedral’ over den med opadstræbende søjler, som kan inkarnere en følelse for ’noget uendeligt’. Rummets sider virker som åbne og lukkede på samme tid, man kan se ud i den omkringliggende skov, men der kan også stå et dyr et sted, som er usynligt. 

Skulpturen står i midt i rummet. Det giver den en indholdsmæssig vægt, men på trods heraf og højden på knap 5 m er Arnhem den lille i rummet, den er underordnet naturen omkring den. 

Lysningens bund består af visne nåle fra træerne. Den rødbrune farve på fotografierne er stærkere end i virkeligheden, og den lægger sig op ad murstenenes brunrødlige farve. Bunden er blød at gå på, man har en fornemmelse af ikke at have helt fast bund under sig. Er det derfor skulpturen står på stolper?

Geometrisk har rummet form som en cylinder, hvor man står i bunden med hul i toppen. De høje nåletræer skygger delvist for solen, og jeg gætter på, at der ikke er direkte sol på skulpturen ret mange timer om dagen. Det er ikke et idyllisk sted beregnet til ophold, her spiser man ikke ’frokost i det grønne’. Placeringen af skulpturen gør også, så man kan føle sig udsat, noget/nogle kan gemme sig her, og man opdager ikke, hvis der kommer nogen.

Når man ser lysningen, får man en fornemmelse af, at den er ryddet for at gøre plads til skulpturen, at lysningen ikke er en naturlig åbning i skoven. Som en menneskeskabt rydning forbinder den sig med skulpturen – og kan opleves som en scene for skulpturen med solen som spotlight. Men skulpturen er også med sit materiale, sin faste form og farve en modsætning til den organisk skiftende natur. Ved at afvige fra vegetationen aktiverer den stedet i forhold til det omgivende rum.  

Jeg tror, at mange gæster føler sig tilskyndet til at gå rundt om skulpturen for at se, hvad der er på dens anden side. Jeg er mere usikker på lysten til at gå ind i den og igennem, man skal dukke sig, og der er en vis usikkerhed forbundet med at skulle dukke sig og stikke hovedet indenfor… 

Arnhem og det sociale rum – museumsgæster, personale og en eksklusiv kreds  

Beskuerne til Kirkebys skulptur er i sagens natur besøgende til museet og dets personale. Det sociale rum er på en måde både et lukket rum og et offentligt rum.

Jeg ser hovedparten af de besøgende på Kröller-Müller som primært ’kunstinteresserede’, for hvem museets værker er en engangsoplevelse. Det gælder også i forhold til Arnhem.

 På dagen for mit besøg var der en stor spredning i aldersgrupper med en lille overvægt af ældre. Jeg kan ikke vurdere fordelingen mellem hollændere og udlændinge, men har læst på et af museets opslag, at på årsbasis er omkring 20% af de besøgende udlændinge.

Som besøgende er man beskuer til skulpturparken fra en del af udstillingsrummene, men ikke til Arnhem i parkens skovområde.

På en sommerlørdag med godt vejr var der mange mennesker i parken. Jeg gætter på (som for andre museer), at museumsgæsterne primært bruger parken og dermed skulpturerne efter et besøg i museet. Det vil sige efter, at man har fået kunst i ’hovedet’, og måske har fået indtryk nok. Jeg kunne se, at nogle gæster faktisk så på skulpturer, mens andre var her for at få frisk luft, ryge eller få en kop kaffe/noget mad. 

Mens parkområdet var godt fyldt med mennesker, var skovområdets del af parken næsten mennesketomt. Kirkeby og de øvrige kunstnere i dette område har ikke automatisk beskuere til deres skulpturer. Én årsag er sikkert, at der er langt til området, en anden, at den vejledning, som man kan få som gæst, ikke indeholder en visuel præsentation af parkens skulpturer, der kan bruges til at vælge blandt skulpturerne på forhånd. Jeg gætter på, at beskuerne til Arnhem nok primært enten er skulpturinteresserede og måske kendere af Kirkeby, der bevidst opsøger skulpturen, eller besøgende, der har valgt at søge væk fra parkområdet til skovområdets mere fredelige rammer og måske (tilfældigt) bliver opmærksom og nysgerrig for at se det ’mærkelige’ hus på søjler. Men man skal aktivt bevæge sig væk fra hovedstien, og hvor mange, der faktisk ser skulpturen på nært hold, er umuligt at vurdere. Måske kun de særligt indviede…

’Arnhems’ grundplan – et rektangel, snævre rum, en øvre grundplan… 

Skulpturens overordnede, ydre grundplan er et simpelt rektangel, der er godt dobbelt så langt som det er bredt. Skulpturen ligger i længderetning nord-syd.

Grundplanen bliver lidt mindre enkel, når man medtager den indre grundplan og dens søjler, se tegningen. Kirkeby har brugt søjler i 3 forskellige dimensioner: en kvadratisk søjle på 2 mursten (43 cm) i hjørnerne og skulpturens midte, en søjle som er rektangulær med 3 sten i længden (ca. 70 cm) og 2 sten i bredden i skulpturens sider og en søjle, som er rektangulær med 4 sten i længden (omkring 90 cm) og 2 sten i bredden som den midterste søjle i enderne.

Placeringen af de rektangulære søjler gør rummet og den indre passage imellem dem snæver og sværere at gennemskue. Man bemærker desuden, at de 3 søjler i det indre rums midte står ud for åbningerne mellem de ydre søjler og lukker dermed af for direkte gennemsyn i rette vinkler. Og at man kan gemme sig i skulpturen…

Grundplan ’Arnhem’

Endvidere kan man tale om en ’grundplan’ over søjlerne i det indre rum, ’loftsrummet’. Her er søjlerne i midten forbundet med buer imellem sig, der danner en tværgående murbjælke på langs, og de ydre søjler har buestik til denne murbjælke. Den ’øvre’ grundplan kan beskrives som et rektangel opdelt i 10 mindre næsten kvadratiske rektangler som en rist. 

Arnhems bygningskrop – i det ydre en dum kasse på søjler med en indre kompleksitet i 2 plan 

Arnhem er en horisontal skulptur og stor som skulptur. På afstand virker skulpturen dog ikke specielt monumental på grund af de høje nåletræer. Men størrelsen opfordrer til afstand og en vis respekt, når man står i lysningen. Sammenholdt med, at dens åbninger er lave, er den ikke noget, man lige går ind i uden videre.

Det er den usædvanlige konstruktion med den åbne, søjlebyggede nederste del, som bærer den lukkede, kassebyggede øverste del, der først fanger min opmærksomhed. Det at placere bygninger på søjler hører til i områder, hvor der er risiko for orkaner, oversvømmelser eller store snemængder, og det giver i sig selv anledning til associationer i forskellige retninger.

Konstruktionen gør hele skulpturen ’underlig’, men også letgenkendelig og noget, man kan huske. Den store, lukkede kasse virker tung og massiv, men den ophøjede placering på søjlerne gør den på en måde lettere – får den til at flyde over bunden – og skaber samtidig en symbolik om, at den indeholder noget vigtigt. På den anden side giver placeringen på søjler skulpturen et element af skrøbelighed eller ustabilitet, af noget der kan vælte.

De lange, lukkede sider i den øverste del giver skulpturen en form for stræben efter at lukke sig om sig selv… der er noget kisteagtigt over skulpturens kasse. Lukketheden virker som om, den gemmer på sin (egentlige) funktion eller en hemmelighed. Og skulpturen overrasker da også med et meget anderledes indre udtryk, end man måske regnede med ud fra dens ydre form.

Kirkeby siger selv om skulpturen, ’at det er en dum kasse, det dumme bliver mildnet ved, at man kan stikke hovedet ind i den’. Han forklarer det ud fra en præmis i forhold til at lave kunst i naturen: ’Når man endelig stiller noget i naturen, må det have en selvstændig markant kunstig virkning. Det skal være noget i sig selv, ikke parasitisk, hæfte på eller flytte stemningen. Derfor ser skulpturen grov ud’ og altså dum…[2]

Soklen og mursten
Skulpturen har ikke en synlig sokkel. Den vokser op af skovbunden, som dog ikke virker som en form for stor sokkel. Og skovbunden danner også gulv i skulpturens indre rum, naturen fortsætter ’indendørs’. Skulpturen er bygget i et simpelt halvstens forbandt og dobbeltmuret. Murstenene har en rødbrun farve med noget lilla farvespil og er muret med en mørk mørtel. 

’Udvendig’ skulptur
Den ’udvendige’ skulptur kan beskrives i to dele: det åbne ’søjlerum’ nederst og den øverste lukkede ’kasse’ eller ’kiste’. 

Ydersiderne i ’søjlerummet’ består af 14 søjler, som står ækvidistant i forhold til hinanden. Det er nogle små tykke søjler, de er omkring 160 cm højde og som nævnt cirka 43 cm brede. Deres lange side/ dybde ind i rummet varierer jf. grundplanen. 

De 14 åbninger mellem søjlerne er knap 70 cm brede som en almindelig dør, men er kun omkring 1,70 høje. Man skal dukke sig for at komme ind her. De afsluttes for oven af et lavt buestik på 1 murstens højde – det giver associationer til kirkebyggeri. At de lave åbninger ikke har dørhøjde kan give tanker om, at søjlerne i virkeligheden er skulpturens fundament, at de skal hæve ’kassen/kisten’ fra jorden og beskytte den. Eller alternativt, at søjlerne og dermed skulpturen er sunket i den bløde skovbund.

De 3 midterste søjler i skulpturens indre rum betyder, at når man ser skulpturen fra nord eller syd, ser man ikke kun skulpturen, men igennem den som lav, smal tunnel, foto 4.

Foto 4: ’Arnhem’ set fra nord

Ser man skulpturen fra vest eller øst lukker de indre søjler for gennemsyn og afblænder en del af det indre rum – hvor meget afhænger af vinklen, man ser fra, se grundplanen og foto 5. Med placeringen og størrelsen af de ydre og indre søjler har Kirkeby skabt en dobbelthed i det indre rum eller en tvetydighed.

Foto 5: ’Arnhem’ set fra øst

Den lukkede ’kasse/kiste’ over ’søjlerummet er omkring 2,90 m høj og har intet tag, se foto 1 og 2. ’Kassen’ har et udhæng over søjlerne på 6 cm så den svæver lidt, men bliver dermed også tungere og får en særlig kraft. De store flader er nøgne uden ’vinduer’ hvilket giver ’kassen’ udtryk af noget utilnærmeligt og afvisende. Det forstærkes af de skydeskårs-lignende spalter fra toppen, som er cirka 90 cm høje, 11 cm brede og 32 cm dybe. Der er 4 spalter på siderne, som er lavet med 2 forskellige mellemrum (knap 1 m og cirka 1,20 m). Herved er spalterne placeret lodret over de midterste søjler på siderne. Der er 3 spalter i hver ende, hvor den midterste spalte er lodret over den midterste søjle. Set fra skrå vinkler står spalterne som sorte streger, men fra en ret vinkel kommer der lys igennem dem, og man kan se træerne på den anden side, se foto 6.

Foto 6: ’Arnhems’ spalter set fra vest

’Indvendig skulptur’
Det indre af skulpturen kan også beskrives i 2 dele som et ’stueplan’ og en ’1. sal’ eller ’loft’. 

’Stueplanet’ er et rum uden ydervægge og kan opfattes som en trang søjlehal eller som 2 smalle gange med søjler i midten i skulpturens længderetning. Gangene kun er knap 50 cm brede – man skal sno sig igennem her, se foto 7.

Mellem og over de midterste søjler er indsat 4 lave buestik, som starter ved de dybe søjler i midten af hver ende. Buestikkene er 1 sten høje og 1½ sten brede og dermed smallere end søjlerne. 

Foto 7: ’Arnhem’ søjlegang mod øst

Fra de ydre søjler i skulpturens sider er der også sat lave buestik over de smalle gange. Disse buestik er fæstet til midten af buestikkene mellem de midterste søjler, jf. foto 7 [3]

Herved dannes 4 små rum med ’krydshvælv’ som loft mellem de inderste søjler, se foto 8. De krydsende buestik gør de små rum lidt kryptagtige, som om man står i en kælder, men der er ikke loft over her… Og når man kommer ind, bliver man overrasket over de ’svævende’ buestik. 

Foto 8: ’Arnhem’ krydsende buestik

Man kan stå oprejst mellem buestikkene, men ikke overskue rummet på grund af søjlernes antal, afstand og lave højde. Man får en oplevelse af at stå i en labyrint. Set indefra kan man opleve de ydre søjlemure som gitre. Hvem eller hvad skal holdes fanget eller holdes ude her? Og man ser ud fra det indre rum med en meget lille blænde – ud i krattet omkring skulpturen. 

Man kan også se søjlerummet som en form for hypostyle, et rum til ceremonielle formål i antikkens kulturer, men også i Mayaernes og dermed en forbindelse til ’loftsrummet’, jfr. nedenfor.

’Stueplanet’ er et rum uden ydervægge, det har til gengæld ’1. salen’ eller ’loftsrummet’. Fra ’stueplan’ er der åbent til 1. sal, og man kan fornemme nogle af elementerne heroppe. Derimod er der ingen trappe eller stige op. Man er henvist til at tage en af de stole, som museet har placeret udenfor – og de er ikke høje nok til, at man kan komme op og stå i rummet. Det giver associationer til et loftsrum, hvor det er forbudt at komme helt op…

Over hvert buestik over de smalle gange er der i ’loftsrummet’ muret en trappe op ad væggen i en højde på ca. 90 cm fra søjlen og 32 cm i bredde, se foto 2. Fra de øverste trin kan man se ud gennem spalterne i siderne. Det er smalle og små trin, og trapperne ender i væggene. De fører ikke op til noget eller ned fra noget, men giver alligevel associationer til processionstrapper, og til at nogen eller nogle skal op eller ned i en ceremoniel sammenhæng med ritualer, helligdomme m.m… Man kan også se trapperne som en form for støttepiller for væggene eller som lave bænke, man kan sidde på. Buerne i midten mellem de indre søjler er muret op til en vandret, gennemgående murbjælke, som trapperne starter fra, jf. samme foto. Kirkeby taler om, at det minder om Maya boldspil bane [4], men jeg kan også få associationer til et slags amfiteater.

Rummet får en tragtform op ad på grund af trapperne. Det udvider udsynet op ad, eller omvendt samler det, som kommer oppe fra! Det manglende tag giver en fornemmelse af at man er ubeskyttet, men også om at kunne se noget større, måske en følelse for noget uendeligt. 

Lys og skygge i Arnhem

På en sommerdag med en let dis var de store lys-skyggeeffekter fraværende. Jeg gætter på, at de høje træer i Arnhem på dage med klart vejr kaster lange skygger i form af brede, sorte bånd over skulpturens ’kasse’, men at solen også mellem træerne kan danne skarpe lysstriber på skulpturens sider.

Jeg kan ikke afgøre, om skulpturen skaber skygger på omgivelserne i klart vejr. Måske tegner kassen et sort rektangel med lysstriber fra spalterne på skovbunden – der er anlæg til det.

Skulpturens store åbninger mellem søjlerne skaber nogle lys/mørke-virkninger i skulpturen, når man ser på skulpturen udefra i forskellige vinkler, jfr. foto 4 og 5. Og jeg tror, at man på dage med klart vejr kan se spalterne danne en række skarpe lyskegler både i skulpturens indre og på skovbunden udenfor. 

Tanker og eftertanker – fascinationer, tunnelen, mausoleum, efter begravelsen eller okkult rum 

Arnhem er en af de skulpturer, som man ved første øjekast nok synes ser for underlig ud, men det er en skulptur som til gengæld kan blive ved med at kaste associationer og referencer af sig, når man går i dybden med den. En række ting fascinerer mig. 

Det fysiske rum 
Der er først og fremmest Kirkebys håndtering og valg i forhold til det fysiske rum. Han får elegant skabt nogle betydninger som indlejres til ’læsningen’ af skulpturen. Et par eksempler: Placeringen langt væk fra museet betyder, at kun et begrænset antal beskuere vil se Arnhem – man bliver en del af en eksklusiv kreds. Placeringen væk fra stien sender signaler om noget ’privat’ eller skjult – man skal have en adkomst for, at man må gå ind til den. Placeringen imellem nåletræerne (naturens gotiske katedral) skaber en sakral stemning og en følelse af noget større. Lysningen i skoven er menneskeskabt – skulpturen er ikke en del af naturen, jfr. tidligere.

Skulpturens konstruktion.
Tilsvarende er der noget fascinerende i sig selv ved den måde, skulpturen er bygget op. I princippet er skulpturen sat sammen af 3 dele: kassen/kisten, søjlehallen/tunnelen og boldbanen/amfiteatret, som hver for sig har en egen balance og harmoni. Sat sammen får man en skulptur, hvor proportionerne i det ydre står i et vist misforhold til hinanden, og hvor det indre har et helt andet indtryk, end man forventer. Der er også noget fængslende ved skulpturens ’søjlearitmetik’, som får både søjlehallen og loftsrummet til fungere specielt.

Dobbeltheder og modsætninger
Skulpturens mange dobbeltheder, modsætninger eller flertydigheder er fængslende. Skulpturen er åben og lukket på samme tid, søjlerne kan både være en søjlehal, men også en tunnel, skulpturen har en 1. sal/et loft, men man kan ikke komme der op, og hvad er trapperne: trapper, bænke eller støttemure osv.? 

Tunnelen eller passagen 
Man kan gå igennem skulpturen på flere måder, de mest oplagte er de 2 lige gennemgange fra nord- og sydenderne. Passager signalerer overgange, noget man skal igennem for at komme ud på den anden side… At gå gennem Arnhems passager er som nogle af livets passager forbundet med ubehag, de er lave, man må dukke sig, og de er trange, man bliver klemt, og de er en del af noget labyrintisk med de forskudte søjler. Der er noget undergrund, klippehule over rummet. Samtidig er man sårbar, man er synlig gennem åbningerne, der kan komme noget ind her, eller man kan selv blive fristet til at dreje fra ud gennem en af dem… 

Huse i skove, mausoleer     
Skulpturen har trods alle ’underligheder’ et vist bygningspræg. Man kan møde forskellige huse i en skov, eksempelvis: jagthytten, skovløberhuset, skovarbejdernes arbejdsvogne, jægernes Hochstand’er (som også er på søjler og med skydehuller). Thomas Bo Jensen skriver om skulpturens reference til en form for ’murstens-urhytte’ [5]

Jeg får den stærkeste association til mausoleer, der er placeret i skove ved herregårde og slotte [6]. Det skyldes især stedet med ’naturens katedral’ og skoven som en manifestation af liv og især død. Skove har væltede træer, træer, der er gået ud, eller stubbe – ting som tegn på død og opløsning. Endvidere, skulpturens placering væk fra stien (signalerer noget privat) samt naturligvis skulpturens udtryk. 

Efter begravelsen
Man også se kassen som en kiste eller sarkofag i sig selv, der er løftet fra jorden, og står på en katafalk eller som i en asiatisk begravelsesskik på stolper. Men kisten er tom, der er noget død, forgængelighed og genopstandelse til stede her som i naturen med dens evige og uendelige kredsløb mellem liv og død… 

Noget okkult 
For mig har Arnhem sammen med stedet også en sfære af noget okkult eller rituelt over sig, en form for tempel eller helligdom. ’Naturens katedral’, skov og liv og død og den delvis skjulte placering, som kun de indviede kender, giver tanker herom. Er hypostylen og passagen til processioner og optagelsesprøver for en hemmelig sekt? Bruges den utilgængelige 1. sal til hemmelige møder, hvor man bringer ofre eller foretager andre ritualer, når solen eller månen skinner gennem spalterne i en bestemt vinkel? Eller er Arnhem ikke til mennesker, men til skovguder, dæmoner og satyrer, og hvad der ellers holder til i skove i vores forestillingsverden?  

Torsten Karlsson, januar 2019 og september 2021

Praktisk:

Adresse: Houtkampweg 6, 6731 AW Otterlo
Parkering: ved museet
Offentlig transport: bus fra Arnhem med skifte i Otterlo
Adgang: tirsdag – søndag, 10.00 – 16.30

Fodnoter:

[1] Per Kirkeby. Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeichnis. Kunsthaus Bregenz, 1997. Skulpturens mål er forkerte i bogen.

[2] Citat fra Lars Morell: Per Kirkeby. Bygningskunst. Aristo 1996, s. 192.

[3] Lars Morell skriver, at de danner en slags fletværk som delstrimler på en pie. Kilde se note 2. En anden association er at se dem som en Sankt Laurentius rist og noget med martyrer og død.

[4] Se note 1, side 138.

[5] Thomas Bo Jensen: Per Kirkeby/Arkitektur, Edition Bløndal 2019. side 90

[6] F.eks. ved Løvenholm på Norddjursland

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: