BERGEN (1989)

En teknisk installation med andre kræfter, menneske og natur, en anderledes vejkirke eller et fangerum?

Note om Per Kirkebys bygningsskulptur i Bergen, Norge

Kort om skulpturen

En af Per Kirkebys røde bygningsskulpturer står i Bergen ved universitetets Høyteknologisenter.  Centret ligger i den sydlige del af bymidten, og skulpturen står tæt på en bybanestation, hvor mange mennesker dagligt kan se den. 

Skulpturen er opført i 1989 i forbindelse med et skulpturprojekt i Bergen, der involverede flere andre kunstnere. Den benævnes i Kunsthaus Bregenz’ skulpturfortegnelse ’Bergen’[1]

Skulpturen ligner udefra en simpel kasseformet bygning. På afstand virker skulpturen ikke stor, snarere massiv og tung med store nøgne murstensflader over en lav indtrukken arkade.  Udefra er det som om den skjuler sin (egentlige) funktion eller gemmer på en hemmelighed. I dens indre rum overrasker den ved at være smal forneden og bred foroven. 

Jeg oplever, at man hurtigt kan opfange skulpturens fysiske udtryk og form, men at dette udtryk til gengæld giver mange muligheder for forståelser. Mine ’forståelser’ af ’Bergen’ ligger på forskellige planer: en ’teknisk installation’ med særlige kræfter, et billede på forholdet mellem natur og menneske eller en anderledes kirke, hvor himlen ’falder ned’.

Foto 1: ’Bergen’ set fra øst mod Nygårdsparken

’Bergen’ og det sociale rum – mennesker under vejs eller på universitet 

Bergen har knap 300.000 indbyggere. Dens byområde ligger langs ydre og indre fjorde med stejle, træbevoksede og ubebyggede fjelde omkring. Jeg fornemmer, at man her lever tæt på naturens præmisser og med dens små og store dramaer. 

I udlandet er Bergen vel mest kendt for Bryggen og fortiden som hansestad, men byen har også været norsk kongeby med række historiske bygningsværker.

Kirkebys skulptur står i udkanten af den centrale bydel, se kortudsnittet. Jeg ser 4 grupper beskuerne: brugere af bybanen og vejene forbi skulpturen, folk med tilknytning til institutioner i området, brugere af den tilgrænsende park (Nygårdsparken) eller af områdets stisystem. Stisystemet forbinder parken og området langs Bergens indre fjord. Der er, så vidt jeg kan se, ikke boliger i skulpturens nærområde.

Grundkort:  © OpenStreetMap – bidragsyderne

Med hensyn til brugerne af bybane og veje står skulpturen tæt ved indfaldsvejen, Nygårdsgaten, og bybane stationen, Florida. Specielt brugerne af bybanen kan se skulpturen. Både når toget holder og kører til og fra stationen. Den største gruppe passagerer er givetvis pendlere til og fra arbejde eller uddannelse – folk undervejs. 

Området rummer to institutioner, Høyteknologisentret tæt på skulpturen og en katolsk, videregående skole på den anden side af Nygårdsgaten. 

Jeg kan ikke afgøre, om der er flere institutioner ved parken (bygningerne ser officielle ud). På Høyteknologisentret kommer studerende, lærere, forskere og andet personale, og på den katolske skole kommer elever, lærere m.v. Skolen var før 2012 et sygehus til kortvarige indlæggelser, hvorfor der har været patienter, pårørende og personale her, da skulpturen blev opført. 

Der er bænke og græsplæne i den østlige ende af Nygårdsparken, og dens brugere vil være beskuere til skulpturen – om end på en vis afstand. På en hverdag om formiddagen var der dog ikke mennesker her. 

Folk på stisystemet ser ud til at være på gennemgang til parken, bymidten eller den indre fjord, eller på spadseretur, ude at løbe, lufte hund etc.

I de fire grupper er der givetvis mange ’faste’ beskuere af skulpturen, der ser den hyppigt og på forskellige tider. De beskuere, der kommer tæt på skulpturen, er brugerne af Høyteknologisentret og stierne. Og nogle har måske også prøvet at gå ind i den!

Det virker ikke som om, at selve nærområdet omkring skulpturen er et sted, folk bruger til ophold. Området virker primært som en passage, en gennemgang, og der er nok ikke mange, som har en egentlig ’personlig’ tilknytning til stedet. På den anden side er det et sted, som mange sikkert ser som en daglig gentagelse…

Det er en meget blandet gruppe beskuere til skulpturen, som givetvis er forskellige steder i livet med dets små og store problemer. Jeg tænker, at skal skulpturen ’matche’ denne blandede gruppe, må den skabe en hurtig dannelse af ‘billeder’ og enten sige noget universelt eller give mange muligheder for forståelser.

’Bergen’ og det fysiske rum – en rest, en indhegnet trekant, en bakke med en ’kirke’

Skulpturen står på en lille tange i den sydøstlige del af den nyreformede halvø, der danner Bergens nyere, centrale bydel, se kortudsnittet ovenfor. Mod vandsiden ligger Høyteknologisenteret og vej/bybane-anlægget og mod bymidten Nygårdsparken. Skulpturen er placeret på tangens nordlige del på hjørnet mellem Nygårdsgaten og Thormøhlens gate. 

Når man kommer ad Nygårdsgaten eller med Bybanen, er det et sted, hvor man passerer et stræde ind til den indre fjord, og hvor man bagved kan se fjeldet rejse sig stejlt.

Det lokale rum om skulpturen afgrænses mod syd/sydøst af Høyteknologisentrets otte etagers hvide beton/glasbygninger. Mod vest afgrænses det af parken med et åbent græsareal og spredte træer omhegnet af et højt jerngitter. Det slutter mod nord i et mindre, trekantet græsareal. Mod øst lukkes det af en ca. 3 meter høj granitmur, hvorover bybanen og Nygårdsgaten løber. Her er en tunnel under, hvor stisystemet føres igennem.

Foto 2: Tunnel og granitmur set inde fra skulpturen mod øst

Bunden i skulpturens lokale rum har form som en trekant med græsplænen og skulpturen i den spidse ende og Høyteknologisentret i den brede. Den rumlige form ligner derfor et stykke lagkage, der er lav i spidsen og i den ene side (granitmuren) og med to høje sider (Høyteknologisentret og parkens træer). 

Græsarealet med skulpturen støder op til en parkeringsplads og gennemskæres af en bueformet sti fra parken ud til fjorden og Florida gennem tunnelen under Nygårdsgaten og bybanen.
Skulpturen står mellem stien og parkeringspladsen, 5 meter fra Thormøhlens gate. Skulpturen er fritstående, men bevoksningen i parken og langs vejen virker som en bagvæg, når man ser skulpturen fra bybanen (i hvert fald om sommeren). 

Foto 3: ’Bergen’ set fra nord



Skulpturens nære rum er menneskeskabt. Og der lidt ’ingenmandsland’ over den lille græsplæne, hvor skulpturen står – som noget, der er blevet til rest. Men man kan også se det som et forrum eller appendiks til parken. Det føles ikke som et uhyggeligt sted, og når man står ved skulpturen, mærker man ikke trafikken, eller at der er mennesker, der bevæger sig andre steder i rummet mere eller mindre konstant. Står man ved skulpturen, lægger man især mærke til den lave granitmur med tunnelen mod øst/nordøst. Den skaber en form for indhegning af rummet. Over muren ser man byens indre fjord og de stejle, skovklædte fjelde. 

Skulpturen har ikke nogen byplanmæssig funktion, og rum og skulptur opleves ikke som én skulptur, men dens buer i arkaden lægger sig op ad tunnelen under Bybanen/ Nygårdsgaten. Som om der markeres et slægtskab omkring gennemgang, passage…

Skulpturen er ikke gemt væk, men den står for sig selv med en vis urørlighedszone. På en måde minder dens placering mig om danske landsbykirker, der ligger i udkanten af byen på en bakke, og hvor placeringen på en måde markerer, at nu er man i en anden sfære.

Placeringen i rummet opfordrer ikke i sig selv til at gå rundt om skulpturen. Men skulpturens arkade og åbning til det indre rum indeholder en opfordring til at gå ind i skulpturen.

Jeg finder, at skulpturen omskriver rummet ved at tage opmærksomhed fra Høyteknologisentret. Den står som en kontrast til centret med sin massivitet og anonymitet. Sender den et signal om, at der er andre sfærer end videnskabens?

’Bergens’ grundplan – et simpelt rektangel med starten til en labyrint

Skulpturens lange sider ligger nord – syd. Skulpturens ydre grundplan er et simpelt rektangel. De lige linjer brydes på langsiderne af arkadens søjler og åbninger, men det er som om, at Kirkeby med den simple grundplan vil signalere, at budskabet ligger i det indre rum eller i selve bygningskroppen.

Det indre er ikke et simpelt hulrum. Muren bag arkaden indsnævrer rummets bredde og forvandler den ydre grundplans balancerede proportioner til en mere uharmonisk, langt, smalt, rektangulært rum på cirka 6 gange 1½ meter, en passage som med åbninger i hjørnerne skaber en maksimal længde på en passage gennem skulpturen. Når man ser grundplanen som helhed, giver den mig billeder af de labyrinttegninger, man som barn skulle finde vej igennem.

‘Bergen’ grundplan

’Bergens’ bygningskrop – en ydre kasse med (snyde) arkader og en indre tragt

Det umiddelbare indtryk af skulpturen er et kasseformet hus. En simpel geometrisk form uden tilbygninger. Men dens store, blanke murflader og arkaden står som modpol til den enkle kasseform. Og jeg tror, at de fleste daglige beskuere ser den som ’underlig’, men også letgenkendelig.

På afstand virker skulpturen ikke stor, snarere massiv og tung på grund af dens lukkethed og vandrette orientering. Det er som om, den gemmer på sin (egentlige) funktion eller en hemmelighed.

Det er skulpturens lange sider, der først fanger min opmærksomhed med arkadens murstensbuer og – søjler og den store, nøgne mur over. Eller måske snarere den skæve eller usædvanlige proportion mellem de to dele. Det er som om, tingene er vendt på hovedet. Jeg får associationer til et koncerthus, et teater eller en bygning med en teknisk installation. Men den høje mur over arkaden skaber også et udtryk af ustabilitet og skrøbelighed, og måske en form for utryghed.

På tæt hold åbner skulpturen sig på de lange sider på grund af arkaderne. De korte sider står derimod endnu større og mere afvisende med deres høje og helt blanke mure.

Skulpturen har ikke en synlig sokkel. Den vokser op af græsset i rummets bund, uden bunden dog virker som en form for stor sokkel. Skulpturen er bygget i et simpelt halvstens forbandt og dobbeltmuret. Murstenene har en rød farve med et mørk, ’flammet’ farvespil – næsten som granit.[2]

Skulpturens sider er parvis ens. De store sider mod øst og vest består af tre dele: den store, nøgne flade øverst, arkaden nederst og en række, lave firkantede udtræk mellem dem.

Arkaderne har 4 søjler og 5 åbninger [3]. Man må dukke sig under de svagt buede romanske murstik for at komme ind i arkaderne. Arkaderne giver udefra en fornemmelse af rum, som dog er illusorisk, da de kun er en ½ meter dybe og derfor for smalle til gå igennem (men man kan stå her). De har et tøndehvælvet loft, som gør dem lidt kryptagtige. I bagvæggen bag åbningen mod nord på østsiden og mod syd på vestsiden er der en åbning til det indre rum. Disse åbninger er forskudt knap 40 centimeter i forhold til den ydre åbning. Det giver en trang indgang og skaber en oplevelse af labyrint eller af middelalder/ vikingehus… og man kan ikke se, hvad man går ind til, før man er inde! Udefra kan man på afstand i spidse vinkler ikke se den indre åbning, men den viser sig tydelig fra ret eller stumpe vinkler. Man kan stå beskyttet i åbningen og se ud på parken eller gennem tunnelen under vejen. 

Foto 4: Arkaden på østsiden set fra nord

Mellem arkaden og den blanke mur – over søjlerne og hjørnerne – er der 6 næsten kvadratiske udtræk på omkring en ½ meter. Udtrækkene er på cirka 5 centimeter og giver et indtryk af bærende bjælker som om, der er en etage bag muren. 

Syd/nordsiderne er høje, nøgne mure og kan på tæt hold give mig associationer til en fjeldside… noget naturskabt.

Det indre af bygningskroppen har betongulv og er et tomt, smalt rum uden opdeling, loft eller siddepladser. Men det er et rum, ikke kun fire vægge med to åbninger i hver ende. Det er specielt ved at have en tragtform op ad på grund af den indtrukne arkade for neden i rummet. Man oplever, at væggene på de lange sider udvider sig for oven (etagen over…). Det udvider udsynet op ad, eller omvendt samler det, som kommer oppe fra! Eller, at det er som at stå i en kløft, hvor siderne er eroderet mod bunden… Man kan også se arkadens indtræk som en ’indre tilbygning’, der gør, at den indre form ikke spejler den ydre, rummet har sin egen topografi. Det er som et ’forkert sideskib’ i en kirke, tingene er vendt på hovedet.

Foto 5: Det øverste af det indre rum set fra nord

Lys og skygge

Bergen er ikke just kendt for solskinsvejr. Solen glimrede da også med sit fravær ved mit møde med skulpturen på en ellers tør sommerdag.  

Med skulpturens langsider beliggende nord – syd og sollys fra vestlige retninger kan der givetvis være flotte lys/skyggeeffekter i arkaderne med spændinger mellem lys og mørke i det indre rum. Mod øst kan jeg ikke afgøre, hvad parkens træer betyder, i sol tegner grenenes skygger muligvis nogle kalligrafiske mønstre på muren. 

Der er blevet indlagt lys bag arkadens åbninger. Det kan måske give et indtryk af noget ’beboet’ i aften og nattetimerne.

Tanker og eftertanker – en teknisk installation med andre kræfter, menneske og natur, en anderledes kirke og fangerummet

Skulpturen signalerer ’bygning’, men deklarerer ikke med sin simple kasseform og sit begrænsede ydre udstyr entydigt hvilken slags. Den står ’delvis’ som en black-box. Med en bred gruppe af beskuerne, skaber den (sikkert) også mange forskellige billeder og forståelser. Billederne spænder måske fra et eksotisk udseende offentligt toilet til en moderne stavkirke [4]. Mine egne tanker kredser om fire tolkninger ud fra associationerne ovenfor.

Som et første umiddelbart billede ser jeg en bygning, der rummer en form for teknisk installation, i forbindelse med f.eks. forsyning af el, vand etc. Den slags er ofte mindre, lukkede bygninger, der står på ‘umotiverede’ steder, og hvor man ikke udefra kan se, hvad deres funktion er. Det vigtige foregår indeni. Dette billede snyder dog lidt her – åbningen til det indre er jo synlig fra visse retninger – men ikke mere end, at den indre hemmelighed bevares… Inde i skulpturens rum, ’maskinrummet’, er der højt til loftet som i gamle elværker, men her er tomt, nogle har fjernet installationen… Det er andre (skjulte) kræfter, som er på arbejde i ‘tragten’.

Et andet billede knytter sig til forholdet mellem menneske og natur. Naturen omkring Bergen er storslået, men også pågående på en frygtindgydende måde med sine stejle og høje fjeldsider. Da jeg så et postkort med små huse ved foden af fjeldene, gav det associationer til skulpturens store, nøgne flade med arkaden. Et billede af et liv på naturens præmisser med større kræfter på spil (over os) og andre dramaer med andre tidsperspektiver. Jeg kan genfinde dette billede inde i skulpturen med ’overetagen’ som himlen, tragten som en kløft eller dal, hvor siderne er skredet. Med kraftigt regnvejr dannes der muligvis en form for vandfald ned af de skrå sider. Her er man ’den lille’ og ubeskyttet.

En tredje tanke. Skulpturen har på afstand med sin massivitet og romanske buer i arkaden en vist præg af kirke eller helligdom. Står man i skulpturens nærområde, finder man andre bekræftelser: granitmuren, som indhegning af en kirkegård, placeringen på en bakke med afstand til andre bygninger, de tykke mure etc. Per Kirkeby taler selv om, at de norske stavkirker har inspireret ham [5]. I det indre er der en form for sakral stemning, men ikke et ekko af traditionelle kirkerum. Rummet er tomt, nogen har taget udstyret eller gjort plads til vores egne guder (eller dæmoner)… Rummet er en passage med to ind/udgange og ikke beregnet til ophold. Sideskibene (arkaderne) vender indad, så rummet stræber ikke mod himlen som i en katedral, men lader himlen falde ned over én og i en tragt, så der ikke går noget til spilde. Eller tragten kan ses som en ‘megafon’, der vender opad, og som man kan bruge til at råbe noget op… Står ’Bergen’ som en kommentar til Høyteknologisentrets personale og studerende (og os andre) om, at der er andet end videnskab? Eller har Kirkeby lavet en vejkirke for dem, der passerer den daglig? Til at finde ro eller bede? Den er åben hele døgnet. Og det er en stor menighed.

Et fjerde billede er oplevelsen af fangerum i det indre rum. Når man træder ind i Bergen, kan det tragtformede, sammentrykkede og trange rum give en oplevelse af at være ’faldet ned’ og fanget i et rum eller en gang, som man ikke kan komme op af. Her er en følelse af at være klemt og beklemt, af utryghed og ikke et sted til ophold og meditation, men hvor man skal igennem noget… og hvad det i øvrigt kan afføde af andre tanker og minder.   

Torsten Karlsson, august 2017 og september 2020

Praktisk:

Adresse: Hjørnet af Nygårdsgaten og Thormøhlens gate
Parkering: Parkeringsplads ved Højteknologisentret
Offentlig transport: Bybanen – Florida Station
Adgang: gratis.

Fodnoter:

[1] Per Kirkeby, Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeignis. Kunsthaus Bregenz 1997. Ud fra billederne i ’Backsteinswerk’ kan man se, at området er blevet mere ryddet og åbent mod Høyteknologisentret siden 1997.
[2] Fabrikatet hedder ’Bratsberg’ ifølge noter i arkivet.
[3] Søjlerne er knap en ½ meter brede og tilsvarende dybe. Åbningerne er godt 70 centimeter brede og omkring 1,80 meter høje.
[4] Toiletproblemet er også drøftet mellem Kirkeby og Bergen. Og jeg konstaterede på stedet, at nogle var blevet trængende…
[5] Lars Morell: Per Kirkeby. Bygningskunst. Aristo 1996.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: