BIELEFELD (1989)

En modstridende, underliggjort skulptur – en passage, et mentalt checkpoint eller en skriftestol med magisk lys? 

Note om Per Kirkebys bygningsskulptur i Bielefeld

Kort om skulpturen

En af Per Kirkebys bygningsskulpturer står i Bielefeld ved byens ’Agentur für Arbeit’. Skulpturen er tilgængelig for offentligheden fra en bypark, men knytter sig til ’Agenturs’ fysiske og sociale rum. 

’Agentur für Arbeit’ er ikke helt det samme som et dansk jobcenter, men jeg bruger for nemheds skyld dette begreb frem for det tyske. 

Skulpturen er af røde mursten og består af et lavt, kvadratisk tårn med et ’tilbygget’ tøndehvælvet rum på hver af de 4 sider. Skulpturen har 2 åbninger, så man kan passere igennem den i nord/sydlig retning. På øst og vest siden er den lukket af mure med en smal spalte i midten. Skulpturen er 4,80 m høj og 4,40 meter bred. Dens grundplan kan ligne et græsk kors med 4 lige lange arme. 

Skulpturen er opført i 1988/89, og den benævnes Bielefeld i Kunsthaus Bregenz’ fortegnelse over  Kirkebys bygningsskulpturer [1].  Kirkeby har ikke kommenteret navnet, og jeg ser ikke umiddelbart noget ved skulpturen, der refererer til selve byen. 

Jeg oplever, at Kirkeby har skabt en skulptur, som har noget foruroligende og underliggørende over sig. Dens to grundelementer er på en måde inkompatible, og det skaber en række dobbeltheder og modsætninger. Den kan fungere som passage, men har et særligt rum i midten, der kan minde om skriftestol eller helligt rum, hvor solstråler og lyset har en magisk rolle.

Foto 1: ’Bielefeld’ set fra øst

’Bielefelds’ sociale rum – bagsiden af Jobcentret, medarbejdere og brugere

Bielefeld ligger i det nordøstlige Nordrhein-Westfalen mellem Hannover og Dortmund. Byen har omkring 330.000 indbyggere og er en industri- og universitetsby. Jeg gætter på, at bynavnet er bekendt for mange danskere, men at kun få har et større kendskab til byen.

Kirkebys skulptur ligger i den centrale del af Bielefeld, men dog omkring en kilometer fra selve den gamle bykerne. Den ligger i et område med blandet bolig og mindre erhverv af en forholdsvis begrænset højde. Jobcentret udgør en størrelsesmæssig (og arkitektonisk) undtagelse med sine otte etager. Området har et par små parker, et bytorv i udkanten og et stort svømmebad. 

Man kan ikke se skulpturen fra offentlig vej, og dens sociale rum udgøres af de mennesker, som kommer til Jobcentret og i den park, som Jobcentret ligger op til. 

Jeg opfatter brugere og medarbejdere på Jobcentret som skulpturens primære målgruppe. Skulpturen står på centrets område, en brostensbelægning omkring den knytter den til centret, og den er afskærmet mod parken af høje buske og træer. Og jeg ser en symbolik i, at den ligger på bagsiden af centret…

Jeg kan se på ældre billeder, at bevoksningen har været lavere og skulpturen mere synlig fra parken. Selvom skulpturen ikke er en del af parkens rum i dag, er parkens brugere beskuere til den på større eller mindre afstand. Gruppen af parkbrugere indeholder givetvis mange faste, daglige beskuere, som enten bor i området eller som bruger parkens stisystem til gennemgang mellem bydelene. Det virker som om, at de lokale brugere er en blanding af hundeluftere, rygere, løbere og legepladsbesøgende, men der er også mennesker, som tager ophold her, sidder og snakker eller drikker en øl – med udsigt til skulpturen. 

Jobcentrets brugere og medarbejdere kan se ’Bielefeld’ fra en del af centrets lokaler, og skulpturen er forbundet med bygningens bagside ved en bred, brostensbelagt sti, der fører til/fra en personaleindgang. Jeg kan ikke afgøre om, der er mange eller få brugere eller medarbejdere, der kommer i det nære rum om skulpturen. På en sen eftermiddag efter centrets åbningstid var det kun medarbejdere, der passerede den, og ikke særlig mange. Men græsset var slidt ved stien, så det kan ikke udelukkes, at stedet er velbesøgt på andre tidspunkter…   

Jeg ser medarbejderne som den primære målgruppe. Det er medarbejderne, som bruger personaleindgangen ud til skulpturen, og skulpturen står ikke som et samlingssted eller genvej for parkens (andre) brugere.  

Jobcentret ser udefra ud til at være en stor institution. Jeg gætter på, at det er et stort system med mange medarbejdere og brugere. Og får en association til, at store systemer nemt kommer til at leve deres eget liv, at menneskene bliver brikker, opsluges. Jeg tror, at Jobcentret for mange brugere måske vil være forbundet med en følelse af ubehag, usikkerhed, sårbarhed, og at det ikke kan undgå at påvirke medarbejdernes hverdag. Jeg gætter også på, at mange medarbejdere har et langvarigt bekendtskab med skulpturen, og at den måde, som de ser skulpturen på, kan udvikle sig med tiden og med tiderne som ansat på Jobcentret.

Det fysiske rum for skulpturen – en baggård eller det indre af en katedral og en lysning i en skov

Rummet om skulpturen er en slags baggård til Jobcentret, se kortudsnittet nedenfor. Jobcentret har front og hovedindgang fra offentlig vej (Werner-Brock-Straβe). Man har adgang til skulpturens rum fra Jobcentrets personaleindgang og gennem en åbning i parken. Fra Werner-Brock-Straβe kan man komme til parken via to stier, der løber på begge sider af Jobcentret. 

Grundkort: ©OpenStreetMap- bidragsyderne 

Rummet kan opdeles i en nordlig del, der afgrænses af Jobcentrets bygninger i en omvendt U-form, og i en sydlig del, der afgrænses af et bælte med træer og høje buske i en halvcirkel mod parken.

Jobcentret er en høj, otte etagers bygning i hvid beton med store vinduespartier. Der er cirka 20 meter mellem de to bygninger i U-formen. Den østlige er omkring 15 meter længere end den vestlige. Bygningerne virker umiddelbart meget bombastiske, og man kan føle sig lidt trykket og ’omringet’ her (se foto nedenfor).

I den sydlige del mod parken er der en bræmme med træer og buske langs rummets øst/vestsider, som slutter med store åbninger op til Jobcentrets sidebygninger. Der er en svag skråning på vestsiden med en indbygget mur i terrænet. Østsiden danner en ’slugt’ ud af rummet mellem en af Jobcentrets fløje og et bælte med træer og buske langs med stien ind i parken. Skulpturen står i bunden af rummet trukket op mod parken. Man kan se skulpturen fra stierne gennem åbningerne og gennem åbningen mod parken i bunden af rummet. 

Skulpturens bund ligner et ’J’, hvor den længste side vel er omkring 60 meter. Jeg har umiddelbart svært ved at beskrive den geometriske rumform i ét ord. Men udtrykt i billeder ligner den nordlige del en stor, kasse på højkant, og den har noget fra det indre af en stor katedral over sig. Den sydlige del minder om en lysning i en skov. På en sen sommereftermiddag med sol i vest står Jobcentrets indre gård mørk og dunkel, mens ’lysningen’ – og dermed skulpturen – er solbelyst og ’varm’.

En brostensbelagt sti løber gennem bunden fra parken til det indre af Jobcentrets gård. Stien er omkring 2½ meter bred i et flot buemønster. Skulpturen er placeret på denne sti omkring 8 meter fra parken og 20 meter fra den nærmeste bygning på Jobcentret. Hvor skulpturen står, er stien er udvidet til en cirkel med en diameter på 9 meter. Skulpturen står i centrum (er kernen) og har sin egen ’scene’. Der græs op til stien og cirklen. I Jobcentrets gård ender stien i en lille firkantet plads med en sti til personaleindgangen i den vestlige fløj. Der er en lav hæk på indersiden og den østlige side af stien, så nogle ’udluftningshatte’ er skjult set fra skulpturen.

Foto 2:’Bielefeld’ set fra syd (parken)

Der er flere forhold, som gør rummet specielt. For det første kontrasten mellem den nordlige og sydlige del af rummet – ’katedral kontra natur’. For det andet, at skulpturen ligger som en ud/indgang til/fra parken, men hvor man kan også ’snyde’ og komme ud/ind af rummet gennem andre åbninger. For det tredje, brostensanlægget gennem skulpturens rum har et næsten rituelt præg med en akse fra parken til den lille plads mellem bygningerne og med rotunden om skulpturen. Der er lagt en rute for os… Er der også en fortælling, et forløb før det vi ser i dag? 

Skulpturen har ikke en egentlig byplanmæssig funktion, og rum og skulptur hænger ikke sammen som én skulptur. Skulpturen står på en måde som en port mellem parken og Jobcentret – mellem to verdener. Men den kan også give associationer til en havepavillon/ hus til Jobcentret eller en ’kampanile’ – et fritstående klokketårn. Eller set fra parken som en form for offentligt toilet. 

Placeringen i rummet og bundens stisystem opfordrer til at gå igennem skulpturen, men dens indre, mere mørke rum skaber en usikkerhed og kræver (nok) mod. Og der er en mulighed for at gå udenom med brostenscirklen… Pudsigt nok er det skulpturen, der er overmalet med graffiti og ikke jobcentret.

Skulpturen er den lille i forhold til Jobcentret. Den gør ikke rummet mindre eller Jobcenteret mindre bastant, men den er stor nok til med sin anderledes form og farve, at skabe opmærksomhed om sig selv. På en måde knytter den Jobcentret sammen med omverdenen og skaber en form for intimitet, fordi den trods sin størrelse ikke virker klemt inde mellem de to fløje. 

Grundplan for skulpturen – kvadrater, græsk kors og passage

’Bielefelds’ grundplan og placering i forhold til verdenshjørnerne er vist på tegningen nedenfor.

Grundplan Bielefeld

Den overordnede ydre grundplan er et kvadrat på godt 4 gange 4 meter. Og kvadratet som geometrisk form går igen flere steder i den indre grundplan.

Man kan opfatte den indre grundplan som sat sammen af 4 ens elementer bestående af et kvadrat på cirka 1,25 m med en kort og en lang arm vinkelret på hinanden i et indre hjørne. Elementerne er placeret, så de lange arme vender mod hinanden to og to og tilsvarende for de korte. Mellem de lange arme er en åbning på en ½ mursten og mellem de korte en åbning på omkring 1 meter. Der skabes herved et kvadratisk, indre rum med sider på ca.1,80 meter. 

Hvis man følger grundplanens indre sider, får man et åbent, græsk kors med tykke, lige lange arme. Man kan udlægge det som, at der ikke er op/ned på skulpturens grundplan, og den er symmetrisk om både nord/syd og øst/vest akserne.

Jeg oplever, at Kirkeby med et simpelt basiselement har skabt en kompleks grundplan. Der er mytisk over den. 

Skulpturens grundplan og placering i forhold til stien betyder, at man fra nogle vinkler kan se, hvis andre mennesker opholder sig i skulpturen eller se dem forsvinde ind i den. Man kan gemme sig i skulpturen … men alligevel ikke skjule sig her.

Skulpturens bygningskrop – tårnrum, tøndehvælvingsrum og modsætninger

Skulpturen er stor som skulptur betragtet, men ikke i forhold til Jobcentret, og slet ikke når man ser den på afstand. Det er en vertikal skulptur, men er det ’modstræbende’, oplever jeg. Det skyldes proportionerne mellem højde og bredde og den tyngde, der ligger i de store hjørner og tøndehvælv. Dens form er svær at beskrive i ’bygningstermer’. Nogle vil måske se den som et tårn med fire, uforholdsmæssigt, store indgange, andre som en klosterkirke i græsk korsform med fire åbne sideskibe. Jeg tror de fleste kan i hvert fald tilslutte sig, at det er den særegen. 

På afstand er det umiddelbart de store tøndehvælvinger, der fanger mig. På tæt hold virker åbningerne, passagen og de tilmurede åbninger som dominerende. Det er ikke en hverken uhyggelig eller idyllisk skulptur. Dens elementer er hver for sig simple (måske med spaltemuren som undtagelse), men sat sammen skaber de en ’underliggørelse’ af udtrykket med mange dobbeltheder og et ubestemmeligt tidsmæssigt signal.

Bielefeld står ikke på en sokkel og har ikke noget synligt fundament. Skulpturen står direkte på en stiens og cirklens bund af brosten. I det indre rum er en afløbsrist. Brostenene er lagt i buer (som tøndehvælvingerne), og når de er våde, vil de givetvis skabe reflekser af sollyset. Brostenene underbygger oplevelsen af skulpturen som en passage.

Murstenene er mørkerøde og ligner sten, man kan se i byens byggerier. De er lidt større end dansk standard og lagt i et simpelt halvstensforbandt med en lys mørtel.

Jeg ser skulpturens bygningskrop som sammensat af to grundelementer: tøndehvælvingsrum og tårn.

Tøndehvælvingsrummene dannes af selve tøndehvælvingerne og de store hjørnesøjler[2]. Set vinkelret ligner hjørnesøjlerne vægge, set fra siden virker de som kasser. De har en massivitet og en størrelse, der ikke er i proportion med det, de skal bære. Det er med til at ’komplicere’ skulpturens udtryk og giver tanker om, det hele tidligere har været en del af noget større. Selve tøndehvælvet er bygget med tre kopper på højkant – et flot håndværk. Hvælvene skaber et romansk udtryk og præg af ’kirke’, og de trækker skulpturen nedad. 

Tårnet er kvadratisk, og over tøndehvælvingerne er der på alle sider fra den øverste kant en spalte på en ½ sten i bredden og 70 cm i dybden. I murene mod nord og syd er der en åbning til tårnets indre rum, og her står tøndehvælvingsrummene en slags forhal. Åbningens øverste kant er en svag buestik (se foto 2). Man kan se igennem i vinkelrette positioner, i andre vinkler lukker murene det indre af, så det bliver et rum. De ’tilmurede sider’ mod vest og øst med spalten i midten gør disse tøndehvælvingsrum til en slags nicher, men man kan se ind i tårnet og gennem det.

Foto 3: ’Bielefeld’ set fra vest

Sammenfattende danner bygningskroppen fem indre rum:  2 ’forhaller’, 2 ’nicher’ og 1 ’tårnrum’. Det er tomme rum, der er ingen bænke eller anden inventar, som om de ikke er beregnet til ophold.

nicherummene kan man stå i læ og stå uset fra Jobcentret. Deres mure mod tårnets indre kan give tanker om, der har været en egentlig åbning tidligere, som er muret til(?). Eller om, at spalten er skabt ved, at nogen er brudt igennem muren og efterladt et dybt sår her(?). 

Forhallerne giver et for/bagrum til tårnet. De skaber en smallere (mere vanskelig) passage til ’tårnkammeret’, og man kan stå i læ her (men ikke uset) og se henholdsvis Jobcentret og parken.

Tårnrummet har frit udsyn til/fra himlen. Hvælvingerne forsætter ikke ind i tårnet, så det spejler ikke de ydre rum, men er ‘sig selv’. De fire spalter øverst på murene sidder så højt, at de ikke opleves som smalle vinduer, men næsten som spotlights, der skaber lys på de modstående sider. Man kan føle sig lille her, lidt klemt og beklemt, selvom murerne beskytter mod omverdenen, er der de åbne spalter… 

Foto 4: Bielefelds indre rum

Ser man skulpturens form som en helhed, er det svært ikke at få associationer til noget kirkeagtigt. Og til at der ligger et tidsmæssigt element i skulpturen, at der har været noget før… Kirkeby taler selv om resterne af et fodstykke til en søjle i en katedral [3], men også om inspiration fra Konstantinopels bymure og mindre kirker [4].  

Lys og skygge – spotlights og magiske lyssøjler

Skulpturens placering, højde, form og åbninger gør den til en lys/skyggemaskine. Og som har en egen æstetik. 

Foto 5: ‘Bielefeld set fra nordvest

Solen og områdets bevoksning danner lyse og mørke figurer på skulpturens mure, og i løbet af dagen ligger forskellige dele af skulpturen enten som meget stærkt belyst, varmrøde eller i skygge og meget sortrøde.

En anden markant lys-/skyggevirkning fremkommer på grund af spalterne i murene. Når man står i skulpturens indre skaber solen og de øverste spalter nogle stærkt lysende firkanter på de modsatte vægge. Det giver indtryk af en slags indre vinduer eller spotlights, der flytter sig over dagen. Gennem de høje spalter mod øst og vest skaber solen i bestemte positioner en nærmest magisk lyssøjle ind i rummet (se foto 5). Når solen står i andre mere skrå vinkler, forsvinder lyset nærmest i den dybe spalte. 

Tanker og eftertanker – en modstridende, underliggjort skulptur? Et mentalt checkpoint? En helligdom eller en skriftestol med magisk lys?

Der er en række modsætninger og dobbeltheder omkring skulpturens rum og skulpturen selv. De virker foruroligende, men også fastholdende.

I forhold til skulpturens rum og placering står den både offentlig og ’privat’, den står i en lysning, men også i en baggård, og den er på samme tid en port/passage og et sted, man kan opholde sig.

Der er modsætninger i skulpturen i de umage proportioner mellem tårn og tøndehvælvingsrum og mellem de enkelte dele i det sidstnævnte rum. Og det er som om, at tårn og tøndehvælvingsrum kun modvilligt hænger sammen, at de ikke kan indordne sig under hinanden. Der er ingen ’beroligende’ overgange mellem dem. Det ’foruroligende’ indtryk underbygges af de tilmurede åbninger. Man får en tanke om, skulpturen er ved at blive ’nedlagt?

Nogle vil måske opleve skulpturen som lidt ’svulstig’. Jeg oplever den mere som ’underliggjort’ og som udløser af en række forskellige associationer (fra passage, kampanile, tårnkammer, fæstningstårn til ’havehus’ som nævnt tidligere).

Andre tanker sættes i gang af den tidslighed og det perspektiv af historisk forløb, der er tilstede i rum og skulptur. Jobcentret er ikke gammelt, det kan ses på materialevalg og arkitektur. Man får en fornemmelse af, at der har været noget før i rummet, som også har været en stor bygning – Kirkebys katedral? Er Jobcentret en ny form for katedral, og er tidens trosgrundlag ’at arbejde’? Heroverfor står skulpturen med sine mursten og historiske byggeelementer som et slags fortidsminde, som naturen gror op omkring som om en ruin – det ses på billederne. Er det resterne af søjlerne? Fra en tid, hvor trosgrundlaget baserede sig på større og højere magter… Men et historisk perspektiv indikerer også, at der er en tid, som følger efter, og som vi kun kan gisne om (og gør det)!  

I min forståelse forlader ingen af Jobcentrets brugere det uden at være påvirket i større eller mindre omfang. I den forbindelse kan jeg se skulpturen som et billede på et menneske. Med tårnet som det ’oprindelige’ menneske og med tøndehvælvingsrummene, som noget Jobcentret forsøger at ’bygge på’ (kompetencer, træning mv.). Nogle med ’hul igennem’, andre som blindgyder, man må lukke igen efterladende en form for sår (spalten).

Skulpturen i sig selv signalerer, at det ikke er nok at se den udefra. Dens åbninger indbyder til at gå ind og stå i den eller til at gå igennem den. Disse to muligheder rummer forskellige perspektiver specielt set med afsæt i medarbejderne ved Jobcentret som de primære beskuere. Og med det arbejde, som de skal varetage i forhold til andre mennesker (jfr. det sociale rum).

Som passage eller gennemgang skaber skulpturen en særlig ramme med sin grundplan i korsform, og med de tre rum, ’forrum’, ’tårnrum’ og ’bagrum’. Med sine tøndehvælvinger og indsnævring af tårnrummet skaber den en tunnelfornemmelse, at man går dybere ind. Men hvor tårnrummet med det manglende tag og de dybe spalter så udsætter én for en udefrakommende særegen belysning.

Som medarbejder ved Jobcentret kan man se skulpturen som en overgang mellem to verdener, en arbejdsmæssig og en privat. Og måske se skulpturen som et mentalt checkpoint, hvor man kan lægge noget fra sig eller tager noget andet på sig. Der er noget symbolsk i, at skulpturen står på Jobcentrets bagside. Jeg tænker på, at medarbejderne på Jobcentret kan have rigeligt at ’tage af eller på’ qua deres arbejde. 

Korset som grundplan og brugen af tøndehvælv leder naturligt tankerne mod, at værket har en kristen eller religiøs funktion. Skulpturens midterste tårnrum står som et særligt rum. Man kan tage ophold her og stå ’beskyttet’ og for sig selv. Med den smalle, gennemgående spalte til tøndehvælvingsrummene får jeg en association til en skriftestol med en afskærmning mellem præst og den skriftende [5]. Eller til en form for helligt rum, hvor man kan se ’lyset’. Der er ingen præst tilstede her, men sikkert folk, som søger støtte eller forklaring. Og på bestemte tidspunkter står lyset gennem spalten… et helligt eller magisk lys, der kan skabe en kontakt til højere magter?

Torsten Karlsson, august 2017 og september 2020

Praktisk:

Adresse: Werner-Bock-Strasse 8
Parkering: Parkeringsplads ved Agentur für Arbeit 
Offentlig transport: ca. 1 km fra Banegården
Adgang: gratis

Fodnoter:

[1] Per Kirkeby, Backsteinsskulptur und Architektur Werkverzeignis. Kunsthaus Bregenz 1997.
[2] Dimensionerne på enkeltdele: Hjørnesøjlerne er 1,25 m bredde og omkring 2,40 m høje. Tøndehvælvet har et frit spænd på1,80 m med 90 cm i højden, som også er dybden på rummet. Tårnet er cirka 2,50 m i ydre mål og en højde på 4,80 m. Åbningerne til tårnets indre rum på cirka 2,40 m gange 80 cm.
[3] Udateret note på sagen i Per Kirkeby arkivet.
[4] Lars Morell: Per Kirkeby, bygningskunst. Aristo 1996.
[5] Kirkeby havde også i tidligere skitser et murfletværk som væg i stedet for spalten. Kilde: Tegning i ’Bygningskunst’, note 4.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: