FALKENBERG (1997)

Mellem murene – forkastningen, pladsen, vandet og broen 

Note om bygningsskulptur af Per Kirkeby i Falkenberg

Kort om skulpturen

Ved Falkenberg Museum, Rian, står en af Per Kirkebys røde bygningsskulpturer. Museet ligger i byens indre havn, som dannes af elven Ätran. Skulpturen står på en kajplads i et rum, der er domineret af en høj vejbro, som fører over havnen tæt på museet. Efter mit første besøg i 2015 er pladsen senere blevet opkaldt efter Kirkeby.

Foto 1: ‘Falkenberg’ set fra nord

I ’Backsteinsskulptur und Architektur’ [1] bliver skulpturen benævnt ’Falkenberg’. Skulpturen består af to adskilte mure placeret parallelt med hinanden i en afstand på omkring 20 meter. Murene er ens, men vender spejlvendt i forhold til hinanden. Hver mur er en form for ’dobbeltmur’ med et hulrum i midten. Murenes lange sider er på 14 meter, og de korte sider er ca. 1½ meter. Murene har en højde på 3 meter. I de lange sider er der 8 store ’døre/vinduer’. De lange sider er forskudt for hinanden, så åbningerne står som halvt tillukkede, og man oplever det som om, murene bevæger sig mod havnekanten og vandet.

Mine tanker og eftertanker om skulpturen tager afsæt i, at skulpturen og den plads, den står på, udgør et samlet værk. De tager også afsæt i den forladthed og tristhed, jeg oplever, at især vejbroen skaber for rummet. Der er noget menneskelig geologi tilstede her og noget græsk oldtid, noget som handler om livet og derfor måske især om døden… for at citere Kirkeby selv [2].

Foto 2: ‘Falkenberg’ set fra nordøst

‘Falkenberg’ og det sociale rum – faste brugere og museumsgæster, folk på broen og under den

Falkenberg er en provinsby med omkring 20.000 indbyggere. Jeg kan læse mig til, at byen er en industri- og havneby, men at det også er en turistby med badestrande og laksefiskeri.

Museet og skulpturen befinder sig i Falkenbergs bykerne. Bykernen – en af Sveriges bedst bevarede – består af ældre, lave træhuse. Her virker også museumsagtigt, der er rent og pænt, og ingen mennesker på gaderne en søndag formiddag i september…

Området omkring Falkenberg Museum tror jeg primært bliver brugt af gæster til museet, af beboere i lejlighederne ned til havnen samt af folk, som bruger havnen til en gåtur, frisk luft, motionsløb, fiskeri, parkering etc. Andre beskuere af skulpturen kan være trafikanter, der kører over/under vejbroen på vej til eller fra arbejde, samt folk, der går tur på den anden side af Ätran eller som sejler på elven.

Jeg gætter på, at der er en del ’faste’ daglige brugere af skulpturen, bevidst eller ubevidst. Der er ikke faste bænke på stedet. Jeg tror ikke, at det er et sted, hvor folk tager ophold i længere tid bortset fra de tidspunkter, hvor museet eller andre udstyrer pladsen med borde og stole eller andre muligheder for aktiviteter.

’Falkenberg’ og det fysiske rum – vejbroen, det åbne vand, museumsgavlen og den indrammede plads

Skulpturen står på en lille, afgrænset plads overfor museet mellem en gade (Hamngatan) og vandet, se kortudsnittet. Området kunne og har måske været et stille fristed, hvis det ikke var på grund af den høje vejbro, Peter Åbergs väg, der krydser over elven/havnen og Hamngatan. Broen fylder meget fysisk og mentalt. Den er med et Kirkeby udtryk en ’anomalier’ i rummet. Og man hører et konstant ’chunk, chunk’ fra biler, der kører over.

Det ’store’ rum om skulpturen består af elven mod øst, en åben parkeringsplads mod nord, museet og nogle boligblokke mod vest samt broen/havneanlægget mod syd. Jeg er lidt usikker på hvor langt mod nord og syd, der er indsyn til skulpturen på østsiden, hvorfor en afgrænsning på kortet er undladt. 

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Elven/havnen danner mod øst en stor, åben side i rummet og en kant med en ’grav’ tæt på skulpturen. Der er ca. 3 meter fra skulpturen til vandet. Jeg vurderer, at elven er knap 100 meter bred, og at denne del af havnen fortrinsvis bruges til fritidssejlads.

Mod nord udgøres rummet af Hamngatan og en parkeringsplads mod vandet med spredte træer. Kommer man herfra, har man udsyn til skulpturen over en længere strækning og oplever, at man i skrå vinkler kan se andre mennesker, biler etc. befolke og levendegøre skulpturen.

Hamngatan fortsætter forbi museets øst gavl, der danner rummets side mod vest. Museet ligger omkring 10 meter fra skulpturen. Det er et gammelt kornlager i 4 etager. Gavlen er en monumental, gul murstensvæg på en høj granitstensokkel, foto 3. Den har buede, tilskoddede vinduer og en stor (lukket) port i midten. Væggen er ’dekoreret’ med nogle krydsende mønstre i glaserede klinker. I forlængelse af museet ligger mod nord et par treetagers boligblokke også med gavlene (og altaner) mod vandet. Disse blokke var her ikke, da skulpturen blev opført.

Foto 3: Museumsgavl set fra øst

Rummets side mod syd består af vejbroens piller og dens tunge, bærende, horisontale vejbjælke. Der er et åbent rum bagved broen, der ender i et egentligt havneområde med kajpladser, skibe og lagerbygninger.

Selve pladsen, hvor skulpturen står, er en rektangulær, flisebelagt plads på ca. 30 gange 20 meter. Den er afgrænset med kantsten mod nord og vest, en betonkaj mod øst og brosten mod syd. I selve pladsen er yderligere lagt en indramning i form af et bredt, firkantet brostensbælte rundt om de 2 mure. Fladen mellem murene er opdelt i mindre, kvadratiske felter med smalle bælter af brosten (ca. 30 cm brede). På den del af pladsen, der vender mod broen, er udlagt nogle store kampesten (måske for at hindre påkørsel, men man kan også sidde på dem). Langs vandet er en havnepromenade, der forsætter forbi parkeringspladsen og den anden side af broen. Cementen og granitten giver pladsen en lidt hård og kold overflade, som står i kontrast til de mere varme mursten. Der er både noget ’fjeld’ og noget ’skakspil’ over pladsen.

Det ’store’ rum om skulpturen præges af vejbroen, vandet og gavlen på museet.

Broen ligger utilgængelig fra pladsen, og man kan herfra få en oplevelse af, at livet kører eller farer forbi deroppe, at man bliver ’kørt over’ nede på pladsen eller befinder sig i underverdenen. Rummet under broen med bropillerne giver også mig associationer til amerikanske spændingsfilm: Det er her, biljagterne foregår, og hvor man finder de døde efterladt i bilernes bagagerum…

Mod vandet står man ved en kant, som man kan falde ud over – eller vandet/elven kan virke som noget, man ikke kan komme over… Er Ätran en Acheron, og venter vi på Charon og færgen?

Museet er en smuk bygning, men det vender den tillukkede, høje gavl ud mod pladsen. Man kan ikke komme ind her, er holdt ude på en måde (i hvert fald på en søndag i september).  

En følelse af mismod, at være fanget og udenfor indfinder sig nemt på dette sted for mig…

Skulpturen skaber med sine to mure et mindre og mere roligt rum i det store rum. Og dens kolonnade form flytter ens blik fra broen mod museet eller vandet. Jeg oplever ikke, at skulpturen konkurrerer med museet (gavlen), eller at den er en forlængelse af museet. Med sin placering og form opfatter jeg, at de fleste vil være tiltrukket af at gå rundt om skulpturen og igennem dens specielle åbninger. Nogle vil givetvis også benytte dens lave mure til at sidde på og børnene vil nok lege i den… På en køling formiddag i september var den dog ikke ’befolket’.

’Falkenbergs’ grundplan – smalle rektangler, dobbeltmure med forkastning

Skulpturens to adskilte mure står parallelt med knap 20 meters mellemrum i en øst – vest længderetning. Med den store afstand imellem oplever jeg dem ikke som noget, der er blevet skilt ad eller som skal sættes sammen igen…

Grundplan ‘Falkenberg’

Murenes ydre grundplan er et smalt rektangel med et indhak på omkring 60 gange 40 cm i to hjørner diagonalt modsat hinanden. De to ’skulpturmure’ ligger spejlvendt i forhold til hinanden med indhakkene mod pladsen og vandsiden.

Med indhakkene i hjørnerne opnår Kirkeby, at murenes to sider står forskudt i forhold til hinanden som en slags sideværts forkastning i geologisk forstand. Man kommer uvægerligt til at tænke på, om forkastningen stadig er aktiv, om de ydre sider af skulpturen på vej mod kanten?

Murenes indre rum er smalt omkring 60 cm bredt. Murenes indre plan spejler og følger den ydre plan, så indhakkene bliver hjørner, der vender ind i rummet i hver sin ende.

’Falkenbergs’ bygningskrop – en mur, der transformerer sig, en mæander i bevægelse

Falkenberg er bygget i et halvstens forbandt med en type mursten, som ligner noget, teglværkerne kalder ’rødbrun med spil’. Det gør skulpturen lidt mere afdæmpet og jordfarvet end en ’almindelig’ rød sten.

Jeg oplever ikke umiddelbart Falkenberg som en stor skulptur på trods af dens ’gentagelser’ og dimensioner. Skulpturen virker lidt trykket. Jeg tror, at vejbroens tilstedeværelse har betydning. Medvirkende hertil er også størrelsesforholdet mellem skulpturen og pladsen, (skulpturen er lillebror her), at skulpturen er horisontal, samt at væggen over dens åbninger er højere end under.

Et andet umiddelbart indtryk er, at den virker urolig, står ikke stille. Dens forskudte sider og de høje, vertikale åbninger, som er delvis afblændede af de modstående sider, skaber denne virkning.

Jeg oplever endvidere, at dens udtryk skifter mellem lukket og transparent. Når man nærmer sig skulpturens lange side fra f.eks. Hamngatans nordlige del, virker den lukket med et ’mylder’ af søjler og afblændede åbninger. Det er som om, siderne danner et indre rum for så at skifte til store, åbne vinduer/døre med fuldt gennemsyn, når synsvinklen bliver mere skrå. Det er det modsatte af, hvad man plejer at opleve med ‘normale’ bygninger.

Skulpturen står uden sokkel direkte på pladsens fliser og brostensbælter, som om den er bygget ovenpå pladsen. 

Foto 4: ‘Falkenberg’ set fra syd

Skulpturens udvendige sider er ens bortset fra forskydningen i enderne. Sidernes åbninger står skiftevis som ’døre’ og ’vinduer’. Åbningernes overkant flugter med hinanden, og alle åbninger har samme bredde (ca. 1 meter). Murene mellem åbningerne er halvt så bredde. Åbningerne er også høje, henholdsvis godt 2 meter for dørene og omkring 1½ meter for vinduerne. Vinduerne har en bred ’bundkarm’, hvor man kan sidde og se ud af eller ind i skulpturen. Over åbningerne ligger en bjælke af lodret stillede sten som overligger, og der er en glat mur på næsten 1 meter op til murens øverste, lige kant.

De udvendige sider ser umiddelbart uskyldige ud, men med deres skifte mellem ’døre’ og ’vinduer’ gemmer de en ’lodret mæander’. Der er et mønster, der bevæger sig vandret – lodret – vandret osv. og på begge sider af muren, en ’dobbeltmæander’… De udvendige sider kan man også opleve som en slags skydedøre eller som en skygge af hinanden. De forskudte åbninger betyder, at man ikke kan gå lige igennem skulpturen, men skal skifte retning for at komme ud. Det gør oplevelsen labyrintagtigt, og man kan føle sig fanget her, inden man slipper ud og bliver ’fri’… 

Foto 5: ‘Falkenberg’ indre rum

De indvendige sider danner et smalt rektangulært rum. Står man i den ene ende og kikker gennem rummet, oplever man det som lukket, de mange åbninger er nærmest ikke eksisterende. Den blanke endemur er med sin forskudte form måske medvirkende hertil. Med en indvendig bredde på under 1 meter kan man få en fornemmelse af, at skulpturen fra at være en åben mur har forvandlet sig til en skakt eller klippespalte … man er klemt inde her. Og der er ikke ’tag’ over. Så her er man ikke beskyttet mod noget fra oven eller omvendt, at man har fri adgang til de højere luftlag.

Jeg er usikker på, om jeg oplever skulpturen som en passage eller et hegn. Man kan gå igennem den, men det snævre indre rum, afblændingen af åbningerne og samspillet med pladsen gør nok, at jeg ser den som en form for hegn. 

Lys og skygge i ’Falkenberg’ – komplekse firkanter og mørke diagonale felter

Falkenberg står meget åben og vil givetvis være næsten ’projektørbelyst’ i en stor del af dagen, når solen er fremme. Skulpturen selv kaster store skygger på pladsen, når solen er i nordlige eller sydlige retninger. På billedmaterialet i ’Backstein’ ligner skyggerne store flygler set fra broen. I andre vinkler tror jeg, at murene vil danne komplekse ’skyggeskulpturer’ med skæve og irregulære firkanter.

Når solen står i øst en formiddag i september, er skyggedannelserne på pladsen fraværende. Til gengæld kan man se skygger i de indre mure. Her skaber murene lange diagonale sorte skygger på siderne. Skyggerne forsvinder og skifter til en blød rød farve, når solen stiger. Hvor sollyset rammer vinduernes karme står de med et hvidt og hårdt lys og med helt sorte firkantede skygger.

Tanker og eftertanker – forkastning og følelser, liv og død

Først et sidespor. I Falkenbergs gamle købstadskirke Sct. Laurentii har man (sikkert i middelalderen) malet søjler på sidemurerne inde i kirken. Det er søjler i en stiliseret form, men deres virkning er, at murene står som dobbeltmure med ’åbninger’. Jeg ved ikke, om Kirkeby har hentet inspiration til sine dobbeltmure i kirken, eller om det bare er et sammentræf. En pudsighed i alle tilfælde.

Jeg kan ikke slippe mine associationer og følelser fra det ’store rum’ om ’livet, der kører forbi’, ’kanten ved vandet man kan falde i’, ’den lukkede bygning’ osv. Og jeg oplever, at disse associationer og følelser går i en ’kemisk’ forbindelse med skulpturens forkastning og mæander. En forkastning kan geologisk set forklares som et brud, en overrivning af lag, der skyldes udløsning af ophobede, indre spændinger i undergrunden. Et brud efterfølges ofte af jordskælv.  Beskrivelsen af forkastninger er næsten som en beskrivelse af stærke begivenheder i et menneskeliv. Og mæanderens mønster står som et billede af, hvorledes vi som mennesker søger at sætte livets brud og forløb i system eller på formel, så vi kan håndtere det. 

Andre tanker og eftertanker tager afsæt i at se pladsen og murene som en helhed, der i fællesskab skal løfte et ’indhold’. Murene har pladsen som fælles fundament, og pladsen har ikke bare en tilfældig flisebelægning. Når man står på pladsen mellem murene, oplever jeg, at man er inde i værket.

Pladsen bidrager med afgrænsning af territoriet og den særlige udformning af belægningen. Pladsen afgrænser og mærker fladen af (med kantsten, betonkant og brosten) i forhold til det omgivende større rum. Det bliver signaleret, at det er et særligt sted… Vil Kirkeby gøre det til et helligt sted? Eller advare om at det er et farligt sted? Udover kanten rundt om fladen er de to mure indrammet af et bredt felt af brosten. Hvis man vil ind på pladsen, skal man passere dette felt: er det en advarselsstribe? Eller et budskab om, at nu overskrider man en tærskel? Inden for feltet danner smalle brostensbælter et skakbrætmønster i flisebelægningen… Er værket et spil? Er man selv i spil? Det er store felter, et stort spil!

Murene bidrager yderligere til afgrænsning og indramning i rummet. De er ikke bare streger i sandet, men udgør et specielt hegn: er både (dobbelt)mur og ’ikke-mur’ med de store åbninger, og de er en form for ‘labyrinthegn’ med de forskudte sider. Et hegn får mig til at tænke på hvad, der skal holdes inde eller ude? Og skal den territoriale og rumlige afgrænsning også skabe en følelsesmæssig afgrænsning? Rette vores opmærksomhed mod noget bestemt? Er der en treenighed i museet, vandet og skulpturerne: Museet som symbol for erindringer, lagrede oplevelser og erfaringer, brudstykker af liv … Vandet, floden som symbol på passagen til Hades og døden… Skulpturen med sin forkastning, mæander og labyrint som billede på livet m.m.

Men man kan også bare nyde en effektfuld skulptur, det stille vand med solens reflekser, og de spændende lys- og skyggevirkninger som hele tiden skaber nye skulpturer af skulpturen. 

Oktober 2015, april 2020 og september 2022

Torsten Karlsson

Praktisk:

Adresse: Kirkebytorget 
Parkering: Parkeringsplads ved museet 
Adgang: Offentlig tilgængelig

Fodnoter:

[1] Per Kirkeby, Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeichnis, Kunsthaus Bregenz 1997.
[2] Brev til Johan Rosenlind og Jan Forsberg i Kursiv, 2007. Andre henvisninger til Kirkeby referer hertil.