IKAST – HUSET (1973)

Mausoleum, vagtpost eller andre liv…

Note om Per Kirkebys bygningsskulptur i Ikast

Kort om skulpturen  

I den sydlige del af Ikast by står Per Kirkebys bygningsskulptur, ’Huset’. Skulpturen er placeret i et villakvarter fra 70’erne. Det et traditionelt parcelhuskvarter, men vejene er – næsten som en modsætning – opkaldt efter moderne kunstnere, hvor Kirkeby selv er i blandt. Skulpturen står på en lille græsplæne midt i kvarteret. Den bygget i røde mursten og har form som en ’kasse’ med valmtag.

Skulpturen er ikke specielt stor efter Kirkeby forhold: 3 m høj, godt 3½ m lang og 2 m bred. Skulpturens navn, ’Huset’ fremgår ikke på selve stedet, men er nævnt i Lars Morells bog om Kirkebys bygningsskulpturer[1]. Heraf fremgår også, at den er den første skulptur, Kirkeby byggede udendørs (i 1973), og at han selv omtaler den som ’et lille Mayahus’. I bogen ‘Flyvende blade’ benævner han den som et ‘monument over det neogotiske murstensbyggeri med masser af mønstre og anden overflødighed'[3].

Med sine kunstfærdige murstensornamenter giver skulpturen mig umiddelbart associationer til et ’antiparcelhus’ eller et mausoleum/en sarkofag – hvad der så end ligger begravet her! Men også associationer om et smykkeskrin (der er håndtag på taget) eller en ruin, en rest fra en tidligere kultur…

 Foto 1: Huset set fra sydvest

’Huset’ og det sociale rum – børn under vejs og ’gå tur folk’

Skulpturen er placeret i et kvarter, hvor folk bor. Man arbejder ikke her. Der er en atmosfære af stilhed, soveby over området. Og man fornemmer, at der ikke er mange, fælles sociale aktiviteter i området. Det, der sker, sker på folks egne ’firkanter’. Villakvarteret kunne være en forstad til hvilken som helst by. 

Copyright: OpenStreetMap – bidragsyderne

Skulpturen står på et lille græsareal ved en cykel/gangsti gennem området. Arealet er ikke en legeplads eller boldplads, og der er ikke bænke, der opfordrer til at tage ophold her. Man har kun adgang til stedet ad stisystemet. Jeg opfatter derfor, at der primært er to grupper beskuere til skulpturen: børn, på vej til og fra skole/fritidsaktiviteter og voksne, der lufter hund eller går tur før/efter arbejde. 

Kan man betragte børnene undervejs til/fra skole etc. som en målgruppe? Næppe, skulpturen er ikke et legehus. Selvom det var en af intentionerne fra starten[2]. Børn oplever måske skulpturen som et sjovt hus og lidt uhyggeligt, men ’Husets’ omgivende rum opfordrer ikke til at bruge det til leg.

’Gå tur folk’ kommer vel her for at ’få luft’ eller lufte hund. Og typisk går man enkeltvis eller parvis. Fungerer stedet og ’Huset’ som et stoppested, en vendeplads undervejs på turen? En opfordring til at gøre sig tanker eller snakke sammen eller med dem, man møder her…?

’Huset’ og det fysiske rum – kontrast og ingenmandsland

Skulpturen står i et hjørne af græsarealet, kun et par meter fra cykel/gangstien og 4-5 meter fra en hæk, der lukker området af mod et parcelhus. Græsarealet er 4-500 m2 og har form som en trekant. Det er omgivet af hække på alle sider. Er det for at beskytte det mod parcelhusene eller omvendt? Jeg opfatter umiddelbart arealet som et restareal – som om ’der var ikke nok til en parcelhusgrund her’.

Stedet er således ikke særlig idyllisk. Min oplevelse er, at det ligner en slags øde ø, et ingenmandsland eller måske et minefelt – ikke et åndehul. Her er der ingen beskyttelse, og på grund af stiens bøjning og hækkene langs den er det også svært at se, hvad der sker, når man forlader ’øen’. Er skulpturen en slags vagtpost på stedet? Og kommer der noget ud af den åbning, der er i midten af ’Huset’, når man passerer det – som hvæser, gør e.l.?

Byplanmæssigt har skulpturen ingen funktion. Den bryder græsarealet op i et nærareal og et fjernareal. Omgivelser og skulptur står i skarp kontrast til hinanden. Ville man ikke forvente legeredskaber, fodboldmål e.l. på et grønt areal i et parcelhuskvarter? Hvis man opfatter stedet, hvor skulpturen står, som et ’restareal’, der ikke kan eller skal bruges til noget, kan man spørge, om det også gælder skulpturen? Om den egentlig bare er en underlig rest, noget der er efterladt fra fortiden?

Skulpturen opleves lidt forskelligt afhængig af, om man kommer ad den sti, der er vinkelret på ’Husets’ lange side eller ad stien, der løber parallelt med den lange side. Vinkelret på virker ’Huset’ som en stor kasse, et mausoleum, der gemmer på noget, parallelt med virker det næsten som et lille tårn.

Skulpturen opfordrer med åbningen i den lange side til, at man skal gå ind i den. Men der er ikke fliser eller grusgange ind til skulpturen, som lægger op til det.

’Husets’ grundplan – en firkant med ’fødder’

’Husets’ grundplan er et simpelt rektangel, hvor de fire hjørner og muren omkring åbningen i midten er trukket ud som ’fødder’. Man kan derfor opfatte grundplanen som et ’mæander- forløb’. Men over grundplanens murstensforløb danner de overliggende murstensskifter nogle svagt stigende trappetrin, som udvisker dette udtryk.  

Det indre rum er rektangulært. Man kan stå i rummet, og der er tag over. Det er et snævert og huleagtigt rum. Man kan gemme sig, er beskyttet og kan holde øje med, om der kommer andre, men jeg føler også, at der er fjernet noget herfra…

’Husets’ bygningskrop – massiv, en kiste med ornamenter

Skulpturen står på et fundament, men det er næsten usynligt, og det virker som om, at græsset er dens fundament.

Selvom skulpturen er ikke stor, virker den massiv, tung og mere ’horisontal end vertikal’. Kirkeby taler selv om sit monument over det neogotiske murstensbyggeri [3]. Det har også søjler og kanter, men der er få og små åbninger i murene. Det får den til at ligne en kiste eller en bygget grotte… Et andet bidrag til at gøre den tung og horisontal er, at den øverste del ligger som et stort ’låg’ på skulpturen. ’Låget’ har en stor tæthed af forskellige horisontale murstensud- og indtræk, og hvor skifterne er trukket ud til et slags tagudhæng. 

 
Foto 2: Huset set fra sydøst

Det er også iøjnefaldende, at skulpturen er fuld af ornamenter, den er næsten ’tatoveret’. Det giver den et ’uroligt’ eller utilnærmeligt udtryk – som styrker associationen til en hule, til at noget gemt, som skal beskyttes. Og ornamenter er jo ikke forbeholdt maya’erne, men indgår også i ældre dansk, traditionel byggestil[4].

Hjørnerne på skulpturen er lavet som pilastre (flade søjler i murværket). Mellem hjørnesøjlerne er der ’tilmurede vinduer’. Man kan ikke se ind. Hvis ’Huset’ har været et hus engang, er det nu blevet lukket af og blevet efterladt som en rest, en ruin… De ’tilmurede vinduer’ er udfyldt med mønstre i form af spiraler, labyrinter, sildeben og ’gulvmosaikker’. 

Foto 3: Huset set fra syd

På den øverste del af murene – den udtrukne del – er der ornamenter som ’T’er’ og savtakker (mursten, der vender et hjørne ud ad). Murene brydes af tre åbninger. En ’dør’ i den lange side, der er smal og lav, nærmest en lem, der lukker noget inde eller ude… To små huller (’vinduer’) i gavlene hvoraf det ene er ’T- formet’ og det andet trekantet. 

På det valmede tag er placeret en skulptur på ’skulpturen’, se foto 2. For mig ligner det et stiliseret dyr i mursten – et Mayasymbol? Man finder samme type figurer på Maya’ernes templer og huse, men jeg kan ikke umiddelbart finde oplysninger om deres funktion. Kirkeby siger selv i ’Bygningskunst’ om figurer og motiver, at skulpturen er en ’slags montage af billedelementer, ikke symboler’. Jeg opfatter figurerne som en udsmykning. F.eks. brugte Maya’erne ’T-formen’ til at afbilde guden Chac, der var en gud for regn, torden, frugtbarhed mv.

Lys og skygge

’Huset’ ligger i længderetningen nord – syd. Jeg har ikke en oplevelse af, at selve ’Huset’ kaster en særlig skygge på græsset eller i ydermurenes ind – og udtrukne dele.

I det indre af ’Huset’ slipper de to små huller i gavlene kun meget lidt lys ind, men de danner skygger i deres silhuet i det indre rum. Den smalle ’dør’ giver udefra en fornemmelse af, at det indre ligger i mørke, men inde i rummet oplever man det anderledes lyst. 

Tanker og eftertanker – ’tankemausoleum’, andre liv og vagtpost

Det er ’Huset’ som hus betragtet med dets placering og form, som er mit afsæt for tanker og eftertanker. Jeg kan finde tre (mindst) perspektiver.

For det første kan ’Huset’ opleves som en anakronisme. Det henviser til en fortid, ikke til en fremtid… Jeg får en association til, at når man udstykker et landbrug til parcelhusgrunde, lader man nogle gange stuehuset ligge tilbage, ensomt og alene i den nye tid… Med ’Huset’ er vi fra en fortid før stuehuset, noget som tidligere slægter har opført. Jeg får et billede af et mausoleum. Der er noget sakralt og utilnærmeligt ved skulpturen. Ligger der døde begravet her? Gemmer det, eller har det gemt på en stor høvding? Han er der tydeligvis ikke mere. Døren står åben. Er det en mulighed for områdets nye beboere til selv at bruge det til at begrave eller gemme noget her, når man er ude for at få frisk luft – et fælles ’tankemausoleum’?

For det andet bryder ’Huset’ med kvarterets andre huse ved sin størrelse og form – og ligger på den grund, de andre ikke kunne bruge. Ligger der et budskab i, at ’Huset’ er anderledes end de øvrige huse? Jeg opfatter det ikke på stedet som et ’antiparcelhus’. Kirkeby skriver selv i ’Håndbog’, at det skulle være et monument over en uddøende håndværksmæssig kunnen og over ’stationsbyarkitekturens murermesterhuse… med deres rige ornamentik, skjulte drømme og forborgne fantasier.’[5] Men det kan også opfattes som et budskab om – hvis man ser et hus som et symbol på livet – at man skal huske at bygge andre og anderledes huse/liv, end kun ’parcelhuset’. Der er ’øde pladser’ og tomme grunde i alle liv…

På en måde minder ’Huset’ mig for det tredje om en vagtpost ved en indgang eller udgang til noget… Ikke et hundehus til en stor hund, men til en god ånd eller et ondt uhyre, der bevogter eller passer på noget dyrebart. Hvad det er, og hvad der får ånden/uhyret ud af huset, må være en sag for den enkelte. Og det kan nok også skifte med tiden for de, der har deres daglige gang ad stien til eller forbi ’Huset’.  

Torsten Karlsson, november 2013, april 2015 og april 2018

Praktisk:

Adresse: Bjørn Nørgaardsvej 29-43, Ikast

Parkering: på vejen

Adgang: man skal følge gang/cykelstien fra B.N.vej til det grønne areal

Fodnoter:

[1] Lars Morell: Per Kirkeby, Bygningskunst, Aristo 1996.   

[2] Per Kirkeby, Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeichnis. Kunsthaus Bregenz, 1997. red.: Herbert Abrell, Lars Morell, Rudolf Sagmeister.

[3] Per Kirkeby: Flyvende blade, Die kunst für alle. Side 79 og 105. Borgen 1974.

[4] Et iøjnefaldende eksempel, som ligner ’Huset’, er Børnecenter København på Østerbro, blot i en større udgave.

[5] Per Kirkeby: Håndbog, s. 55. Borgens Forlag, 1991. Optrykt brev til kvarterets grundejerforening.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: