FARUM (1984)

En monolit, et alter eller en livslinje… 

Note om Per Kirkebys bygningsskulptur for glasmager Per Hebsgaard.

Kort om skulpturen  

For glasmageren Per Hebsgaard har Per Kirkeby lavet en skulptur i form af en slags monolit i røde mursten. Hebsgaard og Kirkeby har haft et langvarigt samarbejde om bl.a. glasarbejder til kirker.

Skulpturen er opført i 1984, og i ’Backsteinskulptur’ [1] benævnes skulpturen ’Farum’ efter det sted, hvor den først var placeret. Den har senere stået en periode i Vanløse, og står nu i Præstø i tilknytning til Hebsgaards værksted og privatbolig. ’Farum’ har således været mere knyttet til Hebsgaard end til Farum, stedet. Alle placeringer er – så vidt jeg forstår – foretaget med nøje samspil til det omgivende rum.

Skulpturen er ikke specielt stor efter Kirkebyforhold: 2,35 m høj, 65 cm lang og 70 cm bred. Som monolit er den tung, lukket og massiv. Skulpturen er på en måde både simpel og indviklet. Man kan opfatte den som ‘ren form’ – som en skulptur, der viser hvad der er tilbage af en sten, når de løse flader er hugget af. Men man kan også opleve den som f.eks. et alter eller totempæl eller som et billede af en udvikling som menneske, en livslinje…

Foto 1: Farum set fra syd

’Farum’ og det sociale rum – et alenerum, ’få luft sted’, et stoppested… 

Skulpturen er flyttet med Per Hebsgaard på landet. Mere præcist lidt udenfor Præstø i Sydøstsjælland, hvor Hebsgaard bor og har sit værksted på en mindre, tidligere landejendom.

Skulpturen er placeret i en skulpturpark/mark, hvor også andre skulpturer er opstillet. ’Farum’ står på en skråning i en særlig del af området, og man kan ikke se den fra husene eller de andre skulpturer.

Der er en egen stilhed over det nære område om skulpturen. Der er ikke bænke, som beder én om at tage ophold ved skulpturen. Der er dog en bænk ca. 100 m fra ’Farum’, hvorfra man kan se skulpturen og solnedgangen – så vidt jeg kan vurdere. Man har kun adgang til stedet fra Hebsgaards ejendom – det er et privat og ikke et offentligt rum, som ’Farum’ har ophold i.

Jeg forestiller mig, at der er tre grupper beskuere til skulpturen: Hebsgaard med familie/venner og værkstedets medarbejdere, eventuelle kunstnere, der er på stedet for at arbejde, samt gæster, som besøger glasværkstedet (og skulpturmarken).

Jeg ser den første gruppe som den primære ’målgruppe’. En gruppe, som er mere eller mindre faste brugere af skulpturen. Jeg tænker, at man kommer i området ved skulpturen for at ’få luft’, lufte hund eller nyde solnedgangen. Fungerer stedet og ’Farum’ som et stoppested undervejs på turen eller et mål i sig selv? Som en opfordring til at gøre sig tanker eller snakke sammen med dem, man evt. går med…?

’Farum’ og det fysiske rum – lysningen, naturkultur og skråning

Skulpturen står i et særligt afsnit af skulpturmarken. Man går over en flad græsmark med de øvrige skulpturer til en skovkant mod syd. I skovkanten er der en åbning, hvor man gennem en passage med træer på begge sider ender i en stor lysning omkranset af træer. Lysningen har nærmest form som en mavesæk. Lysningen skråner nedad i en slugt, og i bunden ligger et lille vådområde med siv. Man kan ikke se fra åbningen, hvordan rummet fortsætter på grund af bevoksningen og rummets form… Lysningens ’gulv’ består af højt græs, der bliver klippet – det er ikke en brakmark, vi er i ’naturkultur’.  På en måde er der noget dragende over rummet, noget mystisk, lidt farligt. Er det formen, der gør det?

Foto 2: Farum set fra vest

Skulpturen står i lysningens nordlige ende, trukket lidt mod vest i en lomme i rummet. Den står forholdsvis tæt på et mindre egetræ og vådområdet mod syd. På afstand syner ’Farum’ ikke af meget. Jeg ser en ’lille skulptur i den store natur’ – den skal klare sig selv som en ’Palle alene i verden’. 

Man skal ned ad bakken til skulpturen og kan godt få en oplevelse af, at skulpturen står på et underlag, der fortsætter ud i vådområdet… vil skulpturen glide med, eller har den rødder ud i vådområdet… en indgang til noget dybere?

Skulpturen står ikke anonymt her. Med sin form og røde farve er den tydeligvis menneskeskabt og opfordrer til, at man skal gå rundt om den. 

’Farums’ grundplan – et kvadrat udvidet til et antonius-kors 

’Farums’ grundplan er næsten kvadratisk, men kvadratet har en udvidelse på en ½ stens bredde på hele siden mod øst, og som fortsætter halvvejs på syd- og nordsiderne. Det er som om skulpturen skal stå mere fast/solidt end et kvadrat – som den skal signalere endnu mere orden og helhed end, der ligger i kvadratet.

Man kan også se grundplanen som et simpelt kors, et thau- eller antoniuskors. Et kristent fundament? Korset forbindes med den hellige Antonius, som efter overleveringen brugte det til at fordrive dæmoner og djævle med. 

’Farums’ bygningskrop – massiv, skæv og forkastninger 

Selvom skulpturen ikke er stor, virker den massiv, tung og lukket. Der er materialitet over den. Men den er også skæv, hælder mod vest, og det giver den en form for skrøbelighed. Og at det må være hårdt hele tiden at skulle holde balancen… man tænker: Hvor meget skal til, før den vælter?

Vægten i skulpturen ligger i den øverste del, det er denne dels forkastninger – ind- og udtræk – der først fanger opmærksomheden. Men det falder også i øjnene, at skulpturen for neden har en række ’tilføjelser’, der ikke forsætter i den lodrette dimension. De kan omvendt opleves som en slags rester fra væksten i den lodrette dimension.

Skulpturen er selv sokkel eller græsset udgør dens fundament. Den vokser op af jorden, skråningen… Og skråningen er et ustabilt fundament, et underlag man skal arbejde for at stå fast på og ikke glide ned af…

Alle skulpturens sider er lige høje, og skulpturen afsluttes med en vandret flade, der er mere rektangulær end grundplanen.

Man ser først skulpturens nordlige side, når man kommer fra skulpturmarken. Denne side har forneden det lille udtræk på en ½ stens bredde fra ’grundstelen’. Udtrækket er 1½ sten i længden og 6 skifter i højden. I godt en meters højde er der en forkastning på grund af et indtræk i skulpturens østside på en ½ stens bredde. Mod vestsiden er der en tilsvarende forkastning, men i form af et udtræk, og et yderligere udtræk i 3 skifter højere.

Foto 3: Farum set fra nordøst

Den østlige side har forneden udtrækket på 6 skifter i hele ’grundstelens’ bredde. Udtrækket er løftet et skifte højere imod syd fra ca. midten af stelen. Derudover er der som nævnt et indtræk på ½ stens dybde fra omkring 1 meters højde og op.

Den sydlige side svarer til den nordlige i den øverste del af stelen. Forneden har siden et udtræk på samme måde, men det er forlænget opad som en slags forskudt, smal murpille eller pilaster på ca. 1 meters højde.

Siden mod vest har de 2 udtræk for oven med en afstand på 3 skifte. På vestsidens kanter kan desuden ses enderne af udtrækkene for neden fra henholdsvis den nordlige og sydlige side.

Set som helhed oplever jeg skulpturen som en vertikal skulptur: den har mere højde end bredde, den stræber opad. Men det er som om, at skulpturen er spændt ud mellem de to dimensioner, at der foregår noget imellem dem. Man oplever, at grundplanen og udtrækkene for neden på en måde forsøger at følge med skulpturen opad, men må/tvinges til at give ’slip’ undervejs på forskellige niveauer.  Eller som om den lodrette dimension udvikler sig udover grundplanen – den både trækker sig sammen og udvider sig i forhold til grundplanen. Men udtrækkene/ forkastningerne er små sammenlignet med den ’store grundstele’ – de rager kun en ½ stens bredde ud/ind fra ’grundstelen’.  Alligevel er det meget udtryksfuldt, så skulpturen på én gang opleves enkel og indviklet. 

Lys og skygge – træernes silhuetter og skygger i udtrækkene 

’Farum’ ligger i et hjørne med træer på tre af siderne, hvorfor træernes grene giver en del lys- og skyggevirkninger. Man kan opleve dem som et net eller krogede fingre over skulpturen, og hvor silhuetterne varierer med synsvinklen. Skulpturen har også et hårdt og skarpt lys på siderne mod solen og blødt lys i siderne, der ikke belyses direkte. Under udtrækkene dannes sorte skygger, som fremhæver og får forkastningerne i murværket til at stå skarpt optrukne. 

Tanker og eftertanker – den rene form, alteret eller livslinjen  

Jeg oplever ikke skulpturen, som den står hos Hebsgaard, som en vagtpost eller et forvarsel.  Eller som et monument, der skal afbillede en konkret hændelse, som har været eller er på vej til at ske. Skulpturens opretstående form og udbuling for oven forbinder jeg ikke med noget fallisk eller kultisk med udspring i jorden og frugtbarhed. Den er tydeligvis ikke vokset op af jorden…

’Farum’ er en skulpturtype, som Kirkeby selv betegner som en monolit, en lukket, uigennemtrængelig klods. Kirkeby nævner i ’Håndbog’, at en vigtig inspiration for hans monolitter er de gamle, murede transformatortårne langs vejene. Han beskriver dem som gådefulde, lukkede og dog naturlige med en rolig og selvindlysende anonymitet, der ikke er påtrængende eller privat [2]. Og selv om de er lukkede, ved vi, at der er noget inden i dem. 

Der er en række af disse ’transformatorgrundtræk’ hos ’Farum’, men også væsentlige afvigelser som gør skulpturen mindre anonym og anderledes i sit udtryk. Det gælder bl.a. dens skæve form, dens grundplan og dens spænd mellem dimensionerne. I ‘Håndbog’ (s. 62) skriver Kirkeby i øvrigt selv (uden at nævne værket ved navn), at hans forsøg med en asymmetrisk form ‘gik slet ikke’. Måske mere en kommentar til processen end resultatet – værket står der jo. 

Der er tre perspektiver, som står stærkt for mig: ’Farum’ som

  • Ren form, inkarnation af materialitet eller stof 
  • En form for alter eller totempæl
  • Et monument for et livsforløb eller for samspil mellem mennesker.

Skulpturen som ’ren form’. Man kan opleve skulpturen som alene ’form’ og ikke som et transportmiddel for betydninger. Som den står på lysningen, kan den virke lidt harmløs og uskyldig. Som en leg med mursten, mørtel og form, at Kirkeby har leget billedhugger og ikke skulptør, har hugget nogle flader, krystaller af en ’stenblok’ som er blevet til ’Farum’. Den rene form har også en sammenhæng med den sansemæssige oplevelse. Man kan overskue ’Farum’, også selv om man står tæt på, man kan næsten nå om den og omfatte hele skulpturens overflade på én gang. 

Skulpturen som alter eller totempæl… Den har jo sit antoniuskors og sine ’udskæringer’ som kan symbolisere beskyttelse mod og fordrivelse af dæmoner, ånder, spøgelser… Den står ikke i et kirkerum, men lysningen har sin egen forbindelse til noget dybere (vådområdet), og når man går ind i området til skulpturen, er man i skjul for andre. Er det her, man kan bede, aflevere sine tanker, bekymringer, håb? Søge trøst, blive renset eller blot råbe og skrige til skulpturen uden, det kan høres og ses af andre?

Et monument for et livsforløb eller for et samspil mellem mennesker. Jeg kan se skulpturen som et billede af et livsforløb, et portræt af en udvikling. Monolittens lodrette form og ud-/ indtræk som en illustration af en livslinje med (de) vigtigste begivenheder markeret på overfladen.

Skulpturen eller livslinjen har et spænd mellem det vandrette og det lodrette – mellem udgangspunktet og det, som er vokset op/ har udviklet sig undervejs. Dens ind- og udkastninger kan ses som pludselige brud på linen, forløbet. Noget er vokset udover fundamentet til et andet plan, mens noget er væk, gået tabt eller valgt fra – uden dog at grundformen knækker, men der er en vedvarende udfordring og skrøbelighed i forhold til balancen…  Og vi ved alligevel ikke, hvad der er inderst inde i den lukkede stele.

Jeg tænker, at skulpturen kan beskrive et bestemt menneske, men kan vel også være en mere almen beskrivelse uden at omfatte hele menneskeheden. En alternativ tanke er at se skulpturen som et billede på udviklingen i et samspil mellem mennesker om håndtering af en fælles opgave eller blot generelt om samspil…

Torsten Karlsson, marts 2015
enkelte tilføjelser 2020 

Praktisk:

Adresse: Mønvej 30, 4720 Præstø

Parkering: på vejen

Adgang: Står på privat grund. Skal aftales med Per Steen Hebsgaard.  

Fodnoter:

[1] Per Kirkeby, Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeichnis. Kunsthaus Bregenz, 1997. red.: Herbert Abrell, Lars Morell, Rudolf Sagmeister.

[2] Per Kirkeby: Håndbog, s. 53. Borgen, 1991. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: