HÖVIKODDEN – OSLO (1985)

Et kors på piller, der løfter sig ved en afgrund

Note om bygningsskulptur af Per Kirkeby på Henie Onstad Kunstsenter, Hövikodden ved Oslo

Kort om skulpturen 
I skulpturparken til Henie Onstad Kunstsenter på Hövikodden ved Oslo står en af Per Kirkebys røde bygningsskulpturer fra 1985. Den er lavet til stedet i forbindelse med en udstilling af nordisk udendørs skulptur [1]  og efterfølgende doneret af Kirkeby til Kunstsentret.

Foto 1: Hövikodden set fra nordøst (foto 2022)

Kirkeby ser selv skulpturen som en del af en serie, der også omfatter skulpturer til udstillinger i Dublin og Edinburgh [2]. I de tre bygningsskulpturer arbejder han med buestik (murstensbuer) som form. Emnet for denne note er alene skulpturen på Henie Onstad Kunstsenter.  

Skulpturen er placeret på en klippeside, der falder forholdsvis stejlt mod Oslo fjorden. Fra stedet er der en meget smuk udsigt over vandet. Skulpturen har form som et liggende græsk kors lige lange arme. Armene er lavet som buestik med en længde på næsten 3 meter. Buestikkene er fæstet på piller, hvis højde varierer mellem 25 cm og 1,30 meter på grund af det skrående terræn.

Skulpturen har ikke nogen titel. I Kunsthaus Bregenz’ værkfortegnelse bruger man ’Hövikodden – Oslo’, jeg nøjes med ’Hövikodden’. 

Foto 2: Endepille på Hövikodden (foto 2016)

Jeg oplever, at Kirkeby har skabt et meget udtryksfuldt værk med en forholdsvis enkel skulptur ved at inddrage det specielle rum og beskuernes anledning til at komme her (udsigten). For mig afføder udtrykket et stort antal forskellige billeder og tanker lige fra edderkopper, kompasser og korset på Golgata til ruiner og altings forgængelighed. Og billeder som både er smukke, men som også indeholder en utryghed og en fornemmelse af at miste fodfæste…

Hövikodden og det sociale rum – ’kunstgæster’, parkens brugere og opsøgere af udsigt…
Med skulpturens placering på Hövikodden er man uden for Oslos centrum, men stadig i ’Stor Oslo’. Mange danskere har været i Oslo eller kender byen af omtale, hvorfor nærmere præsentation vel ikke er fornødent. Til gengæld tror jeg, at de færreste har været på Henie Onstad Kunstsenter. Ud fra tidligere besøg, stedets aktiviteter og hjemmeside har jeg en formodning om, at institutionen har en høj status i Norge i forhold til moderne kunst, men ikke et bredt publikum.

Henie Onstads Skulpturpark er tilgængelig både for Kunstsentrets gæster og for alle, der blot vil gå en tur i parken. Kirkebys skulptur er også synlig fra vandsiden, hvor der færdes en del fritidssejlere, men hele skulpturens form er ikke umiddelbart tydelig herfra.

Jeg gætter på, at gæsterne til Kunstsentret i høj grad er ’faste brugere’ og nordmænd. Der var i hvert fald meget få udlændinge på en hverdag i maj. Det virker også som om, der er en overvægt af gæster i en moden alder. Ud fra mit besøg fornemmer jeg, at museumsgæsterne primært bruger parken og dermed skulpturerne efter et besøg i Kunstsentret. Det vil sige efter, at man har set en udstilling, og måske har fået nye forståelser eller inspiration.

Nogle gæster går sikkert kun i skulpturparken for at få frisk luft og nyde den flotte natur, mens andre også vil se museets samling på godt tyve skulpturer. Kirkebys skulptur er ikke synlig fra Kunstsentret eller dets café. Den står heller ikke umiddelbart på et sted, hvor man vil lede efter en skulptur. Til gengæld er det et sted, man naturligt opsøger for at få nyde udsigten over vandet. Er det gæster, som kommer for den smukke udsigt, som Kirkeby vil have fat i…? Og overraske dem?

Jeg har en formodning om, at de mennesker, der kun bruger parken, primært er beboere fra området, som skal have frisk luft, lufte hunden, nyde udsigten over bugten eller slå sig ned for at slappe af, læse, solbade etc.. Det virker som om, at en del kommer her ofte, og derfor må kende Kirkebys skulptur i forvejen. Gruppen er mere spredt aldersmæssigt end ’kunstgæsterne’.

Hövikodden og det fysiske rum – skulpturparken, klippen med faldende bund mod havet

Henie Onstad Kunstsenter er placeret på Hövikoddens sydvestlige del i et område, der afgrænses af havet på oddens to sider og skov på den tredje. Kunstsentret ligger på en flad klippe omkring 90 meter fra havet. Der er en flot udsigt over nogle af Oslo Fjordens bugter og småøer – specielt på en dag med høj klar himmel og sol. Selve Kunstsentret er et moderne byggeri i grå/hvid beton, kasseformet med fladt tag. Kirkebys skulptur lægger sig på ingen måde ’op ad’ Henie Onstad’s form og farver.

Skulpturparken starter fra adgangsvejen til Kunstsentret med store skulpturer på en stor græsplæne i et spredt beplantet, blødt kurvet landskab. Den fortsætter rundt om Kunstsentret langs vandet, hvor naturen ændrer sig til en forholdsvis stejl klippe med lav og en lidt forkrøblet, vild bevoksning. Kirkebys skulptur er placeret her, næsten på yderste af odden, et godt stykke væk fra andre skulpturer – som om den er gemt af vejen eller gemmer sig for noget. Man kan også få et indtryk af, at den er kommet ‘for langt ud’ og er ved at falde over kanten.  

Grundkort: ©OpenStreetMap – bidragsyderne

Rummet om skulpturen er uregelmæssigt og uden en egentlig afgrænsning. Jeg skønner, at der er 70 meter til Kunstsentret og måske 25 meter til vandet i lige linje 

Der er adgang til skulpturen ad en ’trådt’ sti, et spor, der går fra græsplænen omkring Kunstsentret til en grussti rundt om odden langs vandet (Kyststien). Ved grusstien er opsat en lille bro ud i vandet lige nedenfor skulpturen. Herfra kunne man tidligere (2016) ikke se skulpturen på grund af bevoksning. I 2022 er rummet mere åbent, så der er indkik til Hövikodden.

Fra Kunstsentret oplever man rummets bund som en jævnt faldende flade, der pludselig knækker og falder stejlt. Mod sydøst er siderne forholdsvis lave med buske. Mod nordøst og Kunstsentret står høje fyrretræer og skaber en form for væg – og som ’skærmer’ mod en anden skulptur (’Fyffes’, en banan i overstørrelse). Med kun ’én væg’ og havet bliver der højt til loftet i rummet…

Det nære rum om skulpturen. Skulpturen står, hvor klippen starter med at knække/falde mere stejlt. To af skulpturens arme står på en flad bund med bar klippe og spredt græs rundt om deres piller. De to øvrige arme rækker ud over den skrå klippe. Hvor deres piller er fæstet, er der bar klippe, men også lave buske. Omkring 10 meter fra skulpturen mod øst står en bænk med udsigt ud over bugten og skulpturen[3].

Jeg oplever, at skulpturens rum er domineret af klippen, der på en måde ’forsvinder’ under én. Det er et sted, hvor man ikke kan komme nærmere afgrunden… et ’farligt’ sted, men også et sted, hvor udsigten er meget smuk over bugten, og hvor man kan stå og drømme. Her er natur og kultur på samme tid: Faunaen vokser vildt, men der kommer mennesker – stien er slidt, og bænken bliver brugt, kan man se.

Jeg ser umiddelbart skulpturen som en menneskelig aktivitet, der bryder den ’rene natur’. Men den viser samtidig klippens ’fald’. Den bryder også med Kunstsentrets ’finhed’. Der er noget i skulpturens form, som støder sammen med de andre elementer i det store rum. Og den er jo også gemt af vejen…

Skulpturen står, så man kan sidde på den, gå op på den og bruge buestikkene som en slags bro. Jeg oplever ikke, at den opfordrer til, at man skal gå rundt om den, snarere under buerne… er her en hule, gemmer der sig noget?

Hövikoddens grundplan – et græsk, ligebenet kors med udbyggede ender

Skulpturens grundplan er et græsk kors formet som et slags ankerkors. Der er ikke en ’op og ned’ ende. Armene er 1½ mursten eller knap 40 cm bredde. Enderne af hver arm (pillerne) er udbygget til en bredde på 2½ sten (godt 60 cm) med et indtræk i midten på en ½ murstens bredde og 3/4 stens dybde.

Grundplan ‘Hövikodden’

Hövikoddens bygningskrop og udtryk – et kors på piller som løfter sig

Helt grundlæggende kan man sige, at skulpturens form består af buestikkene og pillerne, som buestikkene støtter på. Buestikkene er ens, svagt buede og uden ’finurligheder’. De er 1½ sten høje og har et frit spænd på 29 skifter eller omkring 2 m. Pillerne har som nævnt forskellig højde på grund af terrænet, og deres indtræk i enderne er ført igennem som en spalte i fuld højde. Udover pillerne i enderne er der en midterpille, der ’holder tingene på plads’ som et samlende og bærende element.

Det umiddelbare udtryk er forskelligt afhængigt af, om man ser skulpturen nedefra på vej op ad klippen eller ovenfra fra det ’flade’ areal. Set ovenfra er udtrykket en svagt hævet figur, som et kors, der er lagt ned eller hæver sig fra midten, og som er næsten svævende. Nedefra og fra siderne ser man korset som noget, der er løftet fra bunden, som noget todimensionalt, der er blevet tre dimensionalt. Og armene giver et billede af portoverliggere, kildevælds buer eller øjenbryn med rum eller huler under sig, og som skaber en fornemmelse af en bygning, der rejser sig.

Foto 3: Hövikodden set fra nord (2022)

Jeg opfatter ikke skulpturen som stor i forhold til det øvrige rum. På afstand snarere lidt spinkel, der ingen massive mure, og man kan se over den. Men på tæt hold virker buerne/ korsets arme og pillerne som kraftige, som om der er kræfter, der skal holdes i ave… som om stoffet og formen strides med fysikkens love. Der er noget naturstridigt i, at buerne kan hæve sig fra jorden og ligge over det tomme rum…

Der er ikke sokkel på skulpturen. Murstenene står direkte på fjeldet, og fjeldet virker ikke som en sokkel for skulpturen. Det er snarere som om, at værket forsøger at hage sig fast. Den tætte bevoksning kan fra nogle vinkler give et indtryk af, at skulpturen er ved at forsvinde eller blive opslugt af undergrunden.

Foto 4: Hövikodden set fra sydøst (2022)

Skulpturen er flertydig på flere måder. Det er som om, at den både er et rum og et ikke – rum. Den er åben og lukket på samme tid med sine indre hjørner og manglende ’ydervægge’, og med murene (buestikkene) som ikke er mure alligevel, men ’kun’ overliggere på piller. Den er både lav og (lidt) høj. Når man står i et af felterne mellem buerne, virker det som om at stå i en omvendt indhegning – man kan sagtens slippe ud, men kan man slippe ind…?

Lys og skygge

Skulpturens placering mod sydvest skaber gode betingelser for lys/skyggevirkninger. Når der er høj sol, danner skulpturen en skygge af sig selv på jorden, så man får en dobbelt skulptur. Det er særlig tydeligt, når man står tæt på og fra det flade stykke klippe. En anden oplevelse er, at i forskellige vinkler har armenes skygge forskellig tykkelse – der er ’tynde og tykke’ arme – og skyggeskulpturen er mere langstrakt.

Med solen i ryggen ser man i åbningerne under buestikkene et sort felt, der forstærker fornemmelsen af huleindgang, og hvor der opstår en spænding mellem lys og mørke. I endernes spalte står lyset nogle steder helt skarpt ind i bunden, andre steder forsvinder lyset, og man ser en sort streg.

Tanker og eftertanker – edderkoppen, kompasset, broerne, offerpladsen, Golgata, hulerne, ruinen, murankeret…  

Når man er på et Kunstsenter, tænker man (naturligt) på, om skulpturen har en sammenhæng med stedet. Umiddelbart ser jeg ikke den som en ’kommentar’ til Henie Onstad som institution eller Henie og Onstad som personer eller kunst generelt. Jeg ser heller ikke en sammenhæng med de øvrige skulpturer bortset fra den fælles tilblivelses-historie for nogle af dem.

Det er skulpturens udtryk og samspil med det nære rum og beskuernes (sandsynlige) intention for at komme her, der afføder billeder og tanker for mig. Og som skaber afledte tankerækker afhængig af, hvad man i øvrigt går og tumler med.  

Jeg tror, at mange som en første indskydelse ser skulpturen som et stort insekt, der kravler hen over jorden på vej ud over eller op af skrænten, en edderkop for eksempel. Buestikkene med den lave midterpille har noget faretruende over sig – kommer edderkoppen for at fange noget? Eller er korset selve edderkoppespindet, der spændt ud som en fælde…?

Det græske kors leder også tankerne hen på et kompas. Et instrument til at finde vej og vise retning. En retning, oplever jeg, der her viser ud i verden over vandet… væk fra kulturen og kunsten.

Skulpturens buestik står med deres lave højde som broer, man kan gå ud på. Man kan komme ud over noget, men ikke over på den anden side… de står nærmest som en bro, der ikke er færdig, og uden forbindelsespunkt på den anden side, hvor det så end er… Eller man kan se dem som en brygge, der er til at springe ud fra eller tage en færge fra. Og man kan vælge mellem fire retninger!

Buestikkene er hæftet på den fælles midterpille, og på tæt hold oplever jeg noget kultisk over denne konstruktion. Er det en offerplads Kirkeby har skabt her? Hvem skal ofres til og for hvad? Er der højere magter i de dybere lag under korset?

Der er et udtryk af noget ’før eller efter’ ved skulpturen. Og kombinationen af kors og klipper fører til Golgata og korsfæstelsen. Er vi på Golgata før korsfæstelsen eller efter nedtagningen? Er det korset, som ligger ned? Eller viser buestikkene en løftet krop med arme og ben på selve korset?

Når man står på niveau med pillerne giver buestikkene associationer til øjenbryn og huler. Buestikkene mod nord og vest ligner et par øjne med øjenbryn, der ser på beskueren, og man kan ikke selv se igennem åbningerne. Er øjnene ved at åbne sig? Eller er åbningerne indgangen til en hule, en port, hvor man ikke kan komme ind, men hvor noget kan skjule sig. I modsætning til buestikkene mod øst og syd hvor buerne hviler på de høje piller, og hvor kan man opleve ’at komme ind og komme ud igen’, men ikke kan gemme sig – det er falske huler …

Her har skulpturen også et skær af ruin, af noget der er under nedbrydning af naturen. Er buestikkene det, der er tilbage? Er resten styrtet i havet? Og hvad var her før? Ruiner giver mig minder om noget, som har haft en (storheds)tid, men også om at alt er forgængeligt i sidste ende.

Forgængelighed kan ses i et andet perspektiv: at naturen er under nedbrydning. De norske fjelde er geologisk set bjerge i en sen fase. Det er et landskab som ændrer sig i en langsom og evig proces. Korset giver en association til et muranker, som man sætter udvendigt på mure til at sammenbinde facaden for at sikre stabiliteten. Skal korset holde sammen på noget under det, noget dybere…?  

Mine billeder og tanker om skulpturen som insekt, kompas, broer, Golgata etc. har nogle umiddelbare følelsesmæssige elementer. Men lægger man her til, at vi står på det yderste af en odde, ved en afgrund mod havet, på en klippe, hvor bunden forsvinder under én, de uigennemskuelige huler under skulpturen, buestikkene som ’ophæver’ tyngdekraften, den omvendte indhegning osv. tilføres billederne en yderligere dimension. Der kommer et aspekt af usikkerhed og utryghed, at noget måske ikke varer ved, ikke holder sammen, at man mister fodfæste… samtidig med at man står med den flotte udsigt, den store natur, det store spil…

Juni 2016 med tilføjelser og rettelser april 2020 og oktober 2022

Torsten Karlsson

Praktisk:

Adresse: Fjord bei Hövikodden
Parkering: Parkeringsplads ved Kunstsentret
Adgang: Parken er gratis .

Fodnoter:

[1] Borealis 2 – Posisjon: Nord ifølge ’Per Kirkeby, Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeichnis, Kunsthaus Bregenz, 1997.
[2] Per Kirkeby: Håndbog, s. 46. Borgens forlag 1991.
[3] På Henie Onstads hjemmeside finder man et luftfoto fra sydøst, hvor skulpturens placering og dens rum fremgår tydeligt.