En skulptur mellem natur og kultur – meditation og offersted
Note om Per Kirkebys Havebænk, Djursland
Kort om skulpturen
Ved en lystgård på Djursland står en skulptur af Per Kirkeby. Skulpturen fungerer som havebænk og er lavet specifikt til stedet. Efter ønske fra ejerne er den geografiske beliggenhed ikke nævnt i noten.
Skulpturen består af fire ens mure opstillet som et kors. Murene er lige lange, omkring 2 meter og er også 2 meter høje. De har indbyggede bænke for neden og en murstensbue for oven. De 4 mure er ikke sat sammen, men har en åbning i midten, så man kan gå gennem korset. Skulpturen er ikke helt intakt i forhold til opførelsen i 1990, noget af en mur er nedbrudt af vejret, uden det ændrer udtrykket.
I værkfortegnelsen [1] er skulpturen benævnt Havebænk ud fra funktionen. Man kan have forskellige holdninger til, om Havebænken er skulptur eller arkitektur. Mit udgangspunkt er, at Kirkeby har givet sit værk et udtryk, der ligger udover en havebænks funktionelle behov og æstetiske hensyn. Et udtryk, som jeg opfatter, har til hensigt bl.a. at være en hjælp til meditation og fordybelse. Og så har skulpturens grundplan og fysiske udtryk noget offerplads over sig, hvad der jo normalt ikke er sigtet med en (ren) havebænk…
Foto 1: Havebænken set fra nord
’Havebænken’ og det sociale rum – beboere og gæster
Skulpturen er placeret på Djursland cirka 10 kilometer uden for et egentligt byområde i udkanten af en mindre landsby med spredt bebyggelse.
Gården ligger lidt for sig selv. Skulpturen er ikke synlig fra offentlig vej, og der er ikke offentlig adgang til stedet. Jeg ser derfor stedets beboere, familie og gæster som de primære beskuere og brugere af Havebænken.
Jeg opfatter gården som et sted, hvor man bor og lever et privat liv med hvad det indebærer af dagligdag og små og store begivenheder. Der er ikke landbrug til stedet, så vidt jeg har forstået. Vi er på en lystejendom, der fungerer som et hjem.
’Havebænken’ og det fysiske rum – et fællesskab mellem et haverum og et naturrum, et stort skævt rum
Djursland er en halvø, og man er omgivet af hav på tre sider uden dog at være på en ø. Jeg har en oplevelse af, at man skal dreje af for at komme hertil… og forbinder som østjyde Djursland med at komme væk, være på weekend, ferie etc.
Gården har et iøjnefaldende stort, langt stuehus. Jeg gætter på, at der tidligere har været længer, der er revet ned, så kun stuehuset er tilbage. Huset ligger i retningen øst – vest med haven mod syd. Huset er opført i røde mursten med en høj kampestenskælder. Det har dannebrogsvinduer og et tag med høj rejsning og to kviste mod haven. Det har et gedigent og solidt udtryk, men virker for langt i forhold til højden… og er bygget for meget om efter Kirkebys smag [2].
Man kommer ind i skulpturens rum fra husets terrasse eller en åbning mellem huset og en stor redskabsbygning. Det er et stort rum og et dybt rum, der består af to dele – et mindre ’haverum’ og et større ’naturrum’, som ligger i forlængelse af hinanden. Havebænken står i haverummets, fjerneste sydøstlige hjørne, hvor naturrummet starter.
Haverummets bund er rektangulært med et mindre hjørne som vedhæng mod øst. Jeg skønner haverummet til at være omkring 60 meter dybt og 30 meter bredt. Bunden skråner svagt mod skulpturen og består af en græsplæne med enkelte spredte løvtræer, buske og legeredskaber. Der er ikke anlagt stier i haven. Rummet afgrænses mod nord af stuehusets langside og den nævnte redskabsbygning. Mod vestsiden står et rundt drivhus og et par høje løvtræer, og rummet afsluttes af højt græs mod naturrummet. Også mod syd slutter rummet med naturrummets høje græs, mens den østlige side dannes af en skovkant med træer, der har bredt sig ind på græsplænen. Selve skoven er løvskov med træer på 8 til 10 meter og en uigennemtrængelig underskov.
Naturrummets bund består af højt græs i et svagt bakket landskab uden markveje eller højere bevoksning. I november, hvor græsset står vissent og gult, er landskabet næsten ørkenagtig. Eller som en form for bulet, men roligt hav. Rummet lukkes mod øst af en skovkant, der starter fra haverummet og løber 3 – 400 meter mod syd. Her knækker skovkanten og fortsætter mod vest. Bakkerne skygger her, så man ikke kan se skovbrynets forløb, men min fornemmelse er, at det drejer mod nordvest. Græslandskabet ser ligeledes ud til at fortsætte bag et levende hegn med buske og høje træer, der sammen med en (anden) redskabsbygning er placeret i naturrummet omkring 10 meter fra haverummets afgrænsning mod vest.
Jeg oplever det samlede rum som et stort rum i 2 dele med lave sider i forhold til bundens størrelse, som gør det ’højt til loftet’. Naturrummet har en dybde og en form, der gør det svært at overskue, og det forsvinder på en måde mod vest og solnedgangen. Og der er noget ’usynligt’, en slags tomhed tilstede i rummet samtidig med, at det virker ‘afvisende’, da ikke er veje ind i rummet.
Havebænken ligger omkring 40 meter fra stuehuset og er synlig fra husets rum mod syd. Den står cirka 10 meter fra den østlige skovkant og omkring 15 meter fra naturrummet. Den står lidt som strandet her, forvist til sit eget selskab på grænsen mellem kultur og natur. Jeg oplever ikke, at den korrigerer eller opdeler rummet som sådan. Eller er en forlængelse af stuehuset, selvom den deler materialer og visse træk med det. Jeg ser den heller ikke som et forvarsel eller en bastion mod noget, og den står forkert, hvis den skal være indgang eller port mellem have og natur…
Foto 2: Havebænken set fra vest
Men den er en invitation til at tage ophold et sted, hvor man kan være sig selv, og den skaber et synligt og fast holdepunkt i rummet. Med sine mure i vinkler afgrænser den anderledes synsvinkler på de ydre territorier og måske på de indre… Man kan gå rundt om den, og man kan gå igennem den. Dens bænke er en opfordring til at sætte sig, og man kan også gemme sig i skulpturen, selv om det ikke er en hule, og selv om fraværet af ydervægge betyder, at man altid er i selskab med omgivelserne.
’Havebænkens’ grundplan – fire mure i et ’møllekors’
Grundplanen kan beskrives som 4 ens rektangler på godt 2 meter gange 70 centimeter anbragt vinkelret på hinanden næsten som et ligebenet, græsk kors. ’Armene’ i korset hænger ikke sammen, men danner en åbning i midten på godt 1 meter gange 1 meter. De er forskudt i forhold til hinanden, således at der er adgang til åbningen fra alle 4 sider. Fra en praktisk synsvinkel betyder det, at man ikke skal uden om murene for skifte siddeplads. På tegningen viser den hvide farve bænkenes placering.
Grundplan ‘Havebænk’
Grundplanen er på en måde både enkel og kompleks. Spidsfindigheder som ind- og udtræk og forskydninger i murene mangler. Men ser man på placeringen af murerne i forhold til hinanden, får grundplanen en næsten labyrintisk karakter som set ovenfra ligner en tegning af vingerne på en vindmølle. Og giver mig associationer til noget, der drejer rundt eller som skal drive et eller andet, holde noget i gang… Men møllevinger skal også fange vinden, et symbol på ånden, gudernes budbringer – kommer ånden over én her?
’Havebænkens’ bygningskrop, form og udtryk – vinkelrette mure, halvåbne øjne og solide bænke
Med en bredde på 5 meter og en højde på 2 giver skulpturen på afstand umiddelbart et horisontalt udtryk, en skulptur, der er ’lagt’ på jorden. Den virker ikke stor, men lidt massiv med sine store murflader. De vinkelrette mure og åbningen i midten giver en fornemmelse af ’tempel’ eller helligdom. Buerne foroven giver også en oplevelse af, at murene bevæger sig enten væk fra eller mod hinanden. Som en form for gentagelse af bakkernes bløde former. Først tættere på bliver selve bænkene markante.
Havebænken har ingen sokkel, murstenene står direkte på jorden/græsset. Jeg opfatter ikke, at den vokser op af græsset, måske skyldes det, at den består af adskilte dele, eller at bænkene gør den bred for neden.
Skulpturen er opført i et simpelt halvstensforbandt. Dens grundelementet kan beskrives som en kvadratisk mur i en murstens bredde, hvor bunden i den ene side udbygget med et bredt buestik som bænk, og hvor toppen for oven afsluttes med et smalt buestik.
Hvert grundelement er en skulptur i sig selv, men sat sammen opstår en slags magi eller magnetisme imellem dem qua de rum, som de skaber i fællesskab henholdsvis i form af vinkler og den åbne firkant i midten.
Foto 3: Havebænken set fra nordøst
I siden uden bænk fanger det smalle buestik for oven opmærksomheden. Det er lavet i en murstens højde svarende til 24 centimeter og danner et 20 centimeter højt hul i midten, som man kan kikke ind eller ud af. Man får associationer til et øje, der er ved at åbne eller lukke sig eller en port overligger, hvor porten nedenunder er muret til – som om man ikke må se hvad der bagved…
Siden med bænken domineres af det brede buestik for neden. Det er et bredt stik i to stens højde svarende til omkring en halv meter og i samme bredde. De lodrette sten står i kontrast til de vandrette sten i væggen over. Buestikket skaber en lav (10 centimeter høj) åbning mod græsset. Man kan lige akkurat se, at der en åbning, men ikke om der noget under – et kildevæld, en hemmelig hule? Der samles i hvert fald blade og støv her. Den svagt buede bænk er ikke så rund, at man ikke kan holde ud at sidde på den. Og den er robust…
De 4 elementer er sat sammen i vinkler, så der bliver dannet 4 ydre rum hver med en bænk vendt mod et af verdenshjørnerne og med en blank væg mod verdenshjørnet i den anden vinkel. Hvis man er flere, kan man sidde ved siden af hinanden, men ikke overfor hinanden… Elementerne er placeret, så murene flugter med hinanden to og to. Ser man vinkelret på enderne, får de på den måde en ’fod’ til begge sider og skaber et indtryk af at være én mur med støtte i siderne. Vinkelret på kan man se gennem skulpturen. Når man ser den fra mere skrå vinkler, skabes en illusion af, at elementerne parvis danner lukkede rum i vinkler samtidig med, at man kan se skråt gennem midten.
Med en dimension på godt 1 m på hvert led kan man stå i det åbne rum i midten – eller man kan sidde på hjørnerne af de fire bænke – og se ud. At stå her hvor enderne når sammen, forstærker fornemmelsen af noget kultisk eller helligt. En offerplads? Hvilke guder dyrker man her?
’Havebænkens’ lys – og skyggevirkninger – de oplyste rum og det vandrende lys
Havebænkens placering, grundplan, højde og åbninger giver skulpturen en ’lys/skyggefunktion’. Og som har en egen æstetik ved belysning af de røde murstensflader og ved at danne lyse og mørke figurer af forskellig form på murene, i skulpturens åbninger og på græsset. Når solen bevæger sig i løbet af dagen, bliver nogle mure skarpt oplyst og røde, mens andre ligger i skygge og bliver mere dunkle. Min fornemmelse er desuden, at buestikkenes åbninger i toppen af murene og åbningen i midten gør, at man i alle rum kan ’se lyset’ i en eller anden form uanset tid på dagen, og at dette lys’ styrke, form og retning ændrer sig og vandrer i løbet af dagen. Havebænkens og de 4 bænkes placering i forhold til verdenshjørnerne giver desuden mulighed for, at man som bruger kan vælge at sidde i solen og lys eller i skyggen og halvmørke.
Tanker og eftertanker – flere positioner, funktion og meditation samt offerstedet
Mine tanker og eftertanker om Havebænken handler om 3 forhold. For det første, at man kan være bruger af skulpturen fra flere positioner – med forskellige oplevelser til følge. For det andet, er der Kirkebys brug af forskellige greb til at gøre havebænken til et sted for meditation. For det tredje, skulpturens slægtskab med offerplads eller kult hus. Det sidste ikke nødvendigvis uden sammenhæng med de to første.
Jeg ser umiddelbart tre forskellige positioner som bruger af skulpturen: i skulpturens nære rum, i stuehuset og i haven/ naturen. At være bruger eller beskuer i skulpturens rum er knyttet til funktionen som havebænk, som givetvis koncentrerer sig om den del af året, hvor man kan sidde udenfor. Fra stuehuset kan man til gengæld beskue og bruge skulpturen hele året. Herfra er man vidne til skulpturens lyseffekter; man kan se andre tage ophold eller bevæge sig i skulpturen og blive en del af skulpturen; og man kan få erindringer om, hvad man har set, tænkt eller talt med andre om på havebænken. Fra stuehusets position får jeg også associationer til skulpturen som en ’repoussoir’. En figur, som maleren anbringer i forgrunden af sit billede. Traditionelt brugt for at ’vende billedet indad’ og skabe størrelsesforhold eller dybde… Er det også tanken med skulpturen her? At vi skal se billedet af naturen bag Havebænken med større dybde og perspektiv, end det umiddelbart ser ud til? Fra opholdssteder i haven eller naturen tænker jeg som fra stuehuset, bortset fra repoussoir’en.
Havebænken er en havebænk. Det er ikke en funktionsløs skulptur. Jeg opfatter, at missionen for en havebænk er at være et sted, hvor man kan sidde i fred, slappe af, se på omgivelserne eller meditere, tænke over noget, der optager én. Hvis denne opgave skal løses, kræver det vel (i al sin simpelhed), at nogle funktionskrav skal opfyldes så som, at der skal være: en have, et sted med læ og fred, noget spændende eller smukt at se på og noget at sidde på og læne sig op ad. Kirkebys Havebænk opfylder disse krav, men han tilfører bænken nogle elementer, som retter sig mod at sætte meditation i gang og befordre den (og dens indhold). Han gør det med selve placeringen, grundplanen og bygningskroppen.
Skulpturens placering på grænsen mellem natur og kultur kan give tanker om, at verden består af noget, som er menneskeskabt, og som vi kan påvirke og noget, som er uden for vores indflydelse. Og at det sidste landskab er det største og sværeste at overskue… som man kan konstatere på stedet.
Med korset som grundplan laver Kirkeby et afsæt til en bygning, som alligevel ikke er en bygning. Vinklerne danner ikke lukkede, indre rum, men man har en oplevelse af ’bygning’, når man står i en af dem. Her er læ samtidig med, at vinklen åbner sig mod haven og naturen i stedet for at skærme af. Det ligebenede kors og det kvadratiske rum, det skaber, bringer samtidig en symbolik om orden, helhed og noget at støtte sig til ind i Havebænkens sfære. Om grundplanen siger Kirkeby selv, at den ligner de trianguleringskors, man har på målebordsblade. ’Når man har et kors i et landskab, har man et punkt, og man kan lettere se alt andet og tegne landskabet.’[3] For mig handler det om de ’indre landskaber’ og muligheden for at få styr på sine tanker… I samme sfære kan jeg se korset som et stort kompas, et værktøj til at finde retning. Eller som en henvisning til kristendommens kors og om muligheden for at finde støtte i en tro, en alliance med højere magter.
Kravet om noget at sidde på opfyldes naturligvis, og endda ved at man bliver løftet op (i en bue)… og der er noget under bænken, der måske har kontakt til nogle usynlige, stærke kræfter…? Der er kun én bænk i hvert af de 4 rum, som korset danner – der er ikke lagt op til rundbordssamtale. Er man til gengæld to, der sidder på samme side, tror jeg de fleste har oplevet, at man ’ser på det samme’ og får en mere intim samtale. Apropos ordet ’bænk’ bruges det jo også om et bord, hvor man arbejder/ bearbejder noget, f.eks. en drejebænk, en høvlebænk, men også om en pinebænk.
Det er en mur til at læne sig op ad og en speciel mur med buestikket for oven. Jeg får associationer til, at den bevæger sig. Kirkeby siger selv, at ’haven har et smukt udblik, og at det derfor skulle ’være noget med øjet’ [4]. Man kan se halvbuen foroven som det øverste af et øje. Herudover giver buestikkets åbning mulighed for at få eller ’se lyset’ i en eller anden form… Men muren giver også billeder af en lukket port eller en gravsten – og der kan jo være nogle ideer eller tanker, man gør bedst i at holde ude eller begrave!
Der er noget at se på her, både natur og have, og selvom haven ikke er en almindelig indhegnet firkant, kan der jo være mentale indhegninger… Ved at flytte sig kan man få forskellige udsyn. Jeg har en oplevelse af ’hav’ mod vest af det åbne landskab. For mig giver havet – når fascinationen af stoffet, storheden og det usynlige har lagt sig – meget hurtigt et skifte til indre tanker… Og på dette sted støtter korsets vinkler og deres afgrænsning af synsfeltet et sådant skifte – men ikke som skyklapper.
De 4 mure om en åbning i midten skaber endvidere en forestilling for mig om, at skulpturen kan være en komposition om et indre, tomt rum? At først var der det tomme rum… Og det giver associationer til et offersted eller kultsted. Der er noget kultisk over en formation med 4 sten med et åbent rum i midten, og Djursland har et hav af fortidsminder med store sten om åbne rum. Et offersted bruges vel til at tage varsler, ofre eller formilde guderne… Men det tomme rum skaber også billeder af en klostercelle, et nøgent rum til bod, død og genfødsel. Og de to associationer er jo ikke i nødvendigvis i konflikt med at meditere og at gøre sig tanker.
Torsten Karlsson, november 2016
Praktisk
Besigtigelse kan formidles ved henvendelse til mig på torstendanmark@gmail.com
Fodnoter:
[1] Per Kirkeby, Backsteinskulptur und Architektur Werkverzeignis. Kunsthaus Bregenz 1997.
[2] Lars Morell: Per Kirkeby, Bygningskunst. Aristo 1996.
[3] Se fodnote 2.
[4] Se fodnote 2.
Per Kirkeby skulpturer 