LAOKOON (2012) – ÅRHUS STATSGYMNASIUM, AARHUS

Den omvendte Trojanske hest, advarsler og opløsning

Note om bronzeskulptur af Per Kirkeby på Århus Statsgymnasium

Kort om skulpturen  

På Århus Statsgymnasium står Per Kirkebys sorte bronzeskulptur, Laokoon. Skulpturen er placeret i en indre atriumgård (Solgård), der er lavet i forbindelse med en tilbygning i 2013. 

I atriumgården er skulpturen iøjnefaldende med sin form, farve og størrelse. Den er ca. 4 m i længden, knap 2 m i højden og omkring ½ m i bredden.

Titlen Laokoon har en dobbelt reference, og måske flere. I den græske mytologi var Laokoon en trojansk præst og en del af myten om Den Trojanske Krig. Laokoon advarede sine landsmænd mod at føre grækernes træhest ind i byen. Laokoon blev herefter ved lodtrækning valgt som offer til Poseidon for at undersøge gudernes mening. Men midt under ofringen kom to slanger op af havet og kvalte Laokoon og hans to sønner. Trojanerne tolkede dette som et varsel om, at Laokoon havde vakt gudernes vrede, og at de skulle føre hesten ind i byen.

Laokoon’s anden reference knytter sig til en berømt skulptur fra antikken, som viser Laokoon og de to sønner blive dræbt af slangerne [1]. At lave en skulptur ’oven på’ andres skulpturer og med udgangspunkt i den græske mytologi har Kirkeby også brugt i andre sammenhænge.

Skulpturens navn og placering i atriumgården giver mig umiddelbart tanker om en ’omvendt Trojansk hest’. I stedet for hesten fører Kirkeby Laokoon og Troja ind i gymnasiet. Laokoon, der stillede spørgsmål, advarede og blev ofret og Troja, der blev udslettet. Ligger der en advarsel til os og om hvad?

Foto 1: ’Laokoon’ front 

Laokoon og det sociale rum – elever, unge mennesker og lærere 

Som Laokoon står inde i gymnasiet, er de daglige, faste beskuere og skulpturens målgruppe de unge (samt personalet) på gymnasiet, der har deres daglige gang på stedet. De møder Laokoon hver dag og de, der holder ud, endda i 3 år.

Et gymnasium kan man vel beskrive som et sted, hvor børn udvikler sig til unge, voksne mennesker. ’Gymnos’ betyder nøgen på græsk!  Her uddannes og dannes man og forberedes til det efterfølgende valg af studie, levevej og i bredere forstand også livet. Et gymnasium, tror jeg, er for de fleste en vigtig milepæl på vej til voksenlivet. Det er også et sted, hvor der sker en bevidst og ubevidst socialisering (‘studentisering’), og det er en periode, hvor mange er bange for at stikke (for meget) ud fra omgivelserne. Men forhåbentlig ikke et sted og en tid hvor spørgsmål, tvivl bliver kvalt, holdt nede…? 

Laokoon og det fysiske rum – en grå atriumgård med transparente rum  

Århus Statsgymnasium ligger i et villakvarter i en forstad til Aarhus. Gymnasiet ligger højt med udsyn over Aarhus mod syd, som en borg (et Troja?). Jeg ved ikke, om gymnasiet er kendt for en særlig undervisningsprofil, men i kunstkredse er det kendt for sit store Asger Jorn keramikrelief. Det er et af Jorns hovedværker og er bogstavelig talt stort: 27 m langt og 3 m højt – en trojansk hest? Jeg tænker på, om Kirkeby har opfattet det således, at hesten var optaget allerede… eller, at hvor der en trojansk hest, skal der også være en Laokoon! [2]

Foto 2: Atriumgården

Med sin placering i den indre atriumgård er skulpturen på en måde både inde i gymnasiet og udenfor. Selve atriumgården er et rektangulært rum omkranset af glasfacader i fuld væghøjde. 

Stedet vil jeg ikke betegne som idyllisk. Det ligner lidt en fængselsgård – der er grå og afdæmpede farver – og virker koldt, når fliserne er regnvåde en efterårsdag. Holdes Laokoon fanget her? Hvad symboliserer det? Glasfacaderne skaber omvendt en transparens mellem gården og de omkringliggende lokaler, og dermed liv i rummet, når eleverne går eller sidder i lokalerne omkring atriumgården.

Atriumgårdens fliser ligger i forskellige niveauer, og gården er udstyret med siddepladser i form af teaktræs forhøjninger og bænke. Skulpturen står på en grå cementsokkel midt i gården. Skulpturen er meget synlig, men ikke dominerende i rummet, der er en respektfuld afstand og harmoni i forhold til glassiderne. Jeg opfatter heller ikke, at den er i kontrast med de nære omgivelser på trods af, at dens form er anderledes end bygningens og inventarets lige linjer.

Man kan gå rundt om skulpturen i atriumgården eller langs glasgangene, og skulpturens form indbyder til det. Når man kommer ad trappen fra gymnasiets hovedindgang, ser man skulpturen fra den smalle side. Fortsætter man ind i gymnasiets kantine, kan man se Laokoon’s ene brede side, og afstanden er ikke større, end man kan se skulpturens fragmenter tydeligt herfr a, foto 1. Tilsvarende gælder fra opholdsrummet på den modsatte side af kantinen. Skulpturen er placeret, så dens udtryk er mest markant, hvor eleverne opholder sig i længere tid. Selvom man ikke går ud i atriumgården, kan man ikke undgå at se den… 

Laokoon og dens fysiske form og udtryk – pladen, slanger og legemsdele

Skulpturen består af en hovedfigur og to sidefigurer. Hovedfiguren er firkantet, forholdsvis flad, det ligner et relief eller en plade/port med udsmykning? En port, indgang til hvad? Sidefigurerne er mere runde, torsoagtige.

Skulpturen står på en sokkel i grå beton. Soklen er stor uden at være overdimensioneret i forhold til skulpturen. Soklen smelter på en måde sammen med fliserne rundt om skulpturen og giver en oplevelse af, at skulpturen er steget op af et ’gråt hav’ og ikke er en udstillet, ’afdød’ skulptur.

StørrelsenLaokoon overraskede mig, da jeg så den. Den er mindre, end jeg troede på forhånd, lidt som en miniature. Trods en stor flade virker den ikke tung. Overfladen er ujævn, ulden med brede spartelstrøg, som er tydelige og med til at gøre den levende… 

Hovedfiguren består af ’pladen’ og en række fragmenter på pladen. De træder ud af fladen mod beskuerne, men deres kanter er ikke skarpe, og de glider på en måde ind i pladens bronze som om, at de opsluges eller opløses af materialet. Fragmenternes motivdele er slanger og legemsdele, dog er delene svære at skelne fra hinanden. Deres proportioner er naturlige indbyrdes, og jeg har en oplevelse af, at pladen i skulpturen udgør en slags baggrund, omgivelser. Det virker naturligt, at forbinde hovedfiguren med Laokoon selv.

Figuren hælder lidt mod nord og gør sammen med slanger og legemsdele, at der bliver bevægelse i skulpturen. Hovedfigurens side mod øst (fronten) har flest fragmenter, og er den mest urolige side, se foto 1. Vægten ligger her i midten, hvor man fornemmer en brystkasse (Laokoon’s?) og måske en form for kors. Skulpturens side mod vest (bagsiden) har færre motivdele, og de er mere opslugt i bronzepladen, foto 3. Vægten ligger til højre i en stor, tyk slangekrop – i modsætning til menneskekroppen på forsiden. Hovedfigurens sider mod nord og syd gentager fragmentdelene, men man kan kun danne sig et indtryk af motiverne, hvis man ser de flade sider.

Foto 3: ’Laokoon’ bagside

Sidefigurerne form forstærker bevægelsen i skulpturen. Deres fragmenter er mindre og mindre tydelige end i hovedfiguren.

Tanker og eftertanker – en advarsel og tidens opløsning  

Ud fra den dobbelte reference, jeg har nævnt i indledningen, giver skulpturen mig tanker og eftertanker i to retninger [3].

Den første vedrører Laokoon og hans skæbne. Sammenlignet med den klassiske Laokoon gruppe, viser Kirkebys skulptur ikke en kamp mellem Laokoon og slangerne om liv eller død. Kampen er forbi, Laokoon og de to sønner (efterfølgere) er døde. Jeg oplever, at de er ved at blive ædt op indefra enten af slangerne eller af pladen. Man behøver ikke at diskutere om Laokoon skriger, som man gjorde i 1700-tallet. Er selve pladen et billede på omgivelserne, et ’Troja’, der opsluger Laokoon og sønnerne, og det de står for, som adskiller dem fra andre? Hvad kan æde os op indefra, opløse os, gøre at vi bliver omverden? Og hvad er omverdenen? 

Ser man på myten, og hvad der skete før ofringen (advarslen, tvivlen) tænker jeg skulpturen som et budskab om, ’sådan går det (galt), hvis man rejser tvivl, stiller spørgsmål’. Den offentlige mening får sin vilje… Ser man på, hvad der skete efter ofringen (Laokoon havde ret, og Troja blev udslettet), kan man se skulpturen som et budskab om (til lærere og elever og os andre), ’at vi ikke skal ofre dem, der stiller spørgsmål, rejser tvivl’. Jeg vil helst vælge det sidste budskab!

I forlængelse heraf er det tankevækkende, at trojanerne var selv i tvivl om, hvordan forløbet af Laokoon’s ofring skulle fortolkes. Med andre ord, hvad ved vi? Hvad er sandhed? Og vi kan tage fejl (det gjorde trojanerne i hvert fald). Det fører tilbage til myten selv. En myte er jo en opdigtet fortælling, noget af den er måske sandt og noget ikke…

Den anden retning for mine associationer tager afsæt i skulpturen, Laokoon. Sammenlignet med den klassiske skulptur, ligner Kirkebys noget, der kan tolkes som rudimenter, nogle forkrøblede rester, levninger der er tilbage af den oprindelige. Laokoon er død, og figurerne er også (næsten) væk! Der er kun pladen, omgivelserne tilbage. Er det, som den klassiske skulptur symboliserer, ved at forsvinde? De klassiske helte, dyder og dannelse? Og kun nogle forkrøblede dele er tilbage i nutiden…?  

Torsten Karlsson, januar 2014, marts og november 2020

Praktiske oplysninger:

Adresse: Fenrisvej 33, Hasle
Parkering: foran gymnasiet
Adgang: gennem gymnasiet – kontakt 8615 8955

Fodnoter:

[1] Skulpturen har desuden optaget en række kunsthistorikere og forfattere i 1700-tallet (Lessing, Winkelmann og Goethe). Deres tanker med afsæt i Laokoon’s formodede skrig havde central betydning for romantikkens fødsel. Kirkeby skriver bl.a. om Lessings analyse i ‘Bravura’ (Borgens Forlag, 1981, s. 160). I ‘Naturens blyant’ (Borgens Forlag, 1978, s. 51) analyserer Kirkeby El Greco’s maleri af Laocoön. Poul Erik Tøjner opfatter det som forlægget til Kirkebys skulptur (Louisiana Revy, Per Kirkeby Bronze, 60. årgang, nr.2,2020 s. 11). For mig står referencen til skulpturen tydeligere, der er en ikke-slående lighed, for at bruge Kirkeby-udtryk.
[2] Kirkeby omtaler relieffet i ‘Håndbog’ (Borgens Forlag, 1991, s. 171) som et af Jorns hovedværker. Endvidere har gymnasiet en gobelin af Jorn: ‘Den lange rejse’, som også er et af Jorns store værker. Den 14 meter lange og 1,80 meter høje gobelin er lavet sammen med den franske kunstner Pierre Wemaëre.
[3] Andre tanker og noget om skulpturens forhistorie i forhold til Statsgymnasiet kan findes i Max Bendixen: Per Kirkeby i Aarhus. Forlaget Saxo. 2017

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: