Det stedspecifikke, det uregelmæssige og det udsatte
Indledning
Mange af Kirkebys murstensskulpturer står på underlige steder. Det er steder, som man normalt ikke forbinder med placeringen af en skulptur. ’Vartegn for Louisiana’ står på Humlebæk Station, ’Göteborg’ for enden af en havnekaj, ’Göppingen’ midt i et trafikkryds – for blot at nævne nogle få eksempler.
Det er naturligvis ikke tilfældigt. Kirkeby taler selv om, at hans skulpturer er stedspecifikke og om en forkærlighed for uregelmæssige pladser. Nogle af stederne er endda så uregelmæssige, at man kan føle sig udsat eller utryg.
Noten præsenterer nogle iagttagelser og tanker om det stedspecifikke som udgangspunkt for Kirkeby og hans ’brug’ af steder, som er uregelmæssige eller udsatte. Herunder, hvad det giver af særlige muligheder.
Metodemæssigt har noten to afsæt. Den er baseret på praksis, det vil sige de skulpturer, jeg har set og skrevet om på bloggen. Derudover er den baseret på udsagn fra Kirkeby og andre i bøger og andet materiale om murstensskulpturerne. Mine kilder fremgår af fodnoterne. Det skal også understreges, at jeg ikke har læst alt fra hans hånd og andre om murstensværkerne.
Emnemæssigt bemærkes, at det kun er Kirkebys udendørs murstensskulpturer, som behandles, ikke de indendørs, tidsbegrænsede murstensinstallationer (selvom der også heri ligger noget ’stedspecifikt’). Noten indeholder henvisninger til konkrete skulpturer og steder. Der er i alle tilfælde tale om eksempler og ikke om komplette lister. Noten er heller ikke en udtømmende behandling af emnet. Der kan gås ikke i dybden eller laves tværgående analyser. Og jeg har afholdt mig fra at byde på, hvordan Kirkeby kommer ’fra sted til skulptur’. Det vil være for meget gætteri, selvom jeg nok har nogle tanker om det…
Det stedspecifikke
Kirkeby nævner det ’stedspecifikke’ som udgangspunkt for sine skulpturer i flere sammenhænge [i]. Det er sværere at finde beskrivelser af, hvad han præcist mener med begrebet. Han taler typisk i bløde vendinger om ’at skulpturerne har et uflytteligt særpræg’, ’at de har en blanding af anonymitet og uomgængelighed’ eller ’at de er indlysende (på stedet) på en fortrolig måde’ [ii]. Jeg opfatter, at det i hvert fald betyder, at en stedspecifik skulptur er skabt til stedet og ud fra stedet. Hvad ikke er det samme som, at værket er en tilpasning til stedet… det modbeviser virkeligheden.
En konkret årsag til ’det stedspecifikke’ kan naturligvis ligge i opdraget til Kirkeby. Mest direkte hvor skulpturen er bundet op på stedet som et monument over noget, der hører til her (Jüdisches Mahnmal i Paderborn). Eller hvor der er tale om et værk, der bidrager til at løse et funktionelt formål på stedet (Bremen trafiktårn, Djursland havebænk, Stenalt drivhusmur).
Det kan også være et opdrag for Kirkeby, at murstensskulpturen skal medvirke til at løse et rumligt eller byplanmæssigt problem. Især de store skulpturer er brugt til at ændre og omforme rum. Som eksempler kan nævnes skulpturer, der står som rumdelere eller rumlukkere (Ballerup, Ribe Kunstmuseum, Frankfurt, Münster Bushaltestelle) eller Kimbrertorvet Aars, hvor værket også bruges til at håndtere niveauforskelle i et rum.
Der er andre og gode grunde til at gøre murstensskulpturer stedspecifikke. Mursten som materiale i sig selv giver associationer til noget, som er bygget på stedet (eller har været bygget). I modsætning til bronze, marmor, granit mv, der i højere grad sender et signal om at være bragt ind i rummet som et fremmed materiale. Den stedbundne skabelsesproces, der ligger i murstensværker, kan ses både som en præmis og som en foræring for kunstneren i forhold til det stedspecifikke. På samme måde som murstenenes faste form og krav til byggeteknik er en præmis.
Det associationsskabende eller – ’avlende’, som Kirkeby siger, er et af de kriterier, som han selv tillægger vægt i kunst [iii]. Jeg tror, at en skulpturs mulighed for at skabe associationer og referencer hos beskuerne er større, når skulpturen kan inddrage og bygge på de referencer og associationer, som stedet i sig selv indeholder. Nogle skulpturer hjælper måske selv med at synliggøre stedets referencer, og dermed også til, at beskuerne kan få noget eller noget mere ud af skulpturen.
Det stedspecifikke kræver til gengæld, at kunstneren bevæger sig ud over sit eget rent private ’materiale’ og inddrager stedets fysiske og sociale ’materiale’. Det forudsætter, at kunstneren (Kirkeby) har gjort sig tanker om, hvad ’et sted er’. Det kan man læse om i forbindelse med en del skulpturer (Nakskov, Humlebæk, Höganäs, Karlsruhe Universitet og Karlsruhe, Landesbibliothek) [iv]. Det kan være farligt at generalisere ud fra konkrete eksempler, men jeg udleder, at sted for Kirkeby både drejer sig om skulpturens fysiske rum og de mennesker, der har tilknytning til dette rum, det sociale rum. Og det kan indbefatte stedets historie, rummets funktion og beskuernes formål med at komme eller være her.
Man kan også læse, at sted for Kirkeby i nogle sammenhænge betragtes som ganske omfattende, f.eks. som et byområde eller en hel by. Herved kan det ’sociale materiale’ omfatte bidrag fra flere og andre mennesker end de, der benytter og kommer i skulpturens nære rum.
Uregelmæssige rum
Kirkeby har en svaghed for fysiske rum, der er uregelmæssige[v]. Jeg har (heller) ikke fundet en egentlig ’definition’ på, hvad et uregelmæssigt rum er, i teksterne om Kirkebys skulpturer. Ud fra skulpturernes placering opfatter jeg, at det er et generelt træk, at rummet afviger fra en regulær kasseform.
Det kan være rum, som har spidse hjørner eller er trekantede (Ikast, Bergen, Berlin Hellersdorf). Eller mangler en side, har negative vægge, som Kirkeby siger (Humlebæk, Göteborg og Falkenberg). Nogle rum med negative vægge har store åbninger i én eller flere sider, som gør dem ’endeløse’ (Amsterdam, Karlsruhe Universitet, Oslo).
Det kan være et rum, hvor siderne har forskellig højde, drejer eller er skæve (Kassel, Göppingen). Rummets form kan være en flad kasse (Höganäs) eller en høj skakt (Esbjerg, Karlsruhe Landesbibliothek, Meldahlsgade København).
Det kan også være store kontraster eller ’disharmonier’ i rummets materialer, byggestile, farver etc. (Nakskov, Paderborn, Bremen).
Bunden kan være skæv, skråne eller bulet osv. (Berlin Michaelkirchbrücke, Kassel, Wanås). Bundens ’inventar’ i form af bevoksning, installationer osv. Kan være med til at gøre rummet uregelmæssigt (Stockholm, Stuttgart).
Det er ikke alle Kirkebys skulpturer, der står i uregelmæssige rum, og nogle rum er mere uregelmæssige end andre. Det afspejler, at i praksis er muligheder og omstændigheder forskellige fra sted til sted.
Et svar på hvorfor et uregelmæssigt rum kan være et godt udgangspunkt for en murstensskulptur kan være, at når man opholder sig i eller passerer uregelmæssige rum, er ens generelle opmærksomhed større, sanserne arbejder mere, man er mere iagttagende mod, hvad der er og kan ske i rummet. Der er en form for ’orienteringsangst’ til stede. Alt andet lige dermed også opmærksomhed mod en skulptur, der er opstillet i rummet. Jeg tænker, at der derudover måske er en større tilbøjelighed til, at indtryk omsættes til et stemningsbillede af rummet eller til et øgenavn for det…
Et andet bud kan være, at uregelmæssige rum kan give en fornemmelse af, at rummet har set anderledes ud før, været noget andet og måske stadig er i udvikling, har en historie bag eller foran sig. Det kan skabe en stemning eller følelse af usikkerhed, melankoli eller tristhed ved rummet. Og som skulpturen kan knytte an til.
En tredje bidrag kan være, at uregelmæssige rum nok ofte er rum, der sætter nogle særlige rammer og begrænsninger for kunstneren. Kirkeby taler selv om, at uden begrænsninger kan man ikke ’lave noget som helst’[vi]. Jeg tænker, at begrænsninger som f.eks. et uregelmæssigt rum kan skabe en platform for flere associationer end et mere regulært rum.
Endvidere har Kirkebys tilgang til skulpturer måske betydning. Det er en præmis for ham, at de skal være symmetriske [vii]. Selvom de enkelte dele kan være uharmoniske og ude af proportion i forhold til hinanden, er den samlede skulptur altid symmetrisk. Det er som om, Kirkeby med et uregelmæssigt rum kan lade skulpturen bringe en form for orden ind i rummet. Eller at et uregelmæssigt rum gør en uharmonisk skulptur mere acceptabel…?
Udsatte rum
Uregelmæssige rum er ikke nødvendigvis uhyggelige rum. Men mange af dem har også potentiale til at være ’udsatte rum’ forstået som rum, hvor man kan føle sig ubeskyttet, skrøbelig, måske endda i fare.
Det er en type rum, som Kirkeby har viet særlig opmærksom[viii]. Det ’udsatte’ har en symbolik indbygget i forhold til det at være menneske, som generelt har optaget ham i hans kunst. Derudover kan man som kunstner opnå nogle andre ting i udsatte rum. I disse rum får man bl.a. en forstærkning af de ovennævnte ’udgangspunkter’ for uregelmæssige rum. Det er også muligt, at man med placeringen af en skulptur i udsatte rum, hvor ingen forventer en skulptur, kan skabe et overraskelsesmoment, der udover opmærksomhed sætter tanker i gang af sig selv. Og ikke mindst kan udsatte rum føje særlige aspekter til oplevelsen og tolkningen af en skulptur. Den samme skulptur vil opleves anderledes på en stærkt skrånende end på en flad græsplæne.
Udsatte rum kan skabes af flere faktorer. Der er rum, som kendetegnes ved, at det uregelmæssige er forstærket eller ‘yderliggjort’. F.eks. rum, hvor bunden ikke kun skråner, men falder brat, rum hvor en væg ikke kun mangler, men er erstattet af en grav eller vand, eller rum, hvor siderne er meget høje og hjørnerne lukkede. Hertil kommer rum, der ligger som restarealer i bylandskabet. Og der rum, som ikke nødvendigvis er uregelmæssige, men er meget trafikerede. Og typerne kan kombineres…
Rum med meget skrånende bund giver en fornemmelse af, at man ikke kan stå fast, at tingene kan skride, falde ned eller er op ad bakke. Men også at der kan være noget under overfladen, stærke kræfter i undergrunden, en ’geologi’ i bevægelse (Kassel, Gentofte Hovedbibliotek, Berlin Michaelkirchbrücke).
Rum med en grav som væg kan i nogle tilfælde give en følelse af, at man står ubeskyttet, kan falde ud, og i andre tilfælde, at man ikke kan komme videre, at man er efterladt ved en kaj eller en afsats (Stuttgart, Stockholm, Göteborg, Humlebæk).
Rum med lukkede hjørner i form af høje vægge eller hjørner omgivet af vand giver associationer til, at man fanget, er klemt inde, trængt op i en krog (Bielefeldt, Rotterdam, Karlsruhe Universitet).
Et restareal kan give forskellige associationer til f.eks. et sted, man ikke har kunnet bruge til noget, et overflødigt, værdiløst rum. Det kan opleves som et ingenmandsland, en øde ø eller som noget, der er helligt i bylandskabet… (Göppingen, Ikast, Kassel, Ørestaden, Bergen).
Stærk trafik i et rum kan være tilstrækkelig til at gøre det udsat og få de fleste til at føle sig beklemte, utrygge eller skrøbelige. Et stort antal skulpturer af denne type rum står ud til veje eller jernbaner (Frankfurt, Humlebæk, Bergen, Göppingen, Münster Bushaltestelle). Når de står i kombination med uregelmæssige rum forstærker det virkningen, som f.eks. det ultimativt udsatte værk, Bremen, der står midt i et gadeanlæg og tidligere blev brugt i forbindelse med regulering af sporvognstrafikken.
Afslutning
Nogle gange kan jeg opleve, at undersøgelsen af rummet er næsten mere interessant end analysen af selve skulpturen. Måske får man en følelse af at være tættere på Kirkebys egen proces her, at man er på samme opdagelse som han. Eller fordi faren for standardfortolkninger er mindre i forhold til rummet end til skulpturen. I mange skulpturer går nogle greb igen. Selvom der er variationer og detaljer, der er afgørende forskellige, er risikoen for at lande i ’standardtolkninger’ stor. Det er ikke i sig selv en fejl, men her betyder det stedspecifikke, det uregelmæssige eller det udsatte meget for, at oplevelsen kan løftes til mere end gentagelser.
Torsten Karlsson, april 2020
[i] F.eks. ’Fisters Klumme’, s. 99. Borgens Forlag, 1995 og ’At bygge i Aars’ s. 21. Per Kirkeby og Lars Morell. Vesthimmerlands Gymnasium, 1996.
[ii] ’Fisters Klumme’ s. 97 og 99.
[iii] ’Bravura’ s.48. Borgens Forlag. 1981.
[iv] Höganäs, Nakskov, Louisiana i ’Fisters Klumme’. Karlsruhe Universitet i noter på Kirkeby Arkivet og Karlsruhe – Landesbibliothek i Lars Morell ’Per Kirkeby. Bygningskunst’. Aristo. 1996.
[v] ’Kursiv’, s. 248. Borgens Forlag. 2007.
[vi] F.eks. i Lars Morell, Bygningskunst, s. 222.
[vii] ’Håndbog’, s. 62. Borgens Forlag 1991.
[viii] Lars Morell, Bygningskunst, s. 45.
Per Kirkeby skulpturer 